Anmeldelse: Day of the Dead (2008).

Årgang: 2008.
Tagline: “D-day is coming.”
Instruktør: Steve Miner.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Soul Media.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Day of the Dead' (1985),  'Land of the Dead' (2005), 'Dawn of the Dead' (2004).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En lille, amerikansk by er blevet inficeret med et dødeligt virus og militæret er fast besluttet på at indespærre de sygdomsbefængte ved at oprette en karantænezone, men myndighederne mister kontrollen og de inficerede udvikler smag for menneskekød. Militæret og de der endnu ikke er ramt af det muterende virus, går i kamp mod de levende døde, hvis mål ikke alene er at dræbe men at fortære alt på deres vej.


Da George A. Romero i 1985 lavede sin “Day of the Dead”, var det som den tredje del i sin oprindelige zombietrilogi. Filmen var i sin tid noget af en overraskelse ovenpå den humoristiske og stærkt blodige 2. film i serien: “Dawn of the Dead”. Med 3. film skabte Romero en mindre actionorienteret film, der i langt højere grad lagde fokus på at videreudvikle ideen om zombierne og lade tanken om at kunne træne dem være i centrum. 23 år senere landede så instruktør Steve Miners “Day of the Dead”, som er (meget) løst baseret på Romeros original. At kalde Miners film for en genindspilning ville formentlig være et misbrug af termet, da historien ikke tilnærmelsesvis har noget at gøre med originalen. De få ideer, der vitterligt er inspireret af originalen, er så tilfældigt smidt ind i filmen, at de træder tydeligt ud fra resten af filmen. Miner er en alsidig instruktør der med genrefilm som ‘Lake Placid’ (1999) og slasherfortsættelser til såvel ‘Friday the 13th’ (1980) og ‘Halloween’ (1978), har gjort sig både positivt og negativt bemærket. Alsidigheden kommer i spil, når man på mandens CV finder tv arbejde med så bløde sager som ‘Dawsons Creek’. Der er nu ikke meget teen tv over Miners remake af ‘Day of the Dead’. Filmen benytter et kort øjeblik på at vise en tilfældig lille by og et enormt opbud af soldater, og så går det ellers amok. Historien omkring den konstante flugt fra de kødædende ådsler er meget begrænset. Når plottet er tyndt, kunne det have været hensigtsmæssigt med nogle figurer, der er værd at kigge på, men i stedet tilbydes vi et persongalleri, der mildest talt er fladt.

Jeg er ikke puritansk modstander af zombier, der løber, faktisk må zombier være ligesom det passer til filmene, så længe de bare er del af et interessant narrativ og er stillet op mod nogle figurer, jeg har interesse i at se overleve filmen.

Når historie og fængende figurer udebliver, er seeren i stedet overladt til knap halvanden times blodorgie, der tilmed er udført med elendigt udseende cgi-effekter. Filmen er på alle måder forudsigeligt sammensat, og den største overraskelse er, hvor ringe sammensat filmens actionsekvenser er. Ikke engang en grundlæggende smule underholdningsværdi kan graves ud af Miners film, og det er selvsagt skuffende. Filmens zombier er ikke alene løbende frem for langsomt slæbende, som de var det i Romeros original, de er ligeledes mere intelligente. Hvad der er værre er, at de fortsat vælter frem i massivt antal. Hvad der var skræmmende ved de Romeros zombier var ikke deres tempo men mængden. Det faktum at døden langsomt bevægede sig nærmere og nærmere. Når man vælger at højne zombiernes hastighed, kunne det eventuelt have været en mulighed at sænke deres antal for derved rent faktisk at bringe en illusion af noget spænding i forhold til filmens udfald. I stedet lades karaktererne også på denne front i stikken, og må forsøge at kæmpe imod og falder, som var de medvirkende i en af Roland Emmerichs katastrofefilm og ikke en zombiefilm. Væk er originalens klaustrofobi og underliggende tematikker, og tilbage står en zombiefilm, der minder mere om en Asylum produktion end et seriøst forsøg på at lave en oprigtigt underholdende film.

Suvaris tænder er utvivlsomt filmens mest solide element.

Filmens cast er som nævnt håbløst ligegyldigt. Særligt står det skidt til med Mena Suvari, Nick Cannon og Stark Sands. Alle tre leverer deres replikker med en sådan vægtløshed, at man til tider ønsker, at man interesserede sig nok for filmen til at krumme tæer på deres vegne. Da det ikke er tilfældet, kan man i stedet læne sig tilbage og lade sig udsætte for et konstant bombardement af platheder og banaliteter. Hvad der ikke hjælper skuespillerne, er, at filmens manuskript er sammensat af enhver kliché, som manuskriptforfatter Jeffrey Reddick har kunnet komme på. Samtidig er filmen eminent til at bryde den mytologi, som både Romero og den selv etablerer. Værst af disse “overtrædelser” er filmens idé om en vegetarzombie. Du hørte rigtigt. Steve Miners ‘Day of the Dead’ remake indeholder en zombie, der ikke indtager menneskekød - fordi personen, da han stadig var levende, ikke indtog dyrekød. Hvis du, kære læser, vil bære over med mig et overblik og forsøge at skabe en montage af alle de filmiske og litterære zombierelaterede sekvenser, hvor en figur ikke har været i stand til at dræbe et familiemedlem og andre har måttet forsikre om at “det ikke længere er morfar”, bliver det måske gjort forståeligt præcis, hvor fjollet en sådan ændring er. Selvfølgelig skal der være plads til variationer, men det er ikke ‘Day of the Dead’s formål at forandre eller udvide zombiemytologien, det er bare dovent manuskriptarbejde.

“You don't have to worry. Nothing happens in this town anyway.“

Det kan være svært at se formålet med en film som Steve Miners “Day of the Dead”. Hvor Romero med sin original vendte tilbage til den klaustrofobiske fornemmelse fra “Night of the Living Dead” men også lagde tematiske lag omkring samfundsmæssig kontrol af individet og manipulation oveni, har denne film ingen tematisk dybde og bliver derfor et mere direkte splattergys. Det er ikke i sig selv et problem, men det bliver det, når filmen fejler i at underholde, selv som tanketomt tidsfordriv. Var filmen beregnet på at skræmme og vellykkede goreelementer, må den på alle fronter siges at være forfejlet. Ensidigheden flyder ud af figurerne såvel som fortællingen, hvilket resulterer i en filmisk skabning med så lidt hjerne, at selv en zombie ville vælge at sige “nej tak” til at konsumere dens indhold.

Score: