Anmeldelse: The Lords of Salem.

Årgang: 2012.
Tagline: “The Lords are coming.”
Instruktør: Rob Zombie
Runtime: 101 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Vision.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Rosemary’s Baby’ (1968), ‘The Devils’ (1971),  ‘The Shining’ (1980).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den tidligere junkie Heidi (Sheri Moon Zombie) rives ind i et ukendt univers af surrealistiske væsner og hadske hekse, da hun modtager et album med et band, der kalder sig The Lords. Musikken på pladen giver hende hallucinationer, og da hun begynder at have svært ved at skelne illusion fra virkelighed, frygter hendes kollegaer, at hun er tilbage på stofferne. Hvad der i virkeligheden foregår er imidlertid mere kompliceret end som så, og det begynder hurtigt at blive svært for Heidi at se en udvej, der ikke kommer til at ende blodigt.

Rob Zombie dyrker en egen stil, der på en og samme tid er tydeligt inspireret af mandens forbilleder og helt deres egne. Få instruktører har dedikeret sig så ufravigeligt til at skabe stilistisk horror der ikke går på kompromis eller begrænser sig, når det kommer til vold og generelt ubehag. Mens fans i bred forstand har været glade for instruktørens originale film, er der en større spredning, når det kommer til hans remake af John Carpenters ’Halloween’ (1978). Mange blev skuffede over de valg, der med den film blev truffet, mens andre jubler over et anderledes take på historien, som egentlig ikke behøvede at blive genfortalt til at begynde med. Zombie har selv beskrevet skabelsen af filmen som havende været noget rod, og indblandingen fra studiet synes at have været stor. Alligevel vendte instruktøren senere tilbage til franchisen. Med ’The Lords of Salem’ (2012) har instruktøren for få penge skruet en film sammen, der, delvist grundet sit lave budget, ikke behøver at begrænse sig, men alligevel holder igen med brutaliteten og skruer op for atmosfæren.

En af filmens mange kult cameos.

Rob Zombie er som filminstruktør af Quentin Tarantino-skolen. Det skal forstås på den måde, at instruktøren har en evne til at tage ikoniske genreskuespillere såvel som konventioner og placere dem i sit eget univers og gøre det med stor succes. Med ‘The Lords of Salem’ har han skabt en mareridtsgyser, som trækker sin inspiration fra syrede sager som ‘The Shining’ (1980), ‘Rosemary’s Baby’ (1968) og læssevis af andre skrækfilm med en flair for det overnaturlige. Mens instruktørens tidligere film har beskæftiget sig med kaotisk æstetik og blodsprøjt, vender Zombie her blikket i en lidt anderledes retning. ‘The Lords of Salem’ er en stemningsfuld filmoplevelse, der viser en instruktør, der evner at opbygge rædsel over en films fulde spilletid og kun langsomt indfri den. Samtidig er det også en langt mere symbolsk ladet film, som Zombie her præsenterer og en visuelt mere sober en af slagsen end hans tidligere mere hektiske værker som ‘House of 1000 Corpses’ og ‘The Devil’s Rejects’. Gør alle disse ting det til en bedre film? Ikke nødvendigvis. Men under alle omstændigheder er det en god en af slagsen. Samtidig er det også et bevis på, at Zombie vælger brutaliteten i film som ‘Halloween’ (2007) og ikke blot benytter den, fordi han ikke er i stand til at opbygge den suspense, som originalen fra ‘78 bød på.

Hvad Rob Zombie er villig til at udsætte sin bedre halvdel for er ikke småting.

Rob Zombie er skånselsløs i sin instruktion. Filmen opbygger et mørke, som sigter efter at skræmme på et mere grundlæggende niveau, end de fleste moderne horrorfilm tør sigte efter. Hovedkarakteren Heidi bliver sammen med publikum omgivet af et goldt mørke, som det er umuligt at flygte fra, hvilket fører til en klaustrofobisk oplevelse, der har et betændt bid, der er garanteret at forårsage blodforgiftning. Sheri Moon Zombie er placeret i hovedrollen og lever ikke alene op til sit rygte som en af de allermest sexede kvinder i moderne horror, men kommer takket være en god kemi med sine to medradioværter, spillet af Jeff Daniel Phillips og Ken Foree, og en præstation, som i det hele taget er fængende, til at fremstå kantet og sympatisk. I det hele taget er radioshowet Team H producerer et fornemt eksempel på, at humoren også har en plads i en film som denne. Man har helt undladt at benytte computeranimation, hvilket giver anledning en mængde make-up designs, der er imponerende, og som vækker mindelser om genrens fortid. Rob Zombie slår sig dog ikke til tåls med blege mørkhårede heksekoner i baggrunden, men introducerer også nogle mere bizarre væsner og drømmesekvenser, der sender tankerne hen på film som Tobe Hoopers ’Poltergeist’ (1982).

Et E.T. lignende tentakel væsen (billedet herover) og en præst, der går til yderligheder med stakkels Heidi, er blandt de sekvenser, der når højest på særhedsskalaen.

’The Lords of Salem’ leverer på suspense opbygning og i min optik også pay-off. Gyset er trinvist, men gearer aldrig ned, og selvom filmen ikke vil skræmme livet af hårdkogte genrefans, er den fascinerende og grum på lige præcis den måde, som vi kan lide det. Rob Zombie har begået en film, der ikke alene vil gøre sig godt på hans resume, men som også åbner dørene på vidt gab for, hvad fremtiden vil bringe for filmskaberen, der med denne film har vist, at han kan begå sig inden for atter en gren af horrorgenren.

Score: