Anmeldelse: The Fly (1986).

Årgang: 1986.
Tagline: “Be afraid. Be very afraid.”
Instruktør: David Cronenberg
Runtime: 96 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Fly' (1958), 'The Fly II' (1989), 'An American Werewolf in London' (1981).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Seth Brundle (Jeff Goldblum) er i færd med et fascinerende eksperiment. Han har opfundet en maskine, der kan teleportere ting såvel som levende organismer fra et sted til et andet. Det afslører han for journalisten Veronice Quaife (Geena Davis), som forelsker sig i ham. Eksperimenterne fortsætter, og Brundle er ekstatisk, da det lykkedes ham at teleportere sig selv. Nogle bivirkninger viser sig imidlertid snart. Forskeren var ikke alene om at blive nedbrudt og genskabt, da han teleporterede sig.

Remaket af Kurt Neumanns ‘The Fly’ (1958) var oprindeligt tiltænkt det senere ‘Batman’ (1989) makkerpar Tim Burton og Michael Keaton som henholdsvis instruktørstolen og hovedrollen. Da det faldt igennem, blev David Cronenberg spurgt, men måtte oprindeligt takke nej til opgaven grundet andre projekter. Robert Biermann blev derefter hyret men måtte trække sig af personlige årsager, hvilket atter placerede Cronenberg i instruktørstolen sammen med en række af hans sædvanlige samarbejdspartnere. Den produktionsmæssige forvirring til trods er filmen endt med at være en anerkendt en af slagsen, både blandt publikum og kritikere. Ligesom originalen affødte Cronenbergs film også en fortsættelse: ‘The Fly II’ (1989), der blev instrueret af Chris Walas, manden der stod bag den første films praktiske effekter, som ifølge flere anmeldere tager overhånd i fortsættelsen. Walas modtog en oscar for sit arbejde på Cronenbergs film.

“I'm an insect who dreamt he was a man and loved it. But now the dream is over... and the insect is awake.”

Der er gjort megen sjov med Jeff Goldblum og hans tendens til at spille roller, der til forveksling ligner hinanden. Hans ofte excentriske måde at portrættere figurer på har inspireret til en mængde parodier, men når Goldblum kobles med den rigtige karakter, kan han være yderst velfungerende, som han eksempelvis er det her. Kærlighedsforholdet mellem Brundle og Quaife bygges op af såvel Goldblum som Davis’ dygtige præstationer. De tos kemi er den følelsesmæssige kerne i dramaet og låser op for filmens tragedie, som er en stor del af, hvad der gør den til så stærk en oplevelse. ‘The Fly’ er på mange måder en klassisk monsterfilm, hvor skønheden forelsker sig i uhyret, og selvom Cronenberg giver filmen et twist af sin særegne stemning og sine egne tematikker, er det et utrolig godt grundlag at basere sig på. Ikke alene er de to skuespilleres præstationer dygtige, filmens udgangspunkt giver også mindelser om romancer som dem i ‘King Kong’ (1933) og ‘An American Werewolf in London’ (1981), som var en af de primære elementer i også disse films succes. 

Hvad det helt præcis er, Quaife er så bange for, bliver pludselig meget konkret.

Den anden del af filmens brilliance er naturligvis Cronenbergs stilistiske greb. Transformationen, sammensmeltningen af menneske og insekt, er præsenteret på en grotesk og frygtelig effektiv måde, som Cronenberg såvel som Walas’ hold kan tage æren for. Cronenberg er eminent til at levere netop denne type fortællinger skånselsløst og smerteligt. Det mørke, han byder på stammer fra et meget menneskeligt udgangspunkt, som nævnt ovenfor. Men som det tit er tilfældet med denne instruktør, spilles der på forholdet mellem vi kødelige væsner og maskiner, som undertiden i denne film bliver ganske konkret, og som giver en fornemmelse af tematisk dybde, som tilføjer endnu et lag til filmen. Filmens vægt øges, fordi Brundles konkrete forrådnelse sættes op mod menneskelige egenskaber såvel negative som positive. Filmens begrænsede persongalleri er fyldt med manipulatorer, som besidder evnen til at gøre godt under ekstreme omstændigheder. Ligesom Brundles ondskab bobler frem, tager andre karakterers godhed til.

Brundlefly i al sin charmerende skønhed.

I Dean Koontz’ bog ‘I månens skær’ beskrives ‘The Fly’ som “snasket”, hvilket det er svært at benægte, at filmen vitterligt er. Der er massevis af helt ekstraordinært ubehagelige og dygtigt lavede effekter, og de drives på effektiv vis frem af en kærlighedsfortælling, der skaber et tungt slående hjerte midt i al mørket. Cronenbergs film indeholder en overraskende følelsesmæssig bredde og er retmæssigt blevet et af de mest oplagte eksempler på et vellykket remake.

Score: