Anmeldelse: Child's Play.

Årgang: 1988.
Tagline: " Andy Barclay has a new playmate who's in no mood to play."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: MGM DVD.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Child's Play II' (1990), 'Magic' (1978), 'Bride of Chucky' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.





 


Da Andy Barclay (Alex Vincent) får foræret den dukke, han havde ønsket sig, er han lykkelig. Hvad han ikke ved er, at dukken er besat af seriemorderen Charles Lee Ray (Brad Dourif), og snart begynder den at manipulere med den lille dreng. Inden længe er Andys barnepige død, og knægten selv er den mest oplagte at mistænke for ugerningerne. Hans mor Karen (Catherine Hicks) nægter at tro noget sådant om sit barn, også selvom hun har undret sig en anelse over de samtaler, hun har overhørt drengen have med sin nye dukke...

Med Tom Hollands 'Child's Play' fødtes endnu en af 80ernes bizarre slashere. Dukken Chucky, der bringes til live ved hjælp af sort magi, er formentlig en af de mest åbenlyst aggressive og hævnlystne dræbere, en film fra denne æra har præsenteret os for. For selvom han er snu, er han også afsindig utålmodig i hans higen efter at straffe dem, der kommer på tværs af ham. Efter karakterens debut på den store skærm i 1988, fulgte flere film om dræberdukken hurtigt efter. Allerede 2 år senere i 1990 fulgte 'Child's Play 2', som om muligt tog franchisen i en endnu mørkere retning. Med tredje film 'Child's Play 3' (1991) blev karakteren Andy Barclay rundet af i seriens ringeste kapitel. Måske var det netop derfor, at fortsættelsen hertil 'Bride of Chucky' (1998) lod vente en smule længere på sig og desværre heller ikke var nogen videre succes til trods for dens enorme underholdningsværdi. Don Mancini, som er manden bag samtlige films historie, fik sin instruktør debut med det foreløbige sidste kapitel 'Seed of Chucky' (2004), som er bedre end 3eren, men alligevel falder ret meget til jorden og nærmest komplet mister fornemmelsen af uhygge til fordel for en mere rendyrket komediestil. Således har Chucky været vidt omkring men i modsætning til eksempelvis Michael Myers fra 'Halloween' (1978), har det aldrig været mystikken, der fyldte mest i 'Child's Play' universet, hvor karakterens mål altid har været meget gennemskuelige.

"Hi, I'm Chucky. Wanna play?"

Hvad der til gengæld er rigeligt af i filmene om Chucky er humoren. Over de mange fortsættelser er denne blevet mere og mere central, men i seriens første film er der noget mere mådehold, idet de morsomme elementer her er noget mere underspillede og sorte i karakter. Det har sandsynligvis også at gøre med det faktum, at instruktør Tom Holland tilgår karakteren med en "less is more" tilgang, der muligvis har været dikteret af datidens tekniske muligheder, men samtidig også ender med at være en force for filmen, som først ganske sent viser Chucky fra sin mest løsslupne side. Det er interessant, at Chucky undervejs forsøger at være snu og tålmodig men i sidste ende giver op og i stedet benytter sig af plan b, som tilsyneladende er at gå amok på enhver, der kommer i vejen for ham. Det skaber en enormt dynamisk film, som både indeholder uhyggen i den første halvdel, og i den afsluttende del indeholder mere humor, action og den uundgåelige flugt fra skurken. Parametrene er imidlertid ændret her, fordi der ikke er tale om en kvinde, der flygter fra en fuldvoksen mand, som det er  tilfældet i mange andre slasherfilm. I stedet er det en dukke på jagt efter en uskyldig lille dreng; vel at mærke en dreng som allerede har været meget igennem i filmens forløb; noget som giver filmen ekstra punch.

Brad Dourif får for første og eneste gang i seriens hidtige historie mulighed for at vise sit ansigt i nærværende films indledning.

At lade en lille dreng være i centrum af denne film er ganske genialt, idet han er enormt sårbar overfor Chuckys manipulation og ligeledes har svært ved at få de voksne omkring ham til at tro på hans historie om, at hans dukke er i live. Den purunge Alex Vincent gør et fornemt stykke arbejde i en rolle, som ellers er meget krævende. Hans spil og karakter hjælpes også godt på vej af Catherine Hicks i rollen som hans mor, der formår at placere utrolig meget sympati for både sin og Vincents karakterer hos seeren. Selvom filmens replikker til tider har en smule af den helt særlige klodsethed, som kun 80er film kan levere, er det også en del af dens charme. Hvad der er endnu vigtigere er, at enkelte skæve formuleringer til trods, virker universet troværdigt på egne præmisser og karaktererne ligeså. Selv Chris Sarandons politimand Mike Norris når at udvikle sig til en smule mere end den arketype, han nemt kunne have været. Sarandons karisma spiller i den forbindelse en stor rolle. I sidste ende er det imidlertid Brad Dourifs stemme, der tager rollen som den mest mindeværdige del af filmen. Niveauet af sindssygt raseri, der til tider lægges i Chuckys stemme, er usandsynligt underholdende og formentlig også en af hovedårsagerne til, at serien har fået et så relativt høj antal efterfølgere. Det er i øvrigt også hos Dourif og hans karakters beskidte formuleringer, at størstedelen af 'Child's Play's humor er begravet. En vis humor gemmer der sig også i Joe Renzettis soundtrack, som på mange måder minder om Perry Botkins soundtrack til 'Silent Night, Deadly Night' (1984), idet også Renzettis soundtrack forskruer det muntre således, at det vendes til noget dystert. 

Det kan til tider være svært at overbevise andre om, at en dukke er i live og tilmed er dødsensfarlig.

Ikke alene er 'Child's Play' stærkt underholdende, men der er også masser af gensynsværdi i den. Karaktererne synes til trods for til tider at være over-the-top at holde. Det samme gør effekterne, og stemningen er i top, både når filmen opbygger suspense, og når den endeligt leverer det, seeren har ventet på. Det største ankepunkt for undertegnede er slutningen, som trækkes lige i langdrag, men det er i sidste ende til at overse, og filmen er overordnet set en både særpræget men også velfortalt og stærkt eksekveret kompilation af nogle af de elementer, som der til stadighed higes efter at kombinere i nyere genrefilm. Derudover er denne og seriens andet samt fjerde kapitel blandt mine personlige favoritter og til dels også min oprindelige indgang til genren.

Score: