Anmeldelse: Dredd.

Årgang: 2012.

Tagline: Judgment is Coming.
Instruktør: Pete Travis.Runtime: 95 minutter.

Medie: Netflix USA.
Udgiver: Netflix USA.

Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: 'RoboCop' (1987), 'Soldier' (1998), 'The Raid: Redemption' (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fremtiden ser ikke lovende ud, venner. Her strækker Megacity One sig 704 kilometer fra Boston til DC. Nogle folk bor i slummen på jorden, men de fleste bor i Megastructures – kæmpe højhuse på 200 etager, hvor livet har sin helt egen gang. Politiet er chanceløse og derfor har man Judges – hårdkogte  og kampuniformsklædte på motorcykel, der fylder skoene helt ud med titler som dommer, jury og bøddel i en og samme pakke.

Judge Dredd er ikke en glad mand. Han har fået en rookie på halsen, der udover at være en klejn kvinde også er synsk. Hun fejlede sin eksamen med et par point og det er nu op til Dredd at bedømme hendes arbejde, før man kan tage hende i ed som Judge. De to bliver kaldt til Peach Tree – En megastructure, der er styret af den kyniske narkoproducent Ma-Ma, som knuser alt modstand på de 200 etager, som hun stort set har taget fuldstændig kontrol over på under to år. Efter en arrestation af en af Ma-Mas håndlangere bliver Peach Tree lukket ned og forseglet. Nu er det Dredd og hans rookie mod samtlige gangstere i Peach Tree. To Judges mod tohundrede etager!

Ma-Ma er ikke den gennemsnitlige skurk.

Dredd er baseret på en tegneserie, der har eksisteret i mere end 35 år. Det mest usædvanlige ved netop denne serie er, at den er produceret i England og altså ikke tilhører Marvel, DC eller Image, som ellers har sprøjtet deres helte ud på den store skærm. Serien var meget tidligt i sin historie fuldkommen uden moral, hvilket de to store i USA på samme tidspunkt var fuld af til bristepunktet. Med Dredd var der kort process. Var man skyldig, måtte man dø. Længere var den ikke - og længere er den heller ikke i instruktør Pete Travis udgave af et dystopisk samfund i totalt forfald.

Megastructures – Så kan Vollsmose og Gellerup godt pakke sammen.

Det smager godt og en smule velkendt. Smagen af Blade Runner kombineret med en slags bismag af Mad Max giver en rund bouquet, der pirrer enhver fan af sci-fi genren. Kombineret med rå og hensynsløs vold, spandevis af blod og en historie der er drevet af action og humor ender man med noget, der sagtens kan serveres for gæster og passer til alle slags popcorn. Jeg hader film i 3D. Jeg ville gerne være begejstret og købte også et tv med funktionen, men må erkende at en ældre sur mand med briller bare ikke kan forenes med den slags nymodens pjat. Jeg hader 3D! Hvad jeg hader endnu mere er at se 3D film i 2D. Scener der sikkert er imponerende i 3D, ligner kollager lavet af børnehavebørn, der bare skulle slå to timer ihjel inden Disney Sjov. Så kære filmproducent! Stå ved dit lorteprodukt og udgiv filmen eksklusivt i 3D. Så slipper vi andre for at få et ellers godt produkt tilsølet af forfærdelige scener, der hverken hjælper dit produkt eller dit publikums opfattelse af selvsamme. Det trækker ned i den samlede bedømmelse og det gør det også for Dredd. Filmen er ellers smuk og effekterne er effektfulde og har gennemslagskraft, der går hånd i hånd med filmens hårde tone og historie.

Det ser godt ud når det ikke er i 3D….NOT!

Skuespillet i Dredd er et studie i alle former for kynisme og det er meget velspillet. Lena Headey er fantastisk som den iskolde Ma-Ma, der med sin frygtløshed overfor vold, døde og Judges skaber en figur, man ville ønske havde sin helt egen film. Olivia Thirlby spiller Rookie Anderson, der med kortklippet og pjusket hår fremstår som en 2012 udgave af Daryl Hannahs Pris fra Blade Runner. Karl Urban som Dredd er rigtig god. Han har den seje stemme og den iskolde mimik bag masken. Han er i virkeligheden alt det, som Nolan havde håbet at Bale ville være som Batman. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Når Nolan ser Urban som Dredd, så græder han lidt indvendigt.

Dredd har sin helt egen plads på de ellers halvtomme hylder over gode moderne actionfilm. Her er alle elementer af genren dækket og tempoet er tilpas højt. Det er til tider hjernedødt og forudsigeligt, men det er så forbandet underholdende, at man bare må overgive sig. Jeg ville have givet fuldt hus, men 3D/2D konverteringen trækker altså en enkelt pinhead fra og derfor ender jeg på fem pinheads…..og jeg slap endda for at nævne den der film med Sly.

Score: