Anmeldelse: Excision.

Årgang: 2012
Instruktør: Richard Bates Jr.
Runtime: 81 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Carrie' (1976), 'Teeth' (2007), 'Antichrist' (2009).

'Excision' er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Pauline (AnnaLynne McCord) er ikke nogen helt almindelig teenagepige - og så alligevel. Hun drømmer om at blive kirurg og har fantasier om maltrakterede lig, badekar fyldt med blod og stakkevis af døde kroppe. Alligevel vil hun ligesom enhver anden teenager og menneske elskes. Hendes mor har i et forsøg på at ensrette hende med den omgivende verden ødelagt deres forhold, og Pauline er helt ude af stand til at skabe en meningsfuld forbindelse til nogle af hendes jævnaldrende. I stedet beslutter hun sig for at bede en tilfældig dreng fra skolen om at tage hendes jomfruelighed.

Det er bedst, at du ikke helt ved, hvad du skal forvente af Richard Bates’ film. Dette bizarre teenagedrama er fyldt med overraskende visuelle indfald, nekrofili og kult-cameos. ‘Excision’ er en intelligent, mørk og tempofyldt humoristisk film. Det er morsomt at forestille sig, hvorledes man har pitchet idéen om noget så kontrastfyldt som et oprigtigt drama om et ungt menneske på ydersiden af gennemsnittet, med en stor del humor, der er sort som blæk, og som derudover er proppet til randen med morbide fantasier. Filmen er alle disse ting til tider på en gang, og andre gange glider vægten mere ensidigt i den ene retning. Hvad der ikke forandrer sig undervejs, er drivkraften bag værket. Der går længe, inden man forstår historiens omfang og retning, men selv i uvished er det umuligt ikke at være nysgerrig. Projektet er skabt i kærlighed af den spillefilmsdebutterende instruktør Richard Bates Jr., og det er ikke svært at fornemme. Instruktøren samlede selv pengene til produktionen i samarbejde med en gruppe venner og skabte filmen ud fra samme præmis. Hvis man behøver bevis for hans dedikation til projektet, kan man overveje det faktum, at han solgte sit hus og flyttede i en lejlighed for at have råd til denne film og endvidere lod denne lejlighed fylde op med senge således, at han kunne have sit crew til at overnatte billigt. Så meget desto mere taknemmelig er jeg for at kunne sende rosende ord i retning af denne film.

AnnaLynne McCord er filmens absolutte centrum, hjerte og sjæl. Ikke alene har hun filmens altoverskyggende hovedrolle, skuespillerinden har også haft stor indflydelse bag kameraet. Hendes karakter Pauline er en konfliktfyldt størrelse, og ligesom filmen selv er hun fyldt med kontraster: Hun er intelligent men naiv. Kold men følelsesladet. Sympatisk men apatisk. Hun væver ud og ind af tilværelsen og en ringere skuespillerinde, kunne have fået dette til at fremstå som en inkonsistent karakter. I stedet bliver indtrykket det stik modsatte. ‘Modern Family’ skuespillerinden Ariel Winter spiller en mindre men essentiel rolle i filmen. Derudover er familiens overhoved spillet af Traci Lords, og hendes underkuede husbond spillet af Roger Bart nævneværdige. Lords’ portræt af en overkontrollerende mor virker til en begyndelse karikeret, men grundet filmens stil og sære humor fungerer hun, og undertiden udvikler hun sig også til andet og mere end det. Lords og McCord deler flere glimrende øjeblikke gennem hele filmen og ikke mindst den voldsomme slutning cementerer de tos præstationer. Dynamikken i den samlede familier, når de af flere omgange sidder omkring spisebordet, er ligeledes en væsentlig del af hvorfor filmen fungerer så godt. ‘Excision’ byder på kultcameoer fra John Waters og Malcolm McDowell.
Hvor stiliseret filmen er, bliver tydeligt i Paulines fantasier og måden, de integreres i filmen på, men hele vejen igennem er der fyldt med meget markante filmiske virkemidler, der holder filmen på afstand af de grå familiedramaer, den så markant skiller sig ud fra, til trods for, at dens kernehistorie er sammenlignelig. Farverne virker altid en smule ekstra markerede, klippene er skæve, og helt grundlæggende er filmen ulig nogen anden i tone. Det er sjældent, man på denne måde tager sig selv i undervejs i en film at overveje, hvor bizart det, man kigger på er samtidig med, at man ikke rives ud af fortællingen. Samtidig har filmen et fermt greb om nogle stærke og væsentlige tematikker og har i al sin ekstremitet en utroligt spændende indgangsvinkel til sex, angst og det at være forældre. ‘Excision’ frygter ikke at gøre ondt, og den ligger ikke under for en påduttende morale men er villig til at åbne op for en masse sår, som måske er mindre konkrete hos en egentlig teenager eller forælder, men ikke desto mindre kunne vise sig at være langt mere relevante og rammende end mange af de film, der har beskæftiget sig med overgangen fra barn til voksen på mere traditionel (læs: sentimental) vis.
Richard Bates har en poesi i sin fortælling, der får den til at flyde på tværs af genrebegrænsninger og elevere den til at være noget så tilsyneladende simpelt som en stærk og vedkommende fortælling. ‘Excision’ indeholder - ligesom sin hovedkarakter - lige dele sårbarhed, eksplosiv aggression og intellekt. Det glæder mig at kunne kaste ordet: “Original” efter en film, der har krævet så meget at bringe til verden. Richard Bates, Jr. har lavet en særdeles brilliant film, og jeg sender hermed en lille bøn til filmguderne om, at han får mulighed for på den ene eller anden måde at fortsætte med at lave film, der er lige så grænsesøgende, indfølende og effektfuldt ubehagelige, som det er tilfældet med ‘Excision’.

Score:

Anmeldelse: Legend of Hell.

Årgang: 2012
Tagline: "Once it was paradise."
Instruktør: Olaf Ittenbach.
Runtime: 90 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: Alt som Olaf Ittenbach IKKE har lavet..

‘Legend of Hell’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Da arkæologen Selma (Karen Breece) deltager i en udgravning i Marokko, opdager hun en 5.000 år gammel portal, der er låst indefra ved hjælp af en hidtil uset mekanisme. Hun finder også et mærkeligt skrift, der er skrevet i et 3.000 år gammelt og glemt sprog. Kort tid efter ønsker kunsthandleren Gabriel Moses (James Matthews) at købe det gamle skrift, men handlen kører af sporet, og Selma bliver skudt og dræbt... Men døden fører hende blot til en astral verden, en dimension udenfor tid, sted og rum, hvor en mystisk guide forklarer hende, at hun er vendt tilbage til et tidligere liv for én gang for alle at lukke porten til Helvede, før den virkelige verden oversvømmes af dæmoner og blodtørstige monstre...

‘Legend of Hell’ markerer anden gang, jeg beskæftiger mig med den tyske splatterinstruktør Olaf Ittenbach. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med den absolut frygtelige ‘No Reason’, som levede op til sit navn ved at være en indholdsløs undskyldning for splat, som var udmattende; ikke fordi den pressede seeren med effektfuld horror eller grusom atmosfære, men fordi den var lige så visuelt udtryksfuld som ‘The Room’ (2003), hvis den var klippet som en ‘Saw’ film og uoverbevisende i de splattereffekter, som ellers lod til at skulle være hovedattraktionen. I ‘Legend of Hell’ blander Ittenbach splat op med fantasy og krydrer med et strejf af zombier, som man selvfølgelig kan sige leder tilbage til splatten. Instruktøren postulerer en noget mere omfattende historie i denne ombæring. ‘Legend of Hell’ er low-budget underholdning med store ambitioner med sine mange mange forskellige tidsperioder og jævnlige skiften dem imellem.

“Det var søreme da mildt irriterende, at nogen har pakket mig ind i slanger!!”

At forlige sin film med de budgetmæssige vilkår, den skabes under, kan være en vigtig ting. Masser af historier kan fortælles på lavere budgetter uden, at det bliver problematisk, men Olaf Ittenbach har denne film forsøgt at skabe en film med eventyrlige dimensioner under begrænsninger, der muligvis bare har været for store. ‘Legend of Hell’ har aspirationer, der langt overstiger dens grundvilkår. Skuespillet får replikkerne til at fremstå stive, historien er struktureret på en måde, der gør, at man efter en time af filmens spilletid, sidder med en fornemmelse af, at man har set en hel masse opbygning men endnu ingen udvikling, og effekterne er ødelæggende for indlevelsen. I det hele taget er filmens look uimponerende, nogle fine omgivelser til trods og teknisk er den proppet med fejl, hvoraf de fleste har med klipningen at gøre (til tider er der deciderede udfald i lyden). Fantasy og splat er oftest skabt som eskapisme, men når filmen insisterer på at bryde sit univers ved ikke at være tilstrækkeligt gennemarbejdet, er det svært at forlade den virkelige verden og lade sig opsluge af en fortælling, hvilket jeg ingenlunde blev af ‘Legend of Hell’.

Det er meget vigtigt at placere hånden præcis midt på ofrets kranie, når man skal save skidtet af.

Det kræver en nænsom filmskaber at beskæftige sig med den type floromvundne replikskifter, som fantasygenren kan byde på. Uanset om man er glad for Olaf Ittenbachs arbejde som instruktør eller ej, tror jeg ikke, der er mange, der vil argrumentere for, at han er subtil eller nænsom. Den tyske instruktørs force ville nok snarere være indenfor det skånselsløse, og han viser også her at han har en smule flair for monstre, som han nok snarere skulle have ladet filmen beskæftige sig med. Det er ikke til at komme uden om, at ‘Legend of Hell’ ikke er synderligt velskrevet. Historien er det svært at finde nogen egentlig mening med, og fantasyoverbygningen virker ligesom så meget andet i filmen overambitiøs. Det resulterer i en oplevelse, der føles som en fanfilm, som har misforstået, hvad der er vigtigt for at skabe et medrivende eventyr.

Filmen er indhyllet i en blågrå tone, som medvirker til et kedsommeligt visuelt udtryk snarere end et mørkt og atmosfærisk et af slagsen.

‘Legend of Hell’ er noget rod. Den er ikke godt nok bygget op og roder rundt i, hvad slutmålet er, således at det er svært ikke at kede sig, selvom filmens brug af bluescreen effekter og dårlig cgi er spas men ikke på den tilsigtede måde. Jeg har respekt for filmskabere, der arbejder med små budgetter for at få deres vision virkeliggjort, og jeg synes ofte et minimalt budget kan overses, hvis der gives indre filmiske kvaliteter i bytte. Olaf Ittenbachs film fremstår som en collage over de sidste tyve års fantasyfilm, men uden budgettet og det grundige arbejde, som skal til for at skabe en vellykket helhed, og det er i sidste ende den virkelige pointe: Filmen føles ikke som en hel historie, der er blevet gennemarbejdet og overvejet. Snarere som en strejftanke der er blevet fyret af så hurtigt, som Ittenbach kunne sige “smid en tilfældig zombie ind her”.

Score:

Artikel: Når flyvemaskiner rejser i tiden.

Hvordan kan et 100 tons tungt passagerfly forsvinde i den blå luft?! Folk over hele verden har stillet det samme spørgsmål, siden det berygtede Malaysian Airlines flight 370 forsvandt sporløst i luftrummet mellem Kuala Lumpur og Beijing. Måske er det ikke et spørgsmål om hvor MH370 er – snarere hvornår! Fiktionen har flere gange leget med tanken, at flyvemaskiner, som opnår unaturlige højder og hastigheder, og som jo ret beset transporterer os mennesker i et element, vi ikke hører hjemme – et element som hjemsøges af mystiske, til tider uforklarlige vejrfænomener, at en sådan flyvemaskine i særlige tilfælde er i stand til at rejse i tiden. Jeg har støvet tre skrækindjagende, spændingsmættede science fiction-film op, som alle omhandler tidsrejsende passagerfly. Skrevet af Jesper Pedersen.

The Flight That Disappeared (1961).
En raketforsker, en atomprofessor og et matematikgeni er blandt passagererne på et fly fra Los Angeles til Washington. Turen går strålende, indtil flyet begynder at stige af sig selv. Radiokontakten ryger, og flyet forsvinder på radarerne, men oppe i luften fortsætter stigningen på trods af, at motorerne har sat ud. Snart går alle ombord i en form for koma, bortset fra de tre kloge hoveder, som endnu er ved bevidsthed, om end deres hjerter er holdt op med at slå. De er havnet i en limbotilstand, hvor fremtiden og fortiden kan mødes, og her skal de dømmes for forbrydelser de vil begå senere i livet, når de ved fælles hjælp opfinder et supervåben, som udsletter al liv på Jorden.

”Between you, you have conceived a device so powerful as to determine the future. Look! Let me give you a glimpse of what become.”

Mange science fiction-film fra 50'erne og 60'erne kan tolkes som udtryk for atomfrygten, der spredte sig blandt befolkningen under den kolde krig. Med sin åbenlyst moralliserende handling hører 'The Flight That Disappeared' ikke ligefrem til de mest subtile af slagsen – billederne af den ødelagte jord er endda arkivoptagelser fra Hiroshima. Den tanke, at vi kan blive dømt ansvarlige for forbrydelser, vi endnu ikke har begået, er imidlertid god og jo i øvrigt én, som mange år senere blev fortalt med større armbevægelser af Steven Spielberg i 'Minority Report' (2002). I disse tider hvor bekymringen om Jordens fremtid er stor, er det nu en beroligende – og let migrænefremkaldende – tanke, at vores efterkommere kan dukke op og standse os i gerninger, der truer deres egen eksistens.

Millennium (1989).
1000 år ude i fremtiden er menneskeheden i forfald; udviklingen har gjort os til sterile mutanter. Til gengæld kan vi rejse i tiden, og den evne udnyttes i en særlig enhed til at rejse tilbage til det 21. århundrede og hijacke nøje udvalgte passagerfly, som man ved, vil styrte ned. Flyene bliver midlertidigt transporteret til fremtiden, hvor de forbavsede passagerer byttes ud med attrapper, og derefter sendes flyet tilbage til sin egen tid og den forestående nedstyrtning. På den måde sikrer man en vis befolkningstilvækst i fremtiden og undgår samtidig paradokser ved ikke at ændre på fortiden.

”You're talking about changing the past, and I know damn well we can't change the past! It catches up to us, and changes us!”

'Millenium' lå i produktionshelvede hele vejen op igennem 80'erne og gik fra et stort opsat epos med Paul Newman og Jane Fonda på plakaten til en produktion i mindre skala. John Varley, som også stod bag det litterære forlæg, fortæller, hvordan han måtte omskrive manus hver gang en ny instruktør blev tilknyttet, og hvordan historien kom længere og længere væk fra hans oprindelige vision. Alligevel er 'Millenium' nu ganske underholdende og et vellykket eksperiment i historiefortælling. Filmens første tredjedel forløber i selskab med Kris Kristoffersens sikkerhedsgut fra nutidens flyselskab, som skal undersøge nogle mystiske omstændigheder omkring et flystyrt, men pludselig skiftes hovedpersonen til pigen fra fremtiden, som på sin vis er skyld i de mystiske omstændigheder. Det hele ender ud i et kløgtigt udtænkt timeloop forklædt som kærlighedshistorie. 'Millenium' bliver måske en anelse vammelsød til tider, ikke mindst hen imod slutningen, men undervejs opfylder den også alle kravene til kitschet 80'er sci-fi.

The Langoliers (1995).
På en fuldt booket natflyvning fra Los Angeles til Boston vågner ni passagerer pludselig op til en mystisk opdagelse. Alle andre ombord er forsvundet og tilbage er kun ting som smykker, parykker og pacemakere. Flyet er røget igennem en revne i tiden, og de ni er nu fanget i en nær fortid, hvor Jorden ikke desto mindre er forladt og alle sanseindtryk forsvundet. Intet ekko, ingen vind og ingen smag i kantinens sandwich – blot hærger en besynderlig lyd af noget tænderskærende, der nærmer sig. Det er de glubske langoliere, som fortærer alt i den ubrugelige datid og omdanner den til en form for temporal kompost!

”Now we know what happens to today when it becomes yesterday... it waits for them... the timekeepers of eternity.”

'The Langoliers' er Stephen King-filmatisering nummer nogle og fyrre på under tyve år, og det er vel ikke for groft at sige, at en vis træthed så småt begynder at melde sig i denne uhørt effektive remedieringsproces. Det mærkes tydeligt, at den tre timer lange film oprindeligt er produceret til et tv-publikum, som skulle have tid til at zappe og sippe kaffe. Det gååår såååååå langsomt! Ingen tvivl om, der er noget guf i forlægget, og den eksistentielle pondus der ligger i Stephen Kings tanker om tidens gang er ganske originale. Man kunne sagtens forestille sig 'The Langoliers' genskabt til et nutidigt tv-medie, hvor folk der på den ene eller den anden måde hives ud af civilisationens trygge greb er i høj kurs. Kom med det remake!

Anmeldelse: The Mist.

Årgang: 2007
Tagline: “Belief divides them, mystery surrounds Them, but fear changes everything”
Instruktør: Frank Darabont
Runtime: 126 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Midget Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Fog' (1980), 'Monsters' (2010), 'The Divide' (2011).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Midt i en indkøbstur bliver hverdagen pludseligt afbrudt for David Drayton (Thomas Jane), hans søn og en blandet forsamling af andre mennesker, da en sær tåge dækker området omkring den butik, de befinder sig i. Gruppen af mennesker vender sig hurtigt mod hinanden, men ikke alle er enige om, hvad der forårsager den sære tåge, og hvad der gemmer sig i den. 

Frank Darabont og Stephen King har i samarbejde leveret nogle fremragende film i form af “The Shawshank Redemption” og “The Green Mile”, som er to ret fornemme adapteringer af nogle velskrevne forlæg. Med “The Mist” arbejder Darabont og King atter sammen her for første gang om en egentlig horrorfortælling, som formentlig er det, King er bedst kendt for. Kings novelleproduktion er relativt omsiggribende, og særligt disse er blevet omdannet til film til trods for, at de ikke altid kan bære en fuld spillefilmslængde. Kings fascination med det overnaturlige ofte både hans styrke og hans svaghed, idet han, når han er bedst, kan levere stærke fortællinger med masser af tyngde, og når han er værst mislykkedes i de samme formål. I ‘The Mist’ balanceres der mellem monstrøs overnaturlighed og menneskelig oprigtighed, og det resulterer i en film, der er atmosfærisk og klaustrofobisk.

En god skrækfilm kan leve længe på simple spørgsmål som: Hvad mon der gemmer sig i tågen?

En af Kings stærkere sider er mandens replikker, som ofte er med til at skabe nogle karakterer, som med en vis ironisk distance hæver sig en smule over den gennemsnitlige horrorfortællingens karakterer. Netop den styrkeside viser sig her, og selvom Darabont selv har bearbejdet Kings novelle om til spillefilmslængde, er mødet imellem de tos skrivestile ganske vellykket. Det skyldes naturligvis også skuespillerne, som man for nogens vedkommende vil kunne genkende fra Darabonts senere arbejde på serien “The Walking Dead”. Stærkest i gruppen fremstår Thomas Jane og Laurie Holden, som begge giver nogle dybtfølte præstationer, som føles ægte. Deres er også blandt de bedst afrundede karakterer, som der imidlertid er en del af. Marcia Gay Hardens karakter Mrs. Carmody er en anderledes karikeret figur men måske ikke så urealistisk, som man umiddelbart kunne forestille sig. Hendes ekstreme religiøsitet kan fremstå usandsynlig, men ser man udover den religiøse verden, er det ikke svært at finde eksempler på mennesker, der er ca. lige så ensidige i deres verdenssyn.

Langsomt viser Darabont os, hvad tågen gemmer på, men instruktørens genistreg er, at hver gang, vi tror,vi har gennemskuet ubehagelighederne og set alt, der er at se, kommer der mere til. Der er altid noget værre i vente.

Det virker som om både forfatter og instruktør har haft et ønske om at skabe en genrefortælling, som på hver deres felter hylder de klassiske horrorhistorier. Således hylder mange af filmens elementer, klassiske monsterfilmsdyder. Det mest vellykkede eksempel herpå er en udvidet “Night of the Living Dead” grundidé, som handler om at benytte den udefrakommende fare til at presse filmens karakterer til det yderste og få dem til for alvor at vise, hvem de er. Filmens største force er i det hele taget, at den holder sine figurer tæt sammen og tvinger dem til at tage stilling til hverandre. Uanset om der er stilhed før stormen eller cgi-monster kampene er i fuldt sving, er det menneskene i fortællingen, der er centrum, og det er præcis sådan, det bør være, når der er tale om et King forlæg. Forfatteren skriver nogle fængende personligheder, og når hans plots ikke bliver for obskure, således at man taber følingen med figurerne, er fortællingerne bedst. Det er præcis, hvad Darabont trækker frem, og det efterlader en oplevelse, der er håbefuldt nedslående, fordi den på sin vis giver mennesker værdi og på den anden side genfortæller den gamle pointe om, at mennesket er dets eget værste fjende.  

“As a species we're fundamentally insane. Put more than two of us in a room, we pick sides and start dreaming up reasons to kill one another. Why do you think we invented politics and religion?”

Første gang jeg så ‘The Mist’ stjal de computergenererede monstre mit fokus og virkede ødelæggende for oplevelsen, men ved gensyn er denne oplevelse blevet vendt på hovedet. For monstrene fungerer grundet filmens opbygning. Darabont opbygger stemning på helt eminent vis og gør det med fokus på filmens figurer, hvis relationer han forærer langt den primære del af spilletiden til. Så meget desto mere effektiv er filmens trøsteløse slutning, som er blandt de mest sjæls ødelæggende og smertelige afrundinger, jeg nogensinde har oplevet. Darabont og King er et glimrende match, hvilket de atter engang beviste med ‘The Mist’, som med sin kompromisløshed er en hyldest til sin genre. 

Score:

From Dusk Till Dawn: The Series – 5 grunde til, du bør glæde dig!

'From Dusk Till Dawn' er en af de helt store kultklassikere i nyere tid, og nu er den blevet omsat til en tv-serie. Med ganske få dage til premieren er luften fuld af fordomme og forhåbninger - i går malede vi fanden på væggen, men i dag ser vi med lidt mildere øjne på 'From Dusk Till Dawn: The Series' og giver dig 5 gode grunde til, du rent faktisk bør glæde dig! Skrevet af Jesper Pedersen.

Robert Rodriquez er tilbage.
Robert Rodriguez er en mand med mange talenter og et stort overskud, som på sine spillefilm står for alt lige fra manuskriptskrivning og produktion over instruktion og klipning til musik og visuelle effekter. På de to slappe 'From Dusk Till Dawn'-efterfølgere var hans rolle minimeret til en executive producer, men i serie-udgaven er han tilbage i instruktørstolen på flere afsnit, inklusiv naturligvis piloten. Postproduktionsarbejdet har han trods alt uddelegeret, men han må også have haft nok at se til det seneste år med 'Machete Kills' og 'Sin City: A Dame to Kill for'.
Simultan distribution på El Rey Network og Netflix.
I december 2013 startede Robert Rodriquez sin egen actionspækkede tv-kanal ved navn El Rey Network – KongeKanalen, intet mindre – og 'From Dusk Till Dawn: The Series' er første store satsning indenfor egenproduktioner. Der har altså været al mulig grund til at gøre sig umage! Og for første gang nogensinde er der ingen grund til at lege pirat, hvis man vil følge med i en amerikansk tv-produktion, eftersom serien bliver udgivet løbende på Netflix i Canada og Europa. Streaminggiganten har ligefrem købt rettighederne til at kalde serien en Netflix Original, og efter mange flotte produktioner har jeg fuld tillid til deres dømmekraft.
Mere baggrundshistorie.
En af bevæggrundene for at lave 'From Dusk Till Dawn: The Series' har ifølge Robert Rodriguez været at udbygge historien med mere baggrund om karaktererne og den mesoamerikanske mytologi bag vampyrerne. Det er tomme pladser fra originalfilmen, og det bliver spændende at se, hvad de fylder dem ud med! Det er en svær balance, for Quentin Tarantinos originale manuskript var så skidecool og skåret ind til benet, at det er svært at se nogle fordele i flere detaljer. En uddybning af det mytologiske univers har været oplagt siden allersidste indstilling af 'From Dusk Till Dawn', men jeg har personligt et problem med serier, som bliver for højtragende episke, så også her håber jeg, de finder en balance.

Robert Patrick og Don Johnson.
I går brokkede jeg mig en anelse over rollelisten og den bemærkelsesværdige mangel på kendte ansigter, men faktisk medvirker to skuespillere, som man i hvert fald nu med deres respektive roller i 'From Dusk Till Dawn: The Series' kan kalde Rodriguez regulars. Robert Patrick overtager rollen som den pensionerede præst og familiefar Jacob Fuller, der ender med at spidde vampyrer med trækors. Rodriguez har tidligere brugt Robert Patrick i 'Spy Kids' og så spillede han hovedrollen i 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money', så helt ukendt i franchisen er han heller ikke. Don Johnson, som blev "introduceret" i Rodriguezs 'Machete' og siden har medvirket i Quentin Tarantinos 'Django Unchained' overtager rollen som sheriffen Earl McGraw. Bortset fra Danny Trejos fravær er dette måske seriens mest kontroversielle afvigelse fra filmene, eftersom Earl McGraw-rollen har ligget trygt hos Michael Parks i flere film af Tarantino og Rodriguez.

Glædeligt gensyn med originalen.
Uanset om 'From Dusk Till Dawn: The Series' viser sig at ramme toppen, bunden eller et ligegyldigt sted midt imellem, skal det nok give lyst til at genopleve den originale film, som er indbegrebet af en kultklassiker. Måske kunne det ligefrem give anledning til, at nye publikummer vrider kæberne af led i forbavselse over, at den stjernebesatte thriller ikke er helt, hvad den giver sig ud for at være. Det vides ikke, om Netflix køber rettighederne til filmtrilogien og den lækre dokumentar 'Full Tilt Boogie', som går bag om den kontroversielle produktion af 'From Dusk Till Dawn', men det er sgu da oplagt!

Fik du læst gårsdagens artikel, hvor vi forberedte dig på det værste med 5 grunde til, du bør være bekymret?! Følg selv med i 'From Dusk Till Dawn: The Series' på Netflix fra onsdag den 12. marts og fordriv eventuelt ventetiden med at læse vores gode, gamle anmeldelser af 'From Dusk Till Dawn' og 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money'

From Dusk Till Dawn: The Series – 5 grunde til, du bør bekymre dig!

'From Dusk Till Dawn' er en af de helt store kultklassikere i nyere tid, og nu er den blevet omsat til en tv-serie. Med ganske få dage til premieren er luften fuld af fordomme og forhåbninger - i morgen gætter vi på, hvorfor 'From Dusk Till Dawn: The Series' kunne blive værd at se på, men i dag giver vi los for al vreden og giver dig 5 skidegode grunde til, du bør være meget bekymret! Skrevet af Jesper Pedersen.

Serien er faktisk et remake!
Inden man begynder på 'From Dusk Till Dawn: The Series' bør man forholde sig til det faktum, at den faktisk er et remake af den originale film, på trods af at den markedsføres som en original series. I den forbindelse har Robert Rodriguez udtalt: ”The film was the short story, this series is the novel!” Vi får altså grundlæggende fortalt den samme historie om de forbryderiske Gecko-brødre på flugt, om familien Fuller på campingferie og om baren the Titty Twister på grænsen mellem Texas og Mexico. De to største forskelle bliver sandsynligvis den fem gange så lange spilletid og et hold af mindre garvede skuespillere. 

Franchisens dalende kvalitet.
'From Dusk Till Dawn' fik hurtigt kultstatus, og omkring årtusindeskiftet blev der hasteproduceret to efterfølgere direkte til videomarkedet. I toeren 'Texas Blood Money' følger vi en gruppe kriminelle, som under et bankkup bliver til vampyrer én efter én. Denne bemærkelsesværdigt ublodige omgang Olsen Banden reddes af instruktøren Scott Spiegels kreative brug af realeffekter og sjove kameravinkler. Treeren 'The Hangman's Daughter' er en prequel i westernstil, som dykker lidt mere ned i historien bag vampyrerne. Selvom ingen af de to film er totalt håbløse, har kvaliteten i den grad været dalende, og hvorfor skulle den udvikling ikke fortsætte på tv-serien?
Ny rollebesætning.
George Clooney, Quentin Tarantino, Harvey Kartel, Juliette Lewis og smækre, lækre Salma Hayek. 'From Dusk Till Dawn' havde en imponerende rollebesætning af karismatiske skuespillere, hvoraf de fem nævnte blot er toppen af den mesoamerikanske pyramide. I 'The Series' erstattes de alle af ukendte, anonyme ansigter, som man på diplomatisk vis kunne vælge at sige blot skal gøre det anderledes, men som i realiteten vil blive målt og vejet på deres præstationer, for guderne skal vide, de har noget at leve op til. Robert Rodriguez har flair for at hive store navne ind i tvivlsomme produktioner, men denne gang ser det ud til, han har ladet sin Mayland ligge på settet til efterfølgerne af 'Machete' og 'Sin City'.
Danny Trejo – eller manglen på samme.
Som eneste rigtige fællesnævner for 'From Dusk Till Dawn' 1, 2 og 3, må Danny Trejos bartender Razor Charlie nødvendigvis nævnes for sig. Selvom Danny Trejo ikke har ry for at være kræsen, og Robert Rodriguez rask væk bruger ham i alt fra snasket grindhouse til farverige børnefilm, er Danny Trejo ikke på rollelisten til 'From Dusk Till Dawn: The Series'. Hvis manden ligefrem har takket nej, er der virkelig grund til bekymring, så vi kan håbe, hans manglende tilstedeværelse skyldes et ønske fra producenternes side om ikke at skabe for store associationer til den oprindelige filmtrilogi.
Ikke. Flere. Vampyrer.
Det er efterhånden ved at være mange år, vampyrerne har fyldt mediebilledet, og netop som det så ud til, de var ved at vige pladsen for andre monstre, vender blodsugerne tilbage. 'From Dusk Till Dawn: The Series' er blot en ud af flere produktioner i nærmeste fremtid, og selvom det sikkert ikke bliver romantisk fantasy er jeg bange for, serien godt kunne vise sig at være mere strømlinet og mindre grænseoverskridende end filmen. Vampyrerne ser i hvert fald ud til at have fået en makeover, så de stadig er lækre at se på, selvom de har blodige kødrester mellem de spidse hjørnetænder.

Husk at læse med i morgen, hvor vi giver dig 5 grunde til, du bør glæde dig! Følg selv med i 'From Dusk Till Dawn: The Series' på Netflix fra onsdag den 12. marts og fordriv eventuelt ventetiden med at læse vores gode, gamle anmeldelser af 'From Dusk Till Dawn' og 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money'

Anmeldelse: Bates Motel – sæson 1 (2013).

Årgang: 2013.
Tagline: ”A boy's best friend is his mother.”
Skabere: Carlton Cuse, Kerry Ehrin og Anthony Cipriano.
Runtime: 10 episoder á 45 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: A&E Television.
Link til serien på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Psycho' (1960), 'Bates Motel' (1987), 'Psycho IV: The Beginning' (1990).

Skrevet af Jesper Pedersen.

Alfred Hotchcocks mesterværk 'Psycho' (1960) betragtes nok af de fleste som et enkeltstående værk, men ligesom det er tilfældet med mange andre populære gysere, er det med årene blevet til en hel lille franchise. Efter 'Psycho II' blev en succes i 1983 kom der yderligere to efterfølgere i 1986 og 1990. I 'Psycho IV: The Beginning', så man første gang glimt af Norman Bates traumatiske ungdom. I 1987 blev der taget tilløb til en tv-serie, som aldrig blev realiseret, hvilket man forstår, hvis man ser det forrykt elendige pilotafsnit, som findes på YouTube. Med et nyt persongalleri havde serien mere karakter af at være et spinoff, men den foregik dog i de ikoniske omgivelser og havde sjovt nok titlen 'Bates Motel'.

Hvem havde nogensinde troet, at Norma Bates kunne fremstå som en MILF?!

Udover titlen ville det være synd at sammenligne den nye 'Bates Motel' med den gamle. I det hele taget er det modigt, de har turde genbruge titlen, når nu den i sin tid blev brugt til en så ynkelig produktion. Seriens fokus på forholdet mellem Norma og Norman, da de flytter ind i huset på bakken og åbner motellet, indkredses dog smukt i titlen 'Bates Motel', som samtidig giver anledning til mange vittige virale tiltag i disse tider, hvor en tv-serie ikke kan stå alene. I forbindelse med sæson to er talkshowet 'Bates Motel: After Hours' blevet lanceret, og billedet herunder viser hovedpersonernes navne i en grafisk sammenhæng, som associerer sig med neonskiltets beskaffenhed.

'Bates Motel' har haft en god viral markedsføring, som oven i købet er visuelt smukt udført!

'Bates Motel' er blevet kaldt en "contemporary prequel" - den fortæller forhistorien til 'Psycho', men foregår i vores tid. Det lyder utilgiveligt, men franchisens samlede kronologi er i forvejen ude at skide, så hvorfor ikke bare trykke til?! Det moderne tidsbillede bruges effektivt til eksempelvis at skabe en mere nuanceret moderkarakter, end vi før er blevet præsenteret for, og når man lige har vænnet sig til, at Norman Bates bruger smartphone, bliver man faktisk helt glad for ikke at skulle trækkes igennem endnu et periodedrama. I øvrigt er 50'er-stilen fra filmen til stede i seriens univers i tøjmoden og i det møblement, som følger med, da familien Bates overtager huset.

Norma griber lige det første, det bedste at forsvare sig med!

I rollen som Norman Bates ses Freddie Highmore, som efter sit tidlige gennembrud i 'Finding Neverland' (2006) har medvirket i flere børnevenlige fantasyfilm, men som altså nu i en alder af blot 22 fuldstændig redefinerer sig selv som skuespiller. Freddie Highmore har altid været god, men han er virkelig god i 'Bates Motel', og så ligner han Anthony Perkins tilpas meget til, at man lige fra starten anerkender ham i rollen. Som sagt fokuserer 'Bates Motel' på det komplekse forhold mellem mor og søn, og deri portrætteres Norma som en finere person med flere facetter end tidligere. Rollen udfyldes smukt af Vera Farmiga, som blandt andet har medvirket i 'The Conjuring' (2013) og som i 2009 var nomineret til alle mulige priser, inklusiv en Oscar, for sin birolle i 'Up in the Air'.

Norman begynder på et tidspunkt at fatte interesse for zoologisk konservering!

Ligeså sympatisk Norma er, ligeså temperamentsfuld og kompromisløs i sin beskyttelse af familien er hun. Vi stifter i denne første sæson også bekendtskab med hendes overbeskyttende tendenser, men de motiveres af blandt andet Normans handlinger, og således bliver det, der i snart 50 år har lydt som en sikker diagnose på personlighedsforstyrrelse forårsaget af en dårlig moderfigur pludselig det umulige spørgsmål om, hvad kom først: hønen eller ægget?! I det hele taget er 'Bates Motel' yderst seværdig, både for nybegynderen og den øvede, om man så må sige. Der skal dog lyde en lille advarsel: i de første episoder tænkte jeg ofte "Det er da meget fint, men hvad har det med Norman Bates at gøre?" Har man lidt tålmodighed vil man dog efterhånden opleve historietrådene flette sig sammen, og vi begynder så småt at nærme os en forståelse af, hvordan tingene kunne udvikle sig så drastisk, at Norman ender med at iklæde sig sin afdøde mors tøj og dræbe den der kvinde i den der bruseniche.

Score:

Top 10: Bedste horror-film i 2013.

Lad os bare starte med at slå fast: 2013 var et fremragende år for horror-genren! Vi blev forkælet med onde originale værker, beskidte indie perler, funklende fortsættelser, veldrejede re-makes og sprælske nyfortolkninger. Det er faktisk længe siden, at det har været så svært at udvælge de 10 film til den årlige liste over de bedste gys. Især rækkefølgen har været en prøvelse. Erfarne instruktører som James Wan og Rob Zombie leverede varen og det var helt tydeligt, at det nye kuld af genreinstruktører var  blevet bedre til deres fag. Med folk som Fede Alvarez, Adam Wingard og The Soska Sisters i front ser fremtiden interessant ud for fans af gys og gru.

* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10. Insidious: Chapter 2.
2013 var på mange måder James Wan's år. Han gav os hele to store horror-film og begge blev store økonomiske succeser. Det ser man ikke så tit. Og jeg kan da også godt afsløre, at James Wan finder vej til denne Top 10 to gange...
Første gang er det med 'Insidious: Chapter 2',  forsættelsen til 'Insidous' fra 2010. Jeg var tæske vild med den første! Det var en fremragende horror-film der gik helt bananas i sit sidste akt og jeg elskede det. Der var dog også en del plothuller og punkter der forblev uforklarede og uforløste i det første kapitel. Alt dette bliver der rettet op på i 'Insidious: Chapter 2'.
De to film er helt uadskillelige, og du SKAL ha' set den første for at få noget som helst ud af kapitel to . Se helst begge film back-to-back og jeg vil næsten garantere dig, at du vil syntes bedre om begge film bagefter. Hvorfor er 'Insidious: Chapter 2' så ikke højere oppe på listen? Den mangler desværre noget af den første films fandenivoldskhed og uforudsigelighed. Den er er simpelthen ikke lige så uhyggelig og underholdende. Også savner vi altså den vægkravlende Darth Maul aka The Lipstick-Face Demon fra Chapter 1.

In my line of work things tend to happen when it gets dark.

9. Hotel Inferno.
Det italienske filmkollektiv Necrostorm er altid garant for vanvittig og super splattet underholdning. Man ved aldrig helt hvad man får når man sætter sig til rette med en af deres kreationer. Necrostorm er nærmest Europa's svar på TROMA - og de er stolte af det! Necrostorm tidligere film tæller 'Taeter City' og 'Adam Chaplin' - i sidstnævnte følger vi en dræbermaskine af en He-man klon på crack, i et über-voldsomt Manga-univers, hvor han kampdræber sig igennem alt og alle for slå næverne i sit Nemesis. Så har I lige som en ide om hvor vi er henne.... Her er ingen substans eller noget nævneværdigt plot, og skuespillet er stort set ikke eksisterende. Hvad der gør Necrostorm's film underholdende er altså ikke de klassiske parameter for en god film - nej, det er vildskaben, viljen og entusiasmen som sammen med blod og afhuggede lemmer strømmer ud af skærmen, der gør filmene værd at se. Det samme gør sig gældende i deres nyeste af slagsen - 'Hotel Inferno'.
'Hotel Inferno' er ekstremt voldelig - og her mener jeg altså virkelig ekstremt voldelig. De fleste scener er dog så overdrevene og kulørte, at de opnår en tegneserieagtig fremtoning som gør at man noget nemmere kan distancere sig fra lemlæstelserne. Det er næsten ren Looney Tunes, The Coyote vs The Road Runner i nogle scener - så overdrevne er de. Det er med andre ord temmelig barnligt, samtidig med at det virkelig ikke er noget du har lyst til at vise dine børn! Til gengæld er der andre scener som er decideret forfærdelige i deres grusomhed, og skelsættende realistiske at overvære. 'Hotel Inferno' er filmet 100% i POV (Point of view) og det er første gang at jeg har oplevet dette. Overaskende nok, så virker det altså rigtig godt. Man ser ikke filmen, man oplever den. Og illusionen af at du selv er hovedpersonen, den er faktisk temmelig overbevisende. Når alt kommer til alt, så er 'Hotel Inferno' dog "bare" en splatterfilm - men sikken én! 

Do you think that you are the only killer in that hotel?

8. You're Next. 
Hvorfor gøre det mere indviklet end det er? Hvem kan ikke lide en god gammeldaws slasherfilm med et ordenligt vognlæs popcorn i bøtten, cola i kæften og kæresten i armen. Det er lige præcis hvad man får med Adam Wingard's 'You're Next'. Vi har her at gøre med en godt pacet home invasion horror-film, med masser af ofre, fælder, blod, våben og en charmende og hårdtslående final girl. I 'You're Next' møder vi møder familen Davis, der er samlet for at fejre forældrenes bryllupsdag, da de pludselig og uden varsel kommer under angreb af en flok sortklædte psykopater i hvide dyremasker, bevæbnet med økser, knive, bue og pil. Hvem gemmer sig bag maskerne og hvad vil de? Den blodige familiesammen er krydret med et super lækkert 80'er soundtrack, der leder tankerne hen på Carpenter's mest ikoniske film som 'Halloween' og 'The Thing'. Det her er 'Home Alone' for voksne og hold nu kæft hvor er det altså en underholdende film.

Grab anything that might make a good weapon!

7. The Conspiracy.
'The Conspiracy' er bygget op som en found footage film, en teknik som vi efterhånden kender alt for godt, da det er noget rigtig mange instruktører med begrænsede budgetter, anvender. Heldigvis fungerer found footage-teknikken rigtig godt i denne film. Teknikken er i 'The Conspiracy' med til at opbygge både historie og stemning på en yderst effektiv og troværdig måde. På den måde går det ikke bare hen og bliver en gimmick, eller en måde at spare penge på - teknikken bliver rent faktisk en fordel for filmens troværdighed. Dette er måske nok en af de bedste found footage film siden 'The Blair Witch Project' og 'Cloverfield'.
'The Conspiracy' er velfortalt og skuespillet er langt bedre end man måske lige forventer af en lavbudgetssag som denne. Aaron Poole og James Gilbert er yderst overbevisende som henholdsvis Aaron og Jim, de to fyre der kommer alt for tæt på sandheden om en hemmelig og magtfuld loge. Pludselig er de to dokumentarfolk ude på dybt vand, alt imens nættet strammes ubehjertigt til. Var du lidt pjattet med Ben Wheatley's 'Kill List' og Kubrick's 'Eyes Wide Shut', så vil du elske denne film.

We are slaves.

6. The Conjuring.
2013 var året hvor det gode gamle gys vendte tilbage til det store lærred i biograffernes mørke. Og det var især James Wan's 'The Conjuring' der træk det danske publikum til sig. 'Nattens Dæmoner', som den meget opfindsomt kom til at hedde herhjemme, er en klassisk gyser i ordets bedste forstand. Solid historiefortælling, høj production-value, godt skuespil, et par virkelig skræmmende øjeblikke, og i det hele taget en rigtig god blanding in-your-face-chok og uhygge, bygget op omkring stemningen i huset og den hjemsøgte familie.
Desværre stod den også på masser af slidte og overbrugte virkemidler for få nye ideer og en klichefyldt historie der alt sammen gjorde, at jeg personligt aldrig blev helt så grebet af filmen som så mange andre (læs eventuelt Michael's anmeldelse her). En fin 6.plads på denne top 10 fortjener filmen dog stadig, for det er uden tvivl et fremragende stykke håndværk og vi fik endelig en gyserfilm der formåede at hive sit publikum i biffen. Mere af den slags tak!

The devil exists. God exists. And for us, as people, our very destiny hinges on which we decide to follow.

5. American Mary.
De to Soska søstre begynder at ligne noget der er værd at holde øje med. Oven på deres instruktør-debut, den meget ujævne 'Dead Hooker in a Trunk', kommer her 'American Mary'. Og selv om titlen mest af alt leder tankerne hen på et spinoff på 'American Pie', så gemmer der sig et helt andet monster bag 'American Mary'. 32-årige Katherine Isabelle (du har måske set hende i 'Ginger Snaps' trilogien) er fremragende i rollen som Mary Mason, der arbejder på at færdiggøre sine lægestudier. Mary kæmper med alt for mange regninger, og inden længe er hun involveret med de helt forkerte typer på den lokale striptease bar. Mary bliver hyret til at udføre ekstreme body-modificationer og med sine særlige evner for at lave kropslige indgreb udenom systemet, bliver hun efterhånden kendt som "Bloody Mary". Mary's forvandling fra offer til apex predator er en skæv, blodig og til tider ubehagelig en af slagsen. Ideen er forfriskende original, og Mary's karruseltur rundt i det lukkede og skumle miljø bliver aldrig kedelig. 'American Mary' er skarp som en skalpel!

I quit med school today, that shouldn't come as a surprise to you. I'm changing specialties Dr. Grant. Have you ever heard of body modification?

4. Big Bad Wolves.
Quentin Tarantino udnævnte den Israelske horror-thriller 'Big Bad Wolves' til at være 2013's bedste film - det er måske lige i overkanten, men men men, 'Big Bad Wolves' skal du altså se alligevel. Denne grumme sag er mesterligt skruet sammen af Aharon Keshales og Navot Papushado, og mon ikke vi kommer til at høre en del mere til dem nu hvor Hollywood har fået øjnene op for makkerparret. Måske der allerede er en lille klokke der ringer, når du læser deres navne - de to talentfulde herrer har nemlig tidligere gjort sig bemærket herinde på SEC - det skete med den helt udmærkede 'Kalevet' aka 'Rabies' fra 2010 (læs eventuelt vores anmeldelse her).
I 'Big Bad Wolves' sætter en serie brutale børnemord tre meget forskellige mænds liv på kollisionskurs. Faderen til det seneste offer, der nu er ude efter den ultimative hævn, en politimand hvis selvtægts-tilbøjeligheder får Charles Bronsons gerninger til at ligne drengestreger, og sidst men ikke mindst, den hovedmistænkte i mordene - en splejset skolelærer der påstår at han er uskyldig i samtlige påstande.
'Big Bad Wolves' er hævn-thriller når det er rigtig godt, - den blander plottwists med kulsort humor og afstumpet brutalitet. 'Big Bad Wolves' kørte under sidste års danske genre-filmfestival 'Blodig Weekend' og tak for det. Tag nu og se den originale film, for et amerikansk remake bliver uundgåeligt.

It might look like I'm enjoying this, and maybe I am in a way... but believe me, I'd be happy to stop breaking your fingers. Now would you please start talking!

3. Maniac.
Ligesom med remaket af 'Evil Dead', så var det også kuldegysninger af de helt forkerte årsager der gik igennem horror-fans da det kom frem, at man arbejdede på et remake af William Lustig's grindhouse-klassiker 'Maniac' fra 1980. Og ikke nok med det, så var det guddødeme også hobbit-klovnen Elijah Wood der skulle spille den forstyrrede seriemorder Frank Zito - en rolle som Joe Spinell udødeliggjorde i originalen. Hvordan skulle det dog ikke gå, - Joe Spinell og Elijah Wood er jo diametrale modsætninger, både i udsendende og størrelse?!
Det skulle overaskende nok vise sig at gå rigtig godt, og en del af os fans af originalen måtte æde vores ord og forbandelser igen, for sikke en nervepirrende og skrækindjagende film vi fik.
'Maniac' er skudt næsten udelukkende i POV (point of view), hvor vi følger Elijah Wood's karakter Frank, den psykisk ustablie seriemorder der myrder kvinder til højre og venstre. Elijah Wood spiller rollen gribende og manisk, og selv om vi stort set ikke ser ham, men kun har hans stemme og handlinger at forholde os til, så virker det altså. Filmen er skarp og smukt filmet, billeder og lyd emmer af stemning og Frank's deroute ned i det allermørkeste af det menneskelige sind, er en fængslende oplevelse.

Please don't scream. You're beautiful.

2. Evil Dead (2013).
Hvem have troet det? Helt ærligt. At et remake af en af de mest elskede og ikoniske horror-film, nogensinde kunne gå hen og blive vellykket? Det giver jo ingen mening. Det er nu engang hvad der skete, da Fede Alvarez nyfortolkning af Sam Raimi's 'Evil Dead' landede med et dæmonisk drøn fra en anden verden. Man havde klogt nok droppet at prøve og kopiere stemningen og Bruce Cambell's legendariske heltekarakter Ash fra de tre førse film, og i stedet fokuseret på at skabe en mere seriøs, ond og uhyggelig film. Pist væk var "over the top" fald-på-halen-horror og i stedet fik vi noget helt andet. En yderst simpel og grum splatterfilm med frydefuldt hårdtslående effekter, spækket med (u)lækre detaljer og solide præstationer. Nyd også lige hvordan den skræmmende lyd af luftsirener er flettet ind i soundtracket - fantastisk! Billeder og lyd smelter sammen og tager publikum på en beskidt og betændt rutchebanetur direkte ned i helvede, når dæmonerne begynder at rulle sig ud i den lille skovhytte. Samtidig bliver vi heldigvis forskånet for (alt for mange) klichéer og kedelige gentagelser.
2013's 'Evil Dead' er helt sin egen (vanvittige dæmon). Læs eventuelt Jesper P's anmeldelse her.

I will feast on your soul!

1. The Lords of Salem.
Rob Zombie er en mand alle genrefans efterhånden kender, enten igennem hans musik eller hans film. Mr. Zombie har især skabt sit navn i filmverdenen igennem sine to redneck-slashers 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' - og mange forventede noget i samme boldgade da hans 'The Lords of Salem' gravede sig op til overfladen. Men men men, til manges skuffelse så var det noget helt andet vi fik. Vi fik i stedet serveret vulgær, men samtidig afdæmpet hekse-horror spundet ind i en mareridtsagtig feberdrøm af en film. 'The Lords of Salem' har fået mange tæsk for at være kedelig, prætentiøs og i det hele taget alt for artsy fartsy og det er ærgerligt, for jeg tror at det mest skyldes at folk er kommet ind til filmen med de helt forkerte forventninger.
'The Lords of Salem' er en svær film at gå til, men det er også en original og visuelt meget smuk horror-film, og det er noget vi desværre ser alt for sjældent. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af at instruktøren danser lige på afgrunden til noget rigtig farligt - til helvede. Jeg tror at 'The Lords of Salem' er en af de mest sataniske film jeg nogensinde har set, sammen med Ken Russell's 'The Devils' fra 1971. Og er du til den europæiske måde at dreje horror-film på, som f.eks Argento gør det, især i hans 'Suspieria' eller som vores egen Lars Von Trier gør det i 'Antichrist, så er jeg meget sikker på at du vil finde en masse at gyse over i 'The Lords of Salem'.
Det hele er akkompagneret af et stemningsfuldt soundtrack begået af Rob Zombie's legekammerat og  guitarist John 5 (tidligere Marilyn Manson) - lyden af Lou Reed's 'Venus in Furs' har aldrig været mere velvalgt. Rob Zombie spiller også på dette års Roskilde Festival, og jeg kan kun sige: Se showet og SE FILMEN!

Satan! Come to us! We are ready! Satan! Come to us! We are ready! Satan! Come to us! We are ready!

De fem bobler:
Would You Rather
Byzantium
Sinister
The Battery
Lord of Tears