Anmeldelse: Satan’s Little Helper.

Årgang: 2004.
Tagline: “Sometimes Evil Needs a Helping Hand.”
Instruktør: Jeff Lieberman.
Runtime: 97 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Blue Sunshine' (1978), 'Monster Man' (2003), 'Murder Party' (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








Det er Halloween, og i et lille ø-samfund på Bell Island gøres der klar til begivenheden. Den niårige Douglas Whooly (Alexander Brickel) har længe glædet sig til aftenen, hvor han kan klæde sig ud som satans hjælpende hånd, som også er hovedpersonen i det spil, han holder allermest af. Uden at vide det bliver Dougie en morderisk psykopats lille hjælper, og mens den lille dreng tror, det hele er et spil, begynder det langsomt at gå op for lokalsamfundet, at det ikke er tilfældet.

‘Satan’s Little Helper’ er lavet for et lille budget, hvilket også kan bemærkes på den lettere tv-filmagtige fornemmelse, oplevelsen emmer af. Det til trods for at Jeff Lieberman har en vis genkendelighed for horrorfans. Med film som ‘Blue Sunshine’ (1978) og ‘Just Before Dawn’ (1981) har han for en gruppe dedikerede fans slået sit navn fast. Der er også flere lighedstegn at sætte mellem ‘Blue Sunshine’ og nærværende film, som begge er lettere alternative slashere med nogle særprægede udgangspunkter og en ondskabsfuld tilgang til historiefortælling. Hvor førstnævntes udgangspunkt er i stoffer, nærmere betegnet LSD, finder den senere film sit udgangspunkt i computerspil. Man skal imellem formentlig ikke regne for meget symbolik ind i valgene, da det er tvivlsomt, at instruktøren har haft i tankerne at vise de moralske problemer med disse sager. Han leger snarere med at konkretisere disse ting og påviser i forhold til computerspil netop, at det handler mere om evnen til at adskille fiktion fra virkelighed end noget andet. På Nordisk Films udgivelse af filmen er der mulighed for at se en kort featurette, hvor Lieberman fortæller om specifikke dele af filmens tilblivelse, men tankerne bag henligger i mørke, formentlig fordi Lieberman først og fremmest har været ude på at skabe en gammeldags horrorfilm, der kan underholde i halvanden time og ikke så meget mere end det.

Vi får aldrig oplyst point tallet for katte i filmen, men godt ender det alligevel ikke for denne mis.

Hvor man tydeligst mærker det begrænsede budget på ‘Satan’s Little Helper’ er det overordnede look, filmen tilbyder, og skuespillet, som blandt andet gennem klipningen forværres nogle steder, fordi man vælger at holde for længe på en given skuespiller. Lykkeligvis er Jeff Lieberman en klog fyr. Hans hovedskurk, som trods alt fylder en del i film som disse, siger aldrig et ord, og endvidere er han maskeret, som mange slasherskurke har været det. Her bliver der dog aldrig gravet ned i, hvem eller hvad den maskerede personage er. Han eksisterer blot og er ekstremt underholdende. Der er ingen tvivl om, at skuespiller Joshua Annex, som i størstedelen af filmen gemmer sig bag “Satan Man”, har et enormt overskud og er enormt morsom i filmen. Scenerne blot med Annex og unge Alexander Brickel fungerer helt udemærket, særligt fordi drengens vilde begejstring for de uhyrligheder, han ikke tror er virkelige, giver filmen et ordentligt skud sort humor, som klæder den umanerlig godt. De få scener, skurken har på egen hånd, fungerer også fortrinligt. Eksempelvis er en scene, hvori han på ret voldelig vis afliver en kat for at benytte dens blod til at skrive på en væg, bizart morsom, når den følges op af en mor og en datter, der tilfældigvis kommer forbi umiddelbart efter hændelsen med katten og gerne vil have et billede af den maskerede tosse. Små øjeblikke som det er, hvad der gør sig bedst i ‘Satan’s Little Helper’.

Satan morer sig.

Normalt er det væsentligt i en slasherfilm at have ondt af de karakterer, som ikke er morderiske galninge, men i stedet er i en sådans vold. Det bliver en smule svært i ‘Satan’s Little Helper’, hvor karaktererne, der skal forestille at være virkelige, virker så akavede, at de på ingen måde kommer til at fremstå som sympatiske. Ikke alene det, men deres irrationalitet stiger til urimelige niveauer, når de i lang tid lader sig narre af den maskerede mand til at tro, at han er en anden end den, han giver sig ud for at være. I en scene går det så langt, at kun et uventet besøg fra Dougie afholder skurken fra at strangulere søsteren i familien, som alligevel ufortrødent køber, at manden bag masken er hendes kæreste, der blot lever sig meget grundigt ind i rollen som satan. Selvom Jeff Lieberman altså kan siges at have hånd om sin portrættering af ondskab, vold og mørk humor, er det den anden side af slasherformlen, han ikke synes at evne: Ofrene. Særligt når den lille familie er fuldtallig, bliver det meget kluntet, og reaktionerne, der blandt andet kan opleves i filmens mest gory scene, viser meget hurtigt Alexander Brickels begrænsninger som skuespiller. Brickel er fin så længe, han skal være begejstret (selvom han kan blive en kende skinger i det lange løb), men så snart nogen form for følelsesmæssig reaktion i øvrigt kræves, går det galt. Det fremhæves blot af, at filmens øvrige skuespillere heller ikke leverer deres bedste arbejde heri. Selv ‘Pulp Fiction’ (1994) skuespillerinde Amanda Plummer falder en smule til jorden grundet akavet klipning og gumpetung dialog mellem mor og datter. Både Katheryn Winnick og Stephen Graham har også medvirket i andre sammenhænge til trods for deres fælles overspil her.

Satan Mans holdning til alle anmeldelser af filmen - positive som negative.

Kunne jeg finde på at sætte denne film på igen? Ja; Og årsagen hertil er skjult i de tre tal 666. Satan Man er en enormt underholdende skurk, der har en vis humor, omend sort, og når han kombineres med et naivt barn, fremstår hans handlinger endnu mere sadistiske og hjerteløse. Med det sagt er der nogle ret akavede scener, man skal igennem for at nå frem til de underholdende bidder, og familien, som vi er beregnet på at have sympati med, er det i stedet ret svært ikke at være ligegyldig overfor. Er man villig til at tage det ubevidst klodsede med det ekstremt ondskabsfulde, er der imidlertid en vis årsag til at vende sig til ‘Devil’s Little Helper’ for halvanden times underholdning.

Score: