Sørensen Exploitation Cinema: september 2014

28. sep. 2014

Nyhed: En hilsen fra Lloyd Kaufman!

Lloyd Kaufman (og Toxie) på dettes års Blodig Weekend.

26. sep. 2014

Anmeldelse: Deep Blue Sea (1999).

Årgang: 1999.
Tagline: Welcome to the endangered species list.
Instruktør: Renny Harlin.
Medie: Netflix DK.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 105 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975), 'Jaws 2' (1978), 'The Last Shark' (1981).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg kender en mand. Det gør du sikkert også, men lad os starte med min mand først. Hans navn er Steve Alten. Han er forfatter, og han elsker hajer. Han elsker dem faktisk så højt, at han har begået flere bøger om fortidshajen Megalodon, der er en slags jurassic shark. Den første bog, Meg, udkom i 1997 og blev straks udråbt til den næste Dødens Gab, som mange sikkert har glemt som en fantastisk roman. Her ophører sammenligningen også, for Meg er en haj på 30-35 meter, med en bideradius på lidt over fire meter. Bogen blev hurtigt hvirvlet ind i Hollywood, hvor den har skiftet hænder flere gange end Charlie Sheens nuværende kæreste. Filmen kom tættest på en realitet i 2005, da Jan De Bont (Twister) forsøgte at samle penge sammen til en filmatisering. Han opgav desværre sit forehavende og Meg er i dag blevet en strandvasker i Hollywood, som ingen vil røre ved. Men hvad er der så tilbage ude under havoverfladen? Hajer med to hoveder? Hajer, som en del af et vejrfænomen? En klassiker, hvor man stort set ikke ser hajen? Eller er der en perle, der snart bliver femten år – og som mod alle odds vandt vore savtakkede tænders hjerter? Velkommen til Deep Blue Sea – 15 år senere.

Megalodon er bare bedre end Movia.

Lad os få det overstået. Hajer kan IKKE svømme baglæns. Det kan de i Deep Blue Sea. Hajer bryder sig ikke om at svømme rundt indendørs. Det gør de i Deep Blue Sea. Sorte mænd bevæger sig ikke ud på åbent hav i uvejr. Det gør de i Deep Blue Sea. Så er den på plads en gang for alle.
Videnskaben har haft et gennembrud. En nært forestående kur mod Alzheimers er på nippet til at blive opdaget. Man skal simpelthen bare tage nogle genetisk manipulerede hajer, indsætte noget bio-sludder med en masse maskiner – og derefter har man den perfekte medicin til staklerne, der ikke kan huske næse fra mund. Genialt? Ja, for pokker. Er det klogt at fiksfakse med hajernes genetiske kode? Not so much! En rigmand har sat alle sine klejner i projektet og smutter straks ud til det afsidesliggende laboratorium under vandet, der udover en slags hajcowboy og nogle videnskabsfolk har en kok og en papegøje som besætning. Snart bryder helvede løs, døren går op – og hvem kommer ind?

Saffron Burrows viser sine talenter til hajerne.

Renny Harlin har ikke et godt navn i Hollywood. Han blev udnævnt til skurken i filmselskabet Carolcos konkurs, da han ikke kunne levere varen med Cutthroat Island, der blev selskabets sidste film. Efter fiaskoen lavede han Long Kiss Goodnight – inden han igen gik sammen med Samuel L. Jackson med Deep Blue Sea, der helt sikkert er Harlins sidste bedrift, som jeg vil røre ved med en anden mands ildtang. Harlin forstod sit publikum med denne film. Han vidste godt, at der havde været en anden film om hajer, der havde gjort det pænt godt. Derfor var det vigtigt, at etablere to vigtige præmisser for Deep Blue Sea. Den ene var, at acceptere Spielbergs magnum opus – og at erkende det på skærmen, hvilket han gjorde i flere scener, hvor der er velmente og respektfulde nik til Jaws. Den anden præmis var langt vigtigere. Der skulle være billeder af hajer og masser af dem. Jaws havde haft sine problemer med papmache monstret, som kun virkede 5% af tiden – og Harlin ville ikke bruge samme virkemidler, som Spielberg havde brugt af nød. I stedet får vi hajer af alle typer i Deep Blue Sea. Der er rigtige optagelser af hajer, der er animatroniske hajer – og så er der de computeranimerede af slagsen. Effekterne er fine uden at imponere, men hovedparten af actionscenerne har nerve, intensitet og spænding på et niveau, hvor Harlin sagtens kan sætte sig til venstre for Spielberg som prinsen af hajfilm. Deep Blue Sea er nemlig en film med fuld smæk på. Den har bunkevis af fejl, plottet er decideret dumt og historien giver ingen mening, men den er eksempel på, at god underholdning kombineret med 25 års venten på endnu en god hajfilm er en glimrende opskrift på en fed film. (om end den ikke kan kurere Alzheimers).

Selfie anno 1999.

Så skulle du sidde og stirre på udvalget af film på Netflix og tænke ”hvad skal jeg dog se?” – så kig en tur forbi fødselaren, der til trods for femten år på bagen, stadig er en glimrende actionfilm. Orker du ikke mere Deep Blue Sea, så er der stadig ham der du ved nok. Ham jeg kender. Steve Alten. Hans bøger om Meg kan findes til billige penge på Amazon.

Score:

25. sep. 2014

Anmeldelse: Bait.

Årgang: 2012.
Tagline: The ultimate predator is coming to a store near you!
Instruktør: Kimble Rendall.
Runtime: 93 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Har du nogensinde trukket sjoveren frem i din lokale pornobutik, så ekspedienten ligesom havde en idé om, hvilken størrelse legetøj din kæreste eller kone skulle bruge? Det formoder jeg, at en del af vore læsere har oplevet, så derfor ved I også, hvordan det føles at anmelde en film om hajer, når man nu engang har set ”Jaws”. For så står man dér, med familiens stolthed i et solidt greb, og tænker at det hele jo er lige meget, for intet kan måle sig med de mange nuancer, detaljer og helhedsindtryk som netop kun originalen har været garant for. Derfor er det svært at lyne op, klappe ekspedienten på skulderen og tage en tilfældig størrelse ned fra hylden, for man ved jo godt, inderst inde, at intet nogensinde vil måle sig. Derfor går man også, nedtrykt og deprimeret, hjem til kæresten og siger noget i retning af: Her er ”Bait”. Det er ikke ”Jaws”, men prøv den nu lige alligevel. Måske den alligevel kilder alle de rigtige steder?

En mand med en indkøbskurv på hovedet? Så har man set det med.

En livredder bliver dræbt af en haj på den australske østkyst. Livredderens partner og søster glider fra hinanden og den overlevende Baywatch wannabe ender med at arbejde i et supermarked. Et års tid senere vågner han til en mærkelig dag, der bare ikke er ligesom alle andre. Kæresten og hendes nye flamme dukker op i supermarkedet, der snart bliver røvet af en ufrivillig butiksrøver og en bagmand, som han skylder penge. En politimand og dennes datter er gudhjælpemig også at finde blandt varerne, der snart skal blive enormt våde. En tsunami skyller over de intetanende stakler, der må redde sig op på hylderne, da udgangen er blokeret. Snart går det fra ondt til værre, da en kæmpe hvid haj har sneget sig ind i afdelingen for fisk og skaldyr.
Nu tænker du sikkert, at hele denne historie lyder enormt søgt og særdeles overkonstrueret – og det har du da så evigt ret i. Det hele er enormt dumt bygget op, men med en campy twist, der hurtig gør ”Bait” til en teenslasher mere end en monsterfilm, hvilket klæder stemningen langt bedre. For det er netop oplevelsen af hvem der bliver hajens næste offer, der præger denne bizarre forestilling af dårlige replikker, utroværdigt skuespil og usammenhængende scener.

Lidt for meget Mr. Wet T-shirt og lidt for lidt Miss Wet T-shirt.

Der er, sjovt nok, overraskende mange gode scener med en stor hvid haj, der ikke virker så voldsomt animeret, som man ellers kender fra mange af de moderne hajgysere. Ikke at man helt slipper for ”Sharknado” tilstande, men de er få og hurtigt glemt, da de bedre actionscener overskygger hovedparten af de dårlige. Selv hajens opførsel og reaktionsmønster er lidt mere i tråd med en virkelig haj, hvilket giver en form for realitet, der naturligvis er begrænset, hvis man tager omgivelserne i betragtning.
Det er australieren Kimble Rendall, der har instrueret og kæmpet med sine skuespillere, hvilket han har haft begrænset succes med. Manuskriptet er for dårligt, hvilket giver en masse dialog, der er alt for stiv og irriterende firkantet. Der er enkelte forsøg på humor, der mest går på at overspille situationer hvor hajen angriber, hvilket kun lægger til følelsen af slasherfilm, hvor man meget hurtigt får sympati med hajen. Desuden har man, af ukendte årsager, besluttet sig for at dæmpe de australske accenter. Det betyder at man beder i forvejen talentløse skuespillere om at påtage sig amerikanske accenter, der naturligvis falder igennem ved cirka ved tredje stykke dialog, hvilket var uudholdeligt indtil hajen virkelig gik amok.

Attention Shoppers: We have a sale on dead bodies at aisle eight.

I sidste ende bliver jeg flov over, at jeg overhovedet hev sjoveren frem. Det blev pinligt for både mig og ekspedienten, for i sidste ende vidste han jo også godt, at han solgte mig et produkt, som slet ikke kunne tåle sammenligning med Bruce, som jeg ynder at kalde ham. Spørgsmålet er ikke længere om der nogensinde kommer en hajfilm, der kan måle sig med ”Jaws”. Det handler nok i højere grad om, hvornår vi alle sammen bliver gamle nok til at glemme Spielbergs mesterværk, for indtil da, må vi alle acceptere, at der aldrig kommer noget, der når Bruce til sokkeholderne.

Score:

24. sep. 2014

Anmeldelse: Jaws III.

Årgang: 1983.
Tagline: Soft young girls behind hard prison bars.
Instruktør: Joe Alves.
Runtime: 99 minutter.
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: US iTunes.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975), ”Friday the 13th Part 3 – 3D” (1983).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang hvor jeg gik i biografen. Det var dengang, hvor en tur i biffen var ensbetydende med, at den første tyvekroneseddel blev brugt på arcademaskiner, der stod og blinkede i foyeren. Det var dengang, hvor man var lykkelig uvidende om hvad der var på vej af nye film, så forfilmene var en betydelig del af oplevelsen i mørket. Før en sådan forfilm i hedengangne Tivoli Bio, fik vi udleveret et par 3D briller, der som bekendt var et stykke billig pap med et rødt og et grønt filter. Der var to forfilm i 3D. Den ene var ”Friday The 13th Part 3 3D” og den anden var ”Jaws 3-D”. Stor var min begejstring efter denne forfilm, for kunne det virkelig passe? Ville min absolutte yndlingsfilm komme i en tredje epos? Og så i avanceret 3-D? Mine bønner var så sandelig blevet hørt.

Filmens flotteste 3D effekt.

Brody drengene er blevet voksne. Den ældste bror, Mike, er blevet teknisk ansvarlig for vedligehold af en ny vandpark, der tilbyder gæsterne en unik undervandsoplevelse krydret med alskens underholdning med vandski og andet gøgl. Parken er dog ikke uden overraskelser, da en kæmpe hvid haj med appetit for turister ved en fejltagelse er blevet fanget i den kæmpe forlystelsespark.
Man skal ikke tage fejl. 1983 var muligvis året, hvor jeg ikke længere kunne indløse børnebillet til HTs busser, men naiviteten eksisterede skam i fuld flor. Vi befandt os i begyndelsen af VHS tidens guldalder – og her var man ikke varsom med fortsættelser, der fuldkommen trak tæppet væk under al kvalitet fra originalfilmen. Der havde jo i mellemtiden været en ”Jaws 2”, der til trods for sine fejl og mangler, havde været en værdig efterfølger. Den havde bevist, at man sagtens kunne lave fortsættelser, der var nogenlunde tro mod originalen uden at decideret kopiere plot og historie fra selvsamme. Den slags optimisme skal man imidlertid være varsom med. For man skal ikke mange minutter ind i ”Jaws 3”, før de første advarselslamper begynder at blinke.

Dåsemad for store hajer.

Dennis Quaid var i 1983 en skuespiller, der var godt på vej. Han havde stadig sit gennembrud til gode, hvilket ”Jaws 3” ikke nødvendigvis bragte ham tættere på. Men med den information til trods, er han alligevel en af årsagerne til, at man ikke skal give helt op på denne tandløse hajfilm, der selv med en håndfuld forholdsvis talentfulde skuespillere, alligevel formår at skabe præcedens for, hvor ringe og ligegyldige en fortsættelse kan ende med at være. Her er nemlig intet at råbe hurra for. Dialogen er forfærdelig, plottet er decideret tåbeligt og effekterne er helt og aldeles horrible. Hajen ligner en papmache figur, der er ved at opløse sig selv under vand. 3D effekterne er pr definition lort, hvilket man nu også måtte forvente, for det er begrænset hvad man kan opnå med et stykke papbrille, der mest af alt giver publikum fornemmelsen af et farverigt syretrip. Værst bliver det dog, da man i et anfald af galskab vil fange hajen, for at gøre den til en del af vandparken. Her hopper kæden helt af, og gudskelov spiser papmache hajen da også manden bag idéen, der desværre ikke er manden bag manus – Richard Matheson, men en stakkels skuespiller, der skulle lægge karriere til denne omgang sludder fra ende til anden. Matheson er i øvrigt manden bag bogen I am Legend, hvilket han åbenbart skrev med begge hænder, for dette manuskript stinker langt væk af venstrehåndsarbejde.

Bare rolig!! Det er ikke en ægte haj til trods for de vilde effekter i 3D!!

Som om at tingene ikke kunne blive værre (men det kunne de sagtens i ”Jaws: The Revenge”), så skifter hajen gud hjælpe mig også størrelse gennem filmen. Den er til tider ikke så stor, men i de sidste scener er den blevet enorm. Jeg skal ikke sige om den skabte idéen til Kirstie Alleys yo-yo slankekur, men det er en højest besynderlig oplevelse, at se en haj der udvider sig til dobbelt størrelse efter for godt befindende.
Så når regningen skal betales, er der ikke meget kød på menuen. ”Jaws 3” er et lige så godt eksempel på hvor galt det kan gå, som ”Jaws 2” var et eksempel på, hvor godt det en sjælden gang går, når man vælger at producere en fortsættelse af en klassiker. Jeg husker nu stadig øjeblikket i Tivoli Bio som noget særligt, om end at den efterfølgende film burde have en plads i glemmebogen. Det er heldigvis en saga blot, for i dag kunne man heldigvis ikke finde på at lave dårlige fortsættelser af succesfulde klassikere. Det ville mindst være lige så åndssvagt, som hvis man igen lavede film i 3D, men det er der gudskelov ingen der kunne finde på.

Score:

23. sep. 2014

Nyhed: Genrefilms festivalen "Blodig Weekend" er tilbage!

DANMARKS ENESTE GENREFILMS FESTIVAL ER TILBAGE, OG DENNE GANG FINDER FESTIVALEN STED OVER 2 WEEKENDER. MASSER AF FILM OG BESØG AF BLANDT ANDRE TROMA GRUNDLÆGGER LLOYD KAUFMAN, DEN BERYGTEDE INSTRUKTØR RUGGERO DEODATO OG DANSKE CHRISTIAN E. CHRISTIANSEN.

Sommeren går på hæld, og mørke tider er i vente – og med det årets genrefilmfestival Blodig Weekend, som i år åbner gabet fuldt op og udvider til to weekender. Den første foregår i Cinemateket 25.-28. september, og den efterfølgende weekend i CinemaxX København og Aarhus, samt Grand Teatret i København fra 2.-5.oktober. Her får du det endelige program for 2014's Blodig Weekend.

TORSDAG DEN 25. SEPTEMBER 2014

21:30 | THE DEVIL’s HAND – Verdenspremiere! | Cinemateket | BILLET

FREDAG DEN 26. SEPTEMBER 2014

LØRDAG DEN 27. SEPTEMBER 2014

CHIMÈRES.

SØNDAG DEN 28. SEPTEMBER 2014

ONSDAG DEN 1. OKTOBER 2014

21.00 | ENCOUNTERS | Cinemateket | BILLET

FREDAG DEN 3. OKTOBER 2014

WHAT WE DO IN THE SHADOWS.

LØRDAG DEN 4. OKTOBER 2014

SØNDAG DEN 5. OKTOBER 2014

CANNIBAL HOLOCAUST.

Anmeldelse: Shark Night.

Årgang: 2011.
Tagline: Terror Runs Deep.
Instruktør: David R. Ellis.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Netflix US.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

En flok unge collegestuderende tager på et fortjent afbræk fra den daglige hor, druk og latterlige opførsel på skolen, så de kan drikke, hore og opføre sig latterligt i lidt mere afslappede omgivelser. En enkelt af pigerne har et hus på en øde ø i Louisianas Deltaområde, så de unge begiver sig på eventyr, men de er ikke alene på floden. En finne følger efter dem…..og den er ikke fra Finland.
Hvis man elsker film, så ryger man tit og ofte ud i titler, hvor man sagtens kan få øje på den gode idé. Hvor man sagtens kan se meningen med det hele. Hvor man kan ærgre sig over at idéen ikke er blevet udført, som man ellers havde håbet på. Hvor idéen bare ikke kom i de rigtige hænder. Med Shark Night er der ingen god idé. Ingen overhovedet. Faktisk er hele plottet, historien og såmænd også udførslen skræmmende dårlig. Det er en af den slags idéer, hvor en eller anden med pengene til finansieringen, burde have lagt hashpiben fra sig, tænkt sig om, og med funklende klarsyn have sagt: Det er ikke godt nok. Vi må tilbage til tegnebordet, drenge.

Her ryger hele budgettet til speciel effects.

Allerede efter ti minutter sneg den sig ind på mig. Altså ikke hajen, men derimod en hovedpine, der stille bredte sig til en migræne, der bare ikke ville gå væk. For selv om jeg er et tålmodigt menneske, der kan acceptere mange fjollede tiltag, finde guldkorn i de største møddinger på film og snart har lært, at den gode moderne film hører til sjældenhederne, så kunne jeg bare ikke se fidusen med Shark Night.
De unge mennesker fortjener at dø. Længere er den sådan set ikke. Jeg heppede på hajen, for de mandlige protagonister var så endimensionelle, at man i stedet kunne have brugt papfigurer og bugtalerstemmer, der med garanti ville have været langt mere underholdende, men knapt så fordøjeligt for den sarte hajs mave. Kvinderne? Tja! De beholder bikinierne på, hvilket er et stort no-no for denne type film, for hvilket raskt menneske laver en teen-scream uden bare en enkelt brystvorte, en simpel silikonebabs eller bare en bar røv af Kardashianske proportioner? Utilgiveligt!

Hvis du vender dig om nu, så får vi andre noget at juble over.

Hvad så med hajen, hører jeg dig spørge? Jeg har allermest lyst til at spoile, men da jeg gerne vil beholde de sidste to af mine venner på Sørensen Exploitations ellers hårdkogte fanskare, vælger jeg ud af respekt for dem (og ikke filmen) at tie stille og konstatere, at der midt i de forfærdelige CGI scener, der ligner noget fra en Amiga 500, faktisk er et par fede scener med en sulten haj. Det er naturligvis fjollet på niveau med Sharknado, for hvorfor skulle man kun smide 90% af fornuften overbord i en film om en kæmpehaj i en lokal sø?

Sekunder efter at det er gået op for ham, at hun ikke tager toppen af.

Skuespillet er forfærdeligt. Samtlige unge mennesker overspiller, som var de en del af en højskole opsætning af Shakespeare for retarderede mennesker, hvor pigerne har alt for meget tøj på (Jeg gentager lige. Antal patter: NUL). Midt i hele herligheden dukker Donald Logue op. En skuespiller, som jeg indtil i forgårs havde en del respekt for, men som nu for evigt vil blive brændemærket i mit sind, som manden der gik ind til denne film med talent – og kom ud med præcis nul procent af min respekt.
Hele balladen er instrueret af David R. Ellis, der var ”geniet” bag Snakes on a Plane, der også handlede om farlige dyr, der er fuldkommen malplacerede. Derfor holder jeg mig, fra nu af, fra film som Lava Lions, Piranhas in the mist og Antarctic Dinosaurs. Alligevel præmierer jeg Ellis og Shark Night med præcis en Pinhead mere end han gav mig af kvindelige attributter.

Score:

22. sep. 2014

Anmeldelse: Jaws 2.

Årgang: 1978.
Tagline: Just when you thought it was safe to go back in the water.
Instruktør: Jeannot Szwarc.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 116 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Det sker ikke særlig tit. Det sker faktisk ganske sjældent, men ind imellem er der folk i Hollywood, som jeg har decideret ondt af. Folk, som jeg føler med, og som jeg tænker, står i deres livs sværeste situation. Sådan en er eksempelvis den fransk instruktør Jeannot Szwarc. Jeg tænker, at han var en Hollywood håbefuld, der kæmpede sig gennem et væld af tv-serier, for at være det rigtig sted når chancen bød sig. Den ene chance, som definerer resten af din karriere. Jeg kan derfor lyslevende forestille mig, hvordan Jeannot måtte have følt det, da hans chance bankede på døren. Hvordan han med dirrende spænding i kroppen havde det, da de store drenge i Hollywood kontaktede ham. Hvordan han havde det, da alt spændingen forsvandt i løbet af et splitsekund, da spørgsmålet stille ramte ham. Er du frisk på at instruere opfølgeren til den største sommer-blockbuster nogensinde?

Hvalen Hvalborg har fået som fortjent.

Amity Island. Tiden har så småt helet sårene efter hajangrebet på det lille samfund, der primært lever af sine feriegæster. Livet er gået videre, børnene er blevet ældre og turisterne er så småt begyndt at have tillid til Amity som feriested igen. Et par dykkere forsvinder sporløst, hvilket åbenbart ikke er helt unormalt på de kanter, men da en vandskiløber med medfølgende båd eksploderer, bliver Chief Brody alligevel ængstelig. Kan der være endnu en haj derude?
Det er Carl Gottlieb der stå bag manuskriptet på Jaws 2, hvilket han også gjorde på originalen, hvor han dog havde Peter Benchleys forlæg at læne sig op ad. Af skade bliver man klog, så første halvdel af Gottliebs manus er derfor endnu en historie om truslen fra dybet, for hvis man lærte noget fra indspilningen af originalfilmen, så var det at mekaniske hajer og vand ikke rigtig spiller godt sammen. Derfor virker anden halvdel af historien som en enorm modig disposition, for den kræver masser af billeder af hajen, der i den grad får lov at vise sit ansigt til filmens publikum. Det fungerer langt bedre end man kunne frygte, for selv om der er enkelte knap så heldige scener, så ligner hajen til forveksling en ægte en af slagsen.

Vi er reddet! Det er Haribo Patrol!

En af filmens vigtigste elementer er evnen til at gentage en historie uden at lave et decideret kopi af plottet, hvilket især første del af filmen smager en del af. Til gengæld kommer der anderledes fut i tingene i anden halvdel, der tager en drejning, hvor Gottlieb har formået, at tage de bedste elementer fra Brody, Quint og Hoopers møde med monstret, og overføre det til en anderledes historie med samme intensitet.
Generelt handler hovedtemaet for tilblivelsen af Jaws 2 om mod. Man trak stort set samtlige skuespillere tilbage til Amity med undtagelse af Richard Dreyfuss, som havde engageret sig i andre projekter. Man kan kalde det helt naturligt, at fortsætte med samme cast, men kontinuitet skaber nu engang også forventninger, for genkendelsens glæder forpligter i den grad på det hvide lærred. Roy Scheider ER Chief Brody. Jeg vil altid se ham som den sammenbidte mand, der hader vand, både og i særdeleshed hajer. Han er også det naturlige omdrejningspunkt i filmen, hvor han til trods for en større rolle til Lorraine Gary i rollen som Ellen Brody, skal bære filmen uden hjælp fra Dreyfuss eller Robert Shaw. Dette klarer han med bravur. Allerede i filmens første scene (på land) bliver han sat i scene som antagonisten, der er vokset en smule med opgaven på Amity, men stadig er den ufrivillige helt, der helst bare vil have fred og ro. Murray Hamilton er også tilbage som den usympatiske og griske borgmester, der åbenbart intet har lært af første hajangreb på den lille ferieø. Hans rolle er ligesom i originalfilmen stærkt karikeret, men han får heldigvis ikke mere tid på skærmen end, at man får ham etableret som den semikorrupte og nervøse mand, der er i lommen på rigmændene i byen.

Verdens dummeste stangspringer vil nu prøve et trick….

Effekterne i filmen fungerer, som allerede beskrevet, ganske fint. Harmonien mellem undervandsbilleder fra hajens udsigt og billeder af det velkendte finne, der skærer gennem vandet er lige i øjet, da Gottlieb har gemt de visuelle godter til sidste del af filmen. Endnu en ikonisk slutning er der skam også blevet plads til, hvilket sætter et fint punktum for en film, der burde være et skoleeksempel på, hvordan man bør skabe en fortsættelse. Der var derfor ingen grund til at have ondt af Jeannot Szwarc. Han gjorde hvad han kunne med en film, hvor forholdene omkring ham var optimale i form af folk, der allerede havde været et hajeventyr igennem, hvilket i sidste ende ender med at gøre filmen aldeles seværdig.

Score:

Nyhed: Shark Week!

Sommeren er ved at være forbi, men vi hopper alligevel i bølgen blå. I denne uge holder vi nemlig SHARK WEEK! De næste 5 dage anmelder vi "JAWS 2", "SHARK NIGHT", "JAWS 3", "BAIT" og "DEEP BLUE SEA". Husk at læse med!

19. sep. 2014

Anmeldelse: Wolf Creek 2.

Årgang: 2013.
Tagline: Mick's Back With a Few Days to Kill.
Instruktør: Greg Mclean.
Runtime: 106 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: 55' LED Smart TV.
Udgiver: RLJ Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Hitcher' (1986), 'Wolf Creek' (2005), 'Storm Warning' (2007).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Backpackerne Rutger og Katarina vil gerne opleve det rigtige Australien og begiver sig derfor væk fra de turistfyldte områder, for at besøge det overdådige Wolf Creek-krater. Uheldigvis er området også stedet, hvor den psykopatiske svinedræber Mick Taylor regerer – og han er den sidste mand en rygsæk-rejsende ønsker at møde. Efter et natligt angreb, forfølger den sadistiske bushman sit bytte på en intens og neglebidende jagt gennem den fjendtlige ødemark.

Denne backwoods aussie er et bevis på at det gamle ordsprog "everything will kill you in australia" lever i bedste velgående.

Når det kommer til forsættelsen af en rigtig vellykket og uhyggelig slasher-film som 2005's 'Wolf Creek', så er det oplagt med en masse sammenligninger. Og det kommer der også til at være i denne anmeldelse - det på trods af at de to film faktisk er ret forskellige. Hvor den originale film havde en rå og realistisk tone både i billeder, karakterer og i historien, så vælter 2'eren over i en helt anden grøft.
'Wolf Creek 2' lægger nemlig fra land med 200 km/t og letter på intet tidspunkt på gaspedalen, men kværner derimod ufortrødent derudaf, indtil de hårdt-prøvede stempler truer med at blæse ud igennem sideflæsket på de 106 minutter kaoset varer. Og jo, det bliver faktisk for meget af det gode. Hvor den første film bød på rolige, stemningsmættet og deciderede uhyggelige passager der pludselig kunne eksplodere i vold og lemlæstelse, så er 'Wolf Creek 2' altså et helt andet bæst.

Til lands, til vands og i luften.

Der er noget 'Wile E. Coyote and The Road Runner' over 'Wolf Creek 2'. Det er larmende, vildt, over the top og nærmest tegnefilmsagtigt når Mick Taylor svinger kniven, skyder skarpt med sin riffel eller trykker pedalen ud gennem gulvbrædderne på sin overdimensionerede lastbil - alt imens han snerrer eder og forbandelser af sit bytte. Vores protagonist er nærmest blevet en parodi på sig selv, en overdrevet karikatur på den utilregnelig og modbydelige seriemorder vi løb ind i, i den originale film. Om det er bevidst, eller om det bare er en naturlig udvikling af karakteren, når instruktøren pludselig har fået budget der er 5-6 gange så stort som originalen ved jeg ikke.

Backpackere...de bliver da heller aldrig klogere.

Hvor John Jarratt's uhyggelige Mick Taylor i den første film var en dybt utilregnelig, men også sært dragende karakter, så er han i 2'eren blevet en wicecracking og nærmest overnaturlig stjernepsykopat, lidt på linje med drømmedæmonen Freddy Krueger. En nærmest umenneskelig boogeyman, der hele tiden er et skridt foran sine ofre - både i dumsmarte bemærkninger og når det kommer til at flå dem levende. Og det er desværre ikke al dialog der er lige skarpt skrevet i 'Wolf Creek 2'. Mick's oneliners bliver en anelse tåkrummende i længden, og det hele smager lidt af at den ellers fremragende skuespiller John Jarratt, har fået besked på at skrue op for alle knapperne - både i mimik og i levering af sine replikker, og det spiller altså ikke helt godt. Derudover ville det havde pyntet gevaldigt, hvis instruktør og manuskriptforfatteren (i dette tilfælde den samme person) lige havde trukket vejret, og kigget manus igennem et par gange til. Det hele virker nemlig noget forceret og krampagtigt.

Mick Taylor bliver aldrig træt af at slå mennesker ihjel, spørgsmålet er om du bliver træt af at se på det?

'Wolf Creek 2' ender desværre som en lettere forglemmelig omgang hack'n'slash. Men det kan også sagtens skyldes, at jeg forventede mig noget helt andet af denne fortsættelse. For det er bestemt ikke en dårlig film! Det er en big budget blockbuster action/slasher-film der (præcis som vores depraverede Crocodile Dundee klon) ikke tager gidsler. Filmen er pakket med fuldfede og hårdtslående stunts, voldsomme effekter - det står ud med indvolde og knoglestumper til højre og venstre, bøvede oneliners, død og ødelæggelse. Så se den endelig, men forvent ikke det klaustrofobiske og kvælende gys som var til stede i Mick Taylor's første færd.

Score:

18. sep. 2014

Nyhed: Anmeldelse nummer 200!

Vi er meget tæt på at nå anmeldelse #200 her på Sørensen Exploitation Cinema, og det skal da fejres. Derfor får nu du mulighed for at stemme på hvilken film du helst ser at vi anmelder som #200. Så leg med og smid en stemme på en af de fem muligheder, så bringer vi en anmeldelse af den film der har fået flest stemmer når vi rammer #200.

16. sep. 2014

Anmeldelse: Shakma.

Årgang: 1990.
Tagline: The world's most aggressive primate... just got mad!
Org. titel: Shakma / Nemesis / Panic in the Tower.
Instruktør: Hugh Parks og Tom Logan.
Runtime: 100 minutter.
Medie: YouTube.
Set på: 21,5" iMac.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'King Kong' (1976), 'Link' (1986), 'Monkey Shines' (1986), 'Rise of the Planet of the Apes' (2011).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Den nepotistiske professor Sorensen har endnu en gang inviteret sin lille håndfuld af yndlingselever fra medicinstudiet på rollespil efter fredagens forelæsninger. Normalvis foregår rollespillet omkring et bord, men denne aften udføres det for første gang live i universitetsbygningens klinisk hvide gange, klasserum og laboratorier. Professor Sorensen er som sædvanligt Game Master, mens de studerende spæner fra den ene etage til den anden for at løse gåder og samle tryllestøv og til slut blive benådet adgang til the top floor, hvor en smuk prinsesse venter mellem kaffemaskinen og stuebirken. Men hvad ingen af dem ved er, at den vanvittige forsøgsbavian Shakma, som ellers skulle have været aflivet tidligere på dagen, er i live og gal som bare pokker!

"Hmm... dette numse-termometer må være defekt!"

Det er mange år siden, vi første gang så en abe rasere en etageejendom. Kæmpegorillaen King Kong blev med sin bestigning af Empire State Building et filmhistorisk ikon, men det samme kan ikke siges om bavianen Shakma, der her små 60 år senere springer rundt i gangarealerne på dette aflukkede medicinske fakultet. Roddy McDowall, som i øvrigt altid er skøn at se på, påtager sig en af sin travle karrieres mere tvivlsomme roller som professor Sorensen. Hans tilstedeværelse på skærmen er kærkommen, men nogen glansrolle kan man ikke kalde denne dr.med. Om ikke andet tilføjer han da 'Shakma' lidt star quality sammen med de unge elskende; Amanda Wyss fra 'A Nightmare on Elm Street' (1984) og Christopher Atkins fra 'Blue Lagoon' (1980), hvis kemi dog aldrig bliver sprængfarlig, selv ikke under elskovsscenen i laboratoriet.

"Jeg ved, det er upassende, men jeg skal simpelthen sådan skide!"

Idéen med forsøgsdyr, som går amok på studerende i en laboratoriebygning er ganske fin, og selvom bavianen er lille, er den en hidsig satan med stor smidighed, skarpe tænder og masser af råstyrke, så når blot man abstraherer fra den røde røv, kan man sagtens se det frygtindgydende i den. Men motivet for at lade de fem studerende blive efter lukketid nærmer sig simpelthen det latterlige. Det kan godt være, at liverollespil, bippende computerskærme og walkie talkies var moderne og spændende i 1990, men selv dengang må det have været dødens pølse at følge de unge mennesker vandre fra den ene ledetråd til den anden. Indtil Shakma vågner af sin bedøvelse 30-40 minutter inde, er filmen simpelthen dræbende kedelig. De studerende synes tilsyneladende, det er herligt at blive hundset rundt med som riddere i professorens eventyrspil, og bortset fra den dovne Richard som har tiltusket sig en form for skurkerolle i et forsøg på at imponere professoren, er der så at sige ingen konflikter i spil. Richard sætter af og til lidt skub i karaktererne, men skulle han for alvor gøre nytte, skulle han spille sine lalleglade medstuderende ud mod hinanden og latterliggøre dem overfor deres kære hr. lærer, så han selv kunne stå i et bedre lys.

"Åh Gud! Denne indstilling bliver så fed i forhold til resten af den her film!"

Da Shakma endelig dukker op, stiger energiniveauet immervæk en anelse, men det er sgu stadig for trægt. Meget af filmen foregår omkring døre med en studerende på den ene side og den rasende Shakma på den anden afbrudt af enkelte sekvenser, der trods alt pirrer nerverne en smule. Hovedpersonen sniger sig enormt meget langs gangene, og gemmer sig bag enormt mange døre, men det forekommer lidt nyttesløst, når man allerede ved, at han overlever til sidst - det gør de jo ofte sådan nogle hovedpersoner. Derimod bliver der ikke gjort særligt meget ud af de andre karakterers dødsscener - måske fordi det simpelthen så fjollet ud i længden, når bavianen tumlede legende rundt med sin træner, som var iklædt skuespillernes kostumer. Sådan ordnede man nemlig disse scener, og så smed man vrede bavianlyde på efterfølgende. Skuespillerne måtte så vidt jeg ved ikke spille overfor den medvirkende bavian af dyreetiske årsager, og det er jo sikkert også derfor, vi så ofte ser dem adskilt af en dør. Jeg savner nogle blodige møder mand og abe imellem. Den bedste dødsscene er faktisk, da filmens obligatoriske sorte mand ruller rundt med en bavianbamse for at illudere dødskamp. Det er måske nok ufrivilligt underholdende men i det mindste underholdende.

"Jeg vidste, jeg skulle have taget en ekstra tampon med!"

'Shakma' er ikke nogen særlig god film - ikke at den slags film behøver at være det, så længe de blot er skamløst underholdende, men heller ikke det formår 'Shakma'. Hele produktionen fremstår amatør-agtig, og billederne og lydsiden minder om noget billigt tv-bras. Ind imellem er der lige en kreativ idé eller et moneyshot, som tager kegler, men størstedelen af filmen er bare (g)abende kedsommelig. Første gang jeg så filmen var til en filmaften, hvor den blev vist side om side med 'Planet of the Apes' (1968), og det er da lidt sjovt, at Roddy McDowall selv har spillet abekat adskillige gange og faktisk hele tre forskellige af slagsen i 'Planet of the Apes'-franchisen. Først Cornelius i originalen, siden Caesar og Galen i henholdsvis filmfortsættelserne og tv-serien. Som sagt synes jeg, 'Shakma' har noget kørende som idé, men måske nogle skulle være hurtige at få et remake i gang, nu hvor utilfredse aber er blevet moderne igen med hele rebootet af 'Planet of the Apes'. De kunne passende lade Roddy McDowall gentage sin rolle som professor Sorenson... naturligvis ved hjælp af abernes motion capture-konge; Andy Serkis.

Score:

14. sep. 2014

Anmeldelse: Stage Fright (2014).

Årgang: 2014.
Tagline: The Latest. Most Terrifying Evil.
Instruktør: Jerome Sable.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 89 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Phantom of the Paradise" (1974), "April Fool’s Day" (1986), "High School Musical" (2006).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Kylie Swanson er tæt på sit gennembrud på de skrå brædder. En aften hvor alt går op i en højere enhed, bliver Kylie brutalt myrdet efter en forestilling, hvor hun sang for en af Broadways største producere. Ti år senere får hendes datter Camilla chancen for at gentage sin mors optræden - i en produktion på en musical camp, hvor hun forhåbentlig kan få det gennembrud, som hendes mor aldrig opnåede. Men i mørket lurer en morder, der vil gøre alt for at stoppe showet….endnu engang.

Hvad så horrorfans? Er I der? Hvis jeg siger High School Musical, hvad siger I så? Hvis jeg siger Glee, hvad siger I så? Hvis jeg siger slasher, som i de gode gamle dage, hvad siger I så? Hvis du stadig læser med efter de to første spørgsmål, så er der noget galt fat med dig. High School Musical, Glee og slasher? Sig mig lige en gang – er verden da gået helt af lave? Hvis man skal tro spillefilmsdebutanten Jerome Sable, så er verden i hvert fald helt på hovedet. Efter femten minutter af Stage Fright, har man været udsat for tre sange, hvor de to af dem er så glade og fjollede, at der nok allerede er skilt rigeligt bukke fra fårene til, at man godt kan formode, at kun hardcore fans af slashergenren stadig hænger med.

The Phantom of the…Stage Fright.

Køber man præmissen, så er der til gengæld noget at hente alligevel. For bag alle de irriterende sange, gemmer sig en sammenhæng mellem sang og handling, der stille sniger sig ind under huden på sit publikum. Opbygningen er til tider lang, gennemskuelig og en anelse for stereotyp, men i de øjeblikke hvor filmen er allerbedst, er kombinationen af de mange sange og de mere dystre slasherøjeblikke helt geniale.
Hovedpersonen Camilla spilles af Allie McDonald, der ligner en porcelænsdukke og ofte ikke magter mimik til mere end det. Det er et forstyrrende element, når en hovedperson virker distanceret i sit udtryk – men til gengæld hælder det sympatien over på morderens side, hvilket i sig selv kan være underholdende nok. Generelt er skuespillet tæt på forfærdeligt og Minnie Drivers korte rolle, hjælper ikke på helhedsindtrykket. Meat Loaf er en skygge af sig selv, så præstationerne er generelt hurtigt glemt.

The Phantom of the….glem det.

Når man glemmer alt om Glee, musicals og platte sangtekster, så er der også lidt til slasherfans. Mordene er sjovt konstruerede og har hver i sær en fin sammenhæng med historien (og sangene). Der er adskillige nods til gyserklassikere, hvor den størst nødvendigvis må være Phantom of the Opera, som det hele lidt er en parodi på. Jeg vil ikke afsløre resten, men der er en god stak sjove referencer, der i sig selv gør filmen seværdig på en kitschet måde.

Du store kineser! Der er en blodig japaner.

Morderen er i sig selv en slags potentiel kultfigur, som man sagtens kunne se blive til en franchise. Han er gemt bag en kabukimaske, der virker som en fin nyskabelse baseret på mere klassiske slashere. Han har humor, vrede og arsenalet fyldt med oneliners, der i bedste slasherstil leveres med præcision, humor og charme.
Jeg hyggede med fint med Stage Fright, men kan sagtens forstå, hvis horrorfans står af med de mange sange, der virker lige så usandsynlige i en moderne slasher, som havde det været Fame møder Freddy i firserne. Kan man acceptere dem, så er de fint vævet ind i et tæppe af humor, skæve tvists og blodige scener, der trods alt er alt det, som man måtte forvente af en klassisk teenslasher.

Score:

12. sep. 2014

Anmeldelse: Sin City 2: A Dame to Kill For.

Årgang: 2014.
Tagline: There is no justice without sin.
Instruktør: Robert Rodriguez & Frank Miller.
Runtime: 102 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: SF Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Sin City” (2005), “Renaissance” (2006), “The Spirit” (2008).

I “Sin City: A Dame to Kill For” dykker vi tilbage i den korrumperende storby, som det var svært at forestille sig blive værre, efter begivenhederne i den første film fra 2005. Også denne gang følger vi forskellige historier, der krydser hverandre på forskellig vis. Marv (Mickey Rourke), Dwight (Josh Brolin), Johnny (Joseph Gordon-Levitt) og Nancy (Jessica Alba) kommer i problemer, nogle med større overlæg end andre. Marv prøver at komme i tanke om, hvorfor han har slået en gruppe drengerøve ihjel, Dwight frustreres af den ultimative femme fatale, Johnny kaster sig ud i et farligt spil poker, og Nancy er ude efter hævn for mordet på hendes elskede Hartigan (Bruce Willis).

Det tog sin tid for Robert Rodriguez og Frank Miller. Springet fra ‘05 til ‘14 er ikke et lille et af slagsen, når der er tale om en film som “Sin City”. Med den lange ventetid kommer en fanbase med store forventninger til noget, der skal være mørkere samt mere blodsprøjtende og sadistisk end forgængeren. “Sin City: A Dame to Kill For” leverer som forventet massevis af sort/hvid gore, og når hoveder hugges og mases af i mængdevis, er det ikke svært at lade sig rive med. Rodriguez er en fremragende actioninstruktør og skaber engagerende sekvenser med imponerende visuelt overskud, der overskygger forgængeren i ekstravagance. Der er skruet op for både æstetik, body count og mængden af eksplicit nøgenhed. Samtidig er historierne og måden, de flettes på, avanceret en smule, og mens der var en poetisk cirkulær form på mange af historierne i den første film, er historierne her lige så trøstesløse, men de indeholder ikke den samme finesse.

Nancys uskyldighed er blevet eftertrykkeligt korrumperet.

Det er svært at matche det hold skuespillere, som dem Rodriguez’ oprindelige film bød på, men det lykkedes nu alligevel på fornem vis her. Mens folk som Jessica Alba, Mickey Rourke, Rosario Dawson og Bruce Willis vender tilbage i større og mindre roller, glimrer afdøde Brittany Murphy og Michael Clarke Duncan ved deres fravær. Særligt sidstnævnte, vis figur har en meget tydelig rolle i historien, bemærkes til trods for en flot præstation fra Dennis Haybert. Jeg var ikke glad for Jessica Alba i den første film. Faktisk fandt jeg hendes præstation forstyrrende i dens påtagede uskyldighed. I “Machete” (2010) forsøgte hun sig som en mere hårdkogt figur, hvilket heller ikke fungerede for mig. Om det er arrene, hun her tilføjes, den fine opbygning af hendes historie eller en reel udvikling af hendes talent, ved jeg ikke, men i “Sin City: A Dame to Kill For”, sælger Alba pludselig sin figur overbevisende og vandrer balancen mellem overspillet melodrama og råhed på vellykket vis. I det hele taget er der nogle bundsolide kvindelige figurer med i denne ombæring, og Eva Green præsterer drivende selvsikkert, som den farlige Ava. Lady Gaga og snart 77-årige Christopher Lloyd dukker begge op i cameos i løbet af Johnnys historie. Joseph Gordon-Levitt er en ny tilføjelse til universet og leverer med sin vanlige stærke karisma til filmens mest overraskende segment.

“That right there is a dame to kill for...”

Det største problem for denne omgang “Sin City” er fornemmelsen af deja vu. Skønt filmen skiller sig ud fra sin forgænger og fint står på egne ben, er den alligevel bange for at vise os helt nye sider af Sin City. Jeg kender ikke til tegneserie-universet men har en tydelig fornemmelse af, at universet er af en vis størrelse. Når man således vælger igen og igen at komme tilbage til Kadie’s bar for at forsøge at skabe en sammenhæng mellem alle historierne, virker det en smule søgt. Særligt fordi Marv i stedet for egentlig at få tildelt sin egen historie inddrages som simpel muskelmasse i mere end et tilfælde. I den første film fik Rourke mulighed for at portrættere en fin udvikling i karakteren, og selvom det unægteligt er morsomt at se Marv uddele læssevis af tæv, medvirker det også til at få universet til at fremstå både en smule småt og repetitivt.

“Just another Saturday night...”

Robert Rodriguez og Frank Miller har endnu engang ramt rigtigt og giver et overbevisende indtryk af at se en tegneserie levendegjort. Med den genkendelige sort/hvide film noir stil emmer filmens billedside af stemning. Historierne og sammenfletningen af disse er ikke helt så gnidningsfri som man kunne ønske, men et endnu engang veloplagt hold af skuespillere tvinger fortællingernes fuldstændige fravær af håb igennem til seeren, som i stedet for at synke ned i depression, føler sig djævelsk godt underholdt af trøstesløsheden.

Score: