Anmeldelse: Halloween III: Season of the Witch.

Årgang: 1982.
Tagline: “The night no one comes home.”
Instruktør: Tommy Lee Wallace.
Runtime: 93 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: ‘Halloween’ (1978), ‘It’ (1990).

Halloween III: Season of the Witch er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment. 

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da legetøjsbutiksindehaveren Harry Grimbridge dør under mystiske omstændigheder, beslutter hans datter Ellie og lægen Dan Challis sig for at undersøge sagen nærmere. Deres eneste spor er en halloween-maske, som Harry Grimbridge klamrede sig til, mens han med sit sidste åndedrag fremstammede: “De slår os alle ihjel!” Masken er fra producenten Silver Shamrock, så Ellie og dr. Challis rejser til flækken Santa Mira i Californien, hvor Silver Shamrocks kæmpestore fabrik ligger. Firmaets overhoved er ireren Conan Cochran; umiddelbart en flink, ældre herre, men det skal vise sig, at han har lagt skumle planer for Allehelgensaften. Planer som involverer gummimasker og robotter, en enerverende tv-reklame samt én af stenene fra Stonehenge!

Siden dens begyndelse har særligt to serier mere end nogen andre defineret slasherfilmgenren. Filmenes absolutte hovedpersoner, morderne, har bid for bid “slashet” sig vej til vore hjerter med henholdsvis slagterkniv og machete. Michael Myers og Jason Voorhees er slasherfilmens fædre, og på hver sin skæbnesvangre 1-3-kombinerede dato er de år efter år vendt tilbage fra de døde for at dræbe! ‘Halloween’ (1978) kom selvfølgelig først, men til gengæld har ‘Friday the 13th’ (1980) været den mest konsekvente franchise - det til trods for, at Sean Cunninghams oprindelige idé var at lave en antologi-serie, hvor horror-film, i øvrigt uafhængigt af hinanden, kunne præsenteres under den samme titel. Som bekendt valgte man i stedet at gå helhjertet efter slasher-udtrykket og Voorhees-morderen (ingen nævnt, ingen glemt - ingen spoilere!) ‘Halloween’-franchisen har været en anelse mere flagrende. De to første film udspiller sig i direkte forlængelse af hinanden, men derefter valgte man sjovt nok med ‘Halloween III: Season of the Witch’ at gå den antologi-vej, som ‘Friday the 13th’ havde droppet.

"Jeg tror, jeg ka' - jeg tror, jeg ka'!"

Hvordan det gik afspejles bedst i det faktum, at de efterfølgende dele af ‘Halloween’-antologien der skulle have fulgt efter, som årene gik, aldrig kom. ‘Halloween III: Season of the Witch’ nåede kun at indtjene sit budget fem gange, hvilket måske umiddelbart kan synes som en god forretning, men taget i betragtning af de første to films store succes, kunne man nok ane, hvor publikum var på vej hen. Og det var ikke i biografen! I stedet sparkede man atter Michael Myers ind i arenaen i 1988 med ‘Halloween 4: The Return of Michael Myers’. Fra den syvende film, ‘Halloween H20: 20 Years Later’ (1998) valgte man at ignorere handlingen i 4’eren, 5’eren og 6’eren (og 3’eren naturligvis) da Jamie Lee Curtis takkede ja til at gentage sin gamle glansrolle som Laurie Strode. Det gav kort sagt god mening at samle trådene i det reboot, som Rob Zombie som bekendt kom til at stå for i Halloween-film nr. 9 og 10. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på her, jeg er allerede kommet alt for langt ud på et sidespor, men jeg vil dog more mig ganske kortvarigt over, at Rob Zombies næste projekt efter ‘Halloween’ (2007) og dens sequel (2009) bliver hekse-filmen ‘The Lords of Salem’ (2013). Jeg tror bestemt ikke, den kommer til at have sammenhæng med ‘Halloween III: Season of the Witch’ men det er da semimorsomt, at hekse-temaet går igen, når nu vi alligevel venter på en ‘Halloween 3’ i den nye reboot-serie...?!

Kun elskovskys kan vække hende til live igen!

Men så er det alligevel heller ikke sjovere, for det er trods alt begrænset, hvad ‘Halloween III: Season of the Witch’ overhovedet har med heksekræfter at gøre! Det er noget med, at Conan Cochrans plan kombinerer ældgammel, gælisk hekse-magi med moderne teknologi, men filmen kommer virkeligt dårligt fra at forklare det - hvilket er lidt nederen, for det er den konspirationsafsløring, hele filmen arbejder hen imod. Når det så er sagt, er jeg faktisk ret vild med idéen om at kombinere magi & teknologi på denne måde (selvom det er lidt 80’er) så jeg er ærgerlig over, det ikke forløses ordentligt. Blandingen af det traditionelle og moderne ses også ved Silver Shamrocks tv-reklamer, som tæller ned - ♪ “eight mo-ore days to Halloween” ♫ - og minder børnene om, at de skal sidde klar ved fjernsynet med deres maske klokken 21:00, Allehelgensaften, hvor der vil være lodtrækning live i reklamepausen. Primitiv, men herlig form for interaktiviet! Reklame-jinglen er i øvrigt skrevet over ‘London Bridge is Falling Down’ med en bas, der minder om John Carpenters ‘Halloween’-tema. Det er pisseirriterende at høre på, men også ret morsomt, for det er virkelig spot on på en reklame-jingle!

"Jeg vidste, jeg ku' - jeg vidste, jeg ku'!"

Jeg kan godt forstå, hvis biografpublikummet blev skuffet tilbage i 1982. Som det fremgår, har ‘Halloween III: Season of the Witch’ ikke meget med resten af franchisen at gøre, men et element, der går igen er den unge pige og den ældre læge i hovedrollerne. I ‘Halloween’ havde vi Laurie Strode og dr. Loomis, mens vi i ‘Halloween III: Season of the Witch’ stifter bekendtskab med Ellie Grimbridge og dr. Challis. Der er dog den kæmpemæssige forskel, at Ellie og dr. Challis indleder et forhold, hvilket er vanvittigt akavet! Det kommenteres da også i filmen, da dr. Challis spørger Ellie, hvor gammel hun egentlig er. “Older than I look!” svarer hun, som om det ikke var det værste, hun kunne sige! Selvom det måske var på grænsen til det ulovlige, ville det da være mindre perverst at knalde en der så ældre ud, end hun var, fremfor en der ligner en lille pige?!

Man skal se det for at forstå det... men der er ingen garanti!

Den originalitet John Carpenters ‘Halloween’ leverede i al sin rå enkelhed er fuldstændigt fraværende i ‘Halloween III: Season of the Witch’, som fremstår rodet og ærligt talt ret ligegyldig. Den kunne lige så godt have været et af mange afsnit i en tv-serie à la Twillight Zone. Når det er sagt, er jeg Another World Entertainment dybt taknemmelige over at udgive filmen på dansk DVD. Den er en stor mangel i samlingen, og selvom den egentlig ikke er en Halloween-film, så er det jo trods alt en Halloween-film?! Det er en film for samlerne, men den finder næppe nogensinde et nyt publikum udenfor den trofaste fanskare.

Score:

Anmeldelse: Maximum Overdrive.

Årgang: 1986.
Tagline: "The day horror went into overdrive."
Instruktør: Stephen King.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Udgiver: Universal.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Killdozer' (1974), 'Christine' (1983), 'Trucks' (1997).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Det kan siges så usædvanligt kort: lastbilerne er blevet levende og vil køre menneskeheden over. Det samme er plæneklippere, is-biler, broer og en særdeles uhøflig pengeautomat, som kalder Stephen King for et røvhul!

Lad mig tage dig med en tur tilbage. Tilbage til dengang, gyserfilm var forbudt for børn. Det er de på sin vis stadig - vi er bare ikke børn længere! Min mor tog forbuddet meget alvorligt, og mente det var god opdragelse at slukke halvvejs i 'Jurassic Park', fordi det blev for uhyggeligt. Heldigvis havde jeg gode venner med større søskende og travle forældre, hos hvem vi kunne se præcis de gyserfilm vi ville. En del af filmene kom jeg til at stifte bekendtskab med igen og igen, mens andre var one-timers. Højst sandsynligt var det noget med, at storebroderen hele tiden overspillede VHS'erne med ugens gys på TV3, så der var meget begrænsede muligheder for gensyn. 'Maximum Overdrive' var en af disse! Hele vejen op igennem mit barne- og ungdomsliv har jeg haft flashbacks af levende plæneklippere og lastbiler uden chauffører bag rattet. Glæden var stor, da jeg som voksen fandt 'Maximum Overdrive' på DVD i et brugtmarked. Jeg havde aldrig kendt titlen, men med det samme jeg så coveret med det blodige lig mast op mod kølerhjelmen på en Mack, var jeg klar over, jeg havde genfundet en skjult skat fra fordums tid.

Dette er én kølerfigur, som ikke lige knækkes af!

Da jeg for et par år siden fandt 'Maximum Overdrive', blev jeg overrasket over, den faktisk var en Stephen King-film. Ikke alene har han skrevet det litterære forlæg, han har også instrueret selve filmen. Hans første og til dato eneste instruktørtjans! Heldigvis fristes man til at sige, for 'Maximum Overdrive' indeholder desværre ikke mange kvaliteter, der kunne pege i retningen af en egentlig evne indenfor faget. Historien er baseret på novellen 'Trucks', som findes i Stephen Kings første samling 'Night Shift' fra 1978. Faktisk indeholder filmen samtlige elementer fra novellen, der er bare smurt lidt ekstra på visse steder. Sjovt nok er der ikke smurt ekstra på dramaet eller de psykologiske rædsler, som Stephen King ellers mestrer. Novellens altoverskyggende og skræmmende dilemma ligger i, om menneskeheden vil dø eller leve videre som slaver af maskinerne, illustreret ved at caféens tilfangetagne - betydeligt færre end i filmversionen - beordres at fylde benzin på lastbilerne, hvis de vil overleve. Det samme sker sådan set i filmen, men her går de straks til benzinstanderne uden at tænke over det umoralske i at leve, mens andre må lide. Benzinpåfyldningen vises oven i købet som en tempofyldt, humoristisk montage, mens det i novellen beskrives, hvordan hovedpersonen bliver skubbet fra den ene tømte stander til den anden, syg og dårlig af benzindampene og med vabler på hænderne. Lastbilerne er ligeglade; det enkelte menneske kan ofres, for der vil hele tiden komme nye slaver til verden. Det er ægte, rendyrket Stephen King-gru, men det kommer overhovedet ikke til udtryk i 'Maximum Overdrive'.

Hvem vil ha' ketchup til sin morgenmad?!

Det er ikke svært at se novellens projekt med at belyse menneskets afhængighed overfor maskiner, som hele tiden kræver påfyldning af benzin eller genopladning af strøm. Vi er slaver af vore egne skabninger! Men dette bliver altså ikke på samme måde overført til filmen. Og når nu Stephen King alligevel har presset flere personer ind på caféen, havde det også været oplagt at undersøge, hvad der sker med os, når vi tvinges til at være sammen på begrænset plads. Men heller ikke dette formår filmen. Det der minder mest om en reel insider-trussel er caféens sadistiske ejer Bubba Hendershot - spillet af en i øvrigt veloplagt Pat Hingle - men han bliver hurtigt trynet af sine ansatte, da de indser verden alligevel er af lave. Desuden viser han sig senere som et aktiv ved at have kælderen fuld af våben. Kort sagt: det er svært at se filmens berettigelse udover den umiddelbare underholdningsværdi. Og efter det første kvarter er det oven i købet så som så med den. En af filmens første scener er en herlig massakre på en sportsplads, hvor en colaautomat skyder dåser i hovedet på børn, som kvæstede vælter om i græsset og bliver fladmast under en tromler. Den slags scener er der et par stykker af i filmen, men ikke nok til at holde den kørende udelukkende på det.

Det er altid noget, de fandt hinanden!

Stephen King har i øvrigt truffet nogle bemærkelsesværdige valg. I stedet for at lade lastbilernes levendegørelse stå uforklaret hen som i novellen, forklares fænomenet med at Jorden passerer gennem en komets bane, hvorfor himlen også bliver mere og mere slimagtig lysegrøn i løbet af filmen. Det bliver historien jo ikke mindre åndssvag af! Desuden undergraver det fuldstændigt temaet om menneskets slaveritilværelse, da Jorden nødvendigvis må slippe ud af kometens bane igen og everything will go back to normal. Til gengæld underbygger det den platte humor, som er et andet kontroversielt tiltag og sikkert endnu et led i at gøre filmen mere spiselig for det yngre publikum. Faktum er i hvert fald, at der blev lavet et par klip i the gory stuff for at komme ned på den R-rating, som tillader teenagere i biografen. Måske har Stephen King og produceren Dino De Laurentis gået efter en 'Creepshow'-stemning ved at blande den sorte humor med det makabre, men det lykkes altså på ingen måde, og når humoren fungerer bedst, er den ufrivillig. Selv AC/DCs lækre soundtrack kommer i konteksten til at lyde som intronummeret til en Chevy Chase-film. Retfærdigvis skal det siges, at dette er året før Sam Raimi på forbilledlig vis blandede plat & splat i 'Evil Dead 2' (i øvrigt også under ledelse af Dino De Laurentis), så horror/komedie-hydbriden har altså endnu været under udvikling.

"Hvad med at finde en på din egen størrelse?!"

Selvom 'Maximum Overdrive' ikke er nogen særlig god film, er jeg blevet ved at vende tilbage til den for nostalgien. Jeg har vel set den 10 gange i løbet af de sidste par år, men efterhånden er der altså mere guilty end pleasure over den. Forhåbentlig kan jeg med denne anmeldelse slutte mit forhold til Stephen Kings lille makværk og komme videre. Filmen i sig selv får én stjerne, mens den anden gives for de mange gode stunder, jeg trods alt har haft med den… hvor jeg ikke så den!

Score:

Grundet sygdom sker der ikke så meget på bloggen i disse dage...

Film-anmelder Jesper Pedersen overtager midlertidigt driften af facebook-siden og bloggen.

Nyhed: Sylvia Kristel (1952-2012).

Emmanuelle er død. Hun blev 60 år gammel. Den smukke Kristel startede som model i Holland, da hun var 17 år gammel, men hendes virkelige gennembrud kom i filmen Emmanuelle fra 1974. Filmen brød igennem lydmuren og holdte reelt sin status som en af de bedste softcorefilm i mange år. Filmen var således stadig et kæmpe hit, da VHS blev hvermandseje i firserne - og hovedårsagen til den kultstatus skal absolut findes hos Kristel, der udover at være smuk som bare fanden havde en uskyldighed, der overvældede drenge og mænd i alle aldre.


Kristel var Emmanuelle til og fra i knap tyve år, men var ikke en del af Emmanuelle-franchisens udgrening til kannibaler og andre exploitationgenrer. i 1981 spillede Kristel hovedrollen i sexkomedien Private Lessons, der blev et kæmpe hit og indtjente mere end 25 millioner dollars. Desværre havde Kristel solgt sin andel af filmen, for at kunne underholde sit kokainmisbrug, der blev starten på enden af hendes uskyldighed på skærmen og dermed hendes karriere. Hun fortsatte med at indspille film frem til 2010, der dog alle havde begrænset succes. I 2006 udgav Sylvia Kristel bogen Nude, der var en ærlig "Tell it all" biografi, som beskrev hendes voldsplagede barndom og de mange andre skyggehistorier, som blev en del af Kristels hårde liv.

Sylvia Kristel var kendt som storryger og blev allerede i 2001 ramt af hals og lungekræft, som hun overvandt - kun for at fortsætte rygningen, som hun aldrig gav op på. I Juli 2012 fik Kristel et slagtilfælde, som hun desværre aldrig kom sig over. Det er med bedrøvelse, at vi her på Sørensen Exploitation Cinema siger tak for alt og hvil i fred til Sylvia Kristel.

Nyhed: Machette dræber i 2013.

Der har været ro omkring Robert Rodriguez’s 'Machete Kills', men nu lader det  endelig til at der er lidt gode nyheder omkring produktionen. Ifølge deadline.com har Open Road Films fået rettighederne til 'Machete Kills' og filmen får dermed premiere i 2013. På rollelisten finder vi Danny Trejo Michelle Rodriguez, Sofia Vergara, Amber Heard, Charlie Sheen, Lady Gaga, Antonio Banderas, Jessica Alba, Demian Bichir, Alexa Vega, Vanessa Hudgens, Cuba Gooding Jr, William Sadler, Marko Zaror og Mel Gibson.

Første billede fra 'Machete Kills'.

Tilbud: Halloween-tilbud på film fra AWE.

CDON.com har tidligere kørt en kampagne hvor de tilbød 3 film fra danske Another World Entertainment til 99 kroner. Denne kampagne er nu aktiv igen og den er blevet opdateret med endnu flere titler. Another World Entertainment er et danske distributions-selskab og de gør sig i at udgive den slags film vi elsker herinde. Så er du ny i genren eller er du en garvet rotte, så er her masser af spændende titler at kaste sig over. Vi har anmeldt en del af de film der er på udsalg, så inden du bestiller kan du eventuelt kigge her. Gider du ikke at bruge tid på det så finder du selve tilbudet her.

Mangler du Halloween-underholding, så er her 3 stærke bud!

Nyhed: Wrooooooooom!

En af de bedste car chase film nogensinde har nu endelig fået the HD-treatment og her er det H.B. Halicki's originale 'Gone in 60 Seconds' fra 1974 der er tale om. Filmen er helt på højde med genre-mesterværker som 'Vanishing Point' (1971), 'Dirty Mary Crazy Larry' (1974) og den kan selv måle sig med den legendariske 'Bullitt' fra 1968. Over 100 biler måtte lade livet under tilblivelsen af filmens tre kvarter lang biljagt og her er ingen visuelle effekter eller grim påklistret CGI, nej det her er the real deal! Biljagterne er noget af det mest imponerende der er skudt i genren og glem nu for guds skyld alt om det lamme Cage/Jolie remake fra 2000. 1974'er versionen er den ægte og helt upolerede vare. Det er halsbrækkende og frygtløst filmmagi, med sømmet i bund! Instruktør, stuntman og hovedrolleindehaver H.B. Halicki døde da også i en alder af kun 48, i en tragisk ulykke under optagelserne til forsættelsen af 'Gone in 60 Seconds'. Det er Anderson Merchandise der står bag udgivelsen der kommer i en DVD/Blu-ray combo pack. Du får også en masse spændende ekstramateriale hvor især den 45 minutter lange dokumentar 'The Life and Times of H.B. "Toby" Halicki: The Car Crash King' ser rigtig spændende ud. Udgivelsen ligner i min optik et must have for enhver fan af hårdtslående actionfilm og muskelbiler med +300HK. Lige nu kan du anskaffe dig den spritnye udgivelse til kun £7.81 inde på amazon.co.uk.

Eleanor anno 1974.

Fis'karl anno 1974.

Anmeldelse: Venus in Furs (aka Paroxismus).

Årgang: 1969.
Tagline: "The coat that covered paradise, uncovered hell!"
Instruktør: Jess Franco.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64" Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: '99 Women' (1969), 'Marquis De Sade: Justine'  (1969).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jess Francos pièce de résistance er historien om jazzmusikeren Jimmy, der finder en strandvasker langs strandene udenfor Istanbul. Han genkender hende  øjeblikkeligt som den smukke kvinde Wanda fra aftenen i forvejen, hvor hun var gæst ved en privat fest, som Jimmy optrådte til med et jazzband. Senere samme aften er han også vidne til et overfald på Wanda, der bliver pisket og seksuelt ydmyget af millionæren Ahmed, dennes ven Percival Kapp samt modefotografen Olga. Jimmy flygter fra Istanbul til Rio, hvor han lader sig trøste, inspirere og forføre af sangerinden Rita. Han optræder på en jazzklub i Rio med Rita, da en smuk pelsklædt kvinde ved navn Venus melder sin ankomst. Venus bærer en slående lighed med Wanda og herfra starter løjerne for alvor. 

Lad det være sagt med det samme. Hvis man vil have noget som helst ud af Venus in Furs, så bør man være frisk, vågen og særdeles åben for egen fortolkning. Franco leverer en historie, der foregår i så mange forskellige tempi fra scene til scene, at man som publikum skal være klar på en særdeles særegen rutsjebanetur. Der bliver leget ekstremt meget med kameraføring og teknikker, der bevirker at store dele af filmen er en slags drømmeagtig trance på grænsen til surrealisme. Det går dog aldrig mere galt end at filmen ikke hurtig er tilbage på sporet, men man skal ikke forvente forklaringer eller afdækninger af finurlighederne på noget tidspunkt i filmen. Det egentlige plot i filmen er ganske simpelt, men Franco har aldrig været bange for at inkludere subplots ad libitum og Venus in Furs er ingen undtagelse. Der bliver konstant leget med usagte hentydninger om følelser, lyster og forbindelser - hvor især Jimmys forhold til sangerinden Rita er en hvepserede af mystisk dialog, blikke og handlinger.

Titlen lyver ikke. Venus iført pels.

Noget af mystikken bliver dog afhjulpet af musikken, som er en stærkt integreret del af filmen. Der er lagt et solidt soundtrack af alt fra drømmende pianospil i de dele af filmen, hvor Venus er medvirkende - til et spændende jazzsoundtrack for det meste af resten af filmen. Dette er leveret af Manfred Mann og Mike Hugg, som har styr på den jazzede pop, der sætter dagsordenen for store dele af filmen. Skuespilleren James Darren, der spiller hovedrollen som Jimmy leverer selv trumpetspillet i filmen, hvilken giver en rigtig god fornemmelse af ægthed og livagtighed til de musikalske scener, hvilket står i stærk kontrast til de drømmeagtige scener, hvor Franco drejer filmen så langt fra livagtighed som muligt. Dette lyder muligvis bizart, men ikke desto mindre så virker det helt fantastisk. Stemningen bliver dyster, tung og en smule klaustrofobisk i sit udtryk og det går rent hjem foran skærmen, hvor man som publikum hurtigt kan indleve sig i de drømmeagtige sekvenser.

Hovedpersonen Jimmy i duel på horn.

Venus in Furs er i de treogfyrre år siden tilblivelsen af filmen blevet kritiseret for at ville for meget, men i sidste ende have for lidt på hjerte. Det er jeg uenig i, for filmen prøver ikke at være mystisk uden grund. Der er stadig en simpel historie, der bliver glimrende fortalt. Slutningen hænger også rigtig godt sammen med resten af historien og selv om den på ingen måde er forklarende, så giver den alligevel en mulighed for en afslutning. En afslutning der muligvis er en smule tvetydig, men trods alt tilbyder en forklaring på mystikken. Man kan sagtens kritisere Franco og hans kumpaner på manuskriptet for, at ikke vide hvad de præcist ville med filmen, men det tror jeg ikke er tilfældet. Jeg tror, at Franco bevidst forfører sit publikum ud i egne fortolkninger af historie, plot og persongalleriet i filmen. 

En entré fra Venus er altid bemærkelsesværdig.

Min største anke ved filmen er netop persongalleriet. Hovedpersonen er hverken sympatisk, usympatisk eller interessant. Han er der bare og det er medvirkende til en distance imellem filmen og publikum, der er ærgerlig - når nu historien og plottet sagtens kan rive sit publikum med. Udover manglen på sympati for hovedpersonen, er der et problem med dialogen, hvor især hovedpersonen taler som en funkbrother i store dele af filmen. En sætning som "Hey, if that was her bag, then I am cool with it" bliver ufrivilligt morsom - og dem er der nogle stykker af i denne film.

Hvis filmen kan blære sig med Klaus Kinski, så kan jeg også!

Skuespillernes præstationer er fine for genren, men på ingen måde tæt på mindeværdige. James Darren bliver i hovedrollen hjulpet af, at han rent faktisk kan spille jazzmusik. Maria Rohm i rollen som Wanda/Venus blev flittigt brugt af Franco i årene omkring denne film og hun fungerer også. Især hendes øjne bliver brugt til at sætte stemningen i de drømmeagtige dele af filmen - og de scener bærer hun uden problemer. Klaus Kinski spiller millionæren, der forestår Wandas endeligt - men ellers har han ikke meget mere end to-tre scener i en film, hvor han nok var bedre for filmens omdømme end filmen var for hans.

En strandvasker med dejlige...øhhh..strandtasker?

Alt i alt er Venus in Furs en glimrende film - og selv om jeg langt fra har set alle Francos film, så er den absolut blandt hans bedste. Billede og lyd er en hel del over gennemsnittet for både alder og genre, hvor især lydsiden er god - hvilket er alfa/omega for en film, hvor lyden bærer så stor en del af stemningen. Hovedplot og historie er simpel og ligetil og hænger fint sammen i hovedparten af filmen. Det er langt fra sikkert, at man kan lide Venus in Furs, men det er helt sikkert, at man får en noget anderledes oplevelse - og for oplevelsen alene kan jeg klart anbefale filmen.

Score:

Nyhed: Få mest muligt ud af vores facebook-side!

INFO TO OUR FACEBOOK-FANS: Facebook now requires page owners to pay (wankers) to promote updates if we want our content to be seen by more of our fans. If we don't pay to promote our posts, only about 10% of our fans receive our updates on their Facebook homepage feed.

To keep RECEIVING ALL POSTS FROM US you can open our page and hover the mouse over the "Like" (Syntes godt om) button near the gear symbol. In the pop-up select "ADD TO THE INTEREST LISTS." (Føj til interesseliste). Then create an interest list (Make a Name for your sites). Then when you select that interest list you will see ALL of our posts.

Nyhed: Ikke flere film fra Skräckfilmsbutiken.

Ifølge diverse opslag på deres facebook-side, så står film-delen af internetshoppen Skräckfilmsbutiken (Dark Disc) desværre til at skulle lukke. Resten af siden (merchandise og andet) vil dog stadig være tilgængelig. Det forlyder at der heller ikke vil komme flere udgivelser fra Dark Entertainment-selskabet, så det er en god idé at få købt dem nu, hvis der er noget du er hooked på. Der vil højst sandsynligt være masser af gode tilbud, efterhånden som lageret skal tømmes. Så hold øje med sitet! Du finder dem på www.skrackfilmsbutiken.se

 

Anmeldelse: The Raven.

Årgang: 2012.
Tagline: “The only one who can stop a serial killer is the man who inspired him.”
Instruktør: James McTeigue.
Runtime: 110 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: ‘The Pit and the Pendulum’ (1961), ‘The Raven’ (1963), ‘The Death of Poe’ (2006)

The Raven er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Vi befinder os i 1800-tallets USA, nærmere bestemt byen Baltimore, Maryland. Her arbejder politiet på en mordsag, som i detaljer minder umiskendeligt om en af Edgar Allan Poes makabre historier. Selv har den drikfældige og halvfattige forfatter Poe umiddelbart ingen intentioner om at hjælpe ordensmagten med deres opklaring, men hans interesse vokser, da flere kopi-mord dukker op. Og da Poes forlovede bliver bortført under et maskebal, næsten præcis som i en af hans egne historier, er det ikke længere bare personligt. Nu er det... meget... personligt?!

Instruktøren bag ‘The Raven’, James McTeigue, blev lynhurtigt berømt og berygtet, da han i 2006 debuterede med tegneseriefilmatiseringen ‘V for Vendetta’ (2006). Forfatteren til forlægget, den uforlignelige Alan Moore, ytrede prompte, at han intet ville have med filmen at gøre. Så skuffet var han blevet over filmatiseringerne af ‘From Hell’ (2001) og ‘The League of Extraordinary Gentlemen’ (2003), at han end ikke ønskede kreditering. Det til trods klarede ‘V for Vendetta’ sig godt ved billetlugerne, og fik ganske mange stjerner kastet efter sig. Og meget apropos blev James McTeigues næste film den ultra-voldelige ‘Ninja Assassin’ (2009) - eller scenen-fra-Kill-Bill-hvor-Lucy-Liu-halshugger-en-mand: the Movie. Den blev ingen kæmpesucces, men nåede da lige akkurat at snige sig (som en ninja) op på et overskud. Både ‘V for Vendetta’ og ‘Ninja Assassin’ var produceret af søskendeparret Andy og Lana Wachowski, som McTeigue tidligere havde hjulpet på Matrix-trilogien. Det var takket være dem, McTeigue fik en højere rangering i Hollywood og gik fra at være assistant director til selv at sidde i instruktørstolen. ‘The Raven’ er James McTeigues tredje spillefilm og hans første forsøg på at arbejde uafhængigt af far- og mor-Wachowskis beskyttende vinger.

“Når pendulet standser, vil du falde i en dyyyb søvn!”

‘The Raven’ følger trop i en række af periode-actionfilm, som har ramt biograferne de seneste år. Guy Ritchies ‘Sherlock Holmes’ (2009) startede balladen, og siden har blandt andre Paul W. S. Anderson og Timur Bekmambetov fulgt trop med ‘The Three Musketeers’ (2011) og ‘Abraham Lincoln: Vampire Hunter’ (2012). Filmene hiver den barske, beskidte fortid frem og shiner den op med moderne skønhedsidealer og mekaniske anordninger, som er vor tid værdig. I ‘The Raven’ har de haft det relativt nemt med den sidste del, da Edgar Allan Poes historier allerede indeholder denne form for mekanik. Morderen inspireres eksempelvis af Poes ‘The Pit and the Pendulum’, og den maskine kunne lige så godt have været en af Jigsaws konstruktioner. Til gengæld har filmen givet sig selv ekstra udfordringer med at få karaktererne til at leve op til det moderne skønhedsideal ved at caste John Cusack i hovedrollen(!) Man mener åbenbart at have klaret opgaven ved at klæde ham ud som Nicolas Cage...

Endnu en ‘Kill Bill’-reference?!

Jeg var ret spændt på at se ‘The Raven’! Før i tiden var jeg stor fan af ‘V for Vendetta’, men for hvert gensyn er den kommet til at betyde mindre og mindre for mig. Som research til denne anmeldelse så jeg ‘Ninja Assasin’ med store forventninger, som desværre slet ikke blev indfriet. ‘The Raven’ befinder sig et sted imellem disse to. Jeg kan godt ærgre mig over, at James McTeigue, som tydeligvis har nogle visuelle kvaliteter, ikke tør/får lov at give den mere gas. Han kan ikke på samme måde som Wachowski’erne kombinere den højpandede historie med den tankeløse action, og jeg tror, han bliver hæmmet af en for kompleks historie, som han ikke magter at komme ordentligt ud i hjørnerne af. Efter min mening skal han fokusere meget mere på at finde en simpel historie med masser af muligheder på den visuelle side, men det er lettere sagt end gjort, for budgetterne på James McTeigues film er stødt dalende. ‘The Raven’ har han lavet for blot 26 millioner dollars, og periodefilm er oven i købet dyre at producere. De tre eksempler fra forrige afsnit havde budgetter tre og fire gange højere.

Note til kostumedesigneren: lidt mindre Nicolas Cage næste gang!

Der bliver bragt nogle interessante temaer op i ‘The Raven’ omkring hvordan vi mennesker finder inspiration i fiktionen og sommetider den voldelige af slagsen. Det har og vil altid være et aktuelt emne - se bare på hvordan nutidens voldelige computerspil fører til den ene massakre efter den anden(?!...ironi kan forekomme). Desværre bliver disse temaer overhovedet ikke fulgt til dørs, fordi filmen har alt for travlt med at referere overfladisk til Edgar Allan Poes forfatterskab og skabe et i øvrigt ligegydigt mysterie omkring morderens identitet. Jeg tror, historien kunne være mere interessant med en anden, måske ukendt forfatter som centrum, men det havde selvfølgelig ikke givet mulighed for intertekstuelle referencer og 1800-tals-torturporno. Men når nu man alligevel har sat gang i dette projekt med at få 1800-tals-kendisserne til at vende sig i deres grave, hvorfor sørger man så ikke for at give Edgar Allan Poe en ordentlig rundtur ligesom Arthur Conan Doyle og Abraham Lincoln har fået. Det ville nok også have været mere i Poes ånd, trods alt! ‘The Raven’ er tilsyneladende blevet sammenlignet med ‘Seven’ (1995) og ‘Sherlock Holmes’, men jeg vil hellere sammenligne den med en dårlig Saw-film efter eget valg og ‘The Da Vinci Code’ (2006).

Score:

Anmeldelse: Assault on Precinct 13 (1976).

Årgang: 1976.
Tagline: "With evil, size doesn't matter."
Instruktør: John Carpenter.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Rio Bravo' (1959), 'The Exterminator' (1980), 'Assault on Precinct 13' (2005).

Assault on Precinct 13 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

 

Politiet i L.A. slår hårdt ned på storbyens bander. Banderne svarer igen ved at angribe politistationen Precinct 13, der snart skal lukkes og derfor ikke er fuldt bemandet. Politimænd og indsatte må arbejde sammen for ikke at blive rendt over ende af de talrige og svært bevæbnede bandemedlemmer.

John Carpenter har altid haft et blødt punkt for western-genren, og i 'Assault on Precinct 13' lægger han da heller ikke skjul på, at filmen er en homage til en af hans absolutte favoritter, 'Rio Bravo' fra 1959, med blandt andet John Wayne på rollelisten. Andre tegn på instruktørens kærlighed til det støvede, vilde vest er f.eks karakteren Snake Plisken ('Escape from New York' (som også bød på Lee Van Cleef) og 'Escape from L.A'), der var Carpenter's futuristiske mash-up af Clint Eastwood's forskellige spaghetti-roller som f.eks Blondie i 'The Good, the Bad and the Ugly' og 'Vampires' (1998) der smager lidt af samme setup som i western-klassikeren 'The Magnificent Seven'. For et års tid siden gik der også rygter om, at han endelig var begyndt arbejdet på en ægte western. Projektet gik (og går måske stadig) under navnet 'Gothic Western'. Carpenter er tidligere blevet spurgt hvorfor han aldrig har lavet en rigtig western-film, og hans svar lyder at han ikke kan overskue at rengøre sine støvler for hestepære...Jeg er nok ikke den eneste der drømmer om at Carpenter (hestemøg eller ej) alligevel kaster sig ud i et ægte western-eventyr, inden tiden løber fra ham.

Hævngerrige indianere anno 1976.

I 'Assault on Precinct 13' er alle western-konvationerne helt på plads. Også selvom vi befinder os i et urban miljø, hvor hestene er udskiftet med tunge amerikaner-slæder og de evigt rullende tumbleweeds er udskiftet med gamle dæk og brændende olietønder. Vi har den vilde og onde bande af "indianere" på den ene side, helten - en ærke god og regelret sherif på den anden side, i selskab med et par damer - den ene med ben i næsen og fremragende færdigheder med seksløberen, den anden i en typiske "damsel in distress-rolle". De får selskab af et par lyssky banditter, der på deres vej til San Quentin State Prison's deathrow må gøre stop på den nedlagte politistation. De må alle arbejde sammen for at bekæmpe fjendens utallige og nådesløse angreb, da  fængslet kommer under uventet belejring. En anden lille sjov western-detalje er også, at bandens kamikaze-strategi, når det kommer til angreb, og ikke mindst deres krigs- og æres-ritualer, har mange ligheder med den måde vi har set indianerne portrætteret i utallige western-film. Man kan heller ikke lade være med at sende en kærlig tanke til George A. Romero 'Night of the Living Dead' (1968) når man ser banden cirkulere om vores heltes barrikaderede "last stand", og slet ikke da voldsmændene prøver at bryde ind, de kommer nemlig i bølger, uden hensyn til eget liv eller lemmer. Det eneste der mangler er vel at de snerrer  "braaaaaains", og vi ville have en zombie-film foran os. Carpenter får da også aflivet i alt 59 individer (mange af dem er hans medstuderende) i løbet af filmens 91 minutter.

Antihelten Napoleon Wilson der konstant prøver at tiltuske sig en smøg. Et kip med hatten til Howard Hawk's westerns.

Filmen er uden tvivl en af Carpenter's bedste og det er ret utroligt for 'Assault on Precinct 13' var hans kun anden spillefilm og kom to år efter 'Dark Star' (1974), som han lavede sammen med en hvis Dan O'Bannon. Carpenter var altså kun 28 år da 'Assault on Precinct 13' udkom! Dette er bare med til at gøre 'Assault on Precinct 13' endnu mere imponerende, for filmen er super flot skudt (på kun 20 dage?!) og hvert frame stinker af hårdkogt 70'er action-film. Både de dramatiske scener og action sekvenserne er eksekveret med præcision ned til mindste detalje, i vanlig Carpenter stil. At en hvalp i slutningen af 20'erne kunne begå en så perfekt film er jo nærmest snyd, og det er ikke for sjov at folk som Quentin Tarantino og Martin Scorsese har den på deres liste over de 100 bedste film nogensinde.

Laurie Zimmer er cool i rollen som gun-toting kontormus. Desværre blev rollen en af Zimmer's sidste da hun trak sig fra skuespillertjansen 3 år senere.

Et andet kapitel er filmens musik, og her tænkes især dens main-theme. Som på mange af sine andre film, er det Carpenter selv der har komponeret dette. Temaet til 'Assault on Precinct 13' er knap så kendt som f.eks hans tema til 'The Thing' eller ikoniske 'Halloween', men det er mindst lige så godt. Som altid er det drevet af en let genkendelig dyb synthesizer-lyd og har en foruroligende og uhyggelig tone. Lytter man godt efter kan man også høre at temaet læner sig tæt op af Led Zeppelin's vikingeepos 'Immigrant Song'. Hvis man interesserer sig for den slags, så er opsamlingsalbummet 'The Essential John Carpenter' et rigtig godt sted at begynde.

Og det samme er Darwin Joston i rollen som den rygetrængende Napoleon Wilson. En rolle der måske skulle have givet Joston en fribillet til Hollywood's bonnede gulve - desværre skete det aldrig for Joston.

Hvis det er gået nogle næses forbi, så er 'Assault on Precinct 13' stilsikker og hæsblæsende belejrings-action når det er bedst. Vi har nogle interessante og spændende karakterer at følge, alt i mens krudt og kugler flyver om ørerne, både på dem og på os. Stor tak til Another World Entertainment for at give os et re-release af denne film, og så ovenikøbet på blu-ray! Hvis I spørger mig, så er udgivelse et must have. Surround-lyden er skarp og realistisk, dialogen går rent igennem og billedet er klart og tydeligt - lige på nær et par enkelte scener i filmens start. Menuen er cool og så kommer udgivelse også med noget virkelig lækkert artwork på coveret. Af en eller anden besynderlig grund har John Carpenter aldrig opnået den helt store stjernestatus i den amerikanske filmindustri, og man kan da heller lade være med at gøre sig tanker om at havde der f.eks stået Martin Scorsese i toppen af plakaten på 'Assault on Precinct 13', så havde filmen nydt et meget større eftermæle i filmhistorien. Det er en synd og skam, for filmen er en tungt bevæbnet klassiker der (som så mange andre film af John Carpenter) fortjener en langt højere status i Hollywood's filmkanon end hvad tilfældet er. Lock n' Load!

Score:

Film-samlingen: "You backwoods, perverted piece of shit!"

Der er lidt ro på filmindkøbene for tiden og det skyldes at en god del af "hobby-budgettet" er gået til et lille spil ved navn 'XCOM: Enemy Unknown' og den nyligt udgivede blu-ray samling 'Indiana Jones: The Complete Adventures'. Lidt genre-film er det dog blevet til den sidste måned, og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for. På blå front har vi Troma's 'Mother's Day' som ENDELIG har fået den udgivelse filmen rent faktisk fortjener. Det er Anchor Bay der står bag og filmen kommer med et helt fantastisk nyrestaureret billede-transfer. Det siger måske ikke så meget, men det er faktisk en af Troma's bedste og mest helstøbte film. Ind er også kommet 'The Blood Trilogy' som indeholder Herschell Gordon Lewis tre genre-skabende film 'Blood Feast', 'Two Thousand Maniacs' og 'Color Me Blood Red'. Begge blu-ray udgivelser er købt til virkelig fornuftige priser hos diabolikdvd.com. Jeg har droppet at vente på HD-udgaver af samurai exploitation-filmene 'Hanzo The Razor' og i stedet nappet 'Sword Of Justice', 'The Snare' og 'Who's Got The Gold' på DVD. Filmene kommer i en lækker box med ligeså lækker booklet. 'Ms. 45' (som vi tidligere har anmeldt her) og 'Driller Killer' røg i nettet under dette års Blodig Weekend filmfestival i København. Den glemte 80ér backwoods-slasher 'Just Before Dawn' er  endelig også kommet hjem og det samme er seriemorder-thrilleren 'Shades', med en altid seværdig Mickey Rourke. En anden film jeg ser meget frem til at smække i afspilleren er Pete Walker's 'Frightmare' (1974). Sidst men ikke mindst har jeg endelig fået set 'Amityville II: The Possession' fra 1982. En film der faktisk er mere djævelsk, uhyggelig og opfindsom end den første film i franchisen.

Tilbud: Halloween-udsalg hos play.com

Play.com har netop skudt deres store Halloween-udsalg i gang og de har rigtig mange spændende sager på hylderne. Både Film, spil memorablia, bøger og meget mere. Tjek det ud via linket her.

Anmeldelse: Deadly Friend.

Årgang: 1986.
Tagline: "Some people are better off dead."
Instruktør: Wes Craven.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64" Plasma.
Udgiver: Warner.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Nightmare on Elm Street' (1984), 'Scream' (1996).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Paul er en klog dreng. Han er så klog, at han og hans mor er flyttet til en ny by, så Paul kan gå på et teknisk universitet til trods for, at hans alder kun kvalificerer ham til high school. Han er så klog, at han har bygget sin egen robot ved navn BB, der ved hjælp af kunstig intelligens kun bliver klogere og klogere. Med andre ord - Paul er en MEGET klog dreng. Paul møder ret hurtigt avisbuddet Tom og nabodatteren Samantha. Sidstnævnte har en alkoholisk og voldelig far, hvilket medfører Samanthas alt for tidlige død. Som sagt er Paul en klog dreng, så han genopliver sin kønne nabo med computerchips og kunstig intelligens, men noget er galt fat med Samantha. Helt galt!

I 1984 brød Wes Craven igennem lydmuren med 'A Nightmare on Elm Street'. Direktionsgangen hos Warner var begejstrede, for Elm Street havde bevist, at der igen var lys forude for teenflicks med gyserelementer. I perioden efter Freddy Kruger eksploderede romantiske teenflicks for alvor og Wes Craven påtog sig opgaven med at filmatisere Diana Henstells roman Friend, der var en dyster og mørk kærlighedshistorie. Filmen blev screenet for de høje herrer hos Warner samt en flok Craven fans og de var alle enige - 'Deadly Friend' manglede gys og blod. Craven blev sendt tilbage med ordren om at fikse 'Deadly Friend', så han "opgraderede" filmen til den udgave, der ramte biograferne i 1986 og min plasmaskærm seksogtyve år senere.

Denne her chip fra en VHS kan sagtens køre en robot. Sagtens!

Det faktum at der er gået seksogtyve år er et springende punkt for 'Deadly Friend'. Jeg så filmen første gang i 1987, da jeg havde flere bumser i ansigtet end jeg havde smag. Jeg huskede filmen som spændende, medrivende og uhyggelig. Jeg huskede Kristy Swanson som en genoplivet Samantha, der virkelig var uhyggelig. Jeg huskede robotten BB som livagtig og sjov. Jeg har ejet den på dvd af flere omgange, men fik aldrig set den, men havde alle intentioner om at nyde den igen, når det rigtige tidspunkt indfandt sig. Det gjorde det med min ansættelse her på siden, men men men.... det er jo ikke den samme film! 

Lille skat! Vågn lige op! Far vil tale med dig!

Jeg har desværre aldrig set den originale film, som Craven fik skrottet af Warner, men når jeg ser 'Deadly Friend' i dag tænker jeg, at Craven nærmest bevidst lavede en dynge affald af kopierede temaer, plots, storylines og personer. Jeg nægter at tro på, at forlægget for filmen har været så pibende ringe en historie, som denne film er endt med at blive, men lad os starte fra en ende af. Robotten BBs teknik og formåen er direkte pinligt forklaret. Man har fuldkommen droppet enhver tanke om, at opfinde fine ord eller forklaringer på BBs eksistens. I stedet åbner Paul for robotten og viser en rækker ledninger og en chip - for så er den ged ligesom barberet! Forholdet mellem Paul og Samantha er bygget op, som en slags usagt spirende romantik, der med Tom som tredje hjul er så banalt udført, at man næsten ikke tror sine egne øjne. En scene med de tre unge og robotten BB, der spiller basketball er så frygtelig, at man har svært ved at holde masken. Intet geni uden en knallertbande, der driller og provokerer den kloge dreng. I bedste Karate Kid-stil bliver lederen af banden udstillet som seriøs bad guy, men hvor Daniel-san måtte lade næverne tale, lader Wes Craven robotten BB tale, true og forulempe de farlige fyre på knallerter. Der bliver lagt op til mere af den slags, men det udebliver gudskelov indtil slutningen af filmen.  

Jo jo, jeg er skam en robot. Se bare mine fingre!

Gyserscenerne er taget fra skraldespanden på 'Elm Street', hvor de bedste scener foregår i drømme. Det er pinligt, frustrerende og irriterende på en gang, for os der har været turen nede af Elmegade kender jo godt stilen, så uhyggen er så langt fra uhyggelig at scenerne er ligegyldige. Det skal Craven dog ikke lastes for, for det er tydeligt at netop disse scener blev skrevet ind i filmen ved omskrivningen. Jeg tænker at instruktør og studie i skøn forening forestillede sig, at 'Deadly Friend' skulle ende som en 'St. Elmos Fire' møder 'Bride of Frankenstein'. Der er lette forsøg på socialrealisme og ungdommens problematikker, men det er mildest talt druknet i moralske korstog. Ingen Wes Craven uden moralske opstød og 'Deadly Friend' er ingen undtagelse. Med Tom som det nervøse sidekick, der bliver brugt som moralsk kompas for rigtig og forkert igennem hele filmen - er der hele tiden en løftet pegefinger fra instruktøren mod sit unge publikum. Lad ikke din alkoholiske far tyrannisere dig! Du må ikke drille andre mennesker! Lad ikke teknikken forføre dig og du skal respektere livet og døden. Sådan Wes! Så fik du lige sat de unge firsertosser på plads!

Bedstemor med slaw' i.

Slutningen af filmen er muligvis den dårligste slutning jeg nogensinde har set. Jeg kunne skrive en hel masse om hvor dum, intetsigende og konstrueret den er, men jeg vælger at konstatere følgende: Hvis du ikke har slukket før slutscenen, så har du selv fortjent den. Så hvad fungerer i 'Deadly Friend' anno 2012? Jeg er glad for at du spørger, for der er da dele af filmen, der fungerer glimrende. Wes Craven ER en dygtig instruktør, når han ikke bliver tøsefornærmet over filmselskabernes magt. Han har i hvert fald instrueret en del af skuespillerne til pæne præstationer. Samanthas sindssyge far er uhyggelig, klam og meget velspillet af Richard Marcus. Kristy Swanson i rollen som Samantha er god som undertrykt teenager - indtil hun bliver genoplivet og skal spille robot i en makeup, der ville gøre Daryl Hannah i Blade Runner misundelig. Den altid fantastiske Anne Ramsey er rigtig god som den sindssyge genbo, der med jagtgevær og paranoia skræmmer nabolagets børn og unge. Til gengæld er hovedrollen Paul spillet ganske forfærdeligt af Matthew Labyorteaux, der mest er kendt for sin rolle som Albert Ingalls i 'Det lille hus på prærien', men ikke engang en kærlig krammer fra Charles Ingalls kan redde den pinlige præstation af hovedrollen.  

Jo jo, jeg er helt død. Se bare omkring mine øjne!

Så sluttede jeg alligevel af med noget negativt, men filmen har heller ikke fortjent bedre. 'Deadly Friend' er ikke dårlig på den kitschede måde. Det er ikke en b-film med charme, men derimod noget af det værste jeg har set fra Wes Cravens hånd. Summa summarum må være, at der må have været bedre stoffer i Coca Colaen i 1986, for i 2012 er læskedrikken gået helt flad.

Score: