Anmeldelse: Sin City 2: A Dame to Kill For.

Årgang: 2014.
Tagline: There is no justice without sin.
Instruktør: Robert Rodriguez & Frank Miller.
Runtime: 102 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: SF Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Sin City” (2005), “Renaissance” (2006),  “The Spirit” (2008).

I “Sin City: A Dame to Kill For” dykker vi tilbage i den korrumperende storby, som det var svært at forestille sig blive værre, efter begivenhederne i den første film fra 2005. Også denne gang følger vi forskellige historier, der krydser hverandre på forskellig vis. Marv (Mickey Rourke), Dwight (Josh Brolin), Johnny (Joseph Gordon-Levitt) og Nancy (Jessica Alba) kommer i problemer, nogle med større overlæg end andre. Marv prøver at komme i tanke om, hvorfor han har slået en gruppe drengerøve ihjel, Dwight frustreres af den ultimative femme fatale, Johnny kaster sig ud i et farligt spil poker, og Nancy er ude efter hævn for mordet på hendes elskede Hartigan (Bruce Willis).

Det tog sin tid for Robert Rodriguez og Frank Miller. Springet fra ‘05 til ‘14 er ikke et lille et af slagsen, når der er tale om en film som “Sin City”. Med den lange ventetid kommer en fanbase med store forventninger til noget, der skal være mørkere samt mere blodsprøjtende og sadistisk end forgængeren. “Sin City: A Dame to Kill For” leverer som forventet massevis af sort/hvid gore, og når hoveder hugges og mases af i mængdevis, er det ikke svært at lade sig rive med. Rodriguez er en fremragende actioninstruktør og skaber engagerende sekvenser med imponerende visuelt overskud, der overskygger forgængeren i ekstravagance. Der er skruet op for både æstetik, body count og mængden af eksplicit nøgenhed. Samtidig er historierne og måden, de flettes på, avanceret en smule, og mens der var en poetisk cirkulær form på mange af historierne i den første film, er historierne her lige så trøstesløse, men de indeholder ikke den samme finesse.

Nancys uskyldighed er blevet eftertrykkeligt korrumperet.

Det er svært at matche det hold skuespillere, som dem Rodriguez’ oprindelige film bød på, men det lykkedes nu alligevel på fornem vis her. Mens folk som Jessica Alba, Mickey Rourke, Rosario Dawson og Bruce Willis vender tilbage i større og mindre roller, glimrer afdøde Brittany Murphy og Michael Clarke Duncan ved deres fravær. Særligt sidstnævnte, vis figur har en meget tydelig rolle i historien, bemærkes til trods for en flot præstation fra Dennis Haybert. Jeg var ikke glad for Jessica Alba i den første film. Faktisk fandt jeg hendes præstation forstyrrende i dens påtagede uskyldighed. I “Machete” (2010) forsøgte hun sig som en mere hårdkogt figur, hvilket heller ikke fungerede for mig. Om det er arrene, hun her tilføjes, den fine opbygning af hendes historie eller en reel udvikling af hendes talent, ved jeg ikke, men i “Sin City: A Dame to Kill For”, sælger Alba pludselig sin figur overbevisende og vandrer balancen mellem overspillet melodrama og råhed på vellykket vis. I det hele taget er der nogle bundsolide kvindelige figurer med i denne ombæring, og Eva Green præsterer drivende selvsikkert, som den farlige Ava. Lady Gaga og snart 77-årige Christopher Lloyd dukker begge op i cameos i løbet af Johnnys historie. Joseph Gordon-Levitt er en ny tilføjelse til universet og leverer med sin vanlige stærke karisma til filmens mest overraskende segment.

“That right there is a dame to kill for...”

Det største problem for denne omgang “Sin City” er fornemmelsen af deja vu. Skønt filmen skiller sig ud fra sin forgænger og fint står på egne ben, er den alligevel bange for at vise os helt nye sider af Sin City. Jeg kender ikke til tegneserie-universet men har en tydelig fornemmelse af, at universet er af en vis størrelse. Når man således vælger igen og igen at komme tilbage til Kadie’s bar for at forsøge at skabe en sammenhæng mellem alle historierne, virker det en smule søgt. Særligt fordi Marv i stedet for egentlig at få tildelt sin egen historie inddrages som simpel muskelmasse i mere end et tilfælde. I den første film fik Rourke mulighed for at portrættere en fin udvikling i karakteren, og selvom det unægteligt er morsomt at se Marv uddele læssevis af tæv, medvirker det også til at få universet til at fremstå både en smule småt og repetitivt.

“Just another Saturday night...”

Robert Rodriguez og Frank Miller har endnu engang ramt rigtigt og giver et overbevisende indtryk af at se en tegneserie levendegjort. Med den genkendelige sort/hvide film noir stil emmer filmens billedside af stemning. Historierne og sammenfletningen af disse er ikke helt så gnidningsfri som man kunne ønske, men et endnu engang veloplagt hold af skuespillere tvinger fortællingernes fuldstændige fravær af håb igennem til seeren, som i stedet for at synke ned i depression, føler sig djævelsk godt underholdt af trøstesløsheden.

Score: