Anmeldelse: Maze Runner.

Årgang: 2014.
Tagline: "Get ready to run."
Genre: Action, Sci-fi.
Instruktør: Wes Ball.
Runtime: 113 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Most Dangerous Game” (1932), “Lord of the Flies” (1990), “The Hunger Games” (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Filmen “The Maze Runner” handler om Thomas (Dylan O’Brien), der vågner med hukommelsestab og opdager, at han befinder sig blandt en gruppe jævnaldrende drenge fanget i en lysning omringet af høje stenvægge. Ingen aner hvorfor eller hvordan, de er havnet i fangenskab, men hver morgen åbnes en port i væggen, og en mystisk labyrint afsløres for at lukke igen samme aften. Udvalgte modige sjæle forsøger gang på gang at finde en vej ud, men ingen har nogensinde overlevet en nat i de kryptiske gange. Da Thomas finder et spor, ændres spillet for alvor, og en beslutning må træffes. Skal de blive og forsøge at opretholde deres fredelige tilværelse? Eller kan de en gang for alle finde vej gennem den farlige labyrint?

“The Maze Runner” lever op til en del trends lige i øjeblikket. Den er baseret på en bog, har gode franchise muligheder og henvender sig til dels til teenagepublikummet der er blevet fanget af film som “The Hunger Games” (2012). Væk er de overnaturlige romantikker, som “Twilight” (2008) måske ikke helt, men de lader trods alt til at være trådt en smule i baggrunden for den såkaldte young adult dystopian bølge, som bl.a. “Divergent” (2014) og altså også “The Maze Runner” er repræsentanter for. Nu er det ikke just forsøget på at holde styr på trends i filmverdenen, der interesserer os mest her på bloggen, men i mødet med denne film, var der alligevel nogle associationer, filmen vækkede, som et mere genrevant publikum vil glæde sig over.

Rejserne ind i labyrinten viser med stor tydelighed instruktør Wes Balls fortid som grafiker.

Der er flere ting, filmen har kørende for sig. Ikke alene er den stramt fortalt og skåret ret effektivt ind til benet, men visuelt emmer filmen af storladen adventurestemning, som er sjælden, fordi den kombineres med en vis mystik. Filmen minder mig om “The Neverending Story” (1984), blandet op med “Lord of the Flies” og et fængende science fiction univers, som publikum kun tillades at se en flig af. Den tilbageholdenhed er en stor del af årsagen til, at fortællingen bliver fængende, og selvom filmens hinten mod større konspirationer kan komme til at lugte en smule af sequel bait, er det også forfriskende, at skaberne har turde investere potentiale og ikke forærer os for meget i denne første film. Det store spørgsmål er herefter, om forløsningen af den mystik, som filmen vinder ved at besidde, bliver tilfredsstillende i fremtidige kapitler.

“I am sure by now you all must be very confused... angry, frightened. I can only assure you that everything that's happened to you... everything we've done to you... it was all done for a reason.”

Filmens figurer har mistet størstedelen af deres hukommelse. Om det er, hvad der er årsag til, at de også er en smule unuancerede, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert er det i hvert fald, at karaktererne er blandt filmens svageste elementer. Mens det lykkedes “The Maze Runner” at vinde nogen grad af sympati til sine figurer, er det gennem udefrakommende faktorer og ikke gennem karakterernes egentlige personligheder. Det er muligt, at den stramhed, som jeg tidligere har rost filmen for, er kommet på bekostning af en lidt større udvikling af dramaet mellem drengene, der trods alt er sat sammen under nogle meget ekstreme omstændigheder. Gally (spillet af Will Poulter) bliver manifestationen af den konflikt, manuskriptforfatterne tydeligvis ikke har evnet at levere på en mere subtil måde, og det bliver en smule fattigt.

De såkaldte Grievers er en sær blanding af organisk materiale og mekaniske dele, hvilket alt i alt resulterer i et effektivt, omend ikke videre originalt eller særpræget, monster.

Udflugterne ud i labyrinten i “The Maze Runner” gør meget for at trække denne film væk fra den middelmådighed, dens karaktergalleri placerer den på stien imod. Universet er engagerende, og det samme er de klæbrige Grievers, som er yderst effektive filmmonstre. Derudover fandt jeg de unge spillere oprigtige i deres portrætteringer af de lidt flade persontyper, og det resulterede i, at jeg trods alt blev investeret i, hvad der skete på lærredet. “The Maze Runner” er en mørkere og i sidste ende mere ambitiøs fortælling end forventet, og derfor får den en forsigtig anbefaling med på vejen.

Score: