Søndags-Zombier: Wanted dead or...dead!

I februar præsenterer Sørensen Exploitation Cinema stolt det nu tilbagevendende segment; Søndags-Zombier, som i løbet af måneden vil grave dybt i en zombie-subgenre og se på forskellige zombiefilm, som alle har noget helt særligt til fælles. I denne 2. sæson er overskriften "Levende døde i det Vilde Vesten", så den står på cowboys og indianere og naturligvis masser af zombier!

Zombiewesterns er ikke ligefrem noget, der er produceret i overflod, men i løbet af de sidste par år er der kommet nogle ganske gode bud på, hvordan man kan kombinere de levende døde med lovløse revolvermænd. I begyndelsen af januar spurgte vi Jer på Facebook, hvilke zombiewesterns I kendte til, og det endte med at blive til en ganske omfattende liste med alt lige fra rendyrkede westerns til film som 'House II' (1987) og 'Death Valley: The Revenge of Bloody Bill' (2004), som foregår i nutiden men har genvakte cowboyzombier på rollelisten.

De fire spillefilm, jeg har udvalgt som repræsentanter for zombiewestern-genren udspiller sig alle i 1800-tallet, og de viser, hvordan man kan variere udtrykket, på trods af at man allerede har puttet sin film ned i to kasser med mærkaterne ”zombie” og ”western” på:

Søndag den 2. februar ser jeg på actionfilmen 'Gallowwalkers' (2012) med Wesley ”Blade” Snipes i hovedrollen. Den har fået en frygtelig hård medfart af stort set alle, men er den virkelig så dårlig?

Søndag den 9. februar står den på buddy-cowboy-zombie-comedy med 'Undead or Alive' (2007), instrueret af en af forfatterne bag 'South Park'.

Søndag den 16. februar har vi den snigende horrorfilm 'Burrowers' (2008) på programmet. En lille overset perle af en monsterfilm.

Og sidst men ikke mindst kan vi søndag den 23. februar præsentere den ældgamle crossover-film 'Jesse James Meets Frankenstein's Daughter' (1966), som på én gang forsøgte at ride med på Hammers Frankenstein-bølge og Sergio Leones western-bølge. Læs om det lykkes sidst på måneden.

Har man sagt zombiewestern, er man naturligvis også nødt til at nævne Tor Fruergaards danske dukkefilm 'It Came From the West'. Den får en særlig plads i denne 2. sæson af Søndags-Zombier, da vi i løbet af måneden giver Jer et drøn-eksklusivt interview med instruktøren.

Alt dette og meget mere får du, når Sørensens Exploitation Cinema stolt præsenterer: SØNDAGS-ZOMBIER 2: DE LEVENDE DØDE I DET VILDE VESTEN!

Artikel: UDBRUD - En hyldest til fantasien og til det at lave film på et meget lille budget.

I en verden på randen af sammenbrud må en ung pige, bruge alle sine overlevelses instinkter, for at komme igennem den alt ødelæggende epidemi der pludselig bryder ud, og totalt spolere morgenhyggen i hendes ellers så trygge barndomshjem. Byldebefængte rædsels-skabninger fra de dybeste afgrunde af helvede står i kø for at gøre livet surt for ”Pigen Uden Navn”, men de har forstyrret den forkerte!

Novellefilmen UDBRUD er et Dansk bud på en ægte splatterfilm, der lover at levere varen i form af blod, bræk og tarme i metervis. En hyldest til genren, og til det at lave film i almindelighed.

Se teaseren til UDBRUD ovenover.

Inspirationen og drivkraften til at lave UDBRUD kommer naturligvis fra horror-film, og specielt lowbudget produktioner fra 70’erne og 80’erne. Dengang var der en helt anden tilgang til at lave genre-film, og man havde på en eller anden måde, en mere legende tilgang til det hele. Netop det legende og opfindsomme tiltrækker instruktøren og effektmanden Henrik Andersen, der også har skrevet historien til UDBRUD sammen med hans gamle ven og studiekammerat Kim Hermansen fra Bobble Trouble Productions.

Kim Hermansen filmer Skuespillere Niklas Pedersen og Jakob L. R. Thorsen, der giver den gas med bylder og blod.

Henrik Andersen er fra Trige ved Århus, og er uddannet pædagog. Han har de sidste 6 år arbejdet som filmoperatør, hvilket fik en brat ende da digitaliseringen tog over og erstattede det gamle erhverv. Sideløbende har han effekt-firmaet AMOS-FX, hvor han igennem de sidste mange år har hjulpet dem, der havde brug for en overskåren hals, et smadret ansigt eller en afreven arm. AMOS-FX har lavet effekt sminke til store og små film produktioner over hele landet, og hjælper gerne til på de mange filmuddannelser, der er i Århus. Ligesom der afholdes workshops og foredrag om effekter og sminke. For år tilbage lavede han sammen med Bo Mørck Penstoft spillefilmen CODENAME:YIN/YANG (læs anmeldelsen inde på uncut.dk her) der var fyldt med Babes, guns, guts og naturligvis en ordentlig røvfuld zombier. Her 8 år senere arbejdes der så på, at færdiggøre endnu et stort filmprojekt, nemlig UDBRUD der forventes at have premiere sensommeren 2014.

Effekt-troldmanden Henrik Andersen er på arbejde.

”Jeg har altid elsket horror, splat og exploitation film” siger Henrik Andersen, ”og derfor er UDBRUD også inspireret af alle mulige film i denne genre. Jeg husker stadigvæk da Lucio Fulci’s film RÆDSLERNES GRØNNE Ø (Zombie 2) gik i Kino 1-2-3 i min hjemby Skanderborg. Mine kammerater og jeg stod og savlede over de sort/hvide billeder i udstillingsskabet uden for biografen, men vi måtte naturligvis ikke se den for vores forældre. Anderledes heldige var vi med at snige os ind til Clive Barker's HELLRAISER, hvor vores sjæle blev flået i stykker af de læderklædte engle fra helvedets dyb. Men heldigvis ikke flået mere i stykker, end man kunne se den et par gange til, imens den gik der”.

I Henriks filmsamling står titler af blandt andet Dario Argento, Ruggero Deodato, Mario Bava, Lamberto Bava, George Romero, Tobe Hooper, Jack Hill, Sam Raimi, Peter Jackson, Stuart Gordon, Enzo G. Castellari, Jesus Franco, Sergio Martino, Umberto Lenzi, Jean Rollin og naturligvis Lucio Fulci. ”UDBRUD bliver ikke en hyldest til disse instruktører og deres film på den måde, at man kan se scener der ligner noget de kunne have lavet, ikke ret mange i hvert fald...men mere en hyldest til måden disse film er blevet lavet på. Den gejst og viljestyrke der lå bag deres iver for at få deres visioner og kreativitet ned på film, er virkelig inspirerende”. Siger Henrik. ”Vi er på UDBRUD ikke blevet støttet af nogle offentlige filmpuljer, og har betalt hele gildet selv. Det har naturligvis gjort, at vi har måtte være opfindsomme og kreative på mange områder af produktionen, og det er bestemt også den udfordring der har været drivkraften for os. Vi elsker at lave film, og det håber vi, at man kan se i det færdige resultat”.

Anne Stenholt omgivet af gludske og byldebefængte bæster, under indspilningen af UDBRUD.

”Selvfølgelig dukker der også små hints op, til de film vi elsker. Specielt MAD MAX 2 - THE ROAD WARRIOR fra 1981 har inspireret os meget. En enkelt scene i UDBRUD er en direkte hyldest til George Millers mesterværk, og i selvsamme scene er der også et kærligt skulderklap til vores Svenske broder Bo Arne Vibenius der i 1973 lavede filmen THRILLER - A CRUEL PICTURE (They Call Her One Eye) om den enøjede hævner spillet af dejlige Christina Lindberg. Mere vil vi ikke røbe her”, smiler Henrik.

På billedet ses hovedrolle indehaver Anne Stenholt og Jesper Hvidtved Nielsen som inficeret bæst, under en pause til indspilningen af UDBRUD.

”En af de andre måder vi sender en hilsen tilbage til de mange Italienske filmfolk, der har inspireret, er i musikken til UDBRUD. Musiker og komponist Flemming Berg har komponeret et helt soundtrack, der er kraftigt inspireret af den musik, der er i disse genre film. Så er man ægte fan af genren, vil man kunne nyde musik, der er inspireret af både John Carpenter, Cladudio Simonetti, Ennio Morricone og ikke mindst det legendariske band Goblin. Vi kan også løfte sløret for, at der er komponeret et potentielt hit-nummer til filmen, der forhåbentligt kan synges med på, når man ser rulleteksterne. Sangen hedder THE GIRL WITH NO NAME, af og med Flemming Berg”.

Andreas Krag fra Featurecreep, der udover at have en lille rolle i filmen også redigere og laver visuelle effekter til den. Til højre skuespiller Mogens Pedersen under indspilning.

” Vi har fået kæmpe stor opbakning fra folk, der gerne vil være med i projektet, og det har været en fornøjelse, at arbejde sammen med de over 100 mennesker der har været involveret, enten som statister eller som hjælp til sminke og alle de andre opgaver, der er bag kameraet. Man bliver helt rørt over den store hjælpsomhed og interesse der har været, og heldigvis har folk hygget sig under vejs”.

UDBRUD på god gammel VHS - det lyder som en våd drøm, men det er nu bare en gimmick.

Hovedrollen som ”Pigen Uden Navn” bliver spillet af Anne Stenholt, der har været med i både film og musikvideoer, og også fungere som skuespiller ved Århus Teater. Senest i deres opsætning af Brødrene Løvehjerte, hvor Anne Stenholt havde flere roller. Henrik afslører at historien faktisk er skrevet specielt med Anne i tankerne, og derfor var det selvfølgelig ekstra dejligt, at hun havde lyst til at lege med.

Anne Stenholt som "Pigen Uden Navn" og Jonas Bøgh Pedersen som byldebefængt bæst.

På nuværende tidspunkt er alle optagelser i kassen, og der ligger et råklip af hele filmen. Klipper og visuel-effekt mand Andreas Krag fra Featurecreep, er godt i gang med både at redigere, og lave alt det andet efterarbejde, som en genrefilm som denne kræver. For selvom de mange blodige scener blev optaget ”live” på settet, flere dage blev der brugt over 35 liter blod i en enkelt scene, så er der også mange ting, der skal rettes til, trækkes fra og puttes ind i form af computer-effekter. Et tidskrævende arbejde, men holdet bag UDBRUD er meget tilfredse med de resultater der langsomt men sikkert dukker frem, og de glæder sig meget til at kunne dele deres lille film-udbrud med andre genre fans både her i landet og i resten af verden.

Nyhed: Flere Voldsomme Wallpapers.

Her er så endnu en omgang baggrundsbillede til din computer! Denne gang får 63 screenshots fra nye som gamle genre-film i widescreen (1920 x 1080) format - lige til at smække op som baggrundsbillede på dit digitale skrivebord. Du finder "Voldsomme Wallpapers Part II" ved at klikke her.

Nyhed: Ægte grindhouse-oplevelser i Husets Biograf.

Nu giver Husets Biograf i København dig igen chancen for en ægte og ufortyndet grindhouse-oplevelse, når de i 2014 blænder op for filmfestivalen FACES IN THE DARK 2 - THE BEST OF OLD-SCHOOL HORROR, GRINDHOUSE & EROTICA!

Du får mulighed for at se 8 exploitation perler, fortrinsvis fra 70erne og 80erne, der byder på alt fra østens Kung Fu til italienske zombier! Alle titler bliver i øvrigt vist på engelskvenlige 35mm prints, altså RIGTIG film. Festivalen løber af stablen fra den d.31. jan. til d.2. feb. 2014 og Husets Biograf finder du på Magstræde 14, 1004 København K. Det koster 50 kr. per film. Man kan også købe en hel dag for 70 kr. eller til alle tre dage for beskedne 150 kr. Indimellem filmene vil der være DJs. Der vil desuden være salg af filmklenodier mv i løbet af weekenden.

Billet reservation sker hos Jack Stevenson på jack.stevenson@mail.dk og du kan finde mere information om arrangementet på festivalens facebook.side.

FREDAG: GANG WARS & SEX.

19:30 = SAVAGE STREETS, 1984 / Directed by Danny Steinmann. This bloody tale of inner-city LA gang warfare stars Linda Blair who had added a lot of weight (much of it in the chest) since her role as the possessed little girl in The Exorcist. Linda and her pack of gal pals take on an ultra-brutal boy gang headed by the merciless Jake who is excellently played by actor Robert Dryer in the most extreme role of his career. This is violent urban exploitation cinema like they don’t make anymore, a raw, low-budget, character-driven masterpiece pulsing with an undercurrent of realism but also playing as a dark fantasy that exploits our worst fears of the city. A film much appreciated by Quentin Tarantino who featured it in his cult series at L.A’s New Beverley cinema. A fitting start to 3 intense nights of mayhem and strangeness.

21:30 = RANDY THE ELECTRIC LADY, 1980, directed by Phillip Schuman and staring Desiree Cousteau. This "lost" sci-fi porn comedy was co-written by Terry Southern (Candy, Barbarella, Dr. Strangelove etc) and noted underground filmmaker Ben Van Meter and was Southern's only involvement in a sexually explicit film (it is "soft X" = nudity and sexual explicitness but no penetration). It is complex, bold, campy, satiric, sexy, romantic, daft and bizarre, and with a soundtrack that veers between lounge music and punk it stands as one of the most unique and curious "porn films" ever made ... a priceless lost treasure, strange, ambitious, beautifully filmed and wonderfully conflicted, and the 35mm print we have obtained is in magnificent condition.


LØRDAG: VAMPIRES & ZOMBIES.

18:00 = NIGHT OF THE DEVILS, 1972, 91 min., Directed by Giorgio Ferroni. This gothic Italian vampire film was based on Tolstoy's short story "Lu Famille du Wurdulak" which also served as inspiration for Mario Bava's "The Wurdalak" in Black Sabbath (1963). Ferroni refuses to take a back seat to Bava and delivers a moody and atmospheric film with a psychedelic touch. There is shocking gore and full frontal nudity in what was Ferroni's second and last horror film (the first being the incredible "Mill of the Stone Woman," 1960).

20:00 = THE BEYOND, 1981, 87 min., Directed by Lucio Fulci. Fulci's metaphysical horror zombie masterpiece is about an old hotel built on one of the seven gateways to hell! It's a film of startling images and nightmarish themes beautifully captured by cinematographer, Sergio Salvati. Then add to the mix tons of gory highlights and a haunting score composed by Fabio Frizzi and you have one of the greatest and most extreme Italian horror films of all time. Known in Denmark as 'Woodoo - Rædslernes hotel'.

22:00 - DELLAMORTE DELLAMORE, 1994, 105 min., Directed by Michele Soavi. The story centers on a lonely cemetery attendant, Francesco, and his nerdy deaf-mute assistant, Gnaghi. Every seven days the dead rise from their graves and they must kill them... The film balances between tongue-in-cheek zombie horror comedy and serious art. Soavi, who previously worked with Argento, is an accomplished craftsman and the camera work and direction are highly stylized. On top of that there is a unusual depth to the characters and the performances are truly convincing. One of the best horror films of he 90's.




SØNDAG: CANNIBALS & KUNG FU.

14:00 = EMANUELLE AND THE LAST CANNIBALS, 1977, 85 min., Directed by Joe D´Amato. While working undercover in a mental institute, our favourite female reporter 'Emanuelle' - the dark skinned beauty Laura Gemser - witnesses an Amazonian girl taking a bite of a nurse's breast! Cannibals apparently exist, and Emanuelle travels to the Amazon in search of this sensational story. On her journey she seduces both men and women with the jungle as an exotic backdrop in this 70's classic that survives as a great mix of sleaze and gory cannibal action. Shown in Danish movie theatres as 'Emanuelle på safari'.

16:00 = PRODIGAL BOXER, 1973, 90 min., Directed by Chai Yang-Min. A classic among the early 70's-martial arts movies, The Prodigal Boxer is loosely based on the character of Fong Sai Yuk, a legendary chinese folk hero and martial artist. Intent on avenging the death of his father, he must first improve his fighting skills through hard training and humiliation. Known in US as Kung Fu The Punch of Death and in Denmark as Karatebokseren, this film does not contain any crippled heroes (see below), bizarre weaponry or other exotic traits but delivers plenty of brutal fights and great performances.

18:00 = CRIPPLED MASTERS, 1979, 90 min., Directed by Kei Shaw. Handicapped heroes have their own niche in classic kung fu films and The Crippled Masters is without any doubt the most notoriously jaw-dropping example of this sub genre. Featuring real handicapped people in the leading roles, an armless super-kicker and a legless boxer, who become a most bizarre and hardhitting combo, delivering deadly revenge like you've never seen!

Anmeldelse: Riddick.

Årgang: 2013.
Tagline: "Survival Is His Revenge."
Instruktør: David Twohy.
Runtime: 126 minutter (Unrated Directors Cut).
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma
Link tik filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: 'Pitch Black' (2000),  'The Chronicles of Riddick' (2004), 'The Chronicles of Riddick - Dark Fury' (2004).

Skrevet af Michael Sørensen.

Ham Riddick vil bare ikke dø. Manden med natsynet er røget i uføre med de Necromongers, som han befriede fra Lord Marshal i The Chronicles of Riddick. Riddick får hjemve og bliver sendt til sin hjemplanet…tror han. I stedet bliver han dumpet, efterladt og smidt væk med badevandet på en ubeboelig planet fyldt med klamme skorpioner på steroider og hyæner på størrelse med små heste. Det er i sandhed en skidt situation for vores helt, der falder over en lille bygning ude midt i ingenting, hvor han har mulighed for at kalde efter hjælp. Hjælpen består i dette tilfælde af to forskellig rumskibe. Det ene fyldt med blodtørstige lejemordere, der er helt bevidste om prisen på Riddicks hoved. Det andet rumskib er en samling soldater ledet af en mand fra Riddicks fortid. En mand, der vil gøre alt for at få et par sandheder ud af enmandshæren, der bare venter på at nogen kommer og redder ham – eller som minimum har et fungerende rumskib, der kan sende Riddick langt væk fra den menneskefjendske planet.

Riddick er sej – også selv om han lufter hunden.

Dette er David Twohys tredje skud i bøssen med Riddick. Twohy ramte plet med Pitch Black i 2000, som var en film der kombinerede gyset og sci-fi på en måde, der ikke rigtig var set lige så veludført siden Aliens. Pitch Black var skabt for ganske lidt penge, men med succesen kom der penge fra Hollywood – og snart var The Chronicles of Riddick er realitet. Man sprang fra klaustrofobisk gys til action med underfundige budskaber, der endte med at sætte filmen mellem to stole.  Ni år efter er Twohy så tilbage med Riddick – og her er alle elementer af historie, plot og fortællerlyst kastet på bålet og byttet ud med rendyrket action, der i virkeligheden minder mere om endnu en Resident Evil film i kunstnerisk udtryk, hvis den altså overhovedet er et sådant.

Et morderisk monster, der ikke vil dø – og et uhyre, der prøver at spise ham.

Med Riddick har Twohy skabt en banal actionfilm, der ikke rigtig bringer overraskelser eller twists. What you see, is what you get – og det kan man selvfølgelig leve med, hvis ikke det lige var fordi, at Riddicks scener blandt Necromongers er noget fortvivlende skrammel, der er lige dele selvhøjtideligt og sludder fra ende til anden. Forklaringen på de simple banaliteter, der er filmen Riddick, skal findes i at Twohy ligesom på Chronicles selv har stået for historie og screenplay, hvor Jim & Ken Wheat tog deres job som forfattere noget mere seriøst på Pitch Black.

Hvor mange af de her overlever? Du får ét gæt!

Men er det underholdende? Ja, for pokker. Man bliver aldrig træt af, at se Vin Diesel i de roller, hvor han er fuldkommen testosteronpumpet i både udseende og sprog. Selvfedhed og kynisme bliver sammenflettet i one-liners og hårdt pumpede actionscener, der kan tage pusten fra enhver sur filmanmelder. Måske er det tåbeligt, hjernedødt og taler til laveste fællesnævner, men det udelukker ikke publikum fra at blive underholdt. Man savner naturligvis et plot af en art, for idéen om at flygte fra en planet, kan virke lidt voldsomt som eneste naturlige plotpunkt i en film på over to timer, men de flyver alligevel af sted for tempoet fejler bestemt ikke noget. Så kunne man så lukke den her og stoppe brokken, men så nemt slipper Riddick og Twohy ikke.

Det trækker op til uvejr – af enhver slags!

Jeg er fan af Karl Urban. Han var syg i Dredd, elsker ham i serien Almost Human og hans rolle som Vaako i Chronicles of Riddick var lige i skabet. Derfor var det med armene hævet og jubel i stemmen en sand fornøjelse, at se Urban på plakaten og Vaako i starten af filmen. En begejstring, der hurtigt lagde sig, da Urban samlet set er med i cirka 30 sekunder af de 126 minutter.  Med andre ord er det et Vin Diesel one-man show, der kører for fuld skrald. Diesel er heldigvis så meget Riddick, at han sagtens kan bære filmen alene – til trods for en lille rolle til Katee Sackhoff (Starbuck fra Battlestar Galactica), der om ikke andet smider toppen i en enkelt scene, så husarerne har lidt at juble over, som en slags top på den kransekage af drengerøv og testosteron overload, som Riddick jo i virkeligheden er.

Score:

Anmeldelse: Dune (1984).

Årgang: 1984.
Tagline: “A place beyond your dreams. A movie beyond your imagination.”
Instruktør: David Lynch.
Runtime: 137 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen: IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘The Dark Crystal’ (1982), ‘Stargate‘ (1994), ‘Dark City’ (1998), ‘Blade Runner’(1982), ‘Strange Days’ (1995).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I sin filmdebut spiller Kyle MacLachlan hertugsønnen Paul Atreides, der sendes til ørkenplaneten Arrakis af den galaktiske kejser. Rejsen er beregnet på at tage livet af familien, men kun faderen dræbes, og Paul må sammen med sin mor flygte ud i ørkenplanetens farlige omgivelser. Snart møder mor og søn en gruppe af rebeller, som har afventet den udvalgte, hvilket viser sig at være Paul, der nu tager kampen op mod den onde baron Vladimir Hardonnen (Kenneth McMillan) og kejseren.

Instruktør David Lynch har sagt om ‘Dune’, at han betragter den som det eneste deciderede fejltrin i sin karriere. Filmskaberen har sågar valgt at få sit navn fjernet totalt fra den forlængede udgave af filmen, som blev sendt i tv, og som indeholder yderligere uddybning af Frank Herberts komplicerede univers. ‘Dune’ blev i sin tid skabt i kølvandet på ‘Star Wars’ (1977), som Dino De Laurentiis så sit snit til at efterabe med sit eget sci-fi univers. Modsat George Lucas’ nu så velkendte eventyrfilm, floppede Laurentiis og Lynchs film i sådan en grad, at de to planlagte fortsættelser (baseret på ‘Dune Messiah’ og ‘Children of Dune’) blev annulleret. I den seneste tid har en anden version af ‘Dune’ været omtalt, nemlig den udgave som Alejandro Jodorowsky i begyndelsen af 70erne havde planer om at føre ud i livet med hjælp fra folk som H. R. Giger og Pink Floyd. Denne version skulle eftersigende have været planlagt til at foretage nogle store afvigelser fra Frank Herberts bog. Alt sammen er det beskrevet i dokumentarfilmen ‘Jodorowsky’s Dune’ (2013), som har modtaget stor ros fra en samlet anmelderskare.

Denne fine dragt gøre bæreren i stand til at genbruge sved og andre kropslige væsker... lækkert.

‘Dune’ har ikke det bedste omdømme, men har over tid vundet kultstatus og med god grund. Filmen skulle eftersigende følge forlægget ganske trofast. Det betyder også, at filmen skal indeholde en enorm mytologi på sine blot 2 timers spilletid. Således er der mange seere for hvem filmens omsiggribende univers har været for stor en mundfuld. Det er selvfølgelig tegn på, at filmen ikke er ubetinget vellykket i sin udførsel. Det forandrer i mellemtiden ikke, at David Lynchs film er enormt underholdend på sin helt egen særprægede måde. Filmens univers rammer et sted mellem science fiction og fantasy, fordi de inkorporerer både futurisme og mere bagudskuende elementer. Denne film indeholder nogle enormt smukke farvemættede billeder, noget i mine øre fantastisk musik (skabt af Toto) og nogle imponerende effekter. Alt sammen emmer det af 80erne, og det helt særlige udtryk perioden repræsenterer. Samtidig udebliver David Lynchs poesi ikke af denne film, men kommer eksempelvis til udtryk, idet han på sælsom vis beslutter at væve mellem figurernes tale og deres tanker, som ofte bliver hvisket i forlængelse af den tradtionelle dialog. Det flyder sammen og er til tider ganske smukt.

Kevin McMillans er så overspillende i sin ondskab, at det er umuligt ikke at blive underholdt.

Nogen skønhed er til gengæld ikke filmens skurk baronen (spillet af Kenneth McMillan), som er blevet udstyret med store bylder på hele den ene side af ansigtet. Han er en ganske tydelig antitese til Kyle MacLachlans figur Paul, som ved filmens begyndelse er lige så ung og uskyldig, som baronen er forvrænget og forstyrret. Lynch bevæger sig gerne i skyggelandet mellem det obskurt groteske og melodramaet, hvilket denne film ikke er en undtagelse på. Filmens historie om magtkampe falder hurtigt til siden for en mere personlig historie om hævn og menneskelig korruption. Mere atypisk er det for Lynch at beskæftige sig med action af denne kaliber, selvom også den del gives et særpræg - hvor ofte har man set våben, der affyres med det menneskelige stemmebånd? Filmen er egentlig velfortalt og er fyldt med spændende originale idéer: Problemet er blot, at den har så utrolig meget at fortælle, at det bliver umuligt for en seer at sluge. Under alle omstændigheder er det muligt at fraregne de dele af universet, man ikke kan magte og blot fornøje sig med den umiddelbare historie og set gennem disse øjne besidder filmen underholdningsværdi.

Sting var et af filmens store salgsargumenter.

På mange måder er ‘Dune’ en rodebunke af indtryk og stemninger, men selvom filmen beviser, at David Lynch befinder sig bedre i en anden type historier, sprudler filmen i sin fortællelyst, og det er svært ikke i en eller anden grad at holde af den. Lynch selv oplever filmen som et smerteligt minde. For os andre byder ‘Dune’ på en fornøjelig omgang hjernevridning kombineret med en smule camp og en passioneret fortæller, der, selv når han (efter eget udsagn) er dårligst, stadig er bedre og mere oprigtig end de fleste.

 Score:

Horror-Unrated Retrospekt #3: Et Interview med hovedrolleindehaver Adrienne King fra 'Friday the 13th'.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Personligt er jeg meget stolt over den række af interviews vi endte med at få på Horror Unrated, og enkelte står stadig som nogle helt unikke. Bl.a. interviewene med instruktøren af 'Don't Go in the Woods', James Bryan og David Winters - manden bag 'The Last Horror Film', som begge velvilligt satte sig til at scanne gamle billeder filmpris-certifikater ind til os som vi kunne bruge i artiklen. Og danske Heini Grünbaum som i 1999 lavede 'Flænset', gav sig rigtig god tid til virkelig at gå i dybden med sine svar. Den dag i dag er det så vidt vi ved, stadig det eneste interview der findes med ham på internettet.
Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere.

- Claus Reinhold.

HORROR UNRATED: Hi Adrienne and welcome to Horror Unrated. It’s great having you here. A few years ago you took on acting again with the movie Walking Distance and also The Butterfly Room which also stars Ray Wise, P.J. Soles and Camille Keaton. How has it been for you, coming back to the screen?

ADRIENNE KING: It’s been an amazing experience reconnecting with all my Friday the 13th fans. Walking Distance was released by Lionsgate December 6th last year in the US under a new title, Psychic Experiment. It’ll was my first on-screen appearance in a movie since Friday the 13th Part II so I was very anxious to see how the fans would react to seeing me in a movie since I’m thirty+ years older. Now, that could be very scary!

HORROR UNRATED: Before Walking Distance, or Psychic Experiment as it’s called now, your last film was Friday the 13th Part 2, and I know that after the success of the first Friday the 13th movie, you were being pursued by a stalker. That must have been a very bad experience for you, but what can you tell about that whole affair, and was that the reason you left acting back then?

ADRIENNE KING: Yes, the stalking experience was ugly and nasty. In the early 80s, stalking was not considered a crime and therefore was not taken seriously by the authorities. This terrifying situation went on for close to a year before it was stopped. Ironically, I was a living nightmare that was more horrifying than anything I had witnessed on the big screen. Needless to say, the experience shook me up for a while. But it’s a long time ago and I’m very happy to report that I survived and am much stronger for the experience. It was the reason I went into voice-overs and looping.
The wonder of it all is that I’m a survivor in real life just like my character Alice was in Friday the 13th. I think that’s why I have such a supportive die-hard global three-generational fan-base, because we’re all survivor’s in some way, aren’t we? And it makes me very human and approachable to my fans because we can all relate to surviving in this world, especially as things seem to be getting much tougher everywhere.

HORROR UNRATED: So how did you get involved with Psychic Experiment and director Mel House?

ADRIENNE KING: Well, I met Mel House through a writer/producer friend, Ted Geogheon, whom I met at a Fangoria Convention in Chicago. It’s all about networking at these conventions. So, Ted told me that his good friend Mel House was trying to get a script my way. I had read so many scripts over the course of two years before I found something original and brilliant in the horror/sci-fi arena. I knew that my fans would never forgive me unless I came back in something super phenomenal and outrageous.
Psychic Experiment is about a walled community where nothing is as it seems. Bizarre things are happening though. People are disappearing, strange illnesses, and disfigured human spectres in the shadows. The story focuses on several people and how their lives gradually unravel as the layers of reality are slowly peeled back to reveal the dark truth that lies beneath.

HORROR UNRATED: It sounds really interesting. You play Louise Strack in the film, but what can you tell about your character? And how did you experience the shoot and your collaboration with Mel House?

ADRIENNE KING: My role was originally written for a man, Lou Strack, and when the director Mel House offered me such a strong challenging role I asked him if he was going to change anything. He said “Just her name - you can handle the rest!” So I’m Louise Strack, a strong woman who’s immensely dedicated to her scientific facility to better mankind but whose research has taken a few bizarre twists and turns.
We had a great cast including Reggie Bannister from Phantasm, Debbie Rochon and Katie Featherston from Paranormal Activity just happens to be one of our young co-stars. It was a wonderful but very warm experience shooting during the Texas summer. We all had this “dig-in deep and work hard” independent attitude and Mel House inspired amazing energy and talent which permeated throughout the entire cast and crew. I’ll always be a strong supporter for the indie scene where passion and art prevail.

HORROR UNRATED: The Butterfly Room and The Innocent are your latest efforts, but are you back for good now or do you take it one day at a time?

ADRIENNE KING: I take it day by day because I have so much going on in my life right now. I’m still trying to figure out the balance because I also love to stay home by the river and paint. I recently had my first one woman art show in London at the Misty Moon Gallery and sold some of my original “dark art” paintings. I now have a permanent corner at the Misty Moon Gallery in Ladywell if you happen to be visiting the U.K. I have created giclees of my paintings because the fans have been asking for affordable prints which are so beautiful.
Also, I’ve combined forces with Valley View Winery in Southern Oregon where we live and have successfully launched my Crystal Lake Wines in the spring of 2010. Unfortunately, we can’t ship outside the U.S. but it’s really taken off with our coast-to-coast toasts on Friday the 13th’s and all my “campers” are invited to take pictures and videos which we post on www.crystallakewines.com. We’ve gotten great notices and awards, and have spawned an on-site serial entitled Back to the Lake and recently debuted Back to the Lake Part 2. The wine is selling so well. We have a crisp Chardonnay, a jammy Cabernet Sauvignon (which is to die for) and then my favorite comfort wine, Survivor’s Syrah. My artwork adorns the labels and my painting of “Alice in Canoe” is featured with varying canoe colors. So this business is taking some of my time now, too.
As for The Butterfly Room, it is in post-production with Italian director Jonathon Zorantenello. It looks very creepy - something like Whatever Happened to Baby Jane meets The Bad Seed. I can’t wait to see it.

HORROR UNRATED: Let’s go back in time, back to when you landed the part of Alice in Sean S. Cunningham’s now legendary slasher movie Friday the 13th. How much acting had you done prior to Friday the 13th, and how did you come to know about the audition?

ADRIENNE KING: Believe it or not, I started acting in commercials at the tender age of 6 months old. So I laughingly respond now, that it’s not like I had a lot to say about it back then. I must have enjoyed it though because I kept on working as a child model and actress on and off throughout my school years. Of course, by the tender age of 8, I landed the role of Melinda in Inherit the Wind for the Hallmark Hall of Fame series and worked with some extraordinary actors like Ed Begley, Melvyn Douglas, Dianne Baker and Murray Hamilton. It was directed and produced by George Schaeffer and I had a full summer of rehearsals and taping with the best of the best in the 60s. I was hooked for life after doing that riveting play within a television show.
I studied with some wonderful teachers as a child and gained incredible experience performing in New York City. I auditioned with every other young actor and actress in New York in the summer of 1979. Ask Sean Cunningham and he’ll tell you that they saw everyone! I was signed to a commercial agent at the time but you really needed (and still do) a theatrical agent to get an audition with the movie’s casting directors. In this case it was the legendary Barry Moss and Julie Hughes. I’ve always believed that if you can’t get in through the front door then try the back one, and if that doesn’t work, then try the side window, and in this case a very good friend of mine, Bill Love, had a boss whose good friend’s girlfriend, Pat, worked in the same office as Barry Moss. We were all over the possibility of making my audition happen. It’s all about tenacity and networking. So, I got to audition for Barry, which led to an audition with Sean Cunningham which led to call-back after call-back and reading with several different potential cast members and then a screen test. I’m pretty sure I nailed it with my scream! Incredibly, I was to become the heroine, Alice, the sole survivor of Friday the 13th.

HORROR UNRATED: So who was present at the audition and what did they have you do? I recently did an interview with Felissa Rose from Sleepaway Camp and she told me that director Robert Hiltzik just wanted her to sit and pretend to eat a candy bar, which she felt was kind of strange. But how was your audition?

ADRIENNE KING: Well, nothing quite that bizarre. Sean Cunningham, Steve Miner, Barry Moss, Julie Hughes were there over the course of many, many call-backs. I read with many potential Kevin Bacon’s and Harry Crosby-types. Like I mentioned previously, I believe my scream put me over the top.

HORROR UNRATED: Were you a fan of the horror genre back then or did you become one after making Friday the 13th?

ADRIENNE KING: Well, a little of both. I remember enjoying some of the old monster movies, and in the 60s growing up in the States, we watched Chiller theatre on Saturday mornings. Then I found out that I really enjoyed being scared by The Exorcist and Carrie but it wasn’t until I got to join Tom Savini in his art studio at the camp while filming Friday the 13th and actually saw the way his special effects were created that I was able to share his incredible artistic insight into horror films and how the scares were conjured up and devised. He is truly a brilliant artisan and teacher.

HORROR UNRATED: So when you had landed the part of Alice Hardy and filming began, how was things on set and how was it working with Sean Cunningham?

ADRIENNE KING: Sean had a couple of small films under his belt but this was his first break-out movie. One of my favorite memories was while the crew was setting up for the scene where the camp counselors are playing on the beach, I remember sketching them from up in the lifeguard’s chair looking down on Kevin Bacon, Harry Crosby and Mark Nelson doing push-ups - pumping up for the next scene.
Everyone was so happy to be there and be part of something that we were all sensing was very special. It was one of those freeze-frame moments, sunny and warm and I remember it like it was yesterday. I hope to find that sketchbook someday.

HORROR UNRATED: Betsy Palmer is now famous as the infamous Ms. Voorhees. How was it working opposite her in the film’s final act?

ADRIENNE KING: It was everything you see on film. Betsy was as tough as they come and she didn’t hold anything back. She taught me very quickly to give it everything I had. As soon as that sun set until it rose again the next morning, Betsy Palmer and I got down and dirty. No holds barred!
And Sean had written the entire scene down on two pages of steno note paper. My action and Betsy’s and Tom Savini’s too, you know, the way it should be shot with all the close-ups and angles.
So, we all survived that brutal all-nighter on the beach. Sean tosses his notes into the garbage can. I screamed at him and grabbed them out. I guess that I wanted to make sure I had something tangible to both prove and remind me of everything we’d just gone through, just in case this scene (or movie, for that matter) didn’t make it through post production. Remember, at this stage we were just a little independent movie that almost ran out of money before it was finished shooting at camp.
Now, that’s pretty amusing, isn’t it? But, it’s all true! Thank goodness, I did! Who knew that Sean Cunningham’s hand-written notes from that night would be such a valued piece of Friday the 13th history and memorabilia? His coffee stains and all. And it has “13” points; total fluke. I’m so pleased to be able share those notes having created my limited edition Friday the 13th poster for the fans with Sean’s original 13 director’s notes. I was thrilled to see that this poster is framed and it’s the only piece of Friday the 13th art that Sean has hanging in his office.
HORROR UNRATED: Okay, that’s a great story and I have actually seen the poster – it’s pretty cool. So after the release of Friday the 13th and its subsequent success, how did that affect your career?

ADRIENNE KING: Unfortunately, few weeks after the release of Friday the 13th, I encountered the stalker from hell which spun me and my world into a wicked couple of years. Remember, this was before they had laws regarding stalking and it was before cell phones.

HORROR UNRATED: Are there any memorable stories or anecdotes from Friday the 13th you wish to share?

ADRIENNE KING: Twice during our time at Camp Nobebosco (North Bergen Boy Scout Camp aka Camp Crystal Lake), the producers had to come up with more money for the extra cameras we needed to shoot the famous end scene on the lake. We shot that last scene on three different mornings; the last time with three cameras including a slow-motion camera before achieving perfection.
I remember sitting on the warming plate in the camp kitchen on that October early dawn as I heard the radio DJ announce, “Good Morning Blairstown, it’s 28 degrees (Fahrenheit, that is) outside!”. And I was going into that freezing lake without a wetsuit! Ari and Tommy were already out there setting up the shot and nobody had wet suits. I had one change of clothes and only one pair of boots. I fell out of frame on the first try- thank God we got it on the second because I had no more dry clothes. You see, I told you it was low budget.
I also remember there was a screening for the buyers which I think was Paramount and Warner, and I was allowed to quietly sneak my mother in to the screening to see the movie. I’ll tell you, she screamed and bolted out of her seat five feet into the air when Jason jumps out of the lake in the end. Now, that was fun and I always say I think that was the day the producers sold the movie.
But you know, we had a wonderful time back then. We started filming right after Labor Day and the weather was warm and beautiful when we shot the opening scenes. I would sketch Kevin, Harry and Mark from the lifeguard stand as they did push-ups or Laurie and Jeannine as we lounged on the beach. Everyone there was part of the indie film excitement that permeated the camp. My memories of those weeks are vivid and will be kept alive by the fans forever.

HORROR UNRATED: When you did Friday the 13th Part II it wasn’t Sean Cunningham directing, it was Steven Miner. How was that?

ADRIENNE KING: As far as Friday the 13th Part II goes; it was done in one torturously long night which happened to be the last night of shooting for the entire film on a Holiday weekend so the crew wanted to go home desperately. One of my least favorite memories has to be when the props-man forgot to check the “retractable” ice-pick before the scene and needless to say: it did not retract - OW!

HORROR UNRATED: Oh, I can only imagine. I have heard that you’re not too fond of the Friday the 13th sequels. Can you elaborate on that?

ADRIENNE KING: Personally, I just think some of the sequels got a bit convoluted and weren’t being responsive to the original history of the film. I listen to what the fans have to say and most of them are so hungry for a real Friday the 13th sequel. I wish the studio would give them what they want. Some of the fans got together on a Facebook page called Friday the 13th Retribution. It’s about bringing back the survivors from sequels final girls to take on Jason. Amy Steel and I thought this would be a lot of fun but, of course, it’s up to the studios. You see, I’ve always maintained that Alice’s demise in part II was all a bad dream within a nightmare! So she’s really still alive in the deep woods somewhere painting & probably drinking lots of Crystal Lake wine.

HORROR UNRATED: Haha, I hope so. So have you ever been asked to come back in other sequels in a cameo as another character or anything like that?

ADRIENNE KING: Both Betsy Palmer and I had an “almost” invitation a couple of years back from the producers of the re-make which was directed by Marcus Nispel, but then they retracted their offer. I think it was better off that way in the end.

HORROR UNRATED: Friday the 13th has had its 30th anniversary and is still going strong. What is in your opinion, the obviously everlasting appeal of this film?

ADRIENNE KING: I can only surmise it comes down to relating to the original characters established and hopefully having escaped the boogey man, or woman in Alice’s case, who haunts the woods. I think they teach courses in film school on this very subject now.

HORROR UNRATED: I know you have attended a few horror conventions, and I’m guessing there are plenty of Friday the 13th-fans at these happenings. Have these conventions and the fans made you see Friday the 13th in a different light or do you feel like you have learned something new from going back to these movies?

ADRIENNE KING: I embrace each and every one of my fans and enjoy hearing stories of how my films and/or character have affected them. It’s still amazing to me, although overwhelming at times, because the stories are often quite poignant. Like I said, we’re all survivors, in one way or another. That’s why I now refer to my fans as “happy campers”.

HORROR UNRATED: Great, then we are indeed “happy campers” here at Horror Unrated. That’s all the questions from me Adrienne. I’ll say thank you so much for taking time to talk to Horror Unrated and the best of luck to you.

ADRIENNE KING: Thank you so much for your patience, Claus. Hope this was worth the wait.

Nyhed: VHS i UDBRUD!

Så har jeg igen været på spil i Photoshop og denne gang har jeg lavet dette VHS-cover til den kommende danske undergrundsfilm 'UDBRUD'. De afhuggede hoveder bag filmen er Kim Hermansen og Henrik Andersen - sidstnævnte er fast læser herinde og på bloggen, så du er måske allerede løbet ind i ham. Lige nu arbejdes der på en trailer og en artikel med masser af billeder fra og omkring tilblivelsen af filmen, til udgivelse her på bloggen.

Min vision var at lave et fuldstændig gennemtæsket VHS-cover fra de gode gamle 80ére. Brugt, beskidt, slidt og klistret! Stavefejl og fejl i credits, spilletid o.s.v var også noget man tit løb ind i på de gamle VHS'er back in the days. Så it's all part of the act.

Indtil da kan du finde mere om den danske zombie-film inde på facebook-gruppen her.

Anmeldelse: The Conjuring.

Årgang: 2013.
Tagline: "Based on the true case files of The Warrens."
Instruktør: James Wan.
Runtime: 112 minutter.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: 'The Changeling' (1980), 'The Orphanage' (2007), 'Insidious' & 'Insidious 2' (2010) & (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Ægteparret Carolyn & Roger Perron og parrets fem døtre, flytter ind i et kæmpe hus i et øde område af Rhode Island. Det gamle hus er fyldt med gamle møbler, en skjult kælder og en historie, der snart skal vise sig, at sætte familie Perron på den anden ende. Efter et par uforklarlige hændelser i huset, kontakte Carolyn ægteparret Ed og Lorraine Warren, der er eksperter i det okkulte og især uddrivelse af spøgelser, dæmoner og andre ubudne gæster. Huset tager kampen op med Ed Warren og husets hemmeligheder samt tidligere beboere skal vise sig, at være lidt af en mundfuld for familien Perron og de paranormale efterforskere.

Hvorfor køber forældre i film ALTID klamme dukker til deres børn?

The Conjuring er instrueret af James Wan, der med titler som Saw og Insidious på sit cv, godt ved hvordan man skal strikke en god og stemningsfyldt gyser sammen. Denne film er ingen undtagelse, for det hele er så intelligent bygget op, at stemningen sniger sig langs panelerne i det gamle hus – og uroen sætter sig i filmens publikum langt inden den egentlige uhygge begynder. Opbygningen af et godt gys er en kunst i sig selv, som James Wan så sandelig mestrer ud i de mindste detaljer - som eksempelvis tempoet på filmen, der konstant varierer og hele tiden bringer nye usikkerheder frem i publikum, der hele tiden forventer det værste og frygter for den uskyldige familie. Kameravinklerne giver gennem hele filmen en konstant utryghed, da man nærmest forventer chokeffekter i hvert er spejl og rundt hvert hjørne af det gamle hus.

I spejle er alle drenge grå.

Historien i The Conjuring kan sagtens virke en anelse banal. Historier om besættelse, eksorcisme og alverdens klamme forhistorier er alle set før, men det er sjældent set så veludført. Noget af den simple opbygning af plot og historie, skal også ses i lyset af, at The Conjuring er baseret på rigtige hændelser. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvad der eksisterer mellem himmel og jord, men må konstatere at Ed & Carolyn Warren så sandelig har nogle spændende historier at fortælle, fra deres tid som paranormale efterforskere. Det vil derfor også interessere enhver fan af genren, at ægteparret også var en del af Amityville uddrivelsen og generelt har deltaget i mange spændende seancer, der senere har været inspiration til gyserfilm af enhver art. Det kan derfor klart anbefales at Google det excentriske par og deres eskapader, hvis man gerne vil slå et par timer ihjel online.

Ed & Carolyn Warren hænger ud ved søen.

Skuespillet i The Conjuring er aldeles fremragende og langt over middel for genren. Der bliver nærmest underspillet ned til den hverdagsagtige dialog, der giver filmen en stærk følelse af virkelighed, hvis virkeligheden altså var sat i 1971. Der er på ingen måde skabt overdramatiske scener, for Wan styrer med sikker hånd stemningen gennem billederne, der fortæller en hel historie i sig selv. Alt hvad man måtte vide bliver fortalt gennem billederne og her er ingen personificering af laveste fællesnævner, der konstant skal forklare sit publikum, hvad der foregår i filmen. Dette er befriende, for The Conjuring er så sandelig en film, som man bør opleve mere end noget andet.

Det er ikke alle, der elsker en god gammeldags eksorcisme lige højt...

I det hele taget beviser James Wan med denne film tesen om, at man skal skabe et menneskeligt drama, for at kunne sætte tonen for en rigtig god gyser. For det er først når vi forstår personerne og har empati for ofrene, at vi føler os skræmte af hvad, der gemmer sig bag døren eller under sengen. Derfor adskiller The Conjuring sig også betydeligt fra andre film i samme genre. Jeg tør derfor også godt gå all-in med antallet af pinheads – og samtidigt erklære The Conjuring for den bedste uddrivelses-gyser siden Eksorcisten.

Score:

Artikel: Alt det (vi tror) vi ved om 'Human Centipede III'.

Vi ved meget lidt om den!
Først og fremmest må man sige, at vi ved foruroligende lidt om ‘Human Centipede III [Final Sequence]’. I en tid, hvor film markedsføres med den ene trailer efter den anden, samt virale kampagner, som skydes i gang flere år før premieren, er det skræmmende at vide så lidt om en film. Med ujævne mellemrum lader instruktøren Tom Six en pressemeddelelse sive ud, men ellers koncentrerer han sig mest om at smide selfies på filmens Facebook-side. Det minder om det hemmelighedskræmmeri og den fokuseringen på mesteren fremfor værket, der omgiver Lars von Triers film. Netop Trier er da i øvrigt også et af Tom Sixs store idoler.

Den vil få toeren til at ligne en Disney-film!
Det første vi hørte om ‘Human Centipede III [Final Sequence]’ var, da Tom Six udtalte at etteren var en My Little Pony-film i forhold til toeren, mens treeren ville få toeren til at ligne en Disney-film. Sammenligningen er ren provokation, men den giver nok en meget god fornemmelse af, hvad vi har i vente, og der er vist ingen tvivl om, det bliver grumt!

 Den bliver politisk ukorrekt!
Mens den første film ifølge sin egen tagline var “100% medical accurate”, og den sindssyge toer var “100% medical inaccurate”, bliver den kommende tredje film altså “100% political incorrect”. For det var de to første jo ikke, vel?! Vi har været heldige herhjemme, at CPH PIX har samlet begge film op og givet dem biografvisninger som en del af deres festivalprogram, mens der i England gik 80’er i den, da man i værste videonasties-stil nægtede overhovedet at klassificere toeren med en aldersgrænse. Gad vide hvad de siger til treeren? Om dén havner på det store lærred herhjemme vides ikke, men CPH PIX har tradition for at provokere og vise alt det, ingen andre tør, så man har da lov at håbe. Måske en maraton? Med en ekstra tom popcornspand til at brække sig i!

Instruktør Tom Six er altid garant for en omgang brutal, meget ulækker og yderst upolitisk ukorrekt "underholdning".

Den bliver lang!
Altså den menneskelige skolopender, ikke filmens spilletid - medmindre han følger i sit danske idols fodspor og laver et 5 ½ times cut? Åh Gud! Nå, men ikke færre end 500 mennesker skal tilsyneladende lege kædetagfat i ‘Human Centipede III [Final Sequence]’. Det er altså nogle flere end etterens sølle tre, og selv toerens tolv led bliver gjort til skamme. Man må naturligvis overveje, om Tom Six kommer til at miste grebet. Mere vil have mere, men det er som bekendt ikke altid en sandhed, at større er bedre. Hvordan klarer de det overhovedet rent praktisk? Med cgi? Det er i hvert fald intet under, det har taget små tre år at færdiggøre filmen, hvis de har haft 500 statister at arbejde med på settet. Handlingen kommer i øvrigt til at udspille sig i et fængsel, så det er umiddelbart nærliggende at tænke, at de 500 personer er indsatte. Ser man på IMDb finder man da også adskillige roller som inmate 488 og inmate 346. Man ser det for sig: kameraets travelling gennem slidte fængselsgange fra forenden til bagenden af den 500 mand lange menneskelige skolopender.

100% medical inaccurate.

Metatekstualiteten fortsætter!
Et af de mere heldige træk ved toeren var, at den introducerede en metahistorie, idet hovedpersonen Martin Lomax faktisk ser ‘Human Centipede [First Sequence]’ i filmen og er besat af doktorens gale eksperimenter. Instruktøren Tom Six skal ifølge IMDb spille sig selv, hvorfor man forsigtigt tør drage den konklusion at metariet fortsætter. Dog med det ekstra twist, at gerningsmændene fra de to første film, spillet af henholdsvis Dieter Lasser og Laurence R. Harvey medvirker i nye roller. Vi taler altså ganske vist om et nyt lag meta, som dog ikke bør forveksles med virkeligheden, eftersom skuespillerne spiller roller. I øvrigt får filmen Oscar-islæt, da Eric Roberts, som blev nomineret for bedste birolle tilbage i 1985, medvirker. Om de planlægger at bruge det i filmens markedsføring er uvist. Det skulle da lige være for at provokere!

Eric Roberts er at finde på rollelisten i 'Human Centipede III [Final Sequence]'.

Den bliver den sidste!
Det er jo aldrig helt til at vide, men eftersom ordet final indgår i titlen, må man formode, Tom Six har tænkt sig at stoppe efter færdiggørelsen af sin ubehagelige trilogi. Men se bare på ‘Friday the 13th’-franchisen, som hele to gange nåede at annoncere sin finale, og der er netop blevet annonceret en trettende film. Det er jo heller ikke godt at vide, om andre finder på at samle tråden op efter Tom Six. Så vidt vides er idéen endnu ikke blevet udnyttet til hurtigtproducerede ripoffs, men måske det kommer, når de er færdige med at smide om sig med hajer.

Frankenstein's monster er intet i forhold til hvad Dr. Heiter udtænkte af uhyrligheder i 'The Human Centipede (First Sequence)'.

Den kommer snart!
Ja, ifølge Facebook-siden kan vi se frem til en forårspremiere i år, så der er såmænd ikke længe til. Den korte ventetid kan eventuelt fordrives med at læse vores anmeldelser af ‘Human Centipede [First Sequence]’ og ‘Human Centipede II [Full Sequence]’ - eller med at bage en kage.

Jesper P's egen Pastry Centipede (First Sequence) - velbekommen!