Anmeldelse: Jaws III.

Årgang: 1983.
Tagline: Soft young girls behind hard prison bars.
Instruktør: Joe Alves.
Runtime: 99 minutter.
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: US iTunes.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975), ”Friday the 13th Part 3 – 3D” (1983).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang hvor jeg gik i biografen. Det var dengang, hvor en tur i biffen var ensbetydende med, at den første tyvekroneseddel blev brugt på arcademaskiner, der stod og blinkede i foyeren. Det var dengang, hvor man var lykkelig uvidende om hvad der var på vej af nye film, så forfilmene var en betydelig del af oplevelsen i mørket. Før en sådan forfilm i hedengangne Tivoli Bio, fik vi udleveret et par 3D briller, der som bekendt var et stykke billig pap med et rødt og et grønt filter. Der var to forfilm i 3D. Den ene var ”Friday The 13th Part 3 3D” og den anden var ”Jaws 3-D”. Stor var min begejstring efter denne forfilm, for kunne det virkelig passe? Ville min absolutte yndlingsfilm komme i en tredje epos? Og så i avanceret 3-D? Mine bønner var så sandelig blevet hørt.

Filmens flotteste 3D effekt.

Brody drengene er blevet voksne. Den ældste bror, Mike, er blevet teknisk ansvarlig for vedligehold af en ny vandpark, der tilbyder gæsterne en unik undervandsoplevelse krydret med alskens underholdning  med vandski og andet gøgl. Parken er dog ikke uden overraskelser, da en kæmpe hvid haj med appetit for turister ved en fejltagelse er blevet fanget i den kæmpe forlystelsespark.
Man skal ikke tage fejl. 1983 var muligvis året, hvor jeg ikke længere kunne indløse børnebillet til HTs busser, men naiviteten eksisterede skam i fuld flor. Vi befandt os i begyndelsen af VHS tidens guldalder – og her var man ikke varsom med fortsættelser, der fuldkommen trak tæppet væk under al kvalitet fra originalfilmen. Der havde jo i mellemtiden været en ”Jaws 2”, der til trods for sine fejl og mangler, havde været en værdig efterfølger. Den havde bevist, at man sagtens kunne lave fortsættelser, der var nogenlunde tro mod originalen uden at decideret kopiere plot og historie fra selvsamme. Den slags optimisme skal man imidlertid være varsom med. For man skal ikke mange minutter ind i ”Jaws 3”, før de første advarselslamper begynder at blinke.

Dåsemad for store hajer.

Dennis Quaid var i 1983 en skuespiller, der var godt på vej. Han havde stadig sit gennembrud til gode, hvilket ”Jaws 3” ikke nødvendigvis bragte ham tættere på. Men med den information til trods, er han alligevel en af årsagerne til, at man ikke skal give helt op på denne tandløse hajfilm, der selv med en håndfuld forholdsvis talentfulde skuespillere, alligevel formår at skabe præcedens for, hvor ringe og ligegyldige en fortsættelse kan ende med at være. Her er nemlig intet at råbe hurra for. Dialogen er forfærdelig, plottet er decideret tåbeligt og effekterne er helt og aldeles horrible. Hajen ligner en papmache figur, der er ved at opløse sig selv under vand. 3D effekterne er pr definition lort, hvilket man nu også måtte forvente, for det er begrænset hvad man kan opnå med et stykke papbrille, der mest af alt giver publikum fornemmelsen af et farverigt syretrip. Værst bliver det dog, da man i et anfald af galskab vil fange hajen, for at gøre den til en del af vandparken. Her hopper kæden helt af, og gudskelov spiser papmache hajen da også manden bag idéen, der desværre ikke er manden bag manus – Richard Matheson, men en stakkels skuespiller, der skulle lægge karriere til denne omgang sludder fra ende til anden. Matheson er i øvrigt manden bag bogen I am Legend, hvilket han åbenbart skrev med begge hænder, for dette manuskript stinker langt væk af venstrehåndsarbejde.

Bare rolig!! Det er ikke en ægte haj til trods for de vilde effekter i 3D!!

Som om at tingene ikke kunne blive værre (men det kunne de sagtens i ”Jaws: The Revenge”), så skifter hajen gud hjælpe mig også størrelse gennem filmen. Den er til tider ikke så stor, men i de sidste scener er den blevet enorm. Jeg skal ikke sige om den skabte idéen til Kirstie Alleys yo-yo slankekur, men det er en højest besynderlig oplevelse, at se en haj der udvider sig til dobbelt størrelse efter for godt befindende.
Så når regningen skal betales, er der ikke meget kød på menuen. ”Jaws 3” er et lige så godt eksempel på hvor galt det kan gå, som ”Jaws 2” var et eksempel på, hvor godt det en sjælden gang går, når man vælger at producere en fortsættelse af en klassiker. Jeg husker nu stadig øjeblikket i Tivoli Bio som noget særligt, om end at den efterfølgende film burde have en plads i glemmebogen. Det er heldigvis en saga blot, for i dag kunne man heldigvis ikke finde på at lave dårlige fortsættelser af succesfulde klassikere. Det ville mindst være lige så åndssvagt, som hvis man igen lavede film i 3D, men det er der gudskelov ingen der kunne finde på.

Score: