Anmeldelse: Shakma.

Årgang: 1990.
Tagline: The world's most aggressive primate... just got mad!
Org. titel: Shakma / Nemesis / Panic in the Tower.
Instruktør: Hugh Parks og Tom Logan.
Runtime: 100 minutter.
Medie: YouTube.
Set på: 21,5" iMac.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'King Kong' (1976), 'Link' (1986), 'Monkey Shines' (1986), 'Rise of the Planet of the Apes' (2011).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Den nepotistiske professor Sorensen har endnu en gang inviteret sin lille håndfuld af yndlingselever fra medicinstudiet på rollespil efter fredagens forelæsninger. Normalvis foregår rollespillet omkring et bord, men denne aften udføres det for første gang live i universitetsbygningens klinisk hvide gange, klasserum og laboratorier. Professor Sorensen er som sædvanligt Game Master, mens de studerende spæner fra den ene etage til den anden for at løse gåder og samle tryllestøv og til slut blive benådet adgang til the top floor, hvor en smuk prinsesse venter mellem kaffemaskinen og stuebirken. Men hvad ingen af dem ved er, at den vanvittige forsøgsbavian Shakma, som ellers skulle have været aflivet tidligere på dagen, er i live og gal som bare pokker!

"Hmm... dette numse-termometer må være defekt!"

Det er mange år siden, vi første gang så en abe rasere en etageejendom. Kæmpegorillaen King Kong blev med sin bestigning af Empire State Building et filmhistorisk ikon, men det samme kan ikke siges om bavianen Shakma, der her små 60 år senere springer rundt i gangarealerne på dette aflukkede medicinske fakultet. Roddy McDowall, som i øvrigt altid er skøn at se på, påtager sig en af sin travle karrieres mere tvivlsomme roller som professor Sorensen. Hans tilstedeværelse på skærmen er kærkommen, men nogen glansrolle kan man ikke kalde denne dr.med. Om ikke andet tilføjer han da 'Shakma' lidt star quality sammen med de unge elskende; Amanda Wyss fra 'A Nightmare on Elm Street' (1984) og Christopher Atkins fra 'Blue Lagoon' (1980), hvis kemi dog aldrig bliver sprængfarlig, selv ikke under elskovsscenen i laboratoriet.

"Jeg ved, det er upassende, men jeg skal simpelthen sådan skide!"

Idéen med forsøgsdyr, som går amok på studerende i en laboratoriebygning er ganske fin, og selvom bavianen er lille, er den en hidsig satan med stor smidighed, skarpe tænder og masser af råstyrke, så når blot man abstraherer fra den røde røv, kan man sagtens se det frygtindgydende i den. Men motivet for at lade de fem studerende blive efter lukketid nærmer sig simpelthen det latterlige. Det kan godt være, at liverollespil, bippende computerskærme og walkie talkies var moderne og spændende i 1990, men selv dengang må det have været dødens pølse at følge de unge mennesker vandre fra den ene ledetråd til den anden. Indtil Shakma vågner af sin bedøvelse 30-40 minutter inde, er filmen simpelthen dræbende kedelig. De studerende synes tilsyneladende, det er herligt at blive hundset rundt med som riddere i professorens eventyrspil, og bortset fra den dovne Richard som har tiltusket sig en form for skurkerolle i et forsøg på at imponere professoren, er der så at sige ingen konflikter i spil. Richard sætter af og til lidt skub i karaktererne, men skulle han for alvor gøre nytte, skulle han spille sine lalleglade medstuderende ud mod hinanden og latterliggøre dem overfor deres kære hr. lærer, så han selv kunne stå i et bedre lys.

"Åh Gud! Denne indstilling bliver så fed i forhold til resten af den her film!"

Da Shakma endelig dukker op, stiger energiniveauet immervæk en anelse, men det er sgu stadig for trægt. Meget af filmen foregår omkring døre med en studerende på den ene side og den rasende Shakma på den anden afbrudt af enkelte sekvenser, der trods alt pirrer nerverne en smule. Hovedpersonen sniger sig enormt meget langs gangene, og gemmer sig bag enormt mange døre, men det forekommer lidt nyttesløst, når man allerede ved, at han overlever til sidst - det gør de jo ofte sådan nogle hovedpersoner. Derimod bliver der ikke gjort særligt meget ud af de andre karakterers dødsscener - måske fordi det simpelthen så fjollet ud i længden, når bavianen tumlede legende rundt med sin træner, som var iklædt skuespillernes kostumer. Sådan ordnede man nemlig disse scener, og så smed man vrede bavianlyde på efterfølgende. Skuespillerne måtte så vidt jeg ved ikke spille overfor den medvirkende bavian af dyreetiske årsager, og det er jo sikkert også derfor, vi så ofte ser dem adskilt af en dør. Jeg savner nogle blodige møder mand og abe imellem. Den bedste dødsscene er faktisk, da filmens obligatoriske sorte mand ruller rundt med en bavianbamse for at illudere dødskamp. Det er måske nok ufrivilligt underholdende men i det mindste underholdende.

"Jeg vidste, jeg skulle have taget en ekstra tampon med!"

'Shakma' er ikke nogen særlig god film - ikke at den slags film behøver at være det, så længe de blot er skamløst underholdende, men heller ikke det formår 'Shakma'. Hele produktionen fremstår amatør-agtig, og billederne og lydsiden minder om noget billigt tv-bras. Ind imellem er der lige en kreativ idé eller et moneyshot, som tager kegler, men størstedelen af filmen er bare (g)abende kedsommelig. Første gang jeg så filmen var til en filmaften, hvor den blev vist side om side med 'Planet of the Apes' (1968), og det er da lidt sjovt, at Roddy McDowall selv har spillet abekat adskillige gange og faktisk hele tre forskellige af slagsen i 'Planet of the Apes'-franchisen. Først Cornelius i originalen, siden Caesar og Galen i henholdsvis filmfortsættelserne og tv-serien. Som sagt synes jeg, 'Shakma' har noget kørende som idé, men måske nogle skulle være hurtige at få et remake i gang, nu hvor utilfredse aber er blevet moderne igen med hele rebootet af 'Planet of the Apes'. De kunne passende lade Roddy McDowall gentage sin rolle som professor Sorenson... naturligvis ved hjælp af abernes motion capture-konge; Andy Serkis.

Score: