Anmeldelse: The Dorm That Dripped Blood (1981).

The Dorm That Dripped Blood aka Death Dorm aka Pranks (1981).
Tagline: "A crash course in terror!"
Blu-ray.
40” LED.
Runtime: 88 minutter.
Udgiver: Synapse Films.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Black Christmas' (1974), 'Final Exam' (1981), 'The House on Sorority Row' (1983).

Anmeldt af Claus Reinhold.

Juleferien er netop startet og Joanne Murray (Laurie Lapinski) og hendes fire gode venner, Debbie (Daphne Zuniga), Patti (Pamela Holland), Brian (David Snow) og Craig (Stephen Sachs), har alle meldt sig frivilligt til at tømme deres nu nedlagte kollegium, Meadows Hall, for inventar inden bygningen skal rives ned for at skabe plads til et lejlighedskompleks. Men efter den første aften ser Debbie sig nødsaget til at tage hjem og holde jul med sine forældre og sin syge bedstemor. Da hendes forældre kommer for at hente hende, bliver de slået ihjel på bestialsk vis af en ukendt gerningsmand, og snart overgår samme skæbne Debbie. Herefter går det hurtigt op for Joanne og de tre andre at der er en sindssyg morder løs i kollegiets lange, mørke og mennesketomme gange, og at de selv vil blive de næste ofre.

'The Dorm That Dripped Blood' fra 1981 er Jeffrey Obrow og Stephen Carpenters debut film, lavet i deres fritid for næsten ingen penge mens de stadig gik på filmskole. Inspirationen til at lave en slasher-film fik de efter at have været i biografen og se film som 'Halloween' (1978) og 'Friday the 13th' (1980) og da de alligevel selv boede på kollegium og julen nærmede sig, hvorfor så ikke lave en horror-film der handler om nogle unge der er alene på netop et kollegium i juleferien? Resultatet blev en udmærket b-film, som er klassisk i sin opbygning og struktur, og ikke tilbyder noget nyt eller uset. Alt i alt er det en standard low-budget slasher-film som set så mange gange før. Men overraskende nok indeholder filmen en kold og isnende stemning der er yderst effektiv og så velfungerende at kun få af samtidens low-budget produktioner kan matche den. Selvfølgelig har filmen også alle de typiske ingredienser som hører denne sub-genre til, såsom skud fra morderens point-of-view, masser af close-ups og hovedkarakterer der tåbeligt deler sig op, for hver især at udforske de mørke rum på kollegiet, hvilket fører til masser af falske skræmmemomenter.

Melrose Place' stjernen Daphne Zuniga i sin første filmrolle.

Manuskriptet af Jeffrey Obrow, Stephen Carpenter og Stacey Giachino tager sin tid om at komme i omdrejninger, men efter at have passeret de 30 minutter, tager tempoet til og tingene begynder at blive interessante. Instruktørerne formår samtidig i filmens sidste halvdel at levere en rimelig mængde af spænding og engagement, trods det alt for velkendte set-up. Dette skyldes primært den overraskende gode brug af dystre, farvefattige og klaustrofobiske rum og korridorer i det tomme kollegium, som samtidig er en velfungerende location, med sine mørke sale og industrielle trapper, og disse elementer bygger en god følelse af isolation og uhygge. Filmen blev i sin tid stemplet som en Video Nasty i censurens højborg, England, men det er helt sikket, at de der giver sig i kast med Obrow og Carpenters film i forventning om et forestående blodbad, får sig en skuffelse. 'The Dorm That Dripped Blood' er ikke en specielt blodig eller gore-fyldt film, men de mord scener der vises, er til gengæld overbevisende! Tilskueren udsættes for scener hvor en hånd bliver skåret op med en kniv, et hoved der bliver smadret af et baseball bat, hvilket er en ret ubehagelig scene, og en ung kvindelig hovedperson får sit hoved knust, ganske vist off-screen, under hjulene fra en bil. Ellers bydes der også på et virkeligt grafisk øjeblik, da kollegiets vicevært, bliver dræbt på bestialsk vis med en boremaskine i baghovedet – måske et venligt nik til Abel Ferraras 'The Driller Killer'.

El-artikler på badeværelset kan altså være livsfarligt.

'The Dorm That Dripped Blood' byder også på udmærket skuespil, dog i den cheesy ende, fantastisk godt special F/X arbejde af Matthew W. Mungle, der senere skulle gå hen og vinde en Oscar for sit make-up arbejde på Francis Ford Coppolas 'Dracula' (1992), samt et simpelt men helt igennem fantastisk score af den ligeledes debuterende komponist, Chris Young, der gik hen og blev en af de helt store komponister i Hollywood og senere lavede musik til bl.a. 'Hellraiser' (1987), 'Hellbound: Hellraiser II' (1988), 'Species' (1995), 'Spider-Man 3' (2007) og senest 'Priest' (2011).

Denne juleferie glemmer de unge mennesker nok aldrig.

Så det er i sandhed talentfulde kræfter der står bag denne lille oversete 80’er perle og selvom filmen, som tidligere nævnt, er meget low-budget (nogle vil endda nok sige amatøragtig), leverer den stadig hvad der forventes på næsten alle niveauer, og til trods for at 'The Dorm That Dripped Blood' ikke er et decideret mesterværk inden for slasher-genren og har flere kedelige øjeblikke, så rummer den stadig en god atmosfære, en finale med et noget overraskende twist og besidder nok charme og nostalgi til at enhver fan af 80’er horror, vil finde den tiltalende.

Score: