24. sep. 2012

Anmeldelse: Hands of Steel.

Årgang: 1986.
Tagline: "30% human, 70% robot, 100% lethal."
Instruktør:  Sergio Martino.
Runtime:
94 minutter.
Medie: DVD.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.

Se også: 'Blade Runner' (1982), 'The Terminator' (1984), 'Lady Terminator' (1989).

Hands of Steel er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.


Cyborgen Queruak er blevet skabt af en ondskabsfuld forretningsmand for at dræbe en miljøaktivist, der blokerer for skurkens lyssky planer. Noget går dog galt, da mennesket i Queruak tager over, og han lader sit mål overleve. På flugt fra sin tidligere boss tager han ophold på et motel i Arizonas ørken. Men der går ikke lang tid før der dukker ubudne gæster op!
Efter den succesfulde '2019: After the Fall of New York' i 1983, var det om at smede mens jernet var varmt, for italienske Sergio Martino. 3 år efter kom instruktørens næste laserskud på sci-fi stammen og her sidder vi så i dag, med den nu 26 år gamle 'Hands of Steel'. Den futuristiske actionbasker er ikke ligefrem ældet med ynde, den stjæler med arme og ben fra langt bedre film, skuespillet er til hundene og plottet er set før. Så er der overhovedet grund til at se 'Hands of Steel' i 2012? Det forholdsvis korte svar er "ja...altså...sådan lige omtrent". Det lange svar kommer på de følgende linier.
Queruak har et, og kun et, ansigtsudtryk - om han så skyder badguys, laver sweet love eller er på lokum, ændrer det sig aldrig.
Sergio Martino er en erfaren herre. Han har siddet i instruktørstolen på over 60 film og han har kastet sig ud i alt lige fra kannibal-film til komedier og spaghetti-westerns. Hans 'Mannaja' (eller A Man Called Blade) fra 1977 er intet mindre end et lille mesterværk inden for den sidstnævnte genre (en titel Another World Entertainment også har været så elskværdige at udgive). Sjovt nok viser det sig hurtigt, at 'Hands of Steel' faktisk har rigtig meget tilfælles med de støvede og grumme spaghetti-westerns fra 70érne. Vi befinder os godt nok i en futuristiske fremtid, men denne fremtid ligner umiskendeligt meget The ol'west, og western-konventionerne bliver da også fulgt til punkt og prikke. Vores helt, Queruak, udvikler sig til den ensomme og stille gunman, forfulgt af en ond, magtliderlig mands ubarmhjertige håndlangere, alt i mens han prøver at redde The Damsel In Distress, og ikke mindst sig selv. Sidst men ikke mindst ender det hele i en stor shootout, noget der kunne minde om slaget ved O.K Corral.
Mon Sergio Martino har tænkt at der sikkert ikke er nogle der har set den der 'The Terminator' alligevel...
Martino har altså taget en masse af de typiske regler fra wester-genren, og så ellers nappet nogle geniale ideer fra film som 'The Terminator' og 'Blade Runner'. Smidt det hele i blenderen og så bare givet den fuld skrue, og håbet på det bedste. I 'Hands of Steel' bliver vi sågar budt en direkte kopi af Arnold's operation-scene i 'The Terminator', hvor den kolde cyborg tweeker sine ledbånd. Vi bliver oven i købet også budt på en klon af Daryl Hannah's supersexede, basic pleasure model-cyborg, Pris, fra 'Blade Runner'. Dog en noget halv forkølet efterligning, kan man vist roligt sige. Sidst men ikke mindst har instruktøren og manuskriptforfatteren valgt at smide en masse armwrestling ind i filmen(?!) Lidt i stil med Stallone's 'Over the Top' der kom nogenlunde på samme tid. Hvorfor man har valgt dette ved jeg ikke. For at se den ene kødprop efter den anden, puste sig op og så ellers kaste sig ud i at lægge-arm, som var der ingen dag i morgen, bliver temmelig trættende at glo på. Scenerne ødelægger da også filmens fremdrift og tempo, og det er en skam. For så længe Queruak bliver stillet overfor koldhjertede håndlangere og fjentligsindede dræber-cyborgs, så er 'Hands of Steel' faktisk en ret underholdende film, med masser af laber low-budget action og sjove påfund.
Det kunne være mega svedigt hvis I gad at løbe om kap i stedet for - bare for afvekslingens skyld?
Det hjælper på det hele at vores Queruak, spillet af en noget stiv og ufrivillig morsom Daniel Greene, bliver flankeret af nogle fine præstationer fra en lille håndfuld italienske veteraner. Især Claudio Cassinelli (The Mountain of the Cannibal God) er rigtig fin i rollen som den skarpe, men også dybt frustrerede dusørjæger, Peter Howell. George Eastman lægger en masse arm, men er også værd at bide mærke i for hans rolle som psykopat-truckeren, Raul. Donald O'Brian (Zombi Holocaust) ser man desværre ikke nok til i rollen som stædig professor. Selvfølgelig (fristes man til at sige) ser vi allestedsværende John Saxon i rollen som Queruak's tidligere arbejdsgiver, Francis Turner. Alt i alt et forholdsvis fint cast, der trækker filmens samlede indtryk lidt højere op end den måske rent faktisk fortjener.
BFG 9000 anno 1986!
Når alt dette er sagt, så kan det ikke ændre på at 'Hands of Steel' er en underholdende sag at sætte sig til rette med. Action-scenerne er alt lige fra vidunderligt fjollede til temmelig imponerende. Især hvis man tager budget og midlerne der var til rådighed, i betragtning. Der er nogle fine gore-effekter samtidig med at det hele er så campy, at man har brug for det vildeste campingudstyr for at komme helskindet igennem Sergio Martino's futuristiske sci-fi-western. Så er man indstillet på dette, og i humør til en god gammeldags omgang italiano sleaze-fest, så lægger 'Hands of Steel' altså lige til højrebenet.

Score:

1 kommentar:

  1. Interessant læsning - og en film, som jeg simpelthen skal have hjem til samlingen på et tidspunkt.

    Sergio Martino var jo en instruktør a la Enzo G. Castellari, der lavede film i stort set alle genrer, bl.a. spaghetti westerns, gialloer (gialli?), science fiction, kannibal-film og krigsfilm.

    Hans sidste krediterede arbejde som instruktør på IMDb er fra 2008, men det er så også en instruktørkarriere på godt og vel 40 år fra hans start i 1969.

    SvarSlet