Anmeldelse: Stage Fright (2014).

Årgang: 2014.
Tagline: The Latest. Most Terrifying Evil.
Instruktør: Jerome Sable.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 89 minutter.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "Phantom of the Paradise" (1974), "April Fool’s Day" (1986), "High School Musical" (2006).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Kylie Swanson er tæt på sit gennembrud på de skrå brædder. En aften hvor alt går op i en højere enhed, bliver Kylie brutalt myrdet efter en forestilling, hvor hun sang for en af Broadways største producere. Ti år senere får hendes datter Camilla chancen for at gentage sin mors optræden - i en produktion på en musical camp, hvor hun forhåbentlig kan få det gennembrud, som hendes mor aldrig opnåede. Men i mørket lurer en morder, der vil gøre alt for at stoppe showet….endnu engang.

Hvad så horrorfans? Er I der? Hvis jeg siger High School Musical, hvad siger I så? Hvis jeg siger Glee, hvad siger I så? Hvis jeg siger slasher, som i de gode gamle dage, hvad siger I så? Hvis du stadig læser med efter de to første spørgsmål, så er der noget galt fat med dig. High School Musical, Glee og slasher? Sig mig lige en gang – er verden da gået helt af lave? Hvis man skal tro spillefilmsdebutanten Jerome Sable, så er verden i hvert fald helt på hovedet. Efter femten minutter af Stage Fright, har man været udsat for tre sange, hvor de to af dem er så glade og fjollede, at der nok allerede er skilt rigeligt bukke fra fårene til, at man godt kan formode, at kun hardcore fans af slashergenren stadig hænger med.

The Phantom of the…Stage Fright.

Køber man præmissen, så er der til gengæld noget at hente alligevel. For bag alle de irriterende sange, gemmer sig en sammenhæng mellem sang og handling, der stille sniger sig ind under huden på sit publikum. Opbygningen er til tider lang, gennemskuelig og en anelse for stereotyp, men i de øjeblikke hvor filmen er allerbedst, er kombinationen af de mange sange og de mere dystre slasherøjeblikke helt geniale.
Hovedpersonen Camilla spilles af Allie McDonald, der ligner en porcelænsdukke og ofte ikke magter mimik til mere end det. Det er et forstyrrende element, når en hovedperson virker distanceret i sit udtryk – men til gengæld hælder det sympatien over på morderens side, hvilket i sig selv kan være underholdende nok. Generelt er skuespillet tæt på forfærdeligt og Minnie Drivers korte rolle, hjælper ikke på helhedsindtrykket. Meat Loaf er en skygge af sig selv, så præstationerne er generelt hurtigt glemt.

The Phantom of the….glem det.

Når man glemmer alt om Glee, musicals og platte sangtekster, så er der også lidt til slasherfans. Mordene er sjovt konstruerede og har hver i sær en fin sammenhæng med historien (og sangene). Der er adskillige nods til gyserklassikere, hvor den størst nødvendigvis må være Phantom of the Opera, som det hele lidt er en parodi på. Jeg vil ikke afsløre resten, men der er en god stak sjove referencer, der i sig selv gør filmen seværdig på en kitschet måde.

Du store kineser! Der er en blodig japaner.

Morderen er i sig selv en slags potentiel kultfigur, som man sagtens kunne se blive til en franchise. Han er gemt bag en kabukimaske, der virker som en fin nyskabelse baseret på mere klassiske slashere. Han har humor, vrede og arsenalet fyldt med oneliners, der i bedste slasherstil leveres med præcision, humor og charme.
Jeg hyggede med fint med Stage Fright, men kan sagtens forstå, hvis horrorfans står af med de mange sange, der virker lige så usandsynlige i en moderne slasher, som havde det været Fame møder Freddy i firserne. Kan man acceptere dem, så er de fint vævet ind i et tæppe af humor, skæve tvists og blodige scener, der trods alt er alt det, som man måtte forvente af en klassisk teenslasher.

Score: