Igen i år kan du nyde dugfriske værker fra den danske filmundergrund på det store lærred, når CPH PIX i samarbejde med Another World Entertainment åbner dørene for Movie Battle 2014! Temaet er den paradoksalt nok evigtaktuelle genre Time Travel – men som bekendt er netop tidsrejsegenren én, man kan gøre meget med, og de seks kortfilm, som deltager i konkurrencen spænder fra gys over komedie og endda til musical. Her på Sørensens Exploitation Cinema er vi stolte over, helt eksklusivt, at kunne præsentere en række interviews med folkene bag de seks film. Interviewene udgives løbende frem til afholdelsen af Movie Battle 2014: Time Travel den 7. april. Billetter kan i øvrigt købes liiiiiiige her! Dette fjerde interview er med Jan T. Jensen, instruktør og Lars Egholm Fischmann, manuskriptforfatter på 'Timewaves'. Skrevet af Jesper Pedersen.
Hvad handler Jeres film om?
Filmen er en historie om mange ting, men dybest set om en rejse fra tvivl og angst, mod genfødsel og vækkelse. Det er en urgammel drøm i mennesket, efterhånden som vi bliver ældre, at vende tilbage til det uskyldige og det barnlige legende sind. I filmen har man fundet ud af, at man kan projicere folks bevidsthed ind i en anden tidslinje, og vi følger det første større forsøg man har gjort, destinationen: hemmelig Sovjettisk forsøgsbase 1956.
Udover timetravel, hvilken genre beskriver bedst Jeres film?
Det er igen en meget filosofisk og selverkendende rejse ind i drømme og længsel efter en simplere og renere tilværelse, så på metaplanet må man sige at det er en sci-fi-abstraktion med actionelementer.
Hvordan opstod idéen til filmen?
Guddommelig inspiration! Nej, spøg til side. Filmen er et resultat af en lang proces, med mange dybe samtaler og fabuleringer over hvad tidsrejser er, hvad de kan, og hvad det kan betyde. Vi forsøgte fra starten af at styre uden om de værste klicheer og så vidt muligt undgå de ufatteligt mange paradokser, der er med et så voldsomt kompliceret emne.
Hvilken tidsrejsefilm er din favorit og hvorfor?
Jan: 'Back to the Future' vil altid være min tidsrejsefilm.
Lars: 'Groundhog Day'. Jeg synes, filmen er et af de mest originale og friskeste takes på emnet, og så er hovedpersonen i stand til at kunne gøre alt og udvikle sig selv helt utroligt. Den er også fascinerende i, at det kun er hovedpersonen der udvikler sig, mens alt andet bogstaveligt talt ikke gør.
Hvis I kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville I så rejse hen, og hvad ville I gøre?
Jan: Jeg ville gå tilbage i tiden og optage enkelte scener om.
Lars: Jeg ville hellere rejse frem i tiden, for at se om vi som menneskehed nogensinde lærer af vores fejl.
Jan T. Jensen og Lars Egholm Fischmann. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar