Anmeldelse: RoboCop (2014).

Årgang: 2014.
Tagline: Your move!
Instruktør: José Padilha.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 117 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'RoboCop' (1987), 'Hulk' (2003), 'Dredd' (2012).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg er ikke en religiøs mand, men jeg respekterer religioner og trossamfund. Derfor må det være på sin plads, at jeg starter med at søge tilgivelse. Jeg var ikke pjattet med den gamle RoboCop. Jeg kan acceptere filmens status som kultklassiker, men som sådan havde filmen meget lidt kvalitet. Nu har jeg sagt det højt, indrømmet mine fejl og mangler - og erkendt mig skyldig. Har jeg allerede tabt dig som læser, kan du springe resten af anmeldelsen over og gå direkte til den offentlige stening i kommentarfeltet.

RoboSøn møder sin RoboFar...

Alex Murphy er ikke en betjent, der spiller efter reglerne. Under et forsøg på at knalde en kriminel, der har placeret sig langt fra lovens lange arm, bliver Alex forsøgt myrdet via en bilbombe foran hans hjem. Den sidste rest af hans fysiske form falder i hænderne på OmniCorp, der tilfældigvis mangler en politimand i samlesæt til deres sidste desperate forsøg på at få robotter til at agere som betjente i Detroits gader. Planen er 98 procent i mål, men den menneskelig side af denne superbetjent, er en konstant trussel for OmniCorps drøm om nådesløse robotter i gaderne.

#RobofeelingEmo.

Vi har set det før. Den ældgamle historie om mennesket mod maskinen/mennesket mod monstret. Er vi som mennesker mere værd end de ting vi skaber – og de monstre, som vi kreerer ud af et misforstået forsøg på at lave en andenudgave af homo sapiens? Gary Oldman er den ufrivillige Doktor Frankenstein, der taber en kamp om viljestyrke med OmniCorps onde Michael Keaton, der vil have en RoboCop for enhver pris. De er begge fremragende i deres roller, om end man hellere ville have set Oldman som skurken. Det hele bliver stykvist sat op gennem to akter, hvor man mærker opbygningen til noget stort. En grande finale. En eksplosion af vildskab, special effects og sindssyge scener. Et kæmpe stort……menneskeligt drama, der nærmer sig topmålet af filmhistoriens største antiklimaks?!?!?

I’m alive! ALIVE!

Vi spoler lige tilbage til 2003. Tiden var kommet. Filmeffekter var blevet mulighedens kunst. Alting kunne ske på film – og alle potentielle blockbusters var visuelle orgasmer, der efterlod fanboys i en saglig lykke med en smøg i kæften og en våd plet på deres boxershorts. Teknikken var på plads til en visuel superheltefilm, der skulle sætte nye standarder for en genre alle sukkede efter mere af. Resultatet blev Ang Lee’s Hulk, der ganske rigtig satte nye standarder, for aldrig har en superheltefilm været så kedelig. Den handlede ikke om smadre på smadre, men var en eksistentiel fortælling om manden, der er fanget af et monster, som han må dele krop med. En menneskehistorie med rødder i følelser, menneskelige tab og sjælens uovervindelighed. Filmen var, om muligt, lige så interessant som en ungarsk sort/hvid dokumentarfilm om tilblivelsen af gullasch i det 15. århundrede.

Good RoboCop vs Bad RoboCops.

Fast forward til RoboCop anno 2014. Ang Lee (* instruktør på Hulk fra 2003) spøger i baghovedet, som minderne om en tysk stil, man blev pryglet over i ottende klasse. Man prøver, i ren desperation, at forstå nødvendigheden i at lave en actionfilm, der pludselig skal være et meget banalt menneskeligt drama. Man prøver at forstå, hvordan man i Hollywood tror, der kan eksistere en målgruppe der elsker de superfede sekvenser med RoboCop, som den nådesløse politimand, der med alle midler stopper de kriminelle – og samtidig vil kunne holde scener med gråd, følelser og menneskelig empati ud i mere end fem sekunder. Man ender med følelsen af, at RoboCop anno 2014 er den fede teenager, der altid taber stoledansen fordi hendes røv minimum kræver tre stole at sidde op.

Nu ligner det noget! Action! Action! Action!

Svenske Joel Kinnaman (fra Snabba Cash) er Alex/RoboCop - og han spiller rollen som både menneske og robot med nogenlunde samme mangel på ansigtsudtryk. Det lever man med, for RoboCop har en superfed første akt, der fuldkommen suger sit publikum ind i en historie om eksplosioner, ufred styret af robotter i Tehran og skurke/helte låst fast i en kamp om magten over robotten. Derfor flyver der Sørensene Explotation Cinema Pinheads til højre og venstre i filmens sidste to tredjedele, der bliver gradvis værre og værre. Så til dem af jer, der læste med efter min tilståelse: Jeg kunne ikke lide RoboCop fra 87, men jeg hader RoboCop anno 2014.

Score:

Anmeldelse: Fright Night (1985).

Årgang: 1985.
Tagline: There are some very good reasons to be afraid...of the dark.
Instruktør: Tom Holland. 
Runtime: 106 minutter. 
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Fright Night' (2011), 'Deadly Friend' (1986), 'Lost Boys' (1987).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Charlie Brewster er en forholdsvis kvik knægt, der sammen med sin kæreste Amy og vennen Evil Ed lever en normal High School eksistens. En dag flytter en ny nabo ind ved siden af Charlie, men naboen er ikke helt normal. Han er skarpt bevogtet af en anden mand – og de to mænd er mildest talt mistænksomme i deres opførsel. Samtidig foregår der mord og bortførelser af unge kvinder i området, så Charlie, der har en hang til gysere, mistænker øjeblikkeligt naboen for at være vampyr. Han får kontakt til det afdankede tv ikon Peter Vincent, der aften efter aften fremstår som vampyrdræber i hans præsentation af klassiske gysere. Men er naboen virkelig vampyr eller er Charlie bare ofre for en kombination af en god fantasi og afhængighed af gamle gyserfilm?

Charlie, Amy og en fyr der endte som bøsseporno-stjerne(?!).

Jeg var der! I den lokale videobiks. Armeret med et par gode venner, et par potentielle kærester og en moviebox, var vi klar til at se Fright Night eller Gysertimen, hvor en af firsernes mest ikoniske teengysere fik små piger til at skrige – og store drenge til at føle sig som mænd. Fright Night var ikke en gyser som sådan, men en del af den generation af film, der gjorde teenagere til rigtige mennesker i en slags John Hughes-agtig bevægelse, hvor segmentet blev taget seriøst. Vampyrer var blevet vækket fra Hollywoods støvede arkiver. Tony Scott havde et par år forinden genskabt vampyren i The Hunger, der gav hugtænderne en slags renæssance. Vampyren var op gennem halvfjerdserne blevet en erotisk gentleman, der forførte før han bed – og pludselig var Hollywood klar til blod, bryster og bizarre historier, der gennem firserne pludselig var kongen af mainstreamgyset. Samtidig brød Anne Rice og hendes ekstremt seksuelle vampyrer gennem lydmuren – og pludselig var historien om Charlie Brewster og Peter Vincent en slags kultfilm i samme årti som den var blevet produceret. Da Lost Boys i 1987 fortsatte stilen og gjorde vampyrerne til en cool bande motorcykelrødder fik Fright Night mange anerkendende nik fra fans, der sagtens kunne se forbindelsen mellem de to film.

Den fantastiske Peter Vincent.

Tom Hollands film er i al sin enkelhed en genial lille film, der lever meget på idéen om, at teenageren er vor tids nye helt - om end i skikkelse af en nervøs og bange antihelt. Han er en klovn, en udstødt tosse og en misforstået særling, der i tråd med tidsåndens hyldest af den skæve eksistens, må overvinde sin egen frygt og se sine dæmoner i øjnene – hvis han skal redde kæresten og sig selv fra en skæbne langt værre end livet som udstødt skoleelev. Det er derfor også klassisk for tiden, at naboen fungerer som en slags kontrast til vor helt. Han er cool, flot og charmerende. Han har styr på tingene og takler Charlies hysteri med en coolness, der kridter banen smukt op – for historien om David og Goliath bliver vi aldrig trætte af uanset indpakningen. Effekterne er overraskende gode og fungerer generelt stadig selv om kalenderen viser 2014. Kombineret med en historie, der stadig holder vand er Fright Night besynderligt nok stadig en god film, der ikke nødvendigvis behøver at leve som et minde fra en fjern ungdom. Den står naturligvis stadig som en milepæl for en genre af gysere, der havde en meget kort levetid i firserne, men som stadig har en plads i hjertet hos mange fans af genren

Hmmmm… der er noget galt med den nabo.

Jeg var der! I biografens mørke. Palads, 1989. Den gik i kælderen, hvor lyden fra Pac-Man, Donkey Kong og Outrun kun blev overdøvet af skrigene fra biografsalen, hvor Fright Night 2 kørte over lærredet – og hvor magien fra den første film i den grad var bevaret. Til gengæld var øjeblikket allerede forbi. Teenkomedien, der blandede gys med latter havde allerede mistet sit tag i publikum. Der skulle gå mange år før film som Fright Night (1 & 2) igen skulle have sit tag i et moderne publikum. Den tid kom heldigvis tilbage – og i dag kan man stadig nyde Fright Night, for det er både en god, sjov og original film, der sagtens kan tåle et gensyn

Score:

Anmeldelse: Manborg.

Årgang: 2011.
Tagline: Revenge is Back.
Instruktør: Steven Kostanski.
Runtime: 72 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Eliminators' (1986), 'Robot Jox' (1989), 'Cyborg' (1989), 'RoboCop 2' (1990), 'Alienator' (1990), 'Mortal Kombat' (1995), 'Father's Day' (2011).

‘Manborg’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

I nær fremtid har en flok blodtørstige Nazi-dæmoner under ledelse af den nådesløse Grev Draculon, væltet portene til Helvede og overtaget verdensherredømmet. En gruppe oprørere samler sig dog til et sidste og endegyldigt opgør, for at løsrive jorden fra dæmonernes favntag. Desværre er de intet at regne mod Grev Draculons styrke og de slås effektivt ned. Men en af soldaterne er ikke død! I stedet vågner han op, blot for at opdage, at en mystisk opfinder har skiftet hans ødelagte lemmer ud med cyber-kinetiske legemesdele. Han er nu ”Manborg - cyborg of destruction”... Og han er vred!

"I am man............Borg. My name is Manborg."

Teksten på bagsiden af coveret fortæller meget godt hvad det er for en slags film vi har med at gøre. Gu' fanden er det grimt og dumt, men heldigvis også helt genialt og lige i øjet! Hvordan det hænger sammen, vil jeg prøve at forklare på bedst mulig vis på de næste linier - så hæng på.
For at få den bedste oplevelse ud af filmkollektivet Astron-6's homage til de utallige dårlige low-budget sci-fi actionfilm der plagede 80'erne og start 90'erne, så er det en fordel hvis man er vokset op med de film. 'Manborg' er nemlig et miskmask af titler som sci-fi gladiator-filmen 'Arena' fra 1989, Van Damme jointen 'Cyborg', Terminator-ripoff'et 'Hands of Steel' og 'Eliminators'. Manborg karakteren ser faktisk ud som om at han er hevet direkte ud af sidstnævnte film. Astron-6's film trækker på inspirationskilder som arkade-spillene 'Street Fighter', 'Mortal Combat' og first person shooteren 'Doom'. Så har du en nostalgisk og dybtfølt kærlighed til den type film og spil, vil du elske 'Manborg'. Er du tilgengæld i den anden båd og dårligt nok forstår det jeg har remset op - så skal du nok gå en stor bue uden om denne film!

"To the death, please!"

Filmens mudrede og utydelige skærmbillede leder tankerne hen på klippe-klister mellemsekvenserne du måske kan huske fra diverse computerspil start og midt-90'erne. Og det er der ikke noget at sige til, for hele herligheden er skudt foran en green-screen, alt imens kostumer og rekvisitter mest af alt består af tomme papkasser, malede nedløbsrør, gaffa-tape og katastrofalt skuespil. Billedkvaliteten er mildest talt elendig, men det er gjort med fuldt overlæg for at skjule effekternes mangler og ikke mindst for at give et indtryk af, at det er en slidt VHS du sider og ser på. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at 'Manborg' ser bedre ud, jo værre din hjemmebio er. Så har du et old school billedrørs TV og en fucked up DVD-afspiller som du har åbnet bajere og tomt kattebakke med, så er det helt perfekt!

"There is no Heaven!"

Med et budget på bare $1.000, en helvedes masse entusiasme og et yderst skarpt talent for at fange det kiksede på den helt rigtige måde, så er 'Manborg' en af de BEDSTE dårlige film jeg nogensinde har set. Humoren er sort og absurd, effekterne er jammerlige, actionsekvenserne er blodige og bevidst klodsede, og voice-overen er helt ved siden af virkeligheden. Filmen er det perfekte spoof på en tid og en type film vi ikke kommer til at opleve igen - den stinker langt væk af Jolly-cola, burgere fra den lokale og teenagedrenge der pjækker fra hjemkundskab for at stene film, mens de gamle er på arbejde. Det er måske ikke en tid man nødvendigvis ønsker sig tilbage til, men det er godt nok bred ymer og knæhøj karse (sagde vi ikke det?) at besøge tidslommen i en lille times tid. Gør dig selv den tjeneste, at blive hængende til efter rulleteksterne - du vil virkelig ikke gå glip af den hylende morsomme og voldsomt udsplattede spoof-trailer til 'BIO-COP'.

Score:

Anmeldelse: Reptilicus.

Årgang: 1961.
Tagline: Spænding og sjov. Charme og chok.
Instruktør: Poul Bang.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Godzilla' (1954), 'Journey to the Seventh Planet' (1962), 'Q' (1982), 'Reptisaurus' (2009), 'Godzilla' (2014).

Skrevet af Jesper Pedersen.

I Danmark har vi haft en stolt tradition for at optage alverdens genrer i den såkaldte Filmskat og på typisk assimilatorisk vis tvinge folkekomedien ned over dem. Western-filmen stod for skud i 'Præriens skrappe drenge', og pornofilmen fik en ordentlig tur med 'Takt og tone i himmelsengen', mens det i 'Spøgelsestoget' var gyseren, der blev vakt til live i hyggelige danske omgivelser. Men vi kan rent faktisk også bryste os af allerede i 1961, blot syv år efter den originale 'Godzilla', at have prøvet kræfter med de helt store monstre i 'Reptilicus'.

”Undskyld mig, men har De set Godzilla? Vi skulle mødes her på Rådhuspladsen.”

Danske mineingeniører finder et eksemplar af fortidsøglen REPTILICUS nedfrosset i lapmarkens tundra. Den yderste halespids bringes til København, hvor man til sin begejstring opdager, at stumpen lever og vokser! En skønne dag bryder den færdigt-udviklede, umådelige kæmpeøgle ud som en katastrofe for hele vor hovedstad. Takket være militærets og videnskabens forenede anstrengelser manes uhyret i jorden – eller bliver det nu også det? Sådan stod der skrevet i biografernes programhæfte for 'Reptilicus', som blev præsenteret som den første danske science-fiction storfilm – og frem til den dag i dag desværre også en af de eneste.

”Ih du godeste, hvor De dog ligner Niels Bohr!”

Det er måske forståeligt nok, at dansk film ikke har turde kaste sig ud i lignende eksperimenter siden 'Reptilicus'. Den er ganske vist underholdende, men først og fremmest ufrivilligt. Når Reptilicus går til angreb på en modeludgave af Christian 4.s København, er det hverken takket være stop motion eller suitmation som i 'King Kong' og 'Godzilla'. I stedet er der bundet fiskesnøre i legetøjsdragens hoved, og de ustyrlige spastiske bevægelser vidner om, det ikke er Danmarks mest erfarne marionet-operatør, der trækker i trådene. Hvor er Pjerrot, når man har brug for ham? Men at Reptilicus har dybe rødder i Asien, er der ingen tvivl om. Som en anden turist farer han fra det ene monumentale vartegn til det andet, såsom Børsen, Københavns Rådhus og naturligvis Tivoli, hvor han sender en kærlig hilsen til sin fjerne slægtning ved at vælte Det Japanske Tårn.

”Jeg siger Dem jo: der sidder fire mand på en tømmerflåde!”

Da Godzilla hærgede Hong Kong i 1954, var det i et atomforskrækket Japan, der blot et årti forinden havde oplevet at få hele byer (Hiroshima og Nagasaki) jævnet med jorden. Det er ikke svært at se den altødelæggende, muterede kæmpeøgle som et symbol på selve atombomben. Reptilicus har slet ikke samme tunge symbolværdi og fremstår blot som et eller andet tilfældigt monster i en eller anden tilfældig storby. Det til trods for at Danmark geografisk befandt sig midt imellem USA og Rusland, som på dette tidspunkt i 60'erne havde en koldsvedende finger klar på hver sin røde knap. Man må heller ikke glemme det faktum, at udviklingen af atomvåbnet skete takket være den danske fysiker Niels Bohr, som skuespilleren Asbjørn Andersen i øvrigt ligner til forveksling i rollen som filmens professor Martens. Men altså; ingen atomfrygt i 'Reptilicus' som ikke er andet end ren exploitation. Når det så er sagt, er selve monstret ganske godt tænkt med sin evne til regeneration, omend det er lidt komisk, at hele krybdyret kan regenerere ud fra halespidsen eller en hvilken som helst anden kropsdel. Det plejer da at være omvendt?!

”P s s s t . . .  t r o r  D e  d e t  e r  m e n i n g e n ,  v i  s k a l  s e  d e t  s a m m e  s t e d  h e n ?”

'Reptilicus' findes både i en dansk og en engelsk udgave, og det er ikke fordi, dialogen er blevet dubbet efterfølgende – det er den også, men bortset fra actionsekvenserne blev hele filmen faktisk optaget to gange. Poul Bang står krediteret for den danske version, mens Sidney W. Pink, som også har skrevet manuskriptet, stod for den engelske udgave. Hvordan det rent praktisk har fundet sted er svært at forestille sig, for filmene er nærmest identiske. Dog er den engelske version ti minutter kortere end den danske, og det skyldes blandt andet, at man fjernede den mest håbløse scene, hvor Reptilicus flyver samt en scene, hvor Dirch Passer i rollen som pedel Pedersen synger om sin lange Tillicus overfor en flok småpiger. Dengang var det sikkert fornuftigt at klippe disse ekstremt kitschede dele af filmen fra, men i dag hvor 'Reptilicus' vel udelukkende ses for den dårlige smag, vil jeg mene, man skal gå efter den danske version. Medmindre man kan lide grønt slim, for det spytter Reptilicus nemlig eksklusivt i den engelske.

”Selfie!”

Den 1. april i år kunne Troldspejlet på deres hjemmeside fortælle, at Uwe Boll var i gang med 'Reptilicus II', og at selveste Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe stod parat til at overtage Kellerdirks gamle roller som henholdsvis pedel og politibetjent. Det var naturligvis en aprilsnar, men faktisk forlyder det, at Sidney W. Pink havde endnu en film om Reptilicus på tegnebrættet så sent som i 2001. Den eneste kilde jeg har til denne viden er Wikipedia, så hvorvidt det er sandt, er ikke til at vide, og det lyder måske nok usandsynligt, at Pink, som ikke havde produceret en film siden 1970, skulle bryde sit otium ved at vende tilbage til denne gamle fadæse. Under alle omstændigheder er det en sjov tanke, at Reptilicus kunne være blevet genoplivet i vor tid, og det havde da været oplagt, eftersom Roland Emmerichs katastrofe af et Godzilla-remake var udkommet få år forinden. I 2002 døde Sidney W. Pink, og fortsættelsen til 'Reptilicus' blev som bekendt aldrig til noget. Til gengæld fik den fjerne slægtning Reptisaurus sin egen spillefilm i 2009, instrueret af Asylum-veteranen Christopher Ray, og den ser naturligvis ganske forfærdelig ud.

 

Det er svært at vurdere en film som 'Reptilicus'. Jeg må være ubarmhjertig og sige, at kvalitativt set kan den ikke få mere end én sølle stjerne, men der er så mange andre grunde til at se denne film, som på alle måder er et unikum i dansk film. Ser man på monstergenren generelt er 'Reptilicus' dog blot én blandt mange og sikkert en af de allerdårligste.

Score:

Anmeldelse: Penny Dreadful.

Årgang: 2006.
Tagline: Don't forget to breathe.
Instruktør: Richard Brandes.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Midget Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Penny Dreadful Picture Show' (2013), 'Penny Dreadful' (tv-serie 2014), 'The Hitcher' (1986), 'Cujo' (1983).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Gyset har indtaget tv-skærmen! Det vrimler med zombier, vampyrer, varulve, hekse og alt muligt andet grusomt guf, og seneste skud på stammen er Showtimes 'Penny Dreadful', som ser ud til at favne det hele i skøn forening. 'Penny Dreadful' har amerikansk tv-premiere netop i dag den 11. maj, og jeg glæder mig meget til at se, hvad der ligger bag den stemningsfulde trailer. I mellemtiden har jeg varmet på med en navnefælle; spillefilmen 'Penny Dreadful' fra 2006, og for en god ordens skyld skal jeg nævne, at filmen og tv-serien absolut intet har med hinanden at gøre, udover altså det at de deler titel. Filmen handler om den unge pige Penny, som forsøger at overvinde sin frygt for biler ved at tage på en lang køretur sammen med sin psykiater. På vejen samler de en blaffer op, men det skulle de aldrig have gjort!

”Pas på, køerne ude på marken!”

'Penny Dreadful' kommer fra After Dark Films, som hvert år siden 2006 har udgivet otte nyproducerede gyserfilm under fanen 8 Films to Die For. En del af disse film er udkommet i Danmark og flere af dem er mærket med et banner på coveret, men lad det være sagt med det samme: 8 Films to Die For-logoet bør være en advarsel frem for en opfordring. Der er kommet nogle udemærkede film i serien, men det er altså undtagelsen fremfor reglen, og den håndfuld jeg har set, har nok været originale værker, men de er også håbløst uopfindsomme og dybt uinteressante rent visuelt. Røvkedelige, slet og ret!

”Han ser da meget flink ud...”

'Penny Dreadful' er desværre ingen undtagelse. Grundlæggende kan historien noget, men den stikker i alt for mange retninger og mangler i den grad fokus. Pennys ochofobi (angst for køretøjer) stammer fra en episode i hendes barndom, hvor hun var involveret i et trafikuheld og så sine forældre dø på smertefuld og blodig vis, mens hun selv lå hjælpeløst fastklemt på bilens bagsæde. Selvom Penny har aftalt med sin psykiater ikke at tage medicin på køreturen, propper hun sig med piller, og det er netop et skænderi om dette, der sparker spændingen i gang, da de kommer til at køre en mystisk blaffer ned og til gengæld giver ham et lift. Der er altså lagt op til en intimt, psykologisk drama om angst, men samtidig trækker 'Penny Dreadful' på 'Final Destination'-konceptet, for er blafferen i virkeligheden døden, der vil tage hævn for, at Penny overlevede sidste gang hun sad i en bil? Til syvende og sidst ender 'Penny Dreadful' bare med at være en dum slasher med halshugninger og bare bryster, måske fordi den ikke stoler på sin egen fortælling. Alle disse idéer kunne have fungeret for sig, men tilsammen bliver de noget værre rod!

”Jeg var sikker på, jeg havde lagt en pose vingummier her i bagruden!!!”

'Penny Dreadful' har noget til fælles med klaustrofobiske film som 'Cujo', 'P2', 'Buried', 'Devil' og så videre. En stor del af filmen foregår inde i bilen, som står fastklemt mellem to træer, så Penny ikke kan komme ud. Det er mørk nat i en øde skov, og det er egentlig ganske effektivt, men på dette tidspunkt har Penny allerede glemt sin fobi, fordi blafferen der har fanget hende udgør en større fare. Konflikten er åbenlys; Penny hader at befinde sig i biler, men nu er hun låst fast i én, som hun for alt i verden vil ud af, men så alligevel ikke, fordi der står en dødsensfarlig morder udenfor. Instruktøren Richard Brandes formår bare ikke at få denne konflikt ordentligt i spil.

”Mor? Mor! Der er noget galt! Mit blod ophæver tyngdeloven og løber sidelæns!”

Det har undret mig, at denne film deler titel med Showtimes aktuelle tv-serie, da de som sagt ikke har andet med hinanden at gøre. Det viser sig imidlertid, at ‘Penny Dreadful’ referer til en særlig type underlødig serie-litteratur, som udkom i England i 1800-tallet, printet på billigt papir og til en pris af 1 penny. Dermed forklares tv-seriens brug af 'Penny Dreadful' som titel; den har serieformatet og foregår i 1890ernes England. Men hvorfor Richard Brandes har kaldt sin film 'Penny Dreadful' er mig en gåde. Hovedpersonen hedder Penny, og hun har været ude for en Dreadful oplevelse, men det kan da ikke være forklaringen? Måske henvises der til hele After Dark Horrorfest-konceptet, som 'Penny Dreadful' var med til at sparke i gang i 2006? Ellers måske er det en forkølet hyldest til Quentin Tarantino, som opkaldte 'Pulp Fiction' efter de spændingsmættede pulp-magasiner fra første halvdel af forrige århundrede? Uden sammenligning i øvrigt, for filmen ‘Penny Dreadful’ er langt fra noget mesterværk og ender i denne anmeldelse med at få to stjerner - primært fordi den er for kedelig til kun at få én.

Score:

Anmeldelse: Gravity 3D.

Årgang: 2013.
Tagline: Don’t Let Go.
Instruktør: Alfonso Cuarón.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Bluray 3D.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: '2001: A Space Odyssey' (1968), 'Children of Men' (2006), 'Europa Report' (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Astronauter? Er der noget bedre? Større? Vildere? Hvilken lille dreng drømte ikke om at blive helten over dem alle? Jeg er gammel nok til at kunne huske Gerry Andersons Månebase Alpha (Space: 1999) og selv om plottet var langt ude, så var jeg hooked. Jeg ville da være astronaut. Det blev ikke bedre efter Bond-filmen Moonraker, hvor de nye Space Shuttles blev præsenteret som en slags rutefly til det ydre rum. Nu VILLE jeg være astronaut! Så kom Mænd af den Rette Støbning (The Right Stuff) og her indtraf alvoren og bagsiden af medaljen. Det var ingen let sag – det der med at blive astronaut. Nu er jeg i mellemtiden blevet treogfyrre somre og har netop set Gravity. Nu vil jeg ikke være astronaut længere.

Clooney rækker ud efter min cola i 3D. Det kan han glemme!

I Gravity følger vi den kvindelige astronaut Ryan Stone og hendes kollega Matt Kowalski, der efter en ulykke under arbejdet på deres shuttle, bliver slynget ud i rummet uden kontakt til mission control i Houston. Meget mere kan der ikke siges om handlingen, da filmen spiller på helt andre virkemidler - end den traditionelt handlingsstyret oplevelse, som de fleste film er skabt på rygraden af.
I stedet bliver man forkælet med billeder og en visuel stemning, som man skulle tro var løgn. Effekterne i 3D er helt vanvittige og man bliver slynget rundt i et klaustrofobisk mareridt, hvor alting går fra skidt til værre på få sekunder. Gravity tager i den grad pusten fra sit publikum med en visuel stil, som man ikke må snyde sig selv for. Der er en konstant stemning over de første firs minutter af filmen, som sætter sig som en blanding af uro og forundring i publikum, som man, til trods for den lidt flade slutning, har svært ved at ryste af sig, når eventyret er forbi. Kombineret med sporadisk musik fra en score af Steven Price, er Gravity eksemplet på, at man sagtens kan fortælle en visuel flot historie, hvis den bliver fortalt i et miljø, hvor mangel på handling og plot er plausibel.

Kloden drejer! Mennesker mødes. Svæver på en sky.

Man kan sagtens forestille sig, at temaet i historien, der er skrevet af Alfonso Cuarón og sønnen Jonás, har sine rødder i religion. Der er en hel del religiøse undertoner, der understøttes af enkelte religiøse visuelle virkemidler, som sagtens kan tydes som en slags påstand om, at tro er større end videnskab. Dette bliver igen understøttet af filmens sidste akt, der i den grad underbygger teorien om det religiøse tema, hvilket Cuarón også brugte i den sublime Children of Men.
Sandra Bullock tager forsædet som Ryan Stone, hvilket hun gør på glimrende vis. Man kunne sagtens have ønsket sig langt mere ukendte skuespillere i de to hovedroller (George Clooney spiller Kowalski), for det havde kun bidraget yderligere til illusionen om at være alene i rummet, da de to kendte ansigter alligevel minder sit publikum om, at dette ”bare” er en film.

Bullock hænger ud i rummet.

Alt i alt er Gravity en imponerende film. Slutningen er decideret ringe og viser et langt stykke hen ad vejen, at det er en film, der er skabt for et amerikansk publikum. Det er synd, for man tænker, at med lidt mere mod ville filmen have været så meget smukkere og virkningsfuld, hvis man havde endt ved den mest naturlige og logiske slutning efter omkring firs minutter. Skal man se Gravity (og det skal man), så bør man finde det største tv eller lærred, som man har til sin rådighed. En film så visuelt smuk og blændende fortjener et så stort billede, som overhovedet muligt.

Score:

Horror-Unrated Retrospekt #5: Fugleskræmsler og forbandelser. Et interview med instruktør Brett Simmons og hans film 'Husk'.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Personligt er jeg meget stolt over den række af interviews vi endte med at få på Horror Unrated, og enkelte står stadig som nogle helt unikke. Bl.a. interviewene med instruktøren af 'Don't Go in the Woods', James Bryan og David Winters - manden bag 'The Last Horror Film', som begge velvilligt satte sig til at scanne gamle billeder filmpris-certifikater ind til os som vi kunne bruge i artiklen. Og danske Heini Grünbaum som i 1999 lavede 'Flænset', gav sig rigtig god tid til virkelig at gå i dybden med sine svar. Den dag i dag er det så vidt vi ved, stadig det eneste interview der findes med ham på internettet.
Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere. Skrevet af Claus Reinhold.

HORROR UNRATED: Hi Brett and welcome to Horror Unrated. Your latest feature Husk is today’s topic, but to start off with I would like to hear a bit about your background and the story of how you became a film director?

Brett Simmons: My background consists of a lot of short films, which is of course how Husk began, as a short film. It went to Sundance which opened a lot of doors and ultimately paved the way for me to meet some great people and get to make the feature version. In the meantime, I also did an independent feature called Mark of Love which is getting DVD distribution later this year. It’s totally different than Husk which is why I hesitate referencing it, but in truth, I did it pretty close before the Husk feature and already knew Husk was happening, so it’s related in the sense that it was a great preparation. I made sure to learn as much on that set as I possibly could, and the movie turned out great, especially considering the small scale. So yeah, I’ve basically just always been filming or scheming to film projects at all times, and among those has always been Husk, which I’ve finally gotten to do. It’s all pretty exciting.

HORROR UNRATED: Since this is a horror webzine, I have to ask you if you’re a horror fan yourself, and if so, what are your inspirations (I sense a bit of Hitchcock in Husk, but maybe that’s just me?) and favorite horror films?

Brett Simmons: I’m a big horror fan, and I’m impressed that you sensed Hitchcock. Your sense is accurate, my friend. I love Hitchcock. I’m a huge fan of the power of suggestion, and the creation of suspense. I always feel like jump scares are cheap because they’re easy, but creating suspense requires more masterful storytelling, and Hitchcock is the master of them all. I never get tired of his movies. They never let the story take the easy way, and they never let the audience have the easy answer. Same with the old Twilight Zones. I’m a geek about those too. As far as favorite horror films, my all-time favorite is John Carpenter’s The Thing. It’s simply the best. I also love the original Halloween and Psycho. Those are my trifecta. I always go back to those. I do manage to squeeze the original Nightmare on Elm Street in there too from time to time. My favorite recent horror film has been The Descent - that movie is phenomenal.

HORROR UNRATED: Okay, so how did you become involved with the After Dark Originals?

Brett Simmons: Our introduction was pretty standard. They read the Husk screenplay and saw the original short film, and asked me in for a meeting. How we became involved was largely to do with how instantly we all clicked and connected at that meeting. We all liked the same horror movies and connected in our passion for the genre.
The biggest thing for me was that they understood what I was trying to do with Husk. Not only did they understand it, but they were on-board to do it. After Dark Films was the first company that didn’t ask me to compromise the elements of the project that I was clinging on to.
I wanted to try some very specific and at times “risky” things, all for the sake of giving the horror audience a fun experience, and After Dark Films wanted to do the same. They as a company have such a regard and concern for the genre and its audience, and I’m a filmmaker constantly concerned with the audience experience, so our connection was pretty instant. They wanted to make Husk, and I was excited to sign on. It was a great collaboration.

HORROR UNRATED: Husk is based on your short film by the same name. Tell me, how did you come up with the story of Husk to begin with – how did it originate?

Brett Simmons: Husk originated first as a response to the horror movies I had been seeing at the time. I love horror movies, but they were becoming consistently over-complicated, and a little cheap in the sense of taking the easy way out. Like I said about Hitchcock, I was missing horror movies that posed harder obstacles. Also, growing up and familiarizing myself with the standard beats, pacing, and structure of the genre, I began creating a list of things that I thought would be fun to try. So as I began conceptualizing, that list informed a lot of things. Conceptually, I knew I wanted to make a single location horror movie, and my two favorites are Night of the Living Dead and Carpenter’s The Thing. Both are amazing in how they portray the unraveling of once ordinary people as they experience extreme, horrifying circumstances. And scarecrows specifically have always been dynamic horror figures that in my opinion hadn’t been exploited to their full potential. So in exploring a creature and setting, I quickly arrived at the farm. So Husk was kind of birthed out of all these things.

HORROR UNRATED: So what was it about Husk that made you want to tell the story again and furthermore, expand what you had already done with the short film?

Brett Simmons: Making the feature and expanding the story was always the end goal, I was just never fully assured I’d get there. The short was designed to capture the beats and structure of a horror feature within the constraints of a short format, all in the hope to suggest feature potential. Apart of that, I even deliberately avoided stepping into certain creative territories like the backstory, knowing that those would be better suited for the feature. So when the short started getting a positive response and people began talking about feature potential, I knew it was time to expand it. The feature was fun because I was addressing creative things that length and budget never permitted before.
They were the things I always reserved for the feature and was thrilled to actually mine through.
So, yeah, to answer the question what is was that made me want to do it, it was simply “all part of the plan”. I’m just glad that plan actually worked.

HORROR UNRATED: Personally I would say, after seeing the film that it is far from a straight-up typical scarecrow flick. How would you describe it?

Brett Simmons: I’m glad you think so. I’d agree. I think it avoids being a straight-up anything, which I’m pretty proud of. It’s a “killer scarecrow” flick, but there’s a lot more to it than you’d expect. Yeah, it’s kids stranded on a road trip, but it’s not the way you’d expect.
Truth is, as a fan of the genre, the first thing I wanted to do was really embrace the typical things of the genre, and then once they were established and familiar, choose more unexpected, less predictable choices.
But I guess that’s my fault for making it a difficult pitch, because when I say “it’s a horror movie about kids stranded outside a cursed cornfield filled with killer scarecrows” people kind of roll their eyes. Ha. I would too. That’s why I tend to say “It’s a supernatural-slasher horror-mystery about killer scarecrows,” people at least perk with a little more interest - or confusion, both better than rolling eyes, I think. After Dark’s summary of it is pretty good actually. I’m not objective enough to be able to say anymore because I always want to say too much.

HORROR UNRATED: What sort of atmosphere, style and feeling were you going for with Husk? I mean, when I watched it I didn’t sense that typical 70s and 80s slasher atmosphere that you get a lot these days – it was more like the aforementioned Alfred Hitchcock atmosphere and feeling, also because it isn’t particularly gory – I think it prays more on anxiety and fear. What would you say?

Brett Simmons: I’d say “thank you” and “I appreciate that”. Hitchcock was patient yet simultaneously relentless, and that’s what I wanted for Husk, to start and never let go. I wanted the movie to be as relentless as the scarecrows. But you know what else, cornfields automatically make for an amazingly immersive atmosphere, and I hadn’t seen a cornfield movie quite deliver. Cornfields are so hard to shoot in, you typically see them shot from within plowed paths or clearings, making the camera safe…but also making the actors look safe. When you stand inside a cornfield, it’s freaky because it’s disorienting and intrusive. I wanted the camera and movement to communicate that as much as possible. Especially on a low-budget, we were so lucky to have a massive cornfield that actually surrounded a property, and I thought it’d be a missed opportunity to not capture it. The environment I think really elevates the experience and the scale. On top of that, we had an amazing production designer who helped make everything have a constant sense of foreboding and creepiness. She was amazing. I guess what I’m saying is, that’s what I was going for, but the camera and set really did the job for me.

HORROR UNRATED: Basically the film takes place in two locations; the farmhouse and the cornfield. Personally I’m a sucker for stories that can unfold in one or two locations and still deliver. Now, one thing is writing for the short film format, but was it hard for you as a writer to get the story to work with only these two locations when making the screenplay for the feature? And if so, what obstacles did you have to overcome in that process?

Brett Simmons: Man, I love movies that unfold in limited locations too. I think part of that comes from loving creative challenges. Like with Hitchcock earlier, or even the Twilight Zone, limitations should really be embraced because they force you to be creative and not take the easy way out. Keeping Husk in the house and the cornfield was a huge challenge, but I loved it. It’s really the reason why the history and the mystery is so rich, because that’s where my brain had to go in order to make the setting stay interesting, and the keep situations mounting and escalating without leaving. That was the biggest obstacle, keeping it interesting. But I think the mystery elements and the elusion to grander things it was helps a small, limited movie feel bigger and more exciting.

HORROR UNRATED: Regarding the cast, did you write the screenplay with any specific actors in mind, or did you have a regular casting process?

Brett Simmons: Christopher Walken. I’m kidding, even though if I thought he’d do it, I’d go to all lengths to make it work. Really, I didn’t write for anyone in particular. I just imagined these characters pretty vividly and kept my focus on that. I also wanted to leave room for the actors to do their job and bring their own things to them. Our casting process was pretty regular in structure, but our goals were unique, I think. Early on, I and the casting directors agreed that we didn’t want to cast “victims” but “characters”. These types of movies often get away with just filling in a death count, which I know works and can be fun, but Husk doesn’t have a death count. It’s just these five college kids. I viewed it like Night of the Living Dead. This house is occupied by these people trying to survive, there isn’t going to be mass carnage, so I needed to find actors who could make these characters likable and believable.

HORROR UNRATED: How do you work with actors? Are you the type who rehearse a lot before takes or do you like to improvise?

Brett Simmons: Honestly, I love both. I love rehearsal and I love improv. Rehearsal unfortunately is considered a luxury, not a priority, so you’re not always able to get it. In the case of Husk, we shot in Iowa on a very quick schedule, so there wasn’t any time for rehearsal. The actors flew in only days before we started shooting. But we were able to find time to rehearse early in the day or during setups. I always try to find time. But I also love improv. Sometimes, when shooting is tough, or the elements are challenging (like a muddy cornfield, at night, freezing, with bugs etc.), improv helps loosen things up and refocus things. It’s also a great tool when you haven’t had time to rehearse because it opens an alternate method for the actor to access the dialogue. For me, it all depends on the actor, which is why I like both. Every actor has different needs, so my main priority is to find out what they need as an individual and accommodate.

HORROR UNRATED: I noticed in the end credits a Red One logo, so I take it you shot the film with the Red camera. Since I’m a cinematographer myself, I want to ask you why you went for the Red One camera and how it was to work with, for you as a director? Also, did you experience any problems with it, because I heard stories of the camera overheating and failure on the hard drives?

Brett Simmons: The Red camera was cool. I shot Mark of Love on it too. I much prefer film, always, but for Husk, I don’t see how we could have shot it any other way. Shooting in a dirty cornfield, and adding all of the weather issues we faced, shooting on film could have been a huge risk-factor, or at least slowed us down considerably. I think I would have been constantly anxious about film scratches or dirty gates or things like that. Instead, all I had to be anxious about was crashing hard drives… and of course my fears were realized. Half way through the shoot, after our biggest day of shooting (the truck scene) we found out the hard drive failed and all the footage was gone. That was a nightmare. We were able to squeeze into our schedule the time to re-shoot it, and I’m glad we did because it gave us a chance to fix things, but losing that footage was horrible. Thankfully, it’s the only time it happened, it just happened at the worst time.

HORROR UNRATED: Tell us about how the production went?

Brett Simmons: We shot in Ames, Iowa, outside Des Moines. Our schedule was three weeks, 18 days, but with the re-shoots, it was more like 17 days. It was exhausting because we had a long commute to set which ate away at our schedule. Also, by shooting in the summer, the sun was out for much longer, making it a challenge to shoot a movie that’s three-quarters at night. So we had to chip away at day time stuff throughout the shoot in order to fill our day, and rush through night stuff in order to get it all. It was nuts, but a blast. The crew was awesome, and we couldn’t have done it without all their hard work. We had tons of weather issues, which was a nuisance. It meant that our awesome production schedule had to be dashed pretty early and ultimately never repaired. The weather kept us on our toes. Quite a few nights, we showed up, waiting to see what the weather would do before we scheduled our day. It was fun, though. It kept a constant, unpredictable energy on set.

HORROR UNRATED: For the gore hounds out there, can you tell a bit about some of the special F/X and maybe how some of them were done?

Brett Simmons: I hesitate saying too much because the F/X guys were the magicians, and I don’t want to be the guy that spills the beans, but I’ll spill one. We have an exploding scarecrow head. It’s hacked by an axe and explodes. Mike Regan and Blake Bolger did the F/X, and they came to me with the idea of shaving down a watermelon and dressing a scarecrow with a watermelon head. I wasn’t sure it would work, but it did. We’re on set, Mike has a fruit shaver, and he’s shaving the head down, squeezing it into one of the scarecrow heads. We rolled cameras and the axe came down and watermelon went everywhere. Now I’m scarred for life, because watermelon definitely resembles exploding brain to me now. It’s a great example of their practical F/X because all of the FX in the movie was practical, and I love that about Husk. Practical is magical.

HORROR UNRATED: It certainly is. That’s also our opinion here at Horror Unrated. I’m familiar with the saying “a film is never finished, it is released”, but still I want to ask you; are you completely satisfied with Husk, or are there things today you would like to have done different?

Brett Simmons: There are definitely things I’d still do, but that’s going to be true forever about everything I do. Martin Scorsese once said “Films aren’t finished, they’re abandoned” and it’s so true. I think it’s true for art in general, needing a deadline or pressure to get you to finally stop working, accept your work for what it is, and move on to the next venture. As for Husk, there are only really small things I’d tweak. Things no one will ever notice or be bothered by. Truth is that I’m really proud of Husk. It came out great and in some ways, better than I hoped. And anything I wish I did with Husk I can always do in a sequel.

HORROR UNRATED: Will we be seeing more horror from you in the future Brett, or would you like to go on and work with a different genre?

Brett Simmons: I’m pretty open. While I know that I’d like to move on to other genres, I also have a few more horror ideas up my sleeve. I’m playing with a couple of them right now, and I’m pretty excited about them. I think you can expect another horror movie out of me before I move on too far.

HORROR UNRATED: That sounds great Brett and we’ll be looking forward to it. Thank you so much for your time, it was great talking to you and the best of luck with future projects.

Brett Simmons: Thanks so much, and thanks for the interview – I had a blast.

Top 10: Bedste danske TV-gys.

Gysergenren er for alvor ved at gøre sit indtog i tv-mediet. 'True Blood', 'The Walking Dead', 'American Horror Story' og den kommende 'Penny Dreadful' er blot nogle af alle de skræmmende serier, man kan følge med i på sit tv, og her i Danmark har Kanal 5 fulgt trop med den overnaturlige ungdomsserie 'Heartless'. Vi danskere har ikke just en lang og stolt tradition for at producere gys til tv, men vi har faktisk gjort en del hæderlige forsøg, som jeg har forsøgt at samle på denne liste og bedømme efter to parametre: overordnet kvalitet og gys-faktor.

* Husk at du kan se en komplet oversigt over Top 10 listerne ved at klikke her.

Skrevet af Jesper Pedersen.

10. The Julekalender (TV2 1991).
Alle de stormfulde aftener i det mørke Jylland fortjener en plads på listen. I dag kender vi De Nattergales fordomsfuldt satiriske julekalender så godt som baglommen i vores overalls - men prøv at sætte Jer i den situation, at I første gang ser den støvede låge afsløre gårdhuset midt på Lars Tyndskids kartoffelmarker. At I første gang hører Bent Meiding spørge: "Hvem ER denne mystiske mand i mørket?" til de dybe tangenters efterklang. Og at I første gang oplever Bennys Nosår, som æder deller, hæver skatter og ikke mindst HADER nisser. Det var fandeme uhyggeligt! 

The Julekalender (TV2 1991).

9. Charlot og Charlotte (DR 1996).
Ligesom Charlot og Charlotte i Bornedals serie af samme navn rejser landet tyndt fra København til Skagen, rejser de også rundt i forskellige genrer. Mystikken går igen, når Baard Owes magtliderlige sektleder kræver sin Charlotte Margrethe tilbage, eller når Ove Sprogøes fynske greve hjælper pigerne selv efter hans død. Men grunden til, 'Charlot og Charlotte' findes på denne liste er først og fremmest Preben Kristensens transseksuelle psykopat Poul Teddy. Normalt gør massemordere en dyd af at forsvinde i mængden, men ingen skråler højere end Poul Teddy, mens han vinker med store arme til gyserklassikere som 'The Hitcher' og 'Psycho'.

Charlot og Charlotte (DR 1996).

8. Den som dræber (TV2 2011).
Mange nyere krimiserier er mørke og brutale, men som repræsentant for genren er her 'Den som dræber'. Serien følger drabsafdelingens jagt på psykopatiske seriemordere og fokuserer ganske meget på såvel de makabre mord som opklaringsstudiet af de lemlæstede kroppe. Store skuespillernavne var kørt i stilling som seriemordere, men måske blev det for voldsomt for danskerne? 'Den som dræber' blev droppet efter én sæson på grund af ekstremt dalende seertal. Året efter kom biograffilmen 'Fortidens skygge' som afrundede serien respektfuldt for de fans, den dog havde, men som trods Simon Kvamm i skurkerollen blot solgte små 19.000 billetter.

Den som dræber (TV2 2011).

7. VIC (reklamespots 2000).
TDC spildte enorme mængder tid og penge på VIC-kampagnen, som i dyre tv-spots på op til flere minutter fortalte myter om det mystiske VIC-folk, hvis eksistens var påvist overalt i verden gennem fundene af tre særlige håndtegn. I et fremsynet, dokumentarisk filmsprog blev VIC'erne beskrevet som en overlegen race, som altid har forsøgt at kommunikere med os. Kampagnens formål var netop at signalere, at mobilselskabet kunne dække alle behov for kommunikation, men signalerne blev mistolket, brandet afviklet og i dag er det ironisk nok nærmest umuligt at finde beviser på, at VIC-kampagnen har eksisteret.

VIC (reklamespots 2000).

6. Hotellet (TV2 2000-2002).
Før 'Badehotellet' var der 'Hotellet', en sær krydsning mellem 'Hvide Løgne' og 'Riget'. Lige dele soap og mystik! I virkeligheden handler serien mere om den daglige drift af Hotel Faber og de mange ulykker og intriger, ejerfamilien og de ansatte udsættes for i løbet af intet mindre end 60 afsnit. Lige fra starten introduceres man dog også for de mystiske ting, der sker på hotellet, særligt på værelse 217 og i kælderen hvor Baard Owes pedel John har sin daglige gang. Men beder man ikke selv om det, når man bygger sit hotel på resterne af et gammelt kloster?!

Hotellet (TV2 2000-2002).

5. Zomedy (DR Mama, 2011).
Det var måske liiige arrogant nok af DR at kalde det Danmarks første zombiekomedie, men tv-filmen 'Zomedy' er nok den danske zombiefilm, der har haft højst produktionsværdi. Med en pose skattekroner på lommen og en teknisk instruktør i ryggen blev den uprøvede instruktør og DR Mama-vært Jacob Ege Hinchely tilsyneladende båret på hænder og fødder gennem produktionen, og det vakte en vis fortørnelse i gyserforummet, når nu kompetente, visionære filmskabere ikke engang kan få kørselsgodtgørelse. Overordnet er historien i 'Zomedy' nu ganske godt tænkt, og actionscekvenserne fungerer fortrinligt, men dialogen er håbløst pinlig og ødelægger desværre ofte fornøjelsen.

Zomedy (DR Mama, 2011).

4. Åndernes magt (TV2 Zulu 2000-2002).
Kan du huske glasbordet, der slog revner? Selvfølgelig kan du det! 'Åndernes magt' gjorde alle danskere overtroiske og paranoide for en stund. Mange har spekuleret i, om Frank Munkø blot var en fupmager i farverigt jakkesæt, men det eneste vi kan konstatere er, at TV2 Zulus lancering bogstaveligt talt skete med et brag, der gav genklang i alle medier (tøhø). Siden har andre programserier forsøgt at fange sjælen (tøhø igen), men at 'Åndernes magt' er en klassiker ses tydeligt, når en helt anden kanal over et årti senere lancerer et lignende koncept med titlen 'Ånderne vender tilbage'.

Åndernes magt (TV2 Zulu 2000-2002).

3. Den 2. side (TV2 Zulu 2010).
Trylleklovnen Rune Klan har skiftet pølser ud med spø'lser i rollen som det selvbestaltede medie Ole, som sammen med sin forskræmte lillebror Marius tager kampen op mod spøgelses-S-tog og besatte trunter. 'Den 2. Side' er underspillet sjov, som ellers ikke er Zulus spidskompetence - og så er det stemningsfuldt, men instruktøren har også det udmærkede ungdomsgys 'Midsommer' på sit cv. Det kan undre, 'Den 2. Side' ikke fik succes nok til flere sæsoner, men den var nok for tidligt ude til at kunne ride med på den spøgelsesbølge, som i de seneste år har hjemsøgt filmbranchen.

Den 2. side (TV2 Zulu 2010).

2. De Udvalgte (DR1 2001).
Det lå i kortene, at 'De Udvalgte' skulle være endnu en søndagssucces for DR, men sendetidspunktet blev hurtigt degraderet til torsdag midnat. Nicolas Winding Refn havde sammen med et hold opkommende filmmagere fået frie tøjler i historien om syv studerende, som finder ud af, de har mere tilfælles, end at de bor i den samme forfaldne herskabslejlighed med aflåste døre og skjulte rum bag panelerne. Der var planer om spillefilm og flere sæsoner, men i stedet klippede man siden de skæbnesvangre 13 afsnit sammen til 12 og tilføjede en forhastet slutning, som overhovedet ikke yder den ambitiøse spændingsserie retfærdighed.

De Udvalgte (DR1 2001).

1. Riget (DR1 1994-1995).
Lars von Trier har gjort sig bemærket i hele verden med sine grænseoverskridende film, men i Danmark er den overnaturlige dramaserie 'Riget' et hovedværk. Den stolte institution Rigshospitalet portrætteres som en lortebrun anstalt fuld af inkompetente, egoistiske læger - se bare Baard Owes gale professor Bondo, hvis dedikerede forsøg med kræftsvultser når frankensteinske proportioner. Djævleyngel, voodoohekseri, gespenstplasma og spå-mongoler er noget af det, der forstyrrer videnskaben i 'Riget', som på trods af et færdigt manuskript aldrig fik sin afsluttende tredje sæson. Måske har dét netop været med til at holde denne unikke serie i vores bevidsthed.

Riget (DR1 1994-1995).