Anmeldelse: Pacific Rim.

Årgang: 2013.
Tagline: "Go big or go extinct".
Instruktør: Guillermo del Toro.
Runtime: 131 minutter.
Udgiver: Warner Bros.
Set i: Biograf.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Power Rangers: The Movie' (1995), 'Godzilla' (1998), 'Transformers' (2007).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Store menneskeskabte robotter slåsser mod kæmpemonstre fra en anden dimension!

Okay, jeg ved godt, man siger, at en god historie skal kunne fortælles i én enkelt præcis sætning. Den skal kunne koges ned, javist, men jeg har ikke engang tændt blusset endnu. Der er simpelthen ikke mere historie at komme efter i ‘Pacific Rim’ end som så. Lad os slå fast med det samme: de 100% computergenererede sekvenser, hvor robotterne, Jäger, og monstrene, Kaiju, banker løs på hinanden med kæmpenæver og containerskibe, skyder med atomkanoner og gylper giftigt blåt snask op, mens de står på havets bund, flyver over skyerne, hvor solen altid skinner eller vælter verdens største byer højhus for højhus... de sekvenser fungerer uovertruffent. Det er sindssygt underholdende og vanvittigt flot! Men...

"Hvem er det, der tramper på min bro?!"

Filmens største problem er simpelthen, at den er dødkedelig, så snart Jäger og Kaiju er fra skærmen; der er ingen konflikter mellem menneskene, og dermed heller ingen mulighed for udvikling. Jeg ved godt, Jordens befolkning har allieret sig på tværs af alle grænser for at bekæmpe Kaiju - det fik jeg jo at vide af voiceoveren i starten - men er der slet ingen skurke? Ingen der udnytter situationen?! Altså udover Ron Perlmans Kaiju-organ-handler, som dog fungerer mere som comic relief end som skurk - og faktisk er det udelukkende hans karakters fortjeneste, at handlingen rykker sig bare en lille bitte smule.

Fotografen var hurtig og fangede Daft Punk uden hjelme lige inden, de gik på scenen!

Traditionelt følger apokalyptiske film som ‘Pacific Rim’ begivenhederne enten før (præ) eller, som i de fleste tilfælde, efter (post) - men her ser vi krigen, mens den er på sit allerhøjeste. Jeg har altid troet, det udelukkende var et spørgsmål om økonomi, at man enten lod en film udspille sig, lige når monstrene var ankommet, eller lige efter de var forsvundet igen, for så kunne man slippe af sted med at give dem meget lidt skærmtid. Men det ér altså også et spørgsmål om spændingsopbygning, karakterforming og plotfremdrift. Da vi dumper ned i ‘Pacific Rim’ har alle indfundet sig med, at Jorden fra tid til anden bliver angrebet af Kaiju, så det...

Stillehavet er kun en lille vandpyt for Jägerne!

Vores hovedperson (som jeg ikke kan huske, hvad hedder, og jeg gider ikke tjekke, selvom det ville have været hurtigere end at udfylde denne parantes) bliver indkaldt efter fem års orlov for endnu engang at skulle styre en Jäger, og hvad sker der for det? Plejer vi ikke at skulle følge outsideren, så  vi kan opleve denne nye verden gennem hans øjne og føle med ham gennem alle udfordringerne for halvejs i filmen at få en montage i Mulan-stil, hvor Stig Rossen synger, at nu kommer der gang i sagerne. Det er en kliché, men det er en velfungerende kliché, som selv de største filmmagere tyer til. Den virker! Hvad spændende er der ved en gut, som er totalt cool og inde i gamet? Sådan er det hele vejen igennem. Ikke skyggen af konflikt, udvikling eller fremdrift!

Guillermo siger lige hurtigt dav, inden han smutter igen!

Selvom ‘Pacific Rim’ ikke er baseret på en tegnefilm eller en legetøjsserie fra 80’erne, falder den ind i samme kategori som ‘Transformers’ (2007), ‘Battleship’ (2012) og på mange måder også ‘G. I. Joe’ (2009) og ‘The A-Team’ (2010). Det er totalt hjernedødt, men det kan man jo også godt have brug for sommetider. 'Pacific Rim' har fejl og mangler, når det kommer til karaktererne og historien, men den har masser af kvaliteter, hvad angår CGI-effekter, musik, farver og design. Jeg synes dog, det er en skam, man ikke for alvor kan se Guillermo del Toros aftryk på filmen. Ganske få steder titter han frem med den særlige stil, han især fik frit afløb for i samarbejdet med Mike Mignola på ‘Hellboy’ (2004). Jeg synes, det er en skam, hvis han fremover som instruktør vil prioritere disse storladne produktioner, som åbenbart kræver at han river fem år ud af kalenderen for så at lade sit producer-jeg sørge for de små eventyrlige horror-film "for dig som kunne lide 'Pans labyrint'". Kan han nu få slæbt sin fede røv tilbage til Mexico og få fingrene i noget filmkunst!

Score: