Anmeldelse: Saw II.

Årgang: 2005.
Tagline: 'New game. Different pieces.'
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 95 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Saw' (2004), 'Saw III' (2006), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Det andet kapitel i ‘Saw’ franchisen går i en lidt anden retning end originalen. Manuskriptforfatter Leigh Whannell hænger dog stadig på, og det gør, at der i det mindste er relativ god sammenhæng med 1eren, men er det nok til at gøre 'Saw II' til en lige så god film? I anden omgang af ‘Saw’ franchisen udvides persongalleriet en smule. Hvor første film koncentrerede sig om to ofre og derudover viste glimt af Jigsaws tidligere ofre, følger vi i ‘Saw II’ en gruppe mennesker, der er blevet lukket inde i et hus og nu i bedste ‘Night of the Living Dead’ stil, begynder at vende sig mod hinanden. Når dette imidlertid sker i omgivelser sat op af Jigsaw, bliver det hele naturligvis en smule mere problemfyldt...

Der er skruet en lille smule op for alle knapper i 'Saw II'. Hvor mange nok husker den oprindelige film som væsentlig mere grafisk, end den egentlig var, er der i anden ombæring ingen tvivl om, at det hele er blevet mere eksplicit. Antallet af figurer er øget, hvilket tager en hel del af klaustrofobien, som var blandt de gode elementer i originalen. Erstattende for dette element er en øget intensitet i såvel de tilfangetagnes forhold til hinanden som i politiets denne gang endnu mere personlige del i Jigsaws leg. Det hele virker overraskende fint i denne fortsættelse, og det er svært ikke at sætte pris på filmens evne til at være sin egen og ikke blot et forsøg på at overgå den forrige. Dermed ikke sagt at filmen er fejlfri, men det var originalen heller ikke. Inden vi kommer så langt, er det dog værd at notere sig, at Leigh Whannell ikke alene er tilbage som manuskriptforfatter på filmen men sammen med James Wan også er executive producer. Det kan være blandt årsagerne til, at de henvisninger, der sendes til originalen, fungerer så fint. Hvad der endvidere er positivt er måden, hvorpå mange af de ting, der i den første film fungerede godt, fordi de henlå i mørke, denne gang synes at blive bragt mere frem i lyset. Tobin Bell gør sig især godt som Jigsaw, nu når vi for alvor får lov at se ham være en brik i sit eget spil. Alt sammen betyder det, at de mange boostede elementer fungerer som en del af historien, og ligesom det var tilfældet i etteren, virker filmens twists ikke for beregnende, selvom seerens suspension of disbelief sættes en smule mere på prøve her.

Darren Lynn Bousman understreger, at fokus fra denne film og fremad vil blive drejet tiltagende længere i retning af Jigsaws snedige fælder.

Et problem, som genopstår fra første film, er karaktererne. Ved at multiplicere karaktererne med nogle stykker, gøres det tydeligt, at de fortsat er meget karikerede. Værst står det til med Xavier (spillet af Franky G), som er forfærdeligt over the top i sit spil og er noget klodset skrevet og tit lader til at være inkluderet, alene fordi han er irrationel nok til at skabe hurtig splid i gruppen. Når det alligevel ikke ender med at være så stort et problem, er det fordi, at det egentlig spiller meget godt sammen med Jigsaws pointe om, at menneskeracen ikke længere har den samme overlevelsesvilje, som de har haft. Allerede fra den første film har serien haft en mørk tone. Ikke alene i sit visuelle udtryk men også i sine tematikker. De dystre overvejelser om menneskeracens stigende svagheder er et væsentligt punkt her, og det gør filmen interessant. Derfor er det på sin vis også logisk, at det er karikaturer af disse svagheder, der bringes i spil. I den forbindelse er det for mig lidt overraskende, at det ender med at være fordelagtigt for filmen, at Jigsaw trækkes frem i lyset. Undertegnede var ellers overbevist om, at skurken gjorde sig bedst skjult i skyggerne, men her fungerer den helt modsatte idé ganske fremragende, og det er fascinerende at få et indblik i, hvorledes han rationaliserer sine hensynsløse metoder. Derudover er Shawnee Smiths øgede rolle i denne ombæring en fornøjelse at betragte, fordi hun er bedragerisk indtagende som en kvinde, der én gang har overlevet Jigsaws spil, men nu er fanget tilbage i mandens mareridtsscenarie.

Meget er sket med den søde omend lidt dumme Linda fra ‘Becker’, siden serien sluttede.

Stilistisk er filmen meget lig etteren. Ligesom med andre elementer tages det hele et skridt videre. Klipningen er mere ekstrem og kører i endnu højere hastighed end forgængeren, hvilket bliver en smule for meget nogle steder. Kameraet er atter en gang håndholdt, og det fungerer, fordi det ikke overgøres med pludselige zooms og bevidst rysten. Man har også eksperimenteret endnu mere med de skiftende farveskalaer og saturerede momenter. Det er lykkeligvis ikke så svært at komme sig over den tider lige vel dramatiske klippestil, og hen mod slutningen begynder den sågar at give mening i forhold til plottet. Apropos filmens klimaks, lever denne omgang fint op til etteren. Det er lidt ærgerligt, at slutningens drejninger overforklares en smule, og det føles som om, der ses en smule ned på publikum i den sammenhæng. Det problem var også til stede i originalen, og derfor kan det ikke rigtig trække nærværende film ned i forhold til den. I stedet er min oplevelse langt hen ad vejen den samme, som den jeg havde med det indledende kapitel: God underholdning med en smule kant og nogle lidt blandede præstationer, der i denne omgang løftes af Tobin Bell, Shawnee Smith og Donnie Wahlberg.

Sig mig, er det ikke hende vegetarfanatikeren fra ‘Two and a Half Men’?

Med den første 'Saw' fik vi en low budget film, der ikke var enorm i skala men ønskede at skabe klaustrofobi og moralske overvejelser hos seeren. I anden omgang er der skruet op for både tempo, gore og hvad der står på spil. Det fungerer måske ikke decideret bedre end den første film, men man er alligevel enormt godt underholdt atter en gang, og selvom uhyggen til dels viger pladsen for splat, gøres der op for dette, med en øget dose Tobin Bell, hvilket overordnet bringer filmen på niveau med sin forgænger.

Score: