26. sep. 2014

Anmeldelse: Deep Blue Sea (1999).

Årgang: 1999.
Tagline: Welcome to the endangered species list.
Instruktør: Renny Harlin.
Medie: Netflix DK.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 105 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975),
'Jaws 2' (1978), 'The Last Shark' (1981).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Jeg kender en mand. Det gør du sikkert også, men lad os starte med min mand først. Hans navn er Steve Alten. Han er forfatter, og han elsker hajer. Han elsker dem faktisk så højt, at han har begået flere bøger om fortidshajen Megalodon, der er en slags jurassic shark.  Den første bog, Meg, udkom i 1997 og blev straks udråbt til den næste Dødens Gab, som mange sikkert har glemt som en fantastisk roman. Her ophører sammenligningen også, for Meg er en haj på 30-35 meter, med en bideradius på lidt over fire meter. Bogen blev hurtigt hvirvlet ind i Hollywood, hvor den har skiftet hænder flere gange end Charlie Sheens nuværende kæreste. Filmen kom tættest på en realitet i 2005, da Jan De Bont (Twister) forsøgte at samle penge sammen til en filmatisering. Han opgav desværre sit forehavende og Meg er i dag blevet en strandvasker i Hollywood, som ingen vil røre ved. Men hvad er der så tilbage ude under havoverfladen? Hajer med to hoveder? Hajer, som en del af et vejrfænomen? En klassiker, hvor man stort set ikke ser hajen? Eller er der en perle, der snart bliver femten år – og som mod alle odds vandt vore savtakkede tænders hjerter? Velkommen til Deep Blue Sea – 15 år senere.
Megalodon er bare bedre end Movia.
Lad os få det overstået. Hajer kan IKKE svømme baglæns. Det kan de i Deep Blue Sea. Hajer bryder sig ikke om at svømme rundt indendørs. Det gør de i Deep Blue Sea. Sorte mænd bevæger sig ikke ud på åbent hav i uvejr. Det gør de i Deep Blue Sea. Så er den på plads en gang for alle.
Videnskaben har haft et gennembrud. En nært forestående kur mod Alzheimers er på nippet til at blive opdaget. Man skal simpelthen bare tage nogle genetisk manipulerede hajer, indsætte noget bio-sludder med en masse maskiner – og derefter har man den perfekte medicin til staklerne, der ikke kan huske næse fra mund. Genialt? Ja, for pokker. Er det klogt at fiksfakse med hajernes genetiske kode? Not so much! En rigmand har sat alle sine klejner i projektet og smutter straks ud til det afsidesliggende laboratorium under vandet, der udover en slags hajcowboy og nogle videnskabsfolk har en kok og en papegøje som besætning. Snart bryder helvede løs, døren går op – og hvem kommer ind?
Saffron Burrows viser sine talenter til hajerne.
Renny Harlin har ikke et godt navn i Hollywood. Han blev udnævnt til skurken i filmselskabet Carolcos konkurs, da han ikke kunne levere varen med Cutthroat Island, der blev selskabets sidste film. Efter fiaskoen lavede han Long Kiss Goodnight – inden han igen gik sammen med Samuel L. Jackson med Deep Blue Sea, der helt sikkert er Harlins sidste bedrift, som jeg vil røre ved med en anden mands ildtang. Harlin forstod sit publikum med denne film. Han vidste godt, at der havde været en anden film om hajer, der havde gjort det pænt godt. Derfor var det vigtigt, at etablere to vigtige præmisser for Deep Blue Sea. Den ene var, at acceptere Spielbergs magnum opus – og at erkende det på skærmen, hvilket han gjorde i flere scener, hvor der er velmente og respektfulde nik til Jaws. Den anden præmis var langt vigtigere. Der skulle være billeder af hajer og masser af dem. Jaws havde haft sine problemer med papmache monstret, som kun virkede 5% af tiden – og Harlin ville ikke bruge samme virkemidler, som Spielberg havde brugt af nød. I stedet får vi hajer af alle typer i Deep Blue Sea. Der er rigtige optagelser af hajer, der er animatroniske hajer – og så er der de computeranimerede af slagsen. Effekterne er fine uden at imponere, men hovedparten af actionscenerne har nerve, intensitet og spænding på et niveau, hvor Harlin sagtens kan sætte sig til venstre for Spielberg som prinsen af hajfilm. Deep Blue Sea er nemlig en film med fuld smæk på. Den har bunkevis af fejl, plottet er decideret dumt og historien giver ingen mening, men den er eksempel på, at god underholdning kombineret med 25 års venten på endnu en god hajfilm er en glimrende opskrift på en fed film. (om end den ikke kan kurere Alzheimers).
Selfie anno 1999.
Så skulle du sidde og stirre på udvalget af film på Netflix og tænke ”hvad skal jeg dog se?” – så kig en tur forbi fødselaren, der til trods for femten år på bagen, stadig er en glimrende actionfilm. Orker du ikke mere Deep Blue Sea, så er der stadig ham der du ved nok. Ham jeg kender. Steve Alten. Hans bøger om Meg kan findes til billige penge på Amazon.

Score:

2 kommentarer:

  1. Super læsning...DBS er en vidunderlig fjollet guilty pleasure. Harlin når han er bedst.

    SvarSlet
  2. For poksen, er den allerede 15 år gammel? Puha, det går stærkt.

    Skøn, underholdene anmeldelse! Deep Blue Sea er en af mine all-time guilty pleasures, og den holder sgu stadigvæk overraskende godt. CGI'en halter lidt, men de praktiske effekter er stadigvæk ret pæne. Og så har den stadigvæk en af de mest uventede og bizart sjove dødsscener nogensinde :)

    SvarSlet