Anmeldelse: New Nightmare.

Årgang: 1994.
Tagline: This time the terror doesn't stop at the screen.
Genre: Horror, Slasher.
Instruktør: Wes Craven.
Runtime: 112 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: New Line Cinema.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”A Nightmare on Elm Street” (1984), ”A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors” (1987), ”A Nightmare on Elm Street 4 - The Dream Master” (1988).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Kalenderen skriver 1994. Et år hvor Kurt Cobain begik selvmord, OJ Simpson begik mord og Mariah Carey begik Without You (der gav de fleste med musiksmag lyst til mord såvel som selvmord). Året markerer samtidig tiåret for premieren på ”A Nightmare on Elm Street”. Skuespillerinden Heather Langenkamp, der skreg sig gennem kultklassikeren i hovedrollen som Nancy, lever et  tilbagetrukket liv. Hun er gift med en special effects tekniker, og sammen har de sønnen Dylan. Tingene er langt fra idyl hos den lille familie. Heather oplever et stigende antal mareridt kombineret med telefonterror fra en ukendt mand. Da New Line Cinema pludselig foreslår Heather et comeback i rollen som Nancy, begynder problemerne for alvor at tage fart.

"New Nightmare" er anmeldelse #200 på Sørensen Exploitation Cinema.

Da Freddy Krueger i 1984 blev en del af den uhellige treenighed med Jason Vorhees og Michael Myers, ramte han og instruktør Wes Craven en nerve i teenagers verden over. Han angreb en af vor mest essentielle behov, hvilket gjorde Freddy til det værste monster i slashergenren. For selv om man kunne undgå Crystal Lake eller lignende adresser, så skulle man jo sove før eller siden – hvilket indebar et ultimativt møde med Freddy, om man ville eller ej. Fortsættelser sprøjtede ud til alle sider, med en usædvanlig svingende kvalitet, men alligevel var de seværdige af den simple årsag, at præmissen for filmene var urokkelig solid. Det blev sågar til en tv-serie, der fungerede som en antologi a la ”Creepshow” eller ”Tales from the Crypt”, hvor Freddy gennem 44 ujævne afsnit præsenterede publikum for aftenens uhyggelige historie.

Who's back?! Freddy's back!

”New Nightmare” blev samtidig Wes Cravens comeback i instruktørstolen. Han havde oplevet sin historie og hovedfigur blive presset til sidste dollar og blodsdråbe. Derfor var det også indlysende, at Craven skabte en metafilm, for han, om nogen, var bevidst om, at folket havde drukket for meget fra brønden, som han trods alt havde skabt. Det var (endnu) en genistreg fra Cravens side, for jeg er slet ikke sikker på, at en naturlig fortsættelse havde sat det samme eftertryk, som ”New Nightmare” endte med at gøre. Det er nemlig i opbygningen af historien, der blander fantasi og virkelighed, at vi finder essensen af hele Elm Street franchisen. For ligesom historierne om Freddy, befinder hele ”New Nightmare” sig i en konstant limbo mellem sekvenser, der aldrig helt kan tydes som virkelighed eller drøm, hvilket som bekendt giver Freddy frit spil.

Fiction og virkelighed flyder sammen i "New Nightmare".

Den vigtigste ingrediens i en metafilm er, at man som generelt tema er i stand til at acceptere og respektere den originale film, som værende et ægte produkt. Her nytter det ikke at distancere sig fra tingene, hvilket Wes Craven har været meget bevidst om. Derfor oplever man mange scener, der drager fede paralleller til originalfilmen, der blandet med humor og indforstået dialog, skaber det helt rigtige miljø for fans af såvel den første film som serien som helhed.

Just what the doctor ordered!

Effekterne i ”New Nightmare” er sjove, skæve og anderledes opfindsomme, men igen med bunkevis af referencer til især den originale Elm Street. Man accepterer at det ind imellem bliver enormt fjollet, for hele præmissen for filmen er jo netop, at man ikke kan være sikker på hvad der er drøm eller virkelighed. Det er så heller ikke noget, man nødvendigvis skal tænke alt for meget over, for filmens plot holder kun vand, hvis man accepterer hvad der foregår på skærmen, uden at ellers tænke for meget over tingene.

Du skal ikke gå ind i Freddy's pandekagehus...

I mellemtiden er der nu gået tyve år siden ”New Nightmare”, der gudskelov blev sidste film (hvis man ignorerer en reboot) i en franchise, der ermeget præcist er synonym for alt det gode og dårlige fra VHS filmens guldalder. Derfor kan serien også prale med, at man forlod rampelyset med en relativ succes, der fint sætter punktum for en række film, der til trods for en svingende kvalitet altid formåede at underholde og skræmme teenagers – lidt ligesom Mariah Carey, der vistnok heller aldrig fik et hit større end Without You, hvilket vi alle er meget taknemmelige for.

Score: