Anmeldelse: Detroit 9000.

Årgang: 1973.
Tagline: "It's gonna get solved...or the town's gonna explode."
Instruktør: Arthur Marks.
Runtime: 106 Minutter.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Across 110th Street' (1973), 'The Seven-Ups' (1973), 'Jackie Brown' (1997).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Motown. Motor City. Homocide Capitol. Kært barn har mange navne, men ingen by har flere lidet flatterende navne end Detroit. I den indre by er halvfems procent af beboerne sorte og fattige. Den hvide mand eksisterer kun som symbol for politi, politik og polaritet.

Detroits sorte medlem af kongressen har planer. Store planer. Han vil være senator og repræsentere Michigan i Washington DC. Under et fornemt bal startes der en indsamling, der skal hjælpe ham til ind på de bonede gulve i Capitol Hill. Indsamlingen bliver afbrudt af et røveri, der virker nøje planlagt og rettet mod indsamlingen og de fine gæster. I en by hvor den hvide mand bærer skylden for alt, bliver røveriet straks vendt til den hvide mands forsøg på, at undertrykke den sorte mands politiske muligheder. Den sorte betjent Sergeant Williams bliver derfor leder af efterforskningen, så den hvide politichef ikke kommer i klemme. Williams får assistance af den modvillige hvide betjent Lieutenant Bassett. Mellem de to politifolk mødes modsætningerne, men kan de sammen løse opgaven og opklare røveriet? Vil de kunne pøse vand på den antændte lunte inden Detroit eksploderer.

We mean business!

I Detroit 9000 stikker man dybt. Her bliver forskellene på det sorte og hvide USA udstillet. Under den tyndbenede krimi gemmer sig en hel del socialrealisme, hvor man i blaxploitationgenrens hellige navn udstiller den arrogante hvide mand – og peger fingre af den undertrykkelse, der ifølge filmens filosofi, sender den sorte mand direkte ud i kriminalitet. Filmen er fra de tidlige halvfjerdsere, hvor behovet for at pege fingre var større end den selvransagelse, som både hvide og sorte amerikanere nægtede at forholde sig til i den tid. Filmen er instrueret af Arthur Marks, der for mig er en af genrens allerbedste, da han ikke var bange for, at give den sorte mand lidt modspil i form af moralsk ansvar og forpligtelse for eget liv og levned. Han udstillede den rige sorte mand med samme lave forståelse og respekt for den fattige sorte, som havde det været en rig hvid mand. Det var ikke populært i genren, der mest af alt stod for et udtryk, der gik på offersympati og hævn.

Ingen halvfjerdserkrimi uden bryster. Basta!

Intrigerne mellem den sorte og hvide politimand bliver aldrig rigtig et tema, selv om man hele tiden lægger op til det. I stedet vender man den hvide Bassett på vrangen og gør ham til offeret, der med en syg og institutionsbunden kone, kæmper mod fristelserne fra bestikkelse, der vil kunne gøre han og konens liv nemmere. Bassetts moral er et generelt tema, der gør filmen ganske usædvanlig, for selv om der er biljagter, skyderier og masser af racisme i ord og handlinger, så er det netop tiltroen til den hvide politimand, der virkelig er sat på spidsen i Detroit 9000.

Det ville ikke være blaxploitation uden en usmagelig hat!

Skuespillet er tilpas gennemsnitligt og generisk, hvor kun Alex Rocco (Bassett) stikker ud med sit tvetydige skuespil, der gør Bassetts intentioner svært gennemskuelige. En lille irritation for den trætte anmelder var dog, at filmen byder på hele fire sorte roller, der alle er besat af mænd med samme frisure og overskæg, hvilket krævede en hel del opmærksomhed for at undgå forveksling.
Musikken har naturligvis også en vigtig og fundamental rolle i Detroit 9000, men af uvisse årsager eksisterer der ikke et soundtrack til filmen. Laura Lee synger ellers et par gode sange i starten af filmen, der begge har været udgivet af andre kunstnere. Selve scoren er af Lamont Dozier, som var en del af Motowns største producerhold, det har kunstnere som The Supremes, Isley Brothers og Four Tops på samvittigheden.

Crockett og Tubbs…nej, Riggs og Murtaugh…nej, de to politimænd på arbejde.

Alt i alt er Detroit 9000 en film, der aldrig vil være populær blandt genrens største fans, da fokus mere er på den hvide mands rolle som minoritet i amerikanerbilernes hovedstad, end på de sorte og deres problemer i halvfjerdsernes USA. Det trækker ikke nødvendigvis ned i min optik, da det netop er diversiteten i temaet, der gør filmen interessant for andre end blaxploitation fans den dag i dag. Derfor var jeg glimrende underholdt og kan varmt anbefale filmen uanset hvor meget eller lidt fan man er af genren.

Score: