Anmeldelse: Torment.

Årgang: 2013.
Tagline: "Welcome to the family.”
Genre: Horror, Slasher.
Instruktør: Jordan Barker.
Runtime: 77 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Straw Dogs” (1971), “House of 1000 Corpses” (2003), “The Purge” (2013).

”Torment” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Det nygifte par Cory (Robin Dunne) og Sarah (Katharine Isabelle) tager Cory’s 7-årige søn Liam (Peter DaCunha) med op til familiens hytte på landet. Liam har svært ved at komme sig over tabet af sin mor og endnu sværere ved at vænne sig til sin fars nye kone. Kort efter ankomsten opdager familien, at der har været ubudne gæster i hytten, og da Liam pludseligt forsvinder, breder rædslen sig... Snart står Sarah og Cory ansigt til ansigt med en sadistisk og blodtørstig familie, der ikke har tænkt sig at aflevere Liam tilbage uden kamp.

“Torment” varer kun lige over en time og bruger kun spilletid på det mest nødvendige for sin historie. Før den lille familie (som vi gerne skal fatte sympati for) introduceres, smider filmen lige et par mord i ansigtet på os. Med det af vejen (og med skurkene nu også introduceret) præsenteres vi for et umådelig traditionelt set-up af en lille familie, hvor mor er død, og far har fundet en ny kone. Sønnen vil ikke have sin mor erstattet og er derfor ikke videre tilfreds med, at han ikke længere er alene med far. Familien skal med andre ord ud i en konflikt, inden skurkene introduceres for dem. Forholdet mellem far og søn bygges fint op mellem Robin Dunne og den unge Peter DaCunha, som omgås hinanden med en familiaritet, der gør deres forhold troværdigt. Den lidt trivielle problemstilling understøttes endvidere af Katharine Isabelle, der i rollen som Sarah, skal træde den hårfine linje mellem sårbar og stærk, som så mange andre horror-heltinder før hende.

Filmen starter brutalt.

Der går ikke længe før vederstyggelighederne tager til og her begynder filmens skarpe eksekvering at tale til dens fordel. Ligesom med filmens lille prolog, springer vi ganske hurtigt ind i mørket og synker derefter med sikkert tempo dybere og dybere ned. Den psykotiske familie, der klædt i foruroligende masker, plager Cory, Sarah og Liam er vitterligt skræmmende. Instruktør Jordan Barker er meget bevidst om at sætte sit primære fokus på suspense, og ved at lade chokeffekterne udeblive en stor del af tiden, fastholdes seeren i uforløst spænding. Filmen låner fra adskillige undergenre, deriblandt slashere, og læner sig mod de tidligste film i den kategori ved at have antagonister, der tager sig god tid i deres arbejde. På den måde bliver “Torment” en titel, der holder, hvad den lover, når de onde i sådan et omfang nyder at pine deres ofre. Samtidig er den morderiske familie ubarmhjertigt bidske i deres vold, når den først rammer, og det er en ret effektiv kombination af måder at tyrannisere vores stakkels helte på.

Kvinden, der kan anes er egentlig død, men det forhindrer naturligvis ikke vores kære morder i fortsat at molestrere hende med en sten.

I modsætning til de krimier som mainstream markedet i øjeblikket ligger i ekstase over, behøves der ikke at være et klart motiv i film som “Torment”. Michael Myers (Halloween-franchisen) er skræmmende, fordi han ikke behøver et motiv for at aflive folk, han er drevet af ondskab: Ren, ufortyndet ondskab. Alligevel kan det være fascinerende, når vi introduceres for skurke med en fordrejet logik omkring deres egne morderiske tendenser. Leatherface og hans familie kunne være et eksempel fra horror-verdenen, hvor der gives et glimt ind i en tankegang om at passe på sig og sine, også selvom det er på bekostning af alle andre. “Torment” rammer et uklart punkt mellem disse to poler. Skurkene er ikke ordløse, og hvad de siger synes at signalere en betydning, men samtidig er det så forviklet i tvetydighed, at det fremstår søgt. Det berøver filmen for noget af dens virkningsfuldhed. I stedet for at glæde sig over filmens kvaliteter, efterlades jeg i stedet med spørgsmål om mening og sammenhæng? En betydning som det slet ikke er sikkert var meningen, skulle antydes eksisterede i historien.

“Jeg sidder bare lige her i hjørnet på min gyngehest og er creepy lidt...”

Der findes film om meningsløs vold. Om ondskab der er så dybtliggende at vi som seere blot accepterer den som et vilkår for historien. “Ham med masken er ond, fordi han er forskruet og er blevet udsat for en masse lort” - fair nok. “Torment” kan ikke helt finde ud af, om dens fortælling er om nogle begivenheder, der er blevet begået af onde mennesker, fordi de var onde, eller om der var en større plan i spil. Måske var hvervningen af lille Liam et mål? Under alle omstændigheder fremstår den ellers så teknisk solidt eksekverede film i tilbageblik en smule rodet. Jordan Barker har styr på sine virkemidler, og med en lidt mere klar historie, tilsat samme effektivitet og balanceren af suspense og brutalitet, kunne han frembringe noget virkelig mindeværdigt. Indtil da byder “Torment” på godt gys, der vandrer lidt i cirkler om diverse genreklichéer, men som er enormt dygtig til det!

Score: