Anmeldelse: Darkman (1990).

Darkman (1990).
Tagline: "Now, Crime Has a New Enemy, And Justice Has a New Face!"

Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.
Udgiver: Soul Media.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Darkman II: The Return of Durant' (1995), 'Darkman III: Die Darkman Die' (1996).

Darkman er venligst stillet til rådighed af Soul Media.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Dr. Peyton Westlake er tæt på et større gennembrud i sin forskning inden for kunstig hud, da en bande, ledet af den sadistiske Robert G. Durant, lægger hans laboratorium i ruiner. Westlake, der er blevet forbrændt til ukendelighed og ændret af eksperimenterende medicin, forsøger at genopbygge sit laboratorium og genoprette forbindelsen til sin ekskæreste, Julie. Men hans største udfordring er inden i ham selv - skal han hævne sig på Durant eller leve et nyt liv sammen med Julie? Peyton Westlakes alias "Darkman" påtager sig mange forskellige identiteter i denne flotte og hæsblæsende actionthriller, der er instrueret af Sam Raimi. 

I slut 80'erne og start 90'erne begyndte instruktøren Sam Raimi at pusle med ideen om at lave en superheltefilm. Denne type film var ikke så populære som i dag, med de mange Marvel film der bliver spyttet ud, og Raimi mødte da også modstand fra pengemændene da han prøvede at sælge dem ideen. Instruktøren løb panden endegyldigt mod muren mens han prøvede at forhandle rettighederne til The Shadow helt på plads, og det lykkedes aldrig for Raimi at få styr på situationen omkring det gamle tegneserie ikon fra 30'erne. I 1994 kom 'The Shadow' faktisk op på det store lærred, med Alec Baldwin i hovedrollen og med Russell Mulcahy i instruktørstolen. I stedet for The Shadow-karakteren kastede Sam Raimi sig ud i at skabe sin helt egen figur, og dette resulterede i superhelten, Darkman, og filmen af samme navn. En figur der havde mange ligheder med 30'ernes tegneserie-superhelten The Shadow, men her set i en mere grotesk og mørk udgave. Altså en typisk Sam Raimi vision (inden Hollywood fik sine klamme klør i struben på ham). 'Darkman' kom lige i kølvandet på den succesfulde 'Evil Dead II' (1987) og inden den tredje og foreløbig sidste film om den hårdtprøvede, gevær-skydende og motorsavs-svingende Ash, nemlig 'Army of Darkness' (1992).

I en Sam Raimi film ved vi at hyggestunder som denne har en meget kort levetid.

At 'Darkman' udkom imellem de to film fra Evil Dead-trilogien er meget tydeligt. Filmen oser nemlig af Sam Raimi! Som i hans tidligere film er karaktererne over the top og karikerede, tegneseriestilen har høj prioritet, praktiske speciale effekter, masser af green screen effekter, farvepaletten er mørk men samtidig kulørt - hele cinematografien er MEGET typisk Raimi. Derudover kender filmen kun ét tempo, og det er fuld fart frem. Et andet af Raimi's typiske kendetegn, er hans evne til at blande horror og komik uden at det virker malplaceret eller bliver utåleligt. Dette bliver også prøvet af i 'Darkman', men slet ikke i samme grad som i f.eks Evil Dead-filmene. Castet er på papiret temmelig imponerende. Liam Neeson, der i øjeblikket nyder et mindre revival i form af bærende roller i diverse, forholdsvis anbefalelsesværdige, action-film og thrillers, tager sig af hovedrollen som den splittede Dr. Peyton Westlake aka Darkman. Desværre skaber Liam Neeson sig en tand for meget og er til tider tåkrummende overspillet i sin rolle som den plagede superhelt. Det virker som om at Neeson prøver at spille Bruce Campell, og det virker mildest talt ikke efter hensigten. Lidt sjovt er det, at det faktisk var meningen at netop Bruce Campbell skulle spille rollen som Darkman, men producerne bag filmen mente ikke at Campell kunne bære rollen og gav Raimi besked på at finde en anden mere anerkendt skuespiller til at tage sig af hovedrollen - stor fejl! I rollen som Dr. Peyton's kæreste (og filmens bedste performance) har vi den altid seværdige Frances McDormand - en af Coen brødrenes opfindelser og yndlings skuespillerinder - du har sikkert set hende i 'Fargo'. Hende var Sam Raimi ved at hive hovedet af ved flere lejligheder, da hun efter sigende skulle havde været yderst vanskelig at arbejde sammen med. Larry Drake spiller Darkman's nemesis, gangsterkongen Robert G. Durant. Derudover får vi selvfølgelig også den sædvanlige håndfuld cameos når vi snakker Sam Raimi's film - Dan Hicks, brormand Ted Raimi og Bruce Campbell kigger som altid forbi.

Intet går den nedtrykte Darkman's vej - nu er der heller intet godt i flimmerkassen.

Soul Media's udgivelse af 'Darkman' er totalt bare bones. Som vi så det med deres udgivelse af 'Maniac Cop' er skiven strippet for alt tænkeligt  ekstramateriale, og selv om det for fans er lidt ærgerligt, er det helt sikkert noget der hjælper til med at holde den vejledende udsalgspris på fornuftige 99 kroner - og til den pris får vi oven i købet også en DVD med af filmen. Billedkvaliteten er klart over gennemsnittet for en film af denne årgang, selv på blu-ray. Dialogen står skarpt og actionsekvenserne lyder...ikke helt af nok - for desværre findes lydsporet kun i stereo og det er lidt skuffende når ellers både eksplosioner, øretæver og kugler flyver om ørerne på Darkman. Hvis du er fan af den originale 'Darkman' er det glædeligt at Soul Media også har valgt at udgive de to efterfølgere i trilogien; 'Darkman II: The Return of Durant' (1995) og 'Darkman III: Die Darkman Die' fra 1996. Det kunne være lækkert hvis de valgte at give Maniac Cop-franchisen samme tur.

BOOOOM - men desværre ikke i surround sound.

Alle Raimi's trademarks er på plads, og fans af instruktørens stil vil finde sig godt underholdt af hans fanden-i-voldskhed og sindssyge tegneserieagtige påfund. Der er noget 'Wile E. Coyote and Road Runner' over hans vanvittige film og dette gælder også for 'Darkman'. Sætte vi alle de gode ideer og skæve påfund til side kan det desværre ikke ændre på at filmen er hæmmet af ujævne præstationer fra skuespillerne og indeholder store plothuller der skæmmer helhedsindtrykket. Produktionen var plaget af store interne stridigheder og filmen lever da heller ikke op til sit potentiale. Det er ikke uden grund, at det er 'Batman' fra 1989 folk husker og ikke 'Darkman'. Når det er sagt så hæver filmen sig alligevel over gennemsnittet af denne type campy b-film. Ved hjælp af sin opfindsomhed, de hæsblæsende actionscener og en masse vanvittige og morsomme påfund, formår filmen at holde underholdningen oppe på et fornuftigt niveau. Det er dynamisk og sær superhelte-sjov og filmen er et kærkomment alternativ til de glansbilledeagtige og højpolerede Marvel-produtioner, som har oversvømmet filmmarkedet de sidste år.

Score:

Anmeldelse: Four Flies on Grey Velvet (1971).

Four Flies on Grey Velvet (1971).
Tagline: "When the flies start to crawl, so will your flesh..."

DVD.
42" Plasma.
Runtime: 98 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970), 'The Cat 'O Nine Tails' (1971).

Four Flies on Grey Velvet er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.



 

Roberto Tobias (Michael Brandon) er trommeslager i et rock band. Han har bemærket, at en mand har fulgt efter ham de sidste mange dage. I vrede konfronterer han den fremmede i et forladt teater for at finde ud af, hvad han vil. Manden hævder, han ikke ved, hvad Roberto taler om og trækker en springkniv. De to kommer op og slås, og Roberto kommer ved et uheld til at stikke manden, der falder livløst ned i orkestergraven. Som om det ikke var slemt nok, har en person iført en bizar marionetmaske, skjult i den øvre fløj af teateret, taget belastende billeder af Roberto, mens han holder den blodige kniv. Roberto flygter, men den næste dag modtager han den døde mands ID-kort med posten. Det viser sig, at den maskerede person ikke har nogen interesse i at gå til politiet, men i stedet ønsker at drive Roberto sindssyg af frygt og paranoia. Men hvorfor?

Enten hader man Dario Argento eller også så elsker man ham - personligt er jeg stadig ikke helt sikker på hvilken lejr jeg finder mig bedst til rette i. Og valget blev ikke lettere efter at have set Argento's 'Four Flies on Grey Velvet' fra 1971. Den nu 71årige Dario Argento er stadig aktiv den dag i dag og han er i øjeblikket i gang med filme 'Dracula 3D' (Argento i 3D lyder spændende, men jeg forholder mig temmelig skeptisk omkring dette projekt) med hans hårdtprøvede datter Asia Argento og veteranen Rutger Hauer på rollelisten. Vi skal dog en del år tilbage for at finde Argento's stærkeste periode. Den italienske filminstruktør og manuskriptforfatter er nemlig en svær størrelse at blive klog på, for hans film-kanon spænder lige fra ringe og ujævne b-film til sande mesterværker som f.eks 'Deep Red' og 'Suspiria' fra henholdsvis 1975 og 1977.

Smukke Francine Racette finder sig fanget i endnu et af Argento's celluloid mareridt.

Argento har flere gange udtalt, at mange af hans ideer til hans helt unikke og virtuose cinematografi og kamara-arbejde, stammer fra hans alt for ægte og alt for livlige mareridt. Argento excellerer nemlig i modige kameravinkler, agressiv men også velovervejet klipning, alt imens der bliver zoomet frem og tilbage på personer, objekter, farver og i denne film også dyr. Alt er det noget der for mange giver minder om et mareridtsagtigt scenario og det er ikke det værste udgangspunkt at have, når man har i sinde at skabe frygt og rædsel i blandt sit publikum. Argento er en mester i at kaste sit publikum ud på gyngende grund fra første minut og derefter formå at holde dem der, resten af filmen. Hans specielle og stilede form gør også, at mange af hans værker kan ses om og om igen - for der er hele tiden nye detaljer og spidsfindigheder der springer seeren i møde. Et gensyn giver også bedre mulighed for at synke ned i det spraglede og kulørte univers, de fleste af hans film udspiller sig i. Dette gælder især en film som 'Suspiria' - den bliver bedre og bedre for hver gang man ser den. Mange af Argento's typiske tricks og virkemidler bliver også brugt flittigt i 'Four Flies on Grey Velvet', men om den bliver bedre og bedre for hvert gensyn skal være usagt - men har jeg svært ved at tro det. Udover Argento's mange mareridtsagtige, men samtidig også meget smukke og helt virtuelle unikke  horror-film, er han også kendt for sin kulørte tilgang til den ellers normalt sort/hvide film-noir genre, de såkaldte Giallo-film. 'Four Flies on Grey Velvet' falder i denne kategori - så lad os se om der er grund til at elske eller hade Argento denne gang...

Roberto indser at det er på tide at søge hjælp hos Italiens svar på Chuck Norris, Bud Spencer!

'Four Flies on Grey Velvet' er den tredje og sidste film i Argento's såkaldte "animal trilogy". De to andre film er 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970) og 'The Cat 'O Nine Tails' fra 1971. Ordet "trilogi" skal nu tages med et gran salt, for det eneste de tre film har tilfælles er, at de har referencer til dyr i titlen. Udover dette har de ellers ikke meget at gøre med hinanden da hverken filmenes historie eller karakterer krydser hinanden eller går igen. Filmene har dog visse ligheder. De har f.eks alle musik af mesteren Ennio Morricone, filmtitlerne henviser til vigtige plot-points, kulørt ultravold og sidst men ikke mindst (og nok ikke helt tilsigtet), et helt usandsynligt højt kitsch-niveau. For nok er Argento blevet kaldt "mesterinstruktør" og "den italienske Hitchcock" (noget jeg finder lidt svært at forstå, da de to instruktøres stilarter er vidt forskellige) men han er også berygtet for at gå mere op i sine films visuelle udtryk og stil end i kvaliteten af sine skuespillere, lidt for mange plothuller i sin historie, og hans evne til at instruere hans skuespillere lader også meget at ønske. Dette lider 'Four Flies on Grey Velvet' og dermed også os, filmens publikum, frygteligt under i stort set samtlige 98 minutter af spilletiden.

Foruroligende dukker og dukkemasker er typisk Argento.

'Four Flies on Grey Velvet' er (som næsten alle Argento's film) smukt og svimlende skudt i kulørte og charmerede omgivelser. Ennio Morricone's soundtrack er, som altid, yderst kompetent og originalt. Men her begynder vi så desværre allerede at løbe tør for roser til filmen. Vi kommer nemlig ikke uden om, at 'Four Flies on Grey Velvet' er en meget ujævn og temmelig rodet omgang Giallo, uden den livsnødvendige spænding eller opfindsomhed i historien. Læg dertil nogle til tider meget stive og deciderede amatøragtige præstationer fra skuespillerne, og vi ender med en ikke særlig vellykket film. Derudover opnår Argento kun på meget få tidspunkter at skabe den helt rigtige utrygge stemning og atmosfære der kendetegner en vellykket Giallo-film. I 'Four Flies on Grey Velvet' drukner det meste nemlig i besynderlige påfund og ikke mindst i alt for mange malplacerede og kiksede komiske indslag. Og her er nøgleordet "malplacerede", for nogle af de komiske udfald er faktisk ret sjove, men hvad laver de dog i denne film?! Som du allerede kan regne ud er 'Four Flies on Grey Velvet' ikke en god begynder-film hvis man vil kaste sig ud i Argento's univers. Hvis du er nybegynder i Argento, italiensk horror og Giallo så skal du altså IKKE vælge denne film som din jomfru-rejse, for den vil højst sandsynligt skræmme dig langt væk - og det er ikke på den gode måde. Er du nysgerrig på Argento, så vil jeg anbefale at du kaster dig over 'Suspiria', 'Tenebrae' og 'Deep Red'. Er du til gengæld Giallo-veteran og kender du allerede til Argento's film og særheder så er 'Four Flies on Grey Velvet' et kig værd (og du kan roligt ligge et ekstra Pinhead til scoren) for det er bestemt ikke Argento's dårligste film, men det er helt sikkert en af hans mere ujævne bedrifter.

Score:

Anmeldelse: Night of the Living Dead (1968).

Night of the Living Dead (1968).
Tagline: "They won't stay dead!"
Blu-ray.
42" LCD.
Runtime: 96 minutter.
Udgiver: Optimum Home Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Dawn of the Dead' (1978), 'Day of the Dead' (1985), 'Land of the Dead' (2005).

Anmeldt af Mark S. Svensson.









De døde er vågnet og hungrer efter de levendes kød. Panikken breder sig hurtigt over hele verden! En lille gruppe mennesker søger tilflugt i et forladt hus, barrikadere sig, og gør klar til at kæmpe for deres liv. Mens hæren af de levende døde vokser, opdager gruppen langsomt, at den største trussel mod deres overlevelse allerede er i blandt i dem.

Det er snart 45 år siden, at en gruppe unge filmentusiaster satte sig for at skabe "Night of the Living Dead". Siden da er filmen ikke alene blevet en klassiker men har samtidig dannet grobund for den enorme mængde zombie-film, som er fulgt efter. Selvom det kan diskuteres, hvor zombier først er blevet fremvist, er det utvivlsomt George Romeros version af filmmonstrene, som har skabt den egentlige zombie-mytologi, og det endda helt uden at referere til væsnerne som zombier. Udover filmens enorme betydning for horrorfilm generelt er filmen også blevet genudgivet et utal af gange og i et totalt ukontrolleret antal af versioner. Årsagen til dette er, at filmen hører under det, der kaldes 'public domain', og derfor ikke er beskyttet af copyrightlovgivningen. Det har resulteret i den førnævnte mængde af udgivelser, men også i en stor mængde forskellige udgaver. Der er således udgivelser tilgængelige på markedet, som har scener, som ikke blev filmet eller var indsat i den originale version af filmen. Alt sammen har det gjort, at mange af de, der medvirkede i skabelsen af filmen, er blevet snydt for en enorm mængde penge, som retteligt burde være gået til dem. Hovedmanden bag det hele var imidlertid George A. Romero, som med intet mindre end 5 fortsættelser til den oprindelige film ikke synes at have travlt med at give slip på zombierne. Det var først og fremmest de originale to fortsættelser "Dawn of the Dead" (1978) og "Day of the Dead" (1985), som tjente Romero succes, og særligt "Dawn of the Dead" er bredt anset for værende et ligeså, eller måske endnu større fænomen, end originalen i sin tid var.

Judith O'Deas Barbra føler sig mere sikker, da hun først er kommet ind i det lille hus, men trygheden varer ikke ved.

At caste en sort mand i form af Duane Jones i filmens hovedrolle var i 1968 et provokerende træk. Det er heller ikke et ubevidst træk fra Romeros side. For ligesom Romero i sin senere "Dawn of the Dead" gjorde meget ud af at have et underliggende statement i sin film, er castingen af Duane Jones og måden, hans rolle er skrevet i forhold til det øvrige cast, en tydelig del af pointen. En pointe som i øvrigt understreges meget fornemt af filmens ganske tunge afslutning. Jones spiller sin rolle meget ligefremt og er i kraft af en logisk tilgang til problemstillingerne, en sympatisk karakter fra første øjeblik, og det bliver kun nemmere filmen igennem at synes om Jones' karakter. Årsagen skal blandt andet findes i Karl Hardmans karakter Harry, som udvikler sig til en relativt usympatisk fyr, selvom han i virkeligheden blot forsøger at beskytte sin familie. Hardmans præstation er her tilpas manisk og desperat til, at tilskueren er i stand til at købe, at manden vitterligt blot er et offer for sin egen beskyttende (og til tider kujonagtige) natur. Mindre vellykket er biroller, som dem Keith Wayne og Judith Ridley leverer. Uden at de som sådan ødelægger filmen, er de en knivspids for fortegnede og lider under deres meget begrænsede nødvendighed for historien. Judith O'Deas rolle Barbra var oprindeligt ikke tiltænkt en skuespillerinde med O'Deas talent. Den ordknappe rolle ender alligevel med at blive central for historien, og det er i høj grad gennem O'Dea, at filmens klaustrofobi og foruroligende natur bliver tydelig. Det er pragtfuldt at en rolle, der snildt kunne være blevet overdrevet hysterisk eller direkte fjollet, bliver spillet så tilpas tilbageholdende, at oplevelsen ikke væltes omkuld.

Et eksempel på en af filmens mere ekstravagante "effekter" og en bid af filmen, der tidligt skaber en fornemmelse af, at man ikke kan føle sig sikker nogen steder.

Den allerede nævnte klaustrofobi er helt central for "Night of the Living Dead", for det er den, der for alvor løfter filmen. Det er ligeledes netop den stærkt opbyggede stemning, som mange der har forsøgt sig med zombie-genren, har fejlet i at kunne genskabe. For selvom filmen blev lavet for få penge, er pengene tydeligvis blevet benyttet de rigtige steder. Filmens sort/hvide billeder giver en mildest talt overvældende intensitet og realisme til oplevelsen, og det dystre men samtidigt meget teknisk velbelyste look er en enorm force for filmen. Igen har Romero helt tydeligt været sin egen genistreg bevidst, da han nåede til at skulle lave fortsættelsen, som ikke forsøger at genskabe stemningen fra den første, men i stedet går efter, hvad instruktøren selv har kaldt en mere tegneserie-agtig stil. Udover det primære casts fine præstation i "Night of the Living Dead", gør også de relativt mange statister sig også godt. Zombierne, som statisterne fremstiller, er skabt simpelt men også effektivt. I stedet for at dvæle ved zombierne af flere omgange, gøres det kun i enkelte momenter, og det tilføjer til seerens oplevelse, idet vi ligesom karaktererne ikke nødvendigvis er forberedt på, hvad der foregår eller vil ske. Enkelte mere grafiske detaljer bliver der også plads til, men bortset fra de enkelte organer, der fortæres i filmen, er zombiernes tilstedeværelse i høj grad blot et værktøj, med hvilket skaberne kan drive filmens karakterer til kanten, og få dem til at vise deres sande personligheder.

Filmen leveres på BD udgivelsen i sit oprindelige format og ser ganske fremragende ud, når alder og budget tages i betragtning.

George A. Romeros originale zombie-film er i denne anmelders øjne et mesterværk. Med få stærke virkemidler formår holdet bag filmen at opbygge en fyldig stemning, som trækker seeren med ind i oplevelsen på en måde, der er helt abnormt stærk. Uden at skulle repræsentere et surt opstød, må denne underskrift erklære, at der ikke laves mange gyserfilm som denne i disse dage. Den tålmodighed, "Night of the Living Dead" har i sin opbygning og sit tempo, forventes for sjældent af den moderne filmseer. Lader man sig imidlertid opsluge af filmen, er der en stærk, stemningsfuld og på mange måder mesterlig rædselsfortælling i vente.

Score:

Nyhed: Download 'The Tunnel' helt gratis, helt lovligt og i HD 720p.

Mangler du et skud ufortyndet horror, men har du ingen penge, så kig her! Filmselskabet Paramount Pictures har nemlig valgt at lancerer horror-filmen 'The Tunnel' fra 2011 via downloadtjenesten BitTorrent. BitTorrent gør det muligt at downloade software og film både lovligt og ulovligt på nettet og filmindustrien er ved at løbe tør for krudt i krigen mod piraterne der misbruger programmet. I stedet for bål og brand prøver filmselskabet nu at markedsføre 'The Tunnel'  igennem tjenesten, for på den måde at skabe noget buzz og opmærksomhed omkring filmen. Produceren på filmen har udtalt "Fra den første dag har vi stået fast på at The Tunnel ikke støtter eller går ind for pirateri, men i stedet forsøger at inkorporere en lovlig brug af peer-to-peer i vores internationale distributionsstrategi".

Er man ikke helt skarp til det med BitTorrent og download, så er filmen også udkommet på helt traditionel vis via DVD. Her får man også en masse ekstramateriale med der ikke findes i den version der findes online. 'The Tunnel' er holdt i "found footage" stilen, som set i titler som f.eks 'Cloverfield' (2008),  '[Rec]' (2007) og ikke mindst 'The Blair Witch Project' fra 1999. Den lille australske horror-film er lowbudget, men ved hjælp er nogle gode effekter og et imponerende arbejde med lys og lyd formår den faktisk at blive en overaskende skræmmende oplevelse. De medvirkende gør det også bedre end gennemsnittet og alt i alt er 'The Tunnel' et yderst anbefaldsværdigt horror-fix du ikke skal  snyde dig selv for. Filmen kan hentes i super sprød High Definition 720p og fylder 2984MB. Du kan downloade 'The Tunnel' lige her og du kan finde engelske undertekster til film her. Man kan også læse mere om filmen og hele projektet via filmens facebook-gruppe og hjemmeside.

Anmeldelse: Frat House Massacre (2008).

Frat House Massacre (2008).
Tagline: "Rush week just became death week."
Set 18/10 2011
DVD.
42” LCD.
Runtime: 116 minutter.
Udgiver: Synapse Films.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Slaughter High' (1986), 'The Dorm That Dripped Blood' (1982), 'Final Exam' (1981).

Anmeldt af Claus Reinhold.








Bobby (Rane Jameson) har netop taget eksamen fra high school og er klar til at starte på college efter sommerferien, hvor han vil søge ind i sin storebror, Seans, (Chris Prangley) broderskab, Delta Iota Epsilon. Under ferien, da han og nogle venner er på vej til stranden, bliver deres bil ramt af en spritbilist og Bobby ender i koma. Han forbliver i koma, indtil det præcise øjeblik, en anden tragedie indtræffer på universitetet. Hans bror, Sean er blevet slået ihjel, hvilket på et eller andet åndeligt plan, resulterer i Bobbys opvågning. Efter at have hørt om sin brors død og langsomt kommet til hægterne igen, starter Bobby på universitetet og søger ind i Seans gamle broderskab for at finde ud af sandheden bag hans død og straffe de ansvarlige. Det tager ikke lang tid før han bliver venner med de skyldige broderskabsbrødre, ledet af den psykotiske præsident, Mark (Jon Fleming), hvis ekstreme optagelsesritualer omfatter ydmygende fysisk og psykisk tortur. Han ledte Sean, og nu også Bobby, ned af et rædselsvækkende spor af død og ødelæggelse, men Bobby er mere end noget andet opsat på blodig hævn.

Som med Alex Pucci’s forgående film fra 2005, 'Camp Daze', eller 'Camp Slaughter' som den kom til at hedde på DVD, er 'Frat House Massacre' en tilbagevenden til grindhouse æstetikken og 70’ernes og 80’ernes slasher film. Dette ses tydeligt i både skuespillet, scenografien, kostumerne og titelskiltet, ligesom det høres i musikken. Desværre lykkes det bedre for Pucci at lave et ”period-piece” frem for en god film. 'Frat House Massacre' byder på blodig sadisme, rå vold, latent homoseksualitet og masser af disco musik, hvilket går fint i spænd med de film den gerne vil ligne, nemlig de tidlige 80’er slasher film. Men den lider kraftigt under en semi-forvirrende historie, der lejlighedsvis trodser al logik. Filmens set-up lyder ellers enkelt nok, men måden det er udført på er en anelse for rodet, hvilket resulterede i, jeg måtte have gang i fjernbetjeningens rewind-knap et par gange, for at finde ud af hvad jeg lige havde set og hvordan det hang sammen.

Det homo erotiske element er ikke specielt subtilt i 'Frat House Massacre'.

Der er en unødvendig grad af forvirring i de mange college drenge og piger, der stort set alle ligner hinanden, og samtidig vil Alex Pucci simpelthen for meget med sin historie, der er lige dele slasher, tortur, teen drama, sex og plat toilet humor, hvilket resulterer i et forvirrende samsurium hvor det er svært at finde rundt i handlingen og holde styr på de mange karakterer. Og så er der elementet med Seans død og Bobbys pludselige opvågnen fra sit koma. Det bliver aldrig forklaret, men det ligger i luften at i det øjeblik Sean bliver slået ihjel, overtager han nærmest sin brors krop, hvilket så resulterer i at Bobby vågner fra sin dybe søvn, og dermed kan den efterfølgende gengældelse ses som Seans hævn over sine tidligere brødre i Delta Iota Epsilon. Heldigvis gør Pucci ikke meget mere ud af at forklare eller uddybe dette deciderede åndssvage element, hvilket nok er meget heldigt.

En af filmens vellykkede special effects.

Selvom man kan fornemme at størstedelen af instruktørens opmærksomhed er gået til at udvikle hovedkaraktererne, er ingen af dem udviklet godt nok. Blandt andet får man ingen forklaring på, eller blot et hint til, hvorfor Mark er blevet den brutale sadist han er, ligesom både Sean og Bobby er så svagt udviklede karakterer, at man som tilskuer ikke fatter den mindste sympati for dem.
De fleste af skuespillerne er dog OK og gør hvad de kan, men materialet de har at arbejde med gør det ikke nemt og dialogen er samtidig både stiv og teatralsk, hvilket gør at de ender med at fremstå som tredjerangs skuespillere i en TV-soap. Teknisk set tager 'Frat House Massacre' sig ellers godt ud med en utrolig flot fotografering, skudt på Super 16mm, god brug af både kran og steadycam, en lækker lyssætning og en flot scenografi. Dertil kommer selvfølgelig et godt og ret cool score i bedste 70’er stil og de bloddryppende special effects er ligeledes i topklasse. Men netop derfor er det også så ærgerligt at resten af filmen trækkes ned på et så infantilt niveau som det er tilfældet. Med sin platte humor, forvirrende historie og mange genre-sammenblandinger, kan ’Frat House Massacre’ nemlig til tider virke lidt som en parodi på sig selv, hvilket nok ikke har været hensigten. Filmen og dens plot ville have været langt mere effektiv og skræmmende hvis Alex Pucci havde valgt at lave en alvorlig film med en langt strammere struktur og en mere simpel historie.

Sådan kan det gå når man ikke har lavet sine lektier.

For at opsummere, så har jeg ikke noget problem med misantropi, kvindehad, latent homoseksualitet eller sadisme, så længe det figurerer i en fiktiv fortælling der blot er rimeligt anstændigt struktureret og fortalt, og samtidig gerne må have et budskab, hvor svagt det end måtte være. Men dette er desværre ikke tilfældet i exploitation- og slasher hyldesten, 'Frat House Massacre', som i sidste ende mest virker som et alt for uoverskueligt projekt med sine mange karakterer og genre-sammenblandinger, og som en undskyldning for at vise den ene kvindefjendske, homo erotiske og bloddryppende scene efter den anden, efterfulgt af lidt intetsigende plat humor, der oftest handler om sex. Dertil kommer filmens alt for lange spilletid på hele 116 minutter, hvilket heller ikke hjælper på det samlede indtryk. Det er simpelthen for langt, for en film der i forvejen vil for meget. Nej, der er ikke meget positivt at komme efter og alt i alt er dette simpelthen for kedeligt, den ellers så attraktive titel til trods.

Score:

Nyhed: Trailer til Sørensen Exploitation Cinema.

Vores egen anmelder Claus Reinhold har ikke bare skabt bloggens nye logo, han har også lavet denne lille trailer og vi kan garantere at den er 100% spoiler-fri! I morgen kan I også se frem til Claus' første anmeldelse her på 'Sørensen Exploitation Cinema', nemlig af filmen 'Frat House Massacre'.

Nyhed: Følg os på facebook.

Er du glad for 'Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents'? Hvorfor så ikke også følge os på facebook? Her bliver du holdt opdateret med hvad der sker på bloggen, du kan møde andre genre-fans og kommenterer alt det du vil på indlæg og billeder. Trykt "Syntes godt om" herunder og du er med om bord.

Nyhed: Horror-kortfilm af...wait for it...Shia LaBeouf?!

Det er efterhånden en gammel "nyhed", men her kommer den altså alligevel. Rapperen Kid Cudi er gået sammen med sin ven, skuespilleren og instruktøren Shia LaBeouf, for at skabe en visuel udgave af hans sang, 'Maniac'. Og her er altså IKKE tale om en musikvideo med røvsvingende damer og bling bling på tænderne! Her er til gengæld tale om yderst vellykket, gritty og grum 10 minutters kortfilm. Filmen læner sig op af den kontroversielle og fremragende 'Man Bites Dog' fra 1992 - 'Maniac' er oven i købet også på fransk. Filmen er ligesom 'Man Bites Dog' optaget i en dokumentarisk stil hvor vi følger et filmhold i hælene på to syge seriemordere. LeBeouf er en Hollywood-person alle elsker at hade og jeg blev overordentligt overrasket over dette fede projekt. 'Maniac' ramte www den 01/11-2011 og du kan se den lige her. 

Anmeldelse: Terminal Invasion (2002).

Terminal Invasion (2002).

Set d. 15/10-11
Dvd.
40" LCD.
Runtime: 90 minutter.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Thing' (1982), 'Body Snatchers' (1993), 'The Faculty' (1998).

Anmeldt af Jesper Pedersen.









En mørk og stormfuld aften, er en håndfuld flypassagerer fanget i en privat lufthavn - piloten Cathy Garrett nægter nemlig at flyve ud i snevejret. Utilfredsheden breder sig, og ikke mindst tilstedeværelsen af den dødsdømte morder, Jack, og hans politieskorte trykker humøret i bund. Som om dårligt vejr og dårlig stemning ikke var nok, viser det sig pludselig, at nogle i forsamlingen i virkeligheden er forklædte rumvæsener, som har i sinde at indfange Jordens befolkning til slavehandel...

- Der findes desværre ingen trailer til 'Terminal Invasion' -

'Terminal Invasion' er en tv-film produceret i 2002 til Syfy, eller The Sci-Fi Channel som det hed dengang. Den er instrueret af Sean S. Cunningham, som årtier tidligere stod bag klassikere som 'Friday the 13th' og 'House' samt Wes Cravens debutfilm; 'Last House on the Left'. Med på produktionen er også den erfarne og produktive horrorkomponist, Harry Manfredini, som har skrevet musik til flere af Sean S. Cunninghams tidligste film, deriblandt 'Friday the 13th' og 'House' - begge franchises fortsatte han i øvrigt med at arbejde på lige til deres respektive bitre ender. Men lad det være sagt med det samme, at 'Terminal Invasion' ikke besidder nær de samme kvaliteter som ovennævnte titler. Den status, 'Terminal Invasion' måtte have i dag, baserer sig vist mest på kultdyrkelse af især filmens altoverskyggende hovedrolleindehaver; Bruce Campbell.

Bruce Campbells alvorlige Jack har øjenbrynene dybt sænkede samtlige af filmens 90 minutter.

Bruce Campbell spiller rollen som den dystre Jack med øjenbryn så sænkede, at man skulle tro, han havde overskæg. Jack er en mand af få ord, men når han endelig taler, er det i one-liners, som kun Campbell kan levere dem: 'You don't have to worry about who I've killed before - only about who I'm gonna kill next.' Blandt de andre skuespillere er der ikke meget at komme efter, men jeg vil dog fremhæve C. David Johnson i rollen som den usympatiske og egocentriske rigmand, David Higgins. Det er muligt, han har været heldig at få den mest interessante rolle i filmen, men han udfylder den altså også til, hvad der i hvert fald i denne sammenhæng må svare til perfektion. Det er nærliggende at se 'Terminal Invasion' som en allegori over 9/11 - ganske vist i meget lille skala. Udover elementer i handlingen er der det faktum, at filmen havde premiere den 14. september; så godt som præcis et år efter angrebene på World Trade Center (jeg gætter på at sendefladen på selve årsdagen ikke har været til at komme i nærheden af for mindehøjtideligheder). Nogle har oven i købet gisnet om, at manuskriptet i begyndelsen simpelthen omhandlede en terroristgruppes forsøg på at overtage en lille lufthavn og på den måde få adgang til amerikansk luftrum. Det ville helt sikkert forstærke ironien i, at det er en dødsdømt landsmand, som redder dagen på denne, sin sidste. Hvorom alting er, synes jeg idéen med at erstatte det moderne samfunds fjende nummer et, terroristen, med væsener fra det ydre rum er god og uden tvivl en b-film værdig. Desværre bliver sammenligningen aldrig tydelig nok i 'Terminal Invasion', og jeg sidder da også og bliver helt i tvivl om, om denne fortolkning simpelthen er for søgt.

Hvem skal man stole på, når folk omkring én pludselig viser sig at være forklædte rumvæsener?

Hvor historien indeholder fornuftige tanker, er udførelsen til gengæld ret tankeløst. Der er intet til vidne om, at manuskriptet til 'Terminal Invasion' ikke blot har været sur pligt at skrive - udover nogle få velformulerede replikker, et uventet plot-twist halvvejs i handlingen samt et par sjove gimmicks. Hen mod slutningen bruges bygningens overvågningskameraer i en velpåfundet, lille sekvens, hvor Cathy guides gennem gangene af en af passagererne, Sarah, som samtidig holder øje med, om noget følger efter Cathy eller står parat til at overraske hende længere fremme. Idéen er god, omend ikke helt udnyttet til bunds, desværre. For det første kræver det rent filmisk, at vi havde fået introduceret det omfattende overvågningssystem tidligere i historien - hvilket vi ikke har. For det andet; da Sarah pludselig ser en skygge af et rumvæsen, går hun i panik og mister overblikket over de mange skærme og knapper. Hun kan dermed ikke fortælle Cathy, hvilken vej hun skal flygte, og dette ville have været yderst nervepirrende, hvis vi som publikum havde haft det fulde overblik over situationen - hvilket vi ikke har. I sekvensen gøres der i øvrigt brug af en enkel, men ret velfungerende effekt. Vi ser over Sarahs skulder på en sort-hvid skærm, at Cathy går ind i et rum. Klip til selve overvågningskameraets synsvinkel, hvor billedet langsomt bliver til farver og går i bevægelse. En god og ekstremt billig effekt, som sagtens kunne tåle at blive bøjet og brugt flere gange i sekvensen for at øge intensiteten.

Gode påfund bliver desværre ikke fulgt helt til dørs i 'Terminal Invasion'.

'Terminal Invasion' skal have pluspoint for på flere måder at minde om 'The Thing' og dermed give en anledning til et glædeligt gensyn med John Carpenters 20 år ældre mesterværk. Til gengæld satte 'The Thing' tingene i perspektiv ved at vise, hvor flot sci-fi horror egentlig kan være, og derfor er jeg nok også nødt til at trække det ekstra point fra 'Terminal Invasion' igen. Læg i øvrigt mærke til, hvordan flere af filmens chokscener forekommer lige efter en person har sagt først nej til en kop kaffe for derefter at ombestemme sig og takke ja. Et sammentræf? Ja, mon ikke…

Score:

Nyhed: Bloggen udvider med nye anmeldere.

Her på bloggen søger jeg konstant muligheder for at udvikle og udvide på indholdet - uden at gå på kompromis med kvaliteten. For at kunne tilbyde hyppigere anmeldelser ansøgte jeg derfor blandt jer læsere d.13/10-2011 kompetente og  filmkyndige skribenter med interesse i at blive tilknyttet som anmelder. Responsen var heldigvis god og nu er det endelig blevet tid til at præsentere de ny ansigter. Dette ser jeg som endnu et skridt i den rigtige retning for bloggen og de involverede glæder sig meget til at komme i gang. Derfor er det med stor glæde at jeg kan PRÆSENTERE DEM FOR JEG, LIGE HER! I kan også finde siden under "Anmelderne unmasked..." i venstre side af bloggen. Den opmærksomme læser har måske også lagt mærke til at 'Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents' har fået et nyt logo - vi håber at I kan lide det! Sidst men ikke mindst en lille reklame for vores facebook-gruppe, I meget gerne må "Syntes godt om".

Debut-anmeldelserne udkommer på følgende datoer:
Jesper Pedersen, (04/11).
Claus Reinhold, (11/11).
Mark Svensson, (18/11).

Tilbud: Gode tilbud på kult-film fra Another World Entertainment.

Jeg hader reklamer, men det her tilbud bliver jeg nød til at dele med jer! CDON.com har i øjeblikket en kampagne hvor de tilbyder 3 film fra danske Another World Entertainment til 99 kroner! Samtidig er der gratis fragt frem til og med d.7/11-2011. Another World Entertainment er et danske distributionsselskab og de gør sig i at udgive den slags film vi elsker herinde. Tag f.eks William Lustig's mesterværk 'Maniac' fra 1980 (læs vores anmeldelse her) - oven i købet i en rigtig lækker 2 disc Special Edition, 'Zombi 2' aka 'Rædslernes Grønne Ø' - en af de eneste film der har scoret topkarakter her på bloggen (du kan læse anmeldelsen her), den helt fantastiske 'Re-Animator' (1985) eller hvad med 'Cannibal Holocaust' (går under navnet 'Kannibal Massakren' på CDON.com fra 1980) - som er på min Top 10 over bedste horror-film nogensinde. Har du allerede set Dario Argento's mesterværk 'Suspiria', så nap endelig hans semi-sequal,'Inferno' (1980). Mario Bava's 'A Bay of Blood' ('Den Blodige Bugt') er også et must-have hvis man er til euro-horror. Lucio Fulci's 'The Beyond' ('Rædslernes Hotel') er et syretrip af en zombiefilm og får også min varmeste anbefalinger med på vejen. 'Torso' og 'Stagefright' er også værd at hive ned i kurven. Er du mere til nye film kan jeg anbefale at nappe Takashi Miike's j-horror 'Mistet Opkald' fra 2003. Dette er blot et lille udpluk af de titler du kan finde i tilbudet lige her.