Anmeldelse: Tentacles.

Årgang: 1977
Tagline: "Each year 10,000 tourists visit Ocean Beach. This summer Ocean Beach has attracted something else!"
Instruktør: Ovidio G. Assonitis.
Runtime: 102 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Jaws' (1975), 'Jaws 3-D' (1983), 'Jaws: The Revenge' (1987).

Tentacles (under titlen 'Kæmpeblæksprutten') er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

På grund af et giftudslip, der er opstået i forbindelse med et tunnelbyggeri, er en af dybets kæmper vokset til endnu større proportioner, og netop som Ocean Beach invaderes af badelystne turister, slår monstret til. Desværre er det også dagen, hvor børnenes kapsejlads afholdes, og en faretruende massakre ser ud til at være uundgåelig... Det eneste, der nu står imellem det gigantiske undervandsmonster og massevis af uskyldige ofre, er to mænd og deres spækhuggere.

Det er de færreste, der ikke er bekendt med Steven Spielbergs monsterfilmsklassiker 'Jaws' (1975) og den enorme succes, den ved sin udgivelse havde. Folk strømmede i biografen for at se en overproportioneret haj slå hunde, børn og andre uskyldige ihjel. Selvom monsterfilm på ingen måde var nogen ny idé, var der vakt (eller i det mindste genfundet) et marked for denne type film, og et af de mere tydelige rip-offs er nærværende film. Både trailer og tagline synes gerne at ville lægge sig i forlængelse af Spielbergs klassiker - i klassisk exploitation stil. Hvad der også er typisk for denne type film er, at den i sin promoveringsmateriale lægger stor vægt på tre velkendte skuespillere, som har nogle relativt små roller. Særligt kan man overraskes over at se Henry Fonda i en lille rolle som ejeren af det firma, der har stået for det tunnelbyggeri, der har startet hele missæren. Både med Fonda, John Huston og Shelley Winters er det tydeligt at se, at man formentlig kun har haft ganske kort tid til at lave deres dele af filmen, hvilket resulterer i, at scenerne sjældent involverer det øvrige cast. Det resulterer også i en lidt fragmenteret fornemmelse, og at der ikke rigtig er nogen hovedrolle i film - hvis altså man ser bort fra blæksprutten. Filmens instruktør har i øvrigt været tilknyttet en anden undervandsrædselsfilm: James Camerons 'Piranha II: The Spawning' (1981), som han var en af flere forfattere på.

Selvom skaberne af filmen langt fra havde styr på deres facts omkring blæksprutter, der eksempelvis ikke er i stand til at knurre, tilbød distributøren af filmen alligevel en plakat indeholdende en hel række blækspruttefakta til biografejerne.

Til at begynde med må man med en film som 'Tentacles' slå sine forventninger fast. Regner man med at det er en uhyggelig film, man står foran at skulle se? Hvis det er tilfældet, skal man muligvis udsætte gennemkigningen, til man har læst denne anmeldelse færdig. For er der noget Ovidio G. Assonitis film ikke er, så er det uhyggelig. Forventer man tværtimod en rodet, ufrivilligt morsom og enormt underholdende film, er nærværende titel lige sagen, men hvorfor er 'Tentacles' mere fjollet, end den er uhyggelig? Svaret herpå er ikke synderligt kompliceret at finde frem til. Først og fremmest er det monstret selv, der er problemet. Måden man forsøger at bygge det op som værende mere skræmmende end selv hajer, som specifikt synes nævnt som en hilsen til Spielbergs film, bliver ret hurtigt komisk. Delvist grundet et manuskript, der skærer så grundigt ud i pap, at man begynder at mores, og delvist har det med den hurtige afsløring af monstrets udseende at gøre. Allerede tidligt i filmen får vi lange sekvenser, der følger monstret på tætteste hold, og således er det meget svært ikke at se igennem effekterne, som kun er set ringere i Ed Wood Jrs notoriske 'Bride of the Monster' (1955). At blæksprutten i øvrigt brøler i vrede et par gange i filmen, hjælper ikke just dens sag og sender i stedet tankerne til den senere 'Jaws: The Revenge' (1987), som ligeledes tilførte sit monster lyde, som den absolut ikke burde være i stand til at udstøde. Værst af alt er det, at filmen ikke selv er med på spøgen men tager sig selv ganske seriøst, hvilket i den grad står i kontrast til indholdet. Er det del af morskaben? Ingen tvivl om det. En anden årsag til filmens ringe indflydelse på sin seers frygtcenter er de håbløse karakterer, som atter engang lider under manuskriptet, men også nogle præstationer, der er blandt det mindst engagerede, jeg nogensinde har været vidne til. Selv Henry Fonda er tydeligvis til stede for lønsedlens skyld og fremstår ikke i noget synderligt skønt her få år før sin død i 1982.

"Pas godt på papmachehovedet, der er på vej imod jer med høj hastighed børn!"

Da filmen undervejs hiver enormt usubtile miljøforkæmper temaer ind via to spækhuggere, mindedes denne anmelder om en anden 'Jaws' efterfølger, nemlig den tredje af slagsen, som benyttede sig af delfiner til at hjælpe mod en trussel fra havet. Her er det altså spækhuggere - og det nogle yderst veltrænede af slagsen. To mandlige karakterer er undervejs blevet til hovedpersoner, selvom de ikke har fået specielt stor plads før sent i filmen, og særligt den ene taler indgående og kærligt til de store spækhuggere om det onde, vi mennesker forvolder naturen, og hvorledes han fint vil kunne forstå, hvis hans svømmende venner flygter for at være frie i stedet for at hjælpe menneskene med deres mangebenede problem. Disse scener fratager på sin vis filmen sin mulighed for at være hjernetom monsterunderholdning for masserne og er utvivlsomt noget af det mest morsomme i filmen - atter engang ufrivilligt. Filmens klimaks blæses væk med nogle flere tåkrummende effekter i øvrigt tilsat et af de mest generende soundtracks nogensinde, inden Assonitis værk fader væk. Som man alene på disse små eksempler fornemmer, er filmen noget rod. Instruktør såvel som forfattere har ikke været bevidste om, hvad de ville lave, og at de antager, at publikum vil være engagerede nok i deres karakterer og historie til at æde en miljøforkæmpende prædiken, som den vi præsenteres for her, beviser, hvor ude af trit med såvel deres publikum som deres film, de har været.

Filmens bedste skuespillere.

Det er svært at sende en bedømmelse i retning af 'Tentacles'. Selvom filmen er underholdende at sidde igennem, er den det af alle de forkerte årsager. Den er på alle fronter noget makværk, og folkene bag virker i høj grad til at have fokuseret på at få strukket handlingen ud til fuld længde, så man kunne sælge nogle billetter til slut 70ernes største monsterfilmfans. På den led er der ingen tvivl om, at filmen er et forfærdeligt stykke arbejde, men samtidig har de klodsede effekter, det overdrevne skuespil og det dybt forfærdelige soundtrack utvivlsomt en tiltrækningskraft. Ikke fordi det på nogen måde er godt, men snarere fordi det er så mislykket, at det er svært at tage øjnene fra det.

Score:

Anmeldelse: Spider Baby or, The Maddest Story Ever Told.

Årgang: 1968.
Tagline: “Come into my parlor, said the spider to the..."
Instruktør: Jack Hill.
Runtime: 84 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Rocky Horror Picture Show' (1975).

Spider Baby er venligst stillet til rådighed af Another WorldEntertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

 




Den vanvittige historie om Merrye-børnene, Elizabeth (Beverly Washburn), Virginia (Jill Banner) og Ralph (Sid Haig), som alle lider af en sjælden genetisk sygdom. Sygdommen giver sig til kende ved, at børnene langsomt men sikkert mentalt degenererer, indtil de opnår en tilstand af "præ-human barbarisme og kannibalisme". Børnene lever alene i familiens gamle hus, og selvom deres trofaste chauffør Bruno (Lon Chaney Jr.) gør sit bedste for at forhindre det, lykkes det alligevel for dem at terrorisere alt og alle, der nærmer sig deres bolig. Da familien besøges af et par fjerne slægtninge og deres grådige advokat, er der lagt op til en hårrejsende nat i selskab med de mere og mere vanvittige Merrye-børn.

Da instruktør og manuskriptforfatter Jack Hill oprindeligt fik grønt lys til at producere 'Spider Baby' var det under titlen 'Cannibal Orgy'. Senere, da filmen efter en del tovtrækkeri blev udgivet, var det i enkelte drive-in biografer under en helt tredje titel: 'The Liver Eaters'. Det er som bekendt under titlen 'Spider Baby', filmen for alvor har skabt sig et navn, hvilket til stadighed overrasker både de medvirkende såvel som folkene bag filmen, som ikke havde forudset filmens senere succes. Ikke fordi de ikke selv synes godt om filmen, men fordi den vitterligt har været igennem en frygtelig rutsjebanetur for at nå frem til den kultstatus, den i dag nyder. Ved filmens første fremvisning for potentielle distributører forlod en større del af publikum forevisningen, eftersigende fordi de havde set en stor del andre film forud for denne. Det skræmte dog studiet bag Jack Hills film så eftertrykkeligt, at de valgte at fjerne hele filmens første halvdel, hvilket selvsagt ledte til, at absolut ingen ønskede at røre filmen, da den nu var absolut meningsforladt. Gennem forskellige kringelkroge og nogle lidt alternative kanaler, som blandt andet instruktør Jack Hill gjorde brug af, kan vi nu alligevel nyde 'Spider Baby' i hjemmebiografen. Filmens mest velbetalte stjerne var ikke overraskende den legendariske Lon Chaney Jr. der som de fleste vil vide, hovedsageligt er kendt for at spille titelrollen i 'The Wolf Man' (1941), som der også bliver henvist til i nærværende film. En skuespiller, der først senere for alvor skabte sig et navn, er Sid Haig, som genrefans blandt andet vil kende som Captain Spaulding fra Rob Zombies to horrorfilm 'House of 1000 Corpses' (2003) og 'The Devil's Rejects' (2005).

"Why it's rabbit of course!"

Jack Hills første spillefilm er en horrorkomedie, som de sjældent er set hverken før eller siden. I 'Spider Baby' er det både muligt at finde filmisk selvindsigt og den unikke atmosfære, som fortidens sort/hvide horrorfilm så unikt besad. Hvor humoren hovedsageligt er båret af castet, er uhyggen i høj grad resultatet af fotograf Alfred Taylor, som selv mener, at sort/hvid er en langt mere kunstnerisk udtryksform end farvefilm: "Enhver kan skyde i farver. Hundene udenfor kan skyde i farver," udtaler den aldrende kinematograf på ekstramaterialet til AWEs udgivelse af nærværende film. Med dén markante udtalelse i tankerne, må man stadig give Taylor spandevis af respekt for den forfærdeligt stemningsfulde billedside, han har kreeret til 'Spider Baby'. Det er i høj grad instruktør Jack Hills fortjeneste, at præmissen og de karakterer, han har skrevet, er en stor del af, hvad der gør filmen så vidunderligt bizar, hvilket må siges at være noget af en bedrift for en debuterende instruktør. Mange filmmagere vil misunde Jack Hill den helhed, han får skabt i sin film. Og med god grund: For sjældent er en mere helstøbt film set i horrorkomediegenren.

Jill Banners døde i '82 efter at have været involveret i et tragisk biluheld. Hun var på daværende tidspunkt i et forhold med Marlon Brando, som siges at skulle have udtalt, at Banners var den eneste kvinde, han nogensinde havde elsket.

Med blot 15 film på resumeet ved sin død i 1982 er det Jill Banners, der stjæler ethvert øjeblik hun medvirker i her i filmen. Skuespillerinden er intet mindre eminent som Virginia, den ene af de to søstre i den lille familien Merrye. Banners har, ofte i samspil med Beverly Washburn, en uskyldighed, som på foruroligende vis er både skræmmende og til tider oser af seksualitet. Generelt er det cast, man her har fået samlet, et ekstremt stærkt et af slagsen, og filmens balanceren mellem alvor og humor fungerer som oftest i kraft af skuespillernes evne til at spille på såvel det selvbevidst morsomme som det dramatisk alvorlige. Der er ingen tvivl om, at det er karaktererne, der har en stor del af æren for, at 'Spider Baby' fungerer så godt. Billederne er som oftest delt mellem flere af skuespillerne på samme tid, og det er på mange måder logisk, når castet netop excellerer, når de får mulighed for at spille sammen med hinanden. Særligt ligger humoren ofte i replikudvekslingerne, mens uhyggen opstår, når der bliver stille, og det bizarre i de situationer, filmen portrætterer, bliver tydeligt. Det er imidlertid ikke bare den lille familien Merrye, der er fremstillet som værende en smule mærkværdige. Også byboerne, der kommer og forstyrrer Bruno og hans lille familie, har deres excentriciteter. Således er det gjort muligt for tilskueren på sin vis at sympatisere en smule med Merrye familien, uanset hvor grumme deres handlinger til tider må være. Måske mest af alt grundet Lon Chaney Jrs sørgmodige og enkelte steder decideret rørende præstation som Bruno, der har lovet sin herre aldrig at hade dennes børn.

Lon Chaney Jr. er vel nok mest kendt for at spille den lidende hovedkarakter i 'The Wolf Man' og gentager her succesen omend i en noget anderledes form.

Det er de færreste, der vil efterlades i tvivl om, at familien Merrye var en noget sær flok mennesker. Samtidig er der midt i al humoren og uhyggen en kerne i filmen, som føles meget oprigtig. Forholdet den lille familie imellem virker indfølt, og selvom det er taget til sin ekstrem her, skjuler der sig også en lille historie om ubetinget kærlighed i 'Spider Baby', som for mig står tilbage som et glimt af noget smukt under filmens mørke men særdeles livlige overflade.

Score:

 

Anmeldelse: Red Scorpion.

Årgang: 1988.
Tagline: "They think they control him. Think again..."
Instruktør: Joseph Zito.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Runtime: 100 minutter.
Udgiver: Soul Media.
Link til filmen: IMDB.

Se også: 'Commando' (1985), 'Delta Force' (1986), 'Rambo: First Blood Part III' (1988).

Red Scorpion er venligst stillet til rådighed af Soul Media.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Løjtnant Nikolai, et medlem af de russiske specialstyrker, der skal infiltrere og knuse et rebel oprør. Nikolai skal snigmyrde lederen, som skaber problemer for de cubanske styrker, der har besat området. Den toptrænede soldats plan går i vasken, og han fanges og tortureres af de cubanske ledere der tror han er på fjendens side. Det lykkes ham at flygte ud i ørkenen og finde oprørshæren igen - men denne gang er han på deres side! Hævntørsten er stor, og Nicolai indleder et dristigt angreb på sine tidligere kammerater!

Mens vi alle venter på forsættelsen til Sly Stallone's 80'er-action homage 'The Expendables' virker det oplagt at kigge på noget ægte-slå-på-tæven-action fra 80'erne. Det væltede frem med hårdpumpede actonfilm, med endnu mere hårdpumpede actionstjerner, i 80'erne og langt op i 90'erne. Det er virkelig overvældende at løbe over listen der f.eks bød på klassiskere som 'First Blood' (1982), 'Predator' (1985), 'Bloodsport' (1988) og 'Die Hard' (1988). De største stjerner var selvfølgelig Stallone og Schwarzenegger og et par trin længere nede på fødekæden kunne man finde Dolph Lundgren. Det svenske muskelbjerg slog igennem (høhøhø) i 'Rocky IV' som den russiske bokse-maskine, Drago. Der er åbenbart nogle der har ment at Dolph Lundgren virkelig har styr på at spille russer, for han gentager stort set rollen i 'Red Scorpion'. De korte boksershorts er dog blevet skiftet ud med en khakifarvet militæruniform. Dog kun for en kort stund, for der går ikke længe før Løjtnant Nikolai har fået skudt sine underbenklæder itu og de ender, meget tidligt i filmen, som et par ultrakorte og yderst stramme hotpants...man sidder undrende tilbage og spørger sig selv om det virkelig var nødvendigt.

Det lægger åbenbart til navnet, Dolph, at syntes at "Alle Er 100% Assholes!"

Instruktøren Joseph Zito har uden tvivl stået på tæer og kigget Rambo-franchisen over skulderen, for at få et glimt af, hvad der skyldtes den store succes Stallone's film høstede. Det er nemlig meget tydeligt at han har kopieret et typisk Rambo-setup, udskiftet The Italian Stallion med den godt 2 meter høje viking, og så ellers begyndt at filme. Meget mere tankevirksomhed tvivler jeg på at der er bag 'Red Sorpion'. Dolph Lundgren er kæmpestor i denne film, det er hans talent som skuespiller tilgengæld ikke. Han er præcis ligeså ringe som han plejer at være. Men når det er sagt, så er han jo ikke meget værre end mange af de andre actionbøffer. Løjtnant Nikolai bliver i løbet af filmen flankeret af Al White, der spiller oprørssoldat, og den altid sjove og seværdige M. Emmet Walsh, der giver den fuld gas som den patriotiske amerikanske og russer-hadende journalist, Dewey Ferguson. Især sidstnævnte bære tydeligvis den noget tunge Lundgren igennem mange af de dialog-drevne scener, og det er et stort plus at vi ikke kun er i selskab med Lundgren's karakter - for han fungerer kun et sted, og det er på slagmarken. På et tidspunkt strander vi dog med den gumpetunge Løjtnant Nikolai ude i ørkenen, på en lang dannelsesrejse, hvor han skal genfinde sine menneskelige værdier...det er heldigvis ikke verdens længste rejse, men der bliver krummet tæer op til flere gange undervejs.

Har Dolph mødt sin overmand i dette kæmpemæssige Gunship? Næppe!

Lad os droppe det humanistiske pladder og komme tilbage til slagmarken. Vi skal kigge lidt på det som det drejer sig om - actionsekvenserne! 'Red Scorpion' byder nemlig på mere, end hvad man måske lige kunne forvente ved første øjekast. Her er alt lige fra simple værtshusslagsmål til kemisk krigsførelse og flammekastere, en temmelig medrivende biljagt, heftige shootouts og én stor kamphelikopter. Actionscenerne er stadig imponerende den dag i dag, 24 år efter filmens premiere. Smagen og lugten af krigen og eksplosionerne vælter ud af skærmen i de flot koreograferede kampsekvenser. Er man et stort barn vil minutterne flyve af sted i selskab med den russiske elitesoldat og hans band of misfits. Ingen tvivl om at 'Red Scorpion' er en b-film, men actionscenerne er en a-film værdig.

De herlige dage hvor det du så på skærmen rent faktisk også var det der skete foran kammeret.

Soul Media har pustet liv en af de glemte 80'er action-film med deres bare-bones bluray-udgivelse af Joseph Zito's actionbrag og tak for det! Filmen byder nemlig på masser af beskidt, hæsblæsende, og til tider ufrivillig sjov, action-underholdning. Det er en sand fryd og overvære en krudt og kugler film fra dengang hvor man kunne finde ud af at skrue sådanne typer film sammen, uden hjælp af højpolerede CGI-effekter og andre billige tricks. Det du ser på skærmen er den ægte vare - bilerne sprænger rent faktisk i luften, ilden og røgen er ikke klistret på i post-production og de kæmpemæssige gunships og tanks er ikke bygget af pixels, men af tons-tungt krigsmetal. Sådan skal det være hvis du spørger mig! Selv Tom Savini kiggede forbi for at give en hånd med cool en gore-effekt hvor en underarm bliver skudt af. 'Red Scorpion' er en type film som mange elsker at hade, elsker at se ned på for dens naive præmis og hjælpeløse skuespil. Jeg har det lige omvendt og tiljubler filmen for dens primitivitet og dens nådesløse actionscener, og så tæller den nostalgiske faktor selvfølgelig også lidt med i den samlede score.

Score:

Nyhed: Til julebal - til julebal i zombieland!

Den 06/12-2012 kommer horror-rockerne Marilyn Manson og Rob Zombie's 'Twins of Evil'-turné til København. Udskejelser, teater, skræmmende billeder og et massivt angreb mod alle sanser er, hvad der venter for fansene, når turen først begynder i USA og derefter besøger 10 lande i Europa.

Zombie-Manson!

"Endelig! Hvorfor tog det så lang tid før den mest oplagte turné endelig blev en kendsgerning?” spurgte Zombie. “Hvis god smag er den største fjende mod stor kunst, ville vi være i stand til at fylde Louvre med denne fucking turné. Vær forberedt på noget ondt!!" - Rob Zombie. 

"Jeg har sympati for The Whore of Babylon, som fødte disse to ondskabens tvillinger og denne vederstyggelighed af en turné” siger Marilyn Manson. “Der er ingen babysitter, og ingen der kan reparere hendes livmoder. Hvis Rob Zombie ikke fucker dig op, så gør jeg det. Gem alle stoffer og våben…. Jeg kommer til byen." - Marilyn Manson.

Marilyn Mansons ottende album 'Born Villain' gik direkte ind i top ti på Billboards Top 200 Album hitliste og snuppede også førstepladserne på både Heavy Album-listen og Independent Album-listen. “Dette er Manson, når han er bedst” sagde ARTISTdirect. “Han skærer halsen elegant over på alle, der endnu engang får fingeren af ham.”

På 'Twins of Evil'-turnéen medbringer Zombie og hans vanvittige band – John 5 på guitar, Piggy D på bas og trommeslageren Ginger Fish – deres detaljerede multimedia-produktion incl. hårrejsende teater, robotter, overdimensionerede LED-skærme, en non-stop collage af monster-filmstumper, et kæmpe lysshow og en gigantisk robot, hvor der kommer flammer ud af kroppen, fyrværkeri, vanvittige guitar-riffs og onde trommebeats.

Billetterne ikke bare kan, men SKAL købes fra d.19/07-2012 på livenation.dk og koster 415 kr.- (eksklusiv gebyr). Du finder billetterne til julefest i helvedes forgård ved at trykke her.

Nyhed: All hail Haig!

Den her slags fødselsdagshilsner plejer jeg at holde til bloggens facebook-side, men denne gang fortjener fødselaren altså lidt ekstra! I dag fylder en af mine all time favorites fødselsdag! Gode, gamle Sid Haig bliver nemlig 73 år. Haig fik et kæmpe revival i rollen som dræberklovnen, Captain Spaulding, i Rob Zombie's to film om den gale familie Firefly i henholdsvis 'House of 1000 Corpses' og 'The Devils Rejects'. Men Sid Haig er et velkendt ansigt for gamle grindhouse-fans, han har nemlig medvirket i klassikere som 'The Big Doll House', 'Spider Baby', 'Foxy Brown' og 'Coffy'. Desværre blev hans karriere ødelagt af dårlige valg (han sagde f.eks nej tak til rollen som gangsteren Marsellus Wallace i 'Pulp Fiction') og tvivlsomme og dårlige projekter. I dag tager Haig stadig roller i b- og c-produktioner og han bruger en masse af sin tid på diverse horror conventions i staterne. Gå f.eks på youtube og søg på hans navn, der er en masse interviews at gå i kødet på og han virker altid sjov, cool, imødekommende og veloplagt. Nogle gange bliver han heldigvis stadig hevet frem af gemmerne - f.eks har han en rolle i Rob Zombie's kommende 'The Lords of Salem' og Quentin Tarantino har også givet ham et par bi-roller hen af vejen. Han er f.eks dommeren i 'Jackie Brown', hvor han spiller overfor et andet genre-koryfæ, Pam Grier. De to har tidligere arbejdet sammen på mange blacksploitation-film i 70'erne. En fremragende skuespiller, der desværre fik alt for lidt ud af det, men virkelig brænder igennem på sin helt egen måde - når han altså får chancen. All hail Haig!

Film-samlingen: DVD'er fra FONA's tilbudskurv.

Da jeg fik et tip om 'Friday the 13th part 3' på blu-ray til kun 25 kroner (dette tilbud er desværre udløbet) inde på fona.dk, var der en god undskyldning for at få på rov i resten af deres horror-sortiment. Det kastede en håndfuld film af sig til ren foræringspris! Det blev til nummer 5 og 6 i Hellraiser franchisen; 'Hellraiser: Inferno' og 'Hellseeker'. Det blev også til monstertruck-slasheren(?!) 'Monster Man', den svenske vampyr-film 'Frostbite' og 'Pet Sematary' og 'Pet Sematary II'. De fleste af filmene er måske ikke ligefrem mesterværker, men til en samlet pris på kun 90 kroner (og det er inklusiv 'Friday the 13th part 3') kan det næsten ikke gå galt. Den helt fantastisk blu-ray udgivelse fra Optimum Home Entertainment af Hammer's 'Quatermass and the Pit' er også kommet hjem (fra play.com). Den er virkelig smukt restaureret og er en sand fryd at overvære.

Anmeldelse: Jason X.

Årgang: 2001.
Tagline: "Evil Gets an Upgrade!"
Instruktør: Jim Isaac.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: SF film.
Link til filmen: IMDB.

Se også: 'Jason Goes to Hell: The Final Friday' (1993), 'Leprechaun 4: in Space' (1997), 'Freddy vs. Jason' (2003).

Anmeldt af Jesper Pedersen.







Efter at den amerikanske regering har fanget Jason Voorhees, er det blevet besluttet, at han skal fryses ned, indtil man engang i fremtiden udtænker en måde at dræbe ham på. Ved en fejl bliver videnskabskvinden og Jason-eksperten Rowan også frosset ned, og først 450 år senere bliver de to fundet ved en tilfældighed under en skole-ekspedition. På dette tidspunkt er Jorden ubeboelig, så Jasons og Rowans frosne kroppe slæbes ombord på et rum-skoleskib med kurs mod "Jorden 2". Men ikke engang et halvt millenium ude i fremtiden kan de tilsyneladende stille noget op mod Jason og hans legendariske machete, for han er knap nok tøet op, før han atter begynder sine koldblodige myrderier.

 

Jeg elsker den måde, hvorpå man kan smide sine karakterer ud i det ydre rum, hvis man ikke kan finde på flere historier med dem. Leprechaun, Critters og Dracula har alle haft deres science fiction-inkarnationer, og Robert Rodriquez planlægger allerede en 'Machete in Space' som afslutning på hans trilogi, endnu inden to'eren er færdig. Og så er der Jason Voorhees, som grundet det langsommelige produktionshelvede der lå bag 'Freddy vs. Jason' (2003), endte med at blive frosset ud i det uendelige univers. Man havde simpelthen brug for at holde gryden i kog, indtil der blev skrevet et manuskript, som tilfredsstillede begge de herrer, Voorhees' og Kruegers enorme ego. Ved at lade historien udfolde sig i år 2455 kunne man skabe en uforpligtende fremtidshistorie uden at ødelægge resten af franchisens kronologi, og med nedfrysningselementet inde over kom man let udenom det faktum, at Jason så langt ude i fremtiden kunne have dræbt hele Jordens befolkning. I den forbindelse forstår jeg dog ikke, hvorfor man har sat årstallet 2010 på filmens intro, som foregår op til selve nedfrysningen. Det havde man overhovedet ikke behøvet, og ved at lade være havde man haft endnu mere tid at tage af til fremtidige film - uden at bryde kronologien.

Efter 450 års nedfrysning og optøning udenfor køleskabet må der påregnes et par frostskader!

Med et 14 millioner dollars stort budget var 'Jason X' suverænt den dyreste Friday the 13th-film, men der er selvfølgelig også enorm prisforskel mellem futuristisk sci-fi og en samtidig slasher. Problemet er bare, at man har fokuseret på at ville lave en regulær science fiction-blockbuster, og det er trods alt svært at gøre for 14 millioner dollars. 'Jason X' ser billig ud, fordi man konsekvent har haft for store ambitioner. Effektfolkene har så travlt med miniaturemodeller og computeranimationer, at de næsten glemmer det allervigtigste; drabelige realeffekter! Tænk på hvor mange vilde kills man kunne have fået for 14 millioner dollars?! Når det er sagt, er det dog på sin plads at nævne, at de få drab, der rent faktisk sker on-screen i 'Jason X' er mega-badass og måske de bedste i franchisen overhovedet. Det er dog bemærkelsesværdigt og højst usædvanligt, at Jasons cyborg-opgradering ikke får lov til at begå ét eneste mord!

I år 2455 fåes droider også med mundvand!

Der er et par rigtigt gode, kreative idéer i Todd Farmers manuskript - bedst af alt naturligvis den såkaldte Über-Jason og hologrammaskinen, som gør det muligt at bringe Jason tilbage til Camp Crystal Lake for en virtuel stund. Men hvad 'Jason X' måske mangler mest er den humoristiske, selvironiske tone, som franchisens andre film har. Det tidspunkt, hvor filmen er allermest skør, gør den på ubehagelig sarkastisk vis grin med de tidligere films hellige treenighed; "beers, drugs and pre-marital sex". Det er måske lige vovet nok, når filmen selv på ingen måde hører til i toppen! Man fornemmer et par catchy jokes i replikkerne, men skuespiller leverer dem ad H til. De tager i øvrigt alle sammen sig selv meget alvorligt og opfører sig som om, de medvirker i et stykke revolutionerende filmkunst. Mange af dem er hevet ind fra 90'er science-fiction-serier som 'Stargate' og 'Andromeda', som i løbet af mange hundrede timers spilletid opbygger enorme mytologier. Men 'Jason X' er med sine 90 minutters ultravold ikke andet end rendyrket underholdning og som sådan ikke noget at blive høj-højtidelig over. Næstefter skuespillet er filmens frygteligste element musikken. Det lyder som om, man har hyret en suppe-steg-og-is-musiker i de halvanden time, filmen varer, og så har han bare spillet derudaf, så længe han fik løn. Skræmmende er det, at franchisens trofaste, faste komponist Harry Manfredini faktisk er ansvarlig for pjattet!

"Ta' den, sæk!"

Efter at have forladt Crystal Lake til fordel for Manhatten og senere Helvede, var det kun et spørgsmål om tid, før Jason havnede i rummet. 'Jason X' - fantastisk titel i øvrigt - har nogle sjove idéer og er nok den mest uforpligtende af alle de uforpligtende 12 Friday the 13th-film. Det dårlige skuespil kan jeg til en vis grad acceptere, fordi det er Jasons film mere end noget andet - og Kane Hodder gør det i det mindste godt som manden med hockeymasken. Med det subjektive slasherkamera helt ude af billedet, får vi i denne omgang for alvor slået fast, at ingen og intet kan hamle op med Jason. I det uendelige rum og til evig tid vil han fortsætte sin nedslagtning af menneskeheden. Derfor er det også bare en skam, at man ikke har fokuseret mere på slagterierne i stedet for alle de ligegyldige rum-klichéer. Overordnet er 'Jason X' nok en af de dårligste film i franchisen, men den markerer sig ved et par godt udtænkte og brutale detaljer og ved… ja, at foregå i rummet. Score:

Nyhed: Dræber-dukker får HD-genudgivelser.

Der sker mange spændende ting på release-fronten i øjeblikket. Det britiske selskab 88 Films udgiver meget snart de første tre film i Puppet Master franchisen. Puppet Master bliver udgivet d.20/08-2012 og bliver efterfulgt af Puppet Master 2 og Puppet Master III: Toulon's Revenge i oktober 2012. Der er desværre ingen fast dato for udgivelsen af forsættelserne endnu. Alle tre film kommer både på blu-ray og på DVD.

Features include:
UK Exclusive Audio Commentary with Justin Kerswell (Author of Teenage Wasteland) and Calum Waddell.
Commentary by Producer Charles Band.
No Strings Attached Original Making of Featurette.
HD Introduction by Charles Band.
HD Trailer.
Full Moon Trailer Park.
Reversible Sleeve Incorporating Original Artwork.

Nyhed: Spændende blu-ray udgivelser fra Second Sight.

Efter deres flotte udgivelse af 'The Return of the Living Dead' har distributions-selskabet Second Sight nu meldt ud, at de vil til at udgive flere kult- og horror-film i den nærmeste fremtid. Både på DVD og på Blu-ray. 'The Return of the Living Dead' udkom i en lækker Limited Edition SteelBook og var oven i købet pakket med spændende ekstramateriale (omkring hele 5 timer!), f.eks den godt to timer lange dokumentar 'More Brains'. Second Sight's næste genre-udgivelse bliver Frank Henenlotter’s 'Basket Case' trilogi. Henenlotter's splatter-trilogi kommer også i en Special Limited Edition Steelbook, på Blu-ray, og med en DVD proppet med ekstramateriale. Boksen kommer også med nyt artwork af Graham Humphreys. Frank Henenlotter’s Basket Case Trilogy er sat til at udkomme d.22/10-2012. Herefter vil Second Sight genudgive titler som Stuart Gordon's 'Re-Animator' og 'From Beyond' og Brian Yuzna's 'Bride Of Re-Animator' og 'Society'. Alle disse film for også "The-Special-Limited-Edition-HD-Treatment". Jeg glæder mig personligt rigtig meget til at der endelig kommer en ordenlig udgave af 'From Beyond'! Man kan følge med i udviklingen på deres facebook-side ved at klikke her og holde øje med udgivelserne.

Tilbud: Jason i HD til 25 kroner.

FONA's netbutik (fona.dk) og forretning på Strøget har lige nu tilbud på 'Friday the 13th Part III', på blu-ray, til ynkelige 25 kroner! Skynd dig at nappe en af de bedste film i franchisen, inden den bliver udsolgt! Vi har tidligere anmeldt 'Friday the 13th Part III'. Den anmeldelse kan du læse her og du finder tilbudet ved at klikke her. Der er også rigtig mange andre flotte tilbud - se evt deres tilbudsliste på horror-film igennem her.

Film-samlingen: DVD'er fra Arrow Video.

Så er der landet lidt nyt fra Arrow Video, købt af privat sælger. Det drejer sig om 'Silent Nigt Deadly Night' fra 1984 (som vi har anmeldt her), 'The House by the Cemetery' (1981) og Lamerto Bava's 'Macabre' (1980). Arrow Video er en underafdeling af Arrow Films der specialisere sig i ældre horror- og kult film. Der er som altid kælet for detaljerne og udgivelserne her kommer også med nyt artwork, plakater og booklet. Arrow Video er uden tvivl et af de fedeste distributionsselskaber og jeg kan kun anbefale deres udgivelser på det kraftigste.

Anmeldelse: Rabies.

Årgang: 2010.
Tagline: ?
Instruktør: Aharon Keshales og Navot Papushado.
Runtime: 90 minutter.
Medie: DVD.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Fargo' (1996), 'A Simple Plan' (1998)', 'Before the Devil Knows You're Dead' (2007).

The Awakening er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.





De to søskende, Ofer og Tali, er på flugt fra deres egen familie og ender i et ødeliggende naturreservat. Men nogen har bygget fælder i området. Fælder som ikke er beregnet til dyr men til mennesker! Da fire unge mennesker finder en såret Ofer, tilkalder de straks politiet for at få hjælp. Det viser sig hurtigt at de får mere at bekymre sig om, end den psykopatiske morder, som er løs i området.

Ikke nok med at 'Rabies', eller 'Kalevet' som den også hedder, er Israels første skrækfilm nogensinde, den har også opnået stor ros og anerkendelse på genrefestivaler og hos anmeldere verden over. Og det er ikke helt ufortjent, for her er masser af lyspunkter, overraskelser og finurlige twists. Jomfrurejsen er dog langt fra den perfekte tur, men mindre kan også gøre. 'Rabies' er en svær størrelse at anmelde, uden at komme til at spoile filmoplevelsen, men jeg skal gøre mit bedste,

Lige til en forside på Girls With Guns.

Da mit kendskab til Israelsk film- og populærkultur stort set er ikke-eksisterende, er det ikke meget jeg kan byde ind med af baggrund og anekdoter om filmens medvirkende, eller for den sags skyld, på de to instruktører/manuskriptforfattere, Aharon Keshales og Navot Papushado. Så i stedet for at rode rundt i fortiden, kigger vi stedet for deres 'Rabies'. De fire unge, som kommer til at dreje af det forkerte sted og farer vild dybt inde i et øde skovområde (...ja, det starter som det plejer), bliver spillet af Ran Danker, Ania Bukstein, Yael Grobglas og Ofer Shechter. De gør det alle fornuftigt, dog uden at efterlade noget særligt indtryk hos publikum. Det kan til gengæld ikke siges om de to politibetjente, som de unge mennesker tilkalder da de kommer i nød. Den sympatiske Danny, med knas på hjemmefronten, og den psykotiske kvindeundertrykker, Yuval, bliver spillet af henholdsvis Lior Ashkenazi og Danny Geva. Jeg håber at de er et par bigshots på deres breddegrader, for de virker som et par bundsolide skuespillere med styr på faget. Danny Geva er mest kendt i hjemlandet for sine roller som bredskuldret og godhjertet helt, i diverse romantiske chick flicks, og den slags typecasting får han da skudt noget så eftertrykkeligt ned i 'Rabies'. Geva leverer, sammen med makkeren Ashkenazi, uden tvivl filmens bedste skuespilpræstationer.

Du kan være sikker på, at alt hvad der kan gå galt, går galt.

Instruktører/manuskriptforfattere Aharon Keshales og Navot Papushad har godt fat i kraven på kameraet og helt styr på hvad de foretager sig med det. Vi får nogle opfindsomme vinkler, panoreringer og intense nærbilleder i deres voldsspiral af en debut-film. Til gengæld kunne man godt have ønsket sig lidt  mere af selve historien, og der er plot-tråde som kunne være blevet fulgt mere elegant til dørs. 'Rabies' minder meget om Coen-brødrenes måde at dreje film på; En håndfuld personer, en masse forhastede og tvivlsomme beslutninger og sidst men ikke mindst - de fatale konsekvenser. 'Rabies' byder oven i købet også på meget af den kulsorte galgenhumor, som man også får med i pakken, når Coen-brødrene er bedst. Aharon Keshales og Navot Papushad mangler desværre, men forståeligt nok, Coen-brødrenes finesse og timing, men helt skævt er det altså ikke.

Der er ikke mange hunde med i 'Rabies' - der er tilgengæld masser af galskab!

'Rabies' er forfriskende og faktisk ret morsom. Vel og mærke på en underspillet og kulsort måde. Det er ikke falden på halen og "nøj, hvor har vi det bare skægt" der er blevet sigtet efter. Filmen bliver aldrig uhyggelig eller skræmmende, men jeg tror heller ikke at det er filmens primære mål. Det er galgenhumor, der er sort som natten, tilsat en god potion død og ødelæggelse og resultatet er en ond forvekslings-"komedie" der leverer varen med et glimt i øjet, leen i hånden og et blodindsmurt smil på læben. Filmen er underholdende, men den er også hurtigt glemt igen, så vi ender på tre store Pinhead's til 'Rabies' og håber på flere film fra Keshales og Papushad.  

Score:

Film-samlingen: DVD'er fra Shameless Screen Entertainment.

Så er det blevet tid til at tage et kig på den gule ubåd - samlingen fra Shameless Screen Entertainment! De 24 Film er købt igennem en privat sælger og indeholder velkendte titler som 'New York Ripper', 'Torso' og 'The Black Cat'. Den indeholder heldigvis også en masse knap så kendte genre-film, som f.eks 'Night Train Murders', 'Strip Nude for Your Killer' og 'killer Nun' - som vi tidligere har anmeldt her. For slet ikke at tale om b-movie-craziness som 'Rat Man', der kommer med taglinen "He's The Critter From The Shitter" og den italienske sleaze-fest, med den fantastiske titel, 'Satan's Baby Doll'. Samlingen kommer også med den blærede Bronx Warriors box der indeholder tre post-apokalyptiske sci fi-actionfilm i form af '1990: The Bronx Warriors', 'Escape From The Bronx' (også kendt som 'Escape 2000') og The New Barbarians'. Shameless har selvfølgelig lavet Jumbobogs-tricket, dvs at DVD'erne er nummereret og danner firmaets logo når de alle står ved siden af hinanden på hylden. Lidt tarvelig "køb-os-allesammen" taktik, men det ser så cool ud at jeg tilgiver dem.

Shameless Screen Entertainment er gået på jagt i den bundløse b-films gryde og nogle af disse titler udkommer derfor for første gang på DVD. Udgivelserne er flot restaurerede og de gule covers og selve cover-arten bringer minder om de gamle VHS dage. Virkelig lækkert udført og selskabet forstår virkelig at få en samler til at savle helt ukontrollerbart. Men nok snak, lad os tage at se på en masse billeder...

Er du også blevet hooked på udgivelserne fra Shameless Screen Entertainment, så gå på opdagelse på deres hjemmeside ved at trykke her. De har udgivet flere titler end dem jeg har fremvist på siden her.