Anmeldelse: Godzilla (2014).

Årgang: 2014.
Tagline: The world ends, Godzilla begins.
Instruktør: Gareth Edwards.
Runtime: 123 minutter.
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver:
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Godzilla: Final Wars” (2004), ”Cloverfield” (2008), ”Pacific Rim” (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg ved intet om fænomenet Godzilla. Absolut intet. Når folk snakker om Kaiju, Gigan og Kumonga, aner jeg ikke, om det er Godzilla eller menuen fra den lokale sushibar, som de taler om. Jeg så den film med Matthew Broderick i halvfemserne, hvor en masse mennesker skreg hele tiden, men den sagde mig ikke det helt store, så den røg i glemmebogen ved siden af hovedparten af Roland Emmerichs andre ”klassikere”. Så med den tilståelse i mente, håber jeg at fans af Japans svar på ”Reptilicus” kan tilgive mig mit forehavende med denne anmeldelse.
Året er 1999. En ulykke på et atomkraftværk i Japan slår konen til værkets direktør ihjel, da en reaktor bliver udsat for seismiske forstyrrelser, der skaber en lækage. Nogle år senere er direktøren Joe Brody stadig i Japan. Han er langt fra sikker på, at udsvingene i de underjordiske målinger fra ulykken var naturlige, så han er besat med tanken om, at bevise at alle tog fejl. Sønnen Ford rejser derfor fra USA til Japan, for at overbevise sin far om, at han må opgive sine teorier, inden at besættelsen tager livet af ham. Det skal snart vise sig, at Joe ikke var helt tosset, for der er problemer på vej. STORE problemer.

Mit navn det står med….noget der stikker!

Manden bag rattet på dette uhyre af en monsterfilm er Gareth Edwards. Han debuterede med den charmerende ”Monsters” i 2010, hvorefter han sprang på denne mundfuld af en blockbuster, der i den grad må have været en udfordring for en mand med meget begrænset erfaring. Det mærker man især i starten af filmen, der naturligt er en opbygning af den smule historie og plot, som man naturligvis ikke kan forvente det store af, når filmen handler om sagnomspundne øgler af gigantiske dimensioner. Edwards er heller ikke særlig godt hjulpet med manus, der mildest talt er overdramatiseret til et punkt, hvor buen er spændt til mere fare for skytten end nogen anden. Forfatteren bag er Dave Callaham, der er manden bag succeser som Doom og de fire Expendables film (jo jo, der kommer skam en til), hvilket forklarer hvorfor ellers dygtige skuespillere bliver marionetdukker, der hverken opfører sig særlig intelligent eller siger mange kloge ting over de to timer, som dette monster af en oplevelse sniger sig op på.

Det er jo ham den kendte fra "Kick Ass" og en skuespiller fra en tv-serie.

At lave en monsterfilm er en balanceøvelse, som ganske få slipper rigtig godt fra. På den ene side skal man lave en udholdelig historie, der skal holde vand den første time, før monsteret overtager skærmen, og vi glemmer alt om historien igen. På den anden side skal man skabe en oplevelse, hvor monsteret ikke reducerer mennesket til en ligegyldig statist, som vi har spildt en time på at glo på, før vi når til den gode halvdel, hvor noget skal eksplodere og nogen skal dø. Denne udgave af ”Godzilla” fejler en del med den første udfordring, men består helt fint på udfordring nummer to. Mennesket får, til trods for hård konkurrence fra kæmpe monstre, lov til at eksistere i den mere actionprægede del af filmen. At personerne så ikke bliver mere levende eller mere endimensionelle, end de var i første halvdel af filmen, er jo bare en naturlig konsekvens af, at vi har at gøre med en film, hvor man ikke har brugt megen tid på at skabe en historie, der giver meget anden mening end et skrøbeligt fundament på noget, som nogle monstre alligevel har tænkt sig at gøre kål på.

Hvad siger du? Er jeg den eneste japaner i filmen? Nu igen?

Effekterne i filmen er fra øverste hylde. Selv med den begrænsede lyd, som iTunes endnu kan levere, blafrede højtalerne godt i takt med at Godzilla hidsede sig op over tingenes tilstand på skærmen. Godzilla ligner den klassiske udgave af monstret med en bred bagdel og en tyndere overkrop, der i disse Kardashianske tider ville have fået Kanye West helt op i det røde felt. Effekterne er fantastisk og Godzilla er noget bedre animeret end ham jeg kendte fra Rampage på min ZX Spectrum fra midtfirserne. Jeg kunne sagtens have undværet hele moralen bag Godzilla og dens eksistens, men er, til trods for min begrænsede viden, bevidst om at det er en del af det historiske DNA, som man naturligvis ikke bør rokke ved. Jeg grinede til gengæld af, at en chef ved navn Brody tager kampen om med et monster, som han skal overbevise omverdenen om overhovedet eksisterer.

Godzilla has left the building...shattered.

Heldigvis er ”Godzilla” rigtig god underholdning, hvilket velsagtens er det vigtigste for denne type film. Den har mange skønhedsfejl, megen tåbelig dialog og et helt cast af personer, som man egentlig ikke rigtig har noget forhold til, men i sidste ende er det Godzilla, der vinder publikums hjerter og effektliderlige drenges gunst. Jeg er i hvert fald klar på mere fra samme skuffe, hvilket åbenbart skulle blive en realitet i sommeren 2018.

Score