2. sep. 2012

Anmeldelse: The Devil's Chair.

Årgang: 2007
Tagline: “Evil works in mysterious ways.”
Instruktør: Adam Mason.
Runtime: 91 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Clockwork Orange' (1976), 'The Evil Dead' (1981), 'Hellraiser' (1987).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

 







 
Nick West (Andrew Howard) er konstant på jagt efter syge skrækoplevelser, så han tager sin kæreste med til et forladt sindssygehospital for at blive høj på syre. Men da hans kæreste sætter sig i en mystisk stol, bliver hun lemlæstet, og hendes lig bliver trukket ned i et skjult, dæmonisk, sort hul. Da Nick fortæller sin skrækkelige historie til politiet, bliver han dømt til indespærring som klinisk sindssyg. 4 år senere vender en genial psykologiprofessor og hans elever tilbage til åstedet sammen med den påståede morder for at søge efter sandheden bag det frygtindgydende okkulte mysterium.
At lave film er en omfattende og grundig proces, der kan tage enormt lang tid. Instruktør Adam Mason havde før ‘The Devil’s Chair’ brugt to år på at færdiggøre sin og Simon Boyes guerillaprojekt ‘Broken’ (2006). Ikke alene det, men instruktøren og et ganske lille hold af andre filmfolk havde gennem 22 timer lange optagedage og næsten fraværende budgetter formået at leve af deres passion gennem forskellige musikvideoer og deslige. Således var det et ganske anderledes projekt, Mason stod over for, da han pludselig blev tilbudt at lave en film for firmaet Renegade Worldwide, der tidligere havde stået bag titler som ‘Superbabies: Baby Geniuses 2’ (2004), men nu altså havde fundet interesse i Adam Mason og hans samarbejdspartnere. Der var intet manuskript og ingen idé. Det skulle der i løbet af to-tre ugers tid laves om på, og således gik Adam Mason og Simon Boyes igang med at skrive og omskrive deres manuskript, indtil præproduktionsperioden løb ud, og videre ind i de tidligste stadier af optagelserne. Da optagelserne var afsluttet, gik der ikke længe, inden instruktøren tilsyneladende forsvandt. Ovenpå en pludselig og grum skilsmisse var Mason gået under jorden og kunne med hans egne ord “ikke være mere ligeglad med den film.” Først efter nogen tid fandt instruktøren tilbage til projektet, og hvad han fandt, var en film, der absolut ikke levede op til hans standarder. Bortset fra slutningen var der en stor del, han ikke brød sig om, og i særdeleshed generede filmens åbning ham. Så atter engang blev der sat gang i mauskriptarbejdet, og ikke alene blev åbningen skudt på ny (med en anden skuespillerinde i hovedrollen), de to manuskriptforfattere tilføjede også en voice-over til filmen. Herigennem fik instruktøren et udløb for sin personlige vrede såvel som en mulighed for at distancere sig fra de dele af filmen, han mente var blevet for meget. Hårdt arbejde bragte ‘The Devil’s Chair’ til verden, men var al fliden det værd?
“You bloodthirsty morons, fuck you! Bring on the red parade. So are there any pulses in the house? You deadbeat, midnight, freak-geek witted torture-porn gore horse! I know what you're looking for, so have it!“
Det er en kunst at skrive voice-overs til film. Det gør sig i endnu højere grad gældende, når man, som i nærværende film, ønsker at skabe en ironisk distance til filmen, og fra tid til anden river den fjerde væg ned. Flere gange gøres vi i ‘The Devil’s Chair’ opmærksomme på, at det er en film, vi betragter. Ikke alene det, men filmen stiller spørgsmålstegn ved sin egen kvalitet og ønsker, at publikum skal gøre det samme. Så meget desto mere imponerende er det, at filmen alligevel ender med at føles som en enormt solid en af slagsen. Adam Masons film er en blanding af et ekstremt intenst karakterstudie og en hyldest til ‘80ernes mest snaskede og ukomplicerede monsterfilm. Det er i hvert fald instruktørens egen påstand, og det stemmer meget godt overens med denne seers oplevelse af filmen. Selvom man reelt skulle lade sig indfange af den historie, som fortælleren lægger en del afstand til, er det lykkedes skaberne at øge filmens pondus med den voice-over, som blev tilføjet efter optagelsernes færdiggørelse. Der er et mørke og en sadistisk kvalitet i grundmaterialet, som blot øges af de selvkritiske, sorthumoristiske tanker, som dukker op gennem voice-overen, og der er samtidig ingen tvivl om, at den slutning, instruktøren fra start til slut har været så stolt af, blot fungerer endnu bedre, når man får løbende kommentarer fra hovedpersonen. Det er således lidt af en skam, at filmen her lader til mestendels at være landet blandt tilfældige og gennemsnitlige horrortitler på tilbud, når den reelt fortjener meget mere. Samtidig er det sandsynligvis en fordel for seeren, at dens overraskende kvaliteter får lov at komme bag på en.
Filmens monster følges tit af CGI, men det selv er lavet på praktisk vis og ser således ganske fremragende ud... Selvom det ikke er svært at drage sammenligninger til film som ‘Alien’ (1979).
Filmens stil er rå. Der klippes heftigt men ikke på den lettere søgte efterredigerede måde, som eksempelvis ‘Saw’ (2004) byder på. I ‘The Devil’s Chair’ er stilen tydeligvis bevidst. Det håndholdte men ikke overdrevet rystede udtryk giver en autencitet, der er subtil på en helt anden måde, end det er tilfældet med film som ‘A Horrible Way to Die’ (2010). Det føles her i langt højere grad, som om man forsøger at fange en virkelig intensitet i skuespilspræstationerne, end man forsøger at frembringe en sådan ved hæmningsløst at vifte kameraet i alle mulige retninger. Der er heller ikke det mindste behov for at hjælpe præstationerne undervejs, og da slet ikke hovedrolleindehaver Andrew Howards. Denne mand er ikke alene den, der hiver tilskueren ind i filmen til at begynde med, hans intense og ubehagelige præstation er også, hvad der fastholder seerens interesse filmen igennem. Nick West fungerer som karakter og fortæller grundet Howards fremragende præstation. Selvom filmen undervejs får gjort spas med skuespillernes præstationer i øvrigt, fandt jeg i det hele taget skuespillet af højt niveau heri. Der er et b-films plot, der på sin vis dækker over noget andet, som jeg ikke vil spolere, men selv heri er der en ægthed og et nærvær hos langt de fleste skuespillere, som virkelig fik denne seer til at tvivle på, hvor filmen var på vej hen. Ganske vist er der enkelte karakterer, der er stereotyper, men det er på sin vis del af den kærlige henvisning til ‘80er-splat af forskellig art. Inspirationerne rækker imidlertid længere end det, og der er mere end en gang, hvor det er svært ikke at lade tankerne lede hen på Stanley Kubricks mesterværk ‘A Clockwork Orange’ (1971), som særligt filmens fortællerstemme er inspireret af. 
Filmen er måske nok rå og ubehagelig, men Adam Mason holder oprindeligt meget af klassiske filmiske værdier, og således gøres der også plads til smukt komponerede billeder i filmen.
Jeg kunne påpege, at der i denne film forekommer nogle ret uheldige CGI effekter undervejs. Det kunne også have været en mulighed at fremhæve, at filmens afsluttende skift på sin vis er set før. Men det er, som om det i det store billede bliver en smule ligegyldigt, når man i filmens sidste øjeblikke er så kaptiveret og indfanget af oplevelsen, som jeg var det i ‘The Devil’s Chair’. Oftest opstår fantastiske film ud af planlægning, tilrettelæggelse og masser af arbejde. Her er en sadistisk, vred og unik horrorfilm opstået ud af absolut kaos, men mindst ligeså hårdt arbejde.

Score:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar