Hvis du allerede er med om bord på vores yderst informative facebook-side og har været inde og trykke "Synes godt om" (hvis du ikke har, hvad venter du så på?), så har du måske allerede lagt mærke til at vi er kommet over på det nye facebook-design. Der kom besked fra udviklerne om at det meget snart ville ske helt automatisk - så vi kunne lige så godt få det overstået. Vi håber at i kan finde rundt på siden alligevel. På vores facebook-side bliver du altid holdt opdateret når der kommer nye indlæg på bloggen, du kan møde andre genre-fans og kommenterer alt det du vil på opslag og billeder. Der kommer også indlæg som kun er at finde på facebook-siden. Du finder siden her og husk nu at trykke "Synes godt om".
Og her er altså ikke tale om de fleste ungkarles favoritspise! Det drejer sig til gengæld om at TP Musik Marked i øjeblikket har tre rigtig spændende spaghetti-western's i deres "Lokkemads-tilbud". Lige nu får man nemlig de barske og grovkornede 'Keoma', 'Mannaja' og 'Today we Kill, Tomorrow we Die!' til bare 25 rigsdaler. Det er de danske udgivelser fra Another World Entertainment der er tale om, og som altid er der kælet for detaljerne. Ikke nok med nogle fantastisk flotte covers, filmene kommer også alle tre med nogle svedige, informative og meget interessante booklets. I 'Keoma' (som også er den bedste af de tre film) er dette på hele 8 sidder, mens man får 4 sider med de to andre DVD'er. Det er kræs for kendere! Har du stadig til gode at stifte bekendtskab med de beskidte western's, der kom som modspil til de mere moralske og heltedyrkende amerikanske westerns, er dette et fint og ikke mindst billigt sted at starte! Så op på jernhesten og fyld saddeltaskerne med støvet DVD-guld fra det beskidte vesten.
Den 13/02-2011 omtalte vi her på bloggen Timo Vuorensola's over-the-top invasion-film 'Iron Sky' (læs nyheden her). Vi skrev i samme ombæring også lidt om filmens chancer for at komme på det store lærred i de danske biografer og opfordrede samtidig jer, kære læsere, til at deltage i facebook-begivenheden Iron Sky til Danmark? Og nu lader det, højst overaskende, til at filmen rent faktisk kommer til Danmark! 'Iron Sky' var en af de film der vakte størst opsigt ved dette års filmfestival i Berlin og det har fået den nordjyske filmimportør Mis.label til at opkøbe filmen, og via United International Pictures distribuerer og lancerer filmen i lille DK. 'Iron Sky' får derfor premiere i de danske biografer den 19. april (ifølge den officielle pressemeddelelse) og husk nu at gå ind og se den!
Tag i biografen den 19. april- ellers...
'Iron Sky' er delvist finansieret af sine fans og er blevet diskuteret af millioner af mennesker på internettet, hvor traileren er blevet set mere end seks millioner gange på to uger! Med et budget på 7,5 millioner euro er 'Iron Sky' Finlands dyreste filmproduktion, hvor fansene har bidraget med over 1 mill. euro. Det ligner et episk b-films brag når nazi-babes, hagekors-beklædte UFO'er og steampunk-Zeppelins fra det ydre rum tørner sammen med vores allesammens Moder jord!
Årgang: 1980.
Tagline: "Delivers Shocks To The Maximum... Pushes The Limits Of Acceptability." Instruktør: Ruggero Deodato. Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Clockwork Orange' (1971), 'The Last House on the Left' (1972), 'Funny Games' (1997).
House on the Edge of the Park er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Filmen indledes med, at Alex (David Hess) sammen med Ricky (Giovanni Lombardo Radice), hjælper det rige par Tom og Lisa med at reparere deres bil, da den bryder sammen på vej mod en fest hos deres venner. Alex inviterer sig selv og Ricky med til festen, og da de ankommer, varer det ikke længe, før et sadistisk spil bryder ud, hvor de forskræmte gæster pludseligt står ansigt til ansigt med, hvad der viser sig at være to perverterede psykopater... Men måske er alting ikke, som det først ser ud?
Instruktør Ruggero Deodato havde i 1980 endnu ikke fået nok af at chokere. Det til trods for, at instruktørens vel nok mest kontroversielle film 'Cannibal Holocaust' også blev udgivet samme år og sendte instruktøren en tur i retten efter der blev sået tvivl om, hvorvidt mordene i filmen var virkelige - hvilket naturligvis ikke var tilfældet. Filmen blev indspillet over 4 uger i 1979 og levede derefter et omtumlet liv; Særligt i det britiske, hvor filmen havde store problemer med at blive godkendt til en biografudgivelse og senere landede på listen over de såkaldte "video nasties". På AWEs udgivelse af 'House on the Edge of the Park' medfølger en folder, der giver en smule indblik i omstændighederne omkring filmen. Blandt andet fortælles der her, at Deodato ikke var særlig dedikeret omkring skabelsen af filmen og snarere var hyret for sin evne og vilje til at chokere end sine instruktørmæssige færdigheder. Hovedrollen som Alex gik til David Hess, som hovedsageligt gentog sin rolle fra Wes Cravens 'The Last House on the Left' (1972). En film som i høj grad også havde været inspirationskilde til 'House on the Edge of the Park' og mange andre film, der benyttede sig af ordet "house" i titlen. David Hess siges i øvrigt at have omskrevet megen af sin karakters dialog, hvilket bestemt ikke virker usandsynligt, når hans overbevisende præstation i filmen tages i betragtning. Så meget desto mere trist var det, da skuespilleren sidste år afgik ved døden 75 år gammel.
David Hess træner sin Sweeney Todd parodi.
Den nemmeste måde at beskrive 'House on the Edge of the Park' på er, at filmens fulde spilletid på sin vis føles som at se den første halvdel af Stanley Kubricks 'A Clockwork Orange' (1971) med mere voldtægt og tortur samt mindre dystopisk fremtid og indre monolog. Der er ikke voldsomt meget indholdsmæssigt at komme efter i filmen. Når man indleder sin film med at lade karakteren voldtage og dræbe en uskyldig pige indenfor det første minuts tid, er baren ligesom sat for, hvilken type film vi her har med at gøre. Det er beskidt exploitation sleaze, der giver seeren den forventede mængde nøgenhed og ubehageligheder. Hovedkarakteren tager det ikke mange øjeblikke at afkode som en særdeles usympatisk karakter, og der gås aldrig i dybden med, hvorfor han gør, som han gør. Med det etableret er det imidlertid ikke det store problem at lade sig underholde i filmens 91 minutter. Instruktør Ruggero Deodato kan utvivlsomt noget, når det kommer til at skabe suspense, og det bliver helt tydeligt i filmen. Det er også i den forbindelse, at David Hess kommer til at stråle i hovedrollen. Tilskueren har måske nok grejet, at han er en utiltalende fyr, men hans handlingsmønster er langt fra gennemskueligt, og det bliver aldrig nemt at forudse, hvad man kan forvente sig af karakteren. Det leder til en del effektive scener, der som oftest formår at holde sin seer fangen og sært afventende. Filmen er som nævnt skabt med henblik på at chokere, og selvom den måske nok har mistet en del af sin chokværdi over årene, må man give filmen, at de retninger, den drejer sig i, ofte er ret bizarre. Kun enkelte gange står fortællingen i stampe, og det til trods for, at det meste af handlingen tager sig ud det samme sted.
Aftenen endte på en og samme tid tæt på og langt fra, hvad Lisa havde forestillet sig.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor stemningsfuld filmen formår at være til trods for et budget, der formentlig har været ret begrænset. Nogen æstetisk perle er den ikke, men der er flere gange billeder, som emmer af stemning særligt på grund af belysningen. Medvirkende til filmens atmosfære er en anden genganger fra 'Cannibal Holocaust' i form af komponisten Riz Ortolani, som gentager succesen fra førnævnte kannibalfilm og skaber endnu et sært miks mellem det legesyge og forstyrrende med sit musikalske islæt. Selvom soundtracket i nogen grad nedspilles i 'House on the Edge of the Park' ligger det ofte i sin skævhed og ulmer under sekvenserne. Atter engang er Ortolani med til at hæve filmen og skabe en kontrast til de stedvist ubehagelige billeder. Med nutidens briller er det imidlertid svært at se, hvorledes filmen kan være landet på listen over "video nasties", da den viste vold er relativt begrænset i omfang. Hvad der for alvor må have afskræmt briterne er nøgenheden. Der holdes på ingen måde igen med at vise de kvindelige medvirkende uden påklædning, og som vi ved fra det amerikanske, har nøgenhed en tendens til i censursammenhæng at være mere afskrækkende end vold.
"Cindy, Cindy don't let me down."
Det er ikke just historien, der gør 'House on the Edge of the Park' underholdende. Leder man efter en form for pointe, er det nok ikke denne film, man skal gå i krig med. Kan man indlade sig på halvanden times vold og nøgenhed i forskellige kombinationer, skal man nok blive underholdt her. David Hess' præstation er mindeværdig, og nogle af de skæve replikker karakteren får smidt ind undervejs ligeså. Endvidere er det den stedvist vellykkede suspense og de sære retninger, filmen udvikler sig i det, der gør den seværdig. Kender man til genren, er man velsagtens også klar over, hvad man begiver sig ud i, og med den rette indgangsvinkel skal man nok blive underholdt.
Danske Another World Entertainment præsentere meget snart Ti West's spritnye film 'The Innkeepers' i Husets Biograf. Filmen har premiere torsdag den 8. marts kl. 19 og kan ses hver dag til og med torsdag den 15. marts. På premiereaftenen vises også instruktørens gennembrudsfilm 'The House of the Devil' kl. 21 – en film som vi tidligere har anmeldt her på bloggen, og som jeg personligt er meget glad for. Du kan læse anmeldelsen her. Den 32-årigeTi West har trods sin unge alder allerede instrueret fem spillefilm, udover den fede 80'er-homage 'The House of the Devil' stod han også bag fortsættelsen til Eli Roths succesfulde teen-gyser 'Cabin Fever', men forsøgte, efter uenighed med producenten, inden premieren at få fjernet sit navn fra filmens credits i skuffelse over det endelig resultatet. Ti West hører til den unge generation af amerikanske genrefilm-instruktører, som tilbragte en stor del af deres teenageår i horror-afdelingen hos den lokale videopusher. Ganske som Adam Green ('Hatchet 1+2', 'Frozen'), Jim Mickle ('Stake Land', 'Mulberry Street') og Lucky Mckee ('The Woman', 'May') udviser Ti West i sine film både forståelse og kærlighed for gyser-genren og dens konventioner – dog uden at forfalde til overdreven brug af filmreferencer, som det ellers ofte ses nu om dage. I The Innkeepers ses en tydelig inspiration fra 60’ernes gyser-klassikere som 'The Haunting' og 'The Innocents'. Ti West blev inspireret til at skrive manuskriptet til 'The Innkeepers' under optagelserne til 'The House of the Devil'. Begge film er optaget på The Yankee Pedlar Inn i Torrington, Connecticut – et smukt hotel bygget i 1891, som nu angiveligt er hjemsøgt af spøgelser. I virkelighedens verden er hotellet både berømt og velbesøgt, men i 'The Innkeepers' er stedet bukket under for finanskrisen og er ved at lukke. I filmen beslutter hotellets to sidste medarbejdere Claire (Sara Paxton) og Luke (Pat Healy) sig for at undersøge hotellet lidt nærmere i krogene, da de begge er mere end almindeligt interesserede i overnaturlige fænomener. De får følgeskab af den excentriske Leanne Rease-Jones (Kelly McGillis), og langsomt begynder de tre at dykke dybere ned i det gamle hotels uhyggelige fortid…
Så er der endnu engang guld at finde på BlockBuster's tilbudshylder med ex-leje-film. Lige nu kan man nemlig være så heldig at finde 'Hobo with a Shotgun' til kun 50 kr.- (selvfølgelig på HD-sprød blu-ray). Denne film er faktisk en af de få titler der har scoret alle 6 Pinhead's her på bloggen! Du kan læse, eller måske genlæse, anmeldelsen her.
Årgang: 1980. Tagline: "It will never happen again."
Instruktør: Abel Ferrara.
Runtime: 80 minutter. Medie: DVD. Set på: 40” LED. Udgiver: Aquarelle. Link til filmen: IMDB. Se også: 'Thriller – a cruel picture' (1974), 'I spit on your Grave' (1978), 'Savage Streets' (1984).
'Ms.45’s' protagonist er Thana (Zoë Tamerlis), en ung stum syerske der arbejder i Manhattans tøj centrum. En dag da hun er på vej hjem fra arbejde, bliver hun pludselig overfaldet, slæbt ind i en baggård og voldtaget af en maskeret mand. Efter denne forfærdelige oplevelse når hun endelig hjem i sin lejlighed, men her overraskes hun inden længe af en indbrudstyv. Han holder en pistol til hendes hoved alt imens han også voldtager hende. Det lykkes dog Thana at forsvare sig, blandt andet med et elektrisk strygejern, og til sidst slå gerningsmanden ihjel. Herefter parterer hun ham og gemmer kropsdelene i sit køleskab for derefter gradvist at skaffe sig af med dem. En dag da hun er ude for at skaffe sig af med en del af liget, bliver hun antastet af en ung rod, som hun hurtigt skyder med den døde tyvs 45mm pistol. Senere overtaler en påtrængende fotograf at få Thana til at posere for ham, med falske løfter om en karriere som model. Thana tager med ham op i hans fotoatelier, men knapt er de nået inden for døren, før hun skyder ham. Hun begynder at strejfe om i byens gader om natten, bevæbnet med sin 45mm pistol, og ingen mand kan føle sig sikker hvis han møder Thana på sit blodige feministiske korstog.
Amerikansk filmindustris bad boy og enfant terrible, Abel Ferrara, har altid formået at skabe grænseoverskridende og anderledes film, samtidig med han aldrig begår den samme type film to gange. Dette er i sig selv en kunst og det er tydeligt at se hans udvikling og spændevidde fra bloddryppende og punket low-budget horror i debuten 'The Driller Killer' (1979) over det overlegne gangsterdrama 'King of New York' (1990) til den selviscenesættende og udfordrende 'Snake Eyes' (1993) med blandt andre Madonna i en af hovedrollerne.
Thana voldtages første gang.
'Ms.45' er Ferraras anden spillefilm, lavet for blot $60.000 og med den unge, uprøvede Zoë Tamerlis i den altdominerende hovedrolle. Manuskriptet er skrevet af Ferraras gamle ven og faste manuskriptforfatter, Nicholas St. John, hvis virkelige navn er Nicodemo Olivierio, og som har skrevet i alt 12 film for Ferrara. Det er den klassiske dramatiske struktur man finder i 'Ms.45' men Abel Ferrara er ikke nær så eksperimenterende i billedsproget, som han var i sin debutfilm og den anarkistiske og punkede stil og tone, samt de store mængder blod, som var debutfilmens kendetegn, er stort set fraværende i 'Ms.45'. Filmen er lige ud af landevejen, men i en mere seriøs og voksen tone end 'The Driller Killer'. Men St. Johns og Ferraras udgangspunkt for 'Ms.45' er helt klart 'The Driller Killer'. Det er tydeligt at de stadig bevæger sig i samme univers idet de to films strukturelle og tematiske ligheder ikke er til at tage fejl af og begge film beskæftiger sig med hovedpersoner, der bliver drevet til sindssyge af uretfærdigheder og presset fra det hektiske moderne liv. Dette resulterer i at de begge dræber en række tilfældige fremmede i New Yorks mørke gader og baggårde. Men hvor Reno i 'The Driller Killer' dræber de uskyldige hjemløse udskud som han uvidende snart slutter sig til og bliver en del af, starter Thana derimod direkte ved kilden af sin undertrykkelse – manden. Her er det er som om filmen alvorligt overvejer tanken om, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere og kollektivt skyldige, og dermed skal straffes med døden. Den første voldtægtsmand, spillet af Abel Ferrara selv, dog under sit Jimmy Laine pseudonym som han også brugte i 'The Driller Killer', dukker blandt andet også op filmen igennem i mareridtsagtige glimt hos Thana. Han er som inkarnationen af det maskuline onde, personificeringen af mandens sande jeg, i hvert fald i Thanas øjne. Man kunne derfor frygte at Ferrara dermed har til hensigt at belære eller pådutte sit publikum en bestemt overbevisning, men dette er heldigvis ikke tilfældet som det kunne have været hvis filmen havde været i hænderne på visse andre instruktører. Her er ingen løftede pegefingre og filmen er på ingen måde didaktisk.
Fra genert og kuet pige til en forførende hævnens engel.
[Spoiler warning start]Som nævnt er Thana stum gennem hele filmen, dog på nær i den sidste sekvens hvor hun, med en kniv i ryggen, hvisker ordet "søster". Dette rejser så spørgsmålet om hun virkelig er stum, eller der er andre omstændigheder der gør at hun normalt er ude af stand til at tale? Derudover er det værd at bemærke hvordan Thanas kvindelige kollega som stikker hende i ryggen, holder på kniven i den afsluttende scene, det er meget fallisk, og en interessant vinkel idet Thana der allerede er blevet voldtaget to gange og med sin pistol prøver at udrydde y kromosomet, nu også ”voldtages” af en medsøster – en kvinde[Spoiler warning slut]. Samtidig er det også værd at betænke om manuskriptforfatter Nicholas St. John har valgt navnet Thana, fordi det er en forkortelse af det græske ord, Thanatos, som ifølge græsk mytologi er navnet på guden for den naturlige død, men som også er et udtryk for et døds ønske.
The final showdown! (Læg mærke til hvordan kniven i baggrunden holdes.)
Zoë Tamerlis som senere under navnet Zoë Lund, både skrev manuskriptet til, og spillede med i Ferraras 'Bad Lieutenant', viser et lysende talent i denne film. Hendes portræt af den unge, stumme syerske er fantastisk overbevisende og hendes præstation er en af hovedattraktionerne i denne film, og medvirker til at hæve den langt over standard. Uden at sige en enkelt stavelse, dominerer hun hver eneste scene og det dramatiske sortiment og følelsesmæssige udtryk hun disker op med er troværdige på en måde, man normalt ikke forventer fra en billig 80’er b-film. Og netop 80’er b-film er hvad dette værk fremstår som, hvis man skal tale form og visuelt indhold, men det er ment på den mest positive måde. Den indeholder nemlig alt det jeg personligt elsker ved amerikanske film fra 1980’erne; faldefærdige bygninger, slidte trappeopgange, slum, røg fra kloakdækslerne, og selvfølgelig datidens tøjmode med tilhørende soundtrack der både er super fedt, kikset og kitchet på samme tid. Filmens komplette fravær af nøgenhed, og den bemærkelsesværdige bløde vold, skiller 'Ms.45' ud fra dens samtids exploitation produktioner, der ellers lagde stor vægt på netop disse elementer, men det er prisværdigt at St. John og Ferrara her vælger at gå den stik modsatte vej. Alligevel må man som udgangspunkt kategorisere 'Ms.45' som en exploitation film men den er samtidig en alvorlig selvtægts film med stærke pro-feministiske undertoner og Zoe Tamerlis, Nicholas St. John og Abel Ferrara har sammen begået en kraftfuld, rå og foruroligende hævn film om en kvinde der bliver skubbet for langt ud. Den er ikke nær så blodig eller overdreven som f.eks. Meir Zarchis 'I Spit on your Grave', men den er i sidste ende en langt mere effektiv og helstøbt film, og samtidig blandt Abel Ferraras bedste værker.
Efter at have valgt en uheldig afkørsel på vej fra Manhatten til Atlantic City havner finansieringseksperten Chris Thorne (Chevy Chase) og advokaten Diane Lightson (Demi Moore) i det lille samfund Valkenvania. Da de overser et stopskilt og efterfølgende gør et mislykket forsøg på at ryste en lokal betjent (John Candy) af sig, bliver de slæbt for retten. I Valkenvania udgøres retten imidlertid af den over 100 år gamle dommer, jury og bøddel Alvin Valkenheiser (Dan Aykroyd), som fra sin kombinerede domstol, losseplads og kirkegård, uddeler hårde straffe for selv de mindste forseelser. De heldige slipper med døden, men er man uheldig at have forstand på økonomi, som Chris Thorne, kommer man i betratning som arving til Valkenheiser-slottet; Alvin Valkenheiser har nemlig et barnebarn i den giftemodne alder.
'Nothing But Trouble' er Dan Aykroyds første og hidtil eneste forsøg udi instruktørfaget. Den er produceret af Robert K. Weiss, som siden 80'erne har stået bag en række komedier af den platteste slags. En del af disse film er genreparodier, spoofs, oftest skabt af ZAZ-trioen; Jim Abrahams og Zucker-brødrene Jerry & David. Men langt det meste af Weiss' produktion er film, hvor rollelisten primært er besat af komikerne fra 'Saturday Night Live' - USAs svar på 'Live fra Bremen' - samt det canadiske sidestykke 'Second City Television'. Dan Aykroyd, Chevy Chase og John Candy hører til i denne kategori sammen med blandt andre Steve Martin, Rick Moranis, Bill Murray og hans bror Brian Doyle-Murray, John Belushi og hans bror Jim Belushi og såmænd også Dan Aykroyds bror, Peter, som faktisk har været med som forfatter på 'Nothing But Trouble'. Mange andre, mere eller mindre ukendte komikere medvirkede i ovennævnte sketchshows og faktisk kan flere af dem ses i biroller i 'Nothing But Trouble'.
Mænd i dametøj og tissemandsnæser - man skulle tro, det var Ørkenens Sønner.
Tilliden til Dan Aykroyd har tydeligvis været stor efter firserfænomenerne 'Blues Brothers' og 'Ghostbusters', samt de moderate kassesucceser 'Spies Like Us' og 'Dragnet' - plus det faktum at han var nomineret til en Academy Award for sin birolle i Oscar-slugeren 'Driving Miss Daisy' (1989). Så med 'Nothing But Trouble' skulle han ikke blot skrive manuskript og spille en fremtrædende rolle, som han havde for vane, han fik såmænd også lov at sidde i instruktørstolen. Med stolen fulgte et ganske betragteligt budget på 40 millioner dollars, hvoraf en stor del af beløbet må være gået til Demi Moore, som efter Jerry Zuckers 'Ghost' (1990) var en af Hollywoods bedst betalte skuespillerinder. 'Nothing But Trouble' indtjente dog hverken helt, halvt eller kvart sit budget. Til gengæld vandt Dan Aykroyd en pris for rollen som Alvin Valkenheiser; nemlig The Golden Raspberry Award for "værste mandlige birolle". 'Nothing But Trouble' var i øvrigt nomineret i samtlige Razzie-kategorier i 1991.
Alvin Valkenheiser ville gøre sig godt i et afsnit af 'Ekstreme samlere' på TV3.
'Nothing But Trouble' er en horrorkomedie, selvom de fleste nok vil påstå, den hverken er uhyggelig eller sjov. Den er ikke en decideret spoof, men lader sig alligevel tydeligt inspirere af klassikere som 'Psycho' (1960), 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974) og 'The Hills Have Eyes' (1977); film hvori civiliserede byboere konfronteres med landevejenes sære eksistenser. Bortset fra rådhusuret ligner Valkenheiser-slottet til forveksling Norman Bates' hus og idéen med John Candys dobbeltrolle som den i bund og grund godhjertede og retfærdige betjent, Dennis og hans sindssyge søster Eldona, er også meget 'Psycho'-tisk. Ligesom galningene i 'The Texas Chainsaw Massacre' og 'The Hills Have Eyes' bor den vansirede Alvin Valkenheiser og hans indavlede familie så langt fra lands lov og ret, at de praktisk talt kan gøre, som det passer dem - og Chris Thornes tvangsægteskab til Eldona kan måske ligefrem betragtes som en familievenlig udgave af mutantvoldtægterne i 'The Hills Have Eyes'. Sidst men ikke mindst er der Alvin Valkenheisers næse, som halvvejs i filmen viser sig at være en attrap - præcis som Leatherface har Valkenheiser skabt sig en maske af menneskehud… menneskeforhud, forståes.
Dan Aykroyd har aldrig været kønnere end i rollen som Alvin Valkenheiser.
Snak, snak, snak. Det her er jo en anmeldelse, så jeg må hellere fortælle, hvad jeg rent faktisk synes om 'Nothing But Trouble'. Spørgsmålet er, om jeg tør?! For uanset at denne, i næsten enhver tænkelig forstand, fiasko af en film er blevet kaldt én af filmhistoriens værste, må jeg indrømme, at jeg elsker den. Jovist, har den sine fejl og mangler, plothuller og så videre, men lige siden jeg så den første gang som syvårig på udlejnings-vhs i baglokalet af mine forældres landsbytankstation, har jeg ventet på en undskyldning for at købe den til samlingen. 'Nothing But Trouble' holder den dag i dag, på samme måde som 'Police Academy' og 'Walter og Carlo'. Jeg underholdes af Chevy Chases ultrasarkasme; kulisserne, som er fyldt med ekstreme samlinger af pivedyr, brødristere, ødelagte dukker og afpillede knogler; på trods af Razzie-prisen synes jeg, Dan Aykroyd leverer en herlig og uforglemmelig præstation som Alvin Valkenheiser; og så er filmen faktisk en lille smule skræmmende og nervepirrende… her og der. 'Nothing But Trouble' er nok den bedste definition, jeg kan give på en guilty pleasure.
Så er der et rigtig godt tilbud til de hurtige! CDON.com har fri fragt (udløber i dag d.20/02 23:59) og sælger samtid den store Jurassic Park - Ultimate Triology Box. Boxen indeholder de 3 film, både på Blu-ray og DVD og koster kun 169 kroner. Find tilbudet her. Boxen har modtaget forrygende anmeldelser for både på lyd og billede.
Årgang: 2012.
Tagline: "Do you believe in ghosts?"
Medie:
Set i: Biograf.
Runtime: 95 minutter.
Udgiver: Hammer Film Productions.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'House on the Haunted Hill' (1959), 'Poltergeist' (1982), 'El orfanato' (2007)
Den unge advokat Arthur Kipps (Daniel Radcliffe) bliver tvunget til at rejse til den fjerntliggende landsby Crythin Gifford, hvor han skal ordne nogle affærer for den netop afdøde ejer af et stort palæ. Han begynder snart at opdage mørke hemmeligheder i landsbybeboernes fortid. Stedet gør Arthur utilpas, og den ubehagelige fornemmelse bliver kraftigt forstærket, da han får et glimt af en mystisk kvinde klædt helt i sort.
'The Woman in Black' er baseret på en roman fra 1983, som ikke alene blevet adapteret til teatret i 1987, men også en gang tidligere har været filmatiseret i tv-filmen 'The Woman in Black' (1989). Når filmen nu atter tages op, er det ikke hvem som helst, der tager fat i den. Det legendariske filmstudie Hammer Horror Productions er velsagtens mest kendt for de genindspilninger, som de i slutningen af '50erne var involverede i. Med film som 'The Curse of Frankenstein' (1957) og 'Horror of Dracula' (1958), var studiet med til at genoplive og forny mange af 1930ernes mest velkendte monstre, og endvidere gjorde Peter Cushing og Christopher Lee til horror-legender. Genindspilningerne eller nyfortolkninger tog '30er horror-filmenes atmosfære og tilføjede den et lag af blod (og bryster) og øgede generelt det grafiske indhold. Det resulterede i nogle film, der hyldede de klassiske horror-fortællinger, hvilket mange fans såvel som kritikere tog pænt imod, omend visse kritiske ryster fandt filmene en smule melodramatiske. Således er mange af Hammers produktioner i dag genreklassikere i deres egen ret, og studiet har udover en uhørt mængde fortsættelser til førnævnte genindspilninger også produceret en enorm mængde af andre film. I '70erne gik det dog ned ad bakke for studiet, der ikke længere producerede film med samme succes som tidligere. Og efter en række fejlslagne projekter måtte selskabet se sig henvist til en smule arbejde på tv-fronten i '80erne, før de for en tid helt forsvandt ud i glemslen. I 2007 genopstod studiet, og i de seneste år har de medvirket i produktioner som 'Let Me In' (2010), 'Wake Wood' (2011) og 'The Resident' (2011). Det store spørgsmål for genrefans er i mellemtiden, om udgivelsen af denne film vil markere begyndelsen for en ny række Hammer Horror gysere eller blot vil være et mislykket forsøg på at genoplive, hvad der engang var.
Selvevaluering kan være nødvendig - særligt i en gyserfilm.
Film om hjemsøgte huse er ikke just nogen nyopfindelse indenfor gyser-film. Ikke desto mindre er det en disciplin, som, hvis den behandles på rette vis, fortsat kan være ganske effektiv. Det beviser instruktør James Watkins i denne blot sin anden film i instruktørsædet. Watkins har tidligere stået bag 'Eden Lake' (2008) og har desuden forfattet film som 'Gone' (2007) og 'The Descent: Part 2' (2009). Med 'The Woman in Black' leverer han en stemningsfyldt film, som af flere grunde er ret vellykket. Ligesom i de klassiske film fra Hammer, så får vi her også nogle imponerende sets fyldt med detaljer. Ikke alene er de med til at understrege den periode, filmen foregår i. Detaljerigdommen giver ligeledes utrolig meget til den atmosfære, som skaberne lader til at have prioriteret højt. Generelt synes filmen at tage en del af de klassiske gyser-films dyder op, hvilket i mine øjne er glædeligt. Stemningen er fyldig, og der gives rum til opbygning af suspense. Andre call backs til klassisk Hammer er særprægede elementer, som en kvinde, der efter at have mistet sin søn har anskaffet sig to hunde, som hun nu behandler, som var de hendes børn. Ikke alene er det tragisk; Det indeholder også en sort humor, som er både bizar samt medvirkende til at give filmen kant. Billederne er ofte smukke, og håndværket er stilsikkert, hvilket også gør, at special effekterne fremstår langt mere troværdige, end de kunne have gjort. Filmen tillader sig imidlertid også at gemme en del af effekterne i skyggerne, hvilket øger uhyggen; særligt når omgivelserne kommer i spil. Børnelegetøjet, der befinder sig i det hjemsøgte hus, og som flere gange bringes i centrum, tilføjer et ekstra lag af uhygge til den visuelle del af fortællingen. Filmens største fejl er at finde i dens indledende del. Undertegnede kan fint affinde sig med chokeffekter, når de er opbygget på effektiv vis og tilføjer til stemning eller historie. Der er desværre lidt for mange momenter i de første besøg i det hjemsøgte hus, som bliver for billige. Det er en skam, at lydsiden bruges så ekstensivt til at give chok på til tider meget simple (for ikke at sige platte) faconer. Der er intet galt i at ønske at skræmme sit publikum, men det kunne filmen fint have gjort med en smule færre pludseligt boostede lydelementer.
Uskyldighed møder besættelse i åbningssekvensens tre suicidale småpiger.
Hvad der redder filmen ovenpå de lidt søgte chokelementer er når sammenhængen i fortællingen begynder at stå klart. Den historie, som vi skimter allerede i filmens indledning, træder langsomt frem i lyset, og filmen leder ganske snedigt op til denne del af fortællingen på flere fronter. Det virker til filmens fordel, at den ikke er så forudsigelig, som man undervejs kan foranlediges til at tro. Flere gange tager filmen på såvel små som markante områder nogle drejninger, som denne anmelder ikke altid så komme. Måden, hvorpå filmen sammenblander klassiske elementer med de omtalte små drejninger er ret fin, og øger fortællingens styrke. Det gør også Daniel Radcliffe som i filmens hovedrolle lader os følge ham på endnu et skridt i hans konstante forbedring som skuespiller. Selvom han ofte er hensat til observatør, agerer han også tilpas logisk i langt de fleste situationer til, at man ikke når at skælde karakteren ud over diverse irrationelle beslutninger. Man køber med andre ord karakterens bevæggrunde, og det skyldes i høj grad Radcliffes gode arbejde. Den unge skuespiller er omgivet af en broget skare af skuespillere, af hvem det kun er de færreste, der er velkendte ansigter. Relativt kendte skuespillere som Ciarán Hinds og Janet McTeer giver nogle dygtige præstationer. Særligt er McTeers portrættering af en besat kvinde fornøjelig og endnu et element, som meget fint indeholder både noget velkendt og noget anderledes. Decideret imponerende er det at se, hvor godt filmens mange børneskuespillere gør sig. Man kan naturligvis mene, at deres præstationer står stærkere grundet filmens kun glimtvise brug af dem, men at hive velfungerende præstationer ud af børn kan være sin sag, og det formår James Watkins ikke desto mindre her.
Arthur Kipps fravælger at lytte til formaninger om ikke at jage skygger.
Filmen hæver sig nogle niveauer ved at lykkedes på et emotionelt plan, hvilket skuespillerne har en del af æren for. Ovenpå de skræmmende strabadser, filmen præsenterer sit publikum for, er forløsningen aldeles tilfredsstillende, hvilket ellers har en tendens til at være, hvor disse film falder fra hinanden. Den stærke æstetik og omfattende atmosfære resulterer i at den middelmådighed, de stedvist skabede chokeffekter higer efter, alligevel overgås. Det er muligt, at her er en del velkendte elementer, men personligt oplevede jeg mere filmen som hyldende de klassiske horror-dyder end en kliché. At det er uskyldighedens symboler, filmens uhygge kredser om hjælper også fortællingen og er atter med til at bevise, at besatte børn og klovnedukker kan være en yderst effektiv cocktail.
Anden del af sæson 2, af den meget populære TV-serie 'The Walking Dead' vender inden længe tilbage på DR HD. Serien har i sæson 2, efter min mening, taget et rigtig grimt sving over i et mere drama, dialog og person-drevet setup. Seriens handlingsforløb står alt for stille og den lader desværre til at forsvinde længere og længere væk fra dommedag, blodige headshots og vaklende zombier. Noget som første sæson og den oprindelige tegneserie ellers lagde rigtig fint op til. Hænger du alligevel stadig på semi-sæbeoperaen og nægter at lægge den i graven, så kommer de foreløbige datoer og sendetidspunkterne for resten af sæson 2 her:
The Walking Dead (afsnit 14) 04/03-2012 21:40
The Walking Dead (afsnit 14) 05/03-2012 23:30
The Walking Dead (afsnit 14) 09/03-2012 23:30
The Walking Dead (afsnit 15) 11/03-2012 21:40
The Walking Dead (afsnit 15) 12/03-2012 23:05
The Walking Dead (afsnit 15) 16/03-2012 23:35
The Walking Dead (afsnit 16) 18/03-2012 21:25
The Walking Dead (afsnit 16) 19/03-2012 23:20
The Walking Dead (afsnit 16) 23/03-2012 20:50
En række brutale mord hærger Hong Kong. Gravide kvinder myrdes og fostrerne fjernes efterfølgende fra deres stadig varme kroppe. Da morderen efter en intens jagt fanges og afhøres på brutal vis, afslører han sit hævnmotiv. Den tragiske historie involverer den unge teenagepige, Wing, som er blevet udsat for voldtægt, efter at hun er blevet forvekslet med en prostitueret.
Takket være talentfulde filmskabere som Ji-Woon Kim ('I Saw the Devil', 'A Bittersweet Life') og Chan-wook Park ('Oldboy') er Sydkorea blevet førende inden for at levere skelsættende film der omhandler tilfredsstillendelsen i hævnen og de moralske skrupler der følger med. Nu vil Hong Kong også være med! Sidste gang jeg så en rigtig vellykket horror-film fra regionen i det sydlige Kina var 'The Eye' helt tilbage i 2002. I 2010 begyndte der pludselig at ske noget interessant igen - den yderst brutale slasher-film 'Dream Home' dukkede op ud af det blå, og vi forsætter i samme spor med Ching-Po Wong's 'Revenge: A Love Story', også fra 2010, og skabt under samme label. Som titlen antyder så står den på hævn, kærlighed og meget mere hævn. Den lægger sig altså i slipstrømmen på især mesterinstruktøren Chan-wook Park's helt unikke og eminente Vengeance-trilogi ('Sympathy for Mr. Vengeance' (2002) 'Oldboy' (2003) og 'Lady Vengeance' fra 2005).
Den simple Kit er hovedløst forelsket i den lidt tilbagestående og overbeskyttede skolepige, Wing.
'Revenge: A Love Story' er en kompliceret størrelse og det bliver svært at komme omkring den uden at spoile hele herligheden - jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste. Filmen har tydelige lighedspunkter med Ji-Woon Kim's 'I Saw the Devil' (filmene er fra samme år) og formår gang på gang at udfordre seerens sympatier og moralske standpunkter overfor filmens personager. Vi starter ud med et parvirkeligafskyelige handlinger, nemlig mordene påto gravidekvinder,efterfulgt affjernelsen afderes fostre. Man skulle tro at ingen forløbende gerninger kan forsvare en sådan handling, men som de resterendekapitler (filmen er strukturereti kapitler med henvisninger til forholdetmellem Gudog Satan) skrider frem får publikum mere og mere forståelse for morderens motiver og hvorfor kvinderne må lide så grum en skæbne. Som mange andre vellykkede hævn-film forsætter 'Revenge: A Love Story' stort set således hele vejen, lige indtil vi når tredje og sidste akt, som byder på det uundgåelige showdown imellem de to kamphaner.
Outmanned and outgunned.
Filmens udtryk i lyd og farver vidner om, at vi er så langt fra Hollywood's happy endings som vi overhovedet kan komme. 'Revenge: A Love Story' er som en ægte hævn-film bør være: grum og deprimerende, men samtidig forbandet smuk og poetisk og det hele er holdt i afblegede og kolde farver. På nær en scene hvor filmens hovedperson Kit erklærer sin kærlighed til hans udkårne, Wing. Her lyser billedet op i varme og indbydende farver. Lykken er dog kort, og vi er snart tilbage i den ubehagelige grå farvepalet der følger filmens tone, og øvrige virkemidler, helt perfekt. Instruktøren har helt tydeligt styr på sit kameraarbejde og lyssætninger. Han skaber gang på gang fascinerende billeder der suger seeren ind i filmens ubehagelige og klaustrofobiske atmosfære. Han formår at holde det høje niveau samtlige 90 minutter, uden at filmens historie bliver glemt. Soundtracket er dybt og bølgende og det lurer ondskabsfuldt lige under overfladen og understøtter den dystre cinematografi på smukkeste vis.
De ufrivillige aborter sker (heldigvis) offscreen og 'Revenge: A Love Story' bliver aldrig rigtig splattet, på trods af den noget makabre præmis.
Juno Mak (han medvirkede også i 'Dream House') er uden tvivl filmens, på papiret, største stjerne. Han er et stort pop-ikon i Hong Kong, men han kan heldigvis også spille skuespil, og man kan ikke sætte en finger på hans performance som den simple, forelskede og hævngerrige Kit. På trods af at Juno Mak er et stort pop-kulturalt fænomen i Hong Kong, så var det dog castingen af Sola Aoi i rollen som hovedpersonens forelskelse, Wing, der løb med alt opmærksomheden i medierne. Sola Aoi er nemlig stjerne i xxx-filmenes (og her snakker vi ikke om den dumme Vin Diesel-joint) verden, og det går ikke ubemærket hen, når man caster en sådan størrelse (slet ikke i de asiatiske lande). Heldigvis kan hun andet end at spille p.. hun kan også spille skuespil. Hun gør det fint i rollen som den overbeskyttede og sky skolepige der ikke rigtig begriber hvad der sker omkring hende. Læg også mærke til Tony Liu - han har medvirket i et utal af kampsportsfilm med legenden, Bruce Lee.
"Hævn er en ret der skal nydes kold", og det lever filmen i den grad op til.
I forhold til de helt tunge drenge i hævner-klassen, som f.eks den hårdtpumpede 'I Saw the Devil' eller den anime-inspirerede 'Oldboy' er 'Revenge: A Love Story' temmelig low-key. Her er ingen super koreograferede martialarts-balletter eller flyvende bullet-time shootouts. Instruktøren har bevidst gået efter en mere realistisk tilgang, og dette sker uden på nogen måde at blive langtrukkent, særlig afdæmpet eller kedeligt. Den nedslående historie skrider frem og udviklinger sig i et klædeligt tempo, uden på noget tidspunkt at tabe intensitet eller fokus. På trods af de eksotiske himmelstrøg, så har filmen et skandinavisk feel over sig og jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt på Nicolas Winding Refns måde at lave film på, da jeg så denne. 'Revenge: A Love Story' har nemlig en del lighedspunkter med måden han opbygger sine film på. Instruktør, Ching-Po Wong, har et solidt greb om manuskriptet, skuespillerne og sin teknik, og det er nok en god ide at holde lidt ekstra øje med, hvad han giver sig i kast med fremover. Lidt ridser i lakken får 'Revenge: A Love Story' dog tilraget sig på vejen, der er et par ikke helt gennemførte CGI effekter der kunne være håndteret bedre, og nogle enkelte scener der ikke helt lever op til resten af filmens høje niveau. Når nu de danske biografer ikke rigtig tør at vise noget andet end de sikre hit, så er det altså prisværdigt at danske Another World Entertaintment endnu en gang er leveringsdygtig og giver os en spændende titel som 'Revenge: A Love Story', en film som ellers meget vel kunne være blevet overset og tabt på gulvet. Jeg kun kan anbefale at du kaster dig over denne grumme hævn-film, og det er med det samme, den står nemlig bedst til bidende vinterkulde og tungt gråvejr.
Der er en hel del buzz på den danske, såvel som på den udenlandske, genre- og horror-films scene omkring Timo Vuorensola's over-the-top invasion-film 'Iron Sky'. Filmen udkommer her i 2012 og det ligner et episk b-films brag når hagekors-beklædte UFO'er og steampunk-Zeppelins fra det ydre rum tørner sammen med moder jord. Det eneste navn på rollelisten der springer i øjnene er den altid seværdige Udo Kier, her i rollen som über-nazien; Wolfgang Kortzfleisch (nyd lige det navn en gang til). 'Iron Sky' er Timo Vuorensola's kun anden film og det kan gå begge veje. Enten får vi hvad vi alle håber på eller også drukner det hele i elendige effekter og (for) ringe skuespilpræstationer. Men traileren har det rette look, så lad os håbe på at det første bliver tilfældet!
På kino.dk har der været en del henvendelser på filmen. Lige pt er 'Iron Sky' ikke planlagt til at få dansk biografpremiere. Men hvis der er tilpas mange, der efterspørger den, kan det jo være, at der er en distributør, der vælger at give den premiere i Danmark. Tilmeld dig denne facebook-gruppe, spred kendskabet til 'Iron Sky' og vær med til at hjælpe at med få filmen i biffen! Besøg eventuelt også filmens hjemmeside og sidst men ikke mindst, snyd ikke dig selv for at se traileren nederst i denne nyhed.
Vi har ændret lidt på det grafiske herinde på bloggen, men hvad kan I bedst lide - for vi er selv lidt i tvivl...
Logoet har fået en lækker overhaling, men hvad med baggrunden? Foretrækker du det gamle look, med den røde baggrund, eller det nye look med den sorte og ødelagte baggrund? Smid os endelig en kommentar under denne nyhed.
Årgang: 1980.
Tagline: "I warned you not to go out tonight"
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Don't Go in the House' (1979), 'Pieces' (1982), 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986).
Den mentalt forstyrrede Frank Zito (Joe Spinell) er panisk angst for at miste. I et mislykket forsøg på at holde sig nær til de kvinder, han tiltrækkes af, har manden en tendens til at slå dem ihjel for derefter at skalpere dem. De blodige trofæer sætter han på nogle mannequindukker, som til tider også påklædes ofrenes tøj. En dag møder Frank den smukke modefotograf Anna D'Antoni (Caroline Munro); Et møde der fuldstændig eskalerer hans vanvid, indtil hans sind krakelerer.
Når Another World Entertainment lader den danske instruktør Nicolas Winding Refn introducere 'Maniac' på denne udgivelse, er det ingenlunde tilfældigt. Den ultravold og sært hypnotiserende stemning film, som 'Valhalla Rising' (2009) og mange andre af Refns film indeholder kan meget vel stamme fra nærværende film. Oprindeligt skabt ud fra en idé om at lave 'Jaws' (1975) på land og med monstret skjult inde i et menneske, udviklede ideen sig hurtigt til noget langt mere omfattende. En stor del af denne udvikling kommer interessant nok fra Joe Spinell, som havde adskillige roller i forbindelse med skabelsen af 'Maniac'. For ikke alene spiller han filmens bærende hovedrolle. Han fungerede også som en af filmens to manuskriptforfattere. Sammen med instruktør William Lustig skabte Spinell, og en række andre entusiastiske folk, filmen på et meget smalt budget - som sågar ikke var blevet fuldt etableret, da produktionen blev påbegyndt. Således er 'Maniac' på mange måder resultatet af en samling dedikerede filmskaberes umiskendelige lyst til at skræmme og fascinere et horror-publikum, som i 1980 formentlig ikke alle var klar til en film så uforbeholdent forstyrrende som 'Maniac' endte med at blive. Forholdene for skabelsen kan på mange måder sammenlignes med George A. Romeros to år ældre 'Dawn of the Dead' (1978), som også blev lavet under budgetmæssigt pres, men vendte det til sin fordel. Den legendariske effektmager Tom Savini er også en fællesnævner for de to produktioner og har på begge film skabt nogle af de effekter, der senere skulle gøre ham ganske efterspurgt i branchen. Filmen fik aldrig en fortsættelse, selvom Joe Spinell kæmpede voldsomt for det og just havde påbegyndt produktionen af en sådan, da han under uafklarede omstændigheder døde i sin lejlighed i New York i januar 1989. Der findes dog et 8 minutter langt klip, der blev skabt med henblik på at skabe opmærksomhed omkring fortsættelsen og indbringe penge til skabelsen. Det lille klip skulle have titlen 'Maniac 2: Mr. Robbie', hvilket også skulle have været forsættelsens titel. Plottet siges at skulle have taget udgangspunkt i en TV-klovn med et faderkompleks. Du kan se promoen til 2'eren her.
"I know how it is with their hairs and their looks and they... they drive a man crazy!"
Der er mange af de store slasher-ikoner, hvis morderiske tendenser er opstået som reaktion på et eller andet form for traume. Oftest er det dog noget, der kun overfladisk efterforskes, og tit forbliver dette aspekt af karaktererne i baggrunden. Med 'Maniac' er dette ikke tilfældet; snarere tværtimod. Spinell og Lustig tager i stedet fat på karakteren fra netop den vinkel og placerer alle karakterens traumer samt hans ustabile mentale stade i filmens absolutte front. Således beskrives hovedkarakteren gennem filmens bizarre og foruroligende billedunivers som en ensom gut, der er ved at gå til i kampen mod sine egne dæmoner. Hvor den senere 'Silent Night, Deadly Night' også beskæftiger sig med en lignende karakter, må den film i langt højere grad tages for grum underholdning og på sin vis også med en vis distance. Ingen af disse forbehold er for alvor nødvendige i forbindelse med 'Maniac'. For selvom filmen er kornet og har sine uperfektheder på den tekniske side, mener jeg ikke, at karakterportrættet er blegnet det mindste siden filmens udgivelse. Det faktum, at man overhovedet kan tale om et karakterportræt i forbindelse med en slasher-film, taler til filmens fordel. Instruktør William Lustig har sagt, at meget af hovedkarakteren er tilføjet Joe Spinell selv. Hvorvidt det har haft nogen indvirkning på den præstation, Spinell leverer, er tvivlsomt, men hvad der modsat er meget sikkert er, at skuespilleren har et utroligt fast greb om seeren. Han strækker sin præstation fra det ynkelige til det oprigtigt skræmmende, og selvom der er tvivlsomme præstationer på birollesiden, er der for denne anmelder ikke en finger at sætte på Spinells indlevelse. Alene det liv (og til tider bevidste mangel på samme), der er i skuespillerens øjne er nok til, at man i løbet af filmens 87 minutter aldrig bliver træt af at være til stede i fortællingen med denne omskiftelige karakter, som sågar også når at få fremvist sin gemytlige side.
Atter en kvinde udsættes for Tom Savinis forkærlighed for blod.
Filmens visuelle stil er ufravigeligt præget af det årti, den er skabt i. Optaget på et 10 mm kamera, hvilket instruktøren i lang tid kæmpede desperat for at skjule, da han frygtede, at filmen ikke ville blive taget seriøst, har filmen en tone, som kun '80er film er leveringsdygtige i. Bidragene til selvsamme tone er også det ofte særprægede men effektive valg af vinkler. Der er masser af tætte billeder, særligt af hovedkarakteren, og publikum manipuleres gennem både billeder og klipning ind i Franks sind. Hvad der yderligere tilføjer til den ubehagelige stemning, som filmen emmer af, er det karakteristisk '80er soundtrack som er skabt af Jay Chattaway, som også skabte soundtracket til senere Lustig film som 'Maniac Cop' (1988). Alle disse stilistiske elementer er med til at understrege, at filmen i høj grad tager sin historie alvorligt. William Lustigs selverklærede mål om at trække scenerne udover det punkt, hvor de fleste andre film ville have klippet fornemmes tydeligt og kan dermed siges at være opnået. Selvsamme målsætning resulterer i, at sekvenser, man indledningsvist mener at have gennemskuet, formår at overraske, hvilket blandt andet leder til den stemningsmættede åbningssekvens og en decideret mesterlig opbygning af suspense i en scene, der foregår på noget for genren, så klassisk som et toilet på en undergrundsstation.
Mængden af selvhadske projektioner, man må stå model til som mannequin i Frank Zitos hjem, er nærmest ubærligt.
Der er ingen årsag til at lægge skjul på, at 'Maniac' tog undertegnede med storm. Således fristes jeg til at betegne filmen som den bedste, jeg har set indenfor slasher-genren og en ny personlig favorit. Fortællingen om et menneskesind på kanten af afgrunden er så indtagende, at det selv nu mange år efter filmens oprindelige udgivelse er djævelsk svært ikke at engagere sig i 'Maniac', som særligt med det svimlende usikre udgangspunkt, den er skabt ud fra, er helt ekstremt vellykket. Ikke overraskende er den brede opfattelse af filmen ganske negativ, og der er af mange blevet lagt vægt på, hvor ubehagelig og grum filmen er, men med et emne så unægteligt mørkt er det svært at se, hvor man mener, Lustig er gået fejl. Selvfølgelig er filmen sleazy og udfordrer den brede idé om, hvad der er “god smag”, men er det ikke, hvad horror og exploitation kan og skal? Særligt når det kombineres med filmens ambitiøse karakterdrevne fortælling, som er den hidtil mest dybdeborende, denne anmelder har set indenfor genren. Dertil kommer at effekterne i sidste ende blot er med til at understrege filmens historie samt den bevidst ubehagelige stemning, filmen sigter efter. Hvis 'Maniac' er dårlig smag, så melder jeg mig gerne under dennes fane, når jeg her giver filmen topkarakter.
