Årgang: 1982. Tagline: "We are the future! … and nothing can stop us." Instruktør: Mark L. Lester. Runtime: 94 minutter. Medie: DVD. Set på: 40" LCD. Udgiver: Nordisk Film. Link til filmen:IMDB.
På Lincoln High har lærerne opgivet ævred. Hadefulde tags skænder væggene og luften oser af pot-røg. Alle elever skal igennem en våbendetektor ved skoledagens start, men alligevel smugles våben ind i stor stil. Undervisningen er, med rektors ord, noget man foretager sig, på trods af alt det andet, der foregår. Det skyldes til dels det forkælede geni Peter Stegman og hans bande, som fører sine klassekammerater ud i misbrug og prostitution og praktisk talt styrer skolen med springkniv og knytnæver. Men den nyansatte musiklærer, Andrew Norris, finder sig ikke i at blive underkuet af kriminelle mindreårige, og han tager kampen op mod Stegmans bande...
'Class of 1984' er instrueret af Mark L. Lester, som udover et par enkelte komiske afstikkere i de glade 80'ere er action-instruktør helt ud til sin yderste ligtorn. Hans cv tæller godt og vel 30 film af den adrenalin-pumpende slags, deriblandt Stephen King-filmatiseringen 'Firestarter' (1984), Schwarzenegger-klassikeren 'Commando' (1985) og 'Showdown in Little Tokyo' (1991) med Dolph Lundgren og Brandon Lee. I denne periode, som man med rette kunne kalde instruktørens storhedstid, kom også 'Class of 1984' samt i øvrigt den selvstændige efterfølger 'Class of 1999' (1990). 'Class of 1999' er i højere grad end sin forgænger en fremtidsdystopi om en by, hvor ungdomsbander bekriger hinanden i stedet for at gå i skole. Rektoren, spillet af Malcolm MacDowell, hyrer Terminator-lignende krigs-robotter til at undervise i historie, kemi og gymnastik, men robotternes opdragelsesmetoder går way beyond et velplaceret slag over knoerne med pegepinden! Filmen har sine underholdende øjeblikke, men er ikke nær så velfortalt eller nuanceret som 'Class of 1984'. Personligt kan jeg bedre lide toeren 'Class of 1999 II: The Substitute' (1994), som Mark L. Lester i øvrigt intet havde med at gøre, men den er stadig ikke nær på højde med 'Class of 1984'.
"Det er ikke brylcreme! Brylcreme er for sekteriske dansebøsser!"
Da 'Class of 1984' havde premiere i 1982, var den en nær-fremtidshistorie om en enkelt amerikansk skole, som oplever dystopiske tilstande, da kriminelle, nihilistiske unge vender sig mod autoriteterne og overtager magten. En af filmens største forcer er netop, at den ret realistisk fortæller om denne nære fremtid, hvor de uvorne unger ikke nøjes med at pimpe lynhurtige biler og danse rundt i brylcreme. 'Class of 1984' problematiserer en ungdom uden ønsker eller håb for fremtiden, og selvom det umiddelbart er Peter Stegman og hans bande, der indtager skurkepositionen, tager filmen tydeligt stilling til, hvorfor de unge mennesker har udviklet sig i så uheldig en retning. Stegmans mor retfærdiggør sin egen selvoptagethed med forkælelse og naiv tiltro til sin søns uskyld, og de opgivende myndigheder undskylder deres egen uduelighed med, at de intet kan gøre, før Stegman fylder 18 og han er gammel nok til spjældet! Abraham Lincoln High School hylder med sit navn og sine flagrende Stars and stripes et stort land, hvis stolthed kan være på et meget lille sted.
"Rolig Terry, i det mindste slipper vi for at handle ind til aftensmaden!"
Øverst på rollelisten står Perry King som den unge musiklærer, som, viser det sig, naivt tror han er ansat til at undervise. Både han og Timothy Van Patten i rollen som Peter Stegman gør det fænomenalt, og nævnes bør selvfølgelig også Roddy McDowalls stakkels biologi-lærer, Terry Corrigan, som især kommer til at opleve voldseskaleringerne på krop og sjæl. Sidehistorien om Terry Corrigan er meget medrivende og danner flere af de mest uforglemmelige scener. Roddy McDowall er i det hele taget en herlig skuespiller, og når man ser hans udtryksfulde øjne og hører hans umiskendeligt skrøbelige stemme er det ikke svært at forstå, hvorfor han fik abe-hovedrollen i næsten samtlige 'Planet of the Apes'-film.
"Det kan godt være, I ikke bruger brylcreme… men jeg skal lave Jer om til Crème Brûlée hele bundtet!"
Historien i 'Class of 1984' følger en model, som er velkendt fra mange film lige fra den samtidige 'Rambo' (1982) til familiefilmen 'Home Alone' (1990). Musiklæreren Andrew Norris bliver på grund af en særdeles uretfærdig behandling tvunget til at tage en ultimativ hævn over Peter Stegman og hans kumpaner. Selvom filmen tidligere har vist os, hvordan forældre, lærere og politi lader stå til og dermed er indirekte skyld i de unges uheldige adfærd, er det herligt at opleve, hvordan Andy til sidst tager sagen i egen hånd, foruden olietønde og gasbrænder. For stod Peter Stegman overhovedet til at redde? Selvfølgelig gjorde han det, og der findes garanteret et utal af nyttige pædagogiske værktøjer man med fordel kunne tage i brug før rundsaven i sløjdlokalet - men det er Amerika og det er 80'erne. Og der er altså ikke noget som en god gang personlig blodhævn til at forløse et spændende, velspillet drama.
Jeg vil lige gøre opmærksom på at man kan købe den store Special Collectors Gift Set Edition af den nyrestaurerede 'Dødens Gab' for kun 199 kr.- inde på dvdoo.dk. Det er uden tvivl den bedste pris jeg har set, på hvad der ligner dette års vigtigste blu-ray udgivelse. Du finder tilbudet her.
EDIT: I mellemtiden er der dukket et endnu bedre tilbud op! Coolshop.dk sælger den nemlig også til 199 kr.- men med fri fragt. Find tilbudet her.
I løbet af august er der landet en ordenlig stak fra britiske Arrow Video. Arrow Video er en underafdeling af Arrow Films som specialisere sig i ældre horror- og kult film. Der er som altid kælet for detaljerne og udgivelserne kommer som altid med en masse ekstramateriale, nyt artwork (det gamle er også tilgængeligt, da filmene kommer med vendbart cover), plakater og booklet og i tilfældet med 'City of the Living Dead' også nogle rigtig fede lobby cards. 'Day of the Dead' kommer oven i købet også med en tegneserie?!Lamberto Bava's 'Demons' og 'Demons 2' kommer ikke med vendbart cover da det er en lækker Limited Edition Steelbook. Den håber jeg på at få Bava selv til at skrible på, til den kommende Blodig Weekend filmfestival. Enkelte af Arrow Video's blu-ray udgivelser har fået på puklen for ringe billedkvalitet, og det siges at man skal holde jeg fra deres udgivelser af 'Tenebre' og 'Deep Red'. 'Tenebre' har problemer men eller kan jeg kun sige at jeg personligt er overordentlig glad og tilfreds med deres udgivelser. Især blu-ray udgivelserne af 'Dawn of the Dead' og 'Day of the Dead' er helt eminente. Deres DVD-udgivelser kan jeg også sige god for. Må du eje nogle af deres udgivelser, så har de lige i øjeblikket rigtig fine tilbud på et udvalg af titler, som du kan læse mere om her.
Demons (1985) og Demons 2 (1986).
Demons (1985) og Demons 2 (1986).
City of the Living Dead (1980).
The Beyond (1981).
Tenebre (1982).
Dawn of the Dead (1978)
Day of the Dead (1985).
Day of the Dead (1985).
Combat Shock (1984), Pieces (1982) og Slaughter High (1986).
Årgang: 2005. Tagline: “It didn’t want to be born. Now it doesn’t want to die.” Instruktør: Billy O’Brien. Runtime: 91 min. Medie: DVD. Set på: Plasma 51” Udgiver: Lionsgate. Link til filmen:IMDB. Se også: 'Alien' (1979), 'The Thing' (1982), 'Monkey Shines' (1988)
På en lille irsk kofarm har man i hemmelighed igangsat et eksperiment med køerne for at få deres afkom til at vokse hurtigere og således øge profit. Det viser sig i mellemtiden at have en lang række bivirkninger; Værst er en mutation, som først stedets dyrlæge og siden forvalteren Dan (John Lynch) får store problemer med. Imens har to unge mennesker i en autocamper slået sig ned på grunden, hvilket Dan først er modstander af, men da han får brug for deres hjælp, bliver han pludselig mere imødekommende.
Instruktør Billy O’Brien havde længe før nærværende film haft en idé om at lave en film, der havde med et øde gårdmiljø at gøre, hovedsageligt fordi det var bundet til hans barndom. Dét var også køerne, som spiller en stor rolle i filmen, og grundet instruktørens tidligere arbejde og hinten i retning af dyretests og lignende, virkede det for ham oplagt at dedikere en hel film til emnet. Filmen er således også skrevet af instruktøren, som ønskede at have så godt hånd om det endelige produkt som overhovedet muligt. Det er heller ikke svært at sætte sig ind i, når man tager i betragtning, hvilken kamp instruktøren har haft med at få chancen for at lave sin første spillefilm. Skuespiller John Lynch har om filmen sagt, at den har et stærkt “menneskeligt element”, og at det blandt andet var det, der tiltrak ham til projektet. Gyserfilm har ifølge Lynch en tendens til at begrænse sine skuespilleres spændvidde, fordi de tvinges til at spille på deres mest emotionelle og udtryksfulde. Med andre ord mener skuespilleren, at ‘Isolation’, i hvert fald på papiret, fremstod en smule mere subtil end gennemsnittet. Både skuespillere og filmens instruktør har fremhævet, at det videnskabelige element i filmen var væsentligt for dem i skabelsen.
Jeg ville have lavet en joke om, hvorfra producenterne har frembragt
nærværende produkt, men den slags nederdrægtig humor holder vi os
naturligvis fra her på bloggen.
‘Isolation’ indledes med billeder fra en skov. Kameraet bevæger sig hurtigt gennem et skovområde, billedet fryses i midten af bevægelsen og en stærkt rødlig farve fremkommer som et filter over billedet. Det sker af flere omgange, og man kunne næsten lulles ind i fornemmelsen af, at vi her har med en mere artistisk horrorfilm at gøre. En genrefilm med smag og finesse. Med subtil kant og værdi. Hvad titelsekvensen afsluttes med er et nærbillede af en ko. I de fleste andre film ville det velsagtens have været en mindre detalje. En stemningsskaber, der fastslår, hvad det er for et sted, vi befinder os. I ‘Isolation’ betyder det meget mere. Det er på sin vis filmens hovedperson, vi har stiftet bekendtskab med i dette nærbillede. Eller i hvert fald det dyr, der er mest centralt for historien. Det er ikke fordi, at jeg ikke tidligere har set horrorfilm med særprægede udgangspunkter. En sælsom præmis er snarere lovende end afskrækkende i horrorgenren, som har masser af kopierede produkter, der blot slutter sig til mængden. Det er ikke alene det faktum, at ‘Isolation’ handler om muterede køer, der er utiltalende. I sig selv kunne det sikkert have været enten uhyggeligt eller abnormt ufrivilligt morsomt. Når denne præmis kombineres med en næsten socialrealistisk tone, som medfører gråtunge samt håndholdte billeder, tabes man en smule yderligere som seer. Med en smule menes der i denne forbindelse næsten fuldstændigt. Uanset hvor tålmodig, man forsøger at være i sin indgangsvinkel til nærværende film, vil det formentlig være de færreste, der reelt vil føle sig underholdt indenfor de første 20 minutter.
"The cow was pregnant."
Skulle man komme forbi det indledende øvelser, der på alle planer blot er begyndelsen til en langvarig og tung oplevelse, har man ganske vist gore i vente, men ikke af den vellykkede slags. Man vil i forbindelse med andre film kunne høre denne anmelder prise historier, der får lov at udvikle sig gradvist og formår at opbygge sine karakterer. Selvom samme ord i princippet kan tilknyttes denne film, er der et par problemer med at gøre det. At opbygge karakterer er som nævnt udmærket, men det kræver også, at karaktererne er, om ikke sympatiske, så i det mindste karismatiske. Selvom ‘Isolation’ ikke er dårligt spillet, er der en grundtone som samtlige skuespiller vender tilbage til, og som gør dialogerne uengagerende og action samt gorescenerne ligeså. Når man ikke har frygtelig meget indhold kan det være svært at sprede det over halvanden time, og det synes at være O’Briens problem. Historien forsøger måske nok at have bid ved at have misrøgt og eksperimenter på dyr i centrum, men den realistiske stil til trods føles det hele abnormt verdensfjernt og langt fra relevant. Mens karakterer og universet som sådan introduceres langsomt, bliver det mere bizarre hovedpræmis meget hurtigt umuligt at købe. Jeg har som udgangspunkt intet problem med, at en film tager sig selv seriøst, men når man byder på en så sær præmis, som det er tilfældet her, bør man i det mindste have en smule bevidsthed omkring det. I hvert fald er det problematisk, at filmen næsten vipper over i det melodramatiske. Filmen kvæler fuldstændigt sig selv i forsøget på at tage sin problematik gravalvorligt.
"Hvad laver jeg her?"
Den samlede oplevelse med ‘Isolation’ var ikke en god en af slagsen. Filmens cover og den begrænsede information, der i øvrigt er at finde om den lægger op til en film, der reelt skulle være skræmmende. Det er ikke tilfældet. Ikke alene misser O’Briens film sit forsøg på at være uhyggelig. Dens karakterer er uinteressante, og dialogerne bliver fuldstændigt opslugt i at synke filmen længere og længere ned i dens grå dybder. Det kan også siges mere simpelt: ‘Isolation’ er ikke underholdende, og derfor virker dens forsøg på at besidde et intellekt hult. Således placerer den sig blandt de mindst interessante genrefilm, jeg har set.
Hammer Films har netop oprettet en officiel YouTube-kanal, hvor man kan se trailere, introduktioner og exclusives. Lige nu kan man f.eks få et glimt bag Hammer's kommende horror-film, John Pogue's 'The Quiet Ones'. Ikke nok med det, så kan man også se nogle komplette film. Lige nu kan man opleve sci-fi klassikeren 'The Quatermass Xperiment' fra 1955 - som er uploadet i utrolig flot kvalitet - 1080p, dvs HD og den står smukt! Man kan også se den farverige 'Captain Kronos: Vampire Hunter' fra 1974. 'Captain Kronos' er en unik blanding af horror, sort humor, western krydret med drabelige fægtesekvenser plus et gådefuldt mordmysterium. Filmen var én af de sidste vampyr-film som produktionsselskabet lavede og er en meget atypisk blodsuger-film, i forhold til hvad resten af Hammer's store udbud, i denne subgenre, har at tilbyde. Du finder Hammer FilmsYouTube-kanal lige her.
Årgang: 1993. Tagline: "She's To Die For." Instruktør: Brian Yuzna. Runtime: 97 min. Medie: DVD. Set på: HD-Projektor. Udgiver: Another World Entertainment. Link til filmen:IMDB. Se også: 'The Return of the Living Dead' (1985), 'Day of the Dead' (1985), 'Bride of Re-Animator' (1990).
Den rebelske Julie (Melinda Clarke) kærester rundt med Curt (J. Trevor Edmond) der er søn af Colonel John Reynolds, generalen på en tophemmelig militærbase, hvor der fortages kontroversielle eksperimenter med giftgassen Trioxin. Militærets mål er at udvikle det ultimative biologiske våben, i form af en ustoppelig zombie-soldat, der kan vækkes til live ved hjælp af gassen, og "lukkes ned" igen med en modgift, når zombien har udryddet og ædt fjenden. Forsøgene går (selvfølgelig) helt galt og ingen længe bryder helvede og zombierne løs. Alt dette sker på en aften hvor nysgerrigheden er blevet for stor for Curt og Julie. Sammen har de sneget sig ind på faderens arbejdsplads (...those damn kids) og overværet et af forsøgene. Efter et opgør med faderen kører de to turtelduer galt, og Curt ser ingen anden udvej end at udsætte liget af hans elskede Julie for den diabolske Trioxin-gas. Julie kommer tilbage til livet med en umættelig sult efter kød, friskt kød og inden længe har de bøller, militæret og en hær af udøde i hælene.
'The Return of the Living Dead'-franchisen ('ROTLD') har altid stået i skyggen af George A. Romero's 'of the dead'-trilogi og det er der også en god grund til. Hvor Romero's tre første film står rigtig stærkt og alle har status som klassikere i horror-genren, så er det kun den første film i 'ROTLD'-franchisen der har opnået en lignende status. Den originale films efterfølgere faldt allerede drastisk i kvalitet ved 'Return of the Living Dead Part II', der blev alt for meget (plat) komedie og alt for lidt horror. Siden 'Part II' er det blevet til tre styks 'ROTLD'-film og de to fra 2005, 'Return of the Living Dead: Necropolis' og 'Return of the Living Dead: Rave from the Grave', sætter nærmest nye standarder for, hvor voldsomt man kan voldtage og ødelægge en franchise. Undgå dem for alt i verden! Heldigvis kom der én film i denne serie af zombie-mayhem som gik imod strømmen, og heldigvis har Another World Entertainment valgt at udgive den. 'Return of the Living Dead 3' kom otte år efter den originale film, og den er indtil videre den eneste film i 'ROTLD'-franchisen der er Dan O'Bannon's mesterlige 'The Return of the Living Dead' (tidligere anmeldt her) værdig.
Når det bare ikke gør ondt nok at få lavet hul i øret!
I 'ROTLD 3' har man taget ved lære af den fejlslagne 'Part II' og man prøver heldigvis ikke at kopiere Dan O'Bannon's første film. I stedet tager man franchisen i en anden, og lidt mere alvorlig, retning. Man har luget ud i de komiske indslag, og i stedet bygget sin historie op omkring et klassisk Romeo og Julie-kærlighedsdrama, med zombier forstås. De to hovedpersoners ulykkelige kærligheds-kvaler bliver nemlig ikke mindre af at Julie vender tilbage som en splittet zombie-babe, der kæmper en indædt kamp mod den fristelse det er at bide hovedet af sin udkårne (helt bogstaveligt). Rollebesætningen er ikke filmhistoriens mest imponerende samling individer, men Melinda Clarke skinner igennem i rollen som Julie, både i den levende udgave, men så sandelig også i levende-døde udgave. Hendes zombie-sexfaktor er kun blevet overgået én gang før, og efter, og det var da Linnea Quigley gik all in i den første film - 80'er-dans på gravstenen, anyone?!
Vi får også et "Tarman-moment" i ROTLD 3.
Instruktøren Brian Yuzna er en garvet rotte inden for horror-filmenes verden og han har siden sin syrede debutfilm, 'Society' (1989), givet os film som 'Bride of Re-Animator', 'Necronomicon', 'The Dentist' og 'The Dentist 2'. Overraskende nok, så formår han med 'ROTLD 3' at puste liv i den døende patient. Han holder fuld kog på gryderne, og man keder sig ikke et eneste øjeblik i selskab med den tredje instans i serien. Har du ikke set de to første film kan du heldigvis stadig få noget ud af at se 'ROTLD 3'. Der er meget få ting, der har rødder tilbage til de to første film. Så nysgerrige, der ikke kender franchisen, kan altså sagtens være med, og os gamle fans kan bare juble over at Another World entertainment har valgt at udgive det glemte zombie-guld til det Danske filmmarked. Filmen kommer uden noget ekstramateriale, hvilket altid er en skam, jeg kunne da f.eks godt have tænkt mig et kommentarspor med Brian Yuzna. 'ROTLD 3' kommer i sit oprindelige Widescreen-format og der er også mulighed for at se en Fullscreen version af filmen. Selvfølgelig er det også den uncuttede version som Another World Entertainment har udgivet.
Filmens måske mest mindeværdige zombie (lige efter Julie) er Clarence Epperson som Cadaver. Hans eneste rolle nogensinde.
'ROTLD 3' er uden den mindste tvivl den stærkeste af de fire efterfølgere til Dan O'Bannon's klassiker. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at filmen højst sandsynligt var blevet et større hit, hvis den ikke var udkommet under 'The Return of the Living Dead'-brandet. Den har nemlig ikke mange fællestræk med de to første film, og Yuzna har da også udtalt at han fortryder at filmen ikke udkom under en anden titel, som f.eks 'Curt and Julie' eller den noget bedre 'Mortal Zombie'. 'ROTLD 3'er på alle måder én eller to klasser bedre end sine søskende, og filmen leverer i den grad også på splatter-barometeret. Så er du fan af praktiske effekter af den gamle skole, så kan du læne dig godt tilrette for 'ROTLD 3' er proppet med teaterblod og latex proteser. Her er nok blood'n'guts til at tilfredsstille de fleste gorehounds! Melinda Clarke's karakter, Juile, vil nemlig give enhver småforkølet teenage-cutter røde ører når hun først går i gang med glaskår og bidetang. Zombierne flår sig igennem alt der står dem i vejen, og vi får oven i købet også en vanvittig cyborg-zombie-soldat, der har sniffet for meget af den giftige Trioxin - så kan man da ikke ønske sig meget mere af en film om de levende døde?! 'ROTLD 3' er én af zombie-film der for mange er gået i glemmebogen og det er en skam. Den kan ikke helt måle sig med originalen eller George A. Romero's tre første zombie-film, men 'ROTLD 3' er sin egen og det må man have respekt for.
Så er der endelig dukket nogle produktionsbilleder op fra den nye 'Mad Max: Fury Road'. Billederne giver os et indtryk af hvad vi kan forvente, og du kan ovenikøbet se flere billeder på Ain't It Cool News. Disse billeder skulle også mane alle rygter om filmens aflysning til jorden og vi kan endegyldigt se frem til et overflødighedshorn af voldelige V8'er-brøl, blodsprøjt og hjemmelavede håndvåben.
Årgang: 1988. Tagline: “Once there was a man whose prison was a chair. The man had a monkey, they made the strangest pair. The monkey ruled the man, it climbed inside his head. And now as fate would have it, one of them is dead.” Instruktør: George A. Romero. Runtime: 108 min. Medie: DVD. Set på: Plasma 51”. Udgiver: MGM DVD. Link til filmen:IMDB. Se også: 'Cujo' (1983), 'Link' (1986), 'Shakma' (1990).
Allan Mann (Jason Beghe) tager en morgen af sted for at løbe sig en tur. Skæbnen vil dog, at han bliver påkørt og selv efter ekstensive operationer ender paralyseret fra halsen og nedefter. Efter et mislykket selvmordsforsøg får en af Allans venner, Geoffrey (John Pankow), det så dårligt med vennens tragiske situation, at han beslutter for at hjælpe. Han tager en af de aber, han har eksperimenteret på, og får med hjælp fra Melanie Parker (Kate McNeil) opdrættet aben til at kunne hjælpe Allan med forskellige gøremål. Inden længe udvikler aben og hans nye herre et stærkt bånd, der først får Allan til at lyse op, men over tid tager en bizar drejning.
George A. Romero er naturligvis mest kendt for sine zombiefilm. I sine tre første af slagsen tog han fat i henholdsvis racisme, konsumerisme og kontrol som underliggende emner. I ‘Monkey Shines’ er der også et hint af den tilgang. Hvad nu hvis det dyriske i mennesket fik lov at bestemme, og de sidste 5000 års udvikling mod at blive civiliserede samfund med selvkontrol blev ugjorte? Hvor meget vrede går det gennemsnitlige menneske egentligt og gemmer på? Det er, hvad Romero synes at tage op i denne hans første studieproducerede film. Instruktørens oplevelser med Orion, som står bag nærværende film, fik ham senere til at vende tilbage til uafhængig filmarbejde, efter studiet foretog op til flere klip i ‘Monkey Shines’ mod Romeros ønsker. Det forhindrede ham i sidste ende dog ikke i igen at samarbejde med Orion år senere på 1993s ‘The Dark Half’. Der er desværre ikke meget baggrundsinformation at finde omkring arbejdet på filmen, hvilket formentlig skyldes den dårlige modtagelse, filmen fik ved sin udgivelse. Den omfattende brug af aben Boo har Romero talt om i forbindelse med et videointerview med Time Magazine. Her fortæller instruktøren, at de måtte vente i dagevis på at skyde scenerne, hvor aben skulle være kærlig overfor Jason Beghes karakter, og at skuespilleren skulle være den første mandlige person, aben så på den givne dag.
Balancen mellem kærlighed og evig kontrol, synes for aben Ella at være en hårfin en af slagsen.
‘Monkey Shines’ er en film, der tager sig sin tid. Opbygningen er grundig og roligt fremadskridende samtidig med, at ikke en eneste scene i den introducerende del af filmen føles for lang. Med stemning og en forsamling karakterer, der hver især bliver opbygget ganske fint med små kendetegn, lykkedes det filmen at gøre historien om Allans dramatiske og livsforandrende oplevelse enormt engagerende. Instruktør George A. Romero sprinter ikke frem mod gyserelementerne, men giver blot glimt af det, der er undervejs, mens indledningens idyl langsomt begynder at genindfinde sig efter ulykken. Man bliver som tilskuer kun kort trukket ud af en sikker zone, før man igen bevæger sig tilbage mod den. Med det sagt er der ikke nogen tvivl om, hvad det er for et skift, der vil komme til at ske, men måden, det udfolder sig på, er mildest talt overraskende. Selvom Jason Beghe senere i filmen ryger ud i noget typisk ‘80er præget, lettere klodset skuespil, er han langt hen ad vejen troværdig som Allan, og forholdet mellem den paralyserede mand og aben er svært ikke at sympatisere med. Det samme gælder Allans forhold til Melanie, som er en ganske forudsigelig flirt for hovedkarakteren, men som samtidig ikke er så klichépræget, som det oftest er tilfældet med kvindelige karakterer af hendes art. Tværtimod har hun tydeligvis intelligens og ben i næsen, hvilket gør hende nærværende.
‘Monkey Shines’ indeholder en af kun få sexscener involverende en så omfattende paralyseret part, som Jason Beghes karakter Allan er det.
Den tredje større rolle i filmen går til John Pankow, der er filmens svar på en sindssyg videnskabsmand. Hans karakter er ikke simpel, da hans motiver indledningsvist ikke er onde, men han er en smule mere forudsigelig i sin udvikling end de to andre. I historiens klimaktiske del er han blandt årsagerne til, at filmen begynder at miste en smule af sit ellers så sikre fodfæste. Det har derudover tydeligvis været svært at iscenesætte dramatiske øjeblikke med en karakter låst til en kørestol. Til tider lykkedes det på kreativ vis at involvere ham i begivenhederne, men af og til trækkes scenarierne en smule for meget i langdrag. Det dramatiske højdepunkt, som taglinen til dels spoiler, er jeg splittet omkring. På den ene side er måden, det gøres på, det mest logiske, men på den anden side vil det for nogen fremstå en smule ufrivilligt komisk. Der har eftersigende også været en del indblanding fra studiet omkring netop filmens slutning, men hvad, der i bund og grund redder det dramatiske toppunkt, er, at der synes at være en logik i forhold til temaet om den menneskelige tilbagevenden til det dyriske, der på sin vis runder filmen ganske fint af. Kort sagt har filmen sine fejl, men det er mindre fejl, og det er nogle sådanne, der opstår ud af det, jeg selv hylder horrorfilm for: De ekstreme og særprægede præmisser, der kan tages langt i genren.
“How about some music?”
Man kan snildt blot afvise ‘Monkey Shines’ som værende en gimmickagtig abefilm, men den er mere intelligent end som så og lægger ikke fingre imellem. Filmen er tydeligt bundet til ‘80erne, men det tilføjer i langt højere grad charme end problemer. Karaktererne såvel som historien har kant, og den er dygtigt opbygget såvel på et underholdnings- som et indholdsmæssigt plan, og selvom instruktøren før har haft klarere pointer på film, er der ikke den mindste tvivl i mit sind om, at den er værd at sætte tænderne i.
Nu har horrorfilms-festivalen Blodig Weekend endelig afsløret lidt af programmet! Festivalen finder sted d.27. september til den 30. september i Cinemateket og Husets biograf i København. Hos Cinemateket får man mulighed for at se følgende film:
GOD BLESS AMERICA af Bobcat Goldthwait.
UD AF MØRKET af Daniell Lowies Edwards og David Sakurai.
GRABBERS af Jon Wright.
JULIA X af P.J. Pettiette.
DÈMONI af Lamberto Bava.
THE INCIDENT af Alexandre Courtès.
LIVIDE af Alexandre Bustillo og Julien Maury.
SENNENTUNTSCHI af Michael Steiner.
INBRED af Alex Chandon.
EDDIE: THE SLEEPWALKING CANNIBAL af Boris Rodriguez.
VAMPYR af Carl Th. Dreyer.
Det vil blive midnatsforestillinger i Husets biograf, men her er programmet stadig ikke frigivet. Priserne skulle være omkring ca. 75 kr (50 kr for medlemmer af Cinemateket) - med mængderabat. Dette er dog ikke helt fastsat endnu.
Det herlige distributionsselskab Arrow Films & Video har i øjeblikket tilbud på en del af deres fremragende blu-rays og DVD'er. Du kan f.eks anskaffe dig Lucio Fulci's fantastiske 'The Beyond' eller hvad med alle slasherfilmenes fader - Mario Bava's mesterværk 'A Bay of Blood'? Er du mere til de amerikanske horrorfilm, så kan du finde fine titler som 'The Funhouse', 'Frankenhooker' og revenge-klassikeren 'The Exterminator'. Jeg kan anbefale deres udgivelser og ejer selv en hel del af dem (du kan se et lille udpluk af hvilke her). Arrow Films & Video's udgivelse af den originale 'Dawn of the Dead' er f.eks en af de fineste bluray-udgivelser jeg ejer. Filmene bliver sendt fra England, så der er ingen fare for at din vare bliver taget i tolden. Priserne er for blu-ray's £7.99 (ca.75 kroner) og DVD'erne koster fra £3.99 (ca.38 kroner) op til £5.99 (ca.57 kroner). Bestiller du for over £49.99 (ca.475 kroner) opnår du gratis fragt på din bestilling. Jeg ved ikke hvornår tilbudet udløber igen. Du finder Arrow Films & Video på www.arrowfilms.co.uk. God shoppingtur!
'Father's Day' (2011), der kommer med taglinen "Sons, lock up your fathers... vengeance arrives on... Father's Day!" er indtil videre den helt store overraskelse i år! Filmen kommer fra det canadiske film-kollektiv Astron-6 i samarbejde med Troma Entertainment og leverer splat, sort humor og horror i overflod. Er du glad for titler som Street Trash, Hobo with a Shotgun, The Evil Dead og Planet Terror - så vil du højst sandsynligt elske filmen! Den er komplet vanvittig, nådesløs og alt hvad et "normalt" publikum vil finde smagløst og forargeligt er stoppet ind i dens godt 99 minutter lange spilletid. Så bliver det jo ikke meget bedre! Denne blu-ray er en 4 disc Limited Edition (#2643/5000) og pakket med ekstramateriale. Man får hele 2 ekstra DVD'er med bagom-features og meget andet godt. Udgivelsen her indeholder også filmens svedige soundtrack, på sin egen CD. Selve filmen er kommer på en all-region blu-ray disc, så alle kan heldigvis være med. Filmen anbefales hermed på det varmeste, ikke kun til Troma-fans (filmen har meget bedre production-value og kvalitet end det Troma plejer at diske op med), men til alle grindhouse-fans, nye som gamle. Filmen er købt igennem Diabolik DVD og versionen jeg præsentere her, har de i øjeblikket 3 til rådighed af. Vil du bestille, så finder du den her. Filmen er også kommet i en normal 1-disc version som du kan finde her.
Synopsis:The urban legend known as 'The Father's Day Killer' began some years after the demise of serial rapist/murderer Chris Fuchman. Since the 1970s, the use of contraceptives has tripled in North America alone and a generation of fathers fell asleep with the covers pulled tight, buttocks clenched. †The story has become a fire-side cautionary ritual on camping trips, often used by fathers to warn their sons of the dangers of unplanned pregnancy. That deep seeded fear of penetration, violation and eventually death waned as the murder and rape of fathers continued to decline all over the world. Unfortunately those numbers didn't remain low, and it would seem that the legend is not yet complete.
Ekstramateriale på denne udgivelse:
Deleted Scenes
2 x Special FX Featurettes
Slide Show
Original Trailer
Original Teaser Trailer
Astron-6 Shorts
On Set Behind-The-Scenes
Lloyd Kaufman Intro
Tromatic Intro
Sound Track EP C
De sidste par dage har vi snakket lidt om bag-om features og dokumentarfilm inde på bloggens facebook-side. Der er blevet postet links til nogle af dem der er tilgængelig på youtube som f.eks 'Masters Of Horror A Documentary Hosted By Bruce Campbell' og 'Just Desserts - The Making of Creepshow', og vi har snakket om den fremragende 'Full-Tilt Boogie', som giver os et kig bag kulisserne på tilblivelsen af Rodriguez & Tarantino's 'From Dusk Till Dawn'. Og nu er der lige endnu én af slagsen jeg må anbefale. Især fans af Rob Zombie skal lytte godt efter! '30 Days in Hell: The Making of The Devil's Rejects' går bag-om, ja 'The Devil's Rejects', i denne 145 minutter(?!) lange dokumentar. Det er en yderst detaljeret, grundig, ærlig og ikke mindst afsindig underholdende sag. Vi kommer virkelig hele vejen rundt om den proces det er at lave en horror-film, alt imens at der bliver snakket med folk som Sid Haig, Bill Moseley Danny Trejo, Kane Hodder (som var stuntkordinator på settet) og selvfølgelig også Rob Zombie selv - samt mange flere. '30 Days in Hell' er at finde på Two-Disc Unrated Special Edition DVD'en (sådan én har jeg til salg lige i øjeblikket, kig evt her) og blu-ray udgivelsen. Drop det jammerlige behind the scenes-materiale der er at finde på de fleste DVD-udgivelser, og gå efter guldet, som f.eks '30 Days in Hell'.
Så er der godt nyt til danske genre- og horrorfans. Den 27. september til 30. september løber filmfestivalen 'Blodig weekend' nemlig af stablen i de københavnske biografer - Cinemateket og Husets biograf. Den nye danske genre-filmfestival giver gæsterne mulighed for blandt andet at møde instruktøren Lamberto Bava, som fans vil kende fra film som 'Demoni' 1 og 2, 'Macabre', 'A Blade in the Dark' og ikke mindst actionbraget 'Blastfighter'. Lamberto er søn af den legendariske filmskaber Mario Bava. Film-freaks vil også få mulighed for at handle merchandise, posters, figurer, film og meget mere på festivalen. Udover Bava skulle der også gerne være flere gæster på vej til de hungrende fans. Der vil selvfølgelig også blive mulighed for at se en masse film på festivalen - 'Inbred' (2011) og 'God Bless America' (2011) er allerede booket. Derudover vil man kunne købe mad i Cinemateket, og der vil være musik og bar lørdag aften i Husets biograf.
Dette arrangement lyder som noget os genre- og horrorfans har sukket efter i mange, mange år - så se nu at komme af sted, så 'Blodig weekend' kan blive en tilbagevendende begivenhed!
Til Politiken udtaler medarrangør Jan Schmidt følgende:
"Nu er det første år vi afholder 'Blodig weekend', men vi håber, at vi får fyldt pænt op til alle forestillinger".
"Én af idéerne med det her er, at vi forsøger at holde festivalen samlet to faste steder og skabe et forum, man har lyst til at mødes og snakke efter filmene. Vi har brug for 'Blodig weekend', fordi der mangler arrangementer, hvor man kan dele sine filmoplevelser og tale med ligesindede, så man ikke bare går lige hjem bagefter".
"Det vil forhåbentlig give horrorfans lyst til nærmest at leve på festivalen. Mange af dem har mødt hinanden i forums på nettet, men aldrig i virkelighedens verden."
"Vi vil gerne have nyt publikum og nye fans til genren. Vi er interesserede i at få fat i alle, som har lyst til at se nogle film, som er en lille smule på kanten. Om natten viser vi film, som er mere actionprægede. Om dagen vil der være film, der kræver lidt mere, selv om ingen af dem er raketvidenskab".
Info:
Afholdes 27.-30. september.
Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København
Husets biograf, Magstræde 14, 1204 København
Program er endnu ikke offentliggjort, men filmene 'Inbred' og 'God Bless America' er klar til fremvisning.
Billetter kan købes i Cinematekets og Husets biografs billetsalg. Der kan ikke købes partoutbillet til filmfestivalen, men køber man fem enkeltbilletter, får man én gratis.
Årgang: 1996. Tagline: "One night is all that stands between them and freedom. But it's going to be one hell of a night." Instruktør: Robert Rodriguez. Runtime: 108 minutter. Medie: DVD. Set på: 40" LCD. Udgiver: Nordisk Film. Link til filmen:IMDB. Se også: 'Psycho' (1960), 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' (1999), 'Planet Terror' (2007).
Efter at være flygtet fra et vellykket bankrøveri og i den forbindelse have slået fire Texas Rangers ihjel samt kidnappet en uskyldig bankansat og mor til fire for derefter at jævne en motorvejskiosk med jorden, sætte ild til ejeren samt nakkeskyde endnu en Texas Ranger - for slet ikke at tale om den stakkels familiemors kranke skæbne på et nærliggende motel - er brødrene Seth og Richie Gecko nu efterlyst og forfulgt af alt hvad der kan kravle og gå af de sydlige staters betjente og efterretningsagenter. Kan de blot nå til Mexico, er de i sikkerhed for ordensmagten, så Seth og Richie udnytter den tidligere præst Jacob og hans teenagebørn Scott og Kate, som er på idyllisk familieferie i deres autocamper, til at krydse grænsen og nå hen på stripklubben Titty Twister, hvor bagmanden Carlos venter på sin del af byttet fra bankrøveriet…
'From Dusk Till Dawn' er det første rigtige samarbejde mellem Quentin Tarantino og Robert Rodriquez, og den eneste film - udover dem han selv har instrueret - som Tarantino for alvor har skrevet manuskriptet til. 'True Romance' (1993) og 'Natural Born Killers' (1994) blev begge drastisk omskrevet af deres respektive instruktører; Tony Scott og Oliver Stone. Selvom Robert Rodriguez står som instruktør er det tydeligt at mærke Tarantinos touch, især i filmens første time. Handlingen udspiller sig i lange, intense scener med velformulerede, beskidte replikker, som kun Tarantino kan skrive dem. Hans sprog, ikke mindst billedsprog, er pisseoriginalt, og man forbløffes over, at skuespillerne overhovedet kan fremsige replikkerne, så det lyder naturligt. Tarantino er en auteur udi det verbale, mens Rodriguez' force ligger i den pure action og de visuelle gimmicks. Hans bidrag til 'From Dusk Till Dawn' bliver især tydeligt i filmens sidste halve time på Titty Twister-baren, hvor handlingen tager en ny retning… mildest talt! Uden at vide det, forestiller jeg mig at makkerparret har arbejdet lige meget på manuskript og instruktion. Indtil for nyligt har man ikke måttet kreditere mere end én instruktør i henhold til de retningslinjer Director's Guild of America har nedskrevet. Det var denne regel, der ti år senere fik Robert Rodriguez til at melde sig ud af fagforeningen, da de nægtede at lade Frank Miller blive krediteret for sit arbejde på 'Sin City' (2005).
Er det Goytes 'Somebody That I Used to Know' der spiller i baggrunden?
Enhver god auteur har et par yndlingsskuespillere, som vedkommende foretrækker at arbejde sammen med - såkaldte "regulars", som går igen fra film til film. Robert Rodriguez har 400, plus/minus! Udover Quentin Tarantino, som i 'From Dusk Till Dawn' spiller en af sine største roller som den sindssyge Richie, prydes castet af effektguruen og stuntmanden Tom Savini, pothovedet Cheech Marin i morsom tre-dobbeltrolle, det bredskuldrede månekrater Danny Trejo samt Michael Parks som Texas Ranger'en Earl McGraw. På trods af at McGraw myrdes i 'From Dusk Till Dawn' har Michael Parks gentaget rollen i Tarantinos 'Kill Bill vol. 1' (2003) samt begge Grindhouse-filmene. Derudover medvirker Salma Hayek som übersexy showgirl med Bit Fat Snake rundt om halsen… ned gennem kavalergangen… og mellem benene… og George Clooney får sin egentlige Hollywood-debut som den "fornuftige" forbryder-broder Seth. Harvey Keitel, som årene inden havde fået et ny-gennembrud i Tarantinos 'Reservoir Dogs' (1992) og også medvirket i 'Pulp Fiction' (1994) spiller den tvivlende præste-fader, Jacob og Juliette Lewis kombinerer som så ofte før den blanke brunette med den bad-ass bitch i teenagedatteren Kate. Det blev til et frygteligt navne-opråb, men Robert Rodriguez' cast er altid et helt kapitel for sig selv og noget der i den grad giver hans film produktionsværdi. 'From Dusk Till Dawn' præsenterer måske nok en del skuespillere, som på dette tidspunkt var up and coming, men den dag i dag står A-kendisserne i kø for at medvirke i hans film, og har man et blakket ry eller trænger karrieren til en saltvandsindsprøjtning er der gode chancer for en stjernes genfødsel. Jeg nævner i flæng: Mickey Rourke, Robert De Niro, Steven Seagal, Lindsay Lohan og i den nærmeste fremtid; Charlie Sheen og Johnny Depp.
Kom an!
Jeg kan godt lide at sammenligne 'From Dusk Till Dawn' med min - og mange andres - favoritfilm; 'Evil Dead 2' (1987). Det er begge film, som slår sig så meget løs, at man ikke kan andet end at hengive sig til den utvivlsomme kærlighed til horrorgenren. Det er underholdning fra start til slut, og hvis man keder sig på noget tidspunkt, er det kun fordi, man vil kede sig. Ligesom Sam Raimi var dengang er Robert Rodriguez en mand, der får det allerbedste ud af den smule, han har. Man kunne klandre ham for at ty lidt for meget til computergenererede effekter, men manden elsker det, og så må man bare glæde sig over, han trods alt ikke overpøser det på sine voksenfilm, sådan som han gør det i børnefilmene om 'Spy Kids' og 'Sharkboy and Lavagirl'. Det er også nærliggende at sammenligne 'From Dusk Till Dawn' med Alfred Hitchcocks 'Psycho' (1960), som ligeledes udvikler sig fra at være blot endnu en film fra auteurens hånd til pludseligt at gå helt over gevind i tredje akt. Det er beyond twist-ending, fordi det lang tid før selve slutningen vender hele handlingen på hovedet og spiller videre på det.
Efter forholdet med Max Cady gik i vasken ved 'Cape Fear' forsøger Juliette Lewis at få noget kørende med en anden gentleman!
'From Dusk Till Dawn' er måske aldrig blevet den kæmpesucces, jeg synes, den fortjener, men den har en massiv fanskare, også blandt publikum, som ellers ikke er til splat - en del af æren skal sikkert tilskrives George Clooney og Quentin Tarantinos medvirken. Jeg bryder mig ikke om, når nogen omtaler 'From Dusk Till Dawn' som sjov, men dårlig. Den er et forsøg fra to dygtige filmmagere på at give folket noget uventet i en tid, hvor man ellers altid ved, hvad man får, når man sætter sig i biografsædet. Publikum har sikkert haft nogle klare forventninger til 'From Dusk Till Dawn' efter Tarantinos 'Reservoir Dogs' og 'Pulp Fiction' og til at starte med har de fået dem indfriet… men de blev overraskede gjorde de! Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg intetanende så filmen første gang for små ti år siden. 'From Dusk Till Dawn' kombinerer Tarantinos perfektionisme med Rodriguez spontanitet, og er om ikke kronjuvelen på deres samarbejde så i hvert fald en usleben diamant.
