Anmeldelse: Insidious (2010).

Insidious (2010).
Tagline: "It's not the House thats Haunted."
Set d.27/06-11
Biograf.
Runtime: 103 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Poltergeist' (1982), 'The Sentinel' (1977), 'Phantasm' (1979).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Familien Lambert flytter til forstæderne, men det er som om, deres nye hus ikke byder dem velkommen. Inden længe begynder den hjemmegående mor Renai (Rose Byrne) at høre mærkelige lyde fra loftet og over babymonitoren. Hendes mand, Josh (Patrick Wilson), har svært ved tro på Renai's påstande om diverse uforklarlige begivenheder i huset. Piben får dog en anden lyd da deres søn går på opdagelse på loftet. Han falder ned af en stige, og henfalder dagen efter i en komalignende tilstand, som lægerne intet kan stille op overfor. Der efter begynder helvede for alvor at bryde løs hjemme hos familien . Det er umuligt at komme meget mere ind på handlingen, uden af spoile for mange af filmens herligheder.

'SAW' veteranerne James Wan og Leigh Whannell har slået pjalterne sammen med manuskripforfatteren og instruktøren bag 'Paranormal Activity', Oren Peli. Hvis du som undertegnede ikke ser disse bedrifter som afsindig ophidsende, skal du alligevel seriøst overveje at indløse billet til deres film, 'Insidious'. Tortur-baronerne har heldigvis lagt den forpinte SAW franchise fra sig og kastet sig ud i at skabe en opdateret version af den gode, gammeldags spøgelses/haunted house historie. Med plottet taget i betragtning lyder det ikke særlig spændende, og ord som originalt er ikke lige umiddelbart et man kan smække på 'Insidious', men Wan og Whannell tager heldigvis filmen et skridt videre og vi ender med en film der har mere at byde på end først antaget.

Gespensterne ved hvad de vil havde og de skyr ingen midler for at få det.

Vi står nemlig ikke kun overfor klicheer med bøger der på mystisk vis bliver ved med at falde på gulvet, knirkende døre eller møbler der flytter lidt rundt på sig selv. 'Insidious' disker også op med mareridtsagtige dæmoner, ondskabsfulde spøgelser og en slags ingenmandsland mellem himmel og helved der ligner en blanding af Freddy's drømmehelvede i 'A Nightmare on Elm Street' filmene, Tarsem Singh's virtuelle tur ind i psyken på en seriemorder i The Cell (2000) og Guillermo del Toro's fantasiverden i Pan's Labyrinth (2006). Insidious kan oversættes til snigende og det er lige netop hvad filmen er, inden den voldsomt skifter gear i andet akt. Enten vil man hade temposkiftet, når dæmonerne først tager rigtigt fat, og filmen går fra den lidt afdæmpede og velkendte hjemsøgt-hus-stil til en meget mere fanden i voldsk størrelse af en bombastisk horror-film. James Wan og Leigh Whannell har nemlig forstået, at vi er en del der er meget trætte af at se film om spøgelser der slet ikke er onde, men bare misforståede små størrelser der prøver at komme helt over på den anden side og har brug for vores hjælp. Gaaab! Gespensterne i 'Insidious' er ikke til at spøge med - de er nemlig lavet af et helt andet stof. De er gennemført onde og har kun i sinde at skade folk fysisk eller psykisk - hvis de kan slippe af sted med det, allerhelst begge dele.

Hyggestunderne med mor er snart slut for lille Dalton Lambert.

På trods af filmens meget, meget lille budget ($1,500,000), har effekt-folkene gjort et fremragende stykke arbejde. De strammer heldigvis PG-13 skruen til sit absolutte bristepunkt og har fået klemt mange rigtig gode ting ind i filmen. Det er nogle CGI effekter der falder igennem hen af vejen, men de vigtigste virker. Det hele er effektivt filmet og spillet. Filmens farvepalet er holdt i grå og mat, på nær dæmonen, der er hovedårsagen til familliens pinsler. Dens udstråling og udsendende står i skarp kontrast til resten af filmens farveløse look. Noget der bevirker at når den viser sig, sidder man virkelig med en fornemmelse af at vi har med noget at gøre, fra en anden dimension. Det stikkende og angstfremkaldende score der er helt mesterligt skruet sammen, skal også nævnes. Instruktøren James Wan beviser gang på gang at han har styr på at opbygge en gruopvækkende stemning, og så har han også en evne til at skræmme os ved at lade ting forgå i det perifere syn, så hold øjnene godt åbne.

Wan og Whannell elsker Cyber- og Steampunk, det viser sig også i deres nyeste film.

I nyligt et interview til Fangoria ligger Wan og Whannell ikke det mindste skjul på hvor store fanboys de er af horror-genren. 'Insidious' har selvfølgelig også en hel del referencer til tidligere værker. F.eks minder en ældre dame der hjemsøger et af familiemedlemmerne meget om en af karakterne fra Mario Bava's anbefalelsesværdige episode-film 'Black Sabbath' fra 1963. Vi støder også på Babera Hersery i rollen som familiefaderen Josh's moder. Babera Hersery spillede i 1982 rollen som Carla Moran der blev chikaneret og voldtaget af en ondskabsfuld og usynlig dæmon i filmen 'The Entity'. Der er også hilsner til film som 'The Innocents' (1961), 'The Shining' (1980), 'The Evil Dead' (1981). Filmens detaljegrad og referencer vil helt sikkert også gøre et gensyn eller to yderst interessant.

Mario Bava's 'Black Sabbath' fra 1963 har ikke levet forgæves.

Nogle vil helt sikkert finde 'Insidious' for langt ude, forceret og tåbelig. Jeg fandt den svært underholdende og til tider meget, meget skræmmende. Alle der har prøvet at opleve et tilbagevendende mareridt, enten som barn eller som voksen, vil helt sikkert sidde med klamme håndflader når 'Insidious' først ruller sig ud. Hvor Tobe Hooper og Steven Spielberg kun dansede rundt om "kaninhullet" i 'Poltergeist' (1982) griber James Wan og Leigh Whannell os ved struben og giver ikke slip før turen igennem helvedeshullet er helt slut.

Score:

Anmeldelse: An American Werewolf in London (1981).

An American Werewolf in London (1981).
Tagline: "Beware the Moon"
Set d.24/06-11
DVD.
HD-Projektor.
Dolby Digital 5.1 Surround.
Runtime: 97 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Howling' (1981), 'Wolf' (1994), 'Silver Bullet' (1985).

Anmeldt af Allan Sørensen.








'An American Werewolf in London' er tæt på at runde de 30, og da jeg selv lige har prøvet det samme får filmen et serviceeftersyn - er den stadig er oppe på mærkerne? John Landis varulve-film er nok mest berømt for sin legendariske forvandlingsscene (som stadig er den af de bedste nogensinde) og det er lidt ærgerligt, for 'An American Werewolf in London' har meget mere at byde på.

De to venner, amerikanerne David (David Naughton) og Jack (Griffin Dunne) er på vandretur i England. Det skulle de ikke have gjort, for en mørk og tåget nat bliver Jack flået til tomatsovs og David bliver bidt af en varulv. Efter angrebet begynder David at lide af frygtelige mareridt og hallucinationer. Hans ven Jack vender tilbage fra de døde og forsøger at overbevise ham om at de der dræbes af dette uhyre, bliver til levende døde, der strejfer om på jorden i al evighed. Men dem, der overlever, får en ganske anden skæbne. David har svært ved at tro på noget af dette men hvad han ikke ved er at forvandlingen allerede er i fuld gang.

Pornobiograf?! Også med en zombie?!

John Landis skrev filmen i 1969, men han var for ukendt til at nogle selskaber havde mod på at poste penge i en varulve-hybrid bestående af gys, gore og humor. Landis kæmpe succeser 'The Animal House' (1978) og 'Blues Brothers' (1980) ændrede heldigvis på dette. Med 'An American Werewolf in London' formår Landis på bedste vis at mikse gys, gore og sort humor. Jeg finder i hvert fald scenen i pornobiografen, hvor de levende døde kommer med gode råd til hvordan den ulykkelige varulv bedst kan tage sig selv af dage uimodståelig morsom. Nu er det hele ikke kun sjov og ballade. Filmen indeholder også tragiske undertoner som da vores hovedperson prøver at tage sit eget liv og hans dødsdømte kærlighedsforhold til en godhjertet sygeplejerske. Make-up effekterne er nådesløse og det driver med blod, indvolde og afrevne lemmer, det hele mesterligt udført af Rick Baker som også vandt en Oscar for hans anstrengelser.

Den notoriske forvandlings-scene er stadig imponerende.

Filmens soundtrack er også ren fryd i form af Van Morrison, Creedence Clearwater Revival, Sam Cooke og det nok mest vellykkede varulve hyl i mands minde. David Naughton og Griffin Dunne skuespil som Kammeraterne Jack og Davids ping-pong er stærkt underholdende og birollerne er godt besat med Jenny Agutter, John Woodvine og David Schofield. Man kan også spotte en ung Rik Mayall. Det er meget sjældent at en gyserkomedie lykkes med både at være uhyggelig og sjov, men John Landis rammer helt rigtigt. Det er meget få ting der falder igennem i denne film (slutningen er f.eks lige afstumpet nok) og der er ingen tvivl om, at det er en af de bedste film der til dato er lavet om varulve-myten.

Score:

Anmeldelse: The Reef (2010).

The Reef (2010).
Tagline: "Pray that you drown first "
Set d.22/06-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 94 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Open Water' (2003), 'Black Water' (2007), 'Frozen' (2007).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Fem venner nyder en uge på havet omkring Great Barrier Reef i Australien. Langt ude til havs sejler de helt bogstaveligt talt på et Great Barrier Reef og havner i vandet. De hager sig chokerede fast på den kæntrede båd og opdager, at en stor bid af skroget er borte. Fire af dem bestemmer sig for at svømme mod fastlandet, mens den femte vælger at blive og vente på hjælp. Snart indser vennerne at de forfølges af en gigantisk og sulten hvidhaj.

Instruktør Andrew Traucki har en svaghed for animal-attack film. Han er ved at udvikle sig til "the-go-to-guy", hvis man vil have en grum og realistisk film, om dyr der angriber mennesker. Tilbage i 2007 lavede han nemlig også den fremragende 'Black Water'. Her var det en ond og yderst udspekuleret krokodille der agererede kødædende plageånd overfor en lille håndfuld meget uheldige turister. Hans nyeste skud på stammen har mere end meget tilfælles med hans tidligere krokodille-film. Og det er ikke nødvendigvis et minus. 'Black Water' var nemlig en bundsolid, beskidt survival-film der kun kan anbefales at man sætter tænderne i. Hans tidligere film var inspireret af en virkelig hændelse der fandt sted i 2003 et sted i Nord-Australien. Tempoet var langsomt og mæskede sig i en tyk stemning af fortvivlelse og desperation. Sidst men ikke mindst, anvendte man optagelser af ægte kæmpe krokodiller i stort set alle scener og overførte optagelserne digitalt til filmen.

Et forholdsvis ukendt cast gør det rigtig godt i 'The Reef'.

Man kan stort set overføre alle disse punket til Traucki's nye film. Opbygning og paceing i 'The Reef' er skåret over den samme formular som vi så i 'Black Water'. Begge film er også skudt on location. 'The Reef', i de smukke omgivelser omkring  Hervey Bay, Fraser Island and Bowen Bay og yderligere haj optagelser har man skudt et sted i Syd-australien. Filmen er baseret på en virkelig hændelse der fandt sted i 1983, da Ray Boundy's (den eneste overlevende) reje-trawler, under en storm, vendte bunden i vejret og sank. Inden længe havde de 3 fiskere fået selskab af en 5 meter lang tigerhaj. Hajen stalkede dem og tog Boundy's to kollager med sig i dybet, én efter én. I 'The Reef' har man anvendt og forfinet den teknik som man brugte i 'Black Water', til at krydse de ægte optagelser af dræber-dyret med optagelserne af skuespillerne. Det er en sand fryd at man har valgt at se bort fra at animere rovdyret og i stedet anvender rigtige optagelser af havets rovdyr #1, den kæmpemæssige hvidhaj. Det gimper noget mere i en, når man ser den ægte vare cirkle omkring og langsomt nærme sig menneskeben, der trætte og desperate træder vande. For slet ikke at snakke angrebene!

Endnu en god grund til kun at gå ud til navlen.

Traucki's film er en slowburner. Hvis man er på jagt efter en høj bodycount og spandevis af gore bliver man skuffet. Hele handlingsforløbet finder sted med og omkring de 4 venner i havet, så hvis du ikke er indstillet på at se på de samme mennesker plaske rundt i på åben hav i 70 minutter, så er det her højst sandsynligt ikke en film for dig. Instruktøren tager midler som et langsomt opbyggende tempo, realisme, høj detaljerigdom og masser af iskold suspense i brug for at holde fast i publikum. Det virker næsten efter hensigten. Historien og filmens karakterer virker troværdige og instruktøren når lige præcis at få opbygget de forskellige personligheder, inden helvede bryder løs i det azurblå paradis. En vigtig detalje der gør at vi føler sympati med de uheldige og ikke bare ser dem som tilfældig haj-føde.

'The Reef' er stemningsmættet og drevet af ufortyndet suspense.

Desværre virker nogle scener en anelse langtrukne og i visse perioder sker der simpelthen for lidt. Et andet svaghedspunkt er, at det hele minder for meget om noget vi har set før. Ikke mindst i hans egen 'Black Water'. Man sidder lidt med fornemmelsen af, at Traucki har taget og flyttet hans film fra 2007 ud i havet og udskiftet krokodillen med en hvidhaj. Nu var 'Black Water' en så stærk film, at det i sidste ende ikke ændre på at Traucki's nyeste skud på stammen er en aldeles vellykket film, og hvis du som undertegnede finder The Great White svært fascinerende og slet ikke kan få nok haj hurlumhej, så vil du elske de supetakulærer billeder af det perfekte rovdyr der glider lydløst og ubesværet hen over lærredet - hvis dette ikke er tilfældet skal du nok trække et pinhead fra den endelige score. 'The Reef' er et hensynsløst og yderst effektivt bekendtskab, der nok skal få dig til at overveje om ikke soppebassinet er den bedste løsning på badeferien.

Score:

Anmeldelse: Devil's Playground (2010).

Devil's Playground (2010).
Tagline: "Our Future Has One Hope"
Set d.19/06-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Crazies' (2010), 'Carriers' (2009), 'The Signal' (2007).

Devil's Playground er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

 
Et skruppelløst engelsk medicinalfirma er i gang med at lancere et nyt energitilskud, da noget går frygteligt galt: De 30.000 frivillige testpersoner begynder alle at få alvorlige bivirkninger - alle undtagen én! Den unge kvinde Angela Mills fra ' er immun overfor den smitsomme infektion, der med lynets hast er ved at forvandle helt normale mennesker til blodtørstige og lynhurtige menneskeædere. Uvidende om at hun er den eneste, der ikke påvirkes af stoffet, flygter hun sammen med sin veninde fra ragnarokket i den engelske hovedstad. I hælene på hende er dog ikke kun hendes mordanklagede ekskæreste og eksstrømer, men også medicinalfirmaets koldblodige og brutale oprydder. De to kan vise sig at være hendes og hele menneskehedens sidste håb.

Lyder det ikke som noget vi har set før? Filmen savner i den grad originalitet, men hvis man kan leve med det formår 'Devil's Playground' på en eller anden måde alligevel at underholde og holde seeren til ilden.. 'Devil’s Playground' vandt adskillige priser ved British Horror Awards – deriblandt for Best Feature og Best Director af Mark McQueen, ligesom kategorien Best Actor blev vundet af hovedrolleindehaveren Danny Dyer (du kender ham sikkert som hooligan i 'The Football Factory' fra 2004). Han har ikke mange forskellige (skuespiller)-strenge at spille på. Til gengæld er han blevet en mester i at spille den ene rolle han kan - rollen som forvokset drengerøv med evige tømmermænd. Andre genre-film der er værd at tjekke ud, med en hårdt plaget Danny-boy, tæller 'Severance' (2006) og 'Doghouse' (2009).

Den evige drengerøv, Danny Dyer, ligner stadig en gut med de ondeste tømmermænd.

Det kan godt være at det er Danny Dyer der står øverst på plakaten, men det er Craig Fairbrass der stjæler showet i rollen som bad-ass håndlanger for firmaet N-Gen. Action-manden oser af testeron-pumpet screen presence! Man kan håbe på at hans indsats i denne film, vil give ham en større chance i fremtidige produktioner. Det er nemlig ikke mange roller af særlig stor betydning der præger hans C.V. Hans største bedrift er nok en mindre rolle som lejesoldat i den Stallone-drevne 'Cliffhanger' fra 1993. Resten af besætningen består af habile og semi-kendte skuespiller som Jaime Murray (opmærksomhedshungrende og ustabil seriemorder-flirt i TV-serien 'Dexter'), MyAnna Buring ('The Descent'), Colin Salmon ('Resident Evil') og Craig Conway (lejesoldat i 'Dog Soldiers' og biltosset badguy i en anden Neil Marshall film - 'Mad Max' homagen 'Doomsday' fra 2008). Sean Pertwee, som genre-fans efterhånden kender fra stort set alle nyere UK horror-film dukker selvfølgelig også op til festen i en mindre rolle som stresset politimester - du kan måske ikke lige placere ham på navnet, men bare vent til du ser ham. Alt i alt i en udmærket samling skuespillere og det er heller ikke mange steder, at det er skuespillet der falder igennem.

Action-man Craig Fairbrass' kill-rate er imponerende!

Truslen, de inficerede parkour-mutanter fungere rigtig effektivt. De minder mest af alt om blodtørstige rovdyr med svær hundegalskab. Det er nemlig ikke zombier i ordets sande forstand (og ordet bliver da heller ikke nævnt på noget tidspunkt i filmen), som vores helte og heltinder står overfor. De inficerede spreder deres sygdom via bid og kan kun nedlægges ved seriøse skader til hovedet. Her stopper ligheden så, for vores smittebærer er på ingen måde stået op af graven og hverken langsomme, klodsede eller særlig fikserede på "BRAAAAAAAAAAAIIIIIIIIIIIINS!". De minder mest af alt om de lynhurtige 'rage'-smittede mennesker vi så i '28 days later' (2002) og forsættelsen '28 Weeks Later' fra 2007. For at give de inficerede lidt kant i forhold til det trusselsbillede vi har set så mange gange før, har man hyret et hold af parkour gymnaster - så ikke nok med hurtigheden, vores mutanter er også super adrætte og hopper og springer til alle sider. En god beslutning der giver actionscenerne mere saft og kraft og et strajf af tegneserie-vold.

Det er ikke helt uden risiko, at "tjene til føden" som kødædende mutant.

Filmen har desværre en tandens til at tage sig selv en tand for seriøst, og den lider også under et forceret forsøg på at få plads til en helt unødvendig sæbeopera-sidehistorie om Joe's og Angela Mills (Danny Dyer og Myanna Buring) forliste forhold og grunden til at Joe ikke er politimand mere. Man prøver at klemme nogle følelser ind og ud af karaktererne, og skabe noget dybde i persongalleriet, desværre lykkedes det for det meste slet ikke. Det var kommet 'Devil's Playground' til gode hvis man havde valgt at skære 2-3 af karaktererne væk og gjort sig mere umage med at udfylde plothullerne og spendere noget mere tid på de interessante karakterer. Vi finder f.eks aldrig ud af hvorfor Angela Mills er immun overfor energitilskuddet RAK-295? Craig Conway's rolle som mekanikeren (og Joe's ven) Steve kunne man også havde ønsket sig at se mere til. Cinematografien fejler tilgengæld intet og billed samt lydkulise står knivskarpt. Filmen har det helt rigtige og meget effektive britiske zombie-apokalyptiske look, som folk der har set nyere britiske zombie-film før, vil nikke genkendende til. Uhygge og dyb historiefortælling finder du ikke meget af i 'Devil's Playground', filmen levere tilgengæld spandevis af britisk dommedags-action og er glimrende popkorns-underholdning.

Score:

Afstemning: Afgørelsen af 'Bedste George A. Romero...of the Dead' film?

DAWN OF THE DEAD (1978)

Så er afgørelsen faldet i denne omgangs zombiefied afstemning. Denne gang lød Spørgsmålet 'Bedste George A. Romero...of the Dead' film? I alt 31 gæster havde valgt at smide en stemme på en' af følgende kandidater: Night of the Living Dead (11 stemmer), Dawn of the Dead (16), Day of the Dead (3), Land of the Dead (1), Diary of the Dead (0), Survival of the Dead (0).

Som forventet kom slaget til at stå imellem Romero's 3 første (og bedste) film. Det var langt hen af vejen et tæt løb, men til sidst gik sejren til  mesterværket 'Dawn of the Dead' fra 1978. Filmen der ikke bare bød på et væld af hensynsløse ædemaskiner i form af sultne zombier, men også en skarp kritik af forbrugersamfundet. I remaket fra 2004 blev der skåret gevaldigt ned for de samfundsmæssige stikpiller og i stedet skruet godt op for gore og action. Remaket mistede den dybde det originale værk er i besiddelse af, men Zack Snyder's fortolkning er stadig en hæsblæsende og underholdende zombie-film. Find den nye afstemning i venstre side af bloggen.

Anmeldelse: Reykjavik Whale Watching Massacre (2009).

Reykjavik Whale Watching Massacre (2009).
Tagline: "Hunting humans in the cold Icelandic waters"
Set d.14/06-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Fritt vilt' (2006), 'Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan' (1989), 'Rovdyr' (2008).

Reykjavik Whale Watching Massacre er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Da en gruppe turister og deres guide fanges på havet under en hval-sightseeing, samles de op af en gammel hvalfanger-båd. Det står hurtigt klart, at besætningen består af en kannibalistisk familie, der på grund af mangel på hvaler nu jager et helt andet bytte.

 

Ligesom man gik og håbede på at Island efterhånden var løbet tør for katastrofer at udsætte os for, kommer 'Reykjavik Whale Watching Massacre'. En "lige ud af landevejen" slasher-film der desperat prøver at genskabe noget af den forrykte magi Tobe Hooper kreerede i en af de bedste film der nogensinde er lavet, nemlig 'The Texas Chain Saw Massacre' fra 1974. Den eneste strejf af den texanske klassiker islændingene er i stand til at fremtrylle, er en lille rolle til den ægte "Leatherface", tidligere skuespiller Gunnar Hansen. Manden bag hudmasken er oprindeligt er fra Island og ernære sig nu primært som dokumentarfilmmager og forfatter. Selv samme Gunnar Hansen kan opleves i levende live på årets Copenhell-festival i samarbejde med CPH:DOX. Festivalen bliver afholdt på Refshaleøen i København hen over denne weekend. Her vil Gunnar Hansen præsentere og være tilstede ved forestillingerne af den originale 'The Texas Chain Saw Massacre' og 'Reykjavik Whale Watching Massacre.

Teaterblod kan man aldrig få for meget af.

Filmen ligger sløvt fra land med nogle klodsede præsentationer af filmens slagtelam. De usympatiske stereotyper står i kø for at komme om bord på skuden og at man allerede godt 10-15 minutter inde i filmen, er fløjtende ligeglad med deres fremtidige ve og vel er ikke et godt sundhedstegn for filmens videre forløb. Ikke engang de (få) sympatiske karakterer kan man svinge sig op til at have en smule medfølelse for. Ikke nok med vores uheldige turisters irriterende væremåde, de bliver også ved med at træffe de mest mærkværdige og idiotiske beslutninger, man overhovedet kan komme i tanke om. Nogle gange bliver turister beskyldt for, ikke at være de hurtigste knallerter på haven, men det her er altså helt absurd. Det er svært at tro at det var den prisbelønnede islandske forfatter og digter Sjón Sigurdsson der er manden bag pennen. Det er nemlig en enorm sjusket og kedsommelig affære han har få skriblet ned i et yderst mangelfuldt manuskript. Et andet problem er at 'Reykjavik Whale Watching Massacre' ikke rigtig finde ud af hvilket ben den skal stå på. Er det en sort komedie? Prøver de at ramme tonen i en gammeldags 70-80'er slasher-film? Er det satire krydret sociale kommentarer, om en stolt hvalfanger-nations fald på grund af strengere og strengere fiskekvoter? Jeg ved det ikke, og det ved folkene bag filmen helt åbenlyst heller ikke. En film behøver nødvendigvis ikke at blive sat i bås, men i dette tilfælde ville det have været dejligt hvis holdet var blevet enige om, hvilken film de ville lave inden de gik i gang.

Det er ikke kun instruktøren der famler i mørket.

Instruktøren Júlíus Kemp er også på dybt vand og de ukendte skuespillere har ikke meget at arbejde med. De spiller stort set alle både anstrengende og amatørartigt. Den tynde dialog bliver leveret uambitiøst og uden nogen form for indlevelse eller intensitet. Omgivelserne filmen udspiller sig i kunne have været et es i ærmet på instruktøren, men han får intet ud filmens rammer, i form af den storslåede islandske natur eller den gamle ruste og potentielt meget uhyggelige hvalfanger-båd. Der ud over er den morderiske psykopat-familie ikke det mindst skræmmende, nærmere ynkelig og latterlig. Det eneste jeg kan glæde mig en smule over i 'Reykjavik Whale Watching Massacre' er specialeffekterne. De er er udført helt old school med masser af latex, sminke, silikone  og sprøjtende teaterblod. Hvis du allerede har set den norske 'Fritt Vilt'-serie og hungre efter mere skandinavisk slasher-film, så kan det måske forsvares at kaste sig over det islandske indslag, hvis ikke - så hold dig langt væk - for 'Reykjavik Whale Watching Massacre' hører desværre hjemme i en våd og meget, meget dyb grav. Island bør nok bare holde sig til det de er bedst til - tykke trøjer og kæmpemæssige askeskyer...

Score:

Anmeldelse: The House of the Devil (2009).

The House of the Devil (2009).
Tagline: "Talk on the phone. Finish your homework. Watch TV. DIE!"
Set d.13/06-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 95 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Rosemary's Baby' (1968), 'Suspiria' (1977), 'When a Stranger Calls' (1979).

The House of the Devil er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Universitetsstuderende Samantha Hughes (Jocelin Donahue) tager et job som babysitter i et stort mørkt hus beliggende ved siden af en kirkegård. Hun modtages af den mystiske Mr. Ulman (Tom Noonan), der hurtigt indrømmer overfor den unge pige, at jobbet faktisk går ud på at passe hans mor et par timer. Samantha har brug for pengene og siger ja. Men snart går det op for hende, at huset gemmer på en hårrejsende hemmelighed.

Filmen er instrueret af den forholdsvis ukendte Ti West. Fra en mand der står bag tvivlsomme titler som 'The Roost' (2005) og 'Trigger Man' (2007) kommer nu denne tribute til horror-film fra slut-70'erne-start-80'erne. Indtil videre er hans mest velkendte bedrift den fornærmende ringe 'Cabin Fever 2: Spring Fever', fra samme år som 'The House of the Devil'. Og lad det være sagt med det samme; der er lysår imellem de to film når det kommer til...alt. Med filmens tema i tankerne frygter jeg lidt (eller håber måske) at Ti West har indgået en aftale med djævlen og et køb/salg forhold vedrørende den 30 årige instruktørs sjæl, i bytte for talent. For det er udenfor min fatteevne hvordan han kan være gået fra rædselsfuldt bras som 'Cabin Fever 2' til den her lille satan-tilbededene kultperle.

1979 eller 2009?

Den næsten 2 meter høje og ranglede karakterskuespiller Tom Noonan er efterhånden blevet 60 år. Hans største rolle var i Michael Mann's mesterlige 'Manhunter' fra 1986, i rollen som seriemorderen Francis Dollarhyde (The Tooth Fairy). En film som også bød på en' Hannibal Lecktor (inden Anthony Hopkins kom til). Du har måske også set Noonan som Frankenstein i 'The Monster Squad' (1987) eller som psykopatisk narkobaron/dræberrobot i 'RoboCop 2' (1990). Som set så ofte før leverer han et intet mindre end fremragende stykke arbejde i en mindre rolle. Hans Mr. Ulman 'The House of the Devil' er en sand fryd. Hans blide stemme, underspillede fremtoning og velovervejede ordvalg er besynderligt foruroligende og man har på fornemmelsen at ren ondskab lurer lige under overfladen. Desværre opfanger vores Samantha ikke de små faresignaler, da han tydeligt irriteret overtaler hende til at tage jobbet i det gamle hus. Hans kone, Mrs. Ulman, spilles koldt og kontant af independent og kult-films skuespillerinden Mary Woronov (kendt fra blandt andet 'Death Race 2000', 'Eating Raoul', 'Chopping Mall' og i 2005 dukkede hun også op i Rob Zombie's 'The Devil's Rejects'). Hovedrollen Samantha Hughes bliver spillet fint og skrøbeligt af Jocelin Donahue. Hun er også at finde i J.T. Pett's horror-western 'The Burrowers' fra 2008. Hold også øje med Dee Wallace som har været med i en del kendte genre-film som f.eks 'The Hills Have Eyes' (1977), 'Cujo' (1983) og 'Critters' (1986).

karakterskuespilleren Tom Noonan stjæler stadig scener.

Efter Charles Manson og hans dybt forstyrrede hippielignende kult i 1969 brutalt dræbte og torturerede 7 tilfældige mennesker (deriblandt den gravide filmskuespiller Sharon Tate, som var gift med Roman Polanski) var 70’erne og start- 80’erne plaget af en frygt og nervøsitet overfor omfanget af disse satan-tilbedere og sekt-medlemmers udbredelse i USA. Horror-producerne opfangede selvfølgelig hurtigt hvad der var tidens trend (eller frygt) og det gav os film som 'Race with the Devil' (1975), 'The Devil's Rain' (1975) og Hammer filmen 'To the Devil a Daughter' (1976). Mesterværket indefor sub-genren - Roman Polanski’s 'Rosemary's Baby' - udkom året inden Manson-kultens forfærdelige indhug i instruktørens liv.

En pensioneret Mary Woronov vente tilbage for at medvirke i 'The House of the Devil'.

I 1999 vendte Polanski tilbage til det okkulte tema med hans noget oversete 'The Ninth Gate' med Johnny Depp og Frank Langella. 1999 er lang tid siden og det er på tide at sub-genren får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Og her svigter Ti West heldigvis ikke. 'The House of the Devil' er meget stilsikker i sit udtryk og rammer looket og tidsånden helt perfekt. Der er dømt walkman, de tidstypiske højtaljede jeans og hele introen (der er vædet i synthesizer og store gule bogstaver) leder på smukkeste vis tankerne hen på film fra æraen. Måden hele herligheden er skudt på (80'er 16mm film) og spillet med skygger, lys og mørke leder mine tanker hen på Dario Argento’s 'Suspiria' fra1977 og det er kun til filmens fordel. Hvis man vil have den helt ufortyndede retro-oplevelse af filmen er den udover DVD og Blu-ray også udkommet i et begrænset oplag på VHS (den sidste film der udkom på VHS var 'A History of Violence' i 2005). Se det er gennemført markedsføring!

Filmen blev skudt på kun 18 dage - det kan bestemt ikke ses.

Hvor filmens vintage look og fornemmelse for tidens trends intet fejler, kæmper den til gengæld med et par noget sløve perioder hist og her. Nogle vil finde dette skæmmende for filmens drev og spændingskurve, for mig er det heldigvis ikke noget der når at udvikle sig til et kæmpe problem, for filmens rammer  driver af stemningsmættet suspense og en sjælden detaljerigdom i udførelse. Filmens finale kunne man måske have ønsket sig lidt mere af. Det er dog ikke nok til at ændre på at 'The House of the Devil' er en slow-burn oplevelse fra øverste hylde. Gå ikke ind til den med forventninger om højspændt splatter-action og rasende tempo. Dette er nemlig en film der tager sig tid til at anvende krybende gru og rædsel som sin primære drivkraft.

Score:

Nyhed: Nye opslag på 'Plakat-galleri' og 'Trailer-show'.

Er der lang tid til fyraften eller anden form for "ventetid" til weekenden? Så smut ind og kig på et opdateret 'Plakat-galleri', der nu byder på hele 50 nye (gamle) af slagsen. Se f.eks det flotte artwork fra film som 'Basket Case', 'Toxic Zombies' og 'Cannibal Girls'.

Du kan også tage turen forbi 'Trailer-show af nyerhvervede film'. Her finder du 14 nye trailers og beskrivelser af nogle af de emner  postmanden har slæbt hjem, de sidste 14 dage. Bliv f.eks klogere på Troma Entertaintment's 'The Toxic Avenger', den kiksede og hylende sjove 'Burial Ground: The Nights of Terror' eller hvad med Wes Craven's oversete thriller fra 2005, 'Red Eye'.

Anmeldelse: Night of the Demons (1988).

Night of the Demons (1988).
Tagline: "Angela is having a party, Jason and Freddy are too scared to come. But You'll have a hell of a time"
Set d.08/06-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Evil Dead II' (1987), 'From Dusk Till Dawn' (1996), 'Tales from the Crypt: Demon Knight' (1995).

Anmeldt af Allan Sørensen.

I Allehelgensaften-filmen fra 1988 får 10 teenagere den geniale ide at holde abefest i en forladt og faldefærdig begravelsesforretning, som selvfølgelig er placeret ovenpå et stykke hjemsøgt og forbandet jord. De tidligere ejere af forretningen blev i sin tid brutalt myrdet, og da festdeltagerne vælger at holde en séance for at fremmane de døde, vækker det en dæmon, der bor i kælderens krematorieovn. En efter en besætter og myrder dæmonen de forstyrrende unge gæster.

Det er ikke ligefrem fordi at det er den helt store historiefortælling der præger Kevin Tenney's simple dæmon-film fra 1988. 'Night of the Demons' udkom da også til begrænset succes og indtjente omkring 3 millioner dollars (filmens budget var på ca. 1.5 millioner dollars). Det begrænsede overskud skyldtes tildels at filmen var temmelig kontroversiel (selv for 80'ernes gale dage) - da den bød på skrappe gore-effekter, udpenslet vold og ikke mindst masser af nøgenhed fra den kvindelige del besætningen. Næsten alle amerikanske distributionsselskaber afviste blankt filmen og det var først da nogle europæiske og internationale selvskaber begyndte at tage filmen under deres vinger, at der kom lidt skub i tingene. De mest blodige effekter blev trimmet, så biografudgaven kunne sikre sig en R-rating. Den unratede version - med alle herlighederne - blev udgivet på video og det er selvfølgelig også den version Anchor Bay Entertainment har udgivet og som jeg her har kigget på.

Linnea Quigley (sexy punkertøs fra 'The Return of the Living Dead') giver den som shebitch fra helvede.

'Night of the Demons' er typisk 80'er horror - på godt og ondt. Som sædvanlig (fristes man til at sige) er en af de ting der fungere knap så godt, skuespillet. Det er er visse steder så tåkrummende ringe at det gør ondt og dialogen kan til tider være ekstremt anstrengende. Når det er sagt skal man huske på at den slags nærmest hører hjemme i den her type film, og hvis man (som undertegnede) kan tage det hele med et smil og finde glæde i sætninger som "Eat a bowl of fuck! I am here to PAAARTY!" så kan man roligt sætte sig godt til rette. Godt 45 minutter inde tager løjerne pludselig fart og da vores gæster begynder at blive besat skifter filmen gear og bliver straks overaskende grum og blodig!

Her er ingen vandpibe-rygende kålorm eller kort-soldater i 'Night of the Demons'.

Den lette og platte tone som har været filmens udtryk de første tre kvarter bliver blæst til side - symboliseret af værten Helen's (Angela Franklin) sensuelle djævle-dans til det stemningsfulde nummer 'Stigmata Martyr' af de gamle Goth-konger i 'Bauhaus'. Dæmonerne og gore-effekterne er veludførte og ligner til forveksling dem vi så i Sam Raimi's 'Evil Dead' II fra 1987. Man kan heller ikke lade være med at tro at Robert Rodriguez og Quentin Tarantino måske har skævet lidt til Kevin Tenney's film inden de kastede sig over ny-klassikeren 'From Dusk Till Dawn' fra 1996. På trods af 'Night of the Demons' begrænsede  succes kom der også to efterfølgere i 1994 og 1997. Der ud over blev filmen remaket i 2009, med en lidt for tyk og lidt for træt Edward Furlong. Resultatet var bestemt ikke noget at skrive hjem om...

Angela Franklin som über-demon.

Da det er Halloween er vores festdeltagere selvfølgelig udklædt og det er nok ikke et tilfælde at vores heltinden, den jomfruelige Judy Cassidy (Cathy Podewell), er udklædt som en vis Alice fra en velkendt historie om et magisk eventyrland. 'Night of the Demons' føles da også som en blanding af noget af det bedste fra 'Creepshow'-franchisen parret med Disney klassikeren 'Alice in Wonderland' - også lidt på crack. Det er herligt!

Score:

Nyhed: Bloggen er nu også på Smartphone.

Ikke nok med det nye samarbejde med Another World Entertainment, men Sørensen Exploitation Cinema Proudly  Presents er nu også tilgængelig via din Smartphone! 'Blogger' har netop udgivet beta-versionen af den nye funktion, der meget gerne skulle levere siderne i et læsevenligt design på din mobilenhed. Så kig forbi, når kæresten hiver dig ind til noget random romantisk affald i biffen eller når du er ved at falde i søvn i S-toget.

Nyhed: Samarbejde med Another World Entertainment.

Det er med stolthed og glæde at jeg kan oplyse at Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents er blevet kontaktet af distributionsselskabet Another World Entertainment om et fremtidigt samarbejde, vedrørende filmanmeldelser af deres udgivelser.

Anmeldelse: Opstandelsen (2010).

Opstandelsen (2010).

Tagline: "Herren kender til din synd"

Set d.06/06-11

DVD.

HD-Projektor.

Runtime: 50 minutter.

Link til filmen på IMDB.

Se også: 'Night of the Living Dead' (1968), '[Rec]' (2007), Zombi 2 (1979).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Den danske kortfilm 'Opstandelsen' bringer zombiernes rædsler ind i Guds eget hus. Simons tre søskende samles til hans begravelse, men det varer ikke længe, før helvede bryder løs. De døde rejser sig fra deres grave, og de tre søskende må flygte ned i den mørke kælder under kirken. Her må de samle alle deres kræfter, inden de skal stå ansigt til ansigt med horden af zombier i en brutal og bloddryppende kamp om at undslippe Guds hus i live.

Det er ikke tit man løber ind i et dansk forsøg på at lave en zombiefilm, og med 'Opstandelsen' in mente er det måske også meget godt. Den unge instruktør Casper Haugegaard har skrevet, klippet, produceret, instrueret (ikke bare low-budget men no-budget) filmen og det er bestemt ikke viljen der har fejlet noget. Til gengæld falder filmen desværre igennem på det tynde plot og skuespillernes (som højst sandsynligt består af venner og bekendte) teatralske overspil. Lyd, lyssætning og kameraarbejdet kunne man også ønske sig meget mere af for 'Opstandelsen' er et stilstudie i hvordan man ikke skal filme med et håndholdt kamera. Stort set alle chase-scener er helt utroligt rystede og mørke, og det kan være svært at kunne finde hoved eller hale i noget af det kameraet (ved et tilfælde?) har fanget. Det virker som om man har prøvet at genskabe noget af vildskaben fra de to spanske [Rec] film fra 2007 og 2009 og det forsøg lykkedes desværre kun alt for få gange i filmens action-scener. Og når det kommer til den ringe lyssætning har jeg forståelse for, at det kan være svært at oplyse en krybekælder med 2 til 3 cykellygter, men vi skulle jo gerne kunne se hvad der foregår i det endelige resultat?

Der blev brugt omkring 15 liter teater-blod til produktionen af 'Opstandelsen'.

Heldigvis virker gore-effekterne langt bedre end resten af filmen og 'Opstandelsen' byder på et par meget velfungerende og opfindsomme aflivninger. Her skinner de involveredes kærlighed til genren og entusiasmen virkelig igennem! Det pynter gevaldigt på en ellers noget rodet og tynd oplevelse. Vi kan håbe på at Casper Haugegaard en dag vender tilbage med flere penge på lommen og en lidt mere professionel tilgang til håndværket, for vi savner noget nyt blod på den danske horror-scene.

Endelig lidt lys i de alt for mørke omgivelser.

Danmark har nemlig ikke den mest imponerende historik, når det kommer til reelle genre-film. Det kan ikke være rigtigt at vi skal stille os tilfredse med de samme hverdagsdramaer og kiksede komedier hver eneste gang en ny dansk film bliver slået op. Slet ikke når man tænker på hvor godt vores skandinaviske naboer er med på beatet. Dennis Jürgensen's havde en finger med i spillet da 90'erne bød på nogle helt fine bud på horror-film i form af 'Sidste Time' (1995) og 'Mørkeleg' (1996). De danske filmmagere havde fået blod på tanden, efter Ole Bornedal's mesterværk 'Nattevagten' så dagens lys i 1994, til storslåede anmeldelser og internationalt potentiale. Lars von Triers 'Riget' fra samme år fortjener også et kip med hatten. Den positive udvikling begyndte desværre hurtigt at gå i forrådnelse og slut 90'erne bød på jammerligheder som Shaky González's 'Nattens Engel' (1998) og  Thomas Bo Larsen filmen 'Flænset' fra 1999. Der har været jævne forsøg på at få lidt liv i genren igen med f.eks 'Midsommer' (2003), 'Kollegiet' (2007) og 'Bag Det Stille Ydre' (2005), men ingen af dem med den helt store succes. 'Antichrist' (2009) fik os lidt på rette vej, men vi venter altså stadig på den helt store opstandelse...

Score:

Afstemning: Afgørelsen af 'Bedste boogeyman?'.

FREDDY KRUEGER

Så faldt afgørelsen i den første afstemning nogensinde her på bloggen. Spørgsmålet lød 'Bedste boogeyman?'. I alt 17 gæster havde valgt at smide en stemme på en' af følgende kandidater: Jason Voorhees (2 stemmer), Freddy Krueger (8), Chucky (0), Pinhead (3), Michael Myers (1), Leatherface (3).

En grum håndfuld af uforglemmelige personligheder - men det blev Wes Creven's legendariske drømme-demon Freddy Krueger, der løb med sejren. Den første film med den tilbagevendende seriemorder kom i 1984 og siden har 'A Nightmare on Elm Street'-franchisen sparket 8 film af sig (hvis vi tæller remaket fra 2010 med). Udover de 8 film kunne Freddy Krueger også opleves for fuld tryk i versus filmen 'Freddy vs. Jason' fra 2003. Desværre blev det nok også sidste gang vi så Robert Englund (en meget venlig mand, jeg var så heldig at møde i 2009) i rollen som den ikoniske Krueger. Husk at smide en stemme på den nyeste afstemning (som du finder til venstre i menuen): Bedste George A. Romero "...of the Dead" film?

Anmeldelse: The Horseman (2008).

The Horseman (2008).

Tagline: "He can't bring his daughter back, but he can send her killers to hell"

Set d.29/05-11

DVD.

HD-Projektor.

Runtime: 96 minutter.

Link til filmen på IMDB.

Se også: 'Dead Man's Shoes' (2004), '8MM' (1999), 'Death Sentence' (2007).

Anmeldt af Allan Sørensen.

'The Horseman' er et australske bud på en "Vigilante" film med en sørgende far som omdrejningspunktet. Disse selvtægtfilm er  en sub-genre Ingmar Bergman nærmest opfandt med 'Jungfrukällan' - bedre kendt som 'The Virgin Spring' i 1960. 'The Virgin Spring' var f.eks grundlaget for Wes Cravens berygtede exploitation film 'The Last House on the Left' 12 år senere og Charles Bronsons 'Death Wish' fra 1974 fik Vigilante-genren ud til det brede publikum. Præmissen i denne type film er at en far (som regel er han skilt eller enkemand) mister sin kone, søn og/eller datter på grund af nogle individers kriminelle handlinger. Tynget af sorg og med intet at miste tager han loven i sine egne hænder og begynder et brutalt togt mod dem der har gjort hans kære fortræd. Aussierne lavede i 1979 en sådan film, med klassikeren 'Mad Max' - hvordan går det i 2008?

I 'The Horseman' er skadedyrsbekæmperen Christian (en sand tour de force af forholdsvis ukendte Peter Marshall) vores ensomme far der sørger over sin datters nylige død. Da han er mest deprimeret og selvmordstruet modtager han en pakke anonymt med posten. Pakken indeholder en pornofilm, der viser hans dybt narkopåvirkede datter blive gruppe-"voldtaget". Han finder adressen til porno-distributøren og inden længe ser Christian rødt og går i "Charles Bronson-mode", iført kedeldragt og bevæbnet med en yderst dødbringende værktøjskasse.

Intet at miste...andet end morgenmad.

Det er ikke ligefrem originalt, men til gengæld er film (ligesom vores hovedperson) uhyre effektiv. Dette er Steven Kastrissios spillefilmsdebut og det er ikke mange steder det skinner igennem. 'The Horseman' er nemlig grum, solid underholdning og noget af en rutchebanetur. Der bliver budt op til dans med god, gammeldaws ultravold når Christian sætter jagten ind på de brutale gerningsmænd. Den manuskriptmæssige spidsfindighed der gør 'The Horseman' lidt mere interessant end man umiddelbart regner med er at offeret, datteren, måske ikke er så uskyldig og rosenrød som man ellers er vandt til i denne slags film. Det faktum giver faderens handlinger et lidt andet skær og langt hen af vejen ved man ikke rigtig hvor man har ham henne - er Christian vores helt eller er han en mand der er blevet komplet sindssyg af sit tragiske tab af sin (måske) uskyldige datter?

Det er ikke kun skadedyr der bliver udryddet.

Resten af filmen er dedikeret til tortur (heldigvis ikke så udpenslet, som set så mange gange før) og brutale nævekampe. Der bliver ikke lagt fingre imellem når vores hovedperson ser rødt og de hårde nærkampe af filmet effektivt og intenst. Blod, spyt og tænder sprøjter til alle sider og fra alle tænkelige vinkler. Kampene emner af vrede og kampen om overlevelse. Det er ikke smukt men beskidt og realistisk - selvom Christian måske kan tåle lige vel rigeligt håndmadder. Når blodrusen har lagt sig kan man desværre ikke lade være med at side tilbage med en følelse af at film havde været bedre, hvis instruktøren havde brugt lidt mere tid på at give historien mere dybde og ikke mindst udvikle på det sparsomme karaktergalleri. Kastrissios har udtalt at det originale cut af filmen var på 2 en halv time, et cut der giver meget mere kød på historien og karaktererne. Jeg så meget gerne et Directors cut af 'The Horseman' men tvivler på at vi nogensinde får det at se. Indtil videre må vi leve med 'The Horseman' i sit nuværende cut og det er slet ikke så ringe endda! Hvor undertegnede syntes af 'Taken' fra samme år, med Liam Neeson, var en middelmådig omgang sødsuppe er 'The Horseman' en hardcore omgang knosuppe.

Score: