Anmeldelse: The Funhouse.

Årgang: 1981.
Tagline: "Pay to get in. Pray to get out!”
Genre: Horror.
Instruktør: Tobe Hooper.
Runtime: 95 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Freaks” (1932), “House of 1000 Corpses” (2003), “American Horror Story: Freak Show” (2014).
 
Anmeldt af Mark S. Svensson.

Et omrejsende tivoli er netop kommet til byen. De fire teenagere: Amy (Elizabeth Berridge), Buzz (Cooper Huckabee), Richie (Miles Chapin) og Liz (Largo Woodruff), er taget af sted for at få en sjov aften. Som aftenen skrider frem, foreslår Liz at de overnatter i spøgelseshuset. De beslutter sig for at tage en sidste tur inden forlystelsen lukker og så hoppe af undervejs. Hurtigt opdager de, at der er noget galt; Noget er i huset sammen med dem. Noget, der har en menneskelig form, men ikke et menneskeligt ansigt.

Mellem “Salem’s Lot” (1979) og “Poltergeist” (1982) lavede Tobe Hooper “The Funhouse” (1981). Filmen er ikke blandt hans mest velkendte værker, men er fra tiden før han mistede sin føling med mediet. I stedet for at have travlt med at levere overraskelser i hurtigt tempo, lægger filmen anderledes stemningsfuldt an med åbningsscenens referencer til genreklassikerer som “Psycho” (1960) og “Halloween” (1978). I det hele taget er Hooper meget bevidst om hans inspiratorer. Han lægger vægt på at opbygge suspense og gør det så eftertrykkeligt, at nogen måske vil føle sig smidt af undervejs. Der går en rum tid, før filmen forløser spændingen, og selv da drabene begynder at ske, gives der aldrig slip på, at det er atmosfæren, der er i højsædet.

“Who will dare to face the challenge of the Funhouse? Who is mad enough to enter that world of darkness?”

“The Funhouse” er fuldstændig forelsket i det omrejsende tivoli med dets drabelige tryllenumre og mekaniske klovne. Lykkeligvis er kærligheden videregivet med et sådant fokus på de gustne og skæve elementer, at seeren også forføres. Hvad der i mange andre film bliver baggrunden for beløjede kærlighedsaffærer, arbejder her noget imod Buzz og Richies ihærdige forsøg på at score. Filmen benytter de første små 40 minutter på at etablere sine hovedpersoner og deres indbyrdes forhold samt altså selve forlystelsesparken. Tiden er givet godt ud, også selvom der ikke er meget kød på figurerne. Mens de to herre forbliver relativt anonyme, vinder Elizabeth Berridge og Largo Woodruff på deres karisma. Berridge kan virke næsten overdreven i sin barnlige uskyldighed, men begivenhederne, der udfolder sig omkring hende, er tilpas ekstreme til, at hendes karikerede fremtoning kommer til at fungere. Woodruff er en stærkere tilstedeværelse, og hendes møde med monsteret i en luftskakt er formentlig filmens stærkeste visuelle øjeblik.

Fotograf Andrew Laszlo er blandt andet manden bag “First Blood,”og hans evner fornægter sig ikke i “The Funhouse”.

“The Funhouse” har mange typiske træk for Tobe Hooper. Omgivelserne i forlystelsesparken, og måden, de dyrkes på, er på mange måder lig “The Texas Chainsaw Massacre” (1974), som også svælger i nogle særprægede omgivelser. Ligeledes byder “The Funhouse” på endnu flere af de skæve eksistenser, som Hooper tilsyneladende holder så meget af. Atter engang præsenteres vi også for et misfoster, der bliver holdt nede af en manipulerende far, som taler utrolig meget om “familie”. Dynamikken mellem de to skurke er ikke ulig den mellem Leatherface og hans familie i førnævnte genreklassiker. At Hooper træder lidt vande i forhold til sine figurer gør nu ikke så meget, for han evner at udnytte dem effektivt. Vi har lidt ondt af monstret, der på bedste Tim Burton facon virker mere misforstået end ondskabsfuldt, men det gør det ikke mindre skræmmende. Tværtimod er monstrets famlende væremåde med til at skabe usikkerhed om, hvad han vil gøre som det næste, og det er selvsagt mere skræmmende, at tilskueren bliver fastholdt i den tvivl om, hvad der nu skal ske.

“Oh, my, my! That IS a gruesome sight.”

De er veletableret at Hooper startede sin karriere med at lave sin bedste film (hvis man ser bort fra den psykedeliske og meget lidt velkendte “Eggshells” fra 1969). Mindre end et mesterværk kan også gøre det, og denne film er mindeværdig på en helt anden måde end eksempelvis den noget jævne “Eaten Alive” (1977). Hooper formåede i 1981 stadig at tage sig god tid til at fortælle en simpel historie. Jeg fristes næsten til at kalde “The Funhouse” klassisk i sit fokus på velkendte og effektfulde virkemidler som suspense, atmosfære og noget så gammeldags som et rigtigt filmmonster, der med sit hysteriske hyl og forvredne ansigt, trods alt gør sit for at forlange sin plads i dine mareridt.

Score:

Horror-Unrated Retrospekt #9: Orme og øksemordere - et interview med instruktøren bag Squirm og Just Before Dawn, Jeff Lieberman.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Personligt er jeg meget stolt over den række af interviews vi endte med at få på Horror Unrated, og enkelte står stadig som nogle helt unikke. Bl.a. interviewene med instruktøren af 'Don't Go in the Woods', James Bryan og David Winters - manden bag 'The Last Horror Film', som begge velvilligt satte sig til at scanne gamle billeder filmpris-certifikater ind til os som vi kunne bruge i artiklen. Og danske Heini Grünbaum som i 1999 lavede 'Flænset', gav sig rigtig god tid til virkelig at gå i dybden med sine svar. Den dag i dag er det så vidt vi ved, stadig det eneste interview der findes med ham på internettet.
Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere. Skrevet af Claus Reinhold.

HORROR UNRATED: Hi Jeff and welcome to Horror Unrated. How are you doing?

Hi Claus. I’m still doing you know. Just pushing that giant old rock up that high endless hill.

HORROR UNRATED: Okay, sounds tough Jeff. Actually we’re here to talk about you movies Squirm and especially Just before Dawn. But first I want to hear about how you became filmmaker. Was it by accident or has it always been a dream of yours?

Total accident. Never had a single dream about it. I was born with a talent in art, a genetic inheritance from my mother which I had nothing to do with. That showed me an ‘obvious’ life path but not one I wanted to pursue. However, in lack of something else to do, I went to art school and there I was exposed to the film department, and only then did I take any interest in film. But it was taught purely as an art form at that time.

HORROR UNRATED: Was it difficult to get into the movie industry? And if so, what obstructions were you exposed to?

It’s always difficult to get into the movie industry, or any other industry where there are a thousand people wanting jobs and where only one is needed based on demand. But fortunately I discovered I could write, a skill I wasn’t aware I had, so this gave me an advantage from the get go. I could generate material that other people wanted.

HORROR UNRATED: Your film Squirm from 1976 is a somewhat offbeat horror film and not quite in the vein of the traditional horror movies from the 70’s. It has more in common with the Creature features of the 50’s. Do you agree or do you see the film as something completely different?

I was heavily influenced by the creature features of the 1950's, in fact the radiation films inspired my late 70s film Blue Sunshine. But Squirm was directly influenced by The Birds which was from 1963, so it doesn't fit into that 50's-70's decade thing. It’s a big mistake that so many people make, trying to force movies into fitting into trends of certain decades, no matter whether reality enters into it or not. Ninety percent of  the movies made in America during the Vietnam war had nothing to do with the war, yet pretty much all of them are attributed to it.

HORROR UNRATED: How did the project start and what inspired you to write the story?

Well, it was inspired by The Birds but also by an experiment me an my brother did as kids and that can be found in Roger’s monologue about how, in his childhood, he used electricity to get worms out of the ground. I did the exact same thing with my older brother, who read all about it in Boy’s Life magazine.

HORROR UNRATED: How long did it take to write the screenplay and did the story change along the way?

It only took me about six weeks to write Squirm, and that was in long hand on yellow legal paper. I couldn’t type at all back then. And no, the story didn't change.

HORROR UNRATED: Why did you decide on using sea worms instead of…well, any other type of worms?

Because, as Gerri says in the movie: "They bite". Only kind of worms I know of that have those sharp pinchers and scary looking mouths.

HORROR UNRATED: Did you already have a studio interested or did you shop the script around? And how did the executives react to your story about killer worms?

I had nothing when I was writing. No studio, no interest, just sat down and wrote it. Then someone I knew got it to some producers and instantly there was a mini bidding war between them and using that leverage, I got to direct my first movie. Material is everything.

HORROR UNRATED: Regarding the casting, did you have a regular casting process or did you write the script with any specific actors in mind?

I had nobody in mind at all. It was my first film and I didn’t even know any young actors at that time.

HORROR UNRATED: I have read that Kim Basinger auditioned for the female lead. Is this true?

Sadly that is true. She was fresh out of the Ford model agency and incredibly stunning. And from Georgia too. But I decided that nobody would believe she lived next door to a worm farm so I nixed her. What a jerk I was.

HORROR UNRATED: Yep haha. So I guess it’s right that Sylvester Stallone and Martin Sheen were interested in being a part of Squirm?

Martin Sheen was first cast in the lead as Mick and Stallone wanted to audition for Roger. Though I have an enormous respect for Sylvester Stallone, and he went on to have a monster career, I still think he was totally wrong for the role of Roger. Martin Sheen would have been fine, except that he saw the movie for something other than what it was and I'm sure it would have been a clash had we proceeded.

HORROR UNRATED: Tell me about the production and how the shoot went down.

It was a rag tag, non-union crew, all New Yorkers transplanted to the swamp lands outside of Savannah Georgia, very rural South. We didn’t quite fit in. Burt Reynolds was filming, I think Gator or one of those other red neck movies he did at the same time down there, so our two crews go on great. It took 25 days in all, including all special F/X with worms. Of course there was not only no CGI back then, but no money to do SFX opticals later either, so we had to figure out how to do most of it right there on location in the camera.

HORROR UNRATED: The make-up is designed by acclaimed make-up artist Rick Baker. How did he come aboard and how was it working with him?

The producer found him, but I had a great working relationship with him. It was mostly him telling me exactly how it needed to be done and me doing what he said. I didn't know squat about special F/X make-up back then and on top of that, he was using the very latest technology that he learned from the great Dick Smith. So I got really lucky in that regard because to this day, the signature of the film is still the worm face shot designed by Rick.

HORROR UNRATED: Now where does one go to get so many sea worms? And do you have any idea how many you used in the film?

I think we used around a quarter of a million of them, all off the coast of New England.

HORROR UNRATED: I have always wondered about what you did with the rest of the worms after the production wrapped. Did you sell them or throw then into the sea or what?

Actually there were none left, they were all dead and many of them from electrocution!

HORROR UNRATED: About the original poster artwork painting (with all the colors and the skull), I have always loved that and I think it’s a shame it hasn’t been used as cover artwork for the DVD release. But who came up with the idea for the poster and did you have anything to do with it?

I had nothing at all to do with that poster, it was all the marketing department at A.I.P. Didn’t have any input on the MGM DVD either. Purely marketing people.

HORROR UNRATED: I know that you were hired to do Just before Dawn and that you re-wrote the script. But why did you feel you had to change the screenplay? And how much did you re-write and how drastic were the changes you made, compared to the original script?

It was what’s called a ‘page one’ re-write. I kept the characters names and the central premise of kids going up to the woods to check out some land that one of them owned, but I changed almost everything else. The original title was The Last Ritual which had to do with some hillbilly snake ritual which I thought was just stupid. The original script featured hand drawn pictures of the scenes in the script if you can believe it, along with rambling descriptions that went on sometimes for pages at a time. So I basically took the central premise and transformed the script into a straight on homage to Deliverence.

HORROR UNRATED: So how were the changes you made received by the company that employed you?

Well, they liked it enough to go right into production, which probably shows how much they disliked The Last Ritual.

HORROR UNRATED: Actually I have heard that the screenplay was originally entitled The Tennessee Mountain Murders. Was it your idea to change the title?

I never saw that title. What was given to me was called The Last Ritual. Since the first thing I did was to take the ritual out, that title wouldn’t make any sense at all so it needed to be changed, and I wanted something more mysterious, thought provoking. I recall coming up with the title Just before Dawn on the subway. Arowitz claims it was his idea. I don’t see how, since I only met him that one time before I even touched his script and what I met him on was called The Last Ritual. There was no reason for him to give me an alternate title then, because he had no way of knowing I would be taking out all the snake ritual stuff. I never spoke to him after that and nobody from the company suggested Just before Dawn as a title to me, that’s for sure. But since that’s his only produced screenplay, and it’s been 30 years, I’ll let that be his claim to fame.

HORROR UNRATED: The idea for the twins – who came up with that? Because I have read some different stories about it, for instance, screenwriter Mark Arywitz claims that he came up with that idea. Can you tell me about what’s up with that?

Arywitz takes my saying I came up with the idea of the twins all wrong. His script did feature twins, I never said otherwise.  But they weren’t identical and both appeared at the same time from the beginning, and spoke throughout the movie, just like the other hillbilly characters. They were not ‘demons’ or inbred monster types, just cliché hillbillies. And they both wanted to marry Connie as I recall. That’s where that snake ritual thing came in, winner gets the girl, or girl survives it, gets one of them, or some such nonsense. All awful stuff that sounds even worse now. So I was referring to the way the twins were drawn as characters and depicted in the movie, silent, giggling mutants, and the twist of them only being revealed as identical twins half way though the film, not the idea of twin hillbillies which not only has no twist at all, but the fact that they’re twins meant nothing in his script. You won’t find anything similar to the twins in Just before Dawn in The Last Ritual, trust me.

HORROR UNRATED: I’ve read that the film’s script had many religious elements in its earlier drafts. What made you decide to lose them?

They were corny, cliché and didn’t work at all. I saw that documentary on the DVD by William Hellfire, very well done I must say, where Arywitz implies that the religious stuff was too controversial or edgy or some such nonsense.  I took it all out simply because it was terrible, period. Nobody gave me any instructions at all, other than to keep the general set up and don’t change the characters names so the foreign buyers wouldn’t freak out. As far as religious meaning goes, I opted for the religious elements, if you can call it that, in Deliverance where mother nature was the only ‘God.’

HORROR UNRATED: As a director, were you in any way inspired by other horror films of the time? And if no, what inspired you when doing Just before Dawn?

I was inspired by a lot of films, but not many horror films, if any. I was a Kubrick freak, Antonioni, Felini, etc. And like I said, Deliverance blew me away, both the book and the movie. You might say I was obsessed with it when I did Just before Dawn and that really shows, even now. It was my tuning into nature, both what we attribute to ‘mother nature’ – trees, mountains, animals and human nature are all part of Mother Nature - that allows the film to resonate so many years later.

HORROR UNRATED: Tell me about the production.

Well we shot it on 35mm. My DP, Joel King, was an expert on lighting, but the effects he was going for took way more time than we had. So it was a constant battle between us regarding time. But when I saw the results, I was glad he gave me such a hard time because the lighting is fantastic.

HORROR UNRATED: When you made Just before Dawn, horror movies were a huge success, and your film also holds many of the elements you would expect of a genre film of that time. But just like Squirm, it still feels much like an individual film. How do you achieve this individuality – how do you work to accomplish that? And is it your intention?

It's not my intention. I don’t work to be me, I just AM me. Since I mostly write what I direct, it’s stuff that’s individual to me, my personality. The more films I make, the more the audience will know who I am. Whether they give a crap or not, is not part of the equation, because that’s something I have no control over, and really wouldn't want to if I could. Well, I take that back because if I could deem them all as popular as Avatar I’d not only be rich but I could make three movies a year!

HORROR UNRATED: The climatic confrontation between one of the killers and the 'final- girl' - the scene where the killer chokes to death on the girl's fist - is quite unexpected and actually also very graphic compared to the rest of the film. It’s very effective moment but was it in the original screenplay or did you come up with that?

The Last Ritual? Please, nothing like it. He had that ‘snake ritual’ as his ‘climax.’ I came up with that bit by eliminating everthing I could think of that had been done before, then try to thing of what she could do with what’s left. Thirty seconds later I had the idea. Arywitz is on record saying he didn’t like it, it wasn’t believable or something and he could have done better. Wonder why he didn’t in his several drafts of The Last Ritual when he had the chance.

HORROR UNRATED: So were you simply trying to find a new and more creative way to dispose of the killer? Or is there another idea behind the quite intimate nature of the “fist-in-mouth” scene?

Well, if you check out how I staged it and filmed it, you’ll see that she’s taking the ‘dominate’ sexual role, and is sort of, in lack of a better expression, fist fucking him in the mouth.

HORROR UNRATED: Are you completely satisfied with Squirm and Just before Dawn?

I can’t imagine ever being completely satisfied with any film, but between the two, I’m way more satisfied with Just before Dawn. The reason is, that Squrim was my first and Just before Dawn was my third movie, so I knew so much more about filmmaking in general.

HORROR UNRATED: Regarding the DVD release of Just before Dawn, I have to ask you if there will be a new release with remastered picture and sound? All though it didn’t bother me at all, I guess it’s safe to say the DVD print isn’t that pretty. So do you know if there will be a remastered release?

Don’t hold your breath, I don't see that happening. If they didn’t go back to the original negative for the DVD release you saw, which they didn’t, I’m sure they won’t do it in the future. Funny how people think I have control over these things. I was a hired hand on Just before Dawn – re-write and direct, thank you very much.

HORROR UNRATED: Do you have anything at all to do with the releases of your movies?

The short answer is ‘no’, but funny enough, that’s pretty much the long answer too.

HORROR UNRATED: So did you find any of the other slasher and horror movies from back then in the late 70’s and early 80’s interesting?

Only Halloween. Period. That movie rocked my world. The ones that came after it had zero impact on me. Maybe that’s why I went so far off towards Deliverance with Just before Dawn, I didn't want it to be anything like what later would be called Slasher movies.  In fact, truth be told, I take calling Just before Dawn a slasher movie as an insult. I understand it because of the general storyline that’s so similar to films where it’s all about killing off lame brained teens in new ways, but that  was never my intention to be anything like those films when I made that. Funny how Deliverance is never referred to as a slasher film – I think that’s because it was not only based on a serious bestseller, but featured some of the biggest A list stars of the day along with an A list director and huge budget. But the bare storyline matches up with the later slashers, just as much as Just before Dawn does.

HORROR UNRATED: I guess you do have a point there. Just before Dawn became your last true horror film, if I may call it that now, except for Satan’s Little Helper (2004) witch is more of a horror comedy. Is there any specific reason for that or did you just grow tired of the genre?

I have so many other interests and I just grew with them and went with the flow. I never really saw myself as a horror filmmaker. Still don’t. My documentary work for instance is equally important to me.

HORROR UNRATED: So would you like to return to the horror genre in the future?

Ask me after I think I was hit with a great idea and I’ll say yes!  Ask me before that and I’ll say ‘I don’t know.’ It starts and ends with a strong idea, and that’s something that can’t be predicted, since it has nothing at all to do with what others are doing in the genre.

HORROR UNRATED: So we shouldn’t expect Squirm 2 or Just before Dawn 2 any time soon?

Nothing like that in the works at all. Although I did recently re-unite with Jamie Rose and Debbie Benson and we riffed on what a Just before Dawn 2 would be if there ever was such a thing.

HORROR UNRATED: Okay, well you'll have to pitch me what you came up with sometime. Since you’re still active in the movie business, I would like to hear what you think are the biggest differences between doing a film in the 70’s or 80’s and a film here in 2010?

It’s changed from top to bottom. When we did films back then, there was only one goal, one target market, and that was getting our movies into theaters. There was no such thing as video when I did Squirm. It was a movie, plain and simple. Of course, everyone knew that after the theaters came television, but that was a secondary sale. Now, very little of the horror genre is targeted to theaters, with thousands of variations of Zombie movies being shot every day with cameras purchased at Best Buy, and at best, will show up on the Internet, another thing that didn’t exist back in the day. So that’s about as much change as you can get.
HORROR UNRATED: Would you say there were more freedom to experiment in moviemaking back in the 70’s and the beginning of the 80’s? Here I’m thinking of the new wave of independent filmmakers that emerged back then.

There was more freedom to experiment in movies for sure, but today’s freedom is seen in the digital movies that are produced and targeted for the internet or other delivery forms. So the experimentation has just sort of shifted in my view.

HORROR UNRATED: Any last words for the readers of Horror Unrated?

Keep your knees loose, and don’t let them talk you down.

Anmeldelse: Into the Storm.

Årgang: 2014.
Tagline: Prepare To Go Into The Storm.
Genre: Action.
Instruktør: Steven Quale.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Warner Bros.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Twister” (1996), ”The Day After Tomorrow” (2004), ”2012” (2009).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Velkommen til filmkøkkenet. Vi skal i dag bage en actionfilm. Til den skal vi bruge en enkemand, der har tabt kontrollen over sine to sønner. Så skal vi have en stormjager og hans filmhold, der ikke har fanget en tornado på film i et helt år. Til sidst skal vi bruge en storm, der ødelægger alt på sin vej. Når du har samlet ingredienserne i en skål, skal du sådan set bare tilsætte rigeligt med effekter. Her mener jeg masser af lyd, der fuldkommen river rundt i et surroundanlæg – samt bunkevis af visuelle effekter af tornadoer, der bare smadrer alt og alting på vildest mulige måde.

Hvad man på den jyske vestkyst kalder en let brise.

Hvad siger du? Nej, vi skal ikke bruge noget plot eller historie. Det er så kedeligt. Det er meget sjovere at blæse folk ud af lokalet med effekter, der får publikums hoveder til at runge i dagevis. Skuespillere er egentlig også lige meget. Hvis du har et stykke ligegyldigt kvindfolk fra en zombieserie, der alligevel bare flyder i køleskabet, så kan du bare smide hende i. Hun var alligevel irriterende i den serie, som hun allerede er stemplet ud af.
Nå filmen har bagt i knap ti minutter, opdager man, at den slet ikke behøver så meget smag. Det er nemlig rigtig rart for øjnene, når man ser ting, der bliver smadret af storme så kraftige, at Bodil kommer til at ligne en plyselefant på hjul. Det er nemlig i intensiteten at den virkelige kvalitet over dette stykke bagværk skal findes. Det hele skal findes i oplevelsen af rendyrket action, der intet har med virkeligheden at gøre. Man skal bare ignorere de kedelige stykker, hvor der opstår drama og et spinkelt forsøg på historie. Alle gode kager har et tørt endestykke og sådan skal disse ligegyldigheder også fordøjes. Smid dem væk eller tillæg dem så lidt vigtighed som muligt.

"Jeg kan ikke finde Rick & Carl….eller…."

Når du nu kigger på billedet af kagen, smager på den første gang og sikkert også når du slikker dig om munden efter sidste stykke, vil du sikkert tænke, at du har smagt denne type kage før. Det har du med garanti også, for alle gode kager har jo arvet et stykke gær fra en anden god kage. Sådan en slags genbrug, der gør at man aldrig helt kan forvente, at denne type bagværk er gennemført original. Det er vores kage heller ikke. Den smager utvivlsomt af et bedre og mere originalt stykke luksus wienerbrød fra 1996, men det skal man ikke lade sig narre af. Man skal derimod sætte sig til bordet med idéen om, at det ikke er den eneste af denne type kage man har smagt. Lidt ligesom da man fik hajsuppe fra Deep Blue Sea. Den smagte jo bare så meget bedre, når man ikke ignorerede at en bedre haj, havde været hovedingrediens i suppen til Jaws, der naturligvis altid vil fremstå som den originale opskrift på hajsuppe.

Nogen gange må man give efter og slippe en varm vind.

Det er ikke en kage, der holder særlig længe. Den skal spises mens den er varm, for hvis den står for længe, vil enkeltheden og manglen på smagfulde ingredienser hurtigt melde sig. Jeg kan derfor varmt anbefale dette lille stykke storm i et glas vand, hvis man bare gerne vil have nogle hurtige kalorier til en kop kaffe. Det kræver dog at man har en ovn af ordentlig kvalitet. For uden effekterne har man ingenting. Slet ingenting. Derfor lander mesterkokken i dette tilfælde på en middelmådig karakter, der ikke skal forstås som andet end, at hurtige kalorier bare aldrig kan måle sig med virkeligt smagfuldt bagværk.

Score:

Anmeldelse: The Last Horror Movie.

Årgang: 2003.
Tagline: There is a line between fiction and reality, and it’s a bloody one.
Genre: Horror, Mockumentary.
Instruktør: Julian Richards.
Runtime: 75 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Man Bites Dog” (1992), “American Psycho” (2000), “Natural Born Killers” (1994), “Maniac” (1980).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Max (Kevin Howarth) er en pæn og charmerende fyr, hvis profil ikke rigtig passer til de flestes opfattelse af en forstyrret morder. Han lever til daglig en ganske normal tilværelse med venner og familie og har et job som bryllupsfotograf. Men Max er i virkeligheden en psykopatisk seriemorder, der optager sine mord på video og endog engagerer en assistent til at hjælpe sig med det. Han taler direkte ind i kameraet for at give sine optagelser et stuerent og dokumentarisk præg.

"Did he fire six shots or only five...?"

Manden bag “The Last Horror Movie” hedder Julian Richards. Da han gik på filmskole var der en lærer, der sagde til ham: “Folk laver så høflige film. Prøv at lave noget, der provokerer og udfordrer. Lav film din bedstemor ikke ville bryde sig om.” Det er meget passende at Richards har dedikeret filmen til sin tidligere lærer, for “The Last Horror Movie” lever fuldt og helt op til opfordringen om at gå i en anderledes retning. Instruktøren kalder sin historie for en dekonstruktion af 80erne og 90ernes slasherfilm. Hovedpersonen Max fortæller selv om sit liv: Familien som ikke forstår ham, hans arbejde som bryllupsfotograf og ikke mindst de myrderier, han dyrker som hobby. Filmen er præsenteret som en række videodagbøger, der skal forestille at være optaget over et VHS-bånd af en generisk slasherfilm, hvilket efterlader filmen eftertrykkeligt på hovedrolleindehaver Kevin Howarths skuldre.  Han er ikke bare filmens fortæller men også dens fremdrift og pointe.

Say cheese!

Lykkeligvis er Kevin Howarth nøjagtigt lige så charmerende i sin arrogance, som en sand psykopat bør være. Det er utroligt hvad han i rollen som Max kan udsætte sit publikum for af grusomheder, samtidig med at han fremstår helt ufravigelig i sin selvretfærdighed. Til trods for, at han benytter enorme mængder af selvironi til at skabe distance til hans apatiske tilgang til verden, er han også drevet af at skubbe til os, der ser film fyldt med gys og gru. “Hvorfor ser du stadig med?” spørger Max ind i kameraet og en stor del af svaret er at finde i den centrale præstation, som er karismatisk og i sig selv frygteligt skræmmende. Det sker mere end en gang i filmens forløb at Max helt konkret kommer lidt for tæt på. Når han læner sig helt frem mod linsen og stirrer dig direkte ind i øjnene, er det svært ikke at krympe sig i sædet.

♪♪♫♫ Stop! Hammer time!♪♪♫♫

Filmen er fyldt med selvrefererende materiale og kan derfor virke en smule prætentiøs. Er man en smule allergisk over for store mængder ananas i egen juice, kan jeg berolige med, at James Handels manuskript med humor og drab også giver seeren de mere basale ting, der typisk forventes af en gyserfilm. Myrderierne bliver mere og mere bestialske i takt med, at Max bliver mere insisterende i sine spørgsmål til beskueren. Richards bruger lange takes til at skabe en fornemmelse af realisme, som intensiverer handlingernes kynisme. På den måde minder filmen om “The Texas Chainsaw Massacre”, der også vandt meget ved at have et look, der mindede seeren mere om hjemmevideo end fiktionsfilmens sikre verden. I det hele taget dukker der mange film op man kunne referere til i forbindelse med “The Last Horror Movie”: Hovedpersonens apatiske væremåde minder til forveksling om den verdensfjerne Patrick Bateman fra “American Psycho” (2000), udforskningen af voldens væsen bringer tankerne hen på Oliver Stones “Natural Born Killers” (1994), og sådan kunne man blive ved. Egentlig understreger det blot den ret fine mængde af nuancer, som “The Last Horror Movie” gemmer på. 

“I'm trying to make an intelligent film about murder, whilst actually doing the murders.”

“The Last Horror Movie” lykkes i at antyde, at selvom filmen selv er fiktiv, er ondskaben det ikke. Max er usædvanlig i sin komplette mangel på empati, men det han bliver ved at spørge til, er hvor langt der er fra ham til os? Julian Richards har lavet en film, der vil os noget som mennesker, men som også har et helt basalt ønske om at skræmme. Det gør den effektivt ved at placere sit monster i en menneskekrop, og dets angreb i banale dagligdags situationer. Richards vil vise at virkelige mord har virkelige konsekvenser og på den måde dekonstruere slasherfilmgenren. Ikke for at træde på filmene, men for at skabe noget anderledes og måske ligefrem provokerende? Det er “The Last Horror Movie” til overflod, en udfordring af seeren, og så absolut en film bedstemor ikke vil kunne lide.

Score:

Top 10: Bedste horror-film i 2014.

2014 har været et af de mindre år for gys og gru på det store lærred. I den virkelige verden, har død og ødelæggelse, krig og katastrofer desværre været en så stor del af nyhedsfladen, at det ikke har været mange horror-film vi er blevet budt på, og slet ikke i de danske biografer. Sådanne ting har det nemlig med at hænge en smule sammen. Men heldigvis har vi DVD/Blu-ray, streaming- og VOD-markedet til at opveje de manglende skrækfilm i biffen. Tak for det!
2014 var også året hvor uhyggen flyttede indenfor - ind i hjemmet. Pludselig var det ikke mere sikkert, at befinde sig indenfor sit eget hjems fire vægge! Dette viser sig ved, at hele fire film på dette års top ti, tager udspring i hjemmet og i familieforhold. Så både børn og voksne havde travlt med at kigge under sengen, da det private rum blev invaderet af alskens djævelskab. Her er de 10 bedste gyser-film fra 2014.

* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10. The Town That Dreaded Sundown. Instr: Alfonso Gomez-Rejon. 86 min. Genre: Slasher.
Dette års Top 10's eneste oldschool slasher-film, er den fandenivoldske og super underholdende "The Town That Dreaded Sundown". Filmen er hverken et remake, en reboot, en prequal, en sequal eller whatever. Filmen gør nemlig noget nyt, og inkorporerer på fornemmeste vis, den originale film fra 1976 og de ægte Texarkana Moonlight Murders i plottet og i karaktererne. De forfærdelige forbrydelser fandt sted i 1946, og man pågreb aldrig gerningsmanden - der af pressen blev døbt The Phantom Killer. Filmen udspiller sig 65 år efter de oprindelige hændelser, da bestialske mord igen begynder at plage det lille samfund. "The Town That Dreaded Sundown" behandler sin arv med lige dele respekt og glimt i øjet, og så er der altså bare noget nostalgisk charme for et barn af 80'erne, at være i selskab med en morder-psykopat iført en kartoffelsæk over hovedet...igen.

He was the boogeyman they said, can't catch the boogeyman, can't kill the boogeyman.

9. The Sacrament. Instr: Ti West. 95 min. Genre: Thriller, Horror.
På niende pladsen finder du den realistiske uhygge. Den ægte gru, hvor menneskelig ondskab og manipulation går hånd i hånd, alt imens du sidder på første række til at overvære hvad der kan ske, når storhedsvanviddet løber løbsk. Instruktøren bag hedder Ti West, og han bliver bare mere og mere spændende. Efter film som "House of the Devil", "The Innkeepers" og "V/H/S" er denne horror-thriller endnu et skridt i den rigtig retning for den unge instruktør. I "The Sacrament" følger vi Sam i hans søgen efter hans forsvundne søster. Hun bliver lokaliseret i det fjerntliggende mini-samfund Eden Parish. Sam allierer sig med et dokumentarfilm-hold og begiver sig af sted for at se til sin søster, og til en snak med "paradisets" leder, den veltalende Father - i skikkelse af en uhyggeligt velspillende og overbevisende Gene Jones (et navn der minder meget om en vis Jim Jones...). Så sæt dig godt til rette, for the crazy train has left the station!

Why couldn't you leave us alone?

8. Annabell. Instr: John R. Leonetti. 99 min. Genre: Horror.
Haterne har haft rigtig travlt med at høvle "Annabell" til jorden, næsten allerede inden den ramte biograferne - man kan have sin tvivl om de overhovedet havde nået at se filmen, før de begyndte at svine den til? Og helt ærligt, hvem havde så også forventet, at dette hurtige spin-off på kæmpe-succesen "The Conjuring", skulle blive noget der var værd at bruge sin tid på? Jeg indrømmer gerne, at jeg selv ikke have de store forventninger. Men med stærke bånd til klassikeren "Rosemary's Baby", og selvfølgelig til moderskibet "The Conjuring", skruer "Annabell" på de helt rigtige knapper, og giver os et klassisk og stilsikkert gys, (Så du skal altså ikke regne en ny Chucky!) vævet rundt om den uhyggelige Annabell-dukke, okkultisme og kultdyrkelse. Og så find da en lige aften hvor vintermørket har sænket sig, vinden rusker i træerne og børnene er lagt i seng, for så er dette års nummer otte altså den helt rigtige film at smække på, inden I skal se "The Conjuring".

I like your dolls.

7. Tusk. Instr: Kevin Smith. 102 min. Genre: Komedie, Horror.

Vi troede alle sammen at Kevin Smith var færdig som instruktør, det var i hvert fald hvad han selv havde proklameret efter den heftige "Red State" tilbage i 2011. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. Under Kevin Smith's podcast (SModcast) opstod ideen til en ny film nemlig, og efter en afstemning blandt lytterne, blev "Tusk" en realitet. Filmen er strengt taget mere komedie end gys, men en sort komedie med stærke bånd til horror-genren. "Tusk" tager den helt derud hvor du ikke kan bunde - både i afsky, grin og gru. Nyd en fantastisk Michael Parks i rollen som verdensmanden Howard Howe, hvis sindssyge ideer og påfald, vil få dig enten til at dø af grin, eller brække dig af ubehag - faktisk tror jeg mest på, at den vil få dig til at brække dig af grin!

Are you really mourning your humanity? I don't understand, who in the hell would want to be human?

6. Afflicted. Instr: Derek Lee, Clif Prowse. 85 min. Genre: Horror.
Jeg er personligt ved at være rigtig godt og grundigt træt af de utallige found-footage film, som har forpestet horror-genren de sidste alt for mange år. Men så kom den hæsblæsende "Afflicted" pludselig forbi. De 85 minutter banker af sted, i selskab med de to bedste venner Derek og Cliff, da de tager ud på deres livs rejse. Desværre når de ikke langt, før den planlagte verdensomrejse tager en noget uventet drejning. Derek er blevet ramt af en virus, der gradvist overtager hele hans krop og væsen, og pludselig befinder de to kammerater sig i en desperat situation. Faktisk i op til flere desperate situationer! Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men tænk intensiteten og stilen fra "Chronicle", men her spundet op om en af de ældste horror-mytologier der findes. Pop nogle søsyge-tabletter og gør klar til 85 minutter shaky-cam - den er det værd.

What the hell is wrong with you?

5. Godzilla. Instr: Gareth Edwards. 123 min. Genre: Action, Monster.Så er vi nået halvvejs, og nummer fem er overhovedet ikke en horror-film, men...altså...det er Godzilla! GOD-FUCKING-ZILLA! Jeg kan simpelthen ikke lave en sådan liste her, uden at fremhæve kongens tilbagekomst. 2014 blev året, hvor monsteret over dem alle dukkede op til overfladen igen. Det kæmpemæssige über-monster vendte endelig hjem, til hvor en krabat af det format hører hjemme: I biografen - på det HELT store lærred. Filmen var et pragtfuldt spektakel med et perfekt monster-design. Et brøl af et bæst, der både lød og så ud som det skulle - uden tvivl et af de mest imponerende filmmonstre jeg har set på the big screen. Filmen fik på puklen for at være for afdæmpet og kedelig, men jeg er dybt uenig. "Godzilla" holder sig meget tro til legenden og historien om det lidt misforstået og klodsede kæmpe-monster (der egenlig bare vil have ro til at sove længe), og filmen ligger på fornemmeste vis op til en forsættelse. En forsættelse som forhåbentligt rammer os i 2018 - hvor jeg (igen) vil stå forrest i køen, for at sikre mig billet til endnu en omgang monster-brawl - og heppe og huje på den radioaktive kød-tank på asiatiske plader! GO-GO-GODZILLA!

You have no idea what's coming!

4. Under the Skin. Instr: Jonathan Glazer. 108 min. Genre: Sci-fi, Horror.

Skru kunst-hatten helt ned i panden, og sørg for at være godt udhvilet hvis du vil have noget ud af denne film. For du skal altså være i humør til dyster art-movie, (og være udhvilet, fik jeg sagt det?) men er du også det, så er "Under the Skin" en meget speciel og stemningsmættet sci-fi horror-thriller af den helt fine slags. Man kan vel nærmest kalde den for en oplevelse, en sanselig oplevelse - hvor du gang på gang vil blive udfordret af billeder, lyd og fortælleform. Din tålmodighed vil helt klart blive sat på prøve. Filmen er spækket med fantastisk smukke billeder, og her snakker vi altså ikke kun om Scarlett Johansson uden tøj på, men også nogle af de mere gruopvækkende af slagsen! Et intenst og eerie soundtrack, samt nogle fremragende og meget autentiske skuespilpræstationer, skaber rammerne om et helt unikt kunstværk. Men hvor er gyset, gruen og horror'en gemt i alt der her tænker du måske? Lad mig sige det sådan her: "Under the Skin" indeholder scener du højst sandsynligt ikke kommer til at glemme lige med det samme. Det er som at være vidne til David Lynch's og Lars Von Trier's lovechild af en feberdrøm. Og hvis det ikke er en skræmmende tanke, så ved jeg ikke hvad der er.

Foal- Foals, Fold- Fold, Pool- Pool, Sell- Se...

3. The Taking of Deborah Logan. Instr: Adam Robitel. 90 min. Genre: Horror.

Endnu en found-footage film - og for at det ikke skal være løgn, endnu en possession-film. Det hele er (på overfladen) set før, (på nær et smart udtænkt plot omkring at lade Alzheimer være en slags gateway til instansen som vil filmens karakterer ondt) men denne film går heldigvis linen ud, og med en super velspillende og sindssygt skræmmende Jill Larson som den stakkels Alzheimerramte Deborah Logan, formår den alligevel at være meget mere værd, end først lige antaget. Historien tager hurtigt fart, og tingene udvikler sig i hastige skridt, fra at være dokumentarisk talking heads, til et fullblown horror-show med spandevis af uhygge, død og ødelæggelse til følge. Og nyd (det er måske det forkerte ord i denne sammenhæng) så lige, hvordan den ellers velsoignerede og venlige Deborah Logan forvinder mere og mere ind i tågerne, da besættelsen og den skrækindjagende sygdom tager til. Hendes øjne og udstråling er gjort af den slags, som kun mareridt er lavet af. Jill Larsons performance kan slet ikke beskrives, og i den perfekte verden ville hun vinde en blodrød Oscar statuette, komplet med djævlehorn og hugtænder.

Are you okay mom?

2. The Canal. Instr: Ivan Kavanagh. 92 min. Genre: Horror.
 Irerne markerer sig også på dette års top 10. Det gør de med en film, som Hammer Films vel egenlig skulle have givet os, i stedet for en af årets helt store skuffelser - "The Quiet Ones".
"The Canal" handler om David (spillet af Rupert Evans) som giver sig i kast med at grave i sagen om de frygtelig mord der fandt sted i hans hjem i starten af 1900-tallet. Inden længe er både David selv, hans lille barn og alle omkring ham i akut livsfare. Det lyder banalt, men historien udvikler sig af grene man ikke lige ser komme, og filmen har en del til fælles med "The Babadook" - både i tone og tematik. "The Canal" har nogle rigtigt uhyggelige og ubehagelige passager og optrin, og så er den skarpt instrueret og filmet, og indeholder nogle rigtig stærke præstationer fra hele castet. Det uhyggelige foregår hele tiden i det skjulte, i baggrunden, i skyggerne, altså lige indtil filmens sidste akt, og her skal du nok helst finde en at holde i hånd med...

It's always the husband, every fucking time.

1. The Babadook. Instr: Jennifer Kent. 93 min. Genre: Horror.
Årets #1 er den kulsorte fabel "The Babadook". Historien om en alenemor og hendes besværlige afkom der bliver hjemsøgt af noget udefinerbart og ondskabsfuldt - eller gør de nu også det? Filmen er fremragende spillet, hvor især Noah Wiseman udmærker sig ved at portrættere den "dampene" knægt Samuel med så stor overbevisning, at man får lyst til at sende sit TV i seng uden aftensmad. Filmens anden hovedrollen tager Essie Davis sig af. Hun spiller den hårdtprøvede mor Amelia, som må stå model til lidt og hvert. Essie Davis karakter krakelerer mere og mere for hvert minut, et forfald der leder tankerne hen på Jack Nicholson's karakter Jack Torrance i "The Shining", og hvor man som publikum bliver mere og mere usikker på, om moderen har gode hensigter i forhold til sit afkom. Filmen strammer løbende grebet om sit publikum, mens man er vidne til hvordan virkeligheden falder mere og mere fra hinanden. Mørket har sænket sig over moderen og sønnens sidste sikre bastion - hjemmet. "The Babadook" er en ond original, der flaker omkring svær psykisk sygdom, og om hvordan svigt, sorg og frygt kan lamme og isolere mennesket. En skræmmende - og til tider hysterisk og yderst frustrerende oplevelse - men stadig en oplevelse du ikke må snyde dig selv for. Filmens mørke visuelle stil, giver den et temmelig unikt udtryk, der oser af mørkt Brd. Grimm eventyr. Det samme kan siges om lyddesignet, som vil få det til at løbe dig koldt ned af ryggen op til flere gange. Tager du alle disse ting og blander godt og grundigt sammen i heksegryden, så står du tilbage med "The Babadook" - 2014's stærkeste gyser.

Ba-ba-ba... dook! Dook! DOOOOOKH!

Top 5 bobler:
The Den.
Exists.
Oculus.
As Above, So Below.
Extraterrestrial.

Top 5 non-horror:
The Guest.
Cold in July.
Nightcrawler.
Snowpiercer.
The Raid 2.

Anmeldelse: Christine.

Årgang: 1983.
Tagline: How Do You Kill Something That Can’t Possibly Be Alive.
Genre: Drama, Horror.
Instruktør: John Carpenter.
Runtime: 110 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Sony Pictures DE.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Maximum Overdrive” (1986), ”Duel” (1971), ”The Car” (1977).

Anmeldt af Michael Sørensen.
Alle kender ham. Ham med motorolien i håret, benzin i blodet og hestekræfter i hjertet. Ham der ikke kender sin egen bryllupsdag, men kan beskrive obskure bilmodeller ned til sidste detalje. Vi kan kalde ham for Kubik Kenneth. Typen der ikke aner noget om noget, men ved alt om biler. Et menneske grebet i en besættelse, der er så omsiggribende, at intet andet end biler kan bruges. På baggrund af Kenneth, kan man derfor sagtens konkludere, at en mand kan være besat af en bil. Derfor trænger spørgsmålet sig også på. Kan en bil så også blive besat af mennesker?

Hell on wheels i smuk indpakning.

Onde biler. Et koncept, der næppe er voldsomt originalt, men alligevel altid vil være interessant med en millimeters skillelinje til latterligt. Jeg kan fra min barndom huske Spielbergs ”Duel” som meget intens, men ellers var the James Brolin i ”The Car”, der første gang fik mig til at forstå fornuften ved biler, der også var mordere. I startfirserne var Stephen King noget af det vildeste siden skiveskåret brød. Det var så vildt, at filmrettighederne til den uudgivne Christine blev solgt – hvilket betød at filmen var godt i gang med at blive indspillet inden bogen overhovedet var udkommet.

J.J. Abrams øjeblikket hvor action og lens flare skaber scenen alene.

Teenageren Arnie har store problemer. Problemer med forældre, problemer med de studerende på skolen og problemer med pigerne. Han er kejtet, har briller og nul selvtillid. Det eneste Arnie har er en god ven. En populær ven i Dennis, der er alt det som Arnie ikke er. En dag ser Arnie en gammel bil, som han meget gerne vil gøre i stand. Bilen hedder Christine og har en underlig historie. En historie fyldt med selvmord, ulykker og bizarre hændelser. Er det er en bil præget af uheld eller stikker der noget andet under?
”Christine” er en underdog historie, der som sådan hverken er særlig original – eller har et voldsomt interessant plot. Kvaliteten i filmen skal findes i udførslen, for John Carpenter har nemlig formået at gøre noget trivielt til noget ganske seværdigt. Det er nemlig Carpenters vision, der skaber hele fornøjelsen ved ”Christine”. Han har skabt en visuel oversættelse af Kings bog, der måske langt fra fanger det dystre og uhyggelige, men så sandelig fanger det ukendte ved at lade bilen få sit eget visuelle liv. Man føler nærmest at bilen lurer på de stakkels intetanende mennesker, der enten som i Arnies tilfælde overgiver sig til bilen – eller som i resten af tilfældene hader det store stykke metal og motor som pesten. Det gør sidstnævnte til fjender af en bil, der har mord i forlygterne og hævn i servicebogen.

 ♪♪♪♫Come on baby light my fire. Try to set the night on, fire♫♪♪♫♫

Når Christine ikke er en del af scenerne, må vi slå os til tåls med skuespil, der selv for den tid ikke er voldsomt ophidsende. Carpenter har tydeligvis ikke helt formået at læse Kings figurer med den dybde, som de har i bogen, hvilket i stedet gør dem meget endimensionelle. Der mangler også replikker, der holder filmens tempo og valget af scener uden Christine virker tilfældige for både plot og historie. Carpenter vælter lidt rundt i Arnies forhold til sine forældre og kæresten, der selvfølgelig ikke er helt vild med konkurrence i form af en rød Plymouth fra 1957. Hun bliver desværre til en slags statist i filmen, hvor hun går fra sympatisk i Kings forlæg til en smule irriterende på skærmen. Det smitter negativt af på oplevelsen af ”Christine”. Stephen Kings historier har haft rigeligt med fortilfælde, hvor man slet ikke har fanget dybde, figurer eller plot, fordi man udelukkende er gået efter gyset. Der er som bekendt intet gys uden stemning, og den stemning fanger Carpenter heller ikke helt i ”Christine”. I hvert fald ikke i scenerne uden bilen i fokus.

Dennis og en dulle, der senere kun blev set i rød badedragt.

Heldigvis er der stadig de scener tilbage, hvor der er action og spænding. Her skal man ikke være i tvivl. John Carpenter manøvrerer sikkert rundt, når det kommer til den paranoide stemning, når Christine nærmer sig sine ofre. Der er intense øjeblikke, hvor Arnies værste fjender på skolen får kærligheden at føle, hvor man virkelig kan mærke den ægte Carpenter dukke frem fra den lidt triste skal, som selve historien er skabt ud af. Effekterne er stadig helt i top og selv i  bluray udgaven er det hele meget visuelt smukt. Farverne på den røde bil signalerer fare og blod, hvilket gudskelov bærer ”Christine” et langt stykke mod målstregen.
Som fan af Stephen King har jeg haft problemer med mange film, men ”Christine” er ikke nødvendigvis en af dem. Når man kender baggrunden for tilblivelsen af filmen, tilgiver man John Carpenter det meste. Der kunne selvfølgelig sagtens have været bygget mere på, men tiden og genrens formåen har helt sikkert også sat begrænsninger for hvad der var muligt, hvis man stadig ville beholde det tiltænkte publikum. Desværre går der lidt slasher i tingene, hvilket man måske havde kunnet tilgive, hvis forlægget ikke havde eksisteret på samtlige biblioteker og boghandlere i en meget mere mørk og dyster form. Derfor ender jeg nødvendigvis i den bløde med pæne ende for et gensyn på Bluray, som jeg sagtens kan anbefale til fans af såvel Carpenter som King.

Score:

Nyhed: Dansk zombiefilm går i UDBRUD.

Vi har på Sørensen Exploitation Cinema fulgt tilblivelse af den danske independent splatter "UDBRUD" på tætteste hold og nu nærmer vi os noget der ligner en udgivelse. For der er netop landet en spritny og bloddryppende trailer, og den skal du da se!

Vi bragte i starten af 2014 et stort interview med instruktør og effekt-troldmand Henrik Andersen, og har du ikke læst det endnu, så kan du gøre det ved at klikke her. Sørensen Exploitation Cinema hjalp faktisk også selv lidt til, da vi skabte et faux VHS cover i bedste grindhouse-stil til filmens marketing.

"UDBRUD" er i skrivende stund ved at blive trykt på DVD og udgivelsen vil udover selve filmen komme til at indeholde en del ekstramateriale. Holdet bag håber på en Gallapremiere i Århus i marts/april, og derefter vil der blive arrangeret visninger rundt i resten af landet. Det vil efter gallapremieren blive muligt at købe filmen igennem instruktøren, Henrik Andersen. Vil du vide mere om "UDBRUD", så bliv medlem af filmens facebook-gruppe her.

Sådan kommer den kommende DVD-udgivelse af "UDBRUD" til at se ud.

Anmeldelse: Unstoppable (2010).

Årgang: 2010.
Tagline: 1 million tons of steel. 100,000 lives at stake. 100 minutes to impact.
Genre: Action.
Instruktør: Tony Scott.
Runtime: 98 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: SF.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Runaway Train' (1985), 'Speed' (1994), 'Money Train' (1995).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Frank (Denzel Washington) bliver sat til at arbejde sammen med den unge Will (Chris Pine). Samtidig med de tager af sted, løber et tog fyldt med høj eksplosive kemikalier løbsk. Til at starte med skaber dette ikke nogen større reaktion, men da Connie (Rosario Dawson) erfarer med hvilken hastighed toget kører, varer det ikke længe, før det er spredt over alle medier. Toget forsøges på forskellige måder standset, men da dette ikke lykkedes, er det op til Frank og Will at standse toget.

Halvanden time er en ret normal spilletid for en film. Sjældent har en halvanden time varet så længe, som den var det igennem denne film. Det er ikke fordi, der ikke fyldes på med action og drama. Ingenting hjælper det. Tony Scott har tydeligvis sat sig for, hvad det er for en film, han ville skabe, og visionen hænger sandsynligvis fint sammen med dette udgangspunkt. Problemet er bare at den film, han ville lave, allerede eksisterer. For ‘Unstoppable’ er til trods for at være baseret på virkelige hændelser blevet presset så godt og grundigt ned i Hollywoods standardformat, at det lynhurtigt bliver kedsommeligt. Selv med fraser som “stranger than fiction” i baghovedet, må man forvente, at formålet med en film som ‘Unstoppable’ er at skabe en intens og engagerende filmoplevelse, hvilket det må være den virkelige hændelses formål at understøtte. ‘Unstoppable’ er ingen af disse ting, selvom der med kameraarbejdet forsøges ihærdigt på at gøre filmen mere udtryksfuld, end den er, og gør i det kinematograf Ben Seresin gør sit bedste for at udmatte zoomfunktionen.

Filmen indeholder masser af det her...

Det kunne alt sammen tilgives, hvis der var gode karakterer til at bakke filmen op. Det er desværre ikke tilfældet. Skuespillerne Chris Pine, Denzel Washington og Rosario Dawson er alle fremragende, men de får ikke mulighed for at vise det i denne film. Washington er særlig svær ikke at finde sympati for, men det ændrer ikke på, at hans figur er papirstynd, og tilskueren bliver ikke tilstrækkeligt investeret i hans problematikker til, at der for alvor er så meget på spil, at det bliver spændende, om han klarer sig ud på den anden side. Der går bogstaveligt talt ikke mange minutter fra en karakter introduceres, til vi ved, hvad deres livssituation er. Dette kunne måske betragtes som en god ting, men når grunden til, at vi så hurtigt genkender karaktererne, er, at de er arketyper, er det bestemt ikke positivt. Ikke nok med det, men så snart deres situation er sat op, fornemmer man også hurtigt, hvad der vil kunne forløse de konflikter der ligger i baglandet - nemlig den heltegerning, som vi allesammen godt ved er forestående. Når alt kommer til alt, er vi sat på afstand af filmens drama, og det kan et ellers nok så hæsblæsende tempo ikke gøre op for.

...og det her...

Denzel Washington har sagt om denne film, at toget spiller hovedrollen i den. Det er ganske rigtigt. Der er lagt stor vægt på at gøre det store tog truende og give fornemmelsen af togets vægt. Det lykkedes virkelig godt i filmen. Lydeffekterne arbejder især for at gøre toget intimiderende. Til forskel fra Spielbergs "Duel" fra 1971, som mere eller mindre havde en lastbil som hovedskurk, har denne film et grundlæggende problem. Toget er en død ting. Hvor man i Spielbergs film hele tiden havde fornemmelsen af en ondskab i den chauffør, der kørte monstrummet, er det her bare en død maskine, der tromler derudaf. Man kunne selvfølgelig mene, at det netop er det, der er skræmmende. At man ikke kan forhandle med det eller overtale det til at stoppe, men at det ligesom en naturkraft bare bliver ved. Problemet i det er bare, at der aldrig rigtig opstår reel tvivl om at protagonisterne nok skal vinde til sidst.  Der er utvivlsomt mange, der vil føle sig underholdt af denne film. Holder man af action for actions skyld, har filmen meget at byde på. Holder man til gengæld af actionfilm, som også formår at fortælle en historie eller have noget dybde i sine karakterer, er denne film ikke værd at bruge sin tid på.

...og selvfølgelig også det her, men det gøre den alt andet lige ikke synderligt fængende.

Karaktererne er set før. Dialogen er intetsigende og historien er der ikke mere i, end det der står på coveret. Desuden er det en hæmsko for enhver spændingsfilm, at skabelonen er så tydelig, at seeren aldrig er i tvivl om historiens udfald. Hvad der er værre, er at vi kender ruten derhen. Særligt den sidste halve time kedede mig voldsomt, og det må i sidste ende være, hvor filmen spiller fallit. Når den ikke er underholdende på et helt basalt plan, hvilket vel er nøjagtig hvad Tony Scotts formål har været med en film som ‘Unstoppable’; Lidt tanketom og larmende Hollywood underholdning til en flad søndag eftermiddag.

Score: