Nyhed: Klovne er STADIG scary-as-fuck!

Er du træt at se de gamle Hallowen-travere igen og igen, år efter år? Hvorfor så ikke prøve antologi-filmen 'All Hallows' Eve'. Filmen er instrueret af newcomer Damien Leone og har Katie Maguire, Mike Giannelli og Catherine A. Callahan på rollelisten. I filmen følger vi en barnepige der, på Halloween selvfølgelig, finder et VHS-bånd i en af ungernes slikposer, efter at ha' været ude på trick or treat. Båndet indeholder selvfølgelig en lille håndfuld yderst creepy og blodige kort-film, og en af dem omhandler en rigtig, rigtig modbydelig klovn! Pennywise, flyt dig!

Film-samlingen: Zombie-splat med Dr.Herbert West.

Halloween er lige om hjørnet! Og hvad skal du så se på den uhyggelige aften? Selv har jeg tænkt mig at sætte tænderne i den netop udgivne Re-Animator 3-Disc Limited Digibook Blu-Ray Collector's Edition fra tyske Capelight Pictures. Klassikeren har fået den helt store tur, både på billed og på lyd, også er den naturligvis lastet med ekstramateriale. Dette er til dato den mest gennemførte udgivelse af Stuart Gordon's sindssyge zombie-fest. Det er super splattet, sjovt og crazy og Jeffrey Combs er helt fantastisk i hans ikoniske rolle som Dr.Herbert West. Som gal videnskabsmand giver han godt nok fine gentlemens som Dr. Frankenstein og Dr. Jekyll kamp til stregen!

Sammen med 'The Vincent Price Collection' og den kommende 'The Texas Chainsaw Massacre 2' fra Arrow Video, så er dette nok årets bedste genre-blu-ray udgivelse.

Den helt fremragende forsættelse 'Bride of Re-animator' fra 1989 er i øvrigt ved at blive scannet af de samme, der har stået bag transferet på denne udgivelse. 'Bride of Re-animator' udkommer både i Tyskland og UK og den tyske udgave udkommer allerede i januar.

Filmen kan købes på amazon.de via dette link.

Re-Animator 3-Disc Limited Digibook Blu-Ray Collector's Edition fra tyske Capelight Pictures.

Den fine booklet er desværre på tysk.

Udgivelsen består af 2 blu-ray's og 1 DVD.

Nyhed: The Walking Dead vandre videre.

Selskabet bag en af nyere tids mest populære TV-serier AMC har netop oplyst at 'The Walking Dead' forsætter med en femte sæson. Sæson fire ruller i øjeblikket i USA og serien høster stadig stor anerkendelse blandt både fans og anmeldere. I USA hev finalen på tredje sæson hele 12,4 millioner seere til tossekassen! Til januar 2014 sender DR3 fjerde sæson af 'The Walking Dead', hvor du altså får en ordentlig dosis zombie-action sammen med Rick Grimes og hans hårdt prøvede gruppe.

Fra AMC's pressemeddelelse: AMC announced today that it has renewed THE WALKING DEAD for a fifth season. The number one show on television among adults 18-49, THE WALKING DEAD returned for a fourth season earlier this month and the premiere episode set a new record for the series, delivering 20.2 million viewers, live+3, and 13.2 million adults 18-49, a new record for any non-sports cable telecast.

“We are very happy to make what has to be one of the most anti-climactic renewal announcements ever: THE WALKING DEAD is renewed for a fifth season,” said Charlie Collier, AMC president. “This is a show that has erased traditional distinctions between cable and broadcast. Its expanding base of passionate fans has grown every season, most recently – and most notably – with the season four premiere earlier this month, which broke viewership records for the series and became the biggest non-sports telecast in cable history. On behalf of the incredible team on both sides of the camera, thank you to the fans and here’s to more Dead.”

For season five, Scott Gimple will return as the series’ showrunner along with executive producers Robert Kirkman, Gale Anne Hurd, David Alpert, Greg Nicotero and Tom Luse. AMC also recently announced that it is developing a companion series to THE WALKING DEAD, based on a new story and new characters from Robert Kirkman.

Anmeldelse: Frankenstein’s Army.

Årgang: 2013.
Tagline: "What is dead may never die."
Instruktør: Richard Raaphorst.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 84 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se Trailer her.
Se også: 'Dead Snow' (2009), 'Inglourious Basterds' (2009), ' Dead Mine' (2012).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Østfronten 1945. En gruppe russiske soldater rekognoscerer et område, som den tyske besættelsesmagt har trukket sig fra i deres hast for at komme ud af Rusland. De støder på en nedlagt gård, hvor de gør et makabert fund af en halvdød tysk soldat, der mest af alt ligner et frygteligt eksperiment. Den tilsyneladende ufarlige tysker dræber deres øverstkommanderende - og snart er de russiske soldater fanget i en sandt vanvid af dødsens farlige eksperimenter, der alle er skabt til et formål – at slå så mange russere ihjel som overhovedet muligt.

London calling.

Hvem kan ikke huske Mary Shelleys roman om Frankenstein (it’s Fronkensteen) og hans monster, der fik landsbyen på den anden ende? Det kunne instruktør Richard Raaphorst også godt, men dennes udgave har knap så mange fakler og høtyve. De primitive værktøj er til gengæld erstattet af landbrugsmaskiner af enhver tænkelig slags, der i stedet for at være i hænderne på bønder er monteret på tyske soldater i en slags vanvidsscenarie, hvor kun en meget livlig fantasi har kunnet overskue mulighederne. Det er innovativt, sælsomt og helt fantastisk, at opleve de sindssyge udgaver af Frankensteins monster, der saver, hugger og hakker sig gennem alt og alle i en blodrus, der ikke er set siden Bilka havde 40% rabat på julepynt.

"It's alive, it's alive, it's alive, it's alive, IT'S ALIVE!"

Af en eller anden årsag er filmen baseret på found footage. En stakkels fotograf med en hemmelig agenda er nemlig fortæller på filmen, der af mystiske årsager er i fin billedkvalitet og samtidig er i farver. Jeg skal ikke sige om idéen er en joke i sig selv, for flere gange gennem den blodige forløb, giver fotografens placering absolut ingen mening. Et par enkelte scener er endda helt groteske som found footage, men det er gudskelov ikke et tema for filmen som sådan. Frankenstein’s Army er lavet for små penge og er i høj grad en film, der er tiltænkt hardcore fans af den lidt mere absurde genre. Det er jeg som sådan ikke, men jeg blev alligevel revet med – og kunne sagtens abstrahere fra absurditeterne og nyde håndværket, der absolut ikke fejler noget gennem hele filmen. Den er nemlig lige så dyster, grå og voldsom som den lyder og stilen bliver holdt fra start til slut. Ikke engang, da filmen bliver allermest blodig går Raaphorst på kompromis med det dystre farvespektrum, der farver og HD kvalitet til trods – giver en slags stemning af at være af ældre dato.

Keative craturedesigns er Frankenstein’s Army's helt store tour de force.

Skuespillet er overraskende godt for genren, til trods for at det begrænsede budget har holdt navne i topklasse ude af rollelisten. Joshua Sasse er især god som den hårdkogte soldat Sergei, der gør hvad der skal til for at overleve uanset omgivelserne. De russiske accenter er måske lidt vel overdrevne, men det er en del af den humor, der følger med en film af denne slags.

"Call in the Cavalry!"

Personligt var jeg meget glad for Frankenstein’s Army, der for mig er et eksempel på hvordan en god film skal opbygges. Der er bygget på tre akter, som hænger fint sammen og hver for sig er fremragende i måden, de hver især bliver fortalt på. Jeg var især pjattet med overgangen fra mild spænding i første akt til eksplosionen af sindssyge kreationer, der nærmest vælter ud af skærmen på en måde, der kun kan beskrives som sindssyg.
Alt i alt ender jeg med en klar anbefaling af en film, der bedst kan forklares ved, at man sætter sig ned og ser den. Så vild er den! Så god er den!

Score:

Anmeldelse: Don't Look Now.

Årgang: 1973.

Tagline: “Pass the warning.”

Instruktør: Nicolas Roeg.

Runtime: 110 minutter.

Medie: Blu-ray.

Udgiver: Studio Canal.

Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.

Se også: ‘Rosemary’sBaby’ (1968), ‘The Comfort of Strangers’ (1990), ‘Antichrist’ (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Et ungt par, Laura og John, mister deres barn i en drukneulykke og må bearbejde deres sorg. De flytter til Venedig, hvor Laura (Julie Christie) møder to sælsomme ældre kvinder. Den ene påstår at være i stand til at kommunikere med de døde. Efter i første omgang at have trøstet Laura skaber hun en ny bekymring, da hun forudser at John (Donald Sutherland) er i stor fare, så længe han bliver i byen. 

Nicolas Roegs tredje spillefilm er baseret på et litterært forlæg af Daphne Du Maurier, som har erklæret en stor sympati for det værk, Roeg fik produceret. Udover bemærkelsesværdige optrædener fra Julie Christie og Donald Sutherland, markerer filmen også komponist Pino Donaggios debut, som senere skulle blive fulgt op af soundtracks til film som ‘Carrie’ (1976). Ved første gennemsyn af ‘Don’t Look Now’ kan det føles, som om filmen taber tråden en smule i forhold til den sorgfortælling, den i udgangspunktet er. Det er ingenlunde tilfældet. Filmen er meget åben for tonstunge afhandlinger om menneskelig sorgbearbejdelse. Har man - som jeg - en forkærlighed for den type underliggende brilliance i sine horrorfilm, er der gode muligheder for at lære mere om dette aspekt af filmen. Det kan man blandt andet gøre på Studio Canals udgivelse, der indeholder et spændende lille segment med en psykiater, der graver ned i dette og tydeliggør den røde tråd i filmens fortælling, som det viser sig har en meget kernemenneskelig forklaring, der ikke er spor overnaturlig. Det er naturligvis bare en fortolkning, men voldsomt interessant som afrunding på et gennemsyn af filmen, er det uden tvivl.

Donald Sutherland bærer meget på sine skuldre i filmens åbningssekvens.

‘Don’t Look Now’ er bredt betragtet som en klassiker inden for britisk gys, og som altid med klassikere kan det være udfordrende, når man undervejs føler sig svigtet en smule ovenpå de tårnhøje forventninger, den type mærkater kan skabe. Ved dette mit første gennemsyn må jeg indrømme, at der er dele af filmen, der i mine øjne blev for træge, og selvom jeg forstår intentionerne bag symbolikken og hele måden, som filmen afvikles på, er det svært ikke at tage sig selv i til tider at have svært ved at holde fast i engagementet. En stor del af problemet ligger for mig i filmens begyndelse, hvor netop kunstneriske intentioner, tager over for oprigtige menneskelige følelser. Vi smides direkte ind i det tragiske øjeblik, som danner grobund for hele filmen, nemlig datterens død, og hvor resten af filmen tager sig god tid til at bevæge sig fremad, er det som om tingene i begyndelsen går meget hurtigt. Samtidig er krydsklipningen, som filmen løbende benytter sig af, her en smule forstyrrende, og selvom pointen er forståelig, bliver jeg i ekstrem grad en tilskuer. Lars Von Triers ‘Antichrist’ (2009) starter ligeledes med et forældrepar, der mister et barn. Denne sekvens er skabt i ekstrem slowmotion, smuk sort/hvid og er fyldt med den symbolik, nøjagtig ligesom det er tilfældet i begyndelsen af ‘Don’t Look Now’, men den store forskel er, at jeg i ‘Antichrist’ er investeret i situationen. ‘Don’t Look Now’ har fokus på forældrenes reaktion efter barnets død, og det er, hvad der gør den stærk, men fordi åbningssekvensen ikke får mig hevet ind i deres sorg, bliver det første stykke tid af min oplevelse en smule usikker.

Den røde farve og glas går løbende igen i filmen.

Måske kan det derfor vare noget tid, før man helt forstår, hvorfor ‘Don’t Look Now’ bliver kaldt en horrorfilm og ikke blot et drama. Lykkeligvis er det en rummelig genre, som kan strække sig lige fra Olaf Ittenbachs übersplat til langt mere dramatisk drevne kunstfilm som denne. Med sin fragmentariske struktur, langsomme opbygning og drømmeagtige cirkuleren omkring symbolik, er vi utvivlsomt i den mere cerebrale ende af skalaen. Men uanset at vi har at gøre med en film, der vil tale til sindet mere end til maven, så er en grundlæggende sympati i denne type historie nødvendig. Heldigvis kommer den over tid også. Ikke mindst grundet Julie Christies præstation i filmen oplevede jeg relativt kort tid inde i filmen alligevel en sympati for de to hovedkarakterer, og det er filmens redning. Da filmen først fangede, holdt den fast. Undertiden begynder fragmenterne at give mening, og da filmen når sit klimaks, føles det alligevel, som om tiden, man har benyttet i selskab med Roegs værk, har været det værd.

Den blinde der kan se, i en spirituel forstand, er mere velkendt i gysersammenhæng, end mange andre af filmens elementer.

Mens slutninger på film som ‘The Last Exorcism’ (2010) virker ødelæggende for velopbyggede gysere, løftes ‘Don’t Look Now’ af sin. Min splittelse omkring filmen undervejs blev rystet af, da filmen nåede sit højdepunkt, og tankerne efterfølgende begyndte at dukke op. Således viser Nicolas Roegs film at have masser at byde på, og jeg kan alligevel tilslutte mig majoriteten og rose en underspillet, til tider smuk og kunstnerisk valid film.

Score:

Nyhed: Søndags-Zombier.

I november måned introducerer Sørensens Exploitation Cinema stolt en splinterny serie kaldet Søndags-Zombier - for dig, som alligevel sidder og sumper i sofaen, udkørt af hverdagens travle trummerum og fordærvet af nattelivets forgiftede væsker. Hver søndag i november måned kan du eksklusivt på denne blog finde sympati i omtalen af en nøje udvalgt zombiefilm!

Søndags-Zombier vil med jævne mellemrum vende tilbage her på bloggen og i løbet af en måned bore dybt i forskellige zombiefilm, som dog alle har noget helt særligt til fælles. I denne omgang er overskriften "Set fra zombiens synsvinkel", og fællesnævneren er naturligvis, at alle fire søndags-zombiefilm er fortalt fra P.O.V. of the Living Dead!

November måneds program er som følger:
3. november: 'Warm Bodies' (2012).
10. november: 'Wasting Away' (2007).
17. november: 'Deadheads' (2011).
24. november: 'Colin' (2008).

Alene forsøget på at fortælle en historie fra en zombies synsvinkel, kan få de smagfulde indvolde til at dreje en omgang i maven på den inkarnerede fanatiker af disse udøde væsener. For hvilke spotske træk har filmmageren tænkt sig at ty til for at skabe identifikation med og sympati for dette kannibalske kræ uden begreb eller forstand?! Som vi skal se i løbet af november, kan det gøres vidt forskellige måder.

At ville fortælle historier fra en zombies synsvinkel er at dømme ud fra månedens film noget nymodens noget, for de fire film er alle produceret indenfor de sidste seks år. Der er tidligere gjort forsøg med noget lignende, såsom at følge en persons forvandling fra menneske til zombie, eller som i 'Day of the Dead' (1985) hvor George A. Romero forsøger at skabe empati for zombien Bub, men målet har i denne omgang af Søndags-Zombier været at finde fire film, hvor hovedkaraktererne er zombier fra start til slut, eller i det mindste transformerer ganske hurtigt i filmens forløb.

Det officielle startskud for Søndags-Zombier går på søndag den 3. november med den romantiske zombiekomedie 'Warm Bodies'.

Deadheads fra 2011 er en af de film du kan se frem til i Søndags-Zombier!

Artikel: Folk aner ikke, hvad de går ind til.

Min gode ven, Kasper Vegeberg, er en stolt og lettet mand. Han har netop haft biografpremiere på sin spillefilmsdebut, og den har spillet for fuldt hus til stor fornøjelse for samtlige publikummer. Premieren har hverken været national eller i festivalregi. Den har foregået i biografen i Nykøbing Mors, hvor begge sale var fyldt op den 20. september med unge og gamle (mest unge), som næsten alle har spillet en rolle i produktionen af Kaspers film.

Se traileren til 'Et liv på den anden side II: Tilbage til livet på den første side' på youtube ved at klikke her.

Filmen hedder 'Et liv på den anden side II: Tilbage til livet på den første side' og er Kaspers spillefilmsdebut som instruktør, og fortsættelsen til hans kortfilm 'Et liv på den anden side' (2012). Før premieren har jeg fået lov at tale med Kasper om arbejdet med filmen, for som projekt er den både eksemplarisk og sympatisk. Den er en non-budget genrefilm, produceret på blot en uge med uvurderlig hjælp fra venner og bekendte og ikke mindst et yderst engageret lokalsamfund på Mors. Jeg møder Kasper i en gammel villa med tilgroet have på en blind vej i Nykøbing, hvor han arbejder hårdt bag klippebordet på at få filmen færdig til premieren.

Her ses Kasper, som lever på en kaffediæt, mens klippearbejdet står på. Han er tilsyneladende imponeret over, at jeg stadig kan følge med efter fire krus - man skal vel være skolelærer!

STORE AMBITIONER FOR SMÅ PENGE
Selvom pengene også har været små på 'Et liv på den anden side II: Tilbage til livet på den første side', er ambitionsniveauet steget i forhold til etteren i takt med at spilletiden - og titlen - er blevet længere: "Etteren bestod af den ene mærkelige, sjove scene efter den anden. Manuskriptet var på 5-7 sider og meget løst, så scenerne blev improviseret frem fra dag til dag” fortæller Kasper. Og aldrig har udtrykket "fra dag til dag" været mere passende, for det tog blot to dage at optage 'Et liv på den anden side'. “Vi har brugt en uge denne gang. Toeren skulle være længere og jo derfor også have mere historie. Manuskriptet er på 58 sider!”

Nykøbing-villaen her har mange funktioner. Udover at være bopæl og arbejdsplads for Kasper, mens postproduktionen står på, er en stor del af 'Et liv på den anden side' 1 og 2 optaget i og omkring huset!

Med undtagelse af enkelte scener er etteren optaget i den selvsamme villa på den blinde vej i Nykøbing, hvor Kasper har sit klippebord. Toeren har betydeligt flere locations: Jesperhus Blomsterpark, Morsø Flyveplads i Tødsø, kirken i Nykøbing, stadion, gymnasiet og ikke mindst Sillerslev havn, hvor man har installeret tre palmer i potteplanter - ifølge Kasper "et rærligt forsøg på at tiltrække turister". Men altså brugbart når man vil lave en action-komedie efter amerikansk forbillede. Ja, du læste rigtigt. En action-komedie produceret på en uge for 0 kroner. Ambitionerne fejler som sagt intet!

Still fra filmen!

FILMSKOLEUDDANNET MORSINGBO
Kasper kommer ikke bare ind fra gaden med et videokamera i hånden. Han har taget et år på filmhøjskolen i Ebeltoft, hvorefter han flyttede til København sammen med det meste af netværket fra skolen. Men det skulle vise sig ikke udelukkende at være en fordel: "Efter filmskolen var der alt for meget konkurrence. Jeg har taget et par års pause, hvor jeg har studeret, mens jeg har anmeldt film og lavet radio. Set på mediet fra en anden vinkel, hvilket har givet sindssygt meget."

Kasper startede sin showbizz-karriere som Jungledyret Hugo i Jesperhus Blomsterpark, og når han trænger til en pause fra klipningen, kan han godt finde på at iføre sig det bamsede kostume igen. Hugo står hans hjerte meget nært... og hans fod, i øvrigt!

Men nu har han altså orlov fra studiet og er vendt tilbage til Mors og ikke mindst tilbage til filmen: "Grunden til at jeg har villet lave en film her i stedet for Aarhus eller København er, at det er nemmere at få ting i stand. I København er der tusinde, der søger det samme udstyr. Jeg har kunnet lave filmen nu og her sammen med venner og bekendte - og så er her er stor opbakning fra lokallivet" fortæller Kasper og viser mig en sommerudgave af Morsø Folkeblad, hvor han og hans filmhold har fået lov at brede sig på midtersiderne. Med fed, blå skrift står Kasper citeret for at skulle have sagt: "Den film, vi lavede sidste år ('Et liv på den anden side', red.), er faktisk blevet kult på Youtube". "Det ved jeg, jeg aldrig har sagt" siger Kasper "den har haft 1500 views, og de fleste af dem er de medvirkende og deres venner og familie". I skrivende stund er tallet dog oppe på godt 2300, så det går da den rigtige vej!

Det fortæller dog lidt om det pres, der lægger på Kaspers skuldre, mens han sidder ved klippebordet i villaen på den blinde vej i Nykøbing. Mange mennesker er spændte på at se resultatet af den film, de på den ene eller anden måde har hjulpet frem. Men Kasper indrømmer også, han måske er kommet til at oversælge sin film i forproduktionen: "Man må forklare det med en vis seriøset, når sognerådsformanden spørger, hvad filmen handler om, fordi hans kirke skal bruges som location - oven i købet til en af de mere cheesy scener!" og han tilføjer: "Folk aner ikke, hvad de går ind til!"

Lokalsprøjten stiller med glæde sine attraktive midtersider til rådighed for et godt initiativ. Gad vide, om man kunne have fået Politiken eller Information til at gøre det samme?!

EN SÆRLIG FORM FOR EXPLOITATION
'Et liv på den anden side' 1 og 2 udgør de første to dele af den såkaldte Søren Vegger-trilogi om superagenten Søren Vegger, der i den første film må bryde ud af et topsikkert fængsel, mens han i anden ombæring går undercover på en high school for at redde præsidentens datter: "Etteren var et fængselsdrama i stil med 'Shawshank Redemption', som vi også brugte en del inserts fra. Toeren er en undercover-high school-actionkomedie inspireret af blandt andet '21 Jump Street' og 'Beverly Hills 90210'" og man kunne tilføje Batman, Bourne, ja selv Pyrus(!) - listen af inspirationskilder er lang, og man kan have en fest ud af at finde de mere eller mindre subtile referencer.

Still fra filmen.

Kasper trækker i begge film på velkendte konventioner indenfor specifikke genrer, sådan som det også kendes fra eksempelvis spooffilmen: "Jeg kan godt lide de gamle spooffilm. I 'Police Squad' og 'Airplane' er det sjældent man kan genkende noget fra en specifik film, men de parodierer i stedet genreklichéerne. Vi passer på med at kalde vores film spoof. Vi gør ikke nar! Det skal ligne, at vi prøver at slippe afsted med at stjæle fra andre film."

Efter et par timers snak med Kasper alene, kigger hovedrolleindehaveren Rasmus Borg Olesen forbi. I første film kom han med på et afbud, men allerede på toeren står han som hovedproducer. Gad vide om de to er ved at indgå et Burton/Depp-agtigt forhold?!

Og det er netop her, jeg synes, omtalen af Kaspers film legitimeres i forhold til dette site. Der er noget Troma'sk over 'Et liv på den anden side', som kommer til udtryk i den primitive exploitation-stil, som sætter fortælleglæden over socialrealisme og billedkvalitet. Filmene kan også sammenlignes med norske Tommy Wirkolas svært underholdende debut 'Kill Buljo' (2007), som ligeledes finder inspiration i klassiske værker fra filmhistorien, men som med sin særlige tone får sit helt eget udtryk. Og se bare, hvad Tommy Wirkola har drevet det til med 'Død Snö' (2009) og senest 'Hansel & Gretel: Which Hunters' (2013).

Still fra filmen.

DEN UUNDGÅELIGE TREER
Hvad angår fremtiden, har Kasper fået blod på tanden: "Nu har jeg lavet nogle uforpligtende projekter, og selvom presset bliver større i takt med at produktionerne bliver større, er det stadig meget uforpligtende. Nu vil jeg gerne instruere min egen kortfilm, som skal være mere seriøs. Men det skal også være på Mors!"

Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden bringer fra Kasper. Indtil videre er én ting sikkert, og det er, at vi får en afrunding på Søren Vegger-trilogien. For når man først har lavet den uundgåelige toer, er det naturligvis kun et spørgsmål om tid, før den lige så uundgåelige treer sættes i produktion: "Næste år skal vi bruge to uger! Det er spændende, hvad vi gør. Nu har vi malket Mors for unge mennesker, der gider optræde på kamera, og jeg kan afsløre, det er mange, det dør i toeren. Vi skal have fundet en genre som gør, at vi kan vende tilbage til de samme karakterer, selvom de er døde. Jeg har overvejet tidsrejse. Vi overvejede det til toeren, for Søren Vegger dør jo faktisk i etteren. Han drukner sig selv, men det har vi ændret til, at han flyder ud af Limfjorden, over Atlanterhavet og nedenom det amerikanske kontinent for så at komme op i Californien!"

Still fra filmen.

SE DEN, FØR DE BLIVER SAGSØGT!
Og lad det så være sidste ord fra Kasper Vegeberg i denne omgang. 'Et liv på den anden side II: Tilbage til livet på den første side' fik som sagt en flot premiere i Morsø Bio med glade mennesker, rød løber og afterparty på Crazy Daisy, hvor alle med afrevet biografbillet havde fri entré. Fint skal det være! Desværre får filmen ingen national udgivelse, og det er måske også godt det samme, men den kan altså ses på YouTube, og det samme kan i øvrigt dens forgænger.

Se 'Et liv på den anden side' på youtube ved a trykke her.

Se 'Et liv på den anden side II: Tilbage til livet på den første side' på youtube ved a trykke her.

Anmeldelse: The Purge.

Årgang: 2013
Tagline: "Survive The Night."
Instruktør: James DeMonaca.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 85 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Funny Games' (1997), 'The Strangers' (2008), 'You're Next' (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

USA er tilbage! Stærkere, mægtigere og bedre end nogensinde før. Arbejdsløsheden er dalet til 1% og kriminalitet er ikke-eksisterende. Den nye grundlov har vendt den skrantende amerikanske moral på hovedet – og alt dette på grund af en enkelt ny lov. The Purge.

The Purge er en simpel lov. En enkelt aften om året må man gå amok. Fuldkommen amok! Man må banke, smadre og slå ihjel helt uden konsekvenser. Har du en åndssvag nabo? En chef du ikke kan døje? Eller måske et familiemedlem, som du bare gerne ser død og borte? Så bare vent til The Purge.

Vi følger familiefaderen James, der lever fedt af at sælge alarmsystemer til folk, der gerne vil holde The Purge for døren. Han bor med sin familie i et såkaldt gated community, hvor jernlåger og mure holder pøbelen uden for hegnet i udstykninger, hvor det ene hus er større og mere overvældende end det næste. Men jalousien ulmer blandt naboerne, der alle har købt dyre alarmsystemer af James, der har vekslet den fede indkomst til et endnu større hus. Et hus der nærmest er et symbol for andre menneskers paranoia og frygt for The Purge. På selve aftenen lukker James huset ned med gitre, metal og uigennemtrængelige døre. Tolv timers hermetisk indelukkethed venter forude….men hvem venter udenfor? Hvem har ventet på The Purge?

The Purge er i gang for fuld smadder.

I en tid hvor USA bliver gradvist mere paranoide og hvor de syge, arbejdsløse og fattige er en konstant trussel mod de riges rigdom, kan The Purge virke som den ultimative løsning. Væk med de svage i samfundet. Væk med byrden! Instruktør James DeMonaco er dog ikke modig nok til at lave koblingen til det virkelige amerikanske samfund, hvor gated communities stadig skyder op, som symboler på den opdeling af den amerikanske økonomi, der går på at 1% af befolkningen ejer 99% af velstanden. Det lyder næsten mere sindssygt end grundidéen i The Purge, men ikke desto mindre er det den skinbarlige sandhed. Filmen danser på den tynde tråd mellem glæden ved at slå ihjel, at befri sig for sine aggressioner og den snigende paranoia og frygt for alle dem, der ikke har samme sociale status som en selv. Tanken om at lukke sit hus ned. At gemme sig bag mursten, metal og skudsikkert glas er dejlig klaustrofobisk – og bliver udnyttet til fulde i The Purge.

Home Sweet Home.

 Ethan Hawke bliver aldrig en god skuespiller i mine øjne, men han er tålelig i rollen som James, der går fra at være lidt for succesfuld for sit egen bedste til en familefader, der kæmper for at holde sin familie i live. Lene Headley har mange måske i frisk erindring fra sin hårdkogte rolle i genindspilningen af Judge Dredd. Denne gang har hun knap så mange ar i ansigtet, men gør det udmærket som forstadsfruen til James. Resten af skuespillerne er fint sat sammen og ingen falder udenfor, hvilket er vigtigt for en film som The Purge, der kræver at man køber filmens præmis mere end mange andre film af denne type gør.

Har det nogensinde været en god ide at gemme sig under sengen?!

Er The Purge så en god film? Ja, det er den så absolut, men den mangler stadig en del fra idé til udførsel. Man springer let over mange elementer, der sagtens kunne have været udpenslet for (endnu mere) spænding. Det virker som om, at man har været begrænset af at ville holde filmen under de halvfems minutter. Det er en skam, for den kunne sagtens have båret et kvarter mere, hvor suppen så at sige kunne have simret endnu længere – så alle smagsløg kunne have været pirret. I stedet bliver The Purge lidt for kortfattet og handlingen bliver for sammenpresset og unaturlig.

Hvad nyder du de her uventede gæster?

Alt i alt er The Purge en af de bedre thrillers, som undertegnet har set meget længe. Opbygningen af historien kombineret med den manglende tiltro til hele familiens omgangskreds fungerer rigtig godt – og selve introduktionen til The Purge er fantastisk. Der kommer et ridser i lakken i den sidste tredjedel af filmen, men det skal ikke afhold mig fra at anbefale The Purge til en kold vinteraften. Har man ikke fået nok, så kommer der såmænd allerede en The Purge 2 til næste år. Jeg glæder mig!

Score:

Top 10: Bedste Horror-film i 2012.

2012 virker allerede langt langt væk og det skyldes måske at året ikke bød på de mest ophidsende horror-film. Forglemmeligt er nok den mest passende beskrivelse for sidste år, men der kom da heldigvis ti film der skilte sig ud fra mængden. Om de så fik dig til at skrige af rædsel, de små hår til at rejse sig, gav svedige håndflader, grineflip, kvalme eller måske ligefrem gjorde dig vred - så er her mit bud på ti film som fortjener at blive fremhævet som 2012's bedste gys.

* Husk at du kan få en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10: The Thing.
Alle horror-fans med respekt for sig selv kender John Carpenter's mesterværk 'The Thing' fra 1982. Så da den ukendte instruktør Matthijs van Heijningen Jr. fik til opgave at lave en ny film under samme navn, gik der kuldegysninger igennem horror-community'et verden over. Det kunne næsten kun gå galt - og det gjorde det sådan set også... Heijningen's version er bestemt ikke en fantastisk film, måske ikke engang en særlig god film. Prequel, sequel, remake, direkte kopi, nyfortolkning - der har været megen diskussion om hvad Heijningen's 'The Thing' var for en størrelse. Forvirringen skyldtes, at mange af filmens karakterer lignede kloner af Carpenter's originale persongalleri, og en del af scenerne var også direkte kopieret. Det var nok planen at det skulle være en prequel, og filmen slutter da også præcist hvor Carpenter's starter. Nej, den er slet ikke i samme klasse som Carpenter's, men når det er sagt så kan man altså ikke se bort fra, at den nye 'The Thing' er en hæsblæsende og underholdende splatter-action og hvem er ikke en sucker for forvredne mutanter, ildspyende flammekastere og arktisk kulde - det ser altså bare forbandet godt ud på film. Det er måske lidt søgt at smide "dansker-kortet", men lidt sjovt er det da også at Ulrich Thomsen er at finde på rollelisten.

We found a fucking alien! Cheers!

09: Berberian Sound Studio.
Er du glad for Dario Argento og Mario Bava, så er 'Berberian Sound Studio' højst sandsynligt lige din kop te. For vi har her at gøre med en rigtig creepy psycho-thriller, der er helt i tråd med de Italienske horror-film fra 70'erne. Instruktør Peter Strickland prøver til tider lidt for krampagtigt at få det hele til at ligne og føles som en David Lynch film, hvilket er lidt ærgerligt, for det er svært at imitere en mester som Lynch. Uden at det bliver opdaget.... 'Berberian Sound Studio' er helt lowkey og der sker måske ikke så meget, men er du fan af filmmediet, så vil du helt højst sandsynligt blive fanget af Peter Strickland's stemningsfulde og anderledes film.

SMACK!POW!SLASH!ARGH!

08: The Devil's Rock.
Denne fandenivoldske nazisploitation-monster-film er Paul Campion's instruktørdebut, og vi kan kun håbe at det ikke bliver hans sidste.
Jeg gik til den med absolut ingen forventninger - og det virkede helt sikkert til filmens fordel. Det er lowbudget og det er ikke alt der sidder lige i skabet, men alt i alt så er 'The Devil's Rock' en underholdende ruchebanetur i et grumt spøgelses-hus, pakket med blod, afrevne legemer, dæmoner og nazi-memorabilia. Det er tydeligt at holdet, både foran og bagved kameraet, har haft det rigtig sjovt under tilblivelsen, og de tre skuespillere i centrum; Matthew Sunderland, Craig Hall og Gina Varela gør det også rigtig fornuftigt. De rammer den fine line imellem b-films camp og seriøsitet. Og så er det jo über cool at se at special effects guruen Rob Bottin's djævle-design fra 'Legend' ikke er gået i helt glemmebogen!

Fuck you, hell-whore!

07: V/H/S.
Antologi-filmene har fået et mindre revival de sidste par år, med titler som 'The ABCs of Death', 'Little Deaths' og ikke mindst forsættelsen til denne top 10's nummer syv; 'V/H/S/2'. 
I 80'erne var den her type antologi-film et stort hit, og kulminerede med TV-serien 'Tales from the Crypt' som nåede hele otte sæsoner før The Crypt Keeper slukkede lyset i midt-90'erne.
'V/H/S/' er en af filmene der har genoplivet 80-dillen, og som alle andre antologi-film, så består den af en lille håndfuld kortfilm kædet sammen af en overordnet historie. Hvor den overordnede historie fejler og er temmelig ligegyldig i 'V/H/S/2', så gør kortfilmene heldigvis det modsatte. Især segmenterne 'Amateur Night' og 'Second Honeymoon' er decideret hårrejsende. 'V/H/S/2' følger i de positive fodspor som den originale har trådt, og med de to film in mente, så kan man næsten ikke andet end at håbe på en 3'er.

Did you erase it?

06:The Cabin in the Woods.
Hvis du ikke har set filmen endnu, så skal du ikke læse videre! Du skal til gengæld få fat i filmen nu, for du vil helst vide så lidt som muligt om hvad du går ind til, inden du trykker Play på remoten...
Sådan starter stort set alle anmeldelser der er skrevet om Drew Goddard's horrorhybrid 'The Cabin in the Woods'. Og det var en slags intro'er der gjorde at filmen blev en af sidste års mest hypede horror-film. 
Levede Drew Goddard's bastard af en film så op til hypen?
Det er der delte meninger om, men man kan ikke se bort fra at filmen formåede at blande horror-konventionerne på en sjov og overraskende måde. Det bliver aldrig uhyggeligt, men som horror-fan, så er der så mange andre ting at sætte tænderne i, og samtidig forstår og formår filmen at underholde sit gængse publikum med et hæsblæsende tempo, herlig ping-pong dialog og en vanvittig finale - derfor er det svært at se bort fra 'The Cabin in the Woods', vellykket eller ej.

I am never gonna see a merman. Ever.

05: Asylum Blackout (aka The Incident).
Var det ikke noget med en klaustrofobisk tur på tosseanstalten? George og hans tre venner må kæmpe for både fysisk og psykisk overlevelse da det sindssygehospital de arbejder på bliver ramt af strømsvigt under et massivt uvejr. Alle sikkerhedsforanstaltninger begynder selvfølgelig at fejle en efter en, og inden længe er de mørke gange fyldt med, lad os sige temmelig ustabile personager.
Filmens styrke er de stemningsmættede billeder, den knugende stemning og følelsen af ren og skær galskab, der som regnen udenfor de tykke vægge, driver ned af celle-væggene indenfor. Det er imponerende at selv med et meget lille budget til rådighed på 500.000$, så formår Alexandre Courtès alligevel i sin instruktørdebut, at vride så meget saft og kraft ud af både skuespillerne og omgivelser, at vi står tilbage med en meget mere helstøbt horror-oplevelse end man måske lige forventer. Det er svært ikke at elske indie-horror scenen når de spytter små beskidte guldklumper ud som 'Asylum Blackout'. Men vær opmærksom på, at der skal lidt tålmodighed til før the shit hits the fan. Men som alle ved; Alt godt kommer til den, som venter.

Wait for the power to get back on.

04: The Divide.
Den franske instruktør Xavier Gens var en af dem der skabte sig et navn, da han red med på bølgen af grumme franske horror-film der pludselig dukkede op for 6-7 år siden - en bølge der toppede med 'Martyrs' i 2008.
Xavier Gens bidrag var den grumme 'Frontière(s)' der bød på nazisploitation i moderne omgivelser. I 'The Divide' fortæller Gens en barsk historie om hvad isolation, desperation og frygt kan gøre ved mennesket, og ikke mindst hvad mennesker kan gøre ved hinanden under de forhold.
En flok mennesker bliver fanget under deres lejlighedskompleks efter en atomkrig er brudt ud. Da forsyningerne begynder at svinde ind, mister de overlevende langsomt modet, virkelighedssansen og forstanden. 'The Divide' er en uhyggelig ulækker og yderst barsk apokalyptiske sci-fi thriller med stærke horror-elementer, der hverken skåner sine skuespillere eller sit publikum.

Let there be light.

03: The Pact.
Klassisk spøgelsesfilm med grumt twist på halen opsummerer nok bedst den noget overrumplende 'The Pact'. Med et minimalt budget til rådighed og en flok forholdsvis ukendte skuespillere, formåede instruktør Nicholas McCarthy alligevel at få undertegnede til at hoppe et par gange i sædet. Dette beviser bare endnu engang, at når de små indie-produktioner tager sig sammen, så giver de bøllerne i Hollywood tørt på når det kommer til effektive gys.
Der går på nuværende tidspunkt rygter om en efterfølger, og om det er godt eller skidt må tiden vise. Jeg vil ikke afsløre for meget - jeg kan faktisk ikke sige meget andet end; Se den.

You live sixteen years in this house... you have no memory of this room?

02: Snowtown.
Nummer to på listen er uden den mindste tvivl den grummeste og mest rystende film af dem alle. Ikke mindst fordi at filmen er baseret på virkelige hændelser (Og denne gang mener man det virkelig!)
'Snowtown' omhandler de såkaldte "Bodies-in-Barrels murders" der udspillede sig i Sydaustralien mellem 1992 og 1999. Det er mere drama end det er horror, men dramaet udspiller sig så brutalt realistisk og afsindig velspillet, at tilbage står vi altså med en frygtelig, frygtelig uhyggelig og dødsens alvorlig film. Man føler sig beskidt, brugt og nedslået efter en tur i det grumme whitetrash-helvede og filmen er yderst svær at ryste af sig. Så er du advaret...

Do you like bein' fucked?

01: Prometheus.
En del af jer vil måske slå i bordet over at #1 på listen ikke engang er en rigtig horror-film, og Ridley Scott's prequel til hans helt episke 'Alien' fra 1979 har da også delt filmnørder verden over i to lejre - enten hører du til dem der hader filmen eller til dem der elsker den. Jeg falder velvilligt i sidste kategori. Prometheus har uden tvivl sine plothuller og historiemæssige "udfordringer", men jeg kan altså ikke lade være med at blive revet med, når rum-eposet ruller sig ud i alt sin pomp, pragt, gru og gore. Man drukner i fængslende flotte billeder, og så er der altså også den der helt særlige og dybt foruroligende stemning som kendetegner enhver film om rummets farligste rovdyr. Noget andet der kendetegner en film af Ridley Scott, er de solide skuespilpræstationer. Og dem får vi også at se her. Især Michael Fassbender's rolle som David er bemærkelsesværdig. Han er helt på højde med hans cyborg-brødre, Ash og Bishop fra de to første film.
Selvfølgelig (fristes man næsten til at sige) så er 'Prometheus' ikke nær så uhyggelig eller helstøbt som de tidligere Alien-film, men mindre kan altså også gøre det når man er oppe mod deciderede mesterværker. Der er snak om en forsættelse af Prometheus - også med veteraninstruktøren Scott bag rumfærgen. Jeg krydser alt hvad krydses kan for at det passer! Lad os få endnu et storslået og mørkt rumeventyr Onkel Scott!

Big things have small beginnings.

Anmeldelse: Evil Dead (2013).

Årgang: 2013.
Tagline: "The most terrifying film you will ever experience."
Instruktør: Fede Alvarez.
Runtime: 91 minutter.
Set i: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Evil Dead' (1981), 'Antichrist' (2009), 'Cabin in the Woods' (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Fem unge mennesker mødes i en afsides liggende skovhytte! Ja, det lyder jo som enhver anden gyserfilm, og havde de haft sprut, stoffer og præservativer med, var det heller ikke meget galt. Men sagen er, at denne flok venner er samlet for at støtte veninden Mia igennem en kold tyrker, så indtagelsen af diverse rusmidler og den korporlige omgange med hverandre er kort sagt underprioriteret. Der er kun lige akkurat tid til at læse et par linjer højt af en ganske... særlig... bog!

Hvad var det ved "Leave this book alone", han ikke forstod?!

Det er officielt: intet er nu længere helligt! Kultfilmen over dem alle, the one and only, er blevet besat af den filmiske dæmon, som i så mange år har forbandet branchen, og som kaldes: remaket! Det er dette øjeblik, hvert eneste skamløse horrorremake i nyere tid har ledt frem til. Hver og en har de skullet bløde op, gøre os vante til tanken om remakes, for vi bedre kunne acceptere 'Evil Dead' anno 2013!
Men hey, var det ikke noget med, at 'Evil Dead' i forvejen var baseret på en kortfilm og havde fået både en toer (som vel ret beset også er et remake) og en treer? Og hvad med videospillene, som er produceret til stort set alle enheder fra Commodore 64 til iPhone? Tegneserierne? Musicalen?! Eller hver eneste filmrolle Bruce Campbell har haft siden, ikke mindst i hans egen mega-meta horrorkomedie 'My Name is Bruce' (2007). Og det er først nu med et remake, vi synes, arven fra 'Evil Dead' skamferes?! Tsk tsk.

"Let's put a smile on that face!"

Det er efterhånden blevet nævnt i hvert eneste horrorforum, men lad det også være sagt her: 'Evil Dead' anno 2013 er en fed film! Den er nærmest eksemplarisk i sin behandling af forlægget, og mere end den er et remake, er den en reimagening, bedst symboliseret ved kønsskiftet af hovedkarakteren. Ligesom tv-versionen af 'The Walking Dead' gør med sit tegneserieforlæg, bruger den nye 'Evil Dead' grundhistorien fra den gamle, men lader alle de bemærkelsesværdige detaljer (den besatte, der bliver låst nede i kælderen; den ambuterede hånd; motorsaven der splitter en besat krop i to halvdele; busken, der voldtager en pige; den intense flugt gennem træhyttens hulrum og så videre) udspille sig i nye sammenhænge. På den måde får man både tilfredsstillet og overrasket det gamle publikum.

"Forbandede idiotiske lorte-ketchupflaske!!!"

Med 'Evil Dead'-filmene introducerede Sam Raimi en helt ny genrehybrid mellem den grafiske voldshorror og falde-på-halen-komedien; nemlig splatstick. For nylig vendte han med gode nostalgiske intentioner tilbage dertil med 'Drag Me to Hell' (2009), som dog ifølge denne anmelder besad én helt grundlæggende fejl; at hver eneste effekt var computergenereret. Uanset hvor god en computeranimation er (det var den ikke i 'Drag Me to Hell', men lad det nu ligge) kan det ikke gøre op for selv den mest lousy realeffekt, i hvert fald ikke når det kommer til splattergenren. Derfor var det en stor glæde, da instruktøren Fede Alvarez annoncerede, at 'Evil Dead' ville bestå næsten udelukkende af realeffekter, og ih, hvor de bare fungerer! Skuespillerne, og især hovedrolleindehaveren Jane Levy, må have taget timelange brusebade efter hver eneste optagedag for at få snasket skyllet væk. Det skal jo i øvrigt nævnes, at den nye 'Evil Dead' fuldstændigt har forladt humoren, hvilket er et smart træk, eftersom den i originalen fuldstændigt lå helt og aldeles på Bruce Campbells skuldre. Dog er der på et tidspunkt noget, der minder om en joke; da Mia til sidst skal finde et våben i redskabsskuret, og hun har to helt særlige "værktøjer" at vælge imellem.

Det næste bliver vel, hun vil have et kinesisk tegn tatoveret på lænden!

Mange har sagt meget skidt om remaket af 'Evil Dead', men langt de fleste har også haft mod nok til at æde deres skidt igen. Vi har altså ikke at gøre med den typiske karakterløse genindspilning, som bare gør et nyt publikum opmærksomme på, at den originale film var meget bedre, og at der da i øvrigt også fåes t-shirts og snekugler. Fede Alvarez har skabt en fed og blodig film, som nok refererer til sit ophav, men gør det subtilt uden at være leflende. Hver gang ordet "remake" lyder, gyser horrorfans ved tanken om, hvor langt ned aldersgrænsen kommer, men også her kan man læne sig tilbage i ro og mag. Hen mod slutningen er 'Evil Dead' simpelthen så blodig, at man overvejer, om ikke de mon fik slået rekorden fra Peter Jacksons 'Braindead'.

Score: