Anmeldelse: Shark Night.

Årgang: 2011.
Tagline: Terror Runs Deep.
Instruktør: David R. Ellis.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Netflix US.
 Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

En flok unge collegestuderende tager på et fortjent afbræk fra den daglige hor, druk og latterlige opførsel på skolen, så de kan drikke, hore og opføre sig latterligt i lidt mere afslappede omgivelser. En enkelt af pigerne har et hus på en øde ø i Louisianas Deltaområde, så de unge begiver sig på eventyr, men de er ikke alene på floden. En finne følger efter dem…..og den er ikke fra Finland.
Hvis man elsker film, så ryger man tit og ofte ud i titler, hvor man sagtens kan få øje på den gode idé. Hvor man sagtens kan se meningen med det hele. Hvor man kan ærgre sig over at idéen ikke er blevet udført, som man ellers havde håbet på. Hvor idéen bare ikke kom i de rigtige hænder. Med Shark Night er der ingen god idé. Ingen overhovedet. Faktisk er hele plottet, historien og såmænd også udførslen skræmmende dårlig. Det er en af den slags idéer, hvor en eller anden med pengene til finansieringen, burde have lagt hashpiben fra sig, tænkt sig om, og med funklende klarsyn have sagt: Det er ikke godt nok. Vi må tilbage til tegnebordet, drenge.

Her ryger hele budgettet til speciel effects.

Allerede efter ti minutter sneg den sig ind på mig. Altså ikke hajen, men derimod en hovedpine, der stille bredte sig til en migræne, der bare ikke ville gå væk. For selv om jeg er et tålmodigt menneske, der kan acceptere mange fjollede tiltag, finde guldkorn i de største møddinger på film og snart har lært, at den gode moderne film hører til sjældenhederne, så kunne jeg bare ikke se fidusen med Shark Night.
De unge mennesker fortjener at dø. Længere er den sådan set ikke. Jeg heppede på hajen, for de mandlige protagonister var så endimensionelle, at man i stedet kunne have brugt papfigurer og bugtalerstemmer, der med garanti ville have været langt mere underholdende, men knapt så fordøjeligt for den sarte hajs mave. Kvinderne? Tja! De beholder bikinierne på, hvilket er et stort no-no for denne type film, for hvilket raskt menneske laver en teen-scream uden bare en enkelt brystvorte, en simpel silikonebabs eller bare en bar røv af Kardashianske proportioner?  Utilgiveligt!

Hvis du vender dig om nu, så får vi andre noget at juble over.

Hvad så med hajen, hører jeg dig spørge? Jeg har allermest lyst til at spoile, men da jeg gerne vil beholde de sidste to af mine venner på Sørensen Exploitations ellers hårdkogte fanskare, vælger jeg ud af respekt for dem (og ikke filmen) at tie stille og konstatere, at der midt i de forfærdelige CGI scener, der ligner noget fra en Amiga 500,  faktisk er et par fede scener med en sulten haj. Det er naturligvis fjollet på niveau med Sharknado, for hvorfor skulle man kun smide 90% af fornuften overbord i en film om en kæmpehaj i en lokal sø?

Sekunder efter at det er gået op for ham, at hun ikke tager toppen af.

Skuespillet er forfærdeligt. Samtlige unge mennesker overspiller, som var de en del af en højskole opsætning af Shakespeare for retarderede mennesker, hvor pigerne har alt for meget tøj på (Jeg gentager lige. Antal patter: NUL). Midt i hele herligheden dukker Donald Logue op. En skuespiller, som jeg indtil i forgårs havde en del respekt for, men som nu for evigt vil blive brændemærket i mit sind, som manden der gik ind til denne film med talent – og kom ud med præcis nul procent af min respekt.
Hele balladen er instrueret af David R. Ellis, der var ”geniet” bag Snakes on a Plane, der også handlede om farlige dyr, der er fuldkommen malplacerede. Derfor holder jeg mig, fra nu af, fra film som Lava Lions, Piranhas in the mist og Antarctic Dinosaurs. Alligevel præmierer jeg Ellis og Shark Night med præcis en Pinhead mere end han gav mig af kvindelige attributter. 

Score: