Top 10: Bedste nyere horror-remakes.

Vi er ikke glade for dem...men vi bliver nødt til at acceptere dem og engang imellem kommer der rent faktisk remakes af tidligere genialiteter, der tangerer originalen, eller måske ligefrem overgår sit ophav. Så her har i mine bud på 10 film, der går imod strømmen, af ligegyldige og tandløse remakes. Vær opmærksom på, at jeg har valgt at fokusere på remakes af nyere dato (fra år 2000 og fremefter) - det betyder at klassikere som f.eks The Thing (1982), Nosferatu the Vampyre (1979), The Blob (1988) og The Fly (1986) ikke er at finde på listen. Dette skyldes at de efterhånden er så gamle, at vi kan frygte, at der snart kommer et remake af remaket...

* Husk at du kan se en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10: The Woman in Black (2012) org; (1989).

It's Hammer-time! Og her snakker vi heldigvis ikke den rædsomme landeplage fra år tilbage. Vi snakker til gengæld det legendariske britiske film-studie Hammer Film Productions. Hammer har kæmpet sig tilbage fra graven med film som Let Me In, Wake Wood og nu den gotiske spøgelseshistorie The Woman in Black. Hammer er old school og det er filmen også i sin stil og opbygning. Man bliver tvangsfodret med velkendte klicheer og gamle slidte tricks, når de humorsyge skygger og skikkelser leger gemmeleg med den kære Harry Po...æhøh Arthur Kipps. Stemningen er til gengæld helt rigtig og den snigende uhygge overmander langsomt sit publikum (især de knap så hærdede). Filmen er udsædvanlig smuk at se på, og bringer herlige minder om tidligere film fra Hammer og dagene med de smukke sort/hvide gys - herligt! *Læs evt vores anmeldelse her.

2012.

1989.

9: Piranha 3D (2010) org; (1978).

Alexandre Aja's balstyriske remake af Joe Dante's gennembrudsfilm fra 1978 tog alle genre-fans, og den del af de knap så støvede anmeldere, med storm i 2010. Filmen holder sig ikke tilbage og holder fuld skrue på jollen med over the top flåen-i-1000-stykker tilsat en helt ustyrlig mængde omgang røv og patter - nu i 3D! Det er mega dumt, mega liderligt og forbandet underholdende. *Læs evt vores anmeldelse af remaket her og af originalen her.

2010.

1978.

8: Fright Night (2011) org; (1985).
Mange frygtede det værste da det rygtedes at man nu ville til at lave et remake af, hvad for mange fans er en helligdom fra deres ungdom, Tom Holland's Fright Night fra 1985. Den oprindelige Fright Night blandede på fornemste vis horror med 80'er-ungdoms-film og komedie som kun meget få andre titler har kunnet det. Der gik yderligere kuldegysninger igennem horror-communitiet da det kom frem, at det oven i købet var flødebollen Colin Farrell der skulle spille den karismatiske über-vampyr Jerry Dandrige. Det var derfor også med forventningerne skruet helt i bund at jeg så 2011 versionen på en sløv søndag-eftermiddag, men hold da op hvor blev min lidt (set i bakspejlet) tarvelige indstilling til filmen skudt til jorden. Den er da lidt lad og flad, men det var den originale jo faktisk også. Craig Gillespie rammer den helt rigtige tone vi kender fra den Tom Holland's film, og han taber på intet tidspunkt fokus eller lader tempoet dale. Farrell gør det fremragende og det samme gør resten af castet også. Jeg har set den anden gang, og der holdt den faktisk også.

2011.

1985.

7: The Wolfman (2010) org; (1941).
Er filmen fra 1941, så er et remake vel efterhånden berettiget. I 2010 havde vi allerede set masser af varulve-film de sidste 69 år, men da den sidste nye af slagsen degraderede lykantroperne til muskuløse mandslinge med tykt hår og lyserød hjertebanken, for den eneste ene i den forkvaklede Twilight-New, Moon, så var ydmygelsen af det sagnomspundne fabeldyr total. Derfor var vi mange der åndede lettet op da de første billeder dukkede op til Joe Johnston The Wolfman. Endelig så det ud til at vi fik en ÆGTE varulve-film igen - og det fik vi også, sådan næsten da. Joe Johnston's remake af Universals klassiker er mørk og gotisk og inderholder den helt rette stemning, og har det helt rigtige udseende. Desværre fungerer det ikke helt med Benicio Del Toro i hovedrollen. Han er uden tvivl en rigtig dygtig skuespiller, men jeg syntes ikke rigtig at han falder til i rollen som den plagede Lawrence Talbot. Til gengæld er der fuld knald på filmens bi-rolle-besætningen i form af Anthony Hopkins og Hugo Weaving, som begge leverer nogle herlige præstationer. En anden svaghed er, at filmen på et tidspunkt bliver for actionpacked til at det rigtig fungerer og den jager for meget effekterne i stedet for at dvæle ved historien og uhyggen. Det er heller ikke alle effekter der er lige heldige, når CGI-maskineriet bliver sat i sving. Men se den, og se den også anden gang - for der er den faktisk bedre. The Wolfman er den ægte vare i nye, dog langt fra perfekte, klæder.

2010.

1941.

6: The Crazies (2010) org; (1973).
I 2010 kom der endnu et remake af en af zombie-genrens fader, George A. Romero's film. Overaskende nok var det ikke en film i 'of the Living Dead' franchisen der stod for skud. Den forholdsvis ukendte instruktør Breck Eisner kastede sig nemlig over Romero's næsten ligeså ukendte infection-gyser The Crazies fra 1973. Udgaven fra 2010 er ubarmhjertig, grum og har action-horror af høj kvalitet. Filmen byder på masser af mindeværdige scener (f.eks er scenen med mejetærskeren i den mørke lade rigtig lækkert eksekveret) og fint skuespil af den altid interessante Timothy Olyphant. Der er ikke meget indhold at komme efter, men det er fremragende, adrenalinpumpende og flot tidsfordriv.

2010.

1973.

5: Mothers Day (2011) org; (1980).
Måske en guilty pleasure for undertegnede, men jeg har fået knap så mange hug for at give den 4 ud af 6 Pinhead's her på bloggen, som jeg have regnet med - det kan selvfølgelig skyldes at det er fordi der ikke er så mange der rent faktisk har set filmen (eller læst anmeldelsen). Darren Lynn Bousman's opdatering af den på alle måder amatøragtige Troma-film fra 1980, overraskede mig i den grad. Indrømmet, den har ikke meget med den originale film at gøre og kan teknisk set knap nok kaldes et remake. Men sikke en rutchebanetur af en home- invasion film! Rebecca De Mornay er rigtig stærk i rollen som psykotisk moder til en flok endnu mere forstyrrede individer, og filmen holder bestemt ikke igen i sin brutalitet. Her er heldigvis også blevet plads til den sorte humor der kendetegner de tvivlsomme Troma-produktioner. *Læs evt vores anmeldelse her.

2011.

1980.

4: Let Me In (2010) org; (2008).
Tør man sige det? Jeg syntes faktisk at Matt Reeves' remake af den svenske Låt den rätte komma in er en bedre og mere helstøbt film end originalen. At jeg syntes den er bedre end Tomas Alfredson's film fra 2008 siger ikke så lidt, for i min bog var Låt den rätte komma in, en af de bedste film i 2008. Originalen bød på frygtelig kold socialrealisme krydset med dyrisk vampyr-action fra en bundfrossen forstad til Stockholm. 2010-versionen er en mere drømmende oplevelse, og rent teknisk bedre udført. Endnu engang er det Hammer Film Productions der står bag produktionen, og det er tydeligt at de to film arbejder med et henholdsvis meget større og meget mindre budget. Kodi Smit-McPhee og Chloë Grace Moretz spiller helt eminent i rollerne som de to ensomme individer filmen udspiller sig omkring, og jeg blev mere fanget af deres historie end hvad tilfældet var i originalen. Sikke en fantastisk film, baseret på en anden fantastisk film!

2010.

2008.

3: The Hills Have Eyes (2006) org; (1977).
Endnu en fremragende film af franskmanden Alexandre Aja! Han ligner efterhånden manden man skal gå til, hvis man er interesseret i at lave et vellykket remake af en gammel horror-film fra 70'erne. Hans take på Wes Craven's mutant-slasher var hans første film udenfor hjemlandet, og den var en stor succes hos os fans. Filmen griber seeren i et ubarmhjertigt jerngreb og giver ikke slip før ørken-splatteriet er nået til ende. Højt tempo og fint skuespil hele vejen rundt, tilsat nogle forrygende effekter i et unikt landskab. Især scenerne der udspiller sig i en by-zone for atombombe-prøvesprængninger er svære at glemme igen. Filmen er tro mod sit ophav og ligner nok mere hvad Wes Craven havde i tankerne, end hvad originalen gør.

2006.

1977.

2: The Texas Chainsaw Massacre (2003) org; (1974).
Hvis vi prøver at glemme originalen, mesterværket, et øjeblik og ser Marcus Nispel's The Texas Chainsaw Massacre fra 2003 som en film for sig selv, så er der tale om et rent power-house af en ondsindet slasher-film. Jeg rater den originale som en af de bedste film nogensinde, så remaket var derfor en film jeg virkelig frygtede ville blive den værste tortur at skulle overvære. Ikke fordi den ville være uhyggelig eller blodig, men fordi den ville være helt afskyelig ringe. Heldigvis tog jeg fejl og jeg er faktisk så glad for remaket, at jeg lige har købt den for anden gang, denne gang på blu-ray. Filmen er på ingen måder så grotesk, ubehagelig og realistisk som originalen, men den leverer hvad den skal som rendyrket sydstats-slasher. Se den, uden at sammenligne den med originalen, og du vil blive overrasket over hvor vellykket, velspillet og velproduceret filmen rent faktisk er. Den når på ingen måder originalen, men lige i dette tilfæle kan mindre også gøre det.

2003.

1974.

1: Dawn of the Dead (2004) org; (1978).
Endnu et remake af en George A. Romero film har fundet vej til Top 10 listen, og ikke nok med det, den tager også førstepladsen som det måske nok mest vellykkede remake af nyere dato. Denne gang er det den, især visuelt, talentfulde Zack Snyder der sidder i instruktørstolen og det er Romero's mesterværk Dawn of the Dead fra 1978 der står for skud. Selv om filmen ikke indeholder så mange lag som originalen, og heller ikke bliver rigtig uhyggelig (men det bliver zombie-film nu sjældent), så er spændingsniveauet højt og minutterne flyver af sted. Snyder har helt bevist droppet Romero's mange samfundsmæssige stikpiller, og fokuserer på kampen om overlevelse, de frygtelige zombier og tyk dommedags-stemning. Filmen leverer hvad en rigtig zombie-film skal levere - gys, gore, grin og uden at tage sig selv alt for seriøst. Dawn of the Dead fra 2004 er uden tvivl den bedste rendyrkede zombie-film i nyere tid (selv om nogle af os gamle rotter lige skulle vende sig til at zombierne pludselig var i stand til at løbe som vinden), og så er den Johnny Cash-drevne intro ren filmmagi og en sand fryd for både øjne og ører.

2004.

1978.