Anmeldelse: Grizzly (1976).

Grizzly (1976)
Tagline: "18 Feet of Towering Fury!!"
Land: USA.
Set d.27/09-11
Set på: HD-Projektor.
Format: DVD.
Runtime: 97 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Day of the Animals' (1977), 'The Edge' (1997), 'Cujo' (1983).

Grizzly er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.




Nationalparken er på den anden ende! Helvede bryder løs da først to teenagepiger, og siden en mor og hendes lille barn, på brutal vis overfaldes af en stor og blodtørstig Grizzly-bjørn. Parkbetjenten Michael Kelly prøver at få parken lukket, men han taler selvfølgelig for døve ører overfor den griske bestyrer, der bestemt ikke vil høre tale om at lukke parken midt i turistsæsonen. Kelly allierer sig med zoologen Arthur og helikopterpiloten Don, og sammen drager de på jagt efter det menneskeædende, seks meter høje og tonstunge uhyrer.

'Grizzly' var den første Animal Attack-film, der fulgte i det pengestrømmende kølvand på Spielbergs mega-hit 'Jaws'. Med indtægter på over 50 gange sit budget slog den rekord og lagde sig øverst på listen over de største independentsucceser i 1976 - og det er ikke svært at forstå hvorfor 'Grizzly' skovlede så mange penge ind. Publikum var bidt af den nye og realistiske Animal Attack-genre, de ville havde mere og mere af kødædende dyr der går amok. Dette var inden den store bølge af slasher-film indtog biograferne og folk var blevet mere end almindeligt trætte af de tvivlsomme monster-film, produktionsselskaberne spyttede ud på stribe. Publikum ville se noget mere realistisk horror, noget mere jordnært og håndgribeligt. Med 'Jaws' blev den såkaldte Animal Attack-genre det nye sort indenfor filmgys, og dette var instruktør William Girdler, manuskriptforfatter Harvey Flaxman og David Sheldon hurtige til at opfange, og de fik travlt med at få deres genre-film skudt hurtigst muligt. I 1983 var der planer om at lave en efterfølger til 'Grizzly'. Rollelisten bød på navne som Charlie Sheen, George Clooney og Laura Dern. På trods af den første films succes blev en efterfølger aldrig til noget.

Ligner de ikke nogle vi har set før?

At 'Grizzly' udkom lige i slipstrømmen på Den Store Hvide fra 'Jaws' er tydeligt at se. De er her nemlig allesammen - den små-excentriske zoolog Arthur Scott spillet af Richard Jaeckel (oven i købet i nøjagtig samme outfit som hans fiskeinteresserede inspirationskilde fra 'Jaws'), den hårdføre, våbenkyndige, krigsveteran og helikopterpilot Don Stober (Andrew Prine) og den pligtopfyldende Park Ranger Michael Kelly (Christopher George). Alle blege afskygninger af den uharmoniske men hårdtslående trio, Matt Hooper, Sam Quint og Chief Martin Brody vi kender så godt fra Spielberg's haj-film. Ikke nok med at karaktererne i 'Grizzly' er papirstynde kloner af deres forbilleder, ingen af skuespillerne lever ligefrem op til Richard Dreyfuss, Robert Shaw eller Roy Scheider. Der bliver gjort et ihærdigt forsøg, men det hele bliver en anelse stift og anstrengt. Dels på grund af et lidt for trægt manuskript, den gumpetunge dialog og skuespillernes begrænsede evner. Vi finder også op til flere plot-points som er direkte løftet ud af 'Jaws' og spundet ind i filmen om den gale Grizzly-bjørn. Den griske og grådige parkbestyrer, der under ingen omstændigheder vil lukke parken i turistsæsonen, er også at finde, det samme er dusøren på bjørnen og de tåbelige bonderøve af nogle jægere der prøver at dræbe dyret, slutningen, og ja, man kunne blive ved og ved.

Det er ikke kun teltdugen der bliver "rippet" i 'Jaws' kopien fra 1976.

Vi får også den obligatoriske "campfire tale". I 'Jaws' blev den overbevisende leveret af en sammenbidt og småberuset Robert Shaw (i filmens måske bedste scene) da han fortæller om rædslerne da krigsskibet USS Indianapolis sank i hajfyldt farvand d.30 juni 1945. Det bliver knap så gribende i 'Grizzly', da helikopterpiloten, Don Stober prøver at kæmpe sig igennem en udvandet kopi, i form af noget sludder om nogle indianere der led en frygtelig skæbne i bjørnenes klør. I andre scener prøver man også helt tydeligt at ramme samme effekt som Spielberg gjorde det med John Williams' legendariske kendingsmelodi fra 'Jaws' - et af de mest letgenkendelige scores nogensinde. Selvfølgelig (fristes man til at sige) virker det slet ikke så godt i 'Grizzly'. De (alt for) mange scener hvor vi kigger igennem bjørnens perspektiv virker ikke rigtigt efter hensigten - dyret fremstår mere som en suspekt lurer end et blodtørstigt rovdyr?!

Her er blodige nedslagtninger af menneskeligt bytte, men blink ikke for meget med øjnene, for så går du glip af løjerne.

Der er langt imellem snapsene, men 'Grizzly' byder på et par temmelig blodige (om end meget korte og hurtige) scener, med hvad dertil hører af iturevne kroppe og afrevne legemer. Men filmen bliver aldrig rigtig nervepirrende eller spændende. Det hele kører lidt i tomgang, uden rigtig at komme nogle steder - eller også skyldes det at man føler, at man allerede har set det hele før? Desværre skal vi også godt 50 minutter ind i filmen før vi ser den kæmpemæssige bjørn på skærmen, og det er synd, for den gigantiske bjørn er filmens største styrke. Det er i meget få scener der ikke er snak om den ægte vare, og bjørnen virker yderst agressiv, faretruende og massiv. Den kæmpemæssige Grizzly-bjørn, et kødædende og potentielt menneskedræbende rovdyr fra den virkelig verden, vækker helt instinktivt en frygt i urmennesket hos os allesammen. Derfor er det ærgerligt at man anvender bamsen med de store tænder tidligere i filmen og ikke mindst i nogle flere scener. Danske Another World Entertainment's udgivelse af 'Grizzly' byder (filmens alder taget i betragtning) et rigtig flot, farvemættet, detaljerigt billede og Dolby Digital stereo-lyden er ren og tydelig. Udgivelsen indeholder blandt andet også den 36 minutter lange og yderst informative dokumentarfilm 'Jaws With Claws - a look back at grizzly'.

Man går aldrig helt galt i skoven med en kæmpemæssig bjørn på bagben, filmet nedefra.

Det bliver aldrig rigtig godt, men det bliver heller aldrig ikke rigtig skidt. Filmens største problem er, at der i 1975 kom en film der hed 'Jaws' og oppe i mod sin maritime broder er 'Grizzly' en tarvelig kopivare. Nogle vil måske mene at det er unfair at sammenligne de to film, men når de nu har så meget tilfælles er alt andet nærmest umuligt, og et ripoff fortjener sjældent en bedre skæbne end at blive sat op i mod originalen. Som denne anmeldelse giver udtryk for, så har 'Grizzly' sine mangler og når ikke 'Jaws' til halefinnen. Så se enten 'Grizzly' for dens høje kitch-værdi eller fordi du har et nostalgisk forhold til filmen. Det er hæderlig b-films underholdning af den gamle skole og uden de alt for store armbevægelser.

Score:

Anmeldelse: The Human Centipede [First Sequence] (2009).

The Human Centipede [First Sequence] (2009).
Tagline: "100% medically accurate"
Set d.18/09-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.

Udgiver: IFC Films.
Link til filmen på IMDB.
Se også: ?...

Anmeldt af Allan Sørensen.









Den ensomme og (skal det hurtigt vise sig) dybt sindssyge tyske kirurg Dr. Heiter, har tidligere specialiseret sig i at separere siamesiske tvillinger, er blevet træt af pensionisttilværelsen. Han drømmer om at sætte mennesker sammen og gerne flere af gangen. En hel række faktisk. Den gale doktor vil nemlig skabe et menneskeligt tusindben. Og hvordan vil han sætte dem sammen? Ved at forbinde den enes "ende" til den andens mund, naturligvis. Han begyndte at eksperimentere med et "tusindben" af hunde, men det gik  ikke efter planen og da to forulykkede turister pludselig står på hans dørtrin, bliver fristelsen for stor til at prøve at udleve den rigtige drøm. Inden længe er de amerikanske piger to meget vigtige brikker i den syge videnskabsmands menneskelige puslespil.

I horror-genren findes der bunkevis a "Mad scientist/doctor"- film. Film hvor en ambitiøs og genial, men også komplet afsporet, videnskabsmands banebrydende visioner og ideer ender med at ødelægge både manden selv og hans kreationer. Det er et plot der har kostet en hel del fiktive akademikere livet, lige siden Mary Shelley slog det første pennestrøg til 'Frankenstein' i starten af 1800'tallet. Og udskejelserne i 'The Human Centipede [First Sequence]' ('THCFS') ender også som den slags plejer - grueligt galt! Men her slutter de fleste ligheder så også de velkendte "Mad scientist/doctor"- film. For de sindssyge optrin står i kø i 'THCFS' og Dr. Heiter's kreation er noget nær det mest groteske og bizarre man overhovedet kan forestille sig, hans "tusindben" får den gode Dr. Frankenstein's monster til at ligne Cindy Crawford.

Alt starter som det plejer da to uselvstændige og forulykkede unge piger søger hjælp i et ensomt beliggende hus.

Instruktøren Tom Six, der står bag denne hollandske produktion fra 2009, er en kontroversiel herre. Og efter 'THCFS' var han en mand som den mere oversensitive del af presse og publikum har kaldt alle tænkelige og utænkelige ukvemsord. Hvis man læser lidt op på Tom Six, så viser det sig hurtigt at han er stor fan af original film-kunst - en af hans yndlings film er vores egen Lars Von Trier's grænseoverskridende 'Idioterne' fra 1998. Ifølge Tom Six's profil på imdb.com hader han at se den samme historie om og om igen - noget som vi ellers bliver spist af med gang på gang. Hans vision omkring filmskabelse er at skabe grænseoverskridende oplevelser, skabe film der overrumpler sit publikum og noget der byder på nytænkning indenfor den genre filmen befinder sig i.  Det kan man roligt sige at han har opnået med 'THCFS'! Da jeg skulle finde på andre titler under 'Se også' (helt øverst i denne anmeldelse) kunne jeg simpelthen ikke komme på nogle andre film, der har samme udgangspunkt eller andre  hovedtræk tilfælles med 'THCFS', og det er jo et tydeligt tegn på originalitet i historie og udførelse. Og det er selv om at der ikke noget nyt i historien om en gal doktor eller videnskabsmand, som vi allerede har været inde på. Alligevel sad jeg med fornemmelsen af at have se noget nyt, anderledes (og tør man sige det) originalt, da rulletekstere tonede frem på lærredet. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at det er noget der sker meget sjældent, især i horror-genren.

Dr. Heiter er en mand der har meget svært ved at skjule sin foragt for den menneskelige race.

Filmens notoriske rygte som værende noget af det sygeste strimmel der nogensinde er skudt, skabte hurtigt en del hype omkring den lille hollandske lowbudget-produktion. Instruktør, medvirkende og alle andre involverede må have klappet i deres hænder da de blev opmærksomme på den reklame deres film, på meget kort tid, opnåede via diverse medier. Snakken omkring 'THCFS' spredte sig som en steppebrand, filmen var på alle genre-fans læber og fik bedre reklame end man nogensinde kunne havde forestillet sig. Man skal passe på med overhypede film, tit og ofte skuffer de fælt men 'THCFS' går heldigvis mod strømmen og overrasker ganske positivt! Især på grund af den sammenbidte Dieter Laser (ja, det lyder som en farvestrålende über-nazist fra en Troma film, men det hedder han altså) som den hadefulde Dr. Josef Heiter. En doktor som man kan drage direkte paralleller til den frygtelige Dr. Josef Mengeles ugerninger. Det er rædselsfuldt, men virkelighedens SS-læge Mengele udførte lignende eksperimenter på sine patienter (mest børn) under anden verdenskrig. Instruktør og manuskriptforfatter Tom Six har også udtalt at den berygtede nazi-læge er den primære inspirationskilde til psykopat-kirurgen i 'THCFS'. Den næsten 70-årige Dieter Laser er uden tvivl filmens helt store oplevelse. Når han koldt og menneskefjendsk kommer med spydigheder som "I don't like human beings", så stråler foragten og hadet til hans medmennesker ud af hver eneste porre på Dødsenglens stenansigt. Den aldrende skuespiller er også i besiddelse af et helt unikt, mørkt og hajlignende udsendende der kun forstærker hans skræmmende optræden endnu mere. De få andre medvirkende har ikke mange andre replikker end de obligatoriske, tårevædede piv og opgivende klynkelyde - og man forstår dem godt. For deres modpart ligner ikke bare, men agerer også som djævlen selv. Hvis du vil se mere med tyske Dieter Laser, så prøv at fange WW2-dramet 'Der Unhold aka 'The Ogre' fra 1996 med John Malkovich - her trækker vores gale doktor også i den hvide kittel.

Dr. Josef Heiter er filmens helt store oplevelse og gal videnskabsmand i yderste potens.

Jeg gik ind til 'THCFS' med bange anelser og med den samme nervøse uro i kroppen, som jeg havde første gang jeg skulle se 'Martyrs', 'Cannibal Holocaust' og Takashi Miike's 'Audition'. Den her fornemmelse af at man skal til at se en film, som man aldrig kan udviske igen. Forventningerne om, at de mest syge emner i plottet ville blive udpenslet ud i det helt groteske, havde holdt mig fra fadet når det kommer til 'THCFS' i lang tid - men nu skulle det altså være! Heldigvis viser 'THCFS' sig som en meget mere helstøbt oplevelse end først forventet. Selv om der er lagt op til det helt store grafiske og langtrukne splatterorgie, så udebliver dette og det er klædeligt at filmen er så afdæmpet. En betragtelig del af de værste ubehageligheder sker off-screen, og hvis man er med på filmens præmis, behøver man heller ikke de visuelle afskyeligheder smækket lige i ansigtet. Det er en gammel kliché, men hvis man er fanget af filmen, så skal ens egen hjerne nok sørge for at fylde de (forholdsvis) tilforladelige billeder ud med ægte gys og gru. Jeg frygtede at filmen ville dvæle i det uendelige ved udpenslet skalpel-action og sammensyninger, men heldigvis styrer 'THCFS' uden om den dybe grøft og kommer hurtigt videre i teksten. Det giver i stedet plads til en velspillet, dybt fascinerende og ond skurk, en original ide og en historie med et overaskende godt drive og opfindsomme påfald.

Det her "tusindben" er ikke så opsat på at danse...

Filmen starter lidt trægt og er præget af for mange af genrens gamle kæpheste, men i de resterende to akt tager begivenhederne fart og byder på  overraskende momenter og mindeværdige scener. Udover starten er der desværre også andre svaghedstegn. Skæmmende overspil af tusindbenets "hoved", den asiatiske skuespiller Akihiro Kitamura, de sædvanlige hovedrystende dumme beslutninger der bliver taget af filmens aktørere og  Dr. Josef Heiter bliver desværre heller ikke udforsket så meget som man kunne ønske sig. 'THCFS' lander på 4 meget store Pinhead's, og når alt kommer til alt, så skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg er faktisk tættere på 5 end jeg er på 3. Lige en advarsel her til sidst, 'THCFS' er ikke en film for alle og enhver! Anmeldelsen her får måske 'THCFS' til at lyde en anelse fin og artsy, men tag endelig ikke fejl, for det her ER en horror-film! Og det er en meget ulækker og bizar en af slagens, filmen kræver mod og en del standhaftighed af seeren.

Score:

Top 10: Bedste horror-film.

Nu da Valget endelige er overstået, så lad os hurtigt komme videre til noget langt mere spændende: Valget af de 10 bedste horror-film nogensinde! Alle film-sites med respekt for sig selv, har mindst én Top 10 liste! Dette faktum ændrer dog ikke på at de forbistrede lister kan være utrolig svære at skrue sammen, især når den skal indeholde de 10 bedste film, indenfor en genre hvor undertegnede har utallige favoritter?! Så bær over med mig, mens jeg prøver at gøre endnu en forudsigelig og klichépræget Top 10 liste bare nogenlunde interessant. En liste som denne er selvfølgelig altid meget individuel og personlig, og den skal på ingen måde tolkes som en facitliste. Smag og behag er jo som bekendt (og heldigvis) meget forskellig. De heldige 10 film er ganske enkelt plukket ud fra hvilke jeg syntes fortjener det rent filmisk! Ry, rygte, popularitet, filmhistorisk betydning o.s.v. har intet at skulle have sagt. I er selvfølgelig meget velkommende til at kommentere på mine valg, via funktionen nederst i indlægget. Nok snak, lets get this show on the road! Vi begynder fra #10 og arbejder os derefter ned til #1. Og undskyld på forhånd, at jeg ikke har lige netop DIN yndlingsfilm med på listen...



* Husk at du kan få en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10: Cannibal Holocaust (Ruggero Deodato, 1980).

Da 'The Blair Witch Project' for første gang så dagens lys, blev den tiljublet af anmeldere og publikum på grund af dens originalitet og måde at fortælle sin historie på. Og i kølvandet på mega-hittet fra 1999 er der kommet flodbølge på flodbølge af film, skudt i det såkaldte found footage format. Moderen til denne stil er Ruggero Deodato's notoriske 'Cannibal Holocaust' fra 1980, og den overgår stadig alle der har prøvet at gøre den kunsten efter. Ikke nok med det, Deodato's film gav også liv til en helt ny sub-genre af horror-film - nemlig de eksotiske og makabre kannibalfilm. Den kontroversielle 'Cannibal Holocaust' er mesterværket indenfor genren og en ultra realistisk, beskidt og meget nederdrægtig film, det bliver næsten ikke grummere. Det var faktisk så grumt at Ruggero Deodato blev anholdt under filmens tilblivelse. Der gik rygter om at skuespillere rent faktisk blev slået ihjel foran rullende kameraer! Selvfølgelig var der ikke hold i tiltalerne og alle sigtelser faldt til jorden - men hvis man ser filmen, så kan man godt forstå at nogle måske er blevet en anelse forvirrede.

"I wonder who the real cannibals are."

9: A Nightmare on Elm Street (Wes Craven, 1984).

Den sprudlende opfindsomhed og den visuelle stil i Wes Craven's fandenivoldske mareridts-tour de force 'A Nightmare on Elm Street', gør at den dynamiske bøh-mand og punchline-extraordinaire, Freddy Krueger, slår sine nærmeste søskende, Jason Voorhees (Friday the 13th) og Michael Myers (Halloween), godt og grundigt tilbage i graven. Den tegneserieagtige stil, de ikoniske scener, tilsat Robert Englund's komplet over-the-top performance som den morderiske drømmedæmon, giver et måltid der er og bliver svært at overgå. Det beviste remaket fra 2010 noget så eftertrykkeligt, også selv om man havde den karismatiske skuespiller Jackie Earle Haley i hovedrollen som Freddy Krueger. 'A Nightmare on Elm Street' er horror i farverig popcorns-format og den slags bliver ikke bedre, end med den originale forbrændte Krueger i førersædet.

"I'm your boyfriend now, Nancy."

8: Night of the Living Dead (George A. Romero, 1968). 

I 1968 kom den første RIGTIGE zombie-film, nemlig George A. Romero's 'Night of the Living Dead'. Independent-filmen der ikke bare gav os en spændende og original tur i biografens mørke, den gav os også et nu legendarisk film-monster - nemlig zombierne! Og de levende døde er i disse dage mere populære end nogensinde før. Film, TV-serier, computerspil, tegneserier og bøger. De døde går igen, overalt og på alle platforme, og de har opnået en status der bringer dem på lige fod med de ikoniske genre-favoritter som vampyrer og varulve. Det er et film-monster som vi efterhånden har set i et utal af både gode og dårlige efterligninger og afskygninger - men en ting har de dog tilfælles, de stammer alle fra George A. Romero's originale oplæg i 'Night of the Living Dead'. Det var ikke kun den kontroversielle historie omkring de levede døde der gjorde filmen til en banebryder. Den sorte skuespiller Duane Jones spiller hovedrollen og filmens helt, Ben, i en film der ellers udelukkende består af hvide mennesker. Det var ikke noget man var vant til i 1968, og det var en modig beslutning af filmens bagmænd. Ingen tvivl om, at Romero's film er oppe i årene, men den står stadig for mig som værende en af de vigtigste horror-film der nogensinde er lavet. Og så er slutningen, og scenen med pigen og hendes mor i kælderen, stadig lige grum og rammende den dag i dag. Denne film er et episk pionerarbejde indenfor horror-genren.

"They're coming to get you, Barbara!"

7: Evil Dead II (Sam Raimi, 1987).
En film jeg prøver at få med på alle lister jeg laver her i livet - om hvad som helst, bare 'Evil Dead II' er med, så er alt godt. Strengt taget er der vel mere grin end gys med i Sam Raimi's barnlige og komplet vanvittige remake-fortsættelse-hybrid af den første film, 'The Evil Dead' fra 1981. Raimi lagde tydeligvis mere vægt på slapstick-humoren og de groteske indfald i denne udgave, og det er ikke småting vores helt Ash bliver udsat for. Ash (Bruce Campbell) isoleres i en lille skovhytte, hvor han angribes af dæmoniske kræfter fra alle leder og kanter, og i alle mulige og umulige afskygninger. Nogle gange går der måske lige nok Gøg & Gokke i herlighederne, men det kan ikke ændre på, at alt i denne film er forrygende underholdende. 'Evil Dead II' er som en tur i et spøgelsestog fra helvede, blodigt og voldsomt men hyldende morsomt, og filmlærredet sprudler af kreativitet og ufortyndet entusiasme når Ash tager kampen mod alt, alle, og ikke mindst sig selv! Man kan ikke andet end at elske Sam Raimi og Bruce Campbell for denne film. Hvis du har set den, så ved du hvad jeg snakker om, hvis ikke...så flæk den sparegris og af sted til din nærmeste film-pusher - og det er lige med det samme, kammerat!

"Then let's head on down into that cellar and carve ourselves a witch."

6: The Exorcist (William Friedkin, 1973).
Med risiko for at blive stemplet som kedelig og forudsigelig lader jeg William Friedkin's 'The Exorcist' dumpe ind på sjette pladsen. Det er fuldt fortjent at 'The Exorcist' stadig huserer på diverse Top-et-eller-andet lister verden over, for det er virkelig en mastodont af en horror-film. Det er vel nærmest genrens svar på 'The Godfather' vi her har med at gøre. Djævleuddrivelsen fra 1973 byder på bundsolidt skuespil, hårrejsende effekter, et ikonisk score og uforglemmelige scener i spandevis. Dette er en ægte klassiker og det er meget svært at komme uden om Friedkin's episke excorsisme-film på en top 10 liste som denne - men hvorfor skulle man dog også ønske det? For filmen er stadig en meget, meget uhyggelig og skelsættende oplevelse den dag i dag. Kampen imellem det gode og det onde slår for alvor gnister når 14årige Linda Blair, i rollen som den besatte Regan MacNeil, går op i mod den erfarne præst Father Merrin og han assistent Father Karras, spillet helt eminent af henholdsvis Max von Sydow og (debutanten) Jason Miller. Filmen blev nomineret til intet mindre end ti oscar-statuetter og endte med at vinde to (Best Sound og Best Adapted Screenplay). Den tabte desværre den vigtigste, Best Picture, helt ufortjent til 'The Sting'.

"I'm not Regan."

5: Zombi 2 (Lucio Fulci, 1979).

Trofaste læsere vil vide at dette er en film jeg allerede har ytret min nærmest barnlige begejstring for her på bloggen. Jeg vil derfor ikke give Lucio Fulci's bedste film så meget spalteplads her på Top 10 listen, men i stedet henvise til anmeldelsen, som du kan finde lige her. 'Zombi 2' et grumt, beskidt genre-mesterværk og en type film, vi aldrig nogensinde kommer til at opleve eller se igen. På trods af sine 32 år er makeup-effekterne stadig ikke set meget bedre, og de ikoniske scener står nærmest i kø for at overrumple dig. En helt unik zombie-film der oser af død, dommedag og helvede på jord.

"The boat can leave now. Tell the crew."

4: Martyrs (Pascal Laugier, 2008).

Jo, der blev skam plads til en film fra det nye årtusinde, nemlig Pascal Laugier's bizarre og grænseoverskridende mesterværk 'Martyrs' fra 2008. Filmen der kan give selv den mest hårdhudede horror-fan svedige håndflader og søsyge i maveregionen. Da den asiatiske J-horror bølge så småt begyndte at lulle af, greb franskmændene chancen, og de har nu været leveringsdygtige i andet end fine vine og suspekte oste de sidste 10 års tid. Der er nemlig udkommet en del bemærkelsesværdige, originale og spændende horror fra gastronomiens højborg! Film som f.eks 'Inside', 'Switch Blade Romance' og 'The Ordeal' har sat Frankrig på horror-landkortet og de fleste genre-fans lytter ekstra godt efter, hvis de får et tip om en ny fransk horror-film. Den bedste af dem alle er selvfølgelig 'Martyrs' fra 2008. Hvis du har mod at tage turen, så kan du godt forberede dig på ekstremt vellykket og velskrevet horror. Det er en film der byder på originalitet og overraskelser hele vejen igennem. Det lyder jo meget tilforladeligt, men 'Martyrs' byder også på spandevis af blod, afstraffelser, makabre optrin, og de mareridts fremkaldende scener står i kø for at teste din psyke (og evne til at holde på aftensmaden). Dette er en nyklassiker, men mærk dig mine ord, hvis du vælger at se 'Martyrs' er det en film du aldrig nogensinde vil glemme igen. Du kan nok regne ud, at det ikke er for sarte sjæle.

"Tu me manques."

3: Alien (Ridley Scott, 1979).

Når sci-fi og horror mødes i Ridley Scott's klaustrofobiske monster-film 'Alien', er der helt sikkert nogle der kan høre dig skrige. Den legendariske tagline fra filmen lød, "In space no one can hear you scream", og blev heldigvis valgt frem for "Jaws in space" (selvfølgelig møntet på Steven Spielbergs haj-hit 'Jaws' fra 1975) - for 'Alien' er meget mere end det, og det er også grunden til at jeg foretrækker 'Alien' frem for dens maritime halv-bror 'Jaws'. HR Geiger's legendariske og helt unikke monster-design, sammen med et film-håndværk af allerhøjeste klasse, gør denne film til en stjerne der stadig lyser ligeså kraftigt nu, som den gjorde for 30 år siden. At denne film er fra 1979, er helt ubegribeligt! Den spændende historie er umanérligt godt skruet sammen, og på trods af at det hele udspiller sig fjernt ude i rummet, på den fiktive space-crusier Nostromo, virker det hele overraskende realistisk og troværdigt. Pak derefter det hele ind i en kold og klam atmosfære og lad filmens krybende rædsel kravle ind under huden på dig. Dette her er et sandt mesterværk og Ridley Scott's sci-horror er ikke blevet overgået siden og gør det nok heller aldrig nogensinde.

"I admire it's purity. A survivor… unclouded by conscience, remorse, or delusions of morality."

2: The Shining (Stanley Kubrick, 1980).

En film jeg på en eller anden snedig måde fik listet mig til at se da jeg ikke var særlig gammel, og den skræmmer mig stadig fra vid og sans den dag i dag. Selv om jeg har set 'The Shining' (baseret på Stephen King's bog af samme navn) utallige gange, så er der stadig noget mørkt og farligt over Stanley Kubrick's deroute ned i total sindssyge. Og bag rattet på den psykiske nedsmeltning sidder en stjernetosset Jack Nicholson og hans intetanende familie. Denne psykologiske horror-film fra 1980 er nok den mest helstøbte filmoplevelse på denne liste - det er stor, stor kunst og håndværk af højeste karat. Stanley Kubrick var en instruktør mange filmfolk stemplede som værende en svær mand at arbejde sammen med, og der var også en del kontroverser under tilblivelsen af 'The Shining'. Jack Nicholson kom ikke godt ud af det med co-star Shelley Duvall, Stephen King var ikke tilfreds med filmen (måske det have noget at gøre med at Kubrick yndende at ringe til King kl.03:00 om natten og stille spørgsmål som "Do you believe in God?" under filmens produktion), utallige omskrivninger af manus o.s.v. Mon ikke alle disse spændinger og intriger, i sidste ende, var med til at løfte 'The Shining' det sidste stykke og give os en fuldstændig fortrinlig horror-film. Alt i denne film slår gnister! Ikke kun skuespillet og instruktionen, selve rammerne er også bombastiske. De farverige og fuldfede billeder fra det gamle snebeklædte og ensomme mareridts-hotel vælter ud i hovedet på publikum, og hvis du aldrig har set filmen på et stort lærred, eller måske ligefrem i biografen, så kan jeg kun anbefale det på det kraftigste. Dette er ikke bare en af de bedste horror-film jeg nogensinde har set, men også en af de bedste film jeg nogensinde har set.

“He-e-e-e-re's Johnnie!”

1: The Texas Chain Saw Massacre (Tobe Hooper, 1974).
Så er vi nået frem til filmen der gjorde mig til den fan af genren jeg er i dag. Denne low-budget independent film fra 1974 er den ypperste horror-film jeg har oplevet, og en af de bedste film jeg har set. Jeg så filmen, som jeg havde fundet til 25 kr.- i en eller anden uværdig DVD-tilbudsbunke, for 14-15 år siden og kan huske, at jeg nærmest var fysisk udmattet efter turen til det texanske, hånd i hånd med den vanvittige kannibal-familie, bestående af den slimede og over-hysteriske tomler, den mumificerede bedstefar og den tontunge og motorsavs-bevæbnede retarderede psykopat - Leahterface. Det er en hård og barsk film at se, og fornemmelse af udmattelse indfinder sig stadig når rulleteksterne toner frem. Filmen blev produceret for et budget på ca. $83.000, og havde en omsætning på $30.859.000 i USA alene. Dette gør den til en af de mest succesfulde, uafhængige film i biografhistorien. Mange (især folk der ikke har set filmen) afskriver 'The Texas Chainsaw Massacre' som værende hjernedød splattervold af værste kaliber og nægter at se den - det er efter min mening den største fejl man kan begå. Faktum er at 'TTCM' (på trods af navnet) stort set ikke indeholder blod og indvolde - slet ikke i forhold til de moderne produktioner vi ser i industrien nu til dags. Til gengæld har instruktør, Tobe Hooper, ramt en helt speciel og udefinerbar formel der gør, at de støvede billeder, filmens realistiske feel og atmosfære gør, at din egen hjerne nok selv skal sørge for at sætte billederne af blodige uhyrligheder ind i filmen for dig. Tobe Hooper har aldrig nogensinde været i nærheden af at overgå hans største filmiske bedrift, og det er ikke så underligt - for det er der faktisk ingen der har - og højst sandsynligt heller ikke kommer til. Plottet er blevet nådeløst kopieret i det uendelige de sidste 35 år, men ingen er kommet tilnærmelsesvis tæt på at overgå klassikeren over dem alle!

"My family's always been in meat."

10 Honorable mentions:

Hellraiser (Clive Barker, 1987).
The Beyond (Lucio Fulci, 1981).
The Thing (John Carpenter, 1982). 
Ringu (Hideo Nakata, 1998).
Maniac (William Lustig, 1980).
Re-Animator (Stuart Gordon, 1985).
Shutter (Banjong Pisanthanakun, 2004).
The Strangers (Bryan Bertino, 2008).
Suspiria (Dario Argento, 1977).
Halloween (John Carpenter, 1978).

Anmeldelse: The Silent House (2010).

La Casa Muda aka The Silent House (2010).
Tagline: "Real Fear In Real Time"
Set d.06/09-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 79 minutter.

Udgiver: Atlantic Film.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Blair Witch Project' (1999), 'Switchblade Romance' (2003), 'Inside' (2007).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Uruguay, 1940’erne. Laura og hendes far Wilson flytter ind i et forfaldet hus i en lille by. De når næppe at begynde på renoveringen af huset, før de hører mystiske lyde fra den øverste etage. Wilson går op for at undersøge hvor det kommer fra, men vender ikke tilbage, og Laura bliver nødt til selv at tage handling. Inden længe viser den gamle villa sig at gemme på en grufuld hemmelighed og en livsfarlig omgang 'katten efter musen' kan begynde.

*Jeg vil på det skarpeste anbefale IKKE at se trailers og teasers fra denne film, hvis du har intentioner om at se den. Der bliver delt alt for mange spoilers ud! Som altid gør jeg en dyd ud af, ikke at ødelægge filmen for læseren, og jeg kan love at der ikke vil komme en eneste spoiler i teksten herunder.

Hvor mange gange har vi efterhånden ikke set "Baseret på virkelige hændelser" bastant trykt på lærredet som starten på en horror-film. Alt for mange gange er svaret. Denne anmelder udstøtte et skeptisk suk, da lige netop 'The Silent House' også startede på denne måde. Heldigvis viste det sig hurtigt at min tvivlende indstilling til kvaliteten af filmens videre forløb, blev gjort slemt til skamme. Det er rigtig længe siden jeg har set en film, der gav fugtige håndflader og et bekymrende ansigtsudtryk, det er det nu ikke længere. 'The Silent House' har fået bugt med denne "arbejdsskade" og er et frygtindgydende bekendtskab. Filmen trækker på de helt klassiske og mest basale fear-factors i mennesket, men den gør det heldigvis på en ny måde. Denne film er nemlig tilsyneladende skudt i ét 79 minutter langt take! Det lyder jo højst usandsynligt, og jeg har også min mistanke om at der er blevet klippet i de (dog) få scener hvor der bliver helt mørkt på skærmen.

Der er flere aktører med i filmen end disse tre, en af de dem er os - publikum.

Det ændrer dog ikke på at det stadig er overordenligt imponerede, for 'The Silent House' er pakket med mange virkelige lange, lange takes. Der er så utrolig mange ting der kan gå galt i de lange scener (også selv om vi er i en tid hvor man kan rette meget til, digitalt), og det er ærefrygtindgydende at se det færdige resultat. Når man så finder ud af at filmen kun har kostet omkring $6.000 bliver filmens tilstedeværelse nærmest uvirkelig. I en genre hvor vi er vant til at få hurtig klipning, skrigende musik og en masse ramasjang smidt i hovedet for at opnå de ønskede hop i sædet, er det en sand fryd at lade sig begrave i de lange takes og den tykke suspense filmen er vædet i. Atmosfæren og stemningen er buldermørk og vejer det samme som det tonstunge hus de blodisnende rædsler udspiller sig i. Tilsæt så en fantastisk soundmix og et kameraarbejde og en føring der er helt sublim. Man skal lige vende sig til den hoppende og bumpende stil, men med tiden får linsen os helt tæt ind på hovedrollens frygt og sindsstemning, man føler virkelig frygten og desperationen i den unge kvindes pinsler. Og vi ikke bare følger Laura's færd i det gamle hus - nogle gange betragter vi Laura i det gamle hus, og nogle gange er vi Laura i det gamle hus. Det er der som sådan ikke noget nyt i, det er et trick der er set mange gange før, men jeg har aldrig set det så veludført som i 'The Silent House'. Kameraet og dermed publikum bliver forvandlet fra en passiv instans til en reel aktør i filmens forløb. En anden ting filmen gør afsindig godt, er at lade seeren hænge hen i det udvisse om der virkelig foregår noget overnaturligt i den gamle forfaldne rønne, eller om det er mere håndgribelige trusler der er på spil.

Vi kommer helt ind under huden på Florencia Colucci's karakter Laura.

Instruktøren hedder Gustavo Hernández og ifølge imdb.com er dette hans debut. Det er svært at fatte, og hvis den 37årige instruktør fra Venezuela forsætter den gode stil og bliver ved med at få de gode ideer og materialet, kan han gå hen og blive en af de helt store nye stjerner på en lidt overskyet og trist horror-himmel. Rygterne går på, at hans næste projekt bliver en anden horror-film, nemlig 'El Silbón' ('The Whistler') og med 'The Silent House' in mente kan man jo næsten ikke vente. Lad os endelig få nogle flere lokale genre-film fra hans hånd, inden Hollywood lukker sine kvælende næver om ham og hiver ham til USA, til kæmpeproduktioner og begrænset kunstnerisk frihed. En anden debutant i Gustavo Hernández's film er den unge Florencia Colucci som spiller den terroriserede Laura. Hun er stort set den eneste på lærredet hele filmen igennem og siger nærmest ingenting. På trods at de få replikker, udviser hun stort talent i at formidle angsten og desperationen ud til seeren ved hjælp af sit kropssprog, lyde og øjne. Det er eminent udført.

Arbejdet med lyssætning og refleksioner er fejlfrie og yderst effektive virkemidler i 'The Silent House'.

Der skal dog dryppes lidt malurt i denne ellers perfekte gyser. Der dukker lidt plothuller op hist og her, og nogle af Laura's handlinger virker ikke helt logiske - de virker noget forcerede, i jagtet på at skubbe filmens handling frem. Men det er altså meget små detaljer der gør at 'The Silent House' ikke lander de famøse 6 Pinhead's her på bloggen. De små smuttere bliver aldrig mere aggraverende end at de at til at leve med. Derudover (og det her skal ikke ses som et minus) lever uhyggen i 'The Silent House' meget på lyden. Et surround-anlæg er vigtig for denne film, det samme er mørke omgivelser og ingen forstyrrende elementer, hvis du altså tør at få det fulde udbytte ud af 'The Silent House'. Hold jer nu for guds skyld fra det amerikanse remake 'Silent House' fra i år. Se og nyd den originale Venezuelanske horror-perle. Det er en speciel film og højst sandsynligt ikke alles foretrukne kop te, og nogle vil helt sikkert beskylde den for at være mere en stiløvelse, end noget andet. Jeg mener nu stadig, at hvis du er i humør til nerve flænsende low-key suspense horror, så vil du finde dig mere end godt til rette med Gustavo Hernández debutfilm. Det er en film der beviser at det stadig ikke er helt umuligt at udføre originale ideer og indfald, i en efterhånden noget klichépræget genre. Den beviser at vi ikke behøver at stille os tilfredse med at blive spist af med amatøragtige samlebåndsprodukter og fornærmende ringe remakes. Hvis det ikke allerede er slået fast med syv tommer søm, så lad os lige gøre det - 'The Silent House' er et MUST SEE for alle seriøse horror-fans og andet godt folk med træng til frygtelig underholdning fra øverste hylde. Det er af de bedste, uhyggeligste og mest rene horror-oplevelser jeg har udsat mig selv for i lang tid. Også lige her til sidst, husk at se rulleteksterne færdigt! Ellers går du glip af filmens reelle slutning.

Score:

Nyhed: Top 10 på vej.

Alle film-sites med respekt for sig selv, har mindst en' Top 10 liste! Derfor sidder jeg nu og sveder over min kommende Top 10 liste over bedste horror-film nogensinde. Inden jeg gik i gang var jeg godt klar over at det ville blive en meget svær opgave - men SÅ svært?! Det er så godt som en umulighed at begrænse sig til 10 film, i en genre hvor man har et utal af favoritter. Men jeg må hellere tage mig sammen, og den færdige liste kommer online meget snart. Så stay tuned og ønsk mig held og lykke...

*Top 10 listen "Bedste Horror-film" er nu udkommet og kan læses ved at klikke lige her.

Nyhed: Mmmmmm!

Så har jeres skriverkarl lige haft fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret på behørig vis. Og når man nu er så heldig at være udstyret med en kæreste, der er i konditorlære, så kan det blandt andet kaste film-inspirerede kager af sig - f.eks som min fødselsdagskage på billedet her. Mit spørgsmål til jer er så, kan I gætte hvilken film der er tale om?

Anmeldelse: Alone in the Dark (1982).

Alone in the Dark (1982).
Tagline: "They're out... for blood! Don't let them find you!"
Set d.01/09-11
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 92 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Halloween' (1978), 'The Last House on the Left' (2009), 'Mother's Day' (2010).

Anmeldt af Allan Sørensen.









Dr. Dan Potter og hans familie flytter ind i deres nye hjem, da han er blevet ansat som psykolog på behandlingshjemmet Haven Asyl - et sted der huser de meget farlige, sindssyge kriminelle. Potter er kommet til sin nye stilling, efter at behandlingshjemmets tidligere psykolog Dr. Harry Merton har skiftet job. Haven Asyl er et spændende sted drevet af den alternative Dr. Leo Bain der ser alle indsatte og patienter som rejsende, og prøver at behandle dem på en meget spirituel og åben måde. Bain tror nemlig ikke på at tunge låse, tremmer for vinduerne og isolation er godt for patienternes skrøbelige mentale helbred. Derfor køres behandlingshjemmets sikkerhedsforanstaltinger udelukkende på el. Den nyansatte Potter erfarer hurtigt, at flere af de rigtig farlige indsatte havde et meget nært og tæt forhold til den tidligere psykolog, og inden længe ser den dybt paranoide, skizofrene Frank Hawkes sammensværgelser og mord alle steder. Han mener at Dr. Potter har taget livet af deres tidligere psykolog, og da et strømsvigt resulterer i at sikkerhedssystemet bryder sammen, stikker Hawkes og tre andre fra den farligste afdelingen af, ud i natten for at belejre Dr. Dan Potter's hjem og få deres blodhævn.

Rigtig gættet, dette er ikke den Uwe Boll's forfærdelige film fra 2005 af samme navn. Vi har til gengæld fat i instruktør Jack Sholder's velcastede horror-debut fra 1982. Det er et temmelig imponerende cast Sholder har fået sat sammen i 'Alone in the Dark'. I rollerne som de 4 hævngerrige og dybt forstyrrede psykopater, finder man f.eks Oscar-vindende og letgenkendelige Jack Palance som Oberst Hawke. Da han modtog oscarstatuetten Best Supporting Actor for hans rolle som Curly Washburn i 'City Slickers' fejrede han det ved at tage one-handed push-ups på scenen. Året var 1991 og Jack Palance var 73 år. Hans medpatient Byron "The Preacher" Sutcliff spilles af en anden Oscar-vinder, nemlig Martin Landau. Han vandt statuetten for skelsættende portræt af Bela Lugosi i filmen 'Ed Wood' fra 1994. Den nu 83 årige Martin Landau er stadig aktiv den dag i dag. På rollelisten finder vi også Donald Pleasence, som den meget alternative hospitalsforstander Dr. Leo Bain. Alle genre-fans kender Pleasence fra hans ikoniske rolle som Dr. Sam Loomis i en række af Halloween-filmene, hvor han får dagen til at gå med at jagte den livsfarlige Michael Myers. Hovedrolleindehaver Dwight Schultz blev kendt for sin rolle i TV-serien A-Team som Howling Mad Murdock, en rolle han kom til året efter 'Alone in the Dark' og nogle kender ham måske også som Lt. Barclay fra 'Star Trek: The Next Generation'. Resten af castet består af forholdsvis ukendte ansigter og deres indsats er også en smule bleg overfor de førnævnte stærke og etablerede kræfter. Måske lige på nær bandet The Sic Fucks energiske performance af deres 'Chop Up Your Mother'. I sidste ende er det Martin Landau der løber med showet - han er helt i særklasse og over the top i rollen som Byron "The Preacher" Sutcliff'. Den gale eks-pastors vanvid vælter ud af skærmen som en mudret syndflod, direkte fra helvede.

Lomis, Lugosi og Howling Mad Murdock i en' og samme film.

I et interview skulle instruktør Jack Sholder efter sigende have udtalt "Most horror films are stupid, uninteresting and done by morons!". Efter sådan en udtalelse kan man jo kun forvente at instruktøren vil gøre sit bedste for at bevise det modsatte med en intelligent og overraskende horror-film. Sådan går det dog desværre ikke helt med 'Alone in the Dark'. På trods af det stærke cast og måske på grund af Sholde's arrogante holdning, er filmen desværre ikke så veludført som man kunne håbe. Filmen starter ellers syret og bombastisk med en grotesk og foruroligende drømme-scene fra den vanvittige pyroman-præst Byron "The Preacher" Sutcliffs urolige søvn. Dr. Dan Potter's møde med sindssygehospitalet, hospitalsforstander Dr. Leo Bain og de farlige patienter lover rigtig godt, men derefter går det desværre ned af bakke og det er godt nok tidligt i en 92 minutter lang film. Heldigvis går det ikke hurtigt ned af bakke, og det kan vi takke Martin Landau og Jack Palace for. De holder nemlig interessen ved lige med deres intense skuespil og spændende personligheder.

Gal morder med Hockeymaske! Og det her var altså inden Jason Voorhees tog patent på looket.

Mens historien begynder at tabe pusten, byder filmen heller ikke på meget i gore afdelingen. Rygter fortæller at dette til del skyldes at instruktøren kom op og toppes med effekt-holdet under filmens tilblivelse, i sidste øjeblik fik man hevet Tom Savini om bord. Dette skete desværre ret sent i filmens produktion og 'Alone in the Dark' byder derfor slet ikke på samme mængder guts'n'gore som mange af de andre slasher-film fra samme periode. Det er heller ikke helt godt, at vi ikke ser så meget til hvordan den belejrede familie forvandler sig fra sund kerne-familie, der limer blomstervaser når de går i stykker, til en familie der slås og dræber alt hvad de kan, da de fire pyskopater pludselig tropper op på deres dørtrin. Hvis instruktør Sholder virkelig mente hvad han tidligere havde udtalt om genren, så er det lige netop i det element at han kunne  havde lagt flere kræfter i at udforske, og på den måde givet filmen noget mere dybde og dynamik. Selv om det hele kører lidt på automatpilot, så har 'Alone in the Dark' nogle mindeværdige scener krydret med klædelig sort humor. Da kandidaterne til kolbøttefabrikken kører et stakkels postbud over (hele to gange) sker det alene af den grund, at Martin Landau's karakter Byron 'Preacher' Sutcliff har forelsket sig i postmandens hat - "The hat. I want the hat!". Så er det jo svært ikke at trække på smilebåndet.

Den barske Jack Palace med det letgenkendelig ansigt og intens screen-presence.

Nok er 'Alone in the Dark' ikke en helt kikset affære, men den udstiller helt sikkert sig selv som en forspildt chance. Jack Sholder vælger desværre at se bort fra de potentielt interessante emner i historien og filmen udvikler sig i stedet til endnu en lige-ud-af-landevejen slasher. Historien om en desperat familie der bliver terroriseret af en udefrakommende trussel og forskanser sig i sit hus for at overleve, er en formel vi har set før, selv i 1982 var den set før.

Score: