Anmeldelse: Bride of Re-animator.

Årgang: 1989
Tagline: 'Date. Mate. Re-animate.'
Instruktør: Brian Yuzna
Runtime: 97 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Capelight.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Bride of Frankenstein' (1935), 'Re-animator' (1985), 'Return of the Living Dead' (1985), 'Evil Dead II' (1987).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Dr. West (Jeffrey Combs) og Dr. Cain (Bruce Abbott) er tilbage i en splatterfest, instrueret af den foregående films producer Brian Yuzna. Denne gang går jagten ind på at genoplive Meg (her spillet af Mary Sheldon), som var blandt ofrene for begivenhederne i den første film. De to doktormænd er draget i krig for at eksperimentere på soldater og har fundet hemmeligheden til at skabe liv... og denne gang den lidt mindre zombielignende af slagsen: det mener de i hvert fald selv. 

I starten af 80erne landede producer Brian Yuzna i Hollywood med en pose penge på lommen. De skulle bruges til at lave en film. Yuzna blev introduceret for teaterinstruktør og horrorfan Stuart Gordon, som var i færd med at udvikle idéen til en tv-serie baseret på Lovecrafts ‘Re-animator’ historier. Yuzna var dog ikke interesseret i at lave en tv-serie, men opfordrede Gordon til at ændre sine planer til filmformat, og de to kreerede ‘Re-animator’ (1985). De havde oprindeligt tiltænkt ‘Dagon’ (2001), som værende fortsættelsen til deres første succes, men længe inden den blev realiseret dukkede ‘Bride of Re-animator’ (1989) op. Yuzna blev inspireret af Danny Elfmans hedengangne - men fremragende - band Oingo Boingo og deres plade ‘Dead Man’s Party’ og ville have sin samarbejdspartner Gordon til at instruere. Han havde i mellemtiden besluttet, at han ikke ønskede at lave fortsættelser, og en blanding af den beslutning og økonomiske stridigheder mellem Yuzna og en anden af Gordons samarbejdspartnere Charles Band rykkede Yuzna og Gordon i hver sin retning. Produceren besluttede, at det var tid til at prøve selv at instruere, men turde ikke at satse med ‘Bride of Re-animator’ som debutfilm og afprøvede derfor sine evner med ‘Society’ (1989).

“Ja jeg hænger bare lige ud.. og semi-spoofer åbningen til Halloween.”

Så er det store spørgsmål naturligvis, hvordan det gik med fortsættelsen til en af de mest bizart morsomme splatterfilm nogensinde. Svaret er ikke utvetydigt positivt eller negativt. Den oprindelige ‘Re-animator’ tipper hatten til andre splatter- og gyserfilm men gør det indenfor et eget univers, der er unikt og dybt underligt (i ordets bedste forstand). Særheder er der også rigeligt af i denne fortsættelse, som utvivlsomt bibeholder stemningen fra den første film men som samtidig også tager mange af de små referencer skridtet videre, og gør det fuldstændig bramfrit. Det er for så vidt fint, for det er ikke og har aldrig været ord som “underspillet”, der blev kastet efter Stuart Gordons original, men her drukner filmen i henvisninger og jokes, som i sig selv ikke er sjove nok til at bære filmen. Det er som om Yuzna har ønsket at skabe en Mel Brooks komedie baseret i et splatterunivers, hvor de sære indfald kommer til udtryk i deforme genoplivede kropsdele frem for små satiriske og klichérevsende bidder af underholdning. Der er ganske enkelt ikke en tydelig nok tråd til at gøre historien fængende, og humoren er ikke stærk nok til i sig selv at fastholde kontaktfladen mellem iris og skærm.

“Ups noget gik vist galt... vi må hellere bruge ham som forsøgskanin i nogle sindssyge eksperimenter!”

Men vi skal dybere ind. For filmen er ikke spildt. Jeffrey Combs er nøjagtig lige så morsom som den virkelighedsfornægtende Dr. West, som han var det i den oprindelige film. Mest af alt minder Combs’ figur om figuren Sheldon fra tv-serien ‘The Big Bang Theory’. En autistisk pragmatiker, hvis følelsesliv er mest aktivt, når forskningen kalder, og han er fri for at relatere sig til andre (levende) mennesker. Hans fraværende attitude resulterer i nogle særegent små reaktioner til nogle forholdsvis dramatiske begivenheder, hvilket kan være morsomt. Længere fra mit hjerte står Bruce Abbott, der spiller den heltelignende men grundlæggende dybt usympatiske Dr. Cain, der modsat Dr. West gerne vil have det til at fremstå, som om han har ædle motiver, når sandheden igen og igen viser sig at være, at han enten er lige så nysgerrig som sin kollega eller blot er en tandløs ja-siger, der vandrer gennem livet ukritisk styret af andre menneskers ord og handlinger. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Men når manden i det ene øjeblik kan stå og arbejde intenst på at genoplive sin afdøde kæreste, mens han 11 sekunder senere er i seng med en handlekraftig italiensk kvinde (hvis hund følger hende overalt), er det svært at tage ham bare halvt alvorligt. Der eksisterer en del af disse film, som basalt handler om at bygge op til en tredje akt, hvor alting går fuldstændig crazy i splat. Det bedste eksempel er Peter Jacksons ‘Braindead’ (1992), som dog gør to ting grundlæggende anderledes: For det første er hovedpersonen spillet på en måde, der tydeligt er karikeret, og for det andet er filmen både sjovere og har en langt vildere udvikling undervejs. Jacksons film formår at gøre, hvad denne film forsøger ved at begrænse sit betragteligt og lade humoren fylde tomrummet.

“The only blasphemy is to wallow in insignificance. I have taken refuse of your God's failures and I have triumphed.”

‘Bride of Re-animator’ vil først og fremmest gerne være sjov. I forsøget på at opnå dette har man sparet meget på egentlig handling og fyldt hullerne ud med langt flere navngivne karakterer, end der er brug for. Indtil filmens klimaktiske afslutning, som indeholder sjove idéer og billeder, er det en svagbenet kærlighedshistorie og mangelfuld humor, der holder Yuznas film i live. En ellers veloplagt Jeffrey Combs kan ikke ændre på, at filmen overordnet ikke lever op til sin forgænger. 

Score: