Sørensen Exploitation Cinema har helt eksklusivt fået lov at smugkigge på de tre første afsnit af den nye danske gyser-ungdomsserie 'Heartless', som netop har haft premiere på Kanal 5. Anmeldt af Jesper Pedersen.
Det er to år siden, dummyen for 'Heartless' blev smidt online. Kanal 5, som ellers profilerer sig på realityshows og amerikanske spændingsserier, ville nu til at producere dansk tv-drama, og seerne skulle være med til at afgøre, hvorvidt den overnaturlige ungdomsserie 'Heartless' var kvalificeret underholdning. Der var ikke udelt begejstring blandt den hårde kerne af danske horrorfans, men man kunne argumentere for, de ikke befinder sig i målgruppen(!) Selv var jeg forbeholdent spændt på, hvad projektet kunne blive til. Dummyen kom i en tid, hvor hypen omkring 'True Blood' og 'Twilight' var på sit højeste. Netflix red med på bølgen med deres 'Hemlock Grove', og det virkede genialt, rent kommercielt, at lave en serie, som fortolkede vampyrkarakteren i en dansk sammenhæng. Men det er jo to år siden nu! På trods af Kanal 5s inddragelse af seerne i starten af processen, har de ikke været synderligt informative undervejs – end ikke på de sociale medier, hvor ungdommen ellers befinder sig døgnet rundt. Men nu er 'Heartless' altså en realitet, og Sørensens Exploitation Cinema har fået lov til at smugkigge på seriens tre første afsnit ud af 5.
'Heartless' handler om teenage-tvillingerne Sofie og Sebastian, som bærer på en frygtelig hemmelighed, der gør, at de for at overleve skal suge livskraft fra andre mennesker. De bliver elever på kostskolen Ottmannsgaard, der måske rummer gåden til deres hemmelighed, og hvordan de kan blive forløst. Men det er ikke nemt at være kostskoleelev, når man er anderledes, og overpræfekten Ditlev og hans medpræfekter opdager hurtigt, at Sebastian og Sofie ikke er som de andre. Kan Sofie og Sebastian blive ved med at skjule deres hemmelighed?Alene det, at der bliver produceret noget indenfor fantasy- og horrorgenren i Danmark må anerkendes. At se den slags udført med høj produktionsværdi er desværre alt for sjældent i Danmark, men man må sige, at der rent visuelt ikke er en finger at sætte på 'Heartless'. Billerne er flotte, og de visuelle effekter gode – miljøet omkring kostskolen er interessant at se på, omend man pendler en del imellem de samme seks-syv lokationer. Det bliver en anelse kedeligt i længden og får desværre serien til at fremstå lidt billig. En sjælden gang får man lov at besøge en nærliggende tankstation eller gå en tur i skoven, og den slags udflugter kunne der med fordel være flere af for at få lidt større variation i scenerne. Det undrer mig dog, man overhovedet har valgt at lade en dansk ungdomsserie udspille sig omkring et kostskolemiljø. Det er ikke oplagt for danske unge at identificere sig med rigmandsbørn. Der kunne være en fascinationsfaktor, hvis de spiste gourmetmad og sov i designersenge, men det hele fremstår meget konservativt.
Rollelisten er ganske imponerende og består næsten udelukkende af unge skuespillere, som nok er uuddannede i faget, men som har hver især har ganske meget erfaring. Først og fremmest naturligvis Julie Zangenberg og Sebastian Jessen i hovedrollerne. Man kan mene, hvad man vil om Julie Zangenberg, men hun befinder sig godt i den Sookie Stackhouse-lignende rolle som Sofie. Sebastian Jessen har opbygget et solidt og imponerende cv, siden han var blot 12 år gammel, og det er i høj grad hans præstation som Sebastian, som bærer 'Heartless' rent skuespilmæssigt. Især hans akavede scener med den stangliderlige nørd Nadja, spillet af Frederikke Dahl Hansen er rigtigt gode. Gustav Giese, som debuterede sidste år i 'Nordvest', er også værd at nævne i rollen som Ottmannsgaards magtsyge overpræfekt Ditlev. Hans to håndlangere Frederik og Pieter spilles af Thomas Ernst og Allan Hyde, hvor sidstnævnte er blevet internationalt berømt for rollen som den ældgamle vampyr Godric i 'True Blood'. Jeg må indrømme, jeg indtil videre er lidt skuffet over Allan Hydes noget anonyme præstation i 'Heartless', men det ser ud til, han begynder at komme mere i spil fra tredje afsnit.
'Heartless' tager sig godt ud på overfladen, og de unge skuespillere bærer serien flot. Min største anke mod 'Heartless' går desværre på, at den er meget lidt spændende. Scenerne er stykket sådan sammen, at konflikterne bliver løst ganske kort tid efter, de er opstået, og det gør langt hen ad vejen 'Heartless' til en tam oplevelse. Hvorfor ikke lade seerne sidde lidt på nåle og gætte med på, hvad udfaldet kan blive i stedet for at kyle svar det i hovedet af dem? De amerikanske serier, som 'Heartless' lader sig inspirere af, udmærker sig netop ved at turde holde spændingen, og det giver alt andet lige et incitament til at følge med i serien, at der er en del uafklarede spørgsmål. I 'Heartless' er det store spørgsmål naturligvis, hvorfor Sofie og Sebastian er, som de er, og det har man da heller ikke fået svar på så langt som til tredje afsnit. Desværre hænger dette mysterium sammen med nogle ret kluntede scener fra 1600-tallet, hvor Ottmannsgaard endnu var en grevelig herregård. Den sidehistorie har jeg simpelthen svært ved at tage seriøst, fordi den virker utroværdig, og det virker tilbage til hovedhistorien.
Man hører med jævne mellemrum danske horrorfans råbe på mere danskproduceret gys og gru, men jeg tror ikke, 'Heartless' vil være svaret. Serien har en masse at byde på, men den lider meget under en kedelig historie. Der er ingen tvivl om, at 'Heartless' har et publikum, men jeg kan godt være bekymret for, om de unge mennesker overhovedet lægger mærke til serien nu, hvor solen skinner og læseferien står for døren.
Score: