31. okt. 2014

Anmeldelse: Hellraiser VII: Deader.

Årgang: 2005.
Tagline: "The Latest. Most Terrifying Evil."

Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Rick Bota.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 88 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Hellraiser (1987), Hellraiser 2: Hellbound” (1988), ”Hellraiser V: Inferno” (2000)

Anmeldt af Michael Sørensen.


Den ambitiøse journalist Amy kaster sig hovedkulds ud i en undersøgelse af en video, hvor en kvinde skyder sig selv i hovedet, for at derefter blive genoplivet. Manden bag miraklet er den karismatiske Winter, der er leder af en kult, som kalder sig selv The Deaders. Snart følger den klassiske treenighed af helvede, lament configuration æske og Pinhead – hvor Amy ufrivilligt ender med at være en central figur.
Dette er den syvende film i Hellraiser universet, der velsagtens ikke har meget andet end treenigheden og titlen til fælles med sin fjerne fætter Hellraiser fra 1987. Det er småt med originalitet, hvilket man heller ikke bør forvente, men alligevel har instruktør Rick Bota formået, at ændre lidt på formerne ved at lade filmen udspille sig i Østeuropa. Dette giver, udover en masse penge sparet på indspilningerne, en lidt anderledes mørk og dyster baggrund, som mange nok også vil huske fra Eli Roths Hostel fra samme år.
Hvad er det for en sjov æske.
Til gengæld introducerer Bota og manuskriptforfatter Tim Day os for kultlederen Winter, der har fundet en måde at fratage smerten fra døden, hvilket bringer ham i konflikt med Pinhead, der pludselig står over for en direkte modstandet og ærkefjende. Det er måske ikke nytænkning, men det fungerer overraskende godt, for tendensen med at Pinhead afslutter filmen med at gøre, hvad han nu gør bedst, er pludselig sat en smule på spidsen.
Med Deader vender serien tilbage til gyset, uhyggen og klamme scener. De er milevidt fra de første par film, men her er stadig nogle veldrejede horrorscener, der absolut er mindeværdige. En enkelt scene med Amy og en psykopat med kniv er skruet særdeles godt sammen i en blanding af spænding og klaustrofobi, der til trods for filmens forudsigelighed alligevel formåede at få mig helt ud på kanten af sædet. Det er generelt set også i udviklingen af enkelte scener, at Deader skal bedømmes. Der er nemlig en kæmpe kvalitetsforskel mellem hver enkelt scene, hvor enkelte virker som påtagede transportscener – og andre lige modsat, som velgennemtænkte øjeblikke, der sætter sine spor i historie og plot, men så sandelig også i filmens publikum.
Det er IKKE nogen sjov æske.
Kari Wuhrer er genialt castet til rollen som journalisten Amy, der er en tand for dygtig for hendes eget helbred. Hun er en glimrende skuespillerinde, der efterhånden er blevet til et ikon for genren, så det tæller til instruktør Botas fordel, at han endte med at have en så dygtig skuespillerinde til sin disposition.
Forbindelsen til de forrige film er til gengæld både søgt og ringe. Winter bliver afsløret som søn af skaberen af lament configuration æsken, hvilket af uvisse årsager skulle have givet ham kræfter, der kan genopleve de døde? Det giver ingen mening, hvilket man heller ikke dvæler meget ved i selve filmen, hvor man kun perifert forholder sig til historien bag æsken. Samtidig mangler der en klarhed om kultens oprindelse, som heller ikke bliver forklaret, men som tages for givet gennem samfulde 88 minutter.
Simon Cowells nye band: One Erection.
Slutningen bærer desværre også præg af, at plothullerne udvikler sig som varm lava ned af en brændende vulkan. Tingene bliver rodet sammen og i de sidste scener forsvinder al sund fornuft, hvilket efterlader publikum med flere udråbstegn og spørgsmålstegn end aha øjeblikke. Den sidste kamp mellem Winter og Pinhead er et forfærdeligt antiklimaks, der slet ikke udlever det potentiale, der ellers bliver bygget fortræffeligt op med Winters eksistens og det faktum, at han har fundet et hul i det eller ugennemtrængelige system med lament configuration æsken.
Remember me?
Hellraiser VII: Deader er på ingen måde en dårlig film. Den har absolut en plads i universet, båret af en spændende ny person og Kari Wuhrers glimrende stykke arbejde med hovedpersonen. Det er til tider en spændende og uhyggelig film, der bruger andre virkemidler end sine forgængere, hvilket giver lidt mere usikkerhed om udfaldet af filmens slutning. Desværre er filmen også rodet med mange unødvendige og ugennemtænkte scener, der sagtens kunne have været undværet. Kombineret med en forvirrende og dårligt skrevet slutning, ender jeg derfor med en mellemblød landing for Hellraiser VII: Deader.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar