Anmeldelse: Switchblade Sisters.

Årgang: 1975.
Også kendt som: 'Maggies Stiletto Sisters' og 'The Jezebels'.
Tagline: So Easy to Kill, So Hard to Love.
Instruktør: Jack Hill.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 91 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Foxy Brown' (1974), 'Coffy' (1973), 'Black Sister's Revenge' (1976).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Maggie er den nye pige i byen, der roder sig ud i et knivopgør med pigebanden The Dagger Debs. Hun forsvarer sig med næb og klør, men bliver anholdt og sendt i ungdomsfængsel med resten af pigerne. Her beviser hun sit værd ved at forsvare Lace - lederen af Dagger Debs, der straks tager Maggie til sig. De slagkraftige damer hænger ud med The Silver Daggers, der er den mandlige pendant til Dagger Debs. Deres leder Dominic falder ligeledes for Maggie, men da han er kæreste med Lace er der snart interne problemer i banderne. Samtidig banker en anden bande på døren til Silver Daggers område – og kaos venter lige rundt hjørnet.

"Nice shirts, boys. Who shot the curtains?"

Jack Hill er manden bag Switchblade Sisters. Han er af de fleste kendt for Big Bird Cage, Coffy og Foxy Brown der alle sendte Pam Grier mod blaxploitation-genrens funklende stjerner. Kender man allerede ovennævnte film, er det særlig interessant at Hill valgte at følge op med netop denne film, som bryder en del med mønsteret fra Pam Griers mest populære film. Man skal dog ikke tage fejl.  Havde Jack Hill castet sorte skuespillere i stedet for et stort set hvidt cast, havde Switchblade Sisters været en glimrende blaxploitation film.

En typisk High School elev….der er dumpet 17 år i træk.

Den vigtigste forskel på denne film og tidligere Jack Hill produktioner er især, at denne film ikke har noget politisk budskab. Her er ingen løftede pegefingre til samfundet, racismen generelt eller forskellen på rig og fattig. Dette betyder samtidig, at filmen pludselig kun har handlingen og den voldelige action at læne sig op ad. Det giver noget mindre fylde og langt mindre form, når de knap halvanden times underholdning ikke er andet end netop det. Heldigvis er det hele campy og trashy nok til, at der stadig er masser at komme efter i 2013. Her er tonsvis af forbistrede miner, skududvekslinger og halvnøgne damer nok til at holde gryden i kog – men pudsigt nok er nøgenheden noget mere nedtonet end i andre film fra denne periode.

Ingen 70'er film uden rulleskøjter.

Det er til tider svært ikke at lade sig irritere af de dårlige replikker eller det faktum, at hovedparten af bandemedlemmerne er mænd og kvinder i 30erne, der stadig går på High School. Når det er sagt, så er actionscenerne helt fantastiske på den lidt skæve måde - og man må gang på gang trække på smilebåndet, når disse hårdkogte kvinder spæner rundt i gaderne med maskingeværer, der ligner noget fra gamle krigsfilm. Skuespillet er udholdeligt men langt fra mindeværdigt, men skulle der sidde en enkelt fan af That 70s Show, er det sjovt at se en meget ung Don Stark i rollen som voldeligt bandemedlem.

Saving Private Ryan 2: The Urban War.

Er man fan af Jack Hill og elsker hans film med Pam Grier, så skal man ikke snyde sig selv for denne sjove gang trash, der måske mangler indhold, men aldrig mangler underholdning. Har man aldrig hørt om Jack Hill før, kan man med rette se filmen som en slags optakt til The Warriors eller Class of 1984, der begge har  elementer, der meget vel kan være inspireret af denne lille klassiker.

Score: