11. sep. 2013

Anmeldelse: Nightwatch.

Årgang: 1997.
Tagline: “In the mind of the police, he's the prime suspect. In the eyes of a killer, he's the next victim.”
Instruktør: Ole Bornedal.
Runtime: 107 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Nattevagten' (1994), 'Snake Eyes' (1998), 'The Incident' (2011).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


To kammerater Martin (Ewan McGregor) og James (Josh Brolin) udfordrer hinanden til at gøre vildere og vildere ting. Foranlediget af James, som søger at genfinde sin livsgnist, roder de to sig ud i større og større problemer, hvilket snart får Martin indblandet i en sag, der langt overgår noget, han kunne have forestillet sig. Imens må hans kæreste Katherine (Patricia Arquette) overvære sin kærestes forvandling med undren og vrede.

I 2012 forsøgte Bornedal sig med ‘The Possession’, som har fået meget jævne anmeldelser, men før det var det remaket af hans danske gyser ‘Nattevagten’, der blev afprøvet hos det amerikanske publikum. Instruktøren har fortalt flere gange om sit møde med Weinstein-brødrene og den fuldstændig absurde oplevelse, han har haft med denne film: Om det er de uvante omgivelser er ikke til at vide, men Bornedal, som ellers plejer at lave ganske habile film, har ikke formået at tilfredse anmelderne. Der er da også et bemærkelsesværdigt skift i tempoet mellem de to versioner af historien. Til trods for at der umiddelbart synes at være mere karakter og plot puttet ind i den danske film, føles den også væsentligt bedre tempomæssigt afstemt. Det til trods for, at forskellen mellem de to film blot er et par minutter. Bornedal har i den amerikanske version af filmen endvidere måttet begrænse sig i nogle forhold, eksempelvis en vis sexscene, som tydeligvis var for pikant til de amerikanske producere. Dygtige Dan Laustsen, som også filmede den danske version af filmen er atter bag kameraet på remaket, og ingen ringere end Steven Soderbergh er krediteret som medforfatter på filmens manuskript.
Brad Dourif dukker op i en særdeles underholdende lille rolle, som en bidsk og pilleglad læge.
Man har sikkert allerede fornemmet det. Jeg er ikke rigtig vild med ‘Nightwatch’. Ikke alene virker det som om historien fortælles for hurtigt, til trods for at være blevet skåret ind til benet. De enkelte scener har i høj grad mistet deres vægt og atmosfære. Bornedals film fra 1994 har nogle stærkt mindeværdige øjeblikke, som jeg har talt om i min anmeldelse af filmen her på siden, og meget få af dem fornemmes i samme grad her. Nick Nolte, som ellers har en vis styrke i mørke karakterer som den, han her portrætterer, er et fint eksempel på, hvordan der smides mængdevis af godt potentiale væk i denne film. Det er ikke et problem, at der er blevet strammet op på de ting, der foregår omkring hovedplottet, men det skulle være sket til fordel for en komplet villighed til at fordybe sig i de stemninger, som Bornedal mere end til fulde har bevist sig i stand til at dyrke.
En af sekvenserne, der egentlig er kopieret direkte fra den danske film, men som alligevel er langt mindre virkningsfuld.
Den oprindelige film var markeret af instruktørens særegne form for humor, som ligeledes ikke kommer synderligt klart igennem her, men drukner i Hollywood klichéer og små callbacks. Ikke alene fjerner det et lag af det, der gjorde originalen så fornøjelig; Det fratager også nogle af karaktererne deres funktionsgrundlag. Det gælder til dels vores hovedperson Martin, som McGregor er overraskende stivt leverende som, og i endnu højere grad hans kammerat James. I den danske udgave blev rollen spillet af Kim Bodnia, som var god til at balancere figurens ondskabsfuldhed og lyst kaos, med en humor og fjernt skjult varme, som gjorde ham en smule nuanceret. Under alle omstændigheder mere end det er tilfældet med Josh Brolins version af karakteren. Forholdet mellem Martin og James er afgørende for historien, men bliver her overflødigt og generende. Det samme gælder de to gutters kærester, der også spilles i historiefortællingen og totalt mangler karisma, hvilket eksempelvis Patricia Arquette ellers har masser af i andre roller.
Nick Nolte har utvivlsomt haft bedre roller, men sine små øjeblikke har han nu alligevel i filmen her.
'Nightwatch' er ikke nær sit forlæg på nogen fronter. Filmen kunne have været en intensiveret, mere rendyrket udgave af en ganske fin historie, men er i stedet blevet tam og uvedkommende. Via spildte chancer, manglende opbygning suspense og karakterer, der er blevet berøvet meget af den humor, der gjorde dem seværdige i den oprindelige film, er det svært ikke at føle, at dette remake er endt med at være meget mere end en vag optegning af den oprindelige film.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar