Anmeldelse: Saw III.

Årgang: 2006.
Tagline: “Every piece has a puzzle”.
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.Se også: 'Saw' (2004), 'Saw II' (2006), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ubehagelighederne blev taget til nye højder i 'Saw III' og i takt med, at de blodige segmenter blev flere blev nogle seere trukket til og andre skræmt væk. Men har tredje kapitel fuldstændig glemt, hvad de første to kunne, eller er der en pointe med de mange sadistiske torturmaskiner? Jigsaw (Tobin Bell) ligger for døden men har i et sidste desperat forsøg på at overleve sat et endegyldigt og omfattende puslespil i gang. Indblandet er Lynn (Bahar Soomekh), som er læge og skal holde Jigsaw i live, alt imens en anden “brik”, Jeff (Angus Macfadyen), finder sig til rette i spillet.

Der er to centrale spor i 'Saw III'. Størst af de to er det grundlæggende drama, der tager sted på Jigsaws sygestue. Dynamikken mellem Jigsaw, Amanda og Lynn er, er en bizar kamp for førstnævntes liv, anført ikke af ham selv, men af Amanda. Dette bygger fint op til den type afslutning, som de, der kender seriens foregående kapitler, efterhånden er begyndt at forvente. Endvidere bliver der i denne del af historien også samlet op på de to foregående film, og særligt 1erens handling ses der tilbage på fra en ny vinkel, hvilket er ret interessant. Tobin Bell er endnu engang enormt underholdende at betragte, og hans præstation formår sågar at være rørende her. Den kærlighed, han får kommunikeret for de ødelagte skæbner, han i sit forskruede verdenssyn mener, han prøver at redde, er uforventet. Shawnee Smiths arbejde med Amanda er også prisværdigt, idet hendes karakter her i filmen går en interessant udvikling igennem og når fra det intimiderende til det sårbare. Den svage sjæl, hun repræsenterer, og den forvirring, der helt åbenlyst hersker i karakteren, er, hvad der gør hende til en relativt multifacetteret karakter, som har noget at byde på. I denne del af filmen er Bahar Soomekhs præstation den svageste, men hovedsageligt fordi hun er hensat til et mindre følelsesladet sted end både Bell og Smith.

Hov. Jeg er vidst kommet til at sætte ‘Hellraiser’ i afspilleren...

Det andet spor er selvsagt tæt bundet til Jigsaws fortælling. Angus Macfadyens faderkarakter er endnu et eksempel på hvordan det er misforstået at opleve ‘Saw’ franchise for splat uden yderligere indhold. Selvom symbolikken omkring faderens sorgproces ikke er subtil på nogen måde, fungerer den fordi det er, hvad Jigsaws fælder (og franchisen) kan når de er bedst: Nemlig at trække en bestemt persontypes problemstillinger frem og smide dem ud i et ekstremt univers. Macfadyens skuespil er også en bonus i undertegnedes øjne, og hans karakter er i mine øjne den mest velskrevne af de centrale ofre, serien har haft at byde på. Jeff er en karakter fuld af bitterhed og fortrydelse, som kun vokser undervejs. Glimtvis ser vi, hvad der har ledt op til, der hvor han nu er endt, og de mange fejl han har gjort. Vel er han karikeret, men det betyder ikke nødvendigvis så meget i dette univers, fordi det er sådan, pointerne leveres her, og det fungerer. At det samtidig gør sig for en engagerende gyseroplevelse er naturligvis ikke at kimse af.

“Death is a surprise party.”

Måden filmen åbnes på er ikke så heldig og beviser også, hvorfor så mange har et lettere skævt billede af serien. Torturen fylder enormt meget i åbningen, og selvom der kommer en forklaring på den forhøjede sadisme senere i filmen, føles det lidt abrupt. Der svælges også meget i blodsudgydelserne enkelte gange senere, og det giver en skiftende mængde af mening. Gore er i mellemtiden en del af seriens grundidé, og selvom man kan synes, at det tager overhånd (særligt når effekterne ikke kan følge med), er det i sidste ende ikke noget, der tager fra mit overordnet positive indtryk af filmen - og hvorfor nødvendigvis betragte gore som en negativ ting? Man kan selvfølgelig sige, at det ligesom chokeffekter kan være et billigt trick for at fænge publikum, men jeg skriver gerne under på, at en film ikke nødvendigvis er uhyggelig, fordi den er ubehagelig. Denne film er begge dele. Med andre ord hænger ubehagelighederne sammen med filmens tone. Den aggressive brug af klipning er også tonet en smule ned i denne omgang, og selvom der stadig er masser af potentielt epilepsi fremkaldende øjeblikke, klæder det serien, at dialogen får en smule mere plads, og at lidt drama får lov at udspille sig.

Endnu mere end det var tilfældet i de to foregående film, ejer Tobin Bell ‘Saw III’ og dens tilskuer med sin præstation.

Det er frygtelig nemt at have fordomme omkring 'Saw' franchisen, og hvad den har udviklet sig til. Ikke desto mindre finder jeg, at den oprindelig trilogi er både underholdende og provokerer til en smule overvejelse. Der er enorm god sammenhæng filmene imellem, og de deler mange af de samme styrker og svagheder (overforklarende slutninger værende den mest prominente af sidstnævnte). Hvad tredje kapitel viser, er en Leigh Whannell, der er vokset som manuskriptforfatter og skriver nogle karakterer, som overordnet er endnu mere interessante end dem, første film havde at byde på. 'Saw III' formår at runde smukt af på de første 3 film, som fungerer som en helhed. Det er først fra og med fjerde runde Jigsaws labyrintiske verden, at metaltrætheden begynder at indfinde sig.

Score: