Anmeldelse: The Texas Chainsaw Massacre 2 (1986).

Årgang: 1986. 
Tagline: “After a decade of silence... The buzzz is back!” 
Instruktør: Tobe Hooper.
Runtime: 101 minutter. 
Medie: Blu-ray. 
Set på: 51” Plasma. 
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her. 
Se også: 'The Funhouse' (1981), 'Leatherface: Texas Chainsaw Massacre III' (1990), 'House of 1000 Corpses' (2003).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

UDGIVELSEN.
Arrow Video står bag udgivelsen af denne spritnye udgivelse af ‘The Texas Chainsaw Massacre 2’. I tillæg til Tobe Hoopers semi-spoofende opfølger til sit eget mesterværk fra 1974, får man i denne udgivelse også to af Tobe Hoopers tidlige produktioner i form af kortfilmen ‘The Heisters’ (1965) og spillefilmen ‘Eggshells’ (1970). Derudover indeholder boksen også en 100-siders bog: ‘American Freak Illuminations’, der ser tilbage på de forskellige udfordringer i forbindelse med filmen og bl.a. indeholder et interview med Tobe Hooper selv. Selve boksen er ganske flot lavet, omend selve det stykke pap, der omgiver samlingen, er en smule tyndt, og man godt kunne drømme om en lidt bedre finish.

Udgivelsen er absolut pakket med ekstramateriale. Til ‘The Texas Chainsaw Massacre 2’ medfølger ikke bare halvanden times featuretter - som til min store glæde kan afspilles som en samlet sekvens - her bydes også på to kommentarspor og det løse. Samlingen af featuretter kaldet ‘It Runs in the Family’ er ganske interessante, men til trods for “play all” muligheden, lider de en smule under at være lavet i små inddelinger i stedet for at være sat sammen til en lang dokumentar, som ikke er adskilt af rulletekster. Der er en opbygning i de små segmenter, som gør det en smule anstrengende og repetitivt at se samtlige af dem i en lang sekvens. Mens det går lidt trægt på kommentarsporet med Tobe Hooper selv, som er en knivspids tør at lytte til, er der mere liv i de overvejelser, skuespillerne samt make-up mester Tom Savini leverer omkring filmen. Der medfølger et lille postkort med din udgaves unikke nummer, som også fungerer som en lille mini-plakat for filmen.
‘Tobe Hooper’s Early Works’ er inkluderet i boksen både på BD og DVD. ‘Eggshells’ vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne ombæring, da den muligvis kunne være relevant til senere anmeldelse, men derimod kan der knyttes et par ord til den selvudråbt latterlige ‘The Heisters’. Den lille film varer 10 minutter og er svær at sammenligne med instruktørens senere arbejde. Filmen bevæger sig fra slapstick til klassisk horror homage og flyder langsomt ud i det absurde, som man kender det hos instruktøren. Alt sammen udfolder det sig uden brug af dialog, men med en overflod af fjollede lydeffekter og livligt klaverspil som underlæg. Det er på sin egen måde en ganske stor fornøjelse af bruge 10 minutter på at lade sig underholde af dette mærkværdige stykke filmhåndværk. På disken er også inkluderet et kommentarspor til ‘Eggshells’ samt en 24 minutter lang trailer reel og et omfattende interview med Tobe Hooper. De mange trailers dækker størstedelen af instruktørens karriere og gav i hvert fald mig stor lyst til at få set flere af instruktørens værker - samtidigt med at minde om de mindre vellykkede film, som lader til at dominere instruktørens CV de senere år. Udgivelsens sidste feature er det førnævnte interview med instruktøren, hvor filmskaberens værker fra ‘Eggshells’ og frem til ‘The Texas Chainsaw Massacre 2’ diskuteres.
DISC 1 – THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE 2
-High Definition Blu-ray (1080p) presentation from a digital transfer supervised by Director of Photography Richard Kooris
-Audio commentary with director and co-writer Tobe Hooper, moderated by David Gregory
-Audio commentary with stars Bill Moseley, Caroline Williams and special-effects legend Tom Savini, moderated by Michael Felsher
-“It Runs in the Family” – A documentary looking at the genesis, making-of and enduring appeal of Hooper’s film. With interviews including star Bill Johnson, co-writer L. M. Kit Carson, Richard Kooris, Bill Moseley, Caroline Williams, Tom Savini, Production Designer Cary White and more!
-Alternate Opening sequence with different musical score
-Deleted scenes
-“Still Feelin' the Buzz” - Interview with horror expert Stephen Thrower, author of Nightmare USA
-Original Trailer

DISC 2 [BLU-RAY] & DISC 3 [DVD] – TOBE HOOPER’S EARLY WORKS – LIMITED EDITION EXCLUSIVE
-High Definition Blu-ray (1080p) and Standard Definition (DVD) presentation of two of Tobe Hooper’s early works, available on home video for the first time in the world
-The Heisters (1964) Tobe Hooper’s early short film restored in HD from original elements [10 mins]
-Eggshells (1969) Tobe Hooper’s debut feature restored in HD from original elements [90 mins]
-Audio Commentary on Eggshells by Tobe Hooper
-In Conversation with Tobe Hooper - The legendary horror director speaks about his career from Eggshells to The Texas Chainsaw Massacre 2.

FILMEN.
I fortsættelsen til ‘The Texas Chainsaw Massacre’ (1974) bliver radioværten Stretch (Caroline Williams) fanget mellem Leatherface (Bill Johnson) og politimanden Lefty (Dennis Hopper). Sidstnævntes indædte kamp mod kannibalfamilien leder ham til Stretchs by, da to unge yuppier slås ihjel, mens de er på direkte i radioen. Da DJ’en gentagner gange spiller klippet af mordet i radioen for at skabe opmærksomhed om det, opsøges hun af Leatherface, som dog ikke formår at gøre det af med hende...

Cannon Films producerede fra slut-’60erne og op til starten af ‘90erne en lang række lavbudgets film. De leverede til ‘The Texas Chainsaw Massacre 2’ et mere gennemsnitligt et af slagsen. Særligt set i forhold til Tobe Hoopers første film, har der været noget større økonomisk råderum i denne omgang, desværre var der ikke lige så stor grad af kreativ frihed. Fortsættelsen er skrevet med udgangspunkt i en tanke om at gå i den originales fodspor ved at adskille sig. Gennem en blæk-sort humor var det formålet at være foruroligende og være det på en anderledes måde. Det resulterede i en film, der er mere blodig, bidsk og satirisk, end den grumt ubehagelige forgænger men også en film, der om muligt var endnu sværere at håndtere, både for producenter og publikum. Den udgave af filmen, vi kan se i dag, er derfor ikke nødvendigvis den fulde udgave af det manuskript, som L. M. Kit Carson skrev (og omskrev og omskrev). Problemer med censorerne, der ønskede at smide en NC-17 eller sågar X rating på filmen, blev ligeledes svære at ignorere, og i sidste ende måtte filmen udgives uden mærkning.

Bubba er forelsket.

Med sine mange år på bagen og internettets vidunderlige muligheder, er det i dag muligt at møde forberedt til film som denne eller eksempelvis ‘Halloween III: Season of the Witch’ (1982), der skiller sig markant ud fra den tone, en franchise har sat op. Mens vi her får glæden af Leatherface’ tilstedeværelse og flere referencer til den oprindelige film, er det også en film, der kan nogle helt andre ting. Hooper har formentlig været bevidst om, at han ikke kunne overgå sin egen film ved at gentage sig selv, hvilket er godt set, og hvad han i stedet byder på, er en campy og fjollet mareridtsoplevelse. Mens man næsten totalt har opgivet at være uhyggelig, er der skruet op for mængderne af blod med Tom Savinis hjælp, og Marilyn Burns’ skrigende heltinde er her erstattet af en hysterisk hjælpeløs radioværtinde. Dennis Hopper selv har udtrykt stort mishag over at have medvirket, og hans præstation heri er også uvant stiv og får en til at drømme om en mere uforbeholdent ringe præstation, der på samme måde, som Caroline Williams’ kunne fungere som et humoristisk element.

Bill Moseley spejler Edwin Neals karakter fra originalen.

Når jeg alligevel er underholdt, har det meget med tonen at gøre. Det fastslås tidligt, hvad for en film, vi har med at gøre, og det viges der ikke fra. Vel fremstår den i nogen tid rodet, og Caroline Williams’ skuespil kan tære på tålmodigheden, men undervejs samler filmen sig til en bizar bastard af en ‘80er raritet, og det bliver svært ikke at holde af den. At stoppe filmen med seksuelle innuendoer og lade Leatherface forelske sig er så mærkværdigt, at det kun kan finde sted i film som disse. Endvidere kommer filmens klimaks, og minutterne op til, den til gode: I en decideret genskabelse af en sekvens fra etteren gøres kvaliteterne ved dette særprægede værk tydelige, og uanset, hvor absolut plat filmen kan være, eller måske i kraft heraf, er der masser af underholdning at finde.

Et smukt eksempel på filmens ekstremt underspillede symbolik, som man virkelig skal være vågen for at bemærke!

Havde Troma fået fingrene i rettighederne til franchisen, havde resultatet nok ikke været langt fra det produkt Cannon udgav i 1986. Selvom filmens effekter og øvrige håndværk ikke er nede på Tromas niveau, er det en over the top og på mange måder fængende film, der er kommet ud af dette overmodige forsøg på at visualisere alt det, der lå mellem linjerne i Tobe Hoopers oprindelige mesterværk.

Score:

Søndags-Zombier: Set fra zombiens synsvinkel #4.

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead! 

COLIN, 2008. Af Jesper Pedersen.

Indtil videre har filmene i denne første omgang Søndags-Zombier været bløde zombiekomedier; såkaldte zomedies, eller Zom-Coms om man vil. Man kunne faktisk være fræk og kalde både 'Warm Bodies' (2012), 'Wasting Away' (2007) og 'Deadheads' (2011) Zom-Rom-Coms, da de alle har kærligheden som et ledende motiv. Derfor er det befriende at kunne præsentere den fjerde og sidste film i rækken, 'Colin' (2008), som er en grum, grim og grundigt censureret zombiefilm uden ironi og platheder, ja, end ikke en smule sort humor kan den byde på.

Colin er en ung mand, som allerede i filmens første scene dør af et zombiebid og derefter vækkes til live igen. Vi følger Colin rundt i byen, men altså uden voiceover, flashbacks eller andre smarte identifikationsskabende træk. Nu er rådnede menneskeædere per definition ikke særligt sympatiske, men alligevel begynder man i løbet af filmen at holde af Colin og ikke mindst få ondt af ham. Han er jo bare en stakkels, hvileløs zombie, som følger sin evige sult. Historien finder sine vendepunkter, når Colin støder ind i mere eller mindre tilfældige mennesker, som udnytter verdens tilstand til at få udlevet magtbegær og besynderlige lyster.

De første fem minutter får vi lov at se Colin som menneske forsøge at rense sit zombiebid - derefter går det løs!

Det store spørgsmål er naturligvis, om der ikke blot skulle være en flig af menneskelighed tilbage i Colin. Det ser ikke umiddelbart sådan ud, for selv når en ældre mand for sin egen fornøjelses skyld spærrer en ung kvinde nede i en kælder fuld af maltrakterede hunzombier, vandrer Colin uimponeret videre. Men på et tidspunkt støder Colin ind i sin søster, og hun insisterer på at finde ind til sin brors sjæl bag de døde øjne. Således følger vi Colin på hans tilsyneladende endeløse søgen efter blodige indvolde og hjernemasse.

Her ses Colin som nytransformeret zombie - filmen igennem rådner han ganske langsomt; mister farve og bliver slap i huden samt får diverse sår!

'Colin' er en fed og ultravoldelig zombiefilm, som på trods af sin unge alder præsenteres i et smukt og nostalgisk 4:3-format og med en rå, håndholdt og farvefattig æstetik, vi kender fra George Romeros 'Dawn of the Dead' (1978). Zombieuniverset er klassisk, men fortællingen er banebrydende indenfor genren. Et lille konkret eksempel på dette er, hvordan de obligatoriske avisoverskrifter, som typisk leverer exposition, bruges i filmen. I stedet for at præsentere dem i starten af filmen, ser vi dem cirka midtvejs, da Colin er blevet låst inde i et værelse, og en kvinde (hans mor, måske) taper avissider op foran vinduet for at undgå at kigge på ham. Vi ser avisoverskrifterne tydeligt på grund af belysningen udefra og får således sneget baggrundsviden ganske ubemærket ind i knolden. Det er fandeme subtilt og lækkert!

Filmen er fuld af ulækre realeffekter, som grundet filmens æstetik virker usædvanligt overbevisende!

En mand, som vandrer hvileløst rundt uden mål forude, er det virkelig interessant at se en film om? Svaret er ja! 'Colin' er drøneffektiv, ikke mindst når vi endelig mod slutningen får en form for svar på det store spørgsmål; om Colin fuldstændigt har mistet sin menneskelighed. Et svar som endda ikke udfordrer den Romeroske zombiemytologi... særligt meget.

Anmeldelse: Satankultens Sexofre.

Originaltitel: Der Fluch der Schwarzen Schwestern.
Årgang: 1973.
Tagline: "Pleasures that fire the flesh...Horrors that freeze the blood..."
Instruktør: Joseph Sarno.
Udlånt af: Another World Entertainment.
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 103 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Rape of the Vampire' (1968),  'The Nude Vampire' (1970),  'Vampyres' (1974).
 
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

På et dystert slot i Tyskland foregår der uforklarlige ting. Gemt bag alpernes tinder levede en ond baronesse, der blodtørstigt forlystede sig med unge kvinder for mere end femhundrede år siden. Da baronessen døde blev hendes layale tjenere og disciple hængende på slottet, hvor de ventede. Ventede på en af baronessens efterkommere, hvis skæbne vil være forseglet i en genopstandelsen af den sadistiske baronesse. Tre piger ankommer til slottet – alle uvidende om hvad de træder ind til. Men hvem skal stille disciplenes sult og hvem er baronessens efterkommer?

Uhyggeligt? Ja. Indbydende: Nej!

Vampyrer og sexploitation. Det kan næsten ikke gå galt – og i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne var folk som Larraz og Rollin dygtige til at skabe gotisk stemning, blodige vampyrer og erotisk billeder i bizarre blandinger, der balancerede på den tynde linje mellem gys og blød porno. Joseph Sarno har med denne film skabt en slags kladde for en god Jean Rollin film, men der mangler elementer, som den franske vampyrspecialist aldrig ville lave film foruden.

"What time is it? It's time for dirty dirty things."

Den største anke er filmens manglende lyst eller evne til at fortælle en historie. Man bliver kastet ind i et hurtigt forklaret plot, der på intet tidspunkt virker interessant eller tillokkende. Sarno krydrer starten af filmen med nogle halvpornografiske scener, der mest vil blive husket for dildo-formede stearinlys og vuggende bryster i hobetal. Det er svært at fange filmens røde tråd og man skal hænge ved, for at finde lysten til at komme igennem det første kvarter, hvor Sarno med stor tydelighed ikke aner, hvordan han skal sætte historien i gang.

Se børn. Ingen silikone. Ja, sådan så kvinder ud da far var dreng.

Det bliver bedre gennem sidste halvdel af filmen, men anonymiteten i historie og plot forbliver udtalt – og man føler sig aldrig draget ind i filmen, der i de vigtigste scener mangler stemning og visuelt fokus. Skuespillet er godkendt for genren, men den tykke tyske accent henleder opmærksomheden på Allo Allo – hvilket er et stykke fra blodige scener med lesbiske vampyrer.
Mange uindviede filmelskere er oftest af den mening, at Sexploitation er en slags undskyldning for blød porno og bunkevis af bare bryster. Bruger man kun denne film som grundlag, så er det svært at påstå anderledes. Det er dog også i de erotiske elementer, at man skal finde de ting som fungerer nogenlunde i filmen. Scenerne udvikler sig med en tilpas opbygning – og der er lagt vægt på at pirre sit publikum, som naturligvis fungerede bedre i 1973 end i 2013. De erotiske ritualer er klogt filmet og Sarno gør dygtigt brug af suggestive billeder, der fungerer fint som bro mellem det visuelle og imaginære.

Den momentvis gode stemning bliver underbygget af fine billeder et par gange i filmen.

Devils Plaything er i allerhøjeste grad en film, der i dag kun vil fungere fint for fans af genren. Den vil derfor være en pudsig lille sag, hvis man allerede har set klassikere af Rollin, Larraz og Kümmel. For alle andre er det nok en film, som de færreste vil kunne se kvaliteten i – og derfor må vi desværre ned i den lidt tunge ende af Pinheads til Sarnos lesbiske vampyrer.

Score:

Søndags-Zombier: Set fra zombiens synsvinkel #3.

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead! 

DEADHEADS, 2011. Af Jesper Pedersen.

Det er generelt for den type zombiefilm, jeg i denne måned har sat mig for at udforske, at de i diverse omtaler alle beskrives med ordet "unikt" på grund af deres helt særlige fortællerelement. Det er dog bemærkelsesværdigt at fire film, som er produceret i løbet af blot fem år, alle kan være unikke indenfor den samme subgenre, selvom de egentlig gør det samme: fortæller historien fra zombiens synsvinkel. Af disse fire film er 'Deadheads' (2011) nok den mindst unikke!

Den starter, da Mike Kellerman pludselig vågner som zombie efter at have været død i tre år. Verden omkring ham vrimler med hjernedøde dødninge, men selv har Mike endnu virksomhed i sine tanker, omend hans hukommelse ikke er, hvad den har været. Detaljer fra hans tidligere liv vender tilbage i glimt, og da han finder en vielsesring i lommen, beslutter han sig for at tage tråden op, hvor han slap den, og med hjælp fra sin nye bedste ven for livet efter døden, Brent, rejser han ud for at finde sit "livs" kærlighed. Endnu står én særlig detalje dog hen i det uvisse for Mike... hvordan han døde i første omgang!

Det er sjældent, man ser zombier sidde og hænge på et værtshus og ganske ubemærket knævre og bælle øl ligesom de øvrige gæster!

Det lyder faktisk ikke helt skidt, når det formuleres på den måde, men jeg har også virkelig anstrengt mig for at forstå filmens handling og få den kogt ned til en form for grundplot. Problemet er, at 'Deadheads' flagrer rundt i sin historie med ligegyldige bipersoner, af hvilke nogle er meget underspillede og andre er decideret karikerede. Dybest set har vi vel at gøre med en kærlighedshistorie - eller to faktisk. Romancen mellem Mike og Ellie, og bromancen mellem Mike og Brent. Der bygges altså op til et trekantsdrama, som kunne have været vældigt interessant, hvis det var blevet forløst ordentligt, men at jeg sidder her og bliver i tvivl om, om det virkelig var det, filmen handlede om, er ikke umiddelbart til dens fordel.

Cheese her er en rigtig zombie, som vil æde sine egne tarme i forsøget på at stille sin uendelige sult!

Men hey, vi er jo ikke kommet for at høre om kærlighed. Hvad med zombiesynsvinklen? Jo altså, Mike og Brent er jo i teorien zombier, så de er grå i huden, udødelige så længe de undgår at blive ramt i hovedet og så har Mike i øvrigt en træls ting kørende med at gå og tabe sin højre arm; afrevne lemmer, som kan tages af og på efter forgodtbefindende føles efterhånden som en dum kliché, som i 'Deadheads' hverken er skægt eller kreativt udført. Derudover agerer Mike og Brent fuldstændigt som almindelige mennesker; de taler forståeligt, bevæger sig i normalt tempo og viser ingen særlige behov for kødmad. Det er højst besynderligt, hvorfor kun de to opfører sig sådan, når alle andre zombier følger den klassiske model. Og selv hvis jeg gransker min velsmagende hjerne ekstra grundigt, husker jeg ikke, der nogensinde kom en forklaring. Der er i bund og grund ikke meget zombie over Mike og Brent, og så er det alligevel ikke særligt svært, eller unikt, at lave en film fortalt fra zombiens synsvinkel.

Et eksempel på filmens æstetiske greb med de farveløse zombier i et kulørt landskab!

Men for lige til sidst at tage 'Deadheads' lidt i forsvar, kommer her tre positive pointer: 1) en joke tidligt i filmen, hvor Mike forsøger at bortforklare sit fordærvede udseende med, at han har en kønssygdom, og belærer en ung mand om, hvor vigtigt det er at bruge gummi! 2) de sidste fem minutter af filmen, hvor den for alvor kommer i omdrejninger og endelig bliver klar i sin fortælling - og som i øvrigt er dødflot med de to grå zombier på en kulørt location, hvor der er god kraft i de primære farver! 3) den gennemgående bizombie Cheese, som hænger ved Mike og Brent på turen. Denne karakter er både charmerende, sej og sjov, og skuespilleren Markus Taylor besidder nogle Bruce Campbell'ske kvaliteter. Cheese er i øvrigt blevet brugt i en betydeligt mere velfungerende kortfilmsprequel af samme instruktørduo; 'Smush! A Deadheads Short' (2012). Den kan i øvrigt ses kvit og frit på det der YouTube.

Anmeldelse: Maniac (2012).

Årgang: 2012.
Tagline: “I warned you not to go out tonight.”
Instruktør: Franck Khalfoun.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Peeping Tom' (1960), 'Maniac' (1980), 'The Last Horror Movie' (2003).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Mannequiner er det foretrukne motiv for Anna (Nora Arnezeder), og da hun møder Frank (Elijah Wood), som ejer en butik fuld af disse, opstår et venskab. Frank ser imidlertid gerne forholdet udvikle sig, og i takt med, at han kommer til at holde mere og mere af Anna, får han også mere og mere lyst til at kunne have hende ved sig for evigt og altid. En tanke den forskruede mand tager en smule for bogstaveligt.

Alexandra Aja er producer og skribent på remaket af William Lustigs ‘Maniac’ (1980). Aja har film som ‘Piranha 3D’ (2010) og ‘The Hills Have Eyes’ (2006) på instruktør cv’et, og selvom han ikke har instrueret nærværende, er det alligevel tydeligt, at det er hans varemærkede brutale og nådesløse horror, der her er tale om. Elijah Wood tager sin rolle fra ‘Sin City’ (2005) og krydrer den med et Ødipuskompleks, hvilket resulterer i en ret unik præstation. Filmen adskiller sig fra originalen på flere fronter: Mest bemærkelsesværdigt fordi den er fortalt næsten eksklusivt fra Franks synsvinkel. I det hele taget er filmen stilistisk noget anderledes end den originales snuskede ‘80er look. Her er produceret nogle utrolig smukke billeder af Maxime Alexandre. Det er i øvrigt interessant at William Lustig er krediteret som producer på filmen men også forfriskende, at den oprindelige instruktør tilsyneladende har været med på idéen om at gøre remaket til noget ganske andet end forlægget.

Nogle mannequiner egner sig til udstilling, andre er bedre egnet til privat brug.

Faste læsere af bloggen her vil vide, at jeg er meget glad for den oprindelige ‘Maniac’. Det betyder, at jeg ligesom sikkert mange andre frygtede det værste for historien om Frank, da et remake blev annonceret, men så begyndte der at dukke klip fra filmen op, og pludselig var det svært ikke at lade nervøsiteten blive afløst af nysgerrighed. Allerede fra de første trailers blev der lagt op til, at dette var en anderledes vinkel på historien og ikke blot genbrug. Det holder filmskaberne også. Franck Khalfouns film er langt mere bidsk end originalen, og det er både dens force og dens svaghed. Der er ingen tvivl om, at det er en fængende oplevelse, som filmskaberne har fået stykket sammen med ‘Maniac’. Fra filmens absolutte begyndelse er der gang i fortællingen og brutaliteten. Effekterne er overraskende klassisk (læs: realistisk) synende, og det er helt tydeligt, at bagmændene behandler forlægget med alt andet end ligegyldighed. Filmens atmosfære er tyktflydende, og på samme måde som originalen forsøger også denne film at holde fast i ubehagelighederne lang tid efter, at de fleste andre film ville have klippet væk.

Et eksempel på hvordan filmens valg af POV kombineret med fremragende effekter skaber nogle slående visuelle indtryk.

Hvad der alligevel resulterer i en mindre end fantastisk film er karakterfortællingen. Til trods for at vi i denne omgang er kommet meget tæt på Frank, idet vi ser filmen fra hans synsvinkel, er det som, det har haft den modsatte effekt i forhold til engagementet i hans traumer, smerte og splittethed. Elijah Wood gør sig egentlig fint i rollen og har masser af fine øjeblikke undervejs, men hvor det lykkedes William Lustigs original at forurolige sin seer på et grundlæggende moralsk plan, er den øgede brutalitet her resulteret i mindre medfølelse for hovedkarakteren. Med andre ord er originaliteten i originalens udførsel her fortaget en smule og har forandret historien til en mere gennemsnitlig slasher. Det er selvfølgelig en pointe fra filmskabernes side at vise det frygtelige i Franks handlinger og ved at vise det fra hans synsvinkel og altså give seerne en meget konkret identifikation med ham, har det formentlig været tiltænkt, at seeren skulle overveje sin egen moralitet og sine egne sympatier. I stedet for at virke friskt, fremstår det imidlertid mere som et forsøg på at overforklare nogle overvejelser eller pointer, som var langt mere subtilt tilstedeværende i den oprindelige film.

"I just loooove what you've done with this place."

Det kan virke, som om jeg stiller dette remake meget op imod sin original, hvilket det selvfølgelig kan være svært ikke at gøre, men jeg mener også, at min pointe fungerer for Khalfouns udgave af ‘Maniac’ som enkeltstående film: Her er en slasherfilm, som er godt udført. Den er brutal, foruroligende og på sin vis smuk, men den efterlader et lettere overfladisk indtryk af en karakter, som tydeligvis er meget rig på konflikter. I sidste ende koster den ellers så interessante visuelle stil filmen på substans, og det gør den til en mere svag oplevelse, end den burde have været.

Score:

 

Anmeldelse: Fellinis Casanova.

Originaltitel: Il Casanova De Federico Fellini.
Årgang: 1976.
Tagline: "And Now….After four years of preparation and production."
Instruktør: Federico Fellini.
Udgiver: Another World Entertaintment.
Medie: DVD.Runtime: 148 minutter 
Set på: 64” Plasma
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg ved det godt. Det er IKKE 1. April. Er vi så blevet rablende vanvittige her på SEC? Ikke mere end hvad vi altid har været, men dagen er kommet. Den dag hvor vi, uden nogen skrupler overhovedet, vil påstå at selveste Fellini skam også har taget udgangspunkt i det groteske og svælget i let sexploitation. Der er nemlig højt til loftet her hos Sørensen Exploitation Cinema – og vi er da ikke for fine til, at byde Federico Fellini velkommen til rendestenen. Velkommen til vores verden.

Giacomo Casanova er et navn, som de fleste kender, men det er kun de færreste der kender historien om det 18. århundredes kvindebedårer. Denne film tager udgangspunkt i Casanovas selvbiografi. En biografi, der strakte sig over 1200 sider og tolv bøger – og som naturligvis kun er dækket sporadisk i denne udgave. Casanova har gennem tiden skaffet sig fjender og rigtig mange af slagsen. Han bliver anholdt, dømt for hekseri og smidt i en celle. Herfra stikker han af og rejser gennem Europa. Det bliver til en rejse gennem en verden af rigdom, dekadence og seksuelle eskapader. Casanova bliver stiller overfor mangt og meget, men ingen kan hamle op med ham. Historiens største charlatan og forfører er umættelig, utrættelig og ustoppelig.

Hvis man aldrig har set en Fellini film, så skylder man sig selv oplevelsen. Man behøver ikke nødvendigvis at elske de underlige scener – eller blandingen af det groteske og teatralske, for oplevelsen er i virkeligheden den største del af rejsen med Fellini. Jeg har set mange af Fellinis film – og selv om de senere af dem er tematiske med udgangspunkt i mystiske scenarier, der bevæger sig i en slags drømmeverden, så er de aldrig formulariske eller ensformige. Med Casanova giver Fellini slip på tøjlerne. Enkelte scener er groteske, uforklarlige og helt igennem rablende vanvittige og fantastiske. Man lader sig rive med ind i en verden, som synes helt ude af kontrol. Det er til tider en rodet omgang, da Fellini ikke nødvendigvis portrætterer Casanova som noget godt menneske. Man kommer i tvivl om, hvorvidt instruktøren overhovedet har sympati for sin protagonist – hvilket kun giver mere af den ubalance og ustyrlighed, som instruktøren er kendt for.

Donald Sutherland spiller Casanova og det gør han godt, selv om det umuligt kunne have været nemt. Fellini arbejder nemlig uden manuskript, hvilket bevirker at enkelte af dialogerne er geniale mens andre virker febrilske. Filmen er indspillet på engelsk, men vinder faktisk ved brug af det italienske lydspor, der kun tilføjer yderligere til det bizarre og rablende vanvittige teater, som denne film i allerhøjeste grad er.

Så hvad kvalificerer Casanova til en plads i Sørensen Exploitation Cinema's annaler? Er det sexploitation? Er det gys, horror eller sleaze? Svaret skal findes i udførslen af filmen, der er tilpas grotesk, sindssyg og drømmeagtig nok til at trække enhver horrorfan et par centimeter nærmere skærmen. Krydret med sexscener, der til trods for begrænset nøgenhed, alligevel formår at være erotiske, særegne og meget provokerende for sin tid. Fellini har helt sit eget udtryk, når det kommer til sexscener, så jeg ville lyve hvis jeg påstod, at han havde ladet sig inspirere af den seksuelle revolution på det hvide lærred, der for alvor foldede sig ud i årene før Casanovas tilblivelse.

Til gengæld vil jeg påstå, at Fellini i almindelighed og Casanova i særdeleshed har påvirker mange af de filmskabere, der lavede gyserfilm i de sene halvfjerdsere og starten af firserne. Det teatralske, overspillede og groteske drømmescenarie er i hvert fald et tema, som er blevet flittig brugt siden hen – og ingen mestrede det bedre end Federico Fellini, der i virkeligheden er en større stjerne i denne film end selveste Casanova.
Så hvis du midt i gys, gro, splat og exploitation ønsker et afbræk, der alligevel smager lidt af dine favoritgenrer – så kig ind til Fellinis Casanova. Her får man lidt af det hele – og en kæmpe oplevelse med på vejen.

Score:

Søndags-Zombier: Set fra zombiens synsvinkel #2.

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead! 

WASTING AWAY, 2007. Af Jesper Pedersen.

Hvordan fortæller man en historie fra en zombies synspunkt? Det er, hvad jeg har sat mig for at undersøge i denne første sæson af Søndags-Zombier. I 'Wasting Away' (2007) foretages nogle meget stilistiske valg, som nok er en smule indforståede og indviklede, men som hvis man er med på idéen faktisk er meget sjove.

På karaktersiden følger vi en lille flok unge mennesker; to drenge og to piger. Tim er en forsigtig fyr, som på tiende år er forelsket i Cindy - det ved alle, undtagen Cindy. Drengerøven Mike og den slutty Vanessa er ekskærester. Det driller de hinanden med, men bag sarkasmen gemmer sig den gamle sandhed, at man tugter den, man elsker. Så vidt så godt! 'Wasting Away' har et persongalleri lignende næsten enhver anden ungdomsfilm eller -serie. Twistet kommer, da hele ensemblet tidligt i filmen bliver til zombier efter ved et uheld at have spist noget grønt slim fra en militærbase.

Der skrues godt op for spastikkerbevægelserne i denne zombiefortolkning!

På dette tidspunkt deler filmens handling sig i to spor. Ét hvor Tim, Cindy, Mike og Vanessa vandrer med spastiske skridt rundt i byen som hjernedøde, blodsprængte kadavere og skræmmer alle, de møder på deres vej. Dette spor er i sort/hvid og filtreret, så det minder om en gammel B-film - folkene bag har uden tvivl ville skabe reference til George Romeros zombieklassiker 'Night of the Living Dead' (1968). Det andet spor er i stærke farver, godt skruet op for mætningen, og her ser vi, hvordan gruppen oplever sig selv som stadig tænkende væsener. Tim, Cindy, Mike og Vanessa er langsomme i forhold til deres omgivelser, men de oplever det som, at alle andre er speedet op. Indtil halvvejs i filmen er de overbevidste om, at alle andre er syge - ikke dem. Det er en skæg vinkel, som sikkert kan tolkes moralsk med, at vi mennesker altid tror, det er de andre, den er gal med. Som Tim får at vide, da han uforstående konfronteres med sin nye identitet som levende død: "Idiots don't feel stupid - but they are!"

Det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det, men disse 5 personer er faktisk fuldblodszombier... de ved det bare ikke selv!

Det tager lidt tid at hitte rede i, hvad filmen egentlig går ud på og ikke mindst forstå de tekniske detaljer i de to spor, men når det første står klart, er 'Wasting Away' en lille fornøjelse. Man kunne kritisere den for simpelthen at have for lav Z-faktor - hen imod slutningen bliver der færre og færre sort/hvid-scener. Men det er nu også meget skægt at se Tim, Cindy, Mike og Vanessa, som de oplever sig selv, for selvom de ser normale ud, er deres krop stadig i forfald. De fire skuespillere er kendt for gennemgående biroller i horror- og medichal-serier som 'Vampire Diaries', 'Bones' og 'Scrubs', men de gør sig også godt på film. Især Matthew Davis er god i rollen som båtnakken Mike, men han har også fået rollen med mest kød på - hvilket er ironisk, eftersom han i løbet af filmen mister hele kroppen, del for del, indtil han kun har hovedet og sin højre hånd tilbage. Det er på dette tidspunkt den førhen så kropsfikserede Mike for alvor træder i karakter, og det kan der sikkert også tolkes moralsk på.

Filmen bugner af "afrevne lemmer"-jokes, og det kan godt blive lidt trættende i længden!

'Wasting Away' er en B-film, og det kræver til tider en særlig indsats fra seeren at skulle se igennem fingre med, hvad folkene bag har gjort og i stedet fokusere på, hvad de har villet gøre. Her fornemmer man en stor kærlighed til zombiefilm og en lyst til at eksperimentere med genren såvel som filmmediet generelt. Desværre forsøger filmen allerede fra dvd-menuen at få dig i et bestemt set of mind med ungdomsrock på lydsiden og et grafisk cartoony tema i designet. Og selvom den har motiver kendt fra ungdomsfilmen og en snert af samme ironiske distance til sin historie som 'Creepshow' eller de nyere exploitation-agtige-film, er den mest af alt bare en charmerende B-film

Anmeldelse: Curse of Chucky.

Årgang: 2013.
Tagline: “Foul mouth. Foul temper.”
Instruktør: Don Mancini.
Runtime: 97 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:'Child's Play' (1988), 'Child's Play 2' (1990), 'Bride of Chucky' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En ung handicappet kvinde ved navn Nica (Fiona Dourif) bor alene i et stort hus sammen med sin mor. En dag ringer postbuddet på døren med en mærkværdig pakke. I pakken ligger en sært genkendelig dukke. Ikke længe efter begår Nicas mor selvmord. Er disse begivenheder forbundne?
Der har været megen snak om ‘Curse of Chucky’, og hvad den skulle være. Er det et remake? Et reboot? En fortsættelse måske? Lidt af det hele kan man måske fristes til at sige. Okay, måske er der ikke så meget remake over filmen, men efter den ret frygtelige ‘Seed of Chucky’ (2004), hvor alt eksploderede i indforstået Hollywood humor, og plottet blev mere tåbeligt, end det nogensinde havde været tilfældet tidligere, er det vist meget retfærdigt at kalde ‘Curse of Chucky’ en slags reboot.

"It's time to play!"

I hvert fald er filmen, som i øvrigt er instrueret af selvsamme Don Mancini, som instruerede førnævnte 5’er i serien, den første af seriens indslag til at fokusere på uhygge, siden den absolutte begyndelse. Det er også meget passende, at Mancini har instrueret begge film, eftersom han formentlig er den person, der har været tættest knyttet til franchisen, idet han har været medforfatter på samtlige film. Seriens første to film havde sine humoristiske indslag, men ikke mange, og det var nogle oprigtigt grumme traumer, den lille dukke efterlod Andy Barclay med. Siden har resten af serien bevæget sig i en anden retning. Mens filmens tredje indslag, blot kaldet ‘Child’s Play 3’, holdt fast i rødderne, i det mindste delvist, blev humoren allerede her en større bestanddel i mikset end tidligere, og den tendens er fortsat siden. Mens både 3 og 5 af forskellige årsager flyder fra hinanden, er seriens 4. indslag ‘Bride of Chucky’ en af mine guilty pleasures, idet den er ekstremt underholdende til trods for, at mange af skuespillerne rundt om de to dukker er ret frygtelige.

Meget er skjult under overfladen... sådan helt konkret.

Der skydes efter en noget mørkere tone med nærværende film, som Don Mancini kalder sin debut som gyserinstruktør, idet han betragter ‘Seed of Chucky’ som en komedie. Spørger man denne anmelder, gør Mancini sig fremragende med i lidt mørkere omgivelser. Det er helt tydeligt, at man på alt fra plot til billeder har begrænset sig ret voldsomt. Filmen foregår næsten udelukkende i Nicas hus, og ved at give hovedkarakteren et helt konkret handicap - dog uden at gøre hende til nogen svag karakter - sættes der nogle helt tydelige benspænd op i forhold til fortællingen. Det skal ikke være intrigant og komplekst, som ‘Seed of Chucky’ forsøgte at være, men helt simpelt. Det er en vej, der følges gennem filmen, og som fungerer rigtig godt. Persongalleriet er bortset fra hovedpersonen, som i øvrigt er ret fornemt leveret af Brad Dourifs datter, ikke synderligt originalt. Der er ingen tvivl om, at det er nogle arketyper, her er tale om, men den smule mørke humor, der er injiceret i filmens vener, kommer netop fra legen med disse figurer, som der gøres nogle ret skæve ting med.

Lad os lege “Hvem har rottegift i sin chili”?

Chucky er mere skræmmende her, end han har været i mange år, og det skyldes formentlig, at opbygningen af denne film også på dette punkt minder mere om den oprindelige. Helt konkret har han færre replikker, og der går længere tid, inden han får lov at levere dem. I stedet for at smide om sig med one-liners, bygges han op, og det er en kraftfuld teknik. Filmen har læssevis af referencer til tidligere film i serien. Både gennem dialog, opbygning, billeder og situationer. Det er en fornøjelse som fan af serien at se, at man til trods for at have været meget langt ude, alligevel inkluderer alle film i seriens kontinuitet og ikke tager sig selv mere alvorligt end, at der også kan gøres sjov med hele konceptet. Der er selvfølgelig enkelte steder, hvor det er lige ved at være overmodigt, når der leges med kontinuiteten og Chuckys grundhistorie, men det er samtidig en spændende måde at åbne op for nye film på, og dynamikken mellem Chucky og Nica er uforlignelig. Uden at spoile må jeg i dette afsnits kontekst i øvrigt anbefale, at man husker at blive siddende til rulleteksterne er vel overståede. Alt andet ville være at snyde sig selv.

Efterlader et noget kønnere lig end psykiateren fra etteren.

Jeg skal ikke kunne frasige en vis forudindtagethed, når det kommer til Charles Lee Ray og hans eventyr. ‘Child’s Play’-franchisen er formentlig den horrorfranchise, som jeg har set flest gange og er en serie film, jeg holder af, både når den er mest campy, og når den med succes får skabt atmosfære, uhygge eller mindeværdige karakterer. Med denne fortsættelse tages der hul på, hvad der meget vel kunne blive en ny æra for serien, som nu igen kan starte fra bunden med dette ret fede lille stykke throwback gys, der gør brug af en masse klassiske dyder og spæder godt til med nye narrestreger.

Score:

Søndags-Zombier: Set fra zombiens synsvinkel #1.

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead! 

WARM BODIES, 2012. Af Jesper Pedersen.

Det er jo egentlig oplagt med historien om en ung mand, zombificeret: bleg, mumlende, indadvendt, med fedtet hår og slaskende dorskt afsed iført hættetrøje. Ungdommen nu til dags! Ikke desto mindre blev det mildest talt modtaget med foragt, da nyheden om 'Warm Bodies' (2012) ramte internettet. Var det Hollywoods seneste forsøg på at starte en millardfranchise til små liderlige tøser og kvinder i overgangsalderen, som åbenbart synes, blege teenagere er the shit?!

Historien i 'Warm Bodies' fortælles gennem zombien R, som i en indre stemme funderer over dødens store spørgsmål: Hvem er jeg? Hvordan døde jeg? Og hvor er der en hjerne, jeg kan æde?! Men en dag møder han menneskepigen Julie, og hans hjerte vækkes til live igen i et enkelt slag. R slæber Julie med sig tilbage til sit gemmested i zombieland og langtsomt får hun tiltro til, at han ikke vil hende noget ondt. Men Julies far, som driver sit eget lille militærdiktatur i menneskeland kan ikke lide zombier, og han har sat de samlede styrker ind for at finde sin datter.

Zombier i et supermarked - det kan man da kun blive glad af at se på!

Det er værd at bemærke, at 'Warm Bodies' ikke umiddelbart er designet til at udfylde det hul af eksistentiel meningsløshed, som del to af 'Breaking Dawn' uvægerligt må have gravet i alverdens ungpigesind. Der skal man kigge mod andre og mere komplekse universer som 'Beautiful Creatures', 'Mortal Instruments' eller selvfølgelig 'Hunger Games' - som vel er blevet den egentlige afløser. Sagen er, at 'Warm Bodies' slet ikke egner sig til en stor franchise. Forfatteren bag forlægget, Isaac Marion havde kun skrevet denne ene bog, indtil filmversionens premieredato, hvorefter han fik udgivet en prequel-miniroman i e-bogsformat.

Teenageromancer bliver ikke mindre akavede af, at den ene er levende død!

Et godt stykke hen ad vejen respekterer 'Warm Bodies' zombiegenren, og det burde ikke være helt umuligt for selv de mest forargede fordømmere at tapetsere over, hvor de engang fik malet Fanden på væggen. Filmens scenarier har flere steder Romerosk karakter; zombierne holder således til i et indkøbscenter, mens menneskene har forskanset sig i et minisamfund, hvor militæret regerer - lige dele 'Dawn of the Dead' (1978) og 'Land of the Dead' (2005). 'Warm Bodies' har også sort humor og lækker splat, som når R for eksempel angriber Julies kæreste og i løbet af filmen snacker sig vej gennem hans hjerne. I dette univers overtager zombier glimt af minder fra de personer, hvis hjerner de spiser, og herigennem lærer R Julie bedre at kende. Det er et af de friske tiltag, som muligvis vil støde nogle hardcore fans, ligesom de ekstra onde og ulækre zombier, de såkaldte "boney's" nok heller ikke vil falde i alles smag. De minder om monstrene fra 'I am Legend' (2007) eller mutantvampyrerne fra 'Daybreakers' (2009), men beskrives vel i denne sammenhæng bedst som zombier uden voiceover, og deres funktion synes udelukkende at være menneskeliggørelse af de egentlige zombier.

Julie og hendes veninde forsøger at få R til at ligne et menneske. Hvorfor mon de ikke klæder de ham ud som en pige, når de er i gang!

Som vi skal se på nogle af de kommende film i denne omgang af Søndags-Zombier, kan man gøre mange ting for at hjælpe publikum igennem en historie set fra zombiens synsvinkel. Voiceoveren som bruges i 'Warm Bodies' hører til blandt de mere simple og velfungerende greb, men desværre kammer menneskeliggørelsen af zombierne over hen imod slutningen af filmen, og den kommer til at lefle for et publikum, der kræver lykkelige slutninger på eventyrlige kærlighedsromancer. Det er en skam, for det meste af tiden befinder 'Warm Bodies' sig på en gylden middelvej, som både tilfredsstiller nybegynderen og den erfarne zombiefan.