Anmeldelse: Fresh Meat.

Årgang: 2012.
Tagline: “A tasty comedy.”
Instruktør: Danny Mulheron.
Runtime: 91 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Eating Raoul' (1982), 'The Last House on the Left' (2009), 'We Are What We Are' (2010).

‘Fresh Meat’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Rina studerer på en pigeskole men besøger i forbindelse med ferien sin familie, der bor i en middelklasseforstad i New Zealand. Til sin store overraskelse opdager hun, at forældrene og hendes bror er blevet kannibaler. De er nemlig konverteret til en gammel tro, hvor især faderen finder det bevist, at den, der spiser menneskekød, vil opnå udødelighed. Da familien bliver taget som gidsler i deres eget hus af en bande dysfunktionelle kriminelle, sættes den nye livsstil på en spids, og den hårdkogte bande må snart sande, at de har gabt over mere, end de kan sluge, da alting eksploderer i et inferno af galskab...

Manuskriptet, der endte med at blive til ‘Fresh Meat’, var oprindeligt beregnet på at foregå i Canada. Producer Dave Gibson, som havde svært ved at finde andre landsfæller med samme forkærlighed for genrefilm som ham selv, fik fingre i manuskriptet gennem den canadiske producer Derek Diorio, og blev efter eget udsagn “fikseret på tanken om at forandre omgivelserne.” Opgaven med at omskrive manskriptet faldt i Briar Grace Smiths hænder. Dave Gibson beskriver Smith som yderst kvalificeret til jobbet, dog med den undtagelse, at hun fik brug for hjælp til at finde på “de mange forskellige måder at dræbe folk på.” Instruktør Danny Mulheron blev udvalgt på baggrund af hans evner til at “finde humor, selv i goresekvenser”. Det var vigtigt for Gibson, at filmen havde et lettere præg og ikke blev for dyster: “Jeg sætter pris på arbejdet med genrefilm, fordi man kan lave gore, splat og lesbiske badescener. Publikum kender præmissen, og de er med hele vejen.”

“Tag jer ikke af mig. Jeg går bare lige forbi kameraet med håndklædet sådan her, fordi det der med rent faktisk at benytte håndklædet til at tørre mig af med, er kraftigt overvurderet og absolut ikke dækker mine ekshibitionistiske behov.”

‘Fresh Meat’ er uforbeholden i sin galskab. Det er en fjollet film. Den er ofte decideret plat. Den lægger heller ikke skjul på, at der er tale om den eksploitative ende af genren, og der er ingen hellige køer. Filmen starter med en scene, hvor to unge kvinder bader ved siden af hverandre. Den ene siger til den anden: “Jeg ved godt, det lyder fjollet, men...”, den anden afbryder hende: “Du har glemt din sæbe?” De to piger rykker sammen under en bruser, mens de fniser. Så er tonen sat, og den holdes ret konsekvent. Alligevel er det som om Briar Grace Smith muligvis er en smule overkvalificeret til den opgave, hun her er sat på, men at hun har moret sig med det. Både manuskriptforfatteren og flere af de andre medvirkende har indledningsvist udtrykt tvivl i forhold til deres medvirken i filmen, men bredt set lader det til, at det i sidste ende er den samme ting, der har fået dem til at give efter og springe om bord: Sjov og den attitude er smittet af på filmen.

En tyk asiatisk mand i dameundertøj, der er blevet bidt i pikken og nu bestiger køkkenbordet for at forsøge at vaske sig med vand. Jep. Fik jeg nævnt at filmen kan være plat?

‘Fresh Meat’ er blevet en bramfri og generøst underholdende filmoplevelse og er det i høj grad på grund af sine figurer. Der er en masse af dem, der er for fjollede, men i kernen af filmen er der alligevel et par stykker, som fungerer ganske godt. Hanna Tevita og Kate Elliott er centrale i filmen og bærer den et langt stykke ad vejen, fordi de er troværdige og underligt sympatiske uanset, hvad de foretager sig. Ikke alene det men selve historien og måden, den vendes på hovedet, placerer seeren i en spændende position, hvor det ikke nødvendigvis er tydeligt at se, hvor det hele bærer hen. Det hele er så bizart, at intellektet stiger af og lader sig omfavne af de usandsynligheder, der konstant leveres i fortællingen. Filmen er ikke altid morsom, og når den er det, tager denne seer sig selv i grine en smule bøvet og derefter skamme sig en smule over, at fjollerierne lykkedes med deres forehavende, når nu det hele er så inderligt tomhjernet. 

Sig ikke at man intet kan lære af ‘Fresh Meat’. Jeg lærte f.eks., at mælk modvirker en pebersprays effekt. At det så også giver filmskaberne muligheden for at kaste mængdevis af flydende hvid væske i hovedet på en kvindelig central rolle, har sikkert intet med det at gøre.

Du bør nok egentlig ikke synes om ‘Fresh Meat’. Der er bedre komedier. Der er bedre splat med mindre computereffekter sat i spil. Men vær advaret! Det kan være, du kommer til at synes om den, selvom det ikke er din mening. Det kan jo være, du kommer til at more dig en smule over en af de platte jokes eller den surrealistiske historie. Det kan også være, at du falder for de to kvinder i front, som har charme for hele castet. Eller det kan være du bliver fanget med bukserne nede om anklerne på en dag, hvor du har behov for noget, der er helt og aldeles uforpligtende.
Score: