Anmeldelse: Monkey Shines.

Årgang: 1988.
Tagline: “Once there was a man whose prison was a chair. The man had a monkey, they made the strangest pair. The monkey ruled the man, it climbed inside his head. And now as fate would have it, one of them is dead.”
Instruktør: George A. Romero.
Runtime: 108 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: MGM DVD.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Cujo' (1983), 'Link' (1986), 'Shakma' (1990).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Allan Mann (Jason Beghe) tager en morgen af sted for at løbe sig en tur. Skæbnen vil dog, at han bliver påkørt og selv efter ekstensive operationer ender paralyseret fra halsen og nedefter. Efter et mislykket selvmordsforsøg får en af Allans venner, Geoffrey (John Pankow), det så dårligt med vennens tragiske situation, at han beslutter for at hjælpe. Han tager en af de aber, han har eksperimenteret på, og får med hjælp fra Melanie Parker (Kate McNeil) opdrættet aben til at kunne hjælpe Allan med forskellige gøremål. Inden længe udvikler aben og hans nye herre et stærkt bånd, der først får Allan til at lyse op, men over tid tager en bizar drejning.

George A. Romero er naturligvis mest kendt for sine zombiefilm. I sine tre første af slagsen tog han fat i henholdsvis racisme, konsumerisme og kontrol som underliggende emner. I ‘Monkey Shines’ er der også et hint af den tilgang. Hvad nu hvis det dyriske i mennesket fik lov at bestemme, og de sidste 5000 års udvikling mod at blive civiliserede samfund med selvkontrol blev ugjorte? Hvor meget vrede går det gennemsnitlige menneske egentligt og gemmer på? Det er, hvad Romero synes at tage op i denne hans første studieproducerede film. Instruktørens oplevelser med Orion, som står bag nærværende film, fik ham senere til at vende tilbage til uafhængig filmarbejde, efter studiet foretog op til flere klip i ‘Monkey Shines’ mod Romeros ønsker. Det forhindrede ham i sidste ende dog ikke i igen at samarbejde med Orion år senere på 1993s ‘The Dark Half’. Der er desværre ikke meget baggrundsinformation at finde omkring arbejdet på filmen, hvilket formentlig skyldes den dårlige modtagelse, filmen fik ved sin udgivelse. Den omfattende brug af aben Boo har Romero talt om i forbindelse med et videointerview med Time Magazine. Her fortæller instruktøren, at de måtte vente i dagevis på at skyde scenerne, hvor aben skulle være kærlig overfor Jason Beghes karakter, og at skuespilleren skulle være den første mandlige person, aben så på den givne dag.

Balancen mellem kærlighed og evig kontrol, synes for aben Ella at være en hårfin en af slagsen.

‘Monkey Shines’ er en film, der tager sig sin tid. Opbygningen er grundig og roligt fremadskridende samtidig med, at ikke en eneste scene i den introducerende del af filmen føles for lang. Med stemning og en forsamling karakterer, der hver især bliver opbygget ganske fint med små kendetegn, lykkedes det filmen at gøre historien om Allans dramatiske og livsforandrende oplevelse enormt engagerende. Instruktør George A. Romero sprinter ikke frem mod gyserelementerne, men giver blot glimt af det, der er undervejs, mens indledningens idyl langsomt begynder at genindfinde sig efter ulykken. Man bliver som tilskuer kun kort trukket ud af en sikker zone, før man igen bevæger sig tilbage mod den. Med det sagt er der ikke nogen tvivl om, hvad det er for et skift, der vil komme til at ske, men måden, det udfolder sig på, er mildest talt overraskende. Selvom Jason Beghe senere i filmen ryger ud i noget typisk ‘80er præget, lettere klodset skuespil, er han langt hen ad vejen troværdig som Allan, og forholdet mellem den paralyserede mand og aben er svært ikke at sympatisere med. Det samme gælder Allans forhold til Melanie, som er en ganske forudsigelig flirt for hovedkarakteren, men som samtidig ikke er så klichépræget, som det oftest er tilfældet med kvindelige karakterer af hendes art. Tværtimod har hun tydeligvis intelligens og ben i næsen, hvilket gør hende nærværende.

‘Monkey Shines’ indeholder en af kun få sexscener involverende en så omfattende paralyseret part, som Jason Beghes karakter Allan er det.

Den tredje større rolle i filmen går til John Pankow, der er filmens svar på en sindssyg videnskabsmand. Hans karakter er ikke simpel, da hans motiver indledningsvist ikke er onde, men han er en smule mere forudsigelig i sin udvikling end de to andre. I historiens klimaktiske del er han blandt årsagerne til, at filmen begynder at miste en smule af sit ellers så sikre fodfæste. Det har derudover tydeligvis været svært at iscenesætte dramatiske øjeblikke med en karakter låst til en kørestol. Til tider lykkedes det på kreativ vis at involvere ham i begivenhederne, men af og til trækkes scenarierne en smule for meget i langdrag. Det dramatiske højdepunkt, som taglinen til dels spoiler, er jeg splittet omkring. På den ene side er måden, det gøres på, det mest logiske, men på den anden side vil det for nogen fremstå en smule ufrivilligt komisk. Der har eftersigende også været en del indblanding fra studiet omkring netop filmens slutning, men hvad, der i bund og grund redder det dramatiske toppunkt, er, at der synes at være en logik i forhold til temaet om den menneskelige tilbagevenden til det dyriske, der på sin vis runder filmen ganske fint af. Kort sagt har filmen sine fejl, men det er mindre fejl, og det er nogle sådanne, der opstår ud af det, jeg selv hylder horrorfilm for: De ekstreme og særprægede præmisser, der kan tages langt i genren.

“How about some music?”

Man kan snildt blot afvise ‘Monkey Shines’ som værende en gimmickagtig abefilm, men den er mere intelligent end som så og lægger ikke fingre imellem. Filmen er tydeligt bundet til ‘80erne, men det tilføjer i langt højere grad charme end problemer. Karaktererne såvel som historien har kant, og den er dygtigt opbygget såvel på et underholdnings- som et indholdsmæssigt plan, og selvom instruktøren før har haft klarere pointer på film, er der ikke den mindste tvivl i mit sind om, at den er værd at sætte tænderne i. 

Score: