Tagline: “Evil works in mysterious ways.”
Instruktør: Adam Mason.
Runtime: 91 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Clockwork Orange' (1976), 'The Evil Dead' (1981), 'Hellraiser' (1987).
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Nick West (Andrew Howard) er konstant på jagt efter syge skrækoplevelser, så han tager sin kæreste med til et forladt sindssygehospital for at blive høj på syre. Men da hans kæreste sætter sig i en mystisk stol, bliver hun lemlæstet, og hendes lig bliver trukket ned i et skjult, dæmonisk, sort hul. Da Nick fortæller sin skrækkelige historie til politiet, bliver han dømt til indespærring som klinisk sindssyg. 4 år senere vender en genial psykologiprofessor og hans elever tilbage til åstedet sammen med den påståede morder for at søge efter sandheden bag det frygtindgydende okkulte mysterium.
Det er en kunst at skrive voice-overs til film. Det gør sig i endnu højere grad gældende, når man, som i nærværende film, ønsker at skabe en ironisk distance til filmen, og fra tid til anden river den fjerde væg ned. Flere gange gøres vi i ‘The Devil’s Chair’ opmærksomme på, at det er en film, vi betragter. Ikke alene det, men filmen stiller spørgsmålstegn ved sin egen kvalitet og ønsker, at publikum skal gøre det samme. Så meget desto mere imponerende er det, at filmen alligevel ender med at føles som en enormt solid en af slagsen. Adam Masons film er en blanding af et ekstremt intenst karakterstudie og en hyldest til ‘80ernes mest snaskede og ukomplicerede monsterfilm. Det er i hvert fald instruktørens egen påstand, og det stemmer meget godt overens med denne seers oplevelse af filmen. Selvom man reelt skulle lade sig indfange af den historie, som fortælleren lægger en del afstand til, er det lykkedes skaberne at øge filmens pondus med den voice-over, som blev tilføjet efter optagelsernes færdiggørelse. Der er et mørke og en sadistisk kvalitet i grundmaterialet, som blot øges af de selvkritiske, sorthumoristiske tanker, som dukker op gennem voice-overen, og der er samtidig ingen tvivl om, at den slutning, instruktøren fra start til slut har været så stolt af, blot fungerer endnu bedre, når man får løbende kommentarer fra hovedpersonen. Det er således lidt af en skam, at filmen her lader til mestendels at være landet blandt tilfældige og gennemsnitlige horrortitler på tilbud, når den reelt fortjener meget mere. Samtidig er det sandsynligvis en fordel for seeren, at dens overraskende kvaliteter får lov at komme bag på en.
Filmens monster følges tit af CGI, men det selv er lavet på praktisk vis og ser således ganske fremragende ud... Selvom det ikke er svært at drage sammenligninger til film som ‘Alien’ (1979). |
Filmen er måske nok rå og ubehagelig, men Adam Mason holder oprindeligt meget af klassiske filmiske værdier, og således gøres der også plads til smukt komponerede billeder i filmen. |
Score:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar