Anmeldelse: Gun Women.

Årgang: 2014.
Tagline:
Instruktør: Kurando Mitsutake.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Tetsuo" (1989),  "The Machine Girl" (2008)
 
"Gun Woman" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En hyperintelligent professor ønsker at hævne mordet på sin elskede og udtænker en vanvittig plan: Han køber en ung stofmisbruger og træner hende til at blive den ultimative snigmorder, hvorefter han indopererer våbendele i hendes krop, som hun på det rette tidspunkt må grave frem og samle for at dræbe sit mål. Quentin Tarantino er en overraskende voldsomt kopieret instruktør i betragtning af, hvor meget han selv låner fra sine forbilleder. Man kan selvfølgelig overveje, hvordan man skal være i stand til at vurdere, om en instruktør er inspireret af Tarantino selv eller dennes inspiratorer. I ‘Gun Woman’ virker det tydeligt, at det er Tarantinos mix af genre og stilarter, der skydes efter. Historien er fortalt af to lejemordere, der sidder i en bil på vej til Las Vegas, og deres dialog virker i høj grad også til at skyde efter Tarantinos selvironiserende friskhed. Ikke at den amerikanske instruktør er eneste forbillede: Der stjæles eksempelvis også fra ‘Rocky’ (1976), hvis træningsmontage filmen ret tydeligt illuderer til. Instruktør Kurando Mitsutake trækker derudover inspiration fra alskens samurai- og exploitationfilm i hans tredje spillefilm.

Et råd: Luk munden når du bliver tisset i ansigtet.

Men budgettet kan ikke helt følge med til de ting, der skydes efter. Store bidder af filmen er plaget af overdreven og kluntet brug af slowmotion samt genbrug af de samme billeder. Filmens look lykkedes ikke med at have en konsistent stil. Til tider er den voldsomt stiliseret med baggrunde, der forsvinder i lys, mens andre dele af filmen virker amatøristiske i sin brug af håndholdt kamera, som særligt kombineret med dårlig klipning ikke virker bevidst benyttet. Skuespillerne er endvidere ikke de stærkeste, og mens dette ligeledes kunne have været en bevidst beslutning for at sende tankerne i retning af klassisk exploitation, virker det heller ikke her, som om det er tilfældet. Filmen tager sig selv relativt seriøst, og selvom de to fortællere forsøger at påpege nogle af de lidt fjollede elementer i historien, virker det stadig som om, at filmen ønsker et element af drama. Asami og Kairi Narita er de bærende hovedroller. Narita gør egentlig et fornuftigt stykke arbejde med sin lidende rolle, mens Asami specielt i filmens første halvdel ikke er overbevisende. Hendes udvikling fra junkie til trænet morder er en stor del af filmen, og derfor er det et stort problem for den, at dette ikke rigtig bliver solgt. Filmens soundtrack er ligeledes ret frygteligt en stor del af tiden, og det i en grad, så det er decideret forstyrrende for ellers udmærkede scener.

Noriaki Kamatas skurk tager begrebet skånselsløs til nye højder.

Filmens problemer gør dens styrker så meget desto mere overraskende. Kampscenerne er overraskende godt koordineret, særligt når klipningen ikke kommer i vejen. Det gør, at ‘Gun Woman’ formår at underholde på det plan, og samtidig er filmens grundlæggende præmis meget sjovt. Skurken gør ligeledes meget godt for filmen. Det er gennem ham, at vi får nogle af filmens mest slagkraftige og oprigtigt effektive scener. Samtidig er det også hans syge lyster, der giver mulighed for, at filmen kan få fremvist nogle ret overbevisende fysiske effekter og nogle miljøer, der er interessante at lade begivenhederne ske i. Opbygningen af Hamazakis søn, som skurken blot omtales som, er utvivlsomt det mest vellykkede i filmens konstruktion. Han er vitterligt frygtindgydende i sin fuldstændige apati. I en af filmens scener voldtager han en kvinde under nogle omstændigheder, der sågar får hans bodyguards til akavet at kigge i en anden retning.

Asami er ikke nogen fremragende skuespillerinde, men smurt ind i lidt blod og med hovedet fuld af hår sælges intensiteten trods alt.

‘Gun Woman’ har alvorlige problemer med sin historiefortælling. Filmen er ujævnt opbygget og uden et stærkt manuskript til at gøre op for de budgetmæssige mangler, hænger vægten på de stilistiske idéer og underholdningsværdien i disse. Mens disse til tider har en vis styrke, er det ikke nok til for alvor at hæve filmen, som i stedet klasker blodindsmurt til jorden, gispende efter vejret og ude af stand til at fuldføre sin mission.

Score: