Anmeldelse: Don't Look Now.

Årgang: 1973.

Tagline: “Pass the warning.”

Instruktør: Nicolas Roeg.

Runtime: 110 minutter.

Medie: Blu-ray.

Udgiver: Studio Canal.

Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.

Se også: ‘Rosemary’sBaby’ (1968), ‘The Comfort of Strangers’ (1990), ‘Antichrist’ (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Et ungt par, Laura og John, mister deres barn i en drukneulykke og må bearbejde deres sorg. De flytter til Venedig, hvor Laura (Julie Christie) møder to sælsomme ældre kvinder. Den ene påstår at være i stand til at kommunikere med de døde. Efter i første omgang at have trøstet Laura skaber hun en ny bekymring, da hun forudser at John (Donald Sutherland) er i stor fare, så længe han bliver i byen. 

Nicolas Roegs tredje spillefilm er baseret på et litterært forlæg af Daphne Du Maurier, som har erklæret en stor sympati for det værk, Roeg fik produceret. Udover bemærkelsesværdige optrædener fra Julie Christie og Donald Sutherland, markerer filmen også komponist Pino Donaggios debut, som senere skulle blive fulgt op af soundtracks til film som ‘Carrie’ (1976). Ved første gennemsyn af ‘Don’t Look Now’ kan det føles, som om filmen taber tråden en smule i forhold til den sorgfortælling, den i udgangspunktet er. Det er ingenlunde tilfældet. Filmen er meget åben for tonstunge afhandlinger om menneskelig sorgbearbejdelse. Har man - som jeg - en forkærlighed for den type underliggende brilliance i sine horrorfilm, er der gode muligheder for at lære mere om dette aspekt af filmen. Det kan man blandt andet gøre på Studio Canals udgivelse, der indeholder et spændende lille segment med en psykiater, der graver ned i dette og tydeliggør den røde tråd i filmens fortælling, som det viser sig har en meget kernemenneskelig forklaring, der ikke er spor overnaturlig. Det er naturligvis bare en fortolkning, men voldsomt interessant som afrunding på et gennemsyn af filmen, er det uden tvivl.

Donald Sutherland bærer meget på sine skuldre i filmens åbningssekvens.

‘Don’t Look Now’ er bredt betragtet som en klassiker inden for britisk gys, og som altid med klassikere kan det være udfordrende, når man undervejs føler sig svigtet en smule ovenpå de tårnhøje forventninger, den type mærkater kan skabe. Ved dette mit første gennemsyn må jeg indrømme, at der er dele af filmen, der i mine øjne blev for træge, og selvom jeg forstår intentionerne bag symbolikken og hele måden, som filmen afvikles på, er det svært ikke at tage sig selv i til tider at have svært ved at holde fast i engagementet. En stor del af problemet ligger for mig i filmens begyndelse, hvor netop kunstneriske intentioner, tager over for oprigtige menneskelige følelser. Vi smides direkte ind i det tragiske øjeblik, som danner grobund for hele filmen, nemlig datterens død, og hvor resten af filmen tager sig god tid til at bevæge sig fremad, er det som om tingene i begyndelsen går meget hurtigt. Samtidig er krydsklipningen, som filmen løbende benytter sig af, her en smule forstyrrende, og selvom pointen er forståelig, bliver jeg i ekstrem grad en tilskuer. Lars Von Triers ‘Antichrist’ (2009) starter ligeledes med et forældrepar, der mister et barn. Denne sekvens er skabt i ekstrem slowmotion, smuk sort/hvid og er fyldt med den symbolik, nøjagtig ligesom det er tilfældet i begyndelsen af ‘Don’t Look Now’, men den store forskel er, at jeg i ‘Antichrist’ er investeret i situationen. ‘Don’t Look Now’ har fokus på forældrenes reaktion efter barnets død, og det er, hvad der gør den stærk, men fordi åbningssekvensen ikke får mig hevet ind i deres sorg, bliver det første stykke tid af min oplevelse en smule usikker.

Den røde farve og glas går løbende igen i filmen.

Måske kan det derfor vare noget tid, før man helt forstår, hvorfor ‘Don’t Look Now’ bliver kaldt en horrorfilm og ikke blot et drama. Lykkeligvis er det en rummelig genre, som kan strække sig lige fra Olaf Ittenbachs übersplat til langt mere dramatisk drevne kunstfilm som denne. Med sin fragmentariske struktur, langsomme opbygning og drømmeagtige cirkuleren omkring symbolik, er vi utvivlsomt i den mere cerebrale ende af skalaen. Men uanset at vi har at gøre med en film, der vil tale til sindet mere end til maven, så er en grundlæggende sympati i denne type historie nødvendig. Heldigvis kommer den over tid også. Ikke mindst grundet Julie Christies præstation i filmen oplevede jeg relativt kort tid inde i filmen alligevel en sympati for de to hovedkarakterer, og det er filmens redning. Da filmen først fangede, holdt den fast. Undertiden begynder fragmenterne at give mening, og da filmen når sit klimaks, føles det alligevel, som om tiden, man har benyttet i selskab med Roegs værk, har været det værd.

Den blinde der kan se, i en spirituel forstand, er mere velkendt i gysersammenhæng, end mange andre af filmens elementer.

Mens slutninger på film som ‘The Last Exorcism’ (2010) virker ødelæggende for velopbyggede gysere, løftes ‘Don’t Look Now’ af sin. Min splittelse omkring filmen undervejs blev rystet af, da filmen nåede sit højdepunkt, og tankerne efterfølgende begyndte at dukke op. Således viser Nicolas Roegs film at have masser at byde på, og jeg kan alligevel tilslutte mig majoriteten og rose en underspillet, til tider smuk og kunstnerisk valid film.

Score: