Anmeldelse: Here Comes The Devil.

Originaltitel: Ahi Va El Diablo.
Årgang: 2012.
Instruktør: Adrian Garcia Bogliano.
Land: Mexico.
Runtime: 93 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Penumbra' (2011), 'Don't Look Now' (1973), 'The Exorcist' (1973).

Anmeldt af Michael Sørensen.

‘Here Comes The Devil’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

En ægtepar med to store børn tager på bilferie og en eftermiddag ankommer de til en lille by langs nogle bjergsider, hvor børnene får lov til at udforske området, således at ægteparret kan få lidt ”voksentid” til at knalde uhæmmet uden forstyrrelser. Børnene forsvinder imidlertid, men dukker op efter et døgns tid i et bjergområde, hvor de har klaret sig på egen hånd. De lettede forældre vender hjem, men der er noget galt. Børnene er anderledes og det skal snart vise sig, at ægteparret har fået mere med hjem end de lige umiddelbart havde regnet med.

A bloody nice shower.

Den argentinske instruktør Adrian Garcia Bogliano har med Here Comes The Devil skabt en ulv i fåreklæder. Filmen er nemlig en moderne gyser, der benytter sig af rå og skarpe billeder pakket ind i socialrealistiske elementer af beton, forstæder og beskidte gader. Samtidig benytter Bogliano sig af urgamle visioner og idéer om, hvordan man skaber en gyser blandet sammen med en moral, der bedst af alt kan beskrives som efterkrigsårenes Hollywoods leflen for middelklassen og den middelmådighed og bornerte aversion mod nøgenhed og sex. Allerede her sætter filmen sig alvorligt i en knibe mellem to stole, som den aldrig rigtig kommer ud af igen, for hvordan kan man på den ene side vælge at chokere sit publikum med scener om lesbisk sex, menstruation og pædofili, når man samtidig vælger at ofre det hele på en moralsk højborg af retfærdighed, der giver Here Comes The Devil en selvforståelse, som man kun kan trække lidt på smilebåndet af?

En hule på et mystisk bjerg? Der kan umuligt ske noget med os, vel?

Den visuelle stil er også en blandet pose bolsjer, hvor man kombinerer lavbudget filmproduktion med zoomeffekter, der sender sit publikum tilbage til grindhouse tiden, hvor man brugte denne type effekt af nød mere end lyst. Jeg har personligt intet imod et throwback til den tid, men når den samme effekt gentages ad libitum som var det tyrolermusik til en oktoberfest, så når min begejstring for homage til genren et absolut nulpunkt meget hurtigt. Den visuelle stil bliver ikke bedre af, at alle scener er dræbende langsomt konstruerede, hvilket betyder at stilen nærmest irriterer mere end den pirrer, for man bliver som seer ramt af en slags rastløshed med det man oplever på skærmen. Her mangler andre effekter end zoom til at trække de i forvejen lange scener hen mod sit publikum i stedet for at frastøde, som det ender med at blive i dette tilfælde. Der er dog en hel del af scenerne, der nærmest bliver virkelige på grund af den meget langsomme udvikling af hver enkelt scene. Tiden står nærmest stille og de få virkelig gode effekter, som filmen trods alt tilbyder rammer dybt ind i sjælen, da der virker meget overrumplende på den gode måde.

Jeg ser eftertænksom ud, men om lidt gør jeg noget dumt og uintelligent.

Desværre er Here Comes The Devil langt hen ad vejen noget rod. Historien er usammenhængende og langt fra uforudsigelig. Plottet er hullet og bliver hurtigt uinteressant, da det står klart for enhver at moraliseringen af historien sådan set er ensbetydende med plottets udvikling. En uforklarlig beslutning, da man netop berører en masse emner, der sagtens kan få de mere svage sjæle op af stolene. Forældreparret reagerer mildest talt underligt og rigtig mange af hovedpersonernes færden og opførsel virker tæt på retarderet i enkelte scener. Det må nødvendigvis være alfa-omega for en film, der berører emner som satanisme, pædofili og seksuelle udskejelser så direkte og levende, at man som minimum sørger for at persongalleriet også er troværdigt i tale og handling, men det er slet ikke tilfældet med Here Comes The Devil.

BØH!

Nu er filmen jo også bare en gemen gyser og hvad er der så for fans af genren, der bare gerne vil opleve noget andet i knap halvanden time? Ikke meget, for det hele drukner i det dræbende tempo, der tager gyset ud af de fleste scener og kun efterlader de effektfyldte scener til dem, der bare gerne vil se en god gyser. De bør desværre nok bare gå et andet sted hen, for her er der ikke meget gys til trods for nogle klamme scener og bunkevis af blod.

Score:

Nyhed: Fremover flytter dele af Sørensen Exploitation Cinema over på facebook.

Vi vil gøre opmærksom på at vi fremover, udelukkende, poster nyheder omkring film (f.eks sladder, nye traileres, nye posters) inde på bloggens facebook-side. Det samme gælder alle fremtidige opslag i følgende blog-segmenter; 'Film-samlingen', 'Merchandise', 'Tilbuds-Tips' og 'På TV'. Dette er besluttet da vi modtager en meget bedre respons fra vores læsere inde på facebook-siden, og det er nu engang sjovere med noget dialog og kommunikation, frem og tilbage på diverse opslag.

Vores anmeldelser, artikler, Top 10-lister og interviews vil forsætte med at udkomme lige her på sorensencinema.blogspot.dk, nøjagtig som de altid har gjort :)

Vi vil derfor endnu engang anbefale at du hopper ind på vores side og trykker 'Synes godt om' - på den måde går du ikke glip af en masse nyheder og andet sjov og ballade.
Du finder facebook-siden ved at trykke her.

Sådan her ser Sørensen Exploitation Cinema på facebook ud.

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #4.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
Jesse James Meets Frankenstein's Daughter, 1958. Af Jesper Pedersen.

“Gud giver sine største kampe, til sine stærkeste krigere!” står der tatoveret på min svigerindes højre skulderblad, og jeg kom straks til at tænke på citatet, da jeg satte mig for at skrive om ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’. Frankenstein er en af de helt store, og hans gode navn har været genstand for ikke så få filmiske eksperimenter siden 30’erne.

Det begyndte stille og roligt med familieforøgelser som i ‘Bride of Frankenstein’ og ‘Son of Frankenstein’, og bevægede sig over crossovers som ‘Dracula vs. Frankenstein’ til mere tvivlsomme genrehybrider som ‘Frankenstein Meets the Space Monster’ og ‘Frankenstein Conquers the World’, hvor han møder Godzilla. ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’ hører naturligvis til i den sidste kategori, men den lægger altså trumf på ved også at spille familie-kortet.

Hvorfor man har valgt at kalde filmen ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’ er imidlertid en gåde, eftersom det ligefrem er udtalt i filmen, at Dr. Maria Frankenstein er barnebarn af den oprindelige galning. Måske har man trods alt syntes, det lød for åndssvagt med ‘Jesse James Meets Son of Frankenstein’s Daughter’. Måske.

Fra 1957 og frem fik Frankenstein-karakteren en renæssance med filmserien fra Hammer Films. Der var også fuld hyp på westerngenren, og flere af de største klassikere er netop fra 60’ernes årti. Der blev exploitet voldsomt på disse trends, og en hybrid mellem to populære genrer betyder i princippet dobbelt op på publikummer. Instruktøren William Beaudine filmede samme år ‘Billy the Kid vs. Dracula’ og de to film blev naturligvis distribueret som en dobbeltvisning.

‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’?! Titlen er overkomisk, men der er altså intet komisk over filmen. Ikke overlagt i hvert fald. Victor Frankenstein barnebarn Maria er flyttet til staterne sammen med sin storebror (endnu en slægtning), fordi de elektriske storme er bedre i USA. Maria slægter sine vanvittige forfædre på, og bortfører unge mennesker fra en nærliggende by for at slå dem ihjel og vække dem til live igen. Men forsøgspersonerne er ikke stærke nok, og her kommer Jesse James ind i billedet, eller rettere; det gør hans bøvede brød af en håndlanger, Hank Tracy, som er blevet ramt af skud under et diligence-røveri, og som nu har brug for en doktor!

Det lyder plat og amatøragtigt, og det er det naturligvis også. Jeg tog mig selv i at tænke, at der gemte sig nogle interessante konflikter karaktererne imellem, men de gemte sig virkelig, virkelig godt! At gå i detaljer ville være dumt, for det ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’ er bare en af disse film, som er sjovere at tale omkring end om. William Beaudine var ellers en erfaren instruktør, som kickstartede sin karriere som D. W. Griffiths assistent på ‘Birt of a Nation’ og siden arbejdede for blandt andre Walt Disney. Men det kan gå galt for selv den bedste, og de to cowboy-gysere blev da også de allersidste titler på Beaudines lange cv.

Forstil Jer, at Boris Karloff og John Wayne havde indspillet en film sammen. Eller at Mel Brooks i stedet for at lave to selvstændige film havde blandet ‘Blazing Saddles’ og ‘Young Frankenstein’. Det ville garanteret ikke være endt ud med at blive ‘Jesse James Meets Frankenstein’s Daughter’, men det er da en meget sjov tanke.

'Jesse James Meets Frankenstein's Daughter' kan ses kvit og frit på YouTube - følg blot dette link.

Anmeldelse: Saw.

Årgang: 2004.
Tagline: “Every piece has a puzzle.”
Genre: Horror, Splatter, Saw. 
Instruktør: James Wan.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Abominable Dr. Phibes' (1971), 'Se7en' (1995), 'Saw IV' (2007), 'Saw VI' (2009), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

To mennesker vågner op i et kælderrum og begynder at lede efter spor, der kan lede dem ud af den redelighed, de er landet i. De to kender imidlertid ikke hinanden, og mistroen fremviser snart sit grimme ansigt. Mens de to kæmper for at finde en udvej, er en politimand (Danny Glover) blevet godt træt af at være et skridt bag den ondskabsfulde morder Jigsaw, og han beslutter sig for at gøre en ende på hans morderiske mysterier en gang for alle.

Det kan være nemt at glemme, hvor “Saw” begyndte. Hvad de fleste nu forbinder med en endeløs række af opfindsomme torturredskaber, startede i den første film om Jigsaw, som en noget mindre fortælling. De to idémænd bag filmen, James Wan og Leigh Whannell, startede med en simpel idé: To mennesker der hver især har vist foragt for livet, er låst nede i et kælderrum og skal kæmpe for at genvinde deres ret til livet. Et udgangspunkt som er forblevet filmens centrum. Ved at trække skurkens bevæggrunde i front af fortællingen tilføres filmen en kant, som er meget væsentlig. Ikke alene det men det gør også fortællingen mørkere og mere intens, fordi den vækker overvejelser om ødselhed og livsforagt. Tobin Bell er blevet synonym med filmserien og bærer  også dette første kapitel med sin mørke og ofte manipulerede røst. Det er i højere grad de mørke understrømme, som Jigsaw repræsenterer, der skubber filmen fremad end de lidt fortegnede “helte”, som forsøger at redde livet.

Sekvensen her blev oprindeligt lavet som kortfilm for at pitche idéen til ‘Saw’ og kan ses på blu-rayens ekstramateriale.

Der hviler en kold atmosfære over den oprindelige “Saw” film, som er uforlignelig og utvivlsomt er en af årsagerne til, at filmen taler til så stort et publikum. Selvom filmen hverken er tung på platte chokeffekter eller er noget mesterligt eksempel på opbygning af stemning, foregår en anden udvikling i filmen, som er lige så kraftfuld. Gennem en stil, som muligvis er dikteret af et lavt budget, ender “Saw” med at have en meget klar tone, der er underbygget af den hektiske, håndholdte stil. Med andre ord kan begrænsninger til tider være en fordel, fordi det gør bedre og mere holdbare idéer nødvendige. Således efterlades seeren ikke med det indtryk, at filmens drejninger er for beregnende. Tværtimod virker historien grundlæggende holdbar og er et godt fundament for filmen. Det er i den forbindelse meget morsomt, hvor meget nogle af seriens senere kapitler har glemt at få historien med, når mængden af blodige detaljer i denne første film egentlig ikke er så fyldig. Slet ikke når den måles i mod historien, mystikken og særheden, som utvivlsomt er det mest centrale element her.

Det første kig på den ikoniske klovnedukke, som repræsenterer Jigsaw.

Leigh Whannell og Cary Elwes giver tilskuerne karakterer at sympatisere med. Selvom deres fejlbarligheder som mennesker fremvises ganske uforbeholdent (og ret karikeret), fungerer det for filmens pointe og leder frem til et klimaks, der besidder en råhed, der hæver filmen et ekstra stykke. At den så kører lige lovlig længe rundt i flashbacks (en tendens der forværredes i senere kapitler), er tilgiveligt. Filmen er enormt underholdende og får grundet sin kantede skurk tilført nogle dimensioner til genren, som ikke er unikke, men som minimum er velfortalte og anderledes for en så ny gyser. Helt modsat ‘Hostel’, som ‘Saw’ filmene af visse anmeldere sættes i bås med under det misvisende “torturporno” term, er her mere at komme efter end ligegyldigheder udviklet fra et spændende koncept. Det eneste, de to ettere har tilfælles, er i mine øjne, at filmene begge har langt mindre gore, end førnævnte terminologi får det til at fremstå som. Bortset herfra er filmene vidt forskellige, idet Eli Roths ‘Hostel’ er fyldt med usympatiske karakterer, er kluntet opbygget og har et pay-off, man ikke kunne være mere ligeglad med, mens ‘Saw’ modsat er overordnet velfungerende med fejlbarligheder, der skubbes til siden af en spændende udfoldelse af en god præmis.

“Bare Dr. Phil ikke medvirker i en parodi af denne scene om nogle år!”

Et moderne horror-mesterværk er ‘Saw’ ikke. Ikke desto mindre er den lille klaustrofobiske film en vellavet størrelse, der har kant, men i undertegnedes øjne gerne måtte have taget sit koncept endnu længere og øget klaustrofobien ved at vise os mindre af de omkringliggende omstændigheder. James Wans filmiske gennembrud skaber meget ud af lidt. De budget- og tidsmæssige begrænsninger, som filmen er lavet under, vidner om, at gode idéer fortalt på antydende vis stadig kan værdsættes af et bredt publikum og skabe et fænomen.

Score:

Interview: En form for Visitkort - med Tor Fruergaard.

”Jeg har det sådan, nu hvor det er så mange år siden, at når jeg ser 'It Came From the West' igen, så bliver jeg virkelig i godt humør. Der er en masse ting, man ville have lavet anderledes i dag, men den har sådan en rå charme, som jeg ikke ved, om jeg nogensinde kommer til at opnå igen i nogen film.” - skrevet af Jesper Pedersen.

Tor Fruergaards hånd på settet!

Ordene kommer fra Tor Fruergaard, som kan bryste sig af at stå bag verdens første og hidtil eneste hånddukke-animerede zombiewestern. 'It Came From the West' (2006) blev produceret primært af frivillige kræfter på animationsskolen i Viborg, mens Tor Fruergaard endnu manglede papir på sin kunnen. Siden har han uddannet sig til animationsinstruktør på Filmskolen og har høstet stor international anerkendelse for sin erotiske claymation-afgangsfilm 'Venus' (2010). Men faktisk var det cowboyzombierne, der skød hans professionelle karriere i gang...

”Jeg ville gerne lave en form for visitkort. En film som 100% rendyrkede mig. Jeg havde søgt ind på Filmskolen, men kom ikke ind, og så ville jeg kaste mig ud i et eller andet stort at fordrive de næste to år med. Det var rigtigt meget den drivkraft, der lå bag. På et tidspunkt var Gunnar Wille [leder af Filmskolens animationslinje, red.] ovre at se animationsskolen i Viborg, og man kunne mærke, han var imponeret. Selvfølgelig var jeg nervøs, da jeg var til optagelsesprøve anden gang, men jeg kunne godt mærke, de syntes, at dét skulle jeg bare.”

Blandt de levende døde kan man finde western-typer som kavaleri-manden, horepigen, den hængte og selvfølgelig skurken rullet i tjære og fjer!

Indenfor de senere år har de ellers til b-filmen henviste zombier vundet anseelse i filmverdenen, og cowboysene er i høj kurs i øjeblikket ikke mindst takket være Quentin Tarantinos 'Django Unchained' (2013). Der er i mellemtiden også kommet forskellige bud på, hvordan man kan kombinere de to genrer, som man kan se i denne måneds Søndags-Zombier. Men da Tor Fruergaard instruerede 'It Came From the West' var referencerne få...

”Vi lå lidt før alle andre på en eller anden måde. Jeg kan huske, jeg researchede på, hvad der fandtes, og som sådan fandtes der jo ikke noget, som var rendyrket zombiewestern. Der var nogle enkelte ting, hvor det var spøgelsesagtigt eller vampyragtigt, eller hvor det blandede de to genrer lidt, men ikke rendyrket på den måde, vi gjorde. På et eller andet tidspunkt havde jeg tænkt, at de to genrer ville være fede at blande – altså zombie og western – fordi der er så mange ting, der giver sig selv. Visuelt passer de godt sammen. Støvede, indtørrede lig og altid noget med nogen, der skal slås ihjel. Der er masser af blodige kapitler i den del af den amerikanske historie. Til at starte med tænkte jeg det ikke nødvendigvis som animation, men så snakkede jeg med én - vi sad bare og drak nogle øl - og snakkede om at dukker og zombiefilm kunne være sjovt at blande. Det var jo en måde, man godt kunne realisere det på. For at lave noget zombiewestern med mennesker i Danmark?! Det kan godt være, det ville kunne lade sig gøre, men det ville blive ekstremt amatøragtigt, hvis ikke man havde et gigabudget.”

Selvom det ser simpelt ud på skærmen, kræver det ikke mindre udstyr at lave en film med hånddukker!

Gigabudget eller ej, så kræver det penge at lave film, og det kræver penge for dem, der laver filmen, at leve. Men hvordan finder finder finansiering til en hånddukke-animeret zombiewestern i lille Danmark...?

”Det gør man heller ikke! Det var Søren Fleng fra Open Workshop i Viborg, som syntes, det var fedt med sådan nogle projekter. Man får ikke særligt mange penge, men til gengæld har de lokaler, udstyr og elever, der kan hjælpe til. Det var lidt et Filmværkstedet-projekt, bare i Viborg. Jeg var hverken elev eller lærer på animationsskolen. I virkeligheden havde jeg ikke nogen tilknytning til stedet overhovedet, men de har deres forskellige uddannelser deroppe, som de jo er ved at have en del af, og så har de altså det, de kalder Open Workshop, som er et sted man kan komme, hvis man har en idé og gerne vil lave sin første film eller sådan noget. Vi fik nogle penge fra Filmværkstedet på DFI og også lidt penge fra den Vestdanske Filmpulje. Det var stykket sammen hist og her, men der var jo utroligt lidt løn til folk. Hele præproduktionen var der ikke løn til nogen overhovedet. De otte måneder jeg var deroppe, hvor alle dukkerne blev lavet og kulisserne og... det var i virkeligheden alt. Også storyboard og manuskript. Alt lå ligesom oveni hinanden i en stor blanding. Den måned, hvor vi optog selve filmen, var der ikke rigtigt nogen, der fik løn. Nogle enkelte fik 2000 kroner, men det var for de ikke var nødt til at flytte hjemmefra. Der var virkelig nogen, der gav noget til projekt.”

En tak til Aarhus Tandlægeskole i rulleteksterne afslører, hvorfor dukkernes tænder ser så realistiske ud!

Hånddukkerne er flot og detaljeret udført, og det skorter ikke på blod og afrevne lemmer i 'It Came From the West'. Inspirationen fra blodige nyklassikere som Sam Raimis 'Evil Dead' (1981) og Peter Jacksons 'Braindead' (1992) ses tydeligt. Men det er bestemt også værd at lægge mærke filmens indre kvaliteter, ikke mindst den velfortalte historie...

”Det var supervigtigt, og helt klart noget jeg tænker meget på i dag, men jeg tror, jeg var lidt mindre bevidst om det dengang. Desværre kom Sissel, manuskriptforfatteren, på ret sent i zombiewestern-projektet, men hun var god til at sløjfe de ting, der var sidespring. Blandt andet en kæmpestor prærieulv-varulve-agtig-zombie-ting. Det var en darling, som jeg syntes var rigtigt fed, men da hun sagde, den skulle ud, var det en lettelse, for vi var slet ikke gået i gang med at bygge den, og vi var pressede på tid. En af de allervigtigste ting ved 'It Came From the West' var, at det blev færdigt og blev set af folk.”

Det er ikke hver dag, der bliver produceret varulvefilm i Danmark, så der er noget at se frem til med Tor Fruergaards næste animationsprojekt.

Ser man nedover Tor Fruergaards cv, finder man udover zombiewestern-filmen et cool modelleringprojekt med farverige monstre – nogle fri fantasi, andre inspireret af filmhistorien, og en enkelt taget direkte fra verdenshistorien – han er måske det største monster af dem alle! Man finder også den kommende animationsfilm 'Vokseværk', hvor Tor Fruergaard begiver sig ud i noget så sjældent som en dansk varulve-film. Mon ikke Tor Fruergaard har et godt øje til horror-genren...?

”I det hele taget bare ting, der er vulgære eller overdrevne eller voldsomme. Det er ikke fordi, jeg kun elsker splatterfilm, men jeg vil gerne i biffen for at blive skubbet lidt til eller provokeret en lille smule. Det gør man ret sjældent efterhånden, men der hvor jeg virkelig elsker mediet er, når det kan rive tæppet væk under én! Animation er en dyr måde at lave film på. Der er nogle mennesker, der investerer i det, og de vil gerne have alle deres penge tilbage. Det kan man jo godt forstå, men problemet med at tænke på den måde, hvor man vil have en sikker succes, er, at din succes aldrig nogensinde vil være ligeså god som den første succes, man prøver at efterligne. 'Terkel i knibe' er et godt eksempel på en film, som var en kæmpesucces, og den var lavet på et lavt budget. Men så skal man prøve at efterligne den bagefter; så er det den nye måde at lave animationsfilm på, som gentages, indtil folk slet ikke gider det mere. Nu har vi Olsen Banden og Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringerne, som bare er en form for fyld. Der er ikke noget på hjerte, man sender bare animationen til Kina, og så har man et produkt, folk ser, fordi der hænger plakater i byen. Jeg savner, at man prøver kræfter med noget nyt indenfor animationen.”

Kulissen til sidste scene af 'It Came From the West'!

Tor Fruergaard er i hvert fald ikke bange for at kaste sig ud i noget nyt, hverken når det kommer til historien eller mediet den fortælles igennem; fra hånddukke-zombier i det vilde vesten over nøgne lerfigurer i en swingerklub til hans kommende varulve-film, som blander 2D-karakteranimation med stopmotion-origami(!) Men hvad mon ligger forud for valget af en konkret teknik...?

”Der kommer en historie, et univers eller nogle karakterer først. Det er supervigtigt for mig ikke at tænke teknik først. Swinger-filmen, min afgangsfilm, er et godt eksempel. Sissel kom med idéen om at lave en animationsfilm, der foregår i en swingerklub. På det tidspunkt havde jeg lige været nede på min gamle efterskole og undervise dem i at lave modellervoks-film. Hele efterskolen! Det var kaos, men virkelig sjovt. De lavede ti film, og fem af dem var om et eller andet med kønsorganer. Fordi modellervoks er så organisk og kropsligt, er det bare sjovt at lave en pik, der bliver stiv. Man tager noget, der er ekstremt grænseoverskridende, og så putter man et filter ned over det, som gør, det bliver vildt skægt og uskyldigt. Da tænkte jeg, at jeg godt kunne se en animationsfilm i en swingerklub, hvor det var nogle lidt søde modellervoks-figurer. Det handler om at finde på en historie, man gerne vil fortælle, og så vælger man det medie eller den teknik, man gerne vil bruge. Men lige i tilfældet med 'It Came From the West' var det fordi, det var noget, der kunne lade sig gøre. Vi kunne sagtens lave en lidt længere ting, hvis det var noget med hånddukker. Når man animerer, er man ved at dø over tanken om bare at lave et minut. Det skulle ligesom bare kunne lade sig gøre.”

Den officielle plakat fortæller filmens historie i storyboard-form.
*klik på billeder for at se det i højere opløsning.

Undertegnede var selv tilknyttet et tegnekursus i Viborg, da 'It Came From the West' havde premiere i den lokale biograf i efteråret 2006. Nogle af mine medstuderende havde i bogstaveligste forstand givet en hjælpende hånd med filmens dukker, og jeg husker, humøret var højt til den efterfølgende zombie-fest. En af de mange kreative sjæle havde sågar bygget en påhængsmave fyldt med falske indvolde, som han åbnede udover dansegulvet midt under et Michael Jackson-nummer. Allerede dagen derpå blev der talt om en spillefilmsversion, men den er desværre aldrig blevet til noget, på trods af at 'It Came From the West' gjorde sig bemærket på internationale festivaler, og efterhånden er blevet et mindre kultfænomen...

”Det er en drøm, jeg stadig har. Vi arbejdede på den en sommer, hvor vi skulle have lavet den sammen med nogle spaniere, men det gik i sig selv. Men der ligger en masse forarbejde, som er rigtigt fedt, og jeg kan mærke, at den film vil jeg altid være klar til at lave. Det var stadig tanken det skulle være hånddukker, men det kunne også sagtens blive en fed stopmotion-film. Jeg tror ikke så meget på 3D. Jeg kan ikke lide det look overhovedet. Og så er det det, alle andre laver. Jeg vil gerne lave noget der ikke ligner noget, alle andre laver.”

'It Came From the West' er udkommet på dvd, men den er så svært opdrivelig, at vi vover os til at linke YouTube-versionen.

'Venus' kan ses på Ekko Shortlist, hvor den i skrivende stund ligger på en flot førsteplads blandt alle listens 136 danske kortfilm. 'Vokseværk' bliver færdig i løbet af 2014, og den spændende produktionen kan følges på growingpains.dk. Du kan også besøge Tor's hjemmeside på torfruergaard.com.

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #3.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
THE BURROWERS, 2008. Af Jesper Pedersen.

Langt de fleste zombiefilmmagere følger i de fodspor, Romero første gang trådte med sin klassiker ‘Night of the Living Dead’. Siden 1968 har stort set alle zombier været vandrende lig i langsom forrådnelse og med strakte arme, sultne efter menneskekød. Instruktøren J. T. Petty skal anerkendes for med sin zombiewestern ‘The Burrowers’ at trække tråde til voodooreligionen, hvorfra zombiemyten stammer.

 

Burrow betyder som bekendt at grave, og titlen burrowers refererer til filmens insektlignende monstre, som bevæger sig under jorden, men indimellem popper op for at zombificere mennesker og dyr; det vil sige paralysere dem og begrave dem levende lige under jordoverfladen for efter noget tids “lagring” at spise indvoldene og drikke blodet, vel at mærke mens byttet endnu er levende.

Dét er fandeme klamt! Men det er også en utroligt fed idé, som oven i købet har tydelig inspiration fra virkelighedens insektverden, hvor eksempelvis edderkoppen mumificerer sit bytte i spindelvæv for at drikke dets friske blod. Foruden altså inspirationen fra afrikansk og haitiansk voodooreligion, hvor man mentes at paralysere folk og begrave dem levende for derefter at vække dem til “live” som zombieslaver.

I ‘The Burrowers’ forsvinder en nybyggerfamilie under mystiske og brutale omstændigheder. Et par lokale cowboys og en flok magtliderlige soldater fra kavaleriet drager ud i ukendt territorium for at finde familien, som de mener er blevet bortført af indianere. Og jo, der er da også indianere i området, men det er ikke dem, der er på krigsstien. Rollelisten prydes af selveste Clancy Brown, og desuden William Mapother og Doug Hutchison, som jeg i hvert fald husker for deres flotte præstationer i tv-serien ‘Lost’.

I dette univers formår J. T. Petty at fortælle en flot detaljeret og troværdigt nuanceret historie om hvide, røde og sorte, og om den natur, vi tærer på i vores naive tro på, at vi er øverst i fødekæden. Således levede graverne af bøfler og råvildt, indtil den hvide mand kom og tømte sletterne for føde. Hvem sagde skæbnens ironi?!

Det er ikke svært at forestille sig, at virkelighedens indianere har fortalt myter om the burrowers, men så vidt jeg kan se, har J. T. Petty selv været i gang med fantasien, og det er altså sejt og ikke mindst meget, meget troværdigt. ‘The Burrowers’ er baseret på samme instruktørs kortfilm ‘Blood Red Earth’, som netop fortæller historien fra en indianerstammes vinkel, og således spiller den godt op ad spillefilmen.

‘The Burrowers’ rundes i øvrigt genialt af med en version af vuggevisen ‘All the Pretty Little Horses’ indspillet til filmen af Grant Campbells hæst hviskende countrystemme og klimtende westernguitar. Den rolige melodi danner smuk kontrast til billedsiden, hvor et paralyseret, begravet barn ånder ud, mens han bliver fortæret af graverne. Så meget for en behagelig slutning!

‘The Burrowers’ er udkommet på dansk dvd under titlen ‘Demons Underground’. Den findes også i skrivende stund på streamingtjenesten Viaplay. Kortfilmen ‘Blood Red Earth’ kan findes på nettet, dog ikke under helt så lovlige omstændigheder.

Anmeldelse: Coonskin.

Årgang: 1975.
Tagline: “WARNING: This film offends everybody!”
Instruktør(er): Ralph Bakshi.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Heavy Metal’ (1981), ‘Idiots and Angels’ (2008), ‘Fritz the Cat’ (1972),  ‘Wizards’ (1977).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

‘Coonskin’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Få film har forårsaget så megen tumult som ‘Coonskin’. Filmselskabet Paramount tog den sågar af plakaten, da de modtog protester fra sorte aktivistgrupper, der mente, at den voldsomme historie om Harlems underverden var en krænkelse af den farvede befolkning. I dag har den misforståede satire fået oprejsning og præsenteres endeligt i sin ucensurerede form. Blandt filmens fans findes Quentin Tarantino og Spike Lee og instruktøren selv, Ralph Bakshi, anser Coonskin for at være sin bedste film.

I disse dage ser Ralph Bakshis næste film ‘Last Days of Coney Island’ til at være indenfor rækkevidde. Der findes endnu ikke megen information om den, men bliver den en realitet, er det den første spillefilm fra instruktørens hånd siden ‘Cool World’ (1992). Bakshis storhedstid, hvis man ser på mængden af produktioner, var i ‘70erne, hvor han påtog sig den opgave at gøre animationsfilm til et voksenmedie. Med sine mørke og kantede film provokerede han reaktioner ud af sit publikum, der elskede og hadede filmskaberen med omtrent lige stor ihærdighed.
Satiren synes at være et fællestræk for instruktørens film, men han har også beskæftiget sig med mere destillerede former for historiefortælling, hvilket den ambitiøse ‘The Lord of the Rings’ (1978) viser. Hans filmatisering af Tolkiens epos er et godt eksempel på de enorme udfordringer instruktøren tog på sig, da han var mest aktiv, og det har ikke nødvendigvis været til hans fordel kommercielt. Til gengæld byder instruktøren ofte på inciterende og stærkt stiliseret animation med masser af kant, hvilket man også må sige om ‘Coonskin’.

Få ting kan ødelægge et godt kollegialt samarbejde som en blondine med store bryster.

‘Coonskin’ beskæftiger sig med racisme og gør det på en uforbeholden måde, der gør, at den, sikkert særligt ved sin udgivelse, fuldt og helt levede op til taglinens løfte om, at alle ville blive fornærmede over indholdet. Filmen smider om sig med stereotyper og med et primært sort cast skulle man måske tro, at historien hovedsageligt kunne provokere denne gruppe, men nej. Ikke alene diskuterer figurerne “de hvide”, der gribes også fat i mainstreamkulturens (hvide) idoler.
Historien beskæftiger sig endvidere med sorte, som betaler sig fra at dræbe hvide mennesker samt hvide, der benytter sex og manipulation til at gengælde ondskaben. Filmen boltrer sig i galgenhumor, drab og lemlæstelser hvilket i sidste ende skildrer hele menneskeracen som grumme og voldelige. På den side kan man måske ligefrem påstå, at filmen er succesfuldt i sit forsøg på at gøre op med racismen: Vi er alle sammen lige nemme at korrumpere med penge og magt og således ikke så forskellige endda. Muligvis ikke nogen videre opløftende morale, men ‘Coonskin’ handler ikke nødvendigvis om moraler, men snarere om provokationer og opvækkelse til virkelighedens verden igennem filmfortællerisk hæmningsløshed.

“I got the devil in me, but it's the man you see.“ 

Filmen er fortalt med en blanding af traditionelle optagelser og 2D animation. Det meste af tiden holdes de to ting separat, men til tider mikses de to, og det fungerer ikke altid lige godt. Bakshi benytter animationen til at skubbe surrealismen langt ud over kanten, og det er, når ‘Coonskin’ er mest absurd, at den er bedst og LSD-trippene blodsudgydelser holdes der heldigvis ikke igen med. Alene filmens figurer er forrykte i deres udseende, og de situationer de bringes, i mindsker ikke sælsomheden. Filmens historie er dens største hæmsko, i det den er meget lidt håndgribelig, og i det hele taget er svær at få føling med.
Til trods for, at jeg kontinuerligt var engageret i filmen, er det efter endt gennemsyn at konstatere, hvad indholdets sammenhæng egentlig var. Der er utvivlsomt bidder af sammenhængende fortællinger, men filmen er i sin overordnede spilletid et noget kaotisk sammensurium af for mange karakterer og for løs en narrativ struktur.

Giver ny mening til udtrykket “narrefisse”.

David Lynch har forklaret om filmmediet, at det vigtigste er den gode idé. ‘Coonskin’ er om ikke andet, så i hvert fald en inspirerende idé og et mere interessant forsøg på at tackle racisme end mainstream film som ‘Crash’ (2004), som moraliserer omkring temaet mere end noget andet. Ralph Bakshis film er muligvis ufokuseret og skyder i mange retninger, men den er også fyldt med de øjeblikke der med deres absurditet og uforbeholdne grænsesøgen, ved filmens udgivelse gjorde den så kontroversiel og som også med nutidige øjne gør den seværdig, fordi den er flerlaget og nuanceret. ‘Coonskin’ puster til ilden i den evige diskussion om race, kriminalitet og fordomme. Filmen fremstiller ubønhørligt mængdevis af stereotyper for at understrege deres tåbelighed og sparker således til den intolerance, som eksisterer på begge sider af enhver forskellighed.

Score:

Anmeldelse: Spirits of the Dead.

Årgang: 1968.
Tagline: “Edgar Allen Poe's ultimate orgy!”
Instruktør(er): Roger Vadim, Louis Malle & Federico Fellini.
Runtime: 121 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Don’t Look Now’ (1973), ‘Lost Highway’ (1997).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

‘Spirits of the Dead’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Spirits of the Dead (org: Histoires Extraordinaires) er en antologi instrueret af de tre instruktører Federico Fellini, Louis Malle og Roger Vadim og med en perlerække af kendte skuespillere som Brigitte Bardot, Alain Delon, Peter Fonda og Jane Fonda. I segmentet Metzengerstein (af Roger Vadim) spiller Oscar-vinderen Jane Fonda en jaloux og excentrisk grevinde, der slynges ind i et dystert drama af galskab, fortvivlelse, forbudt kærlighed og... død! William Wilson (af Oscar-nominerede Louis Malle) er historien om en sadistisk officer, der efter et liv bestående af tyranniske ugerninger drives til vanvid af sin dobbeltgænger. I Toby Dammit (af den 12-dobbelte Oscar-nominerede Federico Fellini) medvirker Terence Stamp som en filmstjerne på besøg i Rom, der snart fortaber sig selv i en labyrint af paparazzier, alkohol og storhedsvanvid.

Antologiens første film er af ‘Barbarella’ (1968) instruktøren Roger Vadim. Historien er kaldet ‘Metzengerstein’ og er baseret på Edgar Allan Poes fortælling af samme navn, som var den første af forfatterens historier til at blive udgivet. Manuskriptet er af Vadim selv og Pascal Cousin, som ikke har andet på cv’et som manuskriptforfatter. De to har ændret en del på historien, blandt andet ved at gøre hovedpersonen til en kvinde frem for en mand - sandsynligvis af æstetiske årsager. Hvad værre er, at de i arbejdet med at fortælle historien på en koncis måde fuldstændig har formået at undvige historiens finesser og i stedet har gjort den en smule svær at følge. ‘Metzengerstein’ burde ose af stemning, men selv med Jean Prodromides flotte soundtrack og de undertiden flotte billeder, som dog snarere er undtagelsen end reglen, udebliver påvirkningen. Segmentet er ikke æggende erotisk, sorthumoristisk morbid eller i det hele taget i stand til at opfylde nogle af de potentialer, der er til stede i forlægget. Man skulle ellers mene det muligt i det mindste at gøre filmen nærværende, når nu Jane Fonda leverer en yderst seværdig præstation i hovedrollen, men filmen går i sløjfe om sig selv på en måde, der ikke fremstår tilsigtet. Vadim har ikke held til på effektiv vis at sparke antologien i gang.

Jane Fonda stråler i den ellers noget tamme første del af antologien.

Jeg må sige, at mit kendskab til den næste instruktør er noget begrænset, idet hans ‘My Dinner with Andre’ (1981) er den eneste, der synes mig bekendt. Under alle omstændigheder er her tale om Louis Malle, der ligesom instruktøren af det sidste segment, bevæger sig på den kunstneriske side af filmmediet. Derfor er det ganske passende, at hans segment er ‘William Wilson’. Historien omhandler føromtalte William, der er et ganske modbydeligt barn. Han møder sin dobbeltgænger, som følger ham overalt og forhindrer ham i at gøre ondskabsfulde ting mod andre. Drengen bliver snart til mand og ser sig nødsaget til at gøre noget for at stoppe sin dobbeltgænger en gang for alle. Historien er fyldt med den type symbolik, som Poe, når han er bedst, mestrer så overlegent. Helt modsat ‘Metzengerstein’ er filmen her i stand til at tage novellens udgangspunkt og øge dramaet samtidig med, at der ekspanderes på ubehagelighederne. På samme tid bibeholder historien nogle symbolske lag, som yder forlægget respekt. Det er værd at notere sig, at Brigitte Bardot dukker op i en mindre rolle, og at denne del af antologien i det hele taget indeholder stor troværdighed; også i sine figurer: At den samtidig er underholdende på et mere umiddelbart plan, er naturligvis hele udgangspunktet for, at den øvrige fortælling bliver så interessant.

Lægestuderende der har taget lysten til at lære et skridt for langt.

Afslutningsvis byder Federico Fellini, som næppe behøver den store introduktion, på historien om ‘Toby Dammit’. Dette segment er baseret på Poes ‘Never Bet the Devil Your Head’, og den af de tre, der bevæger sig længst fra udgangspunktet. Terence Stamp påtager sig titelrollen, som en falleret skuespiller, der er taget til Italien for at indspille film, som han ikke har den store interesse i, men som han er blevet lovet en spritny ferrari for at medvirke i. Federico Fellinis film er ufravigeligt den stærkeste af de tre, der præsenteres på denne udgivelse. ‘Toby Dammit’ emmer af fortællemæssigt overskud og er en fornøjelse, når den slår sig løs, fordi den tumler med følelser som eufori, depression og uhygge, som alle vækker genklang hos tilskueren. Fellinis surrealistiske tilgang til mediet er uovertruffen. På samme måde som nogen vil kende det fra David Lynch, kan instruktøren skifte stemning og tone fra det ene øjeblik til det næste, og det gør at oplevelsen aldrig bliver kedsommelig. Nino Rota har i øvrigt leveret musikken til denne brillante lille fortælling, som på intelligent vis opdaterer og forener Poes pointer med sine egne. ‘Tony Dammit’ er ladet med artistisk overskud.

En djævel i tågen.

Det skorter ikke på smukke og farlige kvinder i ‘Spirits of the Dead’. I det hele taget holdes der ikke igen i nogle af de tre film, som antologien indeholder. Det er dog primært i 2 af filmene, at det er de rette steder, det filmfortælleriske snit lægges korrekt. Det er ærgerligt, at antologien indledes med den ringeste af de tre film, men samtidig er det bedre at slutte på toppen end at begynde der. Med ‘Spirits of the Dead’ får du tre Edgar Allan Poe fortolkninger for éns pris og når nu to af dem rammer plet, både som film og fortolkninger, er det svært at være skuffet, når tilskueren er blevet tildelt et sidste skummelt blik fra djævlen i tågen og Nino Rotas lette toner ledsager os ud af to timer, som mestendels er brugt i godt selskab.

Score:

Søndags-Zombier 2: De levende døde i det Vilde Vesten #2.

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier! 
UNDEAD OR ALIVE, 2007. Af Jesper Pedersen.

Vesten var et vildt sted fuld af død, og når man smider de udøde oven i cowboyhatten, står ordspillene i kø. "Undeadwood", "The Quick and the Undead" eller som i titlen på søndagens zombiewestern-film: "Undead or alive". Det er komisk, ja, men det er også OK (sagt med ærkeamerikansk accent), for 'Undead or Alive' er en komedie. Eller en zombedy, som det jo kaldes.

Dette er manuskriptforfatteren Glasgow Phillips' første og hidtil eneste film som instruktør. Tilbage i 2002 var han fast medlem af forfatterstaben på South Parks sjette sæson, og desuden har han for nylig skrevet og produceret slasheren 'Smiley' (2012), hvis trailer blev lidt af et fænomen online. Andet er vist ikke værd at nævne om Glasgow Phillips, så man kan vel godt kalde 'Undead or Alive' et hovedværk.

'Undead or Alive' er en slags buddy-cowboy-film om den kejtede Luke og den smarte Elmer, som slår følge med hinanden efter at være brudt ud af den samme brumme. Sheriffen og hans folk er nu i makkerparrets sporebeklædte hæle, men de er faktisk mere interesserede i Luke og Elmer døde end levende. Lovens lange arm og hans højre hånd er nemlig blevet ofre for Apache-høvdingen Geronimos forbandelse over den hvide mand, som gør, at de der dør bliver vækket til live igen, sultne efter menneskekød.

Glasgow Phillips springer ikke i øjnene som en vanvittigt kompetent instruktør. Hverken når man ser hans film isoleret, eller, og måske i særdeleshed ikke, når man hører ham tale om produktionen i den halve times bag-om-dokumentar, som følger med på dvd'en. Han har dog været god til at uddele filmens roller til karismatiske og sjove folk med Chris Kattan i spidsen, og Brian Posehn i en stor birolle som familiefaderen Ben, som bliver indekstilfælde for zombie-epidemien.

'Undead or Alive' kommer godt fra start, med flere kontante jokes, som peger i retningen af spoof-komikken – den sjældne, velfungerende slags oven i købet. Der bliver gjort kærligt grin med et par western-klichéer, men filmen lader ikke sin handling løbe ud i sandet. Det eneste der mangler er sådan set Leslie Nielsen, men vi nøjes pænt med Brian Posehn. Efterhånden mister filmen desværre sin selvrefleksive, småintellektuelle charme og forfalder til platheder. 'Undead or Alive' er aldrig helt uden humor, men det bliver heller aldrig sjovere end de første fem minutter.

Glasgow Phillips nævner selv i ekstramaterialet, at zombierne ændrer karakter efter forgodtbefindende. Nogle er totalt hjernedøde, mens andre bevarer deres fulde personlighed og blot fremstår som uhumske kannibaler – derudover er der en masse mellemveje med zombier, som kan tale en smule eller ligefrem fægte. Det er noget pjat! Man må bestemme sig for det ene eller det andet, og få sin historie til at fungere på de valgte præmisser.

Horror-Unrated Retrospekt #4: Vi snakker med Ashleigh Gryzko fra den uhyggelige indie-gyser 'Grave Encounters'.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Personligt er jeg meget stolt over den række af interviews vi endte med at få på Horror Unrated, og enkelte står stadig som nogle helt unikke. Bl.a. interviewene med instruktøren af 'Don't Go in the Woods', James Bryan og David Winters - manden bag 'The Last Horror Film', som begge velvilligt satte sig til at scanne gamle billeder filmpris-certifikater ind til os som vi kunne bruge i artiklen. Og danske Heini Grünbaum som i 1999 lavede 'Flænset', gav sig rigtig god tid til virkelig at gå i dybden med sine svar. Den dag i dag er det så vidt vi ved, stadig det eneste interview der findes med ham på internettet.
Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere.
- Claus Reinhold.

HORROR UNRATED: Hi Ashleigh and welcome to Horror Unrated. How are you doing?

Ashleigh Gryzko: I'm wonderful, I hope you are too!

HORROR UNRATED: Thank you, I am. Ashleigh, we’re here to talk about your latest movie, Grave Encounters where you play Sasha Parker, but how did you land this part?

Ashleigh Gryzko: I wasn't in town when they held the first round of auditions so I got a little camera, and had my family and friends help me shoot the audition (in a found-footage style) I thought it would be the perfect way to tape the audition. I sent it in, got a call back and found out I got the role a couple weeks later.

HORROR UNRATED: To my knowledge, this is your first horror film. But had you ever wanted do a horror film before Grave Encounters?

Ashleigh Gryzko: It’s my first feature length horror film but I've done a lot of horror shorts. I love doing horror because I believe it is one of the most challenging, demanding genres. You have to go to very dark places, put yourself through intense emotional circumstances, and you absolutely cannot get away with faking anything. You have to be there, you have to live it, otherwise you are not serving the story or the truths of your character.

HORROR UNRATED: Grave Encounters represents The Vicious Brothers’ first stab at feature length film making. Did you enjoy working with them and how did you perceive them as film makers?

Ashleigh Gryzko: It was a dream working with them, they were so involved in each moment, living the entire experience right along side of us. The incredible thing was how well they worked together, we called them the Two-headed Monster, cause when one got an idea they'd mold together and come out with flawless direction. These guys are going to be a force to be reckoned with in the industry. They are going to be huge.

HORROR UNRATED: In my opinion, you and the rest cast are very convincing in your roles. How did you prepare for the part and how did you and The Vicious Brothers work together on creating your character?

Ashleigh Gryzko: Bringing a character to life starts on the page, its all about story. I begin by dissecting the script, almost like a detective, discovering who my character is, what they need, and what their purpose is within the story. Then I begin to fill in the life, researching, using music, images, finding how they move, talk, what habits and body language they have developed over time. On the day, with all that work done, I just connect to the other characters, the environment, the circumstances and tell the truth. The Vicious Brothers actually put a lot of work into each character. On the day of our table read they gave each of us a big write up on who the characters are, what they like, their history and background, it was awesome. I think collectively, as a group, we really were able to embody every aspect of our characters, thanks to the extra creativity from the Vicious Brothers.

HORROR UNRATED: Many of the horror films in the found-footage genre are improvised when it comes to the acting. Did you also improvise a lot, or did you follow the script or how did you do it?

Ashleigh Gryzko: Oh yeah, we improvised a lot! I mean, we followed the story, but the dialogue itself was ever changing from moment to moment. The fear was palpable; the intensity was just there, so improv became an extension of the characters in the story.

HORROR UNRATED: I can’t help but wonder what it was like walking around in that old abandoned psychiatric hospital, because it certainly looked quite spooky.

Ashleigh Gryzko: It was truly horrifying. The place is haunted. I couldn't go anywhere alone. It got to the point where I would see something walk down the hall, and I'd have to pretend I wasn't seeing these things, so I could last the night of shooting with out losing it. My saving grace was that we wrapped at 7am, so by the time I went to sleep it was light outside, otherwise I don't think I would have slept at all.

HORROR UNRATED: So did you experience any real life paranormal phenomenon or other unexplainable things while shooting Grave Encounters?

Ashleigh Gryzko: Yes. So much! I saw things on a daily basis. I had to be very careful about not looking down hallways, or through windows. Weird technical things happened a lot too. We all did our best to keep calm when we weren't shooting, but I will tell you that the circumstances of the story, and the ones of us as actors shooting this film were almost too similar. When we were in between shooting a scene, Sean (Lance) looked at me and he goes, 'did you hear that?' I looked at him, his face was stone cold serious, then he said “I keep hearing a voice, saying Saaaasshhaaa.. Saaasshhaa” - he was dead serious, he wasn't trying to scare me. I was terrified. Then later on one of the last days of shooting, we were filming in the tunnels, it was just Sean, the Vicious Brothers and me. After we got the take, they turned the lights on and there was a blob of fake blood on the ground in front of me in the shape of a heart. It wasn't there when we started shooting the scene, and there was no fake blood anywhere near where we were either. Guess one of the ghosts really liked Sasha, haha.

HORROR UNRATED: So I take it you have come to believe in supernatural phenomenon or entities after those incidents?

Ashleigh Gryzko: You know, I always have. I've seen unexplainable things since I was a child. I'm pretty sure everyone has, even if they don't believe in what they saw. Do I think its trapped souls, or evil spirits? I don’t know, it could be, and it could be a number of mind bending phenomenon. I think life is a lot more intricate and incredible than we tend to think. Anything is possible.

HORROR UNRATED: Well, I guess you’re right, So, tell me about how the shoot went.

Ashleigh Gryzko: We did two day shoots I believe, the rest were night shoots, we'd arrive around 8 or 9 eat 'breakfast' and start getting things going around 10 or 11 and we'd shoot till 7 am. It was a lot easier to adjust to the night shoots that I expected. The energy was just so high and everyone was stoked everyday, so you wanted to be there. I had to be screaming and crying pretty much everyday, but somehow it didn't drain me, which that usually do. There were any serious set backs, some of the stunts ended up being more challenging than expected, but at the end of the day everything seemed to work out perfectly. One of my favorite memories from shooting, ahahha, it still makes me laugh so hard, we were shooting one of the scenes with us in the lobby, and one actor (I'm not gonna name names) kept falling asleep, which worked since our characters were exhausted, so this person was in and out of sleep throughout the wide shot. When they went into close ups, this actor perks right up and gets into the scene not knowing what was actually going on. It was adorable and hilarious, plus it suited that actor’s character flawlessly. A perfect unintentional choice, haha. In the trailer there's a scene where you can actually watch an example of it. I won't say which scene, but it’s priceless.

Ashleigh Gryzko: I think the hardest scene for me, simply because I felt I couldn't get to the emotional place I needed to, for whatever reason, was T.C.'s death, when we pushed the tub over and was gone. I got there eventually - it was just harder than expected. The other scene that was hard, because I had to be alone and I was really freaked out was the scene where I was in the room with the writing on the walls. It was very hard to be alone anywhere in that place.
As for the most enjoyable scene to shoot? Well, honestly I loved the entire shoot. There was one scene, that's not actually in the final cut of the film. Mackenzie and I were the ghost versions of our characters in a functioning ghost asylum.
Sean had to come up to us and we went nuts. It was so fun to shoot. Possibly because I got to wear a different outfit haha (I really hated my characters pants! Haha) As for a scene in the movie, well I'm not gonna lie - puking up blood was pretty fun!

HORROR UNRATED: Now that the film is out, how do you think the audiences and movie critics have received the film as a whole, but also your portrayal of Sasha?

Ashleigh Gryzko: From what I've seen, and the feedback I've gotten, people love it. I have people e-mailing and tweeting me from around the world. It’s really shocking and incredible. People have been saying very complimentary things to me about my performance and I'm just blown away and flattered more than I can say. One of my best friends just watched it the other night (she is my biggest critic) and she loved it, so I'm stoked.

HORROR UNRATED: That’s great to hear. So, will we be seeing you in a new horror movie in the future?

Ashleigh Gryzko: Yes you will! I'm sure you'll see me in every genre of film. It’s going be an eternity before I've had enough of any opportunity to create a life and tell a story on screen, regardless of genre. Plus my scream is way too good to not utilize, wouldn't you say?

HORROR UNRATED: Oh yes, I definitely will. Okay, I’ll round off this interview by saying thank you so much for your time Ashleigh and we’re looking forward to seeing you again.

Ashleigh Gryzko: Thanks for the opportunity to do this interview with Horror Unrated, Claus. I had a blast.