Anmeldelse: Hellraiser V: Inferno.

Årgang: 2000.
Tagline: The Terrifying New Chapter In The "Hellraiser" Legacy!
Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Scott Derrickson.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 99 minutter.
Link til fimen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Nightbreed" (1990),  "Saw" (2004).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Detective Thorne er en dygtig og intuitiv strømer, der under en efterforskning af et bizart mord støder på en underlig æske (oh boy). Thornes personlighed står i forvejen i stærk kontrast til hans flid som betjent, hvilket kommer til udtrykt i hans omgang med ludere, narkotika og tilfældige voldelige overgreb på vidner og stikkere. Da han åbner æsken, bliver han ramt af syner, der i form af dæmoner jager ham, hvilket kun gør hans sind endnu mere sort. Thorne sætter sig for at finde morderen, men intet er som det ser ud til at være.

Efter Hellraiser franchisen døde en tragisk død med seriens fjerde film, sadlede man om hos Dimension. Det var slut med biograffilm, for Pinhead havde ikke længere den samme tiltrækning, som ellers havde været tilfældet med de to første film. En femte film skulle derfor direkte ud på videomarkedet, hvor de fire første film havde vundet allerstørst indpas. Hvad der fulgte, skulle vise sig at være mere genialt end galt, for man brugte hverken tid eller penge på at udvikle et manuskript. I stedet nappede man et manuskript til en anden film, lagde Pinhead ind i manuskriptet og remixede dermed en Hellraiser film sammen, der skulle vise sig at være en genistreg, der med et slag genoplivede serien endnu engang.

Er mine elskerinder grimme? Så skulle du se min kone!

Det var derfor med store øjne, forundring og panisk forvirring, at jeg fulgte filmens første tyve minutter. Nuvel, der var en æske og der var kødkroge, men filmen var en krimi? En psykologisk thriller. Hvor var blodet? Hvor var de voldsomme scener? De var ingensteds at se. Til gengæld sad jeg med en protagonist, der i ordets klareste forstand var en antihelt, der muligvis en gang havde været en ærlig politimand, men som i dag mere eller mindre var et korrupt svin. Historien var spændende, fængende og overraskende. Jeg tænkte flere gange under filmens første halvdel, at folkene bag Saw helt sikkert havde luret denne film i kortene, når det kom til selve politihistorien bag de første Saw film. Skuespillet af Craig Sheffer, som vi alle elsker fra Cronenbergs (og Clive Barkers) Nightbreed, er langt over middel – og han er godt hjulpet af James Remar (The Warriors), der sammen med Scheffer kaster kultagtige skygger over filmen ved deres blotte tilstedeværelse.

Scheffer med en svag duft af Barker? KULT!

Nu hører jeg dig spørge. Hvordan laver man så en ganske spændende og medrivende thriller om til en Hellraiser film? Det er såre simpelt. Man introducerer Pinhead i filmens sidste fjerdedel. Færdig bum! Men det er hverken færdig eller bum, for Pinhead er et forstyrrende element, der i øvrigt slet ikke imponerer med sin entré eller tilstedeværelse. Faktisk ødelægger det oprindelige Hellraiser element og ikon fuldkommen slutningen af filmen. For med Pinhead følger galskaben. Alting bliver enorm surrealistisk – og man skal følge godt med, have en særlig interesse for Hellraiserfilmene eller være en stakkels filmanmelder, for at overhovedet finde en årsag til at interessere sig for slutningen. Den er mildest talt mærkelig, samtidig med at den følger en slags rød tråd, for at holde en fornuft i Hellraisers univers.  Jeg var ikke pjattet med slutningen, men omvendt står der Hellraiser på plakaten, så hvis filmen overhovedet skulle være tro mod resten af franchisen, måtte den nødvendigvis have den slutning, som den fik. Clive Barker ville gerne have haft indflydelse, men var sendt i skammekrogen af Dimension, der havde tabt lysten til Barker og hans idéer, som de fandt en anelse for bizarre.

I will tear this movie apart!

Så hvad er Hellraiser V: Bloodline når alt kommer til alt? Det er en psykologisk thriller, der til trods for meget lidt relevans til de fire forrige film formår at holde sig til essensen af Hellraiser. Smerte og lyst. Det er ren film noir, der med sikkerhed er en underlig afstikker for serien, men alligevel er en god og underholdende film, der nok ville have haft endnu mere succes uden Hellraiser mytologien. Derfor må jeg dele min karakter, hvor jeg giver fem pinheads til filmen, to pinheads for Hellraiserdelen af det hele og en samlet vurdering der imellem, for filmen er faktisk seværdig og ret godt bygget op, men er et misfoster af en Hellraiser film.

Score: